Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse Rapport ... - Geus

Metode - Indikatorartsanalyse
En analyse af arternes indikatorværdi (Dufrêne & Legendre, 1997) tager både højde for hvor
specifikke de er overfor en bestemt lokalitetstype (her græsset og ugræsset), og hvor ofte de
forekommer indenfor gruppen, altså deres pålidelighed (på engelsk fidelity). Indikatorværdien af art
i overfor gruppe j beregnes som:
IndValij = Aij*Bij*100
Hvor Aij = Nij/Ni = Antal fund af art i i gruppe j / Antal fund af art i totalt.
-Dette er et mål for artens specificitet for gruppen
Og Bij = Sij /Sj = Antal sites i gruppe j med art i / Antal sites i gruppe j totalt.
-Dette er et mål for artens pålidelighed i gruppen
En perfekt indikatorart (IndVal=100) forekommer på alle lokaliteter i sin gruppe og aldrig udenfor.
Dette er meget sjældent, men som det fremgår af tabel A2 er Plantago lanceolata (som er en af de
pollentyper der faktisk kan bestemmes til art) tæt på at være sådan en indikator ifølge dette datasæt,
da den forekommer i 17 af de 19 græssede skove og kun 1 af de 22 ugræssede.
Indikatorværdier for arterne på floralisten blev beregnet i computerprogrammet IndValMax.exe
(Dufrêne & Legendre, 1997). Udover at beregne indikatorværdierne tester programmet også den
statistiske signifikans af indikatorværdierne ved hjælp af en Monte-Carlo permutationstest.
Arterne blev derefter inddelt i pollentyper og analysen gentaget. Dog måtte nogle pollentyper,
nemlig Poaceae, Galium-type, Cyperaceae og Caryophyllaceae udelades, da planter indenfor disse
typer blev fundet på samtlige lokaliteter, og det derfor ikke er meningsfyldt at beregne
indikatorværdier for dem baseret på tilstedeværelse. For Cyperaceae og Caryophyllaceae kan pollen
faktisk godt identificeres til lavere taksonomisk niveau (Fægri og Iversen, 1989), men dette er oftest
ikke gjort i ældre publicerede pollenanalyser. Og det forudsætter for Cyperacéernes vedkommende
også en god bevaringstilstand af pollen.
Resultater
Artsrigdom
Da der er tale om data for tilstedeværelse, ikke hyppighed, er det ikke muligt at beregne andre
indekser for biodiversitet end artsantal. Det gennemsnitlige artsantal i de græssede skove er 252,15,
mens det i de ugræssede er 153,91. En statistisk t-test viser at der er signifikant forskel på
gennemsnittet i de to grupper (t=3.3029; df=41; p=0.0020). Artsrigdommen er altså størst i de
græssede skove.
Ud af 883 arter, som er registreret i alt, er de 342 (39 %) kun fundet i skove med græsning, mens 38
(4 %) kun er fundet i ugræssede skovområder. Hvis man inddeler plantearterne efter pollentyper
(idet det jo langt fra er alle pollen der kan bestemmes til art) ser man, at der er 49 pollentyper, hvor
de tilhørende plantearter kun er fundet i græssede skove (tabel A2), mens kun to typer, Sambucus
racemosa og Orthilia secunda udelukkende er repræsenteret i ugræssede skove. De er ydermere kun
fundet på hhv. 2 og 1 lokaliteter, mens en del af de typer, hvis plantearter kun fandtes i græssede
skove var ret almindeligt forekommende i disse (se tabel A2).
Da lokaliteterne er udvalgt så vidt muligt parvis til at repræsentere samme type jordbund og
sammenligneligt areal, må disse forskelle tilskrives forskellen i drift, dvs. at floraen er betydeligt
rigere i græsset skovlandskab end i ugræsset skov. Forskellene bliver endnu større, hvis man
udelader de 6 lokaliteter, som er ugræssede, men med forstlig drift, og altså kun sammenlignede
urørt ugræsset skov med græsset skov (data ej vist). At det er driften, der er afgørende støttes af, at
12