Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse Rapport ... - Geus

indikatorartsanalysen fra dammene tyde på, at der blandt de lokaliteter, hvorfra der er analyseret
makrofossiler fra Atlantikum, både var nogle med græsning og nogle uden. Balancen her imellem
lader sig dog ikke udlede af denne analyse.
Enkelte arter er, i de to undersøgelser af indikatorarter tilsammen, kun fundet i græssede områder
og er samtidig kendt fra Atlantisk tid. Det drejer sig om følgende 7 arter: Hippuris vulgaris, Atriplex
patula, Potamogeton pectinatus, Schoenoplectus tabernaemontani, Apium inundatum,
Chenopodium rubrum og Rumex maritimus. Når deres makrofossiler findes i små damme eller
moser må det anses for en god indikation for græsningspåvirkning i hvert fald lokalt. Blandt de
græsningsindikerende pollentyper, som er identificeret for damme, findes flere i pollenaflejringer
fra små søer og moser Atlantisk tid. Den stærkeste indikator er Ranunculaceae som er fundet i 4 ud
af 5 af de små damme, hvor data er tilgængelige. Der er både fundet pollen af vandranunkel-typen
og af bidende ranunkel-typen i tre ud af de 5 damme. Derudover findes den næststærkeste indikator
for græsning - Cyperaceae - hyppigt i pollenaflejringer fra små søer og moser Atlantisk tid. Den
udgør mellem 0,5 og 3,0 % af det samlede pollen på de lokaliteter der er sammenstillet til denne
rapport (se næste afsnit). Stærk indikatorværdi har også Brassicaceae og Persicaria maculosa-type.
De er fundet på nogle lokaliteter med op til 0,05 % pollen. Derudover er Galium-type og Potentilla
fundet i prøver fra ca. halvdelen af lokaliteterne, med op til 0,1 % pollen.
Blandt de pollentyper, der er indikatorer for fraværende græsning, er der flere som er fundet fra alle
pollenlokaliteterne, og ofte er meget talrige. Det gælder Betula (op til 30 % af pollen), Ulmus (op til
15 %), Fraxinus (op til 5.8 %) og Salix (op til 1 %). Dog skal man huske, at pollen jo spredes over
et stort område, og altså ikke nødvendigvis stammer fra selve bredden af søen eller vandhullet. Og
mængden af pollen er ikke direkte proportionalt med mængden af planterne, da der er stor forskel
på arternes pollenproduktivitet. Derfor kan indikatortyper blandt pollen ikke nødvendigvis tolkes
som bevis for om der er græsning lokalt ved den pågældende sø, dam eller mose.
Pollendata fra Atlantisk tid
En vigtig kilde til de forhistoriske landskaber er pollenkorn, som gennem tiden er aflejret og bevaret
i søer og moser. Planterne, særlig de vindbestøvede arter som græsser, de fleste træer med videre,
producerer pollen i store antal, og det spredes over større afstande end for eksempel frø og blade, så
en del ender i søer eller moser, hvor det aflejres sammen med andet organisk materiale. Da
pollenkorn er meget svært nedbrydelige, bevares de i årtusinder, og de kan under mikroskop
bestemmes, nogle gange til planteart, ofte til slægt eller større gruppe. Ændringer i
sammensætningen af pollen i forskellige lag i aflejringen fortæller os så om ændringer i
vegetationen omkring søen eller mosen i fortiden.
Det er dog ikke helt enkelt at tolke pollensammensætningen som et kvantitativt mål for fortidens
plantesammensætning - for eksempel andelen af forskellige træarter eller forholdet mellem
træbevoksede og lysåbne arealer. Det skyldes, at ikke alle plantearter producerer lige meget pollen,
og at ikke alt pollen spredes ligeligt til aflejringerne. Planter, der gror tæt på søen eller mosen, er
meget bedre repræsenteret end planter langt væk, men der er stadig en del af pollenet, som kommer
fra store afstande. Og små, lette pollentyper spredes længere end store og tunge. Der er således ikke
en simpel sammenhæng mellem pollen og vegetation. Særlig er de lysåbne områder generelt
underrepræsenteret, fordi træarterne ofte producerer mere pollen end urterne, og deres pollen
spredes mere effektivt (Broström et al., 2008).
Men i de senere år er der udviklet nye modeller, som inddrager disse forhold, og giver os mulighed
for at korrigere for dem. Der er blevet indsamlet datasæt af moderne pollenprøver fra forskellige
lokaliteter, og vegetationen omkring dem er blevet kortlagt. Ved hjælp af Geografiske Informations
Systemer (GIS) kan vegetationsdata vægtes i forhold til afstanden fra pollenlokaliteten og de
forskellige pollentypers spredningsevne. Og så kan data analyseres, så de forskellige plantearters
16