Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse Rapport ... - Geus

Vestjylland. Det kunne for eksempel være den velundersøgte urørte naturskov Draved skov. Men
det har ikke været muligt indenfor dette projekt.
De tre små vandhuller som indgik i undersøgelsen: Suserup Skov, Grevindens mose og
Glyceriahullet, ligger alle indenfor få kilometer fra hinanden på Midtsjælland. Her er jordbunden
meget (eller for Suserup helt) lig den som Suserup scenarierne er baseret på. Det er derfor
bemærkelsesværdigt, at de tre lokaliteter har så forskellig pollensammensætning, at deres nærmeste
analoger blandt de simulerede landskaber findes i forskellige grupper. For Suserup skov tyder fund
af makrofossiler af græsningsindikatorer på, at der i hvert fald i perioder har været græsning ved
bredden af den lille dam, mens pollensammensætningen tyder på at vegetationen i området omkring
dammen hovedsagelig har bestået af lukket skov med små gaps. Det kunne tænkes, at et gap netop
har været lokaliseret lige omkring lokaliteten, og det kan være blevet holdt åbent i længere tid end
normalt af græssende dyr. Men disse lader ikke til at have skabt større områder i parkfase netop her.
Det kan til gengæld have været tilfældet omkring Glyceriahullet i den nærliggende Næsbyholm
Storskov, som bedst (omend ikke særlig godt) matcher græsningsscenarierne. Ved Grevindens mose
ligner de observerede pollendata mest dem man ville vente fra en skov der minder om Bolderslev,
med en veludviklet græsvegetation i små lysninger.
Forskellene mellem de tre små, nærliggende lokaliteter viser, at variationen i landskabet på lokal
skala må have været stor i Atlantisk tid. Langt større end et enkelt af de landskabsscenarier, der er
opstillet her, rummer.
Urskovslandskabet har altså, så vidt de palæobotaniske data fortæller os, været ganske varieret og
med store regionale forskelle. Visse områder var en græsningspræget mosaik af skov, krat og
lysåbne områder, mens andre ser ud til at have været uden eller med kun lidt græsning.
Græsningspræget har tilsyneladende været mest markant i Jylland. Pollendata fra en række
lokaliteter her stemmer godt overens med det man måtte forvente i et landskab med en
græsningscyklus som Vera (2000) beskriver, i hvert fald i den kvantitative tolkning af et sådant
landskab som Kirby (2004) har opstillet. Man kan således ikke ud fra pollendata forkaste Veras
hypoteser, som det ellers ofte har været hævdet (Mitchell, 2005; Birks, 2005). Tværtimod kunne det
støtte Veras hypotese, at pollendata fra Jylland passer godt med Kirbys landskaber, mens data
passer dårligere på Sjælland, hvor urokse og vildhest manglede.
Den rumlige variation i jordbundsforhold og grundvandstand har også spillet en stor rolle for
vegetationens sammensætning, og det kan skovbrande også have gjort. Skovbrand har for Suserup
Skov været nævnt som en sandsynlig årsag til forekomsten i Atlantisk tid af makrofossiler af arter
afhængige af lysåbne forhold, således at græsning måske ikke var nødvendig (Hannon et al 2000).
Dog er den stærkt brandfølsomme enebær registreret med 0,6 % af pollensummen i samme lag i
Suserup, som græsningsindikatorerne. Enen er erfaringsmæssigt afhængig af græssende dyr for at
forynge sig, idet dens frø skal trampes ned i mineraljorden i lysåben biotop. Endelig er forholdene
kun kortvarigt lysåbne efter en skovbrand, mens indikatorerne for lysåbne græssede forhold
omkring Suserup dammen er dominerende i flere lag i træk, som tilsammen dækker de sidste flere
hundrede år af Atlantisk tid. Grundige optællinger af kul og kulstøv i de to småsøer i den
nærliggende Næsbyholm Storskov påviste i øvrigt lave niveauer af kul og kulstøv i Atlantisk tid,
mens der i den efterfølgende Subboreal tid var forøgede niveauer, som tilskrives menneskeskabte
brande.
Selv hvor landskabet har haft mest græsningspræg, har der ikke været tale om åben steppe, men om
et landskab hvor op til omkring 25 % har været i en parkfase, med græsvegetation og spredte gamle
træer. Parkfasen kan alt efter egn og jordbund antages at have lignet overdrev, hede eller sletterne i
moderne dyrehaver, kranset af krat og gammel skov. Ved Solsø og Glyceriahullet kunne data tyde
på at parkfasen udgjorde en større del, måske op til 40 %. Kratfasen har dækket 15-30 % af
landskabet i de græsningsprægede egne, hvis vi skal tro simulationerne. Kratfasen har nok indeholdt
34