Download page 1-44 PDF (6 MB) - Out & About

intervieW
Af Mette Gundersen
Foto: Claudia Kent
Da medierne greb fat i den såkaldte
Caspian-sag i efteråret
2011, var den dengang 15-årige Caspian
Drumm klar i mælet. Beslutningen
om at få bortopereret sine bryster
var den helt rigtige for Caspian.
Og han fik støtte af sine forældre.
”Lige som de fleste andre børn
ved, om de er en pige eller en dreng,
har jeg altid vidst, at jeg var en
dreng. Det betyder ikke, at jeg ikke
tænkte over det. For jeg oplevede
jo hele tiden at blive rettet af de
voksne, når jeg sagde, at jeg var en
dreng. Og det kunne jeg ikke forstå.”
Med legekammeraterne var det
anderledes. De stillede aldrig spørgsmålstegn
ved, om Caspian var en
dreng. Det var han bare.
”Selv om jeg lignede en pige, så
opførte jeg mig jo som en dreng. Jeg
tror, det handler om, at børn endnu
ikke har lært, hvordan samfundet
skal se ud, og derfor har nemmere
ved at acceptere mennesker, som de
er. Min lillebror, som er syv år, har for
eksempel aldrig tænkt over, om jeg
er en dreng. Jeg er bare hans bror.”
De videnskabelige forklaringer
Det var først, da Caspian blev gammel
nok til at finde de videnskabelige
forklaringer frem, at de voksne begyndte
at tage ham alvorligt. Caspian
begyndte at læse om transkønnethed,
men selv om han kunne sige: ’Se
her, det er sådan, jeg er’, blev det ikke
accepteret af den grund.
”Da jeg sagde til min mor, at jeg
gerne ville i hormonbehandling,
sagde hun, at jeg godt kunne glem-
8 Out&abOut · Februar 2012
Den rigtige beslutning
I sommeren 2011 fik den dengang 15-årige CaSPIaN DruMM bortopereret sine
bryster på et privathospital. Medierne greb historien, forargelsen bredte sig,
men forældrene støttede Caspian. Han har altid vidst, at han var en dreng.
me det. Hun mente, at jeg skulle acceptere
min krop, som den var. Men
det havde jeg jo prøvet, og det var
simpelthen ikke en mulighed.”
“Lige som de fleste
andre børn ved, om
de er en pige eller en
dreng, har jeg altid
vidst, at jeg var en
dreng. Det betyder ikke,
at jeg ikke tænkte over
det. For jeg oplevede
jo hele tiden at blive
rettet af de voksne, når
jeg sagde, at jeg var en
dreng. Og det kunne jeg
ikke forstå.”
Det var Caspians mormor, der første
gang accepterede ham socialt
som en dreng. Det skete på en fælles
ferie. Mormoren havde lagt mærke
til, at Caspian ikke brød sig om at
blive kaldt ’hun’, og mormor spurgte
derfor Caspian, om han hellere ville
have, at hun kaldte ham ’han’. Da
Caspian for første gang oplevede at
blive tiltalt som dreng, var der ingen
vej tilbage.
”Jeg sagde til min mor, hvordan
jeg havde oplevet det, og at jeg ikke
lige kunne lægge det fra mig igen.
Jeg tror, det er nemmere for nogen,
der er lidt mere udenforstående,
som for eksempel min mormor, at
acceptere det. De har ikke så meget
at miste. Ens forældre har jo født og
opdraget en, så det er nok sværest
for dem. For mine forældre passede
det så fint, at de har to drenge, og så
var jeg pigen. Men det var jeg jo så
bare ikke.”
Omverdens reaktioner
Caspian har altid opfattet og omtalt
sig selv som dreng. Han har derfor
ikke haft nogen spring ud-proces.
Men da han skiftede navn for et par år
siden, fortalte han sin klasse lidt mere
om, hvordan han havde det. Han tror
ikke, at det kom bag på nogen.
”Efter at min historie har været i
medierne, har jeg oplevet mange
negative reaktioner fra blandt andet
det offentlige og politikere. Men jeg
har aldrig oplevet noget negativt fra
mine nære omgivelser.”
Forklaringen er ifølge Caspian, at
han altid har været meget sikker på
den, han er, og ikke har haft nogen
problemer med det.
”Det var kun dengang, jeg lignede
en pige, at folk kunne finde på at undre
sig. Efter at jeg har fået et mere
maskulint ydre, er der ingen, der stiller
spørgsmålstegn ved mit køn.”
Ingen hjælp fra systemet
Før Caspian og hans forældre besluttede
sig for at gå til et privathospital,
henviste Caspians læge ham til Sexologisk
Klinik. Her gik Caspian hos en
psykolog tre gange.
”Den første gang sagde jeg, at jeg
gerne ville i kontakt med andre transkønnede,
men det hjalp psykologen
mig aldrig videre med.”
Caspian oplevede ikke, at Sexologisk
Klinik var til nogen hjælp, og de
kunne ikke tilbyde ham noget.