Sanitetsst tte til forsvarets internationale missioner

UKLASSIFICERET
• Fastansatte i driftsstrukturen afgives til midlertidig tjeneste i missionsområde
Den primære måde er udsendelse af personel på reaktionsstyrkekontrakt. Afgivelse af
fastansat personel anvendes kun, når dette ikke er muligt, idet bemandingen i
driftsstrukturen er nøje tilpasset det støttebehov, som varetagelsen af den nationale
sundhedstjeneste fordrer, hvorfor udsendelse af personel herfra vil påvirke den daglige
drift.
Lægemanglen har medført, at der til stadighed er vakante lægestillinger i driftsstrukturen,
og at det er blevet stadig vanskeligere at rekruttere læger til ansættelse på
reaktionsstyrkekontrakt med henblik på udsendelse til missionsområderne.
Ifølge Sundhedsstyrelsens sidst offentliggjorte vakancetælling (februar 2008 74 ) var der
mere end 4000 ledige lægestillinger i Danmark, et antal, der har været stadig stigende i
flere år og ikke forventes at blive mindre de næste 10-15 år.
Det har betydet, at det i perioder ikke har været muligt at bemande alle lægestillinger i
missionsområderne og på basis af rekrutteringssituationen vil dette problem vurderes at
tiltage. Tiltag til at bedre rekruttering af læger i form af højere løn, har ikke haft den givet
det ønskede resultat, da lægerne på grund af lægemanglen har mulighed for samme
indtjening og endda højere uden at skulle forlade familien, leve under primitive forhold og
risikere liv og lemmer. Dertil kommer, at mange læger, som er interesserede i at blive
udsendt oplever, at familien ikke vil acceptere det.
Lægemangel er et problem i alle NATO lande, både militært og civilt. Håndteringen af de
deraf opståede begrænsede militære ressourcer på området er forskelligt fra land til land.
Afhængig af det enkelte lands sundhedssystem og -lovgivning og strukturen af landets
militære styrker. Danmark er det eneste af de lande i NATO, som finder operativt behov for
lægefaglig støtte, som forstærkning af sanitetsbehandlingskapabilitet ved ikke
specialstyrke enheder indsat direkte i kampoperationer, der anvender læger dertil. Lande
som eksempelvis Frankrig, Tyskland og Storbritannien anvender i militæret personel med
paramedicinsk eller dermed sammenlignelig uddannelse.
Tiltro til sanitetsstøtten er kampafgørende i højrisiko operationer som for eksempel i
Afghanistan og for den almindelige soldat er denne tiltro baseret på lægefaglig støtte helt
ude ved fronten, hvilket kravet om fremskydning af lægefaglig støtte til indsatte enheder
understreger. Dette kan på grund af sundhedslovgivningen kun imødekommes ved
fremskydning af læger, men den forøgede risiko dette medfører, har betydet, som tidligere
anført, at rekrutteringen af læger er blevet endnu vanskeligere. Dertil kommer at de
militære færdigheder, som lægerne besidder efter den militærlægelige uddannelse er
meget begrænsede, hvilket er en belastning for den enhed, de skal støtte. For at imødegå
dette er det nødvendigt at lægerne har en kampuddannelse, hvilket kun ganske få læger
er motiveret for. De eneste læger i forsvaret, som besidder en sådan uddannelse, er de få
læger, som er tilknyttet specialoperationsstyrkerne, hvilket ikke dækker det operative
behov.
Dette behov kunne imødekommes, hvis forsvaret kunne få tilladelse, på baggrund de
speciale behov i missionsområderne, til implementering af paramedicinsk uddannelse og
anvendelse af Paramedics,
Sundhedsstyrelsen har hidtil sagt nej til autorisation af Paramedics til virke i Danmark på
baggrund af lægefaglige argumenter fremført af civile læger.
Indsættelse af læger ved fronten til behandling lige efter tilskadekomst har ingen
videnskabelig dokumenteret forbedring af overlevelsesprocenten eller omfanget af
blivende skader i forhold til anvendelse af veluddannede ambulancebehandlere, hvorfor
74 Tilgængelig på
http://www.sst.dk/Informatik_og_sundhedsdata/Download_sundhedsstatistik/Arbejdsmarked/DSN5.a
spx?lang=da hentet 11. april 2009
UKLASSIFICERET
Side 57 af 67