vilsted sø.indd

vesthimmerland.dk

vilsted sø.indd

Vilsted Sø

• Fugleliv

• Dyreliv

• Natur pdfnet


r

r

1

2

2

2

u

u

g x

x

x

b

b

2

2

l æ


d

d

d

d

d

m

r

um

j j

0

r

r

v

d

d

r

2

2

r

v

v

2

2



x

1

v

g

r s

2

æ

l

d ju

0

b

m


www.pdfnet.dk

Vilsted Sø

Vilsted er med sine 450

hektar Nordjyllands største

, genskabt i 2005-2006

efter at have været afvandet

i mere end 100 år

Den nye er tilgængelig

for offentligheden via stier,

bådebroer og udsigtstårne,

og flere af faciliteterne

er handicapvenlige. Bag

genskabelsen af en står

de naturbevarende Aage V.

Jensens Fonde, i samarbejde

med Nordjyllands Amt og

Skov- og Naturstyrelsen.

Selve driften af området henhører

fra 2007 under Buderupholm

Statsskovdistrikt.

Vilsted Sø, der blev indviet

26. august 2006, er først og

fremmest en naturoplevelse.

Amtets biologer forventer et

rigt fugle- og dyreliv, ligesom

her hurtigt skabes en rigdom

af vilde planter og sjældne

insekter. Det ventes, at der i

foråret 2007 vil være et stort

antal ynglefugle, og Vilsted

Sø overgås i størrelse og

betydning kun af Vejlerne i

Vendsyssel.

Rundt om en er anlagt

en 22 kilometer lang sti, som

er beregnet for både gående,

cyklende og ridende. En

ridesti langs en er i sig selv

en stor gevinst, og samtidig

er strækningen udpeget til

regional cykelrute 38.

Vilsted Sø kan bruges til

sejlads med kajak og kano,

og skoler i hele Nordjylland

kan anvende området til

aktiviteter inden for naturfag

og idræt.

Hele projektet omfatter ca.

950 hektar og ferske enge.

Det er beregnet, at Vilsted

Sø vil forhindre udledning af

ca. 210 tons kvælstof om året

- som ellers ville strømme

fra de dyrkede marker via

Bjørnsholm Å ud i Limfjorden.

I en og de tilhørende

vådområder vil naturlige bakterier

omsætte kvælstoffet i

vandet til uskadeligt kvælstof

i luften.


www.pdfnet.dk

Indvielse af Vilsted Sø

Vilsted Sø blev lørdag officielt

indviet af miljøminister

Connie Hedegaard, amtsborgmester

Orla Hav og

borgmester Jens Lauritzen -

samt mange hundrede mennesker

fra nær og fjern, der

gjorde åbningen af Vilsted

Sø til en mindre folkefest

Miljøminister Connie

Hedegaard indviede lørdag

den 26.8. det største naturgenopretningsprojekt

i Nordjylland

nogensinde.

Med 500 hektar er Vilsted

Sø i dag Nordjyllands største

, og projektet er blevet

støttet af amtet og staten via

Vandmiljøplan II.

Vilsted Sø manglede på

indvielsesdagen stadig 30-

40 centimeter i vandstand,

svarende til ca. 200 mio

kubikmeter. I august måned

røg der nærmest en ”prop” ud

af en - det underliggende

lag gav efter - og vandet

fossede ud. Til gengæld blev

den sidste del af indvielsen

med en kraftig tordenbyge en

særdeles våd fornøjelse.

Vilsted er en inddæmning

af Bjørnsholm å. Der

har tidligere ligget to er i

området, indtil jorden i 1800-

og 1900-tallet blev indlemmet

til landbrugsjord.

- Vilsted Sø vil hvert år

skåne Limfjorden for 210 ton

kvælstof, sagde miljøministeren,

der bebudede at flere

lignende projekter kan være

på vej.

- Når finansloven bliver

præsenteret på tirsdag er der

sat 1 mia. kroner ekstra af til

miljøområdet. 700 millioner

kroner af dem skal gå netop

til naturgenopretningsprojekter

som det her til gavn for

steder som Limfjorden og

Mariager Fjord, sagde Connie

Hedegaard.

Ved indvielsen talte endvidere

Løgstør Kommunes

borgmester, Jens Lauritzen

og amtsborgmester Orla Hav,

som afslørede en mindesten

for Vilsted Sø - i øvrigt en

sokkelsten fra det gamle

Vilsted Slot.


www.pdfnet.dk

Vilsted Sø - historie

Vilsted Sø er oprindeligt

skabt i stenalderen, da en

fjordarm trak sig tilbage til

Limfjorden og efterlod lave

områder, hvor Vilsted Sø og

Sønder Sø opstod

En stamme af Ertebøllefolket

boede ved fjorden i Bjørnsholm

ådal, og lige NØ for

Vitskøl Kloster findes en

kæmpestor køkkenmødding,

700 meter lang. Desuden

findes der langs hele ådalens

nordside fra Vitskøl til Vilsted

en lang række af køkkenmøddinger.

Stammen havde

formentlig sin hovedboplads

ved Vitskøl og en række

anneks-bopladser langs åen.

Disse mindre møddinger, der

tilsammen udgør Danmarks

længste køkkenmødding,

er dog alle bortgravet eller

dækket af senere bebyggelse.

Fjorden havde rige forekomster

af fisk, muslinger og

fugle, som var livsgrundlaget

for Ertebøllefolket. På deres

bopladser efterlod de store

køkkenmøddinger af især

østersskaller, selvom østers

Affotografering af maleri af den gamle Vilsted Sø, formentlig

malet i 1930’erne

kun var en mindre del af

kosten.

Bjørnsholm å, der i middelalderen

var omgivet af

store mose- og engområder,

løb gennem erne. Det første

nøjagtige kort af området fra

1794 viser denne situation,

med møller i åen ved Vilsted

(Vilsted Mølle) og Vitskøl

Kloster (Nørre- og Sønder

Mølle).

Livet omkring en i middelalderen

var også præget

af cisterciensermunkene fra

Vitskøl Kloster, som med

stor dygtighed drev landbrug,

fiskeri, mølledrift mv.

I den tidlige middelalder lå

i udkanten af Vilsted by en

befæstet gård, Vilsted Slot.

Gården blev i 1407 opkøbt

af dronning Margrethe den I,

der som led i sin systematiske

nedlæggelse af adelens befæstede

borge lod den nedrive.

I dag fremtræder voldstedet

alene som græsklædte forhøjninger

i engen.

I 1869 begyndte man at

afvande Vilsted Sø, og den

forsvandt etapevis gennem de

næste knap 100 år. Det sidste

af en forsvandt i perioden

1952-1956 i forbindelse med

regulering af udløbet fra

Bjørnsholm Å.

Genskabelsen af en i

2006 skyldes ikke mindst en

enkeltperson, pensioneret

skolelærer og naturvejleder

Jørn Christensen, Overlade.

Han fik ideen i 1980’erne

og cyklede i årevis rundt til

lodsejere og landmænd for

at udbrede tanken. Da EU i

1990’erne gav muligheder for

støtte til naturgenopretning og

Jørn Christensen fik kontakt

til de naturbevarende Aage V.

Jensens fonde, tog projektet

for alvor form.

I juni 2006 blev Sjørupvej

spærret og det gamle åløb

lukket, og vandet begyndte

at stige i en. Søen blev

officielt indviet 26. august

2006 af miljøminister Connie

Hedegaard.


Fugle- og dyreliv

ved Vilsted Sø

Flemming Fragtrup, Løgstør, har

siden september 2005 fulgt fugle-

og dyrelivet ved Vilsted Sø og ført

en detaljeret dagbog over sine

iagttagelser, suppleret med talrige

flotte billeder

September 2005.

Her på denne fantastiske sensommerdag,

hvor temperaturen anslået

ligger på lidt over 20 gr, er det største

og længe nærede ønske endelig

gået i opfyldelse. Et af de største

naturgenopretnings projekter er,

om man så må sige, sat. Nemlig

genetableringen af den store Vilsted

Sø. Det har været under opsejling i

hen ved 20 år, men først nu har det

været muligt at rejse midler til den

store opgave, men gendannelsen af

en, er også hjulpet godt på vej af

den grund, at det vil hjælp gevaldigt

på udledningen af kvælstof til

fjorden. Faktisk er det denne fordel

af ens tilstedeværelse, som i

bund og grund er årsagen til den nu

kommer til at ligge og glimte i den

nordjyske natur. At der så bliver

mulighed for os naturnørder, at få

os nogle fantastiske oplevelser de

næste mange år, er egentlig, som

amtsborgmesteren i sin tale udtrykte

sig, en sidegevinst. Og apropos

borgmesteren så var det denne

øvrighedsperson, som forestod

selve den officielle igangsættelse

af genetableringen. Til opgaven var

der stillet en ordentlig mobbedreng

af en gravemaskine til rådighed, og

med en ordentlig skovlfuld af den

tidligere, men nu også fremtidige

bund i grabben, gik starten på

projektet. Der forestår en del

arbejde med etablering af stier,

flytning af eksisterende vandløb,

bygning af dæmning osv. Der skal

laves en form for regulering hvor

åen løber i fjorden, så vandstanden

kan kontrolleres, der skal bygges

udsigtstårne, så der er nok at se til.

Men om lige knap et år, nemlig

den 26. august skulle den officielle

indvielse kunne finde sted. Og

så er nordjylands største med

tilhørende vådområde en realitet.

Selve en bliver på 450 ha og det

tilhørende vådområde, bestående af

engarealer og delvist vanddækkede

marker, kommer op i tilsvarende

størrelse. Så i alt næsten 900 ha

eldorado for fugle, dyr og planter.

Hvordan dette område så stille

og roligt omdanner sig fra opdyrket

agerland til et artsrigt fristed for

såvel dyr som mennesker, er så det

spændende punkt, som vil blive

fulgt de nærmeste år. Vi bliver en

lille gruppe, i første omgang, af

naturinteresserede mennesker, som

har sat sig den opgave, at nedfælde

den sikkert hastigt voksende

mangfoldighed af især fugle. Der

er nemlig blevet stillet i udsigt, at

området vil få samme værdi i kraft

af sin fordeling af åben vand med

tilhørende lavtvandsområder, som

findes i de nærliggende Vejler. Og

her er så godt som alle de danske

svømme og vade fugle repræsenteret,

så det er med stor spænding vi

ser frem til de næste år.

Her lige først i det nye år 2oo6,

skrider arbejdet stille og roligt frem

med hensyn til genetableringen af

Vilsted Sø. I Vilsted er der anlagt

en stor parkeringsplads nær ved de

nedlagte fiskedamme og ude i den

kommende , er der etableret to

såkaldte fugleøer. Ved Ranum er

der gravet sejlrende ind til en slags

havn i nærheden af den bygning,

hvor der bliver en stationær udstilling

om en. Så Ranum kan nu

kalde sig havneby.

På en vandring langs Bjørnsholm

Å en kold ndag eftermiddag i

februar, kom jeg så langt om længe

ud til det, som med tiden skal blive

selve niveau reguleringen af vandstanden

i en. Det er et stryg, som

det kaldes, og er en forholdsvis simpel

anordning, som tillader vandet

at passere i en bestemt mængde, og

som samtidig giver fisk, navnlig ørreder,

mulighed for at trække op til

deres gydepladser. Det var nemlig


et af ankepunkterne, som den lokale

fiskeforening havde da etableringen

af en var i offentlig høring. For

var det ikke muligt at opretholde

denne fine stamme af bækørreder,

som åen har været kendt for, var det

under meget kraftige protester, en

ville blive genetableret, selvom det

nok ikke havde stoppet projektet.

Men der skal være plads til alle,

også lystfiskerne, og et tab af gode

fiskemuligheder, ville også bringe

sår i glæden over at en igen kommer

til at ligge som et stort, blankt

spejl.

Det ser ud til, at der nu så småt

begynder at løbe vand i en. I

forbindelse med hævning af en

lille vejstrækning mellem Vilsted

og Overlade, har man blændet en

gravet kanal af, således at vandet nu

løber ind og oversvømmer et område,

som med tiden bliver en afgrening

af selve en. Og allerede nu,

hvor frosten efterhånden har lukket

ellers åbne vådområder, var der

en masse liv den dag i marts, hvor

jeg tilfældigt kom forbi. Jeg var

på vej til Overlade, og valgte mod

sædvane vejen igennem Vilsted, for

lige at se, hvordan projektet forløb.

Selvom det kun var en forholdsvis

lille , som på dette tidspunkt var

dannet, gav det et fint fingerpeg,

om hvordan det kommer til at se

ud om føje tid, når hele området er

etableret. Lige netop fra denne position

på en dæmning, som er hævet

ca. 2 meter over niveau i forhold til

vandspejlet, er der en fantastisk udsigt

mod vest, hvor en vil komme

til at strække sig helt til Bjørnsholm

og Vitskøl Kloster. Så kan det godt

gibbe lidt i én, når man fantaserer

over, hvordan det kommer til at

tage sig ud, når hele en ligger der.

Det ser nu endelig ud til, at den

lange vinter er på retræte. Her midt

i marts, nærmere betegnet den 19.,

har dagtemperaturen rme sneget

sig op på plussiden. Og det kunne

mærkes i den grad, især hvis man

lige kunne finde et sted i læ, for

vinden er stadig noget kølig. Det

fik jeg specielt at føle oppe ved

Bulbjerg, hvor turen gik hen i dag.

Jeg skulle lige have undergt,

hvorvidt riderne var vendt tilbage

til det eneste, danske fuglefjeld med

henblik på ynglesæsonen. Det var

de. Bjerget var indtaget af adskillige

ridepar, som ihærdigt gjorde krav

på de til tider meget sparsommelige

udhæng, hvor de kunne etablere en

rede. Riden er en utrolig smuk fugl,

med et meget melankolske skrig,

som i dag var blandet med havets

kraftige brusen. Den er forholdsvis

tillidsfuld, blot man ikke lige stiller

sig hen umiddelbart under en rede.

Men bortset fra riderne, var der

ikke nævneværdigt meget seværdigt

der oppe norden fjords. Selv på

vejlerne, var der forholdsvis stille,

så jeg smuttede hjem ad igen. Planen

var, at jeg skulle køre Kristine,

min datter, ud til nogle heste ved

middagstid, og i den forbindelse

skulle jeg en tur ud omkring Vilsted

Sø, som så småt er ved at kunne

ses i Munksjørup. Det er ikke fordi

der på nuværende tidspunkt, er så

forfærdeligt meget vand og da slet

ikke i forhold, til det der er stillet

i udsigt, men alligevel havde der i

dag samlet sig en masse gråænder,

en del pibeænder, lidt krikænder

og såmænd også et enligt gåsepar.

Men hvad kan det ikke ende med,

når der allerede kan iagttages sådan

en aktivitet nu. Det værste af det, er

næsten, at man bliver utrolig utålmodig

i forventningens glæde, som

jo holdes i ave et stykke tid endnu.

Men des større bliver fornøjelsen

sikkert også, når en endelig ligger

der og spejler sig i sommerens sol.

Jeg måtte jo lige ud til den stadig

voksende denne sidste onsdag i

marts. Området drager mig så småt,

og jeg glæder mig til weekenden,

hvor jeg sandsynligvis vil bruge i

hvert fald lørdag eftermiddag der

ude. Indtil nu har jeg egentlig kun

set en lille del af en, nemlig det

man kan se fra vejen. Og det er da

bestemt heller ikke så ringe endda.

Men denne onsdag havde jeg bevæget

mig et stykke ud i det noget

mudrede stykke nord for en. Der


var bidende koldt, noget solen da

slet ikke kunne gøre noget ved.

Blæsten stod frisk ind fra vest, og

med solen ret lavt, var lysforholdene

heller ikke optimale til hverken

at fotografere eller observere i.

Drfor så jeg en mulighed i at få

et bedre udsyn, ved at gå lidt mod

nordvest, ud til et læbælte, som

strækker sig næsten ned til vandet.

Jeg anbragte mig i en position,

så jeg kunne se ud over vandet i

scopet, og kunne da også se både

ænder, viber og en del svaner.

Krikænderne var væk, men der var

stadig nogle få par af pibeænder,

som endnu ikke var trukket nordpå.

Mit kamera var lidt i vejen med

remmen over skulderen, så den

ville jeg lige rette på. Og idet jeg

drejer kroppen for at løfte kikkert

og kamera fri, opdager jeg, at to

rådyr har listet sig helt ind på mig!

Hvad var det for noget rod, det var

jo mig, som skulle liste mig ind på

dem. Nå, jeg fik hevet kameraet i

skudposition, men da var dyrene

ved at forlade scenen. Dog fik jeg

nogle fine skud, hvor de springer

i sikkerhed, skud jeg kunne takke

min fine, nye tele med autofokus,

for. Imidlertid var jeg så heldig, at

de efter et lille stykke tid, hvor jeg

atter koncentrerede mig om livet

på vandet, kom tilbage. Jeg kunne

se dem et godt stykke tid før de

kom ned mod mig, så jeg anbragte

mig siddende i læbæltet og ventede

spændt på, hvor tæt de måske ville

komme. De kom meget tæt. Faktisk

kunne jeg på et tidspunkt ikke have

råen i geren så det var lige ved

at blive for spændende. Bukken

var lidt mere forsigtig, han kom

et stykke bag råen, og var lidt

forpjusket i pelsen, sikkert fordi

han var ved at skifte vinterpelsen

ud med noget lidt lettere antræk. Og

så havde han hvad jægerne kalder

en uens opsats. Det vil sige geviret

havde ikke samme længde i begge

sider. Men jeg fik mange gode skud

af begge dyr, så det blev jo en fin

aften.

Dyrene forsvandt så igen og jeg

vendte næsen om mod bilen, godt

forfrossen. Jeg fandt det klogest at

tage samme rute som på udturen.

Der var lidt lumsk ud over den

gamle bund, selv om der stadig

var bundfrost. Og jeg plumpede da

også i et hul, lige til knæet, da jeg

var kommet et stykke op mod bilen.

Kamera og kikkert røg ned i mudderet,

og jeg var lige ved at kunne

se mig stå der ude i ingenmandsland

i mudder til knæene til jeg

måske blev spottet fra en bil oppe

på vejen. Men jeg kom da fri, og

kunne vende hjem med en speciel

oplevelse rigere.

Jeg følger nu slavisk hvordan

livet langsomt udvikler sig ude ved

en. Altså på den måde hvor man

kan se de forskellige arter dukker

op, efterhånden som området bliver

kendt for vores flyvende venner.

Og jeg må sige, at der allerede nu

er sket forbavsende meget hvad det

angår. Men man skal jo også lige

tænke på, at en ligger perfekt

i forhold til trækruten for mange

fugle, som normalt sigter efter Vejlerne.

Når de nu kommer susende

højt over landet og se dette skønne,

nye område, som ligger der til fri

afbenyttelse, er det da klart man

lige slår sig ned og hviler vingerne.

Lige nu ligger der en masse

pibeænder og samler kræfter til den

videre tur op nord på. Sammen med

en del krikænder for øvrigt og i

kanten tripper de første rødben nu

rundt. Ude mellem sivene ligger et

par knobsvaner og kurtisere hinanden

mens en tredje forsmået ser til

lidt på afstand. Luften er fyldt med

viber som hæst lader deres stemmer

lyde over vandet denne kolde forårs

aften. Og minsandten om ikke

vandriksen pludselig kan høres inde

i rørskoven. Denne besynderlige

lyd, som nærmest er sammenlignelig

med en gris, som går og hyler

og små grynter, går man ikke fejl af

når først man har lært den at kende.

Her lige før påsken sætter ind

midt i april, ser det bestemt ikke ud

til, at foråret indfinder sig på samme

tid. Der er bidende koldt og regnen

siler til tider fra en tung himmel.

Men alligevel var jeg en smut ude

ved en, for sæt man skulle lide

den tort at misse et eller andet spektakulært.

For som livet udvikler sig

derude i ”Østeren”, er man så

godt som sikkert på noget nyt hver

gang man tager derud. Så jeg havde

kaffekanden og et par stykker brød

med i lommen. Samt min nyligt

indkøbte kikkert, hentet i Bilka sidste

weekend. En ganske fin en med

betydelig bedre opløsning, end den

gamle, og med den er det næsten

ikke nødvendigt at tage den ”store”

kikkert med. Det havde jeg nu, og

den fik jeg da også brug for da jeg

så hvad jeg i første omgang antog

for en musvåge. Men det viste sig

at være en rørhøg, den første nye art

af rovfugle, som nu havde indtaget

området. Jeg havde længe ønsket

mig, at lige netop denne flotte høg

skulle indfinde sig og det gjorde

den så i dag, og så oven i købet i

to eksemplarer. Altså en han og

en hun. Kragerne var ikke specielt

vilde med deres tilstedeværelse, så

lige så snar en af høgene lettede fra

rørskoven, havde den straks en hale

af utilfredse krager efter sig. Det

bliver nu spændende at se, hvor vidt

de for ro og ellers er tilfredse med

lokaliteten, så de måske etablerer

sig derude. Ellers er der stadig en

utrolig masse ænder, bekkasiner og

viber i og omkring en. Pibeænderne

og krikænderne burde nu

efterhånden begynde at tænke på

videre tur op nordpå, hvor deres

ynglepladser ligger, det vil sige i

mellem og Nordnorge samt Sverige,

men de må have en fornemmelse

for at, der også deroppe, stadig er

en kende for koldt til de ægteskabelige

fornøjelser.


Jeg sad på min sædvanlige udkikspost

i hen ved en time, hvilket

er det længste tidsrum til nu, jeg

har brugt derude på at observere.

Vejret var som før nævnt ikke lige

til ophold udendørs i længere tid, så

jeg pakkede sammen og gik hen til

bilen for derefter lige at vende hen

omkring der, hvor vejen er blevet

hævet. Der er et rigtig godt udsyn

over en, og man kan fint se, hvad

der ligger ude på vandet, selv i den

lille kikkert. Mens jeg holdt der,

kom der en scooter tøffende med

en ung mand, som jeg tidligere

har truffet netop her. Han bor i

Overlade, og er en særdeles habil

fuglekikker, må jeg indrømme. Han

havde set en del flere forskellige

fugle, navnlig ænder, end jeg havde

observeret, men han havde også

en større kikkert! Nå, jeg skal nok

komme efter det. Men vi stod og

udvekslede obser, kommenterede

ens udvikling og hvad vi kunne

forvente os der ude. Og vi frøs,

så efter et stykke tid valgte jeg at

starte bilen og kørte ud til der hvor

fugletårnet skal opføres. Der var der

nu ikke noget særligt, så jeg vendte

hurtigt om og kørte tilbage igen.

Og lige som jeg kører over det nye

stykke vej, letter en fin lille falk fra

en af vejpælene. Det var bestemt

ikke en tårnfalk, den kender jeg

godt, den her var meget mindre og

mere stålblå over ryggen. Nu havde

jeg fået at vide, at der var set en

dværgfalk herude, så jeg fik den

hurtigt klasificeret som en sådan,

min første af slagsen. Så på trods af

dårligt vejer, blev det alligevel en

fin dag.

Her en sen onsdag aften efter

endnu en lang arbejdsdag, sidder

jeg igen og småfryser ude ved

en. Jeg har min lille bakke, hvor

der er rimelig fint udsyn over det

vanddækkede område, som ganske

vist er ved at blive en del tilgroet af

tagrør. Der har ikke rigtig vist sig

noget nyt, bortset fra to skeænder,

som lige gæstevisitter for en kort

bemærkning. Man ved selvfølgelig

ikke om de eventuelt finder det

tilfredsstillende med de fine forhold

herude, man kan jo altid håbe. Jeg

havde nu ellers opgivet at se noget

nyt denne kolde forårs aften, men

under en rutinemæssig gennemgning

med scopet, fanger jeg nogle

vadefugle, jeg ikke tidligere har set.

Og selvfølgelig kan jeg ikke finde

dem i fuglebogen, hvilket ærgrer

mig temmelig meget. Men der går

ikke ret lang tid, inden en af fuglene

afslører sig som en brushane. Den

gør sig til over for en anden han

med den for brushøns så karakteristiske

krigsdans. Så trods alt

kunne jeg føje en ny art til dem som

allerede er noteret.

Vi er i starten af juni, og sommeren

er ved at melde sin ankomst

med høje weekend temperaturer i

udsigt. Foråret har været en smule

koldt, og der har ikke været så

megen aktivitet omkring en. Der

hvor man havde blændet bækken af

i Sjørup, og som følge fik en hel del

blank vand, er der nu fuldstændigt

dækket af græs. Men omkring den

1. juni, blev et nyt stykke af åen,

altså selve Vilsted Å, lukket og det

har allerede givet udslag i et stort

område, som nu er oversvømmet.

Der vil dog gå en rum tid endnu, 2

til 3 mdr. inden man kan sige en

for alvor er synlig, men det bliver

meget passende hen i efteråret,

hvor der helt sikkert vil komme

mange rastende ænder og gæs. Her

over sommeren vil der ganske vist

indfinde sig sporadiske gæster, som

så forhåbentlig vil vende tilbage

til ynglesæsonen næste år, for der

bliver helt sikkert fine forhold,

til selv den mest kræsne skeand.

Ellers afger rørhøgen stadig de

store rørskove på stive vinger, det

gælder både hannen og hunnen,

så måske vil vi kunne se afkom af

denne flotte rovfugl her om ikke så

lang tid.

Her d. 18 juni var jeg en lille tur

ude i/ved en en lille smut. Jeg

havde til hensigt at underge det

område, som senest er blevet sat under

vand ved den sidste opdæmning

af åen. Men der var som om vandet

igen er forsvundet fra jordens

overflade. Som jeg tidligere har

beskrevet, er åen blevet dæmmet op

på en strækning, som ligger umiddelbart

syd for sportspladsen, og det

skulle rimelig hurtigt kunne resultere

i et større område under vand.

Men nu har bundforholdene ændret

sig, så vandet på det nærmeste er

gået under jorden. Eller rettere så

har græsset for en stund fået herredømmet

over vandet. Det vil sige,

at der igen kun er de oprindelige

græsmarker at se der ude nu. Der

er dog vand i et forholdsvist stort

område, blot man begiver sig ud i

gummistøvler. Så går man på det

nærmeste stille og roligt ud i en,

hvilket er en lidt speciel oplevelse,

som jeg så fik her i ndags. Og

der bliver faktisk temmelig hurtigt

så dybt, at mine støvler ikke var

sikre ret langt ud. Så mon ikke der

alligevel hurtigt kommer til at stå

synlig vand, og da i hvert fald inden

indvielsen d. 26 august.


Så er anden del af opdæmningen

af åen sat i værk. Her er der ingen

tvivl om, hvor den er foretaget.

Det er nemlig ved den gamle bro

på Sjørupvej, altså den vej som

bliver, eller som er blevet lukket

idet der allerede står vand ca.

midtvejs mellem Munksjørup og

Ranum. Så nu stiger vandet sikkert

i et lidt hurtigere tempo frem til det

tidspunkt, hvor åen til sidst bliver

lukket med et stryg ude i Bjørnsholm

som så gerne skulle resultere

i ens endelige udstrækning. Og

der står da også nu blank vand i

det område i modsætning til der,

hvor man først lukkede for vandet.

Her skal der overvindes en højere

græsbevoksning, inden der atter

viser sig et vandspejl.

Den største oplevelse her d. 9.7.

2006, var at jeg fik konstateret, at

rørdrummen ganske rigtig er til

stede derude. Jeg fik et lille hint om

det til en fest aftenen inden, her var

der én, som oven i købet havde set

den tungt baskende over rørskoven.

Men jeg fik den at høre på denne

lidt lumre ndag eftermiddag, hvor

tømmermændene så småt var ved

at fordampe. Dens karakteristiske

stemme, som når man blæser i en

flaske, var tydelig at høre, hvilket

skete et par gange. Man hensættes

med det samme til Vejlernes

vidstrakte rørskove, hvor der jo er

masser af denne smukke men meget

sky hejrefugl. Det er bare imponerende,

at den så forholdsvis tidlig

har indfundet sig ude ved en, og

det vidner bare endnu engang, om

hvor forunderlig naturen er indrettet.

Og det viser hvilken kvalitet vi

har med at gøre, det til trods for at

hele en ikke er etableret endnu.

Efterhånden som den sidste

opdæmning af åen begynder at vise

resultat i form af større områder

med blankt vand, begynder der også

at vise sig mere liv ude ved den

kommende . Der er stadig ikke

så store arealer med åbent vand

inde omkring Vilsted, men kører

man ud ad den nu oversvømmede

Sjørupvej, er der efterhånden flere,

temmelig store områder, som godt

kan klassificeres som egentlige

er. Og det er også her, man nu

ser store flokke af hættemåger, som

har indtaget det nye slaraffenland

for diverse svømmende og vadende

fugle. Og netop lige nu, her i slutningen

af juli, hvor de første trækfugle

allerede er begyndt at indfinde

sig, er der god mulighed for at se

især forskellige arter af klirrer. Svaleklirer,

hvidklirer og sortklirer går

nu og afger de nye vådområder

for noget spiseligt, inden de fortsætter

syd på. Og lur mig, om ikke der

i den høje vegetation, spankulerer

ting og sager rundt, som endnu ikke

har vist sig.

Vi er nu kommet os over den

varmeste sommer i mands minde.

Varmen fortsætter ganske vist lidt

endnu, her i begyndelsen af august,

men det ser ud til vejret er ved at

indstille sig på sensommer. Det

betyder også en ny tid med hensyn

til livet omkring en. Vandet stige

stadig stødt, dog var der her i forbindelse

med et kraftigt regnskyl,

et dæmningsbrud, så vandet atter

havde frit løb til Limfjorden via den

gamle kanal. Hullet blev hurtigt,

om end med besvær, lukket igen,

med undtagelse af et afløb i form

af et rør. Så man kan ikke sige, at

den afsluttende opdæmning er tilendebragt.

Men for at vende tilbage

til det med årstiden, så kan man nu

fornemme en betydelig aktivitet

derude. Der er kommet mange

klirer, her kan nævnes mudderklirer,

svaleklirer, hvidklirer, tinksmed

og sortklirer. Bekkasiner, ænder,

blishøns er der tonsvis af, og en

hel del fiskehejrer ser ud til at have

fundet et godt spisekammer i og

ved en. Jeg tror også bestanden

af rørhøg, er øget med en eller to.

Muligvis yngel, men jeg er slet ikke

sikker. Men den tid, som nærmer

sig, vil virkelig komme til at vise,

hvad vandet og de våde områder

kan tiltrække. Mit gæt er i hundredvis

af gæs, krik- og pibeænder,

måske tusindvis af stære, som vil

finde gode overnatningsmuligheder

i rørskoven. Sammen med lige

så mange svaler, inden de drager

sydpå for vinteren. Måske nogle

enkelte skestorke vil lande når de

begynder turen nedover, området

ligger jo lige i deres trækrute, når

de starter op fra Vejlerne.

I min sommerferie havde jeg


for øvrigt den store fornøjelse, at

flyve hen over en. Her fra 5oo

m højde, fik man virkelig et godt

overblik over ens udstrækning.

Området er jo meget fladt, og der

er meget svært på landjorden, at se

alle de områder, som på nuværende

er dækkede af vand. Det er da også

den typiske reaktion, man hører fra

folk, som har været ude og se på

sagen. Der er endog meget udbredt

skepsis omkring hvorvidt der overhovedet

vil være vand at se i Vilsted

ved indvielsen af en. Under alle

omstændigheder bliver det en stor

dag og starten på mange fremtidige

naturoplevelser.

Datoen siger midt i september,

men til trods for det, har vi stadig

flot sommervejr. Det er der ikke

noget usædvanligt i, vi har før haft

fint, varmt og tørt vejr lang ind i

oktober, så ingen grund til bekymring

om global opvarmning af den

grund. Men vi har haft en meget

våd august måned og det kan også

ses ude i en, hvor vandstanden

nu stiger pænt, ja man kan sagtens

kalde det en nu. Hvad angår livet

omkring og på en, er der ikke

de store forandringer umiddelbart

at spore, det er som om man lige

holder vejret inden det går løs med

de store efterårstræk. Jeg havde

forventet en tilgang af gæs netop

i denne tid, der trækker jo store

flokke syd på over vores hoveder,

men de har altså valgt i første

omgang, at ignorere de indbydende

græsgange, som omgiver en.

Hvad der derimod ikke mangler

derude, er myg!!! Der er trilionvis

af disse grovædende bæster, som

gør det til noget af en prøvelse,

at sidde og forge at fotografere

sådan en sensommeraften, selvom

man har et myggenet over sig. Nu

gjorde det det nok heller ikke bedre,

at der var fuldstændig vindstille her

i aften, så der var gode betingelser

for at gå på vingerne og forge

med et masseangreb på min person.

Så det blev kun til et kort beg

med telelinsen, inden jeg overgav

mig og vendte næsen hjemad igen.

Der er efterhånden etableret

vandrestier hele en rundt her

midt i september. Og med det

faktum i baghovedet, havde jeg i en

lettere rødvinsrus inviteret OB på

vandring rundt om en denne flotte

sensommer dag. Ruten er på ca. 22

km og det skulle ikke volde nogen

problemer for et på vandrevandte,

ældre herre som os to. Dog var der

en lille joker med i spillet, nemlig

en uhensigt erhvervet og meget

irriterende ryggene for mit vedkommende.

Jeg skulle lige reetablere

instrumentlyset på bimmeren, og

under denne øvelse, fik jeg en

mindre forstrækning i lænden, altså

et hekseskud. Men det var som om

det havde fortaget sig en smule, så

jeg havde ingen betænkeligheder

med at holde fast i aftalen med

Ole, og da jeg selv havde inviteret,

ja så måtte jeg jo også forge at

overholde denne. Så vi startede ud

denne dejlige morgen d. 15. sept kl.

6 om morgenen. Vejret var fortrinlig

med en let vind og temperaturen

omkring de 15 gr. Temmelig varm

for årstiden men det har vi efterhånden

vænnet os til, selvom det ikke

er helt uden bekymring med global

opvarmning og hvad det medfører,

i tankerne. Da det var mig, som

havde foreslået turen, var jeg også

ligesom guide, så jeg mente det var

en god ide at gå med uret rundt.

Det vil sige, at vi fik solen i ryggen

på den første del at turen, men

også at vi gik med ryggen mod

den smukke solopgang. Men som

erstatning for det, fik vi et perfekt

ryglys lige der hvor vi havde mest

brug for det. Men forinden var vi

omkring de fint anlagte scheltere,

som forhåbentlig vil blive anvendt

af mange vandrer af de mere

hårdføre typer som undertegnede

og OB. I det her tilfælde gjorde vi

holdt ved husene på Lyngholmen,

hvor vi indtog vores morgenkaffe

med en efterhånden frisk vind fra

øst. For mit vedkommende var det

ikke den mest behagelige hvile, idet

ryggen ikke umiddelbart havde godt

af den noget krumbøjede stilling,

som en position på en træstub gav

mulighed for. Men det var først da

vi atter genoptog vores vandring,

det gav sig til kende.

Men jeg bed smerten i mig og

humpede efter bedste evne af sted,

og efterhånden gik det da også

bedre med rygværket. Vi kom over

på øst siden af en, og det var her

vi nød godt af den opgående sols

stærke lys. For her har vi et af de få

steder, hvor man virkelig kommer

tæt på vandspejlet, som det ligger

lige nu. Efterhånden som det stiger,

vil der forhåbentlig blive flere

steder, hvor man ikke er tvunget til

at befinde sig flere hundrede meter

fra det pulserende liv, som befinder

sig på det åbne vand. Men her

denne skønne sensommermorgen

fik vi syn for det liv, som allerede

nu er mulig at skue nemlig i form

af en anseelig flok krikænder, flere

hundrede, som boltrede sig i den

nye . Det var sandsynlig vis

ungfugle fra det kolde nord, som

havde slået sig ned her, arten yngler

jo ikke i Danmark, men gæster os

her i efteråret i stort tal. Adskillige

brushøns havde også indfundet sig,

og vi var af den klare mening, at

der var stor sandsynlighed for, at


der til foråret ville være mulighed

for kæmpende hanner i området.

Men vi drog videre, dog med den

erkendelse, at gangsystemet ikke

er helt udbygget på denne side af

en. Vi var nået over umiddelbart

nordøst for Lunden Skov, og kunne

ikke lige hitte ruten videre rundt, så

vi stak over en mark med pigtråd

og dertil hørende sump, dog uden

at lide overlast, for så at støde til

en sti, som ledte os videre langs

Lunden. Jeg har ikke tidligere

nævnt noget om det fodtøj, jeg

var kommet af sted i, men det skal

siges, at der ikke var tale om noget

særligt hensigtsmæssig korrekt

noget af slagsen. Havde føret været

tørt, eventuelt med en grusbelagt og

velanrettet sti som udgangspunkt, så

havde der ingen problemer været.

Men med ankelhøjt, dugvåd græs,

så var det ikke muligt at gå tørfodet

i billige Bilka boots. Det resulterede

i svuppende tæer allerede efter få

meter i det våde græs, men det var

ikke muligt at ekvipere til andet

fodtøj, men det gik jo alligevel.

Som sagt fandt vi stien igen, og så

gik det eller ud ad mod stryget, som

var næste fikspunkt på ruten.

Sidst jeg var der, det har vel

været i august, var der stort set

ingen vand i den gruskanal, som vi

nu kalder for stryget. Det vil sige, at

vandet på det tidspunkt, ikke havde

nået er niveau, hvor det ville blive

ledet ned i kanalen. Det havde det

nu, og i sådan en grad, at det på

det nærmeste brusede ned igennem

stryget, så man følte sig hensat til

en helt anden verden betydeligt

længere nordpå. For mit vedkommende

var jeg meget benovet over,

at den forholdsvis lille å, Vilsted Å

og altså ikke Bjørnsholm Å, som

den rettelig hedder, har kunnet bidrage

med sådanne vandmængder,

at der kan blive til en stor , men

at der også er overskud til, at der

kan sendes vand videre ud i fjorden.

Jeg er så ikke helt med på, hvornår

den endelige regulering skal finde

sted, måske er den der nu, men

det endelige vandspejl er ikke nået

endnu, så måske det udelukkende

skal opnås ved det overskud åen

kan give hen over efteråret. Ude

omkring stryget så vi for øvrigt blå

kærhøg og stenpikker som nogle af

de arter, jeg ikke tidligere havde set

derude.

Efter stryget gik turen videre ind

mod Ranum og jeg må nok tilstå,

at benene og navnlig ryggen, efterhånden

var ved at være godt møre.

Men vi nåde Søhuset i Ranum og

fik en velfortjent hvil. I selskab med

en særdeles charmerende lærer fra

Ranum Skole. Hun havde en klasse

ude til undervisning i natur og

teknik, så hende fik jeg en lille snak

med. Jeg tror man i det her tilfælde

har det lidt nemmere, når man kommer

anstigende i naturdress med

rygsæk og det hele. I alle tilfælde

gjorde jeg alle mulig anstrengelser,

for at virke så professionel som mulig.

Det tror jeg nu ikke imponerede

særligt meget, men pyt nu med det.

Vi kom lidt til hægterne igen, og

fik i mellemtiden snakket med projektlederen

for en, Martin Nissen,

som var ude i et ærinde vedrørende

opmærkning af ruten omkring en.

Så vi havde mulighed for at gøre

indsigelser i forhold til det vi havde

oplevet. Men man var klar over

problemet, og de var ved at ge en

løsning. Det var dog et interessant

indslag i dagen og jeg tror

egentlig også vi bidrog med nogle

værdifulde oplysninger i forhold til

arbejdet med den videre etablering

af en. Herefter gik turen mod

Vilsted, den korteste del af turen

var tilbage. Fra ”havnen” i Ranum


lev der på dette tidspunkt, sat

to kajakker, som skulle vise sig at

være de to første gående fartøjer,

som har taget vandvejen til Vilsted

i hen ved 60 år. Vi kunne følge dem

hele vejen og de to både kom frem

næsten samtidig som os selvom det

til tider voldte nogen besvær i form

af kraftig græsbevoksning ude i

en. Og den ene af roerne kunne

da også berette om rådnende græs,

som gav en særdeles ubehagelig

lugt fra sig. Det er netop det, man

har snakket om med hensyn til,

hvornår vandet bliver klart og rent.

For den voldsomme vækst i tagrør

og græs, vil uden tvivl give sig

udslag i en rådnende biomasse, som

skal skaffes af vejen på naturlig

vis. For øvrigt havde vi en hyggelig

sammenkomst med de to, kvindelige,

roere da de ankom til Vilsted.

Den ene var en i forvejen bekendt

fra Løgstør, som bruger megen tid

på vandet og som da også syntes vi

burde lære os kunsten at ro i kajak.

Og umiddelbart er det nok ingen

dårlig ide, idet man på den måde

sikkert kan komme ind på livet ude

en rimelig upåagtet. I hvert

fald vil det være muligt at se det

hele fra en anden vinkel, end den

man ser fra landsiden, så selvfølgelig

skal det prøves. Men det blev

en aldeles fin tur, en dårlig ryg til

trods, og jeg tror vi kan bryste os

af, at være de første, som har taget

turen, dog uden jeg er helt sikker.

I skrivende stund er vi et lille

stykke inde i oktober. Vi har haft

den første lille, bitte storm, ja ok,

måske bare en stiv kuling fra vesten

af, men det smagte da lidt af efterår.

Og ude ved en er der bare kommet

ænder! Der har ganske vist i en

rum tid lagt en hel del krikænder,

flere hundrede, hvilket har tilført

området utrolig meget liv. Når

sådan en flok går på vingerne, kan

man høre bruset på lang afstand.

Det er typisk, hvis en af de allesteds

værende rørhøge kommer svævende

på stive vinger hen over flokken,

at man ser det betagende syn. Men

der er også ankommet nye arter i

takt med at vandstanden er steget

og årstiden siger efterår. Tager man

sig tid til at gennemge de store

flokke af ænder, finder man lige et

par taffelænder. En meget smuk and

med et flot brunt hoved. Og ger

man videre med den store kikkert,

ja så ligger der lige et par skeænder

og snadrer i det klare vand. Sidst

men ikke mindst, er der så her på

det seneste ankommet en kæmpe

flok pibeænder, som jo var flot

repræsenteret i det tidlige forår. Jeg

er ikke helt fri for at tro, at det er

dem, som normalt ligger og vugger

på vandene oppe ved Vejlerne. For

ved en forbikørsel netop deroppe i

dag, d. 8. okt. var der ikke en and

at øjne, men selvfølgelig kan vi

stadig vente mange pibeænder i den

nærmeste fremtid, så mon ikke det

bliver lidt til Vejlerne også.

Det er som om sommeren, altså

sensommeren, ingen ende vil tage.

Vi er stadig midt i oktober, men

solen bager fra en skyfri himmel

forårsaget af et stabilt højtryk, som

har lagt sig over landet. Men det

er ganske vist en stakket frist, idet

der i den kommende uge, altså

ungernes efterårsferie, ser ud som

om der vejerskifte på vej. Mon så

ikke efteråret endelig indfinder

sig, så man ikke behøver at gå og

bekymre sig om global opvarmning

og hvad ved jeg. Det skulle så

ikke undre mig, når vi nu står i det

tykke vintertøj med regn og blæst

om ørene, at man drømmer sig

tilbage til de varme sommerdage.

Men her i weekenden havde vi som

sagt et forrygende vejer med høj

sol og næsten ingen vind, og så er

det den rene svir at stå med den

store kikkert, hvilket ikke er særligt

behageligt når det blæser. Man kan

nemlig ikke komme tæt nok på fuglene

ude ved en uden den store

forstørrelse, og det er lidt træls,

men omvendt kan det give gevinst

på den måde, at der så måske indfinder

sig mere sky arter, som ikke

er interesseret i alt for tæt kontakt

med os fredsforstyrrer. Og har man

en kikkert, som min, der kan trække

ind med 60 x, ja så behøver man jo

ikke at gå og træde ænderne over

tæerne. Dagens høst kan opgøres til

spidsand som ny art og bjergand,

dog med et lille forbehold, den kan

godt forveksles med troldand, men

jeg har godt nok noteret den som

sådan. Overflyvende gæs, og jeg

skriver udtrykkelig overflyvende,

for de store basser går simpelthen

ikke ned. Jeg forstår det ikke. I dag

passerede 7 canadagæs, to gange

endda, men i første omgang trak

de vest på, ud med fjorden, for så

senere at komme igen med retning

med nord. Garanteret med kursen

sat mod Vejlerne, selvom markerne

omkring en sagtens kan måle

sig med det nordenfjords beliggende

reservat. Men måske er gæs

mere skeptiske, de er jo en jaget

fugleart, som aldrig har ro for de

her grønklædte rovmordere, som

på snedigste vis forger at lokke

dem ned til den visse død eller

lemlæstelse i form af anskydninger.

Jeg har dog ikke opgivet håbet om

at se dem gå ned og mæske sig i det

saftige græs og hvile ud inden turen

går videre syd på.

Datoen overskrider om kort tid 1.

november og der er så småt ved at

kunne anes en form for vintervejer

i det fjerne. Og her umiddelbart

før den sidste weekend i oktober,

har vi også haft den første, kraftige

efterårsstorm. Den var ikke helt så

kraftig, som bebudet, men den fik

da rusket godt op i fjorden. Det er i

forbindelse med eftervirkningerne

af det lavtryk, som gav os stormen,

at vintervejret rykker ned over

landet i den kommende uge. Men

ude ved en er der nu godt fyldt

op af gæster fra det kolde nord,

hvor vi skal have vejret fra i den

nærmeste fremtid. Jeg har tidligere

givet udtryk for en vis skuffelse

over, at der ingen gæs har været at

se der ude, altså på landjorden. Der

har været masser af overflyvende,

endda i temmelig store flokke,

sådan var det også her i dag, men

jeg fandt da også en lille flok, som


havde slået sig ned for at græsse. 7

stk. nærmere betegnet og så vidt jeg

kunne se, var det grågæs. Men med

bare syv gæs ved en, er der langt

til de store flokke, man nu kan finde

oppe ved Vejlerne. Der imod var

der i hundredvis af hjejler derude

denne efterårsdag i oktober. Og

sikke et syn når hele flokken går på

vingerne, måske jaget op af en enlig

blå kærhøg, som langsomt afger

sit territorium på stive vinger.

Fantastisk når sværmen pludselig

vender, og man ser de lyse farver på

fuglenes underside give genskind

i den lave sol, for lige så hurtigt at

skifte til brunt når flokken vender

igen. Tit letter viberne og de sidste

stære, som lige skal have depoterne

fyldt op, inden turen går til

områderne i det syd engelske og så

er der virkelig mange fugle i luften.

Der er bare ingen, som bruger en

ndag eftermiddag på at nyde

dette spektakulære syn, hvorfor ved

jeg ikke. Nu er det da efterhånden

almindelig kendt, at en ligger der,

med næsten alle Danmarks svømmefugle

repræsenteret hvilket burde

trække mange fuglekikkere til men

nej. Jeg har indtil nu ikke set én

eneste seriøs fuglemand stå derude

med en ordentlig kikkert på trefod,

og bruge en time på at se, hvad

dette fantastiske område byder på.

Der kommer mange, som ganske

vist kører ud og vender, går ud og

kikker lidt på vandet, men så er det

det. Men selvfølgelig er det jo også

den type mennesker, som er i klart

overtal i forhold til nørder som mig,

og jeg er jo heller ikke fuldbefaren

kikker, men der burde altså måske

hver 3. gang jeg er derude, være

mulighed for at møde ligesindede.

Nå, de kommer nok. Omvendt kan

jeg jo så sige, at jeg kan havde de

gode observationer for mig selv.

Vi er nu nået et stykke ind i

december, den kære julemåned,

og man går jo nok og forventer, at

vejret også så småt skulle begynde

at ligne lidt vintervejer. Men ind til

nu har temperaturen holdt sig langt

fra hvad der bare kunne minde om

en lille smule frost. Ikke engang om

natten daler graderne til et niveau,

som tilnærmelsesvis kunne minde

om normale vintertemperaturer.

Langtidsprognosen for julevejret,

altså i skrivende stund om ca.

14 dage, lover dog et omslag, så

det håber jeg godt nok vil bringe

forholdene tilbage til det normale.

Men ude ved en er situationen for

så vidt uændret hvad angår mængde

og artsrigdom i forhold til, hvad

jeg sidst har berettet om. Det er

stadigvæk ænderne, både svømme

og dykænder, som dominerer sammen

med et stort antal sangsvaner.

Ude ved stryget så jeg i sidste

weekend, altså lige omkring den 1.

dec., en pæn flok snespurve, som

afgte området for noget spiseligt.

Desuden havde jeg den tvivlsomme

fornøjelse at holde en bjerglærke i

hånden. Tvivlsomme fordi den desværre

havde beskadiget en vinge,

og af den grund ikke rigtig kunne

gå i luften, men jeg fik så mulighed

for at tage nogle nemme nærbilleder

af denne kønne fugl, som kun

gæster os her på denne tid af året.

Jeg har flere gange forgæves

spejdet efter en lynhurtig, bevinget

jæger, som efter sigende skulle

holde til på sydsiden af en. Det

er vandrefalken, jeg tænker på,

men den har ikke ladet sig vise i

min kikkert endnu, men det må kun

være et spørgsmål om tid, for der er

andre, som har haft heldet med sig.

Året går på hæld med mange

gode oplevelser ude fra en i

erindring. Der var stor spænding

omkring hvad efteråret ville bringe

med sig fra det høje nord, og der er

vi bestemt ikke blevet skuffet. Nu

afventes så forårets komme, hvor

området virkelig skal stå sin prøve.

Jeg tænker her på, hvor mange af

de arter, som vi ser derude nu, som

har til sinds at blive hængende og

videre føre den næste generation

af bevingede væsner. Først da vil

det vise sig, om ens værdi er

overvurderet; jeg tror det ikke. Jeg

stødte for øvrigt på en af de gamle

ildsjæle, som siden 80 `ene, har

arbejdet ihærdigt på at genskabe

en. Han fortalte, at biologerne på

Vejlerne oplevede, at fuglene i år

har virket meget stresset, som om

de ikke har kunnet beslutte sig til,

hvor det bedste spisekammer var at

finde. Personligt er jeg sikker på,

at de største forekomster af ænder,

har været at finde syd for Vilsted.

Nu mangler der bare en strejfende

havørn og en enkelt fiskeørn, som

slår et smut forbi. Apropos et smut,

var jeg derude en lille tur sidste

weekend, d. 16-17.dec. Lørdagen

skulle bruges til lidt rekreation oven

på en særdeles vellykket julefrokost.

Det blev en kort tur, som jeg

så fulgte op på om ndagen. Jeg

havde parkeret på Ranum siden

af en, og valgte ruten ud mod

Vitskøl Kloster, og selv om stien

virkede noget fugtig, mente jeg det

muligt at komme et stykke derudaf.

Men jeg kunne godt se, det ikke artede

sig som jeg håbede, så efter en

kort tur, vendte jeg om og begyndte

turen tilbage til bilen. Det var jo

den samme vej, så på den strækning

måtte stien da være sikker. Men

ak og vi, pludselig sank jeg ned

i den bløde bund og stod der i

mudder til knæene, lidt som det jeg

oplevede i det kolde forår. Kamera

og kikkert led ingen overlast, men

jeg fik da støvlerne godt fyldt op

med vand.

Året går nu på hæld og man går

så småt og afventer, hvad det nye år,

altså år 2 for ens vedkommende,

vil bringe af spændende oplevelser.

Her over efteråret og igennem den

første del af ”vinteren”, har området

til fulde levet op til forventningerne

og med det liv, som allerede nu

har vist sig derude, er det mig

fuldstændig uforståelig, at man i sin

tid tørlagde en. Men dengang var

man jo i bekneb for god landbrugsjord,

og selvom det faktisk viste sig,

at den indvundne jord, ikke levede

op til det man havde håbet, forblev

området tørlagt, dog med periodiske

oversvømmelser forårsaget af

en kraftig vestenstorm, indtil nu

her i 2006, hvor en atter ligger og

spejler himmelen i sit klare vand.


Hvor trist det i sin tid har været, da

en forsvandt, afspejler sig tydeligt

i nedenstående vers, som stammer

fra Sangen om Vilsted:

Vilsted lå ved ens vove med den

krans af rør og siv,

men nu risler ingen bølge, intet

vandspejl og liv.

Enges grøft og bløde græsser,

humlebi og sommerhø,

råde ene skal derude, hvor den var

den skønne .

Hæse skrig af slanke terner, sommervind

fra fjord og strand,

hylder vemodsfyldt i mindet

Vilsted by i Himmerland.

Ja det var ordene her ved årsskiftet

2006/2007. Jeg fortsætter

mine optegnelser i det nye år, det

er en fin måde at fastholde alle de

mange indtryk og oplevelser, man

erhverver sig ude ved en. Og jeg

deler dem gerne med andre, som

har interesse.

Vilsted Sø 2007.

Året er ikke så gammelt, vi er

et lille stykke inde i januar, og

minsandten om ikke vi har fået

en snert af vinteren. Vinden er for

en kort bemærkning smuttet om i

nord, og det har medbragt en del af

den kulde, som ligger oppe midt i

vore nabolande. Det ser desværre

ud til, at det kun bliver for en kort

bemærkning. Måske får vi en

omgang senere, hvilket for mit vedkommende

vil være endog særdeles

passende. Nu er det ikke sådan,

at jeg helst vil, der skal være hård

frost og snestorm, men at vinteren

har været som i år, bekymrer nok de

fleste en smule.

Det har været en stille måned

ude ved en. Selv med den

forholdsvis korte periode med frost,

så har vandet faktisk lukket sig.

Det eneste sted med åbent vand

er, ikke uventet, hvor det gamle

åløb gennemskærer en. Her hvor

vandet ikke er tilfrosset, er der en

stor koncentration af fugle. Søens

bestand af ænder, blishøns og især

sangsvaner, har her ved det åbne

vand oprettet muligheden for at

ge føde. Svanerne har ganske

vist invaderet de omkringliggende

marker, hvor vinterbyggen nu står

med fine, grønne spirer. Man kan

egentlig godt forestille sig, at sådan

en flok på hen ved 400 fugle, har en

vis negativ effekt på en kornmark,

men et imponerende syn, det er det.

Sangsvanerne har i øvrigt selskab

af en pæn flok canadagæs, hen ved

100 stk. så der skal nogen føde til

at mætte så mange fugle af den

størrelse.

Men hvor de store flokke af

fugle gør sig bemærket i kraft

af deres antal, så kan en enkelt

fugl skabe mindst lige så megen

opmærksomhed på grund af sin

skønhed. Jeg fandt den ude ved

de gamle fiskedamme et stykke

vest for Vilsted. Sky som den er,

blev det kun til et enkelt glimt, og

alt for kort til, at det var muligt at

fotografere den. Ved senere beg

fik jeg den at høre, men ikke at se,

og nu må jeg hellere afsløre, at det

var en isfugl, jeg havde set. Men

der er stor mulighed for, at den vil

holde til derude et stykke tid endnu,

så chancen for et ”skud” er der

bestemt. Sivene gemte for øvrigt

også på vandrikse, som smågryntende

gik rundt, og hyggede sig,

dog uden at lade sig se. Vandriksen

er en forholdsvis almindelig fugl

i de danske rørskove, men den er

meget sky. For det meste opdager

man den kun på grund af dens

meget besynderlige stemme. Hvor

der tidligere lå et hus til ørredyngel,

er der nu en lille , som huser en

hel del gråænder. Desværre, eller

heldigvis, er det næsten umuligt

at komme derud, idet jorden nu er

så sumpet, at der er stor risiko for

at synke ned i undergrunden. Men

da jeg vil antage, at der er gode

muligheder for fine billeder af de

omtalte fugle, vil jeg forge at liste

mig ud til en.

Februar har nu budt på rigtig,

godt gammeldags vintervejr med

pivende, kold vind fra øst. Selvom

temperaturen ikke har været så

forfærdeligt meget under frysepunktet,

så har vinden gjort, at det

føltes betydelige koldere. Som

dengang frosten bed i januar, så har

vejerforholdene resulteret i, at store

dele af en atter er frossen til. Der

er stadig masser af åbent vand, hvor

svaner, ænder og blishøns, kan finde

føde. Dog går sangsvanerne under

disse vejrforhold, nok mere på land

for at mæske sig i vinterbyggen.

Før den sidste periode med frost,

har der været anseelige flokke af

viber og hjejler ude omkring en.

De er væk nu, og det kan man vel

ikke fortænke dem i. Sammen med

den frosne jord forsvandt muligheden

for netop disse fugle, at finde

noget at spise. De benytter nemlig

de våde områder omkring en som

spisekammer. Det, at de store flokke

af fugle er væk, gør selvfølgelig,

at der bliver lidt mere stille derude

- der er ikke så meget trafik i luften,

om man så må sige. Alligevel kan

der sagtens være spændende ting

og sager at kikke på. Som lørdag d.

10. februar, hvor jeg havde været i

Trend Skov for at fotografere dådyr

og lige skulle en smut omkring en

på hjemvejen. På Sjørupvejen, hvor

vejen er hævet lidt over niveau,

er der mulighed for et godt kik

over en. Her standsede jeg for at

studere blishønsene, som man kan

komme ganske tæt på, bare man

bliver inde i bilen. Da jeg slog et

blik ud på markerne umiddelbart

øst for vejen, kunne jeg se, der gik

et par fugle og nippede i græsset.

Fugle, jeg ikke lige med det samme

kunne artsbestemme ved at kikke i

min bog. Så jeg tilkaldte assistance

fra en dygtig fugelkigger, som bor

ude i nærheden af en. Han kom

hurtigt kom til stede og kunne med

det samme fastslå, at det var to

Nilgæs, der var tale om. Det lyder

jo temmelig eksotisk, men faktisk

er der tale om udsatte fugle og disse

to kunne teoretisk være undsluppet

en park eller lignende. Så den helt

store sensation, ja det var det ikke.

Anderledes sensation var

der torsdag d 15. februar. Jeg

havde egentlig planlagt en tur ud

til området, hvor isfuglen havde

resideret, men fortrød, og kørte i

stedet ind til Vilsted og videre ud

mod Wolles Bakke. Idet jeg kom

op over bakken, kunne jeg se en

temmelig stor fugl kredse mod den

skydækkede himmel. Lidt flovt,

må jeg indrømme, antog jeg den i

første omgang for en musvåge, men

i kikkerten kunne jeg se, den havde

et noget andet format. Det viste

sig at være en havørn. Endelig gik

ønsket om at se denne ”flyvende

dør” over en i opfyldelse. Desværre,

havde den ikke lige i dag til

hensigt at forblive ved en, idet

den forsvandt, efter et par runder,

svævende på de 2,5 m brede vinger.

Men der er da forhåbninger om, at

den har set et potentielt spisekammer

i en, så den vender tilbage.

Skal man stille så store forventninger,

at man ligefrem begynder at

snakke om yngle muligheder for

sådan en krabat, så er det da heller

ikke umuligt. Der findes jo egnede

redetræer i form af store løvtræer

i Lunden ved Overlade, så hvem

ved. Men det er selvfølgelig nok at

skrue forhåbningerne lidt for højt

op, baseret på en enkelt havørns

smuttur hen over en.

Mens der blev observeret efter

den forsvundne ørn, kom der minsandten

en vandrefalk susende. Den

havde kurs lige mod en og så ud

som om den kendte området godt.

Der har huseret en falk derude igennem

efteråret, men den forsvandt

sammen med hjejlerne. Om denne

vandrefalk kun var på en kort gennemfart,

det vil tiden vise. Men det

fortæller lidt om, hvilke kvaliteter

området byder på, bare man tager

sig tid til at underge det derude.

Flemming Fragtrup, Løgstør


www.pdfnet.dk

www.erhvervs-livet.dk

Flensted imødekommer

kundekrav med ny

emballageløsning

Mere lagerplads og lettere

håndtering er blot sidegevinster

ved en ny emballageløsning,

som Stora Enso

Packaging har udviklet til

Flensted A/S, der er en af

Europas førende producent

er af kartoffelprodukter

www.erhvervs-livet.dk

Hold tænderne i

live - hele livet

Sæt hele tiden fokus på den rigtige løsning

- forebyg i stedet for at helbrede og lad i hvert

fald ikke tandproblemer give dig dårlig livskvalitet,

lyder opfordringen fra Farum-tandlæge

set med Jan Gerdes

øjne mere overordnet I receptionen tager Anne, som er uddannet lægesekretær, i det

handler om at give daglige imod kunderne - hos Tandlægerne Gerdes findes nemlig

kunderne et grund-

ingen “patienter”

lag for en bedre

livskvalitet:

virksomhed betragtet anvender

- Vi er en service-

Farum Tandplejecenter årligt store

virksomhed, som

ressourcer på personalepleje, ud-

sælger god og relevant

dannelse og efteruddannelse.

tandbehandling, i helt

Farum Tandplejecenter var i øvrigt

bogstavelig forstand.

for tre år siden en af de første i

Efter en betydelig investering og Vi giver vore kunder det, de har

Danmark, der indførte laserbaseret

nyindretning er Farum Tandple- brug for, og vi bruger de bedste

såkaldt “smertefri tandbehandling”.

jeklinik nu klar med den nyeste teknologier og menneskelige res- de ser det som en god ide at bruge

teknologi inden for tandbehansourcer. Det handler selvfølgelig måske 10.000 kroner nu, frem for

at vente på, at tingene om et par år

har udviklet sig til en behandlingskrævende

lidelse til måske det

Hos Tandlægerne Gerdes bruger

man i øvrigt ikke begrebet “patien

- Folk er normalt ikke syge, fordi

de kommer til tandlæge, og de

fleste kan både gå hertil og herfra.

Vi sælger tandlægeydelser, og vi

driver vores klinik som enhver

anden servicevirksomhed, hvor der

skal være sammenhæng mellem

pris og kvalitet, siger Irene og Jan

Med den seneste opgradering af

klinikken råder de i alt otte ansatte

nu over fire fuldt udstyrede

klinikenheder med computerbaser

ede vision-systemer, digital røntgen

Tandlægeparret Gerdes lægger i

dagligdagen stor vægt på at skabe

grundlag for en god trivsel, og som

Helle

sen, Flensted A/S (t.v.) glæder sig sammen med

Stora Enso Packaging, ikke mindst over det

minimerede emballageforbrug og lettere håndtering, som er nogle af

resultaterne af Stora Ensos emballageløsning til Flensted

octabiner.

- Muligheden

for let og

effektivt at

transportere

så store

portioner af

et “løsvægtsprodukt”

kompletterer

vores

produktudbud

og gør det

lettere at imødekomme såvel

logistik- som miljømæssige

kundekrav nu og i fremtiden,

siger Bent N. Jessen.

Salgschef for

Danmark, Bruno

Hansen, Stora

Enso Packaging

PORTRÆT AF HADSTEN KOMMUNE

Hadsten - en hel kommune

Hadsten Kommune har - med

Hadsten by som geografisk centrum

- et opland med en række landsbyer,

beliggende i Jyllands imponerende

natur. Gennem mange år har der

været en jævn vækst i befolkningen,

så kommunen i dag har ca. 11.700

indbyggere.

Med Med Med den den geografiske geografiske geografiske placering placering placering

midt mellem Århus, Randers og

Silkeborg ligger Hadsten inden for

rækkevidde af både arbejdspladser

og uddannelsessteder - og begge dele

kan kommunen i øvrigt selv byde på.

I Hadsten Kommune findes mange

uddannel sesinstitutioner, og de er en

af de medvirkende årsager til det rige

kultur- og foreningsliv i kommunen.

De mange uddannelsesgende

præger også både gadebilledet og

det sociale liv i byen, ligesom de

som alle andre aldersgrupper flittigt

bruger “Sløjfen”, kommunens idrætsog

kulturhus.

Hadsten Kommune har pas-

med plejehjem, ældreboliger og

ningsgaranti af børn på institution aktivitetscentre. Kommunens

eller i dagpleje, og på ældreområdet hjemmepleje kan kontaktes døgnet

byder kommunen på tre ældrecentre rundt.

PORTRÆT PORTRÆT AF AF HØJER HØJER KOMMUNE

KOMMUNE

Natur Natur og og nærdemokrati

nærdemokrati

- - i i digernes digernes land land

Højer Højer Kommune Kommune ligger ligger i i

det det sydvestligste sydvestligste hjørne hjørne af af

Danmark Danmark og og er er mest mest kendt kendt

for for sin sin imponerende imponerende natur natur

i i marsken. marsken. Kommunen Kommunen har har

imidlertid imidlertid mange mange aktiver, aktiver, og og

borgerne borgerne oplever oplever et et udstrakt udstrakt

nærdemokrati nærdemokrati og og korte korte beslutbeslutningsgange I I det det sydvestlige sydvestlige hjørne hjørne af af Danmark Danmark

kommer kommer udviklingen udviklingen ikke ikke af af sig sig selv. selv. For For

at at udnytte udnytte ressourcerne ressourcerne bedst bedst muligt muligt er er

samarbejde samarbejde og og nærdemokrati nærdemokrati nogle nogle af af

nøgleordene nøgleordene for for Højer Højer Kommune. Kommune.

De De 3.000 3.000 indbyggere indbyggere skal skal føle, føle, at at

velfærdssamfundets velfærdssamfundets goder goder er er lige lige så så

meget meget inden inden for for rækkevidde rækkevidde i i Højer Højer

kommune kommune som som andre andre steder steder i i landet, landet, og og

på på en en lang lang række række områder områder samarbejder samarbejder

2005-01 PRÆSENTATION

Velkommen til

Nørager Kommune

Nørager Kommune er en lile kommune

med store potentialer på alle

væsentlige områder - der er gode

bomuligheder i smuk natur, og kommunen

har et højt serviceniveau på

børne-, unge- og ældreområdet

Nørager Kommune ligger centralt placeret

i hjertet af Himmerland. Fra idyllen

i det nordjyske landskab kan man

hurtigt komme til storbyer som Aalborg,

Randers og Århus, og mange af indbyggerne

i kommunen pendler dagligt til og

fra arbejde.

Inden for kommunegrænserne findes

dog en række større arbejdspladser på

produktionsvirksomheder, ligesom fylder en del i dagligdagen. Mange

landbrug og tilhørende serviceerhverv virksomheder i varierende størrelse

findes i Haverslev Erhvervsområde lige

ved motorvejen, mens håndværks- og

servicevirksomheder er fordelt over hele

kommunen.

Nørager Kommune har gennem en

årrække prioriteret optimale forhold på

skolerne, og alle kommunens skoler

fremstår i dag i moderniseret og tidssvarende

stand. Nørager Kommune for ældrepolitikken i Danmark.

var i øvrigt blandt de første i Danmark, Nørager Kommune har altid haft tra

som indførte pasningsgaranti. Flere af dition for et meget rigt foreningsliv, og

kommunens børnehaver er kombineret landsbylivet trives i bedste velgående.

med skolefritidsordningerne, og der Der er borgerforeninger i alle lokalsam- aldersklasser - hele året rundt.

kan reageres meget hurtigt på akutte fund, og der er mulighed for at dyrke alt

pladsbehov.

På ældreområdet

er der særdeles veludbyggede

faciliteter, og

Nørager Kommune

råder over tre døgnbemandede

ældrecentre,

hver med sit tilknyttede

aktivitetscenter. Flere

tidligere plejehjem er

omdannet til ældreboliger,

og Nørager

Kommunes praksis har

Hadsten Kommune, Vesselbjergvej 18, DK-8370 Hadsten. Tel (+45) 87 61 40 00, fax (+45) 87 61 40 40 - www.hadsten.dk

Nørager Kommune, Jernbanegade 13, 9610 Nørager - Tel (+45) 96 72 25 00, Fax (+45) 96 72 25 99 - www.noeragerkom.dk

www.pdfnet.dk

2004-01 PRÆSENTATION

Velkommen til

Hammel Kommune

Hammel ligger som en grøn perle

i det midt- og østjyske landskab,

omkranset af Frijsenborgskovene.

Med sin centrale placering blandt

de større byer - Randers, Århus,

Silkeborg og Viborg - har Hammel

i generationer været det naturlige

handelscentrum for store dele af

Midtjylland, hvilket også byens store

udbud af dagligvarebutikker og

udvalgsforretninger vidner om

Hammel har gennem årene løbende dem. Kommunen er kendt for at føre

været i vækst, og mange offentlige og en aktiv landsbypolitik, hvor borgerne

private virksomheder og institutioner er involveret i udviklingen af såvel

har etableret sig i byen. En af mange fritids- og kulturlivet som den fysiske

effekter heraf er, at der i dag i

planlægning. Hammel Kommune er

kommunen bor mange veluddannede og endvidere endvidere i i gang gang med med at at planlægge planlægge

højt kvalificerede mennesker. Hammel en en helt helt ny ny bydel bydel vest vest for for Hammel Hammel

Kommune har en aktiv politik overfor bycentrum, bycentrum, og og her her vil vil opstå opstå et et stort stort

virksomheder, virksomheder, der der ønsker ønsker at at etablere etablere udbud af yderst varierede boformer i et

sig, sig, og og kommunen kommunen lægger lægger vægt vægt på på at at særdeles naturskønt område.

yde yde en en god god og og fleksibel fleksibel erhvervsservice.

erhvervsservice. I hele Hammel kommune er

Hammel Hammel er er et et attraktivt attraktivt bosted bosted for for der børnepasningsgaranti, og alle

de de mange, mange, der der gerne gerne vil vil bo bo uden uden for for kommunens skoler er nyrenoverede

de de store store byer, byer, men men som som alligevel alligevel gerne gerne og velfungerende. På ældreområdet

vil vil være være inden inden for for rimelig rimelig nærhed nærhed til til har fornøden omsorg og gode

bomuligheder den højeste prioritet.

Ligesom for landet som helhed vil der

i de kommende år i Hammel kommune

ske en forskydning mod flere ældre,

og det tager Hammel Byråd naturligvis

højde for i sine planer og strategier.

Et godt og værdigt liv for ældre og

svage borgere er en af kommunens

hovedmålsætninger.

indbyggere i Hammel kommune,

Befolkningssammensætningen i

Kommunen har desuden et

og ifølge befolkningsprognosen Hammel kommune er lidt anderledes

blomstrende blomstrende idræts- idræts- og og foreningsliv,

foreningsliv, vil antallet fortsat stige. En fortsat end i nogle af nabokommunerne.

et et stort stort kulturhus kulturhus med med multihal, multihal,

befolkningstilvækst er af væsentlig Andelen af børn og unge er lidt lavere,

bibliotek bibliotek og og meget meget mere. mere. Der Der er er betydning for kundeunderlaget for mens andelen af 67-årige og derover er

svømmehal svømmehal og og friluftsbad, friluftsbad, golfbaner golfbaner og og kommunens handelsliv, og også for en anelse højere.

rideklub rideklub og og masser masser af af andre andre fritids- fritids- og og anden privat og offentlig service.

idrætsfaciliteter.

idrætsfaciliteter.

Den Den 1. 1. januar januar 2004 2004 var var der der 10.755 10.755

2005-01 PRÆSENTATION

Velkommen til

Aalestrup Kommune

I den sydlige del af Vesthimmerland,

hvor naturen viser sig fra sin

smukkeste side, ligger Aalestrup

Kommune. Området er kendetegnet

ved kuperet og varieret terræn, og

kommunen gennemskæres fra øst til

Hammel Hammel Kommune, Kommune, Torvegade Torvegade 7, 7, 8450 8450 Hammel Hammel - - Tel Tel (+45) (+45) 8762 8762 1100, 1100, fax fax (+45) (+45) 8762 8762 1200 1200 - - www.hammel.dk

www.hammel.dk

www.pdfnet.dk

vest af den naturskønne Simested Å

Spredt i landskabet ligger små og velfungerende

landsbyer, og i kommunens

lokalsamfund bidrager både foreninger

og frivillige til et aktivt fritidsliv.

Bomulighederne er flere, hvad enten

man foretrækker leje- eller ejerboliger,

ligesom der er et fint udbud af andelsboliger.

I kommunen er der børnepasningsgaranti

for børn frem til og med tredje

klasse, og Aalestrup Kommune har en

lang række fritidstilbud for større børn

og unge.

bibliotek har til huse.

Aalestrups kommuneskoler

er alle opdaterede

med hensyn til IT og internet,

og flere steder i kommunen

har borgerne gratis

adgang til Internettet, som

bliver en stadigt vigtigere

faktor i vor dagligdag.

På ældreområdet byder

Aalestrup Kommune på en

velfungerende ældrepleje

med to ældrecentre, og

kommunen bistår på flere

fronter med tilbud om

aktiviteter i både social

og sundhedsmæssig sammenhæng.

Aalestrup Kommune

prioriterer erhvervslivet

højt, og kommunen er

kendetegnet af et varieret

erhvervsliv med fokus på

håndværk og servicefag

I det hele taget er der rig mulighed

- og flere af kommunens

for at dyrke fritids- og kulturlivet i

virksomheder har karakter

Aalestrup Kommune, og kulturhuset

af producerende industri.

Knaberscenen på dette område et meget

Det bredeste udbud af

stort aktiv. Her findes biograf- og teat-

dagligvare- og specialforersal,

og Knaberscenen ligger som et

retninger findes i Aal-

centralt element i hele det nyskabte kulestrup,

men også i lokalturmiljø

omkring Knabergården i Aalesamfundene

er der et fint

strups centrum - hvor også kommunens

udvalg i begge kategorier.

Aalestrup Kommune ger

på enhver vis at bidrage

til, at der skabes de bedste

rammer og vilkår for det

lokale handels- og erhvervsliv.

www.pdfnet.dk

Aalestrup Kommune havde 7.621

indbyggere pr. 1. januar 2004.

- Ingen copyright

Aalestrup Kommune, Aagade 25, 9620 Aalestrup - Tel (+45) 96 97 05 00, fax (+45) 96 97 05 02 www.aalestrup.dk

Dette magasin er produceret med tekster og billeder fra www.pdfnet.dk.

April 2007

Støttet af Aage V. Jensen Naturfond

PDFnet v/Tommy Hansen, Gunderupvej 151, 9640 Far - Tel. 70 23 15 66

More magazines by this user
Similar magazines