vilsted sø.indd

Vilsted Sø
• Fugleliv
• Dyreliv
• Natur pdfnet

r
r
1
2
2
2
u
u
g x
x
x
b
b
2
2
l æ
læ
d
d
d
d
d
m
r
um
j j
0
r
r
v
d
d
r
2
2
r
v
v
2
2
x
1
v
g
r s
2
æ
l
d ju
0
b
m

www.pdfnet.dk
Vilsted Sø
Vilsted sø er med sine 450
hektar Nordjyllands største
sø, genskabt i 2005-2006
efter at have været afvandet
i mere end 100 år
Den nye sø er tilgængelig
for offentligheden via stier,
bådebroer og udsigtstårne,
og flere af faciliteterne
er handicapvenlige. Bag
genskabelsen af søen står
de naturbevarende Aage V.
Jensens Fonde, i samarbejde
med Nordjyllands Amt og
Skov- og Naturstyrelsen.
Selve driften af området henhører
fra 2007 under Buderupholm
Statsskovdistrikt.
Vilsted Sø, der blev indviet
26. august 2006, er først og
fremmest en naturoplevelse.
Amtets biologer forventer et
rigt fugle- og dyreliv, ligesom
her hurtigt skabes en rigdom
af vilde planter og sjældne
insekter. Det ventes, at der i
foråret 2007 vil være et stort
antal ynglefugle, og Vilsted
Sø overgås i størrelse og
betydning kun af Vejlerne i
Vendsyssel.
Rundt om søen er anlagt
en 22 kilometer lang sti, som
er beregnet for både gående,
cyklende og ridende. En
ridesti langs søen er i sig selv
en stor gevinst, og samtidig
er strækningen udpeget til
regional cykelrute 38.
Vilsted Sø kan bruges til
sejlads med kajak og kano,
og skoler i hele Nordjylland
kan anvende området til
aktiviteter inden for naturfag
og idræt.
Hele projektet omfatter ca.
950 hektar sø og ferske enge.
Det er beregnet, at Vilsted
Sø vil forhindre udledning af
ca. 210 tons kvælstof om året
- som ellers ville strømme
fra de dyrkede marker via
Bjørnsholm Å ud i Limfjorden.
I søen og de tilhørende
vådområder vil naturlige bakterier
omsætte kvælstoffet i
vandet til uskadeligt kvælstof
i luften.

www.pdfnet.dk
Indvielse af Vilsted Sø
Vilsted Sø blev lørdag officielt
indviet af miljøminister
Connie Hedegaard, amtsborgmester
Orla Hav og
borgmester Jens Lauritzen -
samt mange hundrede mennesker
fra nær og fjern, der
gjorde åbningen af Vilsted
Sø til en mindre folkefest
Miljøminister Connie
Hedegaard indviede lørdag
den 26.8. det største naturgenopretningsprojekt
i Nordjylland
nogensinde.
Med 500 hektar er Vilsted
Sø i dag Nordjyllands største
sø, og projektet er blevet
støttet af amtet og staten via
Vandmiljøplan II.
Vilsted Sø manglede på
indvielsesdagen stadig 30-
40 centimeter i vandstand,
svarende til ca. 200 mio
kubikmeter. I august måned
røg der nærmest en ”prop” ud
af søen - det underliggende
lag gav efter - og vandet
fossede ud. Til gengæld blev
den sidste del af indvielsen
med en kraftig tordenbyge en
særdeles våd fornøjelse.
Vilsted sø er en inddæmning
af Bjørnsholm å. Der
har tidligere ligget to søer i
området, indtil jorden i 1800-
og 1900-tallet blev indlemmet
til landbrugsjord.
- Vilsted Sø vil hvert år
skåne Limfjorden for 210 ton
kvælstof, sagde miljøministeren,
der bebudede at flere
lignende projekter kan være
på vej.
- Når finansloven bliver
præsenteret på tirsdag er der
sat 1 mia. kroner ekstra af til
miljøområdet. 700 millioner
kroner af dem skal gå netop
til naturgenopretningsprojekter
som det her til gavn for
steder som Limfjorden og
Mariager Fjord, sagde Connie
Hedegaard.
Ved indvielsen talte endvidere
Løgstør Kommunes
borgmester, Jens Lauritzen
og amtsborgmester Orla Hav,
som afslørede en mindesten
for Vilsted Sø - i øvrigt en
sokkelsten fra det gamle
Vilsted Slot.

www.pdfnet.dk
Vilsted Sø - historie
Vilsted Sø er oprindeligt
skabt i stenalderen, da en
fjordarm trak sig tilbage til
Limfjorden og efterlod lave
områder, hvor Vilsted Sø og
Sønder Sø opstod
En stamme af Ertebøllefolket
boede ved fjorden i Bjørnsholm
ådal, og lige NØ for
Vitskøl Kloster findes en
kæmpestor køkkenmødding,
700 meter lang. Desuden
findes der langs hele ådalens
nordside fra Vitskøl til Vilsted
en lang række af køkkenmøddinger.
Stammen havde
formentlig sin hovedboplads
ved Vitskøl og en række
anneks-bopladser langs åen.
Disse mindre møddinger, der
tilsammen udgør Danmarks
længste køkkenmødding,
er dog alle bortgravet eller
dækket af senere bebyggelse.
Fjorden havde rige forekomster
af fisk, muslinger og
fugle, som var livsgrundlaget
for Ertebøllefolket. På deres
bopladser efterlod de store
køkkenmøddinger af især
østersskaller, selvom østers
Affotografering af maleri af den gamle Vilsted Sø, formentlig
malet i 1930’erne
kun var en mindre del af
kosten.
Bjørnsholm å, der i middelalderen
var omgivet af
store mose- og engområder,
løb gennem søerne. Det første
nøjagtige kort af området fra
1794 viser denne situation,
med møller i åen ved Vilsted
(Vilsted Mølle) og Vitskøl
Kloster (Nørre- og Sønder
Mølle).
Livet omkring søen i middelalderen
var også præget
af cisterciensermunkene fra
Vitskøl Kloster, som med
stor dygtighed drev landbrug,
fiskeri, mølledrift mv.
I den tidlige middelalder lå
i udkanten af Vilsted by en
befæstet gård, Vilsted Slot.
Gården blev i 1407 opkøbt
af dronning Margrethe den I,
der som led i sin systematiske
nedlæggelse af adelens befæstede
borge lod den nedrive.
I dag fremtræder voldstedet
alene som græsklædte forhøjninger
i engen.
I 1869 begyndte man at
afvande Vilsted Sø, og den
forsvandt etapevis gennem de
næste knap 100 år. Det sidste
af søen forsvandt i perioden
1952-1956 i forbindelse med
regulering af udløbet fra
Bjørnsholm Å.
Genskabelsen af søen i
2006 skyldes ikke mindst en
enkeltperson, pensioneret
skolelærer og naturvejleder
Jørn Christensen, Overlade.
Han fik ideen i 1980’erne
og cyklede i årevis rundt til
lodsejere og landmænd for
at udbrede tanken. Da EU i
1990’erne gav muligheder for
støtte til naturgenopretning og
Jørn Christensen fik kontakt
til de naturbevarende Aage V.
Jensens fonde, tog projektet
for alvor form.
I juni 2006 blev Sjørupvej
spærret og det gamle åløb
lukket, og vandet begyndte
at stige i søen. Søen blev
officielt indviet 26. august
2006 af miljøminister Connie
Hedegaard.

Fugle- og dyreliv
ved Vilsted Sø
Flemming Fragtrup, Løgstør, har
siden september 2005 fulgt fugle-
og dyrelivet ved Vilsted Sø og ført
en detaljeret dagbog over sine
iagttagelser, suppleret med talrige
flotte billeder
September 2005.
Her på denne fantastiske sensommerdag,
hvor temperaturen anslået
ligger på lidt over 20 gr, er det største
og længe nærede ønske endelig
gået i opfyldelse. Et af de største
naturgenopretnings projekter er,
om man så må sige, søsat. Nemlig
genetableringen af den store Vilsted
Sø. Det har været under opsejling i
hen ved 20 år, men først nu har det
været muligt at rejse midler til den
store opgave, men gendannelsen af
søen, er også hjulpet godt på vej af
den grund, at det vil hjælp gevaldigt
på udledningen af kvælstof til
fjorden. Faktisk er det denne fordel
af søens tilstedeværelse, som i
bund og grund er årsagen til den nu
kommer til at ligge og glimte i den
nordjyske natur. At der så bliver
mulighed for os naturnørder, at få
os nogle fantastiske oplevelser de
næste mange år, er egentlig, som
amtsborgmesteren i sin tale udtrykte
sig, en sidegevinst. Og apropos
borgmesteren så var det denne
øvrighedsperson, som forestod
selve den officielle igangsættelse
af genetableringen. Til opgaven var
der stillet en ordentlig mobbedreng
af en gravemaskine til rådighed, og
med en ordentlig skovlfuld af den
tidligere, men nu også fremtidige
søbund i grabben, gik starten på
projektet. Der forestår en del
arbejde med etablering af stier,
flytning af eksisterende vandløb,
bygning af dæmning osv. Der skal
laves en form for regulering hvor
åen løber i fjorden, så vandstanden
kan kontrolleres, der skal bygges
udsigtstårne, så der er nok at se til.
Men om lige knap et år, nemlig
den 26. august skulle den officielle
indvielse kunne finde sted. Og
så er nordjylands største sø med
tilhørende vådområde en realitet.
Selve søen bliver på 450 ha og det
tilhørende vådområde, bestående af
engarealer og delvist vanddækkede
marker, kommer op i tilsvarende
størrelse. Så i alt næsten 900 ha
eldorado for fugle, dyr og planter.
Hvordan dette område så stille
og roligt omdanner sig fra opdyrket
agerland til et artsrigt fristed for
såvel dyr som mennesker, er så det
spændende punkt, som vil blive
fulgt de nærmeste år. Vi bliver en
lille gruppe, i første omgang, af
naturinteresserede mennesker, som
har sat sig den opgave, at nedfælde
den sikkert hastigt voksende
mangfoldighed af især fugle. Der
er nemlig blevet stillet i udsigt, at
området vil få samme værdi i kraft
af sin fordeling af åben vand med
tilhørende lavtvandsområder, som
findes i de nærliggende Vejler. Og
her er så godt som alle de danske
svømme og vade fugle repræsenteret,
så det er med stor spænding vi
ser frem til de næste år.
Her lige først i det nye år 2oo6,
skrider arbejdet stille og roligt frem
med hensyn til genetableringen af
Vilsted Sø. I Vilsted er der anlagt
en stor parkeringsplads nær ved de
nedlagte fiskedamme og ude i den
kommende sø, er der etableret to
såkaldte fugleøer. Ved Ranum er
der gravet sejlrende ind til en slags
havn i nærheden af den bygning,
hvor der bliver en stationær udstilling
om søen. Så Ranum kan nu
kalde sig havneby.
På en vandring langs Bjørnsholm
Å en kold søndag eftermiddag i
februar, kom jeg så langt om længe
ud til det, som med tiden skal blive
selve niveau reguleringen af vandstanden
i søen. Det er et stryg, som
det kaldes, og er en forholdsvis simpel
anordning, som tillader vandet
at passere i en bestemt mængde, og
som samtidig giver fisk, navnlig ørreder,
mulighed for at trække op til
deres gydepladser. Det var nemlig

et af ankepunkterne, som den lokale
fiskeforening havde da etableringen
af søen var i offentlig høring. For
var det ikke muligt at opretholde
denne fine stamme af bækørreder,
som åen har været kendt for, var det
under meget kraftige protester, søen
ville blive genetableret, selvom det
nok ikke havde stoppet projektet.
Men der skal være plads til alle,
også lystfiskerne, og et tab af gode
fiskemuligheder, ville også bringe
sår i glæden over at søen igen kommer
til at ligge som et stort, blankt
spejl.
Det ser ud til, at der nu så småt
begynder at løbe vand i søen. I
forbindelse med hævning af en
lille vejstrækning mellem Vilsted
og Overlade, har man blændet en
gravet kanal af, således at vandet nu
løber ind og oversvømmer et område,
som med tiden bliver en afgrening
af selve søen. Og allerede nu,
hvor frosten efterhånden har lukket
ellers åbne vådområder, var der
en masse liv den dag i marts, hvor
jeg tilfældigt kom forbi. Jeg var
på vej til Overlade, og valgte mod
sædvane vejen igennem Vilsted, for
lige at se, hvordan projektet forløb.
Selvom det kun var en forholdsvis
lille sø, som på dette tidspunkt var
dannet, gav det et fint fingerpeg,
om hvordan det kommer til at se
ud om føje tid, når hele området er
etableret. Lige netop fra denne position
på en dæmning, som er hævet
ca. 2 meter over niveau i forhold til
vandspejlet, er der en fantastisk udsigt
mod vest, hvor søen vil komme
til at strække sig helt til Bjørnsholm
og Vitskøl Kloster. Så kan det godt
gibbe lidt i én, når man fantaserer
over, hvordan det kommer til at
tage sig ud, når hele søen ligger der.
Det ser nu endelig ud til, at den
lange vinter er på retræte. Her midt
i marts, nærmere betegnet den 19.,
har dagtemperaturen sørme sneget
sig op på plussiden. Og det kunne
mærkes i den grad, især hvis man
lige kunne finde et sted i læ, for
vinden er stadig noget kølig. Det
fik jeg specielt at føle oppe ved
Bulbjerg, hvor turen gik hen i dag.
Jeg skulle lige have undersøgt,
hvorvidt riderne var vendt tilbage
til det eneste, danske fuglefjeld med
henblik på ynglesæsonen. Det var
de. Bjerget var indtaget af adskillige
ridepar, som ihærdigt gjorde krav
på de til tider meget sparsommelige
udhæng, hvor de kunne etablere en
rede. Riden er en utrolig smuk fugl,
med et meget melankolske skrig,
som i dag var blandet med havets
kraftige brusen. Den er forholdsvis
tillidsfuld, blot man ikke lige stiller
sig hen umiddelbart under en rede.
Men bortset fra riderne, var der
ikke nævneværdigt meget seværdigt
der oppe norden fjords. Selv på
vejlerne, var der forholdsvis stille,
så jeg smuttede hjem ad igen. Planen
var, at jeg skulle køre Kristine,
min datter, ud til nogle heste ved
middagstid, og i den forbindelse
skulle jeg en tur ud omkring Vilsted
Sø, som så småt er ved at kunne
ses i Munksjørup. Det er ikke fordi
der på nuværende tidspunkt, er så
forfærdeligt meget vand og da slet
ikke i forhold, til det der er stillet
i udsigt, men alligevel havde der i
dag samlet sig en masse gråænder,
en del pibeænder, lidt krikænder
og såmænd også et enligt gåsepar.
Men hvad kan det ikke ende med,
når der allerede kan iagttages sådan
en aktivitet nu. Det værste af det, er
næsten, at man bliver utrolig utålmodig
i forventningens glæde, som
jo holdes i ave et stykke tid endnu.
Men des større bliver fornøjelsen
sikkert også, når søen endelig ligger
der og spejler sig i sommerens sol.
Jeg måtte jo lige ud til den stadig
voksende sø denne sidste onsdag i
marts. Området drager mig så småt,
og jeg glæder mig til weekenden,
hvor jeg sandsynligvis vil bruge i
hvert fald lørdag eftermiddag der
ude. Indtil nu har jeg egentlig kun
set en lille del af søen, nemlig det
man kan se fra vejen. Og det er da
bestemt heller ikke så ringe endda.
Men denne onsdag havde jeg bevæget
mig et stykke ud i det noget
mudrede stykke nord for søen. Der

var bidende koldt, noget solen da
slet ikke kunne gøre noget ved.
Blæsten stod frisk ind fra vest, og
med solen ret lavt, var lysforholdene
heller ikke optimale til hverken
at fotografere eller observere i.
Drfor så jeg en mulighed i at få
et bedre udsyn, ved at gå lidt mod
nordvest, ud til et læbælte, som
strækker sig næsten ned til vandet.
Jeg anbragte mig i en position,
så jeg kunne se ud over vandet i
scopet, og kunne da også se både
ænder, viber og en del svaner.
Krikænderne var væk, men der var
stadig nogle få par af pibeænder,
som endnu ikke var trukket nordpå.
Mit kamera var lidt i vejen med
remmen over skulderen, så den
ville jeg lige rette på. Og idet jeg
drejer kroppen for at løfte kikkert
og kamera fri, opdager jeg, at to
rådyr har listet sig helt ind på mig!
Hvad var det for noget rod, det var
jo mig, som skulle liste mig ind på
dem. Nå, jeg fik hevet kameraet i
skudposition, men da var dyrene
ved at forlade scenen. Dog fik jeg
nogle fine skud, hvor de springer
i sikkerhed, skud jeg kunne takke
min fine, nye tele med autofokus,
for. Imidlertid var jeg så heldig, at
de efter et lille stykke tid, hvor jeg
atter koncentrerede mig om livet
på vandet, kom tilbage. Jeg kunne
se dem et godt stykke tid før de
kom ned mod mig, så jeg anbragte
mig siddende i læbæltet og ventede
spændt på, hvor tæt de måske ville
komme. De kom meget tæt. Faktisk
kunne jeg på et tidspunkt ikke have
råen i søgeren så det var lige ved
at blive for spændende. Bukken
var lidt mere forsigtig, han kom
et stykke bag råen, og var lidt
forpjusket i pelsen, sikkert fordi
han var ved at skifte vinterpelsen
ud med noget lidt lettere antræk. Og
så havde han hvad jægerne kalder
en uens opsats. Det vil sige geviret
havde ikke samme længde i begge
sider. Men jeg fik mange gode skud
af begge dyr, så det blev jo en fin
aften.
Dyrene forsvandt så igen og jeg
vendte næsen om mod bilen, godt
forfrossen. Jeg fandt det klogest at
tage samme rute som på udturen.
Der var lidt lumsk ud over den
gamle søbund, selv om der stadig
var bundfrost. Og jeg plumpede da
også i et hul, lige til knæet, da jeg
var kommet et stykke op mod bilen.
Kamera og kikkert røg ned i mudderet,
og jeg var lige ved at kunne
se mig stå der ude i ingenmandsland
i mudder til knæene til jeg
måske blev spottet fra en bil oppe
på vejen. Men jeg kom da fri, og
kunne vende hjem med en speciel
oplevelse rigere.
Jeg følger nu slavisk hvordan
livet langsomt udvikler sig ude ved
søen. Altså på den måde hvor man
kan se de forskellige arter dukker
op, efterhånden som området bliver
kendt for vores flyvende venner.
Og jeg må sige, at der allerede nu
er sket forbavsende meget hvad det
angår. Men man skal jo også lige
tænke på, at søen ligger perfekt
i forhold til trækruten for mange
fugle, som normalt sigter efter Vejlerne.
Når de nu kommer susende
højt over landet og se dette skønne,
nye område, som ligger der til fri
afbenyttelse, er det da klart man
lige slår sig ned og hviler vingerne.
Lige nu ligger der en masse
pibeænder og samler kræfter til den
videre tur op nord på. Sammen med
en del krikænder for øvrigt og i
søkanten tripper de første rødben nu
rundt. Ude mellem sivene ligger et
par knobsvaner og kurtisere hinanden
mens en tredje forsmået ser til
lidt på afstand. Luften er fyldt med
viber som hæst lader deres stemmer
lyde over vandet denne kolde forårs
aften. Og minsandten om ikke
vandriksen pludselig kan høres inde
i rørskoven. Denne besynderlige
lyd, som nærmest er sammenlignelig
med en gris, som går og hyler
og små grynter, går man ikke fejl af
når først man har lært den at kende.
Her lige før påsken sætter ind
midt i april, ser det bestemt ikke ud
til, at foråret indfinder sig på samme
tid. Der er bidende koldt og regnen
siler til tider fra en tung himmel.
Men alligevel var jeg en smut ude
ved søen, for sæt man skulle lide
den tort at misse et eller andet spektakulært.
For som livet udvikler sig
derude i ”Østersøen”, er man så
godt som sikkert på noget nyt hver
gang man tager derud. Så jeg havde
kaffekanden og et par stykker brød
med i lommen. Samt min nyligt
indkøbte kikkert, hentet i Bilka sidste
weekend. En ganske fin en med
betydelig bedre opløsning, end den
gamle, og med den er det næsten
ikke nødvendigt at tage den ”store”
kikkert med. Det havde jeg nu, og
den fik jeg da også brug for da jeg
så hvad jeg i første omgang antog
for en musvåge. Men det viste sig
at være en rørhøg, den første nye art
af rovfugle, som nu havde indtaget
området. Jeg havde længe ønsket
mig, at lige netop denne flotte høg
skulle indfinde sig og det gjorde
den så i dag, og så oven i købet i
to eksemplarer. Altså en han og
en hun. Kragerne var ikke specielt
vilde med deres tilstedeværelse, så
lige så snar en af høgene lettede fra
rørskoven, havde den straks en hale
af utilfredse krager efter sig. Det
bliver nu spændende at se, hvor vidt
de for ro og ellers er tilfredse med
lokaliteten, så de måske etablerer
sig derude. Ellers er der stadig en
utrolig masse ænder, bekkasiner og
viber i og omkring søen. Pibeænderne
og krikænderne burde nu
efterhånden begynde at tænke på
videre tur op nordpå, hvor deres
ynglepladser ligger, det vil sige i
mellem og Nordnorge samt Sverige,
men de må have en fornemmelse
for at, der også deroppe, stadig er
en kende for koldt til de ægteskabelige
fornøjelser.

Jeg sad på min sædvanlige udkikspost
i hen ved en time, hvilket
er det længste tidsrum til nu, jeg
har brugt derude på at observere.
Vejret var som før nævnt ikke lige
til ophold udendørs i længere tid, så
jeg pakkede sammen og gik hen til
bilen for derefter lige at vende hen
omkring der, hvor vejen er blevet
hævet. Der er et rigtig godt udsyn
over søen, og man kan fint se, hvad
der ligger ude på vandet, selv i den
lille kikkert. Mens jeg holdt der,
kom der en scooter tøffende med
en ung mand, som jeg tidligere
har truffet netop her. Han bor i
Overlade, og er en særdeles habil
fuglekikker, må jeg indrømme. Han
havde set en del flere forskellige
fugle, navnlig ænder, end jeg havde
observeret, men han havde også
en større kikkert! Nå, jeg skal nok
komme efter det. Men vi stod og
udvekslede obser, kommenterede
søens udvikling og hvad vi kunne
forvente os der ude. Og vi frøs,
så efter et stykke tid valgte jeg at
starte bilen og kørte ud til der hvor
fugletårnet skal opføres. Der var der
nu ikke noget særligt, så jeg vendte
hurtigt om og kørte tilbage igen.
Og lige som jeg kører over det nye
stykke vej, letter en fin lille falk fra
en af vejpælene. Det var bestemt
ikke en tårnfalk, den kender jeg
godt, den her var meget mindre og
mere stålblå over ryggen. Nu havde
jeg fået at vide, at der var set en
dværgfalk herude, så jeg fik den
hurtigt klasificeret som en sådan,
min første af slagsen. Så på trods af
dårligt vejer, blev det alligevel en
fin dag.
Her en sen onsdag aften efter
endnu en lang arbejdsdag, sidder
jeg igen og småfryser ude ved
søen. Jeg har min lille bakke, hvor
der er rimelig fint udsyn over det
vanddækkede område, som ganske
vist er ved at blive en del tilgroet af
tagrør. Der har ikke rigtig vist sig
noget nyt, bortset fra to skeænder,
som lige gæstevisitter for en kort
bemærkning. Man ved selvfølgelig
ikke om de eventuelt finder det
tilfredsstillende med de fine forhold
herude, man kan jo altid håbe. Jeg
havde nu ellers opgivet at se noget
nyt denne kolde forårs aften, men
under en rutinemæssig gennemsøgning
med scopet, fanger jeg nogle
vadefugle, jeg ikke tidligere har set.
Og selvfølgelig kan jeg ikke finde
dem i fuglebogen, hvilket ærgrer
mig temmelig meget. Men der går
ikke ret lang tid, inden en af fuglene
afslører sig som en brushane. Den
gør sig til over for en anden han
med den for brushøns så karakteristiske
krigsdans. Så trods alt
kunne jeg føje en ny art til dem som
allerede er noteret.
Vi er i starten af juni, og sommeren
er ved at melde sin ankomst
med høje weekend temperaturer i
udsigt. Foråret har været en smule
koldt, og der har ikke været så
megen aktivitet omkring søen. Der
hvor man havde blændet bækken af
i Sjørup, og som følge fik en hel del
blank vand, er der nu fuldstændigt
dækket af græs. Men omkring den
1. juni, blev et nyt stykke af åen,
altså selve Vilsted Å, lukket og det
har allerede givet udslag i et stort
område, som nu er oversvømmet.
Der vil dog gå en rum tid endnu, 2
til 3 mdr. inden man kan sige søen
for alvor er synlig, men det bliver
meget passende hen i efteråret,
hvor der helt sikkert vil komme
mange rastende ænder og gæs. Her
over sommeren vil der ganske vist
indfinde sig sporadiske gæster, som
så forhåbentlig vil vende tilbage
til ynglesæsonen næste år, for der
bliver helt sikkert fine forhold,
til selv den mest kræsne skeand.
Ellers afsøger rørhøgen stadig de
store rørskove på stive vinger, det
gælder både hannen og hunnen,
så måske vil vi kunne se afkom af
denne flotte rovfugl her om ikke så
lang tid.
Her d. 18 juni var jeg en lille tur
ude i/ved søen en lille smut. Jeg
havde til hensigt at undersøge det
område, som senest er blevet sat under
vand ved den sidste opdæmning
af åen. Men der var som om vandet
igen er forsvundet fra jordens
overflade. Som jeg tidligere har
beskrevet, er åen blevet dæmmet op
på en strækning, som ligger umiddelbart
syd for sportspladsen, og det
skulle rimelig hurtigt kunne resultere
i et større område under vand.
Men nu har bundforholdene ændret
sig, så vandet på det nærmeste er
gået under jorden. Eller rettere så
har græsset for en stund fået herredømmet
over vandet. Det vil sige,
at der igen kun er de oprindelige
græsmarker at se der ude nu. Der
er dog vand i et forholdsvist stort
område, blot man begiver sig ud i
gummistøvler. Så går man på det
nærmeste stille og roligt ud i søen,
hvilket er en lidt speciel oplevelse,
som jeg så fik her i søndags. Og
der bliver faktisk temmelig hurtigt
så dybt, at mine støvler ikke var
sikre ret langt ud. Så mon ikke der
alligevel hurtigt kommer til at stå
synlig vand, og da i hvert fald inden
indvielsen d. 26 august.

Så er anden del af opdæmningen
af åen sat i værk. Her er der ingen
tvivl om, hvor den er foretaget.
Det er nemlig ved den gamle bro
på Sjørupvej, altså den vej som
bliver, eller som er blevet lukket
idet der allerede står vand ca.
midtvejs mellem Munksjørup og
Ranum. Så nu stiger vandet sikkert
i et lidt hurtigere tempo frem til det
tidspunkt, hvor åen til sidst bliver
lukket med et stryg ude i Bjørnsholm
som så gerne skulle resultere
i søens endelige udstrækning. Og
der står da også nu blank vand i
det område i modsætning til der,
hvor man først lukkede for vandet.
Her skal der overvindes en højere
græsbevoksning, inden der atter
viser sig et vandspejl.
Den største oplevelse her d. 9.7.
2006, var at jeg fik konstateret, at
rørdrummen ganske rigtig er til
stede derude. Jeg fik et lille hint om
det til en fest aftenen inden, her var
der én, som oven i købet havde set
den tungt baskende over rørskoven.
Men jeg fik den at høre på denne
lidt lumre søndag eftermiddag, hvor
tømmermændene så småt var ved
at fordampe. Dens karakteristiske
stemme, som når man blæser i en
flaske, var tydelig at høre, hvilket
skete et par gange. Man hensættes
med det samme til Vejlernes
vidstrakte rørskove, hvor der jo er
masser af denne smukke men meget
sky hejrefugl. Det er bare imponerende,
at den så forholdsvis tidlig
har indfundet sig ude ved søen, og
det vidner bare endnu engang, om
hvor forunderlig naturen er indrettet.
Og det viser hvilken kvalitet vi
har med at gøre, det til trods for at
hele søen ikke er etableret endnu.
Efterhånden som den sidste
opdæmning af åen begynder at vise
resultat i form af større områder
med blankt vand, begynder der også
at vise sig mere liv ude ved den
kommende sø. Der er stadig ikke
så store arealer med åbent vand
inde omkring Vilsted, men kører
man ud ad den nu oversvømmede
Sjørupvej, er der efterhånden flere,
temmelig store områder, som godt
kan klassificeres som egentlige
søer. Og det er også her, man nu
ser store flokke af hættemåger, som
har indtaget det nye slaraffenland
for diverse svømmende og vadende
fugle. Og netop lige nu, her i slutningen
af juli, hvor de første trækfugle
allerede er begyndt at indfinde
sig, er der god mulighed for at se
især forskellige arter af klirrer. Svaleklirer,
hvidklirer og sortklirer går
nu og afsøger de nye vådområder
for noget spiseligt, inden de fortsætter
syd på. Og lur mig, om ikke der
i den høje vegetation, spankulerer
ting og sager rundt, som endnu ikke
har vist sig.
Vi er nu kommet os over den
varmeste sommer i mands minde.
Varmen fortsætter ganske vist lidt
endnu, her i begyndelsen af august,
men det ser ud til vejret er ved at
indstille sig på sensommer. Det
betyder også en ny tid med hensyn
til livet omkring søen. Vandet stige
stadig stødt, dog var der her i forbindelse
med et kraftigt regnskyl,
et dæmningsbrud, så vandet atter
havde frit løb til Limfjorden via den
gamle kanal. Hullet blev hurtigt,
om end med besvær, lukket igen,
med undtagelse af et afløb i form
af et rør. Så man kan ikke sige, at
den afsluttende opdæmning er tilendebragt.
Men for at vende tilbage
til det med årstiden, så kan man nu
fornemme en betydelig aktivitet
derude. Der er kommet mange
klirer, her kan nævnes mudderklirer,
svaleklirer, hvidklirer, tinksmed
og sortklirer. Bekkasiner, ænder,
blishøns er der tonsvis af, og en
hel del fiskehejrer ser ud til at have
fundet et godt spisekammer i og
ved søen. Jeg tror også bestanden
af rørhøg, er øget med en eller to.
Muligvis yngel, men jeg er slet ikke
sikker. Men den tid, som nærmer
sig, vil virkelig komme til at vise,
hvad vandet og de våde områder
kan tiltrække. Mit gæt er i hundredvis
af gæs, krik- og pibeænder,
måske tusindvis af stære, som vil
finde gode overnatningsmuligheder
i rørskoven. Sammen med lige
så mange svaler, inden de drager
sydpå for vinteren. Måske nogle
enkelte skestorke vil lande når de
begynder turen nedover, området
ligger jo lige i deres trækrute, når
de starter op fra Vejlerne.
I min sommerferie havde jeg

for øvrigt den store fornøjelse, at
flyve hen over søen. Her fra 5oo
m højde, fik man virkelig et godt
overblik over søens udstrækning.
Området er jo meget fladt, og der
er meget svært på landjorden, at se
alle de områder, som på nuværende
er dækkede af vand. Det er da også
den typiske reaktion, man hører fra
folk, som har været ude og se på
sagen. Der er endog meget udbredt
skepsis omkring hvorvidt der overhovedet
vil være vand at se i Vilsted
ved indvielsen af søen. Under alle
omstændigheder bliver det en stor
dag og starten på mange fremtidige
naturoplevelser.
Datoen siger midt i september,
men til trods for det, har vi stadig
flot sommervejr. Det er der ikke
noget usædvanligt i, vi har før haft
fint, varmt og tørt vejr lang ind i
oktober, så ingen grund til bekymring
om global opvarmning af den
grund. Men vi har haft en meget
våd august måned og det kan også
ses ude i søen, hvor vandstanden
nu stiger pænt, ja man kan sagtens
kalde det en sø nu. Hvad angår livet
omkring og på søen, er der ikke
de store forandringer umiddelbart
at spore, det er som om man lige
holder vejret inden det går løs med
de store efterårstræk. Jeg havde
forventet en tilgang af gæs netop
i denne tid, der trækker jo store
flokke syd på over vores hoveder,
men de har altså valgt i første
omgang, at ignorere de indbydende
græsgange, som omgiver søen.
Hvad der derimod ikke mangler
derude, er myg!!! Der er trilionvis
af disse grovædende bæster, som
gør det til noget af en prøvelse,
at sidde og forsøge at fotografere
sådan en sensommeraften, selvom
man har et myggenet over sig. Nu
gjorde det det nok heller ikke bedre,
at der var fuldstændig vindstille her
i aften, så der var gode betingelser
for at gå på vingerne og forsøge
med et masseangreb på min person.
Så det blev kun til et kort besøg
med telelinsen, inden jeg overgav
mig og vendte næsen hjemad igen.
Der er efterhånden etableret
vandrestier hele søen rundt her
midt i september. Og med det
faktum i baghovedet, havde jeg i en
lettere rødvinsrus inviteret OB på
vandring rundt om søen denne flotte
sensommer dag. Ruten er på ca. 22
km og det skulle ikke volde nogen
problemer for et på vandrevandte,
ældre herre som os to. Dog var der
en lille joker med i spillet, nemlig
en uhensigt erhvervet og meget
irriterende ryggene for mit vedkommende.
Jeg skulle lige reetablere
instrumentlyset på bimmeren, og
under denne øvelse, fik jeg en
mindre forstrækning i lænden, altså
et hekseskud. Men det var som om
det havde fortaget sig en smule, så
jeg havde ingen betænkeligheder
med at holde fast i aftalen med
Ole, og da jeg selv havde inviteret,
ja så måtte jeg jo også forsøge at
overholde denne. Så vi startede ud
denne dejlige morgen d. 15. sept kl.
6 om morgenen. Vejret var fortrinlig
med en let vind og temperaturen
omkring de 15 gr. Temmelig varm
for årstiden men det har vi efterhånden
vænnet os til, selvom det ikke
er helt uden bekymring med global
opvarmning og hvad det medfører,
i tankerne. Da det var mig, som
havde foreslået turen, var jeg også
ligesom guide, så jeg mente det var
en god ide at gå med uret rundt.
Det vil sige, at vi fik solen i ryggen
på den første del at turen, men
også at vi gik med ryggen mod
den smukke solopgang. Men som
erstatning for det, fik vi et perfekt
ryglys lige der hvor vi havde mest
brug for det. Men forinden var vi
omkring de fint anlagte scheltere,
som forhåbentlig vil blive anvendt
af mange vandrer af de mere
hårdføre typer som undertegnede
og OB. I det her tilfælde gjorde vi
holdt ved husene på Lyngholmen,
hvor vi indtog vores morgenkaffe
med en efterhånden frisk vind fra
øst. For mit vedkommende var det
ikke den mest behagelige hvile, idet
ryggen ikke umiddelbart havde godt
af den noget krumbøjede stilling,
som en position på en træstub gav
mulighed for. Men det var først da
vi atter genoptog vores vandring,
det gav sig til kende.
Men jeg bed smerten i mig og
humpede efter bedste evne af sted,
og efterhånden gik det da også
bedre med rygværket. Vi kom over
på øst siden af søen, og det var her
vi nød godt af den opgående sols
stærke lys. For her har vi et af de få
steder, hvor man virkelig kommer
tæt på vandspejlet, som det ligger
lige nu. Efterhånden som det stiger,
vil der forhåbentlig blive flere
steder, hvor man ikke er tvunget til
at befinde sig flere hundrede meter
fra det pulserende liv, som befinder
sig på det åbne vand. Men her
denne skønne sensommermorgen
fik vi syn for det liv, som allerede
nu er mulig at skue nemlig i form
af en anseelig flok krikænder, flere
hundrede, som boltrede sig i den
nye sø. Det var sandsynlig vis
ungfugle fra det kolde nord, som
havde slået sig ned her, arten yngler
jo ikke i Danmark, men gæster os
her i efteråret i stort tal. Adskillige
brushøns havde også indfundet sig,
og vi var af den klare mening, at
der var stor sandsynlighed for, at

der til foråret ville være mulighed
for kæmpende hanner i området.
Men vi drog videre, dog med den
erkendelse, at gangsystemet ikke
er helt udbygget på denne side af
søen. Vi var nået over umiddelbart
nordøst for Lunden Skov, og kunne
ikke lige hitte ruten videre rundt, så
vi stak over en mark med pigtråd
og dertil hørende sump, dog uden
at lide overlast, for så at støde til
en sti, som ledte os videre langs
Lunden. Jeg har ikke tidligere
nævnt noget om det fodtøj, jeg
var kommet af sted i, men det skal
siges, at der ikke var tale om noget
særligt hensigtsmæssig korrekt
noget af slagsen. Havde føret været
tørt, eventuelt med en grusbelagt og
velanrettet sti som udgangspunkt, så
havde der ingen problemer været.
Men med ankelhøjt, dugvåd græs,
så var det ikke muligt at gå tørfodet
i billige Bilka boots. Det resulterede
i svuppende tæer allerede efter få
meter i det våde græs, men det var
ikke muligt at ekvipere til andet
fodtøj, men det gik jo alligevel.
Som sagt fandt vi stien igen, og så
gik det eller ud ad mod stryget, som
var næste fikspunkt på ruten.
Sidst jeg var der, det har vel
været i august, var der stort set
ingen vand i den gruskanal, som vi
nu kalder for stryget. Det vil sige, at
vandet på det tidspunkt, ikke havde
nået er niveau, hvor det ville blive
ledet ned i kanalen. Det havde det
nu, og i sådan en grad, at det på
det nærmeste brusede ned igennem
stryget, så man følte sig hensat til
en helt anden verden betydeligt
længere nordpå. For mit vedkommende
var jeg meget benovet over,
at den forholdsvis lille å, Vilsted Å
og altså ikke Bjørnsholm Å, som
den rettelig hedder, har kunnet bidrage
med sådanne vandmængder,
at der kan blive til en stor sø, men
at der også er overskud til, at der
kan sendes vand videre ud i fjorden.
Jeg er så ikke helt med på, hvornår
den endelige regulering skal finde
sted, måske er den der nu, men
det endelige vandspejl er ikke nået
endnu, så måske det udelukkende
skal opnås ved det overskud åen
kan give hen over efteråret. Ude
omkring stryget så vi for øvrigt blå
kærhøg og stenpikker som nogle af
de arter, jeg ikke tidligere havde set
derude.
Efter stryget gik turen videre ind
mod Ranum og jeg må nok tilstå,
at benene og navnlig ryggen, efterhånden
var ved at være godt møre.
Men vi nåde Søhuset i Ranum og
fik en velfortjent hvil. I selskab med
en særdeles charmerende lærer fra
Ranum Skole. Hun havde en klasse
ude til undervisning i natur og
teknik, så hende fik jeg en lille snak
med. Jeg tror man i det her tilfælde
har det lidt nemmere, når man kommer
anstigende i naturdress med
rygsæk og det hele. I alle tilfælde
gjorde jeg alle mulig anstrengelser,
for at virke så professionel som mulig.
Det tror jeg nu ikke imponerede
særligt meget, men pyt nu med det.
Vi kom lidt til hægterne igen, og
fik i mellemtiden snakket med projektlederen
for søen, Martin Nissen,
som var ude i et ærinde vedrørende
opmærkning af ruten omkring søen.
Så vi havde mulighed for at gøre
indsigelser i forhold til det vi havde
oplevet. Men man var klar over
problemet, og de var ved at søge en
løsning. Det var dog et interessant
indslag i dagen og jeg tror
egentlig også vi bidrog med nogle
værdifulde oplysninger i forhold til
arbejdet med den videre etablering
af søen. Herefter gik turen mod
Vilsted, den korteste del af turen
var tilbage. Fra ”havnen” i Ranum

lev der på dette tidspunkt, søsat
to kajakker, som skulle vise sig at
være de to første søgående fartøjer,
som har taget vandvejen til Vilsted
i hen ved 60 år. Vi kunne følge dem
hele vejen og de to både kom frem
næsten samtidig som os selvom det
til tider voldte nogen besvær i form
af kraftig græsbevoksning ude i
søen. Og den ene af roerne kunne
da også berette om rådnende græs,
som gav en særdeles ubehagelig
lugt fra sig. Det er netop det, man
har snakket om med hensyn til,
hvornår vandet bliver klart og rent.
For den voldsomme vækst i tagrør
og græs, vil uden tvivl give sig
udslag i en rådnende biomasse, som
skal skaffes af vejen på naturlig
vis. For øvrigt havde vi en hyggelig
sammenkomst med de to, kvindelige,
roere da de ankom til Vilsted.
Den ene var en i forvejen bekendt
fra Løgstør, som bruger megen tid
på vandet og som da også syntes vi
burde lære os kunsten at ro i kajak.
Og umiddelbart er det nok ingen
dårlig ide, idet man på den måde
sikkert kan komme ind på livet ude
på søen rimelig upåagtet. I hvert
fald vil det være muligt at se det
hele fra en anden vinkel, end den
man ser fra landsiden, så selvfølgelig
skal det prøves. Men det blev
en aldeles fin tur, en dårlig ryg til
trods, og jeg tror vi kan bryste os
af, at være de første, som har taget
turen, dog uden jeg er helt sikker.
I skrivende stund er vi et lille
stykke inde i oktober. Vi har haft
den første lille, bitte storm, ja ok,
måske bare en stiv kuling fra vesten
af, men det smagte da lidt af efterår.
Og ude ved søen er der bare kommet
ænder! Der har ganske vist i en
rum tid lagt en hel del krikænder,
flere hundrede, hvilket har tilført
området utrolig meget liv. Når
sådan en flok går på vingerne, kan
man høre bruset på lang afstand.
Det er typisk, hvis en af de allesteds
værende rørhøge kommer svævende
på stive vinger hen over flokken,
at man ser det betagende syn. Men
der er også ankommet nye arter i
takt med at vandstanden er steget
og årstiden siger efterår. Tager man
sig tid til at gennemsøge de store
flokke af ænder, finder man lige et
par taffelænder. En meget smuk and
med et flot brunt hoved. Og søger
man videre med den store kikkert,
ja så ligger der lige et par skeænder
og snadrer i det klare vand. Sidst
men ikke mindst, er der så her på
det seneste ankommet en kæmpe
flok pibeænder, som jo var flot
repræsenteret i det tidlige forår. Jeg
er ikke helt fri for at tro, at det er
dem, som normalt ligger og vugger
på vandene oppe ved Vejlerne. For
ved en forbikørsel netop deroppe i
dag, d. 8. okt. var der ikke en and
at øjne, men selvfølgelig kan vi
stadig vente mange pibeænder i den
nærmeste fremtid, så mon ikke det
bliver lidt til Vejlerne også.
Det er som om sommeren, altså
sensommeren, ingen ende vil tage.
Vi er stadig midt i oktober, men
solen bager fra en skyfri himmel
forårsaget af et stabilt højtryk, som
har lagt sig over landet. Men det
er ganske vist en stakket frist, idet
der i den kommende uge, altså
ungernes efterårsferie, ser ud som
om der vejerskifte på vej. Mon så
ikke efteråret endelig indfinder
sig, så man ikke behøver at gå og
bekymre sig om global opvarmning
og hvad ved jeg. Det skulle så
ikke undre mig, når vi nu står i det
tykke vintertøj med regn og blæst
om ørene, at man drømmer sig
tilbage til de varme sommerdage.
Men her i weekenden havde vi som
sagt et forrygende vejer med høj
sol og næsten ingen vind, og så er
det den rene svir at stå med den
store kikkert, hvilket ikke er særligt
behageligt når det blæser. Man kan
nemlig ikke komme tæt nok på fuglene
ude ved søen uden den store
forstørrelse, og det er lidt træls,
men omvendt kan det give gevinst
på den måde, at der så måske indfinder
sig mere sky arter, som ikke
er interesseret i alt for tæt kontakt
med os fredsforstyrrer. Og har man
en kikkert, som min, der kan trække
ind med 60 x, ja så behøver man jo
ikke at gå og træde ænderne over
tæerne. Dagens høst kan opgøres til
spidsand som ny art og bjergand,
dog med et lille forbehold, den kan
godt forveksles med troldand, men
jeg har godt nok noteret den som
sådan. Overflyvende gæs, og jeg
skriver udtrykkelig overflyvende,
for de store basser går simpelthen
ikke ned. Jeg forstår det ikke. I dag
passerede 7 canadagæs, to gange
endda, men i første omgang trak
de vest på, ud med fjorden, for så
senere at komme igen med retning
med nord. Garanteret med kursen
sat mod Vejlerne, selvom markerne
omkring søen sagtens kan måle
sig med det nordenfjords beliggende
reservat. Men måske er gæs
mere skeptiske, de er jo en jaget
fugleart, som aldrig har ro for de
her grønklædte rovmordere, som
på snedigste vis forsøger at lokke
dem ned til den visse død eller
lemlæstelse i form af anskydninger.
Jeg har dog ikke opgivet håbet om
at se dem gå ned og mæske sig i det
saftige græs og hvile ud inden turen
går videre syd på.
Datoen overskrider om kort tid 1.
november og der er så småt ved at
kunne anes en form for vintervejer
i det fjerne. Og her umiddelbart
før den sidste weekend i oktober,
har vi også haft den første, kraftige
efterårsstorm. Den var ikke helt så
kraftig, som bebudet, men den fik
da rusket godt op i fjorden. Det er i
forbindelse med eftervirkningerne
af det lavtryk, som gav os stormen,
at vintervejret rykker ned over
landet i den kommende uge. Men
ude ved søen er der nu godt fyldt
op af gæster fra det kolde nord,
hvor vi skal have vejret fra i den
nærmeste fremtid. Jeg har tidligere
givet udtryk for en vis skuffelse
over, at der ingen gæs har været at
se der ude, altså på landjorden. Der
har været masser af overflyvende,
endda i temmelig store flokke,
sådan var det også her i dag, men
jeg fandt da også en lille flok, som

havde slået sig ned for at græsse. 7
stk. nærmere betegnet og så vidt jeg
kunne se, var det grågæs. Men med
bare syv gæs ved søen, er der langt
til de store flokke, man nu kan finde
oppe ved Vejlerne. Der imod var
der i hundredvis af hjejler derude
denne efterårsdag i oktober. Og
sikke et syn når hele flokken går på
vingerne, måske jaget op af en enlig
blå kærhøg, som langsomt afsøger
sit territorium på stive vinger.
Fantastisk når sværmen pludselig
vender, og man ser de lyse farver på
fuglenes underside give genskind
i den lave sol, for lige så hurtigt at
skifte til brunt når flokken vender
igen. Tit letter viberne og de sidste
stære, som lige skal have depoterne
fyldt op, inden turen går til
områderne i det syd engelske og så
er der virkelig mange fugle i luften.
Der er bare ingen, som bruger en
søndag eftermiddag på at nyde
dette spektakulære syn, hvorfor ved
jeg ikke. Nu er det da efterhånden
almindelig kendt, at søen ligger der,
med næsten alle Danmarks svømmefugle
repræsenteret hvilket burde
trække mange fuglekikkere til men
nej. Jeg har indtil nu ikke set én
eneste seriøs fuglemand stå derude
med en ordentlig kikkert på trefod,
og bruge en time på at se, hvad
dette fantastiske område byder på.
Der kommer mange, som ganske
vist kører ud og vender, går ud og
kikker lidt på vandet, men så er det
det. Men selvfølgelig er det jo også
den type mennesker, som er i klart
overtal i forhold til nørder som mig,
og jeg er jo heller ikke fuldbefaren
kikker, men der burde altså måske
hver 3. gang jeg er derude, være
mulighed for at møde ligesindede.
Nå, de kommer nok. Omvendt kan
jeg jo så sige, at jeg kan havde de
gode observationer for mig selv.
Vi er nu nået et stykke ind i
december, den kære julemåned,
og man går jo nok og forventer, at
vejret også så småt skulle begynde
at ligne lidt vintervejer. Men ind til
nu har temperaturen holdt sig langt
fra hvad der bare kunne minde om
en lille smule frost. Ikke engang om
natten daler graderne til et niveau,
som tilnærmelsesvis kunne minde
om normale vintertemperaturer.
Langtidsprognosen for julevejret,
altså i skrivende stund om ca.
14 dage, lover dog et omslag, så
det håber jeg godt nok vil bringe
forholdene tilbage til det normale.
Men ude ved søen er situationen for
så vidt uændret hvad angår mængde
og artsrigdom i forhold til, hvad
jeg sidst har berettet om. Det er
stadigvæk ænderne, både svømme
og dykænder, som dominerer sammen
med et stort antal sangsvaner.
Ude ved stryget så jeg i sidste
weekend, altså lige omkring den 1.
dec., en pæn flok snespurve, som
afsøgte området for noget spiseligt.
Desuden havde jeg den tvivlsomme
fornøjelse at holde en bjerglærke i
hånden. Tvivlsomme fordi den desværre
havde beskadiget en vinge,
og af den grund ikke rigtig kunne
gå i luften, men jeg fik så mulighed
for at tage nogle nemme nærbilleder
af denne kønne fugl, som kun
gæster os her på denne tid af året.
Jeg har flere gange forgæves
spejdet efter en lynhurtig, bevinget
jæger, som efter sigende skulle
holde til på sydsiden af søen. Det
er vandrefalken, jeg tænker på,
men den har ikke ladet sig vise i
min kikkert endnu, men det må kun
være et spørgsmål om tid, for der er
andre, som har haft heldet med sig.
Året går på hæld med mange
gode oplevelser ude fra søen i
erindring. Der var stor spænding
omkring hvad efteråret ville bringe
med sig fra det høje nord, og der er
vi bestemt ikke blevet skuffet. Nu
afventes så forårets komme, hvor
området virkelig skal stå sin prøve.
Jeg tænker her på, hvor mange af
de arter, som vi ser derude nu, som
har til sinds at blive hængende og
videre føre den næste generation
af bevingede væsner. Først da vil
det vise sig, om søens værdi er
overvurderet; jeg tror det ikke. Jeg
stødte for øvrigt på en af de gamle
ildsjæle, som siden 80 `ene, har
arbejdet ihærdigt på at genskabe
søen. Han fortalte, at biologerne på
Vejlerne oplevede, at fuglene i år
har virket meget stresset, som om
de ikke har kunnet beslutte sig til,
hvor det bedste spisekammer var at
finde. Personligt er jeg sikker på,
at de største forekomster af ænder,
har været at finde syd for Vilsted.
Nu mangler der bare en strejfende
havørn og en enkelt fiskeørn, som
slår et smut forbi. Apropos et smut,
var jeg derude en lille tur sidste
weekend, d. 16-17.dec. Lørdagen
skulle bruges til lidt rekreation oven
på en særdeles vellykket julefrokost.
Det blev en kort tur, som jeg
så fulgte op på om søndagen. Jeg
havde parkeret på Ranum siden
af søen, og valgte ruten ud mod
Vitskøl Kloster, og selv om stien
virkede noget fugtig, mente jeg det
muligt at komme et stykke derudaf.
Men jeg kunne godt se, det ikke artede
sig som jeg håbede, så efter en
kort tur, vendte jeg om og begyndte
turen tilbage til bilen. Det var jo
den samme vej, så på den strækning
måtte stien da være sikker. Men
ak og vi, pludselig sank jeg ned
i den bløde søbund og stod der i
mudder til knæene, lidt som det jeg
oplevede i det kolde forår. Kamera
og kikkert led ingen overlast, men
jeg fik da støvlerne godt fyldt op
med søvand.
Året går nu på hæld og man går
så småt og afventer, hvad det nye år,
altså år 2 for søens vedkommende,
vil bringe af spændende oplevelser.
Her over efteråret og igennem den
første del af ”vinteren”, har området
til fulde levet op til forventningerne
og med det liv, som allerede nu
har vist sig derude, er det mig
fuldstændig uforståelig, at man i sin
tid tørlagde søen. Men dengang var
man jo i bekneb for god landbrugsjord,
og selvom det faktisk viste sig,
at den indvundne jord, ikke levede
op til det man havde håbet, forblev
området tørlagt, dog med periodiske
oversvømmelser forårsaget af
en kraftig vestenstorm, indtil nu
her i 2006, hvor søen atter ligger og
spejler himmelen i sit klare vand.

Hvor trist det i sin tid har været, da
søen forsvandt, afspejler sig tydeligt
i nedenstående vers, som stammer
fra Sangen om Vilsted:
Vilsted lå ved søens vove med den
krans af rør og siv,
men nu risler ingen bølge, intet
vandspejl og liv.
Enges grøft og bløde græsser,
humlebi og sommerhø,
råde ene skal derude, hvor den var
den skønne sø.
Hæse skrig af slanke terner, sommervind
fra fjord og strand,
hylder vemodsfyldt i mindet
Vilsted by i Himmerland.
Ja det var ordene her ved årsskiftet
2006/2007. Jeg fortsætter
mine optegnelser i det nye år, det
er en fin måde at fastholde alle de
mange indtryk og oplevelser, man
erhverver sig ude ved søen. Og jeg
deler dem gerne med andre, som
har interesse.
Vilsted Sø 2007.
Året er ikke så gammelt, vi er
et lille stykke inde i januar, og
minsandten om ikke vi har fået
en snert af vinteren. Vinden er for
en kort bemærkning smuttet om i
nord, og det har medbragt en del af
den kulde, som ligger oppe midt i
vore nabolande. Det ser desværre
ud til, at det kun bliver for en kort
bemærkning. Måske får vi en
omgang senere, hvilket for mit vedkommende
vil være endog særdeles
passende. Nu er det ikke sådan,
at jeg helst vil, der skal være hård
frost og snestorm, men at vinteren
har været som i år, bekymrer nok de
fleste en smule.
Det har været en stille måned
ude ved søen. Selv med den
forholdsvis korte periode med frost,
så har vandet faktisk lukket sig.
Det eneste sted med åbent vand
er, ikke uventet, hvor det gamle
åløb gennemskærer søen. Her hvor
vandet ikke er tilfrosset, er der en
stor koncentration af fugle. Søens
bestand af ænder, blishøns og især
sangsvaner, har her ved det åbne
vand oprettet muligheden for at
søge føde. Svanerne har ganske
vist invaderet de omkringliggende
marker, hvor vinterbyggen nu står
med fine, grønne spirer. Man kan
egentlig godt forestille sig, at sådan
en flok på hen ved 400 fugle, har en
vis negativ effekt på en kornmark,
men et imponerende syn, det er det.
Sangsvanerne har i øvrigt selskab
af en pæn flok canadagæs, hen ved
100 stk. så der skal nogen føde til
at mætte så mange fugle af den
størrelse.
Men hvor de store flokke af
fugle gør sig bemærket i kraft
af deres antal, så kan en enkelt
fugl skabe mindst lige så megen
opmærksomhed på grund af sin
skønhed. Jeg fandt den ude ved
de gamle fiskedamme et stykke
vest for Vilsted. Sky som den er,
blev det kun til et enkelt glimt, og
alt for kort til, at det var muligt at
fotografere den. Ved senere besøg
fik jeg den at høre, men ikke at se,
og nu må jeg hellere afsløre, at det
var en isfugl, jeg havde set. Men
der er stor mulighed for, at den vil
holde til derude et stykke tid endnu,
så chancen for et ”skud” er der
bestemt. Sivene gemte for øvrigt
også på vandrikse, som smågryntende
gik rundt, og hyggede sig,
dog uden at lade sig se. Vandriksen
er en forholdsvis almindelig fugl
i de danske rørskove, men den er
meget sky. For det meste opdager
man den kun på grund af dens
meget besynderlige stemme. Hvor
der tidligere lå et hus til ørredyngel,
er der nu en lille sø, som huser en
hel del gråænder. Desværre, eller
heldigvis, er det næsten umuligt
at komme derud, idet jorden nu er
så sumpet, at der er stor risiko for
at synke ned i undergrunden. Men
da jeg vil antage, at der er gode
muligheder for fine billeder af de
omtalte fugle, vil jeg forsøge at liste
mig ud til søen.
Februar har nu budt på rigtig,
godt gammeldags vintervejr med
pivende, kold vind fra øst. Selvom
temperaturen ikke har været så
forfærdeligt meget under frysepunktet,
så har vinden gjort, at det
føltes betydelige koldere. Som
dengang frosten bed i januar, så har
vejerforholdene resulteret i, at store
dele af søen atter er frossen til. Der
er stadig masser af åbent vand, hvor
svaner, ænder og blishøns, kan finde
føde. Dog går sangsvanerne under
disse vejrforhold, nok mere på land
for at mæske sig i vinterbyggen.
Før den sidste periode med frost,
har der været anseelige flokke af
viber og hjejler ude omkring søen.
De er væk nu, og det kan man vel
ikke fortænke dem i. Sammen med
den frosne jord forsvandt muligheden
for netop disse fugle, at finde
noget at spise. De benytter nemlig
de våde områder omkring søen som
spisekammer. Det, at de store flokke
af fugle er væk, gør selvfølgelig,
at der bliver lidt mere stille derude
- der er ikke så meget trafik i luften,
om man så må sige. Alligevel kan
der sagtens være spændende ting
og sager at kikke på. Som lørdag d.
10. februar, hvor jeg havde været i
Trend Skov for at fotografere dådyr
og lige skulle en smut omkring søen
på hjemvejen. På Sjørupvejen, hvor
vejen er hævet lidt over søniveau,
er der mulighed for et godt kik
over søen. Her standsede jeg for at
studere blishønsene, som man kan
komme ganske tæt på, bare man
bliver inde i bilen. Da jeg slog et
blik ud på markerne umiddelbart
øst for vejen, kunne jeg se, der gik
et par fugle og nippede i græsset.
Fugle, jeg ikke lige med det samme
kunne artsbestemme ved at kikke i
min bog. Så jeg tilkaldte assistance
fra en dygtig fugelkigger, som bor
ude i nærheden af søen. Han kom
hurtigt kom til stede og kunne med
det samme fastslå, at det var to
Nilgæs, der var tale om. Det lyder
jo temmelig eksotisk, men faktisk
er der tale om udsatte fugle og disse
to kunne teoretisk være undsluppet
en park eller lignende. Så den helt
store sensation, ja det var det ikke.
Anderledes sensation var
der torsdag d 15. februar. Jeg
havde egentlig planlagt en tur ud
til området, hvor isfuglen havde
resideret, men fortrød, og kørte i
stedet ind til Vilsted og videre ud
mod Wolles Bakke. Idet jeg kom
op over bakken, kunne jeg se en
temmelig stor fugl kredse mod den
skydækkede himmel. Lidt flovt,
må jeg indrømme, antog jeg den i
første omgang for en musvåge, men
i kikkerten kunne jeg se, den havde
et noget andet format. Det viste
sig at være en havørn. Endelig gik
ønsket om at se denne ”flyvende
dør” over søen i opfyldelse. Desværre,
havde den ikke lige i dag til
hensigt at forblive ved søen, idet
den forsvandt, efter et par runder,
svævende på de 2,5 m brede vinger.
Men der er da forhåbninger om, at
den har set et potentielt spisekammer
i søen, så den vender tilbage.
Skal man stille så store forventninger,
at man ligefrem begynder at
snakke om yngle muligheder for
sådan en krabat, så er det da heller
ikke umuligt. Der findes jo egnede
redetræer i form af store løvtræer
i Lunden ved Overlade, så hvem
ved. Men det er selvfølgelig nok at
skrue forhåbningerne lidt for højt
op, baseret på en enkelt havørns
smuttur hen over søen.
Mens der blev observeret efter
den forsvundne ørn, kom der minsandten
en vandrefalk susende. Den
havde kurs lige mod søen og så ud
som om den kendte området godt.
Der har huseret en falk derude igennem
efteråret, men den forsvandt
sammen med hjejlerne. Om denne
vandrefalk kun var på en kort gennemfart,
det vil tiden vise. Men det
fortæller lidt om, hvilke kvaliteter
området byder på, bare man tager
sig tid til at undersøge det derude.
Flemming Fragtrup, Løgstør

www.pdfnet.dk
www.erhvervs-livet.dk
Flensted imødekommer
kundekrav med ny
emballageløsning
Mere lagerplads og lettere
håndtering er blot sidegevinster
ved en ny emballageløsning,
som Stora Enso
Packaging har udviklet til
Flensted A/S, der er en af
Europas førende producent
er af kartoffelprodukter
www.erhvervs-livet.dk
Hold tænderne i
live - hele livet
Sæt hele tiden fokus på den rigtige løsning
- forebyg i stedet for at helbrede og lad i hvert
fald ikke tandproblemer give dig dårlig livskvalitet,
lyder opfordringen fra Farum-tandlæge
set med Jan Gerdes
øjne mere overordnet I receptionen tager Anne, som er uddannet lægesekretær, i det
handler om at give daglige imod kunderne - hos Tandlægerne Gerdes findes nemlig
kunderne et grund-
ingen “patienter”
lag for en bedre
livskvalitet:
virksomhed betragtet anvender
- Vi er en service-
Farum Tandplejecenter årligt store
virksomhed, som
ressourcer på personalepleje, ud-
sælger god og relevant
dannelse og efteruddannelse.
tandbehandling, i helt
Farum Tandplejecenter var i øvrigt
bogstavelig forstand.
for tre år siden en af de første i
Efter en betydelig investering og Vi giver vore kunder det, de har
Danmark, der indførte laserbaseret
nyindretning er Farum Tandple- brug for, og vi bruger de bedste
såkaldt “smertefri tandbehandling”.
jeklinik nu klar med den nyeste teknologier og menneskelige res- de ser det som en god ide at bruge
teknologi inden for tandbehansourcer. Det handler selvfølgelig måske 10.000 kroner nu, frem for
at vente på, at tingene om et par år
har udviklet sig til en behandlingskrævende
lidelse til måske det
Hos Tandlægerne Gerdes bruger
man i øvrigt ikke begrebet “patien
- Folk er normalt ikke syge, fordi
de kommer til tandlæge, og de
fleste kan både gå hertil og herfra.
Vi sælger tandlægeydelser, og vi
driver vores klinik som enhver
anden servicevirksomhed, hvor der
skal være sammenhæng mellem
pris og kvalitet, siger Irene og Jan
Med den seneste opgradering af
klinikken råder de i alt otte ansatte
nu over fire fuldt udstyrede
klinikenheder med computerbaser
ede vision-systemer, digital røntgen
Tandlægeparret Gerdes lægger i
dagligdagen stor vægt på at skabe
grundlag for en god trivsel, og som
Helle
sen, Flensted A/S (t.v.) glæder sig sammen med
Stora Enso Packaging, ikke mindst over det
minimerede emballageforbrug og lettere håndtering, som er nogle af
resultaterne af Stora Ensos emballageløsning til Flensted
octabiner.
- Muligheden
for let og
effektivt at
transportere
så store
portioner af
et “løsvægtsprodukt”
kompletterer
vores
produktudbud
og gør det
lettere at imødekomme såvel
logistik- som miljømæssige
kundekrav nu og i fremtiden,
siger Bent N. Jessen.
Salgschef for
Danmark, Bruno
Hansen, Stora
Enso Packaging
PORTRÆT AF HADSTEN KOMMUNE
Hadsten - en hel kommune
Hadsten Kommune har - med
Hadsten by som geografisk centrum
- et opland med en række landsbyer,
beliggende i Jyllands imponerende
natur. Gennem mange år har der
været en jævn vækst i befolkningen,
så kommunen i dag har ca. 11.700
indbyggere.
Med Med Med den den geografiske geografiske geografiske placering placering placering
midt mellem Århus, Randers og
Silkeborg ligger Hadsten inden for
rækkevidde af både arbejdspladser
og uddannelsessteder - og begge dele
kan kommunen i øvrigt selv byde på.
I Hadsten Kommune findes mange
uddannel sesinstitutioner, og de er en
af de medvirkende årsager til det rige
kultur- og foreningsliv i kommunen.
De mange uddannelsessøgende
præger også både gadebilledet og
det sociale liv i byen, ligesom de
som alle andre aldersgrupper flittigt
bruger “Sløjfen”, kommunens idrætsog
kulturhus.
Hadsten Kommune har pas-
med plejehjem, ældreboliger og
ningsgaranti af børn på institution aktivitetscentre. Kommunens
eller i dagpleje, og på ældreområdet hjemmepleje kan kontaktes døgnet
byder kommunen på tre ældrecentre rundt.
PORTRÆT PORTRÆT AF AF HØJER HØJER KOMMUNE
KOMMUNE
Natur Natur og og nærdemokrati
nærdemokrati
- - i i digernes digernes land land
Højer Højer Kommune Kommune ligger ligger i i
det det sydvestligste sydvestligste hjørne hjørne af af
Danmark Danmark og og er er mest mest kendt kendt
for for sin sin imponerende imponerende natur natur
i i marsken. marsken. Kommunen Kommunen har har
imidlertid imidlertid mange mange aktiver, aktiver, og og
borgerne borgerne oplever oplever et et udstrakt udstrakt
nærdemokrati nærdemokrati og og korte korte beslutbeslutningsgange I I det det sydvestlige sydvestlige hjørne hjørne af af Danmark Danmark
kommer kommer udviklingen udviklingen ikke ikke af af sig sig selv. selv. For For
at at udnytte udnytte ressourcerne ressourcerne bedst bedst muligt muligt er er
samarbejde samarbejde og og nærdemokrati nærdemokrati nogle nogle af af
nøgleordene nøgleordene for for Højer Højer Kommune. Kommune.
De De 3.000 3.000 indbyggere indbyggere skal skal føle, føle, at at
velfærdssamfundets velfærdssamfundets goder goder er er lige lige så så
meget meget inden inden for for rækkevidde rækkevidde i i Højer Højer
kommune kommune som som andre andre steder steder i i landet, landet, og og
på på en en lang lang række række områder områder samarbejder samarbejder
2005-01 PRÆSENTATION
Velkommen til
Nørager Kommune
Nørager Kommune er en lile kommune
med store potentialer på alle
væsentlige områder - der er gode
bomuligheder i smuk natur, og kommunen
har et højt serviceniveau på
børne-, unge- og ældreområdet
Nørager Kommune ligger centralt placeret
i hjertet af Himmerland. Fra idyllen
i det nordjyske landskab kan man
hurtigt komme til storbyer som Aalborg,
Randers og Århus, og mange af indbyggerne
i kommunen pendler dagligt til og
fra arbejde.
Inden for kommunegrænserne findes
dog en række større arbejdspladser på
produktionsvirksomheder, ligesom fylder en del i dagligdagen. Mange
landbrug og tilhørende serviceerhverv virksomheder i varierende størrelse
findes i Haverslev Erhvervsområde lige
ved motorvejen, mens håndværks- og
servicevirksomheder er fordelt over hele
kommunen.
Nørager Kommune har gennem en
årrække prioriteret optimale forhold på
skolerne, og alle kommunens skoler
fremstår i dag i moderniseret og tidssvarende
stand. Nørager Kommune for ældrepolitikken i Danmark.
var i øvrigt blandt de første i Danmark, Nørager Kommune har altid haft tra
som indførte pasningsgaranti. Flere af dition for et meget rigt foreningsliv, og
kommunens børnehaver er kombineret landsbylivet trives i bedste velgående.
med skolefritidsordningerne, og der Der er borgerforeninger i alle lokalsam- aldersklasser - hele året rundt.
kan reageres meget hurtigt på akutte fund, og der er mulighed for at dyrke alt
pladsbehov.
På ældreområdet
er der særdeles veludbyggede
faciliteter, og
Nørager Kommune
råder over tre døgnbemandede
ældrecentre,
hver med sit tilknyttede
aktivitetscenter. Flere
tidligere plejehjem er
omdannet til ældreboliger,
og Nørager
Kommunes praksis har
Hadsten Kommune, Vesselbjergvej 18, DK-8370 Hadsten. Tel (+45) 87 61 40 00, fax (+45) 87 61 40 40 - www.hadsten.dk
Nørager Kommune, Jernbanegade 13, 9610 Nørager - Tel (+45) 96 72 25 00, Fax (+45) 96 72 25 99 - www.noeragerkom.dk
www.pdfnet.dk
2004-01 PRÆSENTATION
Velkommen til
Hammel Kommune
Hammel ligger som en grøn perle
i det midt- og østjyske landskab,
omkranset af Frijsenborgskovene.
Med sin centrale placering blandt
de større byer - Randers, Århus,
Silkeborg og Viborg - har Hammel
i generationer været det naturlige
handelscentrum for store dele af
Midtjylland, hvilket også byens store
udbud af dagligvarebutikker og
udvalgsforretninger vidner om
Hammel har gennem årene løbende dem. Kommunen er kendt for at føre
været i vækst, og mange offentlige og en aktiv landsbypolitik, hvor borgerne
private virksomheder og institutioner er involveret i udviklingen af såvel
har etableret sig i byen. En af mange fritids- og kulturlivet som den fysiske
effekter heraf er, at der i dag i
planlægning. Hammel Kommune er
kommunen bor mange veluddannede og endvidere endvidere i i gang gang med med at at planlægge planlægge
højt kvalificerede mennesker. Hammel en en helt helt ny ny bydel bydel vest vest for for Hammel Hammel
Kommune har en aktiv politik overfor bycentrum, bycentrum, og og her her vil vil opstå opstå et et stort stort
virksomheder, virksomheder, der der ønsker ønsker at at etablere etablere udbud af yderst varierede boformer i et
sig, sig, og og kommunen kommunen lægger lægger vægt vægt på på at at særdeles naturskønt område.
yde yde en en god god og og fleksibel fleksibel erhvervsservice.
erhvervsservice. I hele Hammel kommune er
Hammel Hammel er er et et attraktivt attraktivt bosted bosted for for der børnepasningsgaranti, og alle
de de mange, mange, der der gerne gerne vil vil bo bo uden uden for for kommunens skoler er nyrenoverede
de de store store byer, byer, men men som som alligevel alligevel gerne gerne og velfungerende. På ældreområdet
vil vil være være inden inden for for rimelig rimelig nærhed nærhed til til har fornøden omsorg og gode
bomuligheder den højeste prioritet.
Ligesom for landet som helhed vil der
i de kommende år i Hammel kommune
ske en forskydning mod flere ældre,
og det tager Hammel Byråd naturligvis
højde for i sine planer og strategier.
Et godt og værdigt liv for ældre og
svage borgere er en af kommunens
hovedmålsætninger.
indbyggere i Hammel kommune,
Befolkningssammensætningen i
Kommunen har desuden et
og ifølge befolkningsprognosen Hammel kommune er lidt anderledes
blomstrende blomstrende idræts- idræts- og og foreningsliv,
foreningsliv, vil antallet fortsat stige. En fortsat end i nogle af nabokommunerne.
et et stort stort kulturhus kulturhus med med multihal, multihal,
befolkningstilvækst er af væsentlig Andelen af børn og unge er lidt lavere,
bibliotek bibliotek og og meget meget mere. mere. Der Der er er betydning for kundeunderlaget for mens andelen af 67-årige og derover er
svømmehal svømmehal og og friluftsbad, friluftsbad, golfbaner golfbaner og og kommunens handelsliv, og også for en anelse højere.
rideklub rideklub og og masser masser af af andre andre fritids- fritids- og og anden privat og offentlig service.
idrætsfaciliteter.
idrætsfaciliteter.
Den Den 1. 1. januar januar 2004 2004 var var der der 10.755 10.755
2005-01 PRÆSENTATION
Velkommen til
Aalestrup Kommune
I den sydlige del af Vesthimmerland,
hvor naturen viser sig fra sin
smukkeste side, ligger Aalestrup
Kommune. Området er kendetegnet
ved kuperet og varieret terræn, og
kommunen gennemskæres fra øst til
Hammel Hammel Kommune, Kommune, Torvegade Torvegade 7, 7, 8450 8450 Hammel Hammel - - Tel Tel (+45) (+45) 8762 8762 1100, 1100, fax fax (+45) (+45) 8762 8762 1200 1200 - - www.hammel.dk
www.hammel.dk
www.pdfnet.dk
vest af den naturskønne Simested Å
Spredt i landskabet ligger små og velfungerende
landsbyer, og i kommunens
lokalsamfund bidrager både foreninger
og frivillige til et aktivt fritidsliv.
Bomulighederne er flere, hvad enten
man foretrækker leje- eller ejerboliger,
ligesom der er et fint udbud af andelsboliger.
I kommunen er der børnepasningsgaranti
for børn frem til og med tredje
klasse, og Aalestrup Kommune har en
lang række fritidstilbud for større børn
og unge.
bibliotek har til huse.
Aalestrups kommuneskoler
er alle opdaterede
med hensyn til IT og internet,
og flere steder i kommunen
har borgerne gratis
adgang til Internettet, som
bliver en stadigt vigtigere
faktor i vor dagligdag.
På ældreområdet byder
Aalestrup Kommune på en
velfungerende ældrepleje
med to ældrecentre, og
kommunen bistår på flere
fronter med tilbud om
aktiviteter i både social
og sundhedsmæssig sammenhæng.
Aalestrup Kommune
prioriterer erhvervslivet
højt, og kommunen er
kendetegnet af et varieret
erhvervsliv med fokus på
håndværk og servicefag
I det hele taget er der rig mulighed
- og flere af kommunens
for at dyrke fritids- og kulturlivet i
virksomheder har karakter
Aalestrup Kommune, og kulturhuset
af producerende industri.
Knaberscenen på dette område et meget
Det bredeste udbud af
stort aktiv. Her findes biograf- og teat-
dagligvare- og specialforersal,
og Knaberscenen ligger som et
retninger findes i Aal-
centralt element i hele det nyskabte kulestrup,
men også i lokalturmiljø
omkring Knabergården i Aalesamfundene
er der et fint
strups centrum - hvor også kommunens
udvalg i begge kategorier.
Aalestrup Kommune søger
på enhver vis at bidrage
til, at der skabes de bedste
rammer og vilkår for det
lokale handels- og erhvervsliv.
www.pdfnet.dk
Aalestrup Kommune havde 7.621
indbyggere pr. 1. januar 2004.
- Ingen copyright
Aalestrup Kommune, Aagade 25, 9620 Aalestrup - Tel (+45) 96 97 05 00, fax (+45) 96 97 05 02 www.aalestrup.dk
Dette magasin er produceret med tekster og billeder fra www.pdfnet.dk.
April 2007
Støttet af Aage V. Jensen Naturfond
PDFnet v/Tommy Hansen, Gunderupvej 151, 9640 Farsø - Tel. 70 23 15 66