Årsskrift 2007

GARDEHUSARREGIMENTET 

ANTVORSKOV KASERNE 

IN ACTIS ESTO VOLUCRIS 

VÆR LYNSNAR I HANDLING 

Årsskrift 2007

GARDEHUSARREGIMENTET ANTVORSKOV KASERNE

GARDEHUSARREGIMENTET 

ANTVORSKOV KASERNE 

Årsskrift 2007 

IN ACTIS ESTO VOLUCRIS 

VÆR LYNSNAR I HANDLING 


Gardehusaren udgives af Gardehusarregimentet 

i samarbejde med Sjællandske Livregiments Soldaterforening 

og Danske Gardehusarforeninger, 

hvis protektor er: 

Hans Kongelige Højhed Kronprinsen. 

Bladet fordeles til alt tjenstgørende personel ved 

Gardehusarregimentet og udsendes til alle medlemmer 

af Sjællandske Livregiments Soldaterforening 

og Gardehusarforeningerne i ind- og udland samt 

personel i international tjeneste. 

Redaktion: 

Major E.B. Sørensen, ansvarshavende redaktør 

Oberstløjtnant Knud Skafte, redaktør 

Oversergent Janne U. Ramsing, redaktør 

Bladudvalg 

Peer C. Høegh-Guldberg 

Knud Skafte 

Freddy Rasmussen 

Ole Bent Pedersen 

Helmer Christensen 

Per Küster 

Major E.B. Sørensen 

Oversergent Janne U. Ramsing 

Overassistent Susan T. Johansen: sekretær 

Redaktionens adresser 

Lokalstof: 

OS J. Ramsing, 1 PNINFBTN/GHR, 

4200 Slagelse 

Tlf. 58 55 55 55, lokal 7104 

Fax: 58 55 78 99. 

Email: ghr-infoelm@mil.dk 

Redaktionens meninger må ikke tages som udtryk 

for regimentets officielle standpunkter. Ligesom 

redaktionen ikke behøver at dele den opfattelse, 

forfattere af de forskellige artikler giver udtryk 

for. 

Trykt oplag: 5000 

Repro & tryk: Slagelsetryk Marketing ApS 

Annoncetegning: 

Slagelsetryk Marketing ApS 

Rosengade 7C, 4200 Slagelse 

Telefon 5853 0011 Fax 5850 0163 

mail: info@slagelsetryk.dk 


Indholdsfortegnelse 

Regimentschefens jule- og nytårshilsen .......................................6 

Til Nytårskur hos Dronningen ........................................................ 7 

Et sidste farvel til Kenneth Holst ...................................................9 

Pårørendearrangement ved spejdereskadronen ......................... 10 

Æresparade for Irak-soldaterne på Hold 8 ...................................11 

Bornholm udfordrede danske og tyske soldater ......................... 12 

Bronze til dansk patrulje .............................................................. 14 

Rextur à la GHR ............................................................................ 16 

Soldater-kammerater delte glæder og frygt ................................ 19 

Gardehusarregimentets idrætsdag ..............................................20 

Forældredag ved hesteeskadronen ............................................. 22 

Smil du er på .................................................................................24 

De Blå Baretters jubilarstævne ....................................................26 

Tappenstreg 2007 ........................................................................ 27 

Rejsebreve fra Sudan ...................................................................28 

Skarpskydningskursus i bjergene ................................................ 31 

Gardehusarer hædret ................................................................... 33 

En ny forening bliver født ............................................................ 34 

To Gardehusarer dræbt i Afghanistan .......................................... 36 

Vi er så stolte af jer ...................................................................... 37 

Julehilsen ...................................................................................... 38 

En ny forening bliver født ............................................................ 34 

Præsidentens hilsen i anledning af årsskiftet 2007/08 ............... 39 

GARDEHUSARREGIMENTET ANTVORSKOV KASERNE 

5

Regimentschefens jule- og nytårshilsen 

Er du en glad regimentschef her 

ved årsskiftet? 

Både og! Som chef nej! Som officer 

ja! Som menneske ja! 

Som chef er jeg ikke glad. Og desværre 

bliver det værre af, at jeg kan 

se og høre alt for mange af Hærens 

officerer på alle niveauer, chefer for 

kompagnier, bataljoner, regimenter 

og sektioner i stabe, som heller ikke 

er glade – især som chefer. Alt 

for mange unge officerer og befalingsmænd 

taler om at afprøve sig 

selv med andre karrieremæssige 

udfordringer. Kendetegnet for dem 

alle er efter min opfattelse, at de 

dagligt føler at skulle kæmpe op 

ad bakke for at få de arbejdsvilkår, 

som er nødvendige for at kunne 

samle deres enheder om sig; at være 

coach for medarbejderne i hverdagen; 

inspirere deres medarbejdere 

til at yde endnu mere, have direkte 

indflydelse på at udvikle medarbejderne 

til det de er bedst til inden for 

enhedens rammer; rådgive og inspirere 

medarbejderne om uddannelse 

6 

og have indflydelse på, at 

motivationen fastholdes 

og se, at det lykkes. 

Kort sagt jeg efterlyser 

et arbejdsmæssigt kick 

i hverdagen, som vores 

hjemvendte kammerater 

fra mission kommer hjem 

med. De stråler at selvtillid, 

de har gjort en for- 

skel såvel for omverdenen, 

men ikke mindst også 

for deres kammerater. 

De har oplevet at få et 

fællesskab til at fungere 

helt ud i detaljen; chefer 

og førerne har været helt 

tæt på medarbejderne 

og været den samlende 

faktor uden bureaukrati, 

manglende beføjelser og 

utidige ydre beordringer 

fra foresatte, de aldrig 

har mødt. Kort sagt de 

har set det optimale samspil mellem 

officerernes, befalingsmændenes 

og professionelle meniges arbejdsglæde. 

Som officer er jeg glad for alle de 

positive unge, der kommer til regimentet 

to gange om året og gen- 

nemgår Hærens Basisuddannelse 

(HBU). Deres gå-på-mod og vilje er 

smittende. Mange viderefører deres 

militære uddannelse og afslutter det 

første års uddannelse med at tegne 

en kontrakt for at komme ud i verden 

og afprøve færdighederne sam- 

men med kammeraterne. 

Det er fantastisk flot, at de formår 

at nå et professionelt niveau, som 

tilfældet er. Det er ubegribeligt for 

mig, at jeg kan finde oberster i 

Hæren, som ikke kan se nødvendigheden 

af, at vi har en bred berøringsflade 

til samfundet igennem 

værnepligten, som giver unge mulighed 

for at finde ud af, om de kan og 

vil være soldat. Mange søger derfra 

en karriere i forsvaret. Og vi skal 


bruge, alle der vil! 

Tilsvarende er det fantastisk at se 

trofaste, gamle medarbejdere inden 

for specialistfagene, som stadig holder 

ud og får det hele til at fungere 

på forunderlig vis. 

Tak til alle for jeres indsats i årets 

løb! 

Desværre oplever jeg også, at enhver 

røst, som løfter sig om vores 

arbejdsvilkår, bliver mødt med den 

mistro, at kritik alene er ønsket om 

at føre tilstandene i forsvaret tilbage 

til ”de gode gamle dage”. Intet 

er mere forkert. Det er ikke en synd 

at begå fejl, men det er en stor synd 

ikke at rette erkendte fejl. Lad os i 

fællesskab forsøge at anvende det 

nye år til at forandre og forbedre 

vores fælles hverdag. 

Jeg er glad, fordi jeg er heldig at have 

et godt familieliv og kan glæde mig 

over et positivt, givende fællesskab 

der. 

Det håber jeg meget, at alle husarer 

og deres familier også kan sige, og 

med det håb ønsker jeg alle medarbejdere 

på Antvorskov Ka-serne 

samt husarer herhjemme og i missionerne, 

De Danske Gardehusarforeninger 

og Sjællandske Livregiment Soldaterforening 

En rigtig Glædelig Jul 

og et Godt Nytår. 

Regimentchef 

oberst I.H. Sørensen

Som afslutning på "Store kur", eskorterer husarerne Dronning Margrethe og Prins Henrik tilbage til Amalienborg 

Til Nytårskur med Dronningen 

Af: Oversergent Janne U. Ramsing Stab/I Panserinfanteribataljon/Gardehusarregimentet 

Igen i år, som alle de foregående 

år, var husarerne 

klar til at gøre tjeneste for 

Hendes Majestæt Dronningen, 

i dagene 3. - 4. januar 

2007 til den årlige nytårskur. 

Ømme muskler og siddesår 

For at alt skal spille til UG kryds og 

slange skal der trænes. Derfor var 

de tilkommanderede officerer og 

befalingsmænd, kaldt ind i dagene 

mellem jul og nytår, for at træne på 

den af eskadronen tildelte hest. 

Uanset hvor meget man gerne vil, 

så er det ikke altid at der i den daglige 

tjeneste, kan afsættes tid til at 

vedligeholde sine ridefærdigheder, 

selvom lysten er der. Så for nogle af 

de tilkommandere officerer og befalingsmænd, 

kunne det meget tydeligt 

mærkes i form af ømme muskler 

og for nogles vedkommende,et eller 

to siddesår. 

De første tre dage blev brugt til dag- 

lig ridning og derefter eskorte træning. 

Daglig ridning for at hest og 

rytter lige kan få brændt det værste 

krudt af efter juledagene og samtidig 

få vist hvem der bestemmer 

over hvem. Derefter blev der øvet 

på de kommandoer og formationer 

der skulle bruges ved de to dages 

eskorte tjeneste. Det kom der rigtig 

mange sjove episoder ud af, men 

det er jo selvfølgelig også under 

træ-ning der skal laves fejl, for som 

de kloge siger ”det er jo fejlene man 

lærer af”. 

Bytur i København 

Lørdag inden nytår, var dagen hvor 

finpudsningen af detaljerne skulle 

stå sin prøve, inden den store generalprøve 

den 2. januar, hvor vi skulle 

inspiceres. Træningen gik fint og de 

ting, der skulle rettes blev rettet 

med det samme så ingen var i tvivl 

om hvor de skulle placere sig ved 

op/afmarch både på Amalienborg 


Slotsplads og i Sct Jørgensgården 

ved Christiansborg. I forlængelse af 

træningen, red vi som det er sædvane 

når husarerne er i København, 

en tur ned gennem strøget. Og om 

det var hestene eller husarerne, der 

tiltrak de mange mennesker, skal jeg 

ikke kunne sige, men man skulle tro 

samtlige københavnere var i byen 

den dag, for der var godt nok mange 

der stoppede op og kiggede eller 

tog billeder. Det er egentlig en lidt 

sjov tanke, at der i nogle danskeres 

fotoalbum, måske ligger et billede 

af en selv. 

Hvad er en hestelængde 

D. 2. januar var dagen, hvor chefen 

for adjudantstaben oberst S L. 

Jacobsen skulle inspicere os. Nu var 

det at vi skulle vise om dagene mellem 

jul og nytår havde båret frugt. 

Men som skuespillerne ved teateret 

siger ”der skal gå et eller andet galt 

ved generalprøven, ellers går det 

7 

()

galt ved premieren” og det ordsprog 

fulgte vi. Om det var hestene oppe 

foran der var lidt for kække efter 

to dages nytårsferie skal jeg ikke 

kunne sige, men da vi passerede 

Kgs. Nytorv var eskorten delt i to. 

Hvor der normalt er en hestelængde 

mellem ruderne, var afstanden mellem 

første deling og kareten, nu på 

ca. seks hestelængder. Dette blev 

ved evalueringen kommenteret af 

obersten med ”det så generelt rigtig 

flot ud, der skal bare lige arbejdes 

lidt med tempoet” hvorefter han 

afsluttede med at ønske os held 

og lykke de næste to dage. 

Sidst ind først ud 

Så kom dagen, hvor den første del 

af kuren skulle stå sin prøve (også 

kaldet Lille Kur). Dagen er forbeholdt 

herværende udenlandske diplo- 

mati og andre særligt indbudte. Kl. 

1055 stod vi opmarcheret sammen 

med Livgardens fanekommando i 

Sct. Jørgensgården. Eskorten står 

opmarcheret indtil alle de indbudte 

er kørt ind på Christiansborg Slot 

og ca. en time senere når de kører 

ud igen og som traditionen byder, 

er det Dronning Margrethe og Prins 

Henrik der ankommer sidst og kører 

først. Ud over den beredne eskorte, 

stillede gardehusarerne også et fod- 

kommando, bestående af de to 

måneder gamle konstabelelever fra 

stabskompagniet I Panserinfanteribataljon. 

De stod inde på Kongetrappen 

sammen med et kommando fra 

Livgarden. Det skulle efter sigende, 

have været noget af en oplevelse. 

700 - 800 håndtryk 

Store Kur er den dag som husarerne 

ser mest frem til. Det er det vi har 

trænet til, og der er nu noget specielt 

ved at være en af de få, der 

tjener Dronningen på så tæt hold, 

så det skal bare skal spille hundrede 

procent. Man skulle også mene 

at hestene syntes bedre om denne 

del af kuren, for her bliver de rørt i 

8 

forhold til dagen før, hvor de stod 

stille det meste af tiden. Kl. 0900 

stod vi opmarcheret inde på Amalienborg 

Slotsplads, klar til at eskortere 

Dronningen og Prinsen, i den 

lukkede guldkaret, ind til Christiansborg 

Slot. Familie og venner til 

de beredne husarer, stod i en stor 

pærevælling med københavnere og 

turister, opmarcheret langs med 

ruten. Denne gang var det store 

tilløbsstykke dog ikke husarerne 

til hest, men Dronning Margrethe 

og Prins Henrik. Der var flere der 

havde flag i hånden som de vinkede 

med, mens andre bare kiggede eller 

knipsede løs med kameraerne. 


Fakta om Nytårskuren 

Det siges, at Dronningen og Prinsen 

i løbet af denne dag, har modtaget 

mellem 700 - 800 gæster. Det bliver 

til mange håndtryk i løbet af en dag. 

Ca. kl. 1300 skulle Dronningen og 

Prinsen eskorteres tilbage til Amalienborg 

Slot og alt skulle så bare 

gøres i omvendt rækkefølge. 

Tilbage i staldene kunne alle ånde 

lettet op, det var gået godt og efter 

regimentets fotografens udsagn, 

havde det set godt ud. n 

Nytårskuren er en tradition af ældre dato. Traditionen med nytårskur 

stammer fra enevældens tid. Dengang var samfundet delt op i en fast 

rangorden med den enevældige konge som det strålende overhoved 

for de forskellige rangklasser. 

I dag er nytårskuren så omfattende, at den holdes over tre dage, men 

traditionen tro modtages de forskellige rangklasser i tur og orden. 

Den fineste kur foregår 1. januar i Christian VII’s Palæ på Amalienborg. 

Dér modtager Hendes Majestæt Dronningen og andre kongelige 

familiemedlemmer gratulanter fra hoffet, Folketinget, regeringen, 

Højesteret og den øverste embedsstand. 

To dage efter modtages det herværende udenlandske diplomati, 

Gardehusarregimentets officere, Livgardens officere, Højesteretsdommere 

og andre særligt indbudte. Her er der tradition for, at de 

udenlandske diplomater møder op i nationale klædedragter. 

Ved den tredje og sidste kur, den såkaldte store nytårskur, indledes 

dagen med, at regentparret kører i guldkaret fra Amalienborg til 

Christiansborg Slot. Guldkareten, der er fra 1840, ledsages af 43 

gardehusarer i gallauniformer. Derefter hilser regentparret på officerer 

fra Forsvaret, Beredskabsstyrelsen, I., II. og III. rangklasse samt 

indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og kongelige 

protektioner. De tre øverste rangklasser omfatter fx generaler, 

oberster, hofjægermestre, statsskovridere, politimestre, landsdommere, 

professorer, biskopper og domprovster. Formålet med kuren 

er at ønske hinanden godt nytår, og gæsterne får mulighed for at 

takke for den interesse, kongehuset har vist en institution eller en 

organisation i det forgangne år

Et sidste farvel til Kenneth Holst 

Af major K.A. Vennike, Chef for 

Ceremonielementet 

Onsdag den 17. januar 2007 

modtog regimentet den 

triste meddelelse, at konstabelelev 

Kenneth Holst, 4 

spejdereskadron var afgået 

ved døden ved en skydeulykke 

i Oksbøl skydeterræn. 

Kenneth Holst blev bisat fra Bjæverskov 

kirke fredag den 26. januar 

2007, og mere end 350 personer 

fulgte Kenneth den sidste vej, herunder 

hele hans eskadron og mange 

ungdomskammerater. Tilstede fra 

forsvarets øverste ledelse var bl.a. 

Forsvarsminister S. Gade, Chefen 

for Hærens Operative Kommando 

general P. Kiærskou og Chefen for 

Gardehusarregimentet oberst I.H. 

Sørensen. Efter tilladelse fra familien 

og sognepræst Hanne Bohr gen- 

gives efterfølgende sognepræsten 

tale ved Kenneths Holst bisættelse. 

Æret være 

Kenneth Holst minde 


9

10 

Alt glarmesterarbejde udføres 

• Termoruder / reparationruder 

• Spejle & glas efter mål 

• Billedindramning 

• Autoruder / Rep. af stenslag 

• Vinduer / Døre i træ & alu 

• Forsikringsarbejde 

5852 0212 • 5852 4505 

Langes Gård 13 • 4200 Slagelse 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

THOMAS JULL OLSEN 

LØNGGÅRDENS GRUSGRAV & 

VOGNMANDSFORRETNING - 

SORØ CONTAINERTRANSPORT 

Løngvej 14 • 4180 Sorø 

Telefon: 5783 1854 

Telefax: 5782 1854 

www.tjo.dk • t j o @ t j o . d k 

Der var nok ingen der kunne sige sig fri for at sende en tanke til Kenneth 

Holst der var blevet begravet dagen før, da man stod linet op til afskedsparade 

den 27. januar 07. 

Pårørendearrangement for 

spejdereskadronen 

Pårørendearrangement 27 JAN 

2007 for Spejdereskadronen 

Irak, hold 9 

Garnisonsstøtteelementet 

ved Gardehusarregimentet afholdt 

lørdag d. 27. januar, kl. 0930 - 1400 

- pårørendearrangement for Spejdereskadronen, 

der medio februar 

skal udsendes med Irak, hold 9. 

Familien udtrykte stor respekt 

for det profesionelle virke 

Arrangementet var meget vellyk- 

ket, idet ca. 230 pårørende og 30 

børn var tilmeldt og deltog i arrangementet. 

Med baggrund i den tragiske 

ulykke under uddannelsen i Oksbøl, 

blev programmet tilpasset, således 

at de øvrige på-rørende kunne 

orienteres om forløbet omkring 

ulykken, samt de foranstaltninger 

som Uddannelsesbataljonen, 

Spejdereskadronen og Gardehusarregimentet 

havde sat i værk i 

forbindelse med ulykken. Familien 

til den sårende sergent deltog i 

arrangementet og familien bidrog 

ved at udtrykke sin store respekt 

for det professionelle virke som en- 

heden og kammeraterne havde ud- 

vist under de tragiske hændelser. 

De var meget taknemmelige for den 

store støtte og opbakning familien 

havde fået af Forsvaret i denne 

situation. 


Orientering 

Chefen for Spejdereskadronen, 

kaptajn Vilhelm Elsang, og chefen 

for danske bataljon, Irak - hold 9 - 

oberstløjtnant Kim Petersen oriente- 

rede efterfølgende om opgaverne og 

forholdene i missionsområdet. 

Herudover bidrog socialrådgiveren, 

”Netværket” og ”Kammeratstøtteordningen” 

med gode indlæg, således 

at de pårørende blev ”klædt på” 

til at kunne støtte soldaterne, når 

de udsendes til IRAK. 

God opbakning 

Gardehusarregimentet og Spejder-eskadronen 

er meget tilfredse 

med forløbet af arrangementet 

samt den store opbakning, der 

blev vist enheden. n 

Chef for den danske bataljon Vil- 

helm Elsang, orienterer de pårørende 

om ulykken i Oksbøl

Oberst Per Mikkelsen afleverer den medbragte sadeltaske til regimentschef I.H. Sørensen 

Æresparade for Irak-soldaterne på Hold 8 

Af: Journalist Kim Brandt fra Sjællandske den 26. februar 

De har oplevet temperaturer 

fra -3 til +56 grader, så vejrmæssigt 

var lørdagens is og 

sne ikke noget at snakke 

om for Spejdereskadronens 

omkring 80 soldater og de 

50 stabsfolk, der lørdag mid- 

dag blev hyldet for deres 

indsats i Irak de sidste seks 

måneder. De mange ansigter 

bar tydeligst præg af de 

høje temperaturer, men der 

var samtidig stor glæde at 

spore over at være hjemme 

igen - trods kulde og sne. 

Omkring 150 pårørende var vidner 

til æresparaden, der forgik i »Eksercerhuset« 

hos Gardehusarerne. 

Det utroligt bløde underlag må have 

mindet soldaterne lidt om ørkensandet, 

men fast stod de, da oberst I. 

H. Sørensen holdt en kort tale, hvor 

han takkede dem for indsatsen: 

- Der er ingen tvivl om, at I har udført 

et solidt stykke arbejde, sagde 

obersten anerkendende. 

Oplevelser skal bearbejdes 

Forud for paraden er gået et forløb, 

hvor soldaterne er blevet debriefet 

og har fået foretaget et helbredscheck. 

Desuden har mange 

talt med socialrådgivere og psykologer, 

der hjælper til med at »få sjæ- 

len« med hjem. Når man har været 

udsendt til Irak, er det ikke unormalt, 

at man bliver en »adrenalinnarkoman«, 

siger kaptajn T. E. Johansen: 

- De har jo været »på« 24 

timer de sidste seks måneder, og 

der går lige lidt tid, inden de »gearer« 

ned igen og vænner sig til det 

fredelige Danmark. 

De pårørende har også fået et detaljeret 

indblik i, hvad soldaterne 

rent faktisk har lavet i Irak. Det gør 

det lettere at tale sammen bagefter, 

for ofte er der mange ting, der lige 

skal falde på plads igen. 

Når der så er gået tre og seks måneder, 

følger psykologerne atter op 

på de mange samtaler, og prøver 

dermed at sikre, at alle er kommet 

helskindet hjem. Desuden er der et 

omfattende kammeratstøtte-netværk, 

som soldaterne kan trække 

på for at bearbejde de ofte stærke 

indtryk. 

Nu er der ferie 

De fleste soldater kan nu holde en 

velfortjent ferie i to til fire uger, inden 

de atter melder sig til tjeneste. 

Nogle går i gang med en helt anden 

uddannelse, mens andre fortsætter 

hos militæret på en K-35 kontrakt, 

der betyder, at de bliver i forsvaret, 

indtil de fylder 35. 


Glad for at være hjemme 

Oberst og aftrædende chef for 

Dancon Bataljonen, Per Mikkelsen, 

er ikke i tvivl om, at de danske styrker 

har gjort en forskel i Irak: 

”Jeg vil især fremhæve genopbygningen 

og indførelsen demokratiet 

som synlige beviser på vores indsats”, 

siger han. Han er selv glad 

over at være hjemme, og mener i 

øvrigt, at august måned er et godt 

tidspunkt at trække de sidste danske 

soldater hjem på: 

- De irakiske hærenheder fungerer 

godt nu, så meget tyder på, at irak- 

erne faktisk kan få en bedre fremtid, 

også efter at vi er rejst, siger 

han. 

Har været udsendt fem gange 

Flere af soldaterne har været udsendt 

mere end en gang - også til 

Irak. En af dem, som har været afsted 

hele fem gange, er Per Sander Rouff, 

der blev modtaget af sine kone, 

Anne-Marie. 

- Jeg aner ikke, hvor turen går hen 

næste gang, siger han. Men lægger 

heller ikke skjul på, at han også er 

klar igen, hvis der bliver spurgt. 

Hans kone, Anne-Marie, var glad for 

at kunne trække af med ham, og har 

for længst accepteret, at sådan er 

vilkårene. n 

11

Vi var lidt mere på niveau, da det kom til henholdsvis at hoppe 8 meter og 

deathslide ned i det kolde vand. Nogle nød dukkerten, mens andre må have 

kammeratlig hjælp (skubbes) 

Bornholm udfordrede Danske og 

Tyske soldater 

I felten med Krølle-Bølle 

eller historien om, hvordan 

3. deling fik besøg af tyskerne 

og lærte en masse om 

sig selv. 

Tysk besøg 

Det var en kølig mandag morgen, 

hos 1. Kompagni (KMP), da 2. og 3. 

deling trådte an til morgen appel. 

Til en forandring var en tysk bjergdeling 

trådt an sammen med resten 

af kompagniet. De var rejst hele 

vejen fra det sydligste Tyskland, til 

Antvorskov Kaserne i Slagelse, for 

at få et indblik i de danske panserinfanteristers 

arbejdsplads, materiel 

og uddannelse. Et besøg der skulle 

vare ugen ud, og derigennem byde 

på både inspiration og udfordringer. 

3. deling havde fået til opgave at 

oppasse de tyske gæster. Med fire 

konstabelelever og en sergent, som 

talte tysk, var der ingen problemer 

med forståelsen (bortset fra når 

12 

disse ikke var tilstede). Mandag for- 

middag bød først på en mindre frem- 

visning af delingens materiel og 

udrustning. En PMV M113 blev kørt 

frem fra garagen, en soldat iførte 

sig skyttepåklædning (SKYT), med 

fuld sløring, nat-kamp og våben, 

og en anden tømte sit skab for alle 

beklædningsgenstande. 

4. KMP åbnede bagsmækken på en 

Piranha, samt dørene i en af de nye 

Eagle IV, som begge gjorde store 

indtryk på de tyske soldater. Bagefter 

kunne gæsterne betragte det 

fremlagte materiel og våben. Mange 

af dem var imponeret over de mange 

stumper, som enkeltmand har udleveret. 

Især netundertrøjen var 

populær (der kan man bare se). Vi fik 

fortalt at denne var god til at holde 

varmen med… men hvad ved vi om 

det? Vi bruger jo det pragtfulde 

udleverede lange hvide undertøj… 

Eller……? 

Efter frokost var der arrangeret 

idræt i gymnastiksalene. Der blev 


dannet hold med både tyskere og 

danskere, som skulle spille fodbold 

og hockey mod hinanden. Humøret 

var højt og alle gjorde en indsats 

for deres hold. Efter et par timer, 

med morskab og holdånd, løb begge 

delinger samlet en tur i øvelsesterrænet. 

Som afslutning på dagen blev den 

tyske deling inviteret på en lille én 

i sergentmessen. Begge delinger 

havde fået frit løb til at more sig 

til langt ud på natten. Hver deling 

fandt på en leg, som de udfordrede 

de andre til. Nogle udfordrede hinandens 

smidighed, andre rå fysisk 

styrke (læs: drikning af øl) og bjergdiscipliner, 

som at kravle hele vejen 

omkring et bord uden at røre jorden 

eller kravle rundt på hinanden for at 

sætte en cigaretpakke længst muligt 

ud (ja, de er skøre de tyskere). 

Klar til Bornholm 

Tirsdag morgen havde den tyske 

delingsfører klargjort et foredrag om 

de tyske bjergsoldater. Interessant 

og indholdsrigt, med både billeder 

og film. Bagefter kom hovedattraktionen, 

nemlig muligheden for at se 

og afprøve tyskernes våben: Heckler 

& Kock G 36. Et formidabelt våben! 

(Vi prøvede selvfølgelig at bytte et 

for nogle af vores netundertrøjer, 

men den gik desværre ikke). 

Det var nu tid at se den del af kasernen, 

hvor Hesteeskadronen holder 

til. Efter en grundig rundvisning 

havde eskadronen forberedt en 

opvisning for de tyske gæster. 

Atter engang skiftede folkene til 

idræts-tøj for nu skulle der løbes 

Delingerne udfordrede hinanden på alt fra fysisk styrke til smidighed og hvem der kunne drikke hurtigst

på forhindringsbanen. Alle 20 forhindringer 

blev forevist og alle løb 

igennem. Her forklarede den tyske 

oberfeldvebel, at man ikke kunne 

gennemføre flere af forhindringerne 

uden at bruge sikkerhedsliner og 

hjelme på grund af forsikringsreglerne 

i den tyske hær. 

Eftermiddag og aften gik med klar- 

gøring og pakning til de næste 

dages træning på Bornholm. Omkring 

kl. 21 sad alle op i busserne, og 

kørte til Køge havn. Rejsen fra Køge 

til Rønne ville tage ca. 6 timer, så 

efter en hurtigt bid mad, krøb folk 

i poserne. Da færgen lagde til i Røn- 

ne havn, stod fire Magius lastbiler, 

fra Almegård Kaserne, klar. 

Holder det råbåndsknob mon 

Vi blev kørt hen til Opalsøen, hvor 

dagen bød på flere udfordringer og 

grænseoverskridende oplevelser. 

Her blev vi delt op i grupper med 

både tyskere og danskere. Vi skulle 

rapelle ned tre steder, heriblandt en 

bro. Hvem sagde jæger og fastroping? 

Her havde de tyske gebirgejärgere 

en stor fordel, da det jo er 

deres speciale, mens vi andre nok 

mindede lidt mere om Bambi på ca. 

60 m. høj klippevæg. Vi var nok også 

lidt pressede da vi selv skulle binde 

vores sele af patruljereb (holder det 

råbåndsknop nu også?). 

Vi var lidt mere på niveau, da det 

kom til henholdsvis at hoppe 8 meter 

og deathslide ned i det friske (læs: 

kolde!) vand. Nogle nød dukkerten, 

mens andre må have kammeratlig 

hjælp (læs: skubbes). Herudover var 

der også en tur i gummibåd og lidt 

kommandokravl at hygge sig med. 

Dagen gav virkelig god mulighed 

for at snakke med tyskerne under 

mere uformelle forhold og for os 

andre, at få lidt tillid til sig selv og 

hinanden. 

Om aftenen tog vi lige en tur til ned 

af den største klippevæg, men denne 

gang i mørke, hvilket for nogle gav 

anledning til lige at tænke to gange 

på det føromtalte råbåndsknob. 

Nogle færdigheder skulle øves 

Vi overnattede i bornholmernes 

nærkampsby og efter en skøn nats 

søvn kom torsdagen, der stod i uddannelsens 

tegn. Vi skulle på kamppatrulje 

hele natten, så der skulle 

lige øves på nogle færdigheder, såsom 

gennemtrængning af hegn og 

sprængningstjeneste. Denne dag fik 

vi desværre ikke mulighed for at løse 

opgaven med vores tyske kollegaer, 

da det ville være en lidt for stor ud- 

fordring at få koordineret. 

Det kunne ellers have været interessant 

at se deres måde at operere 

på. 

Der var vist nogen, der glædede sig til at komme hjem til kærsten 


Natten var kulsort 

111930B okt 07 blev vi indsat med 

STS (special truck service, bestående 

af to stk. meget specielle Man 

27 lastbiler), i udkanten af Almindingen, 

som er Bornholms største skov. 

Scenariet var, at vi skulle overfalde 

en fjendtlig konvoj og tilfangetage 

en officer, bringe ham til afhøring, 

for herefter at bruge efterretningerne 

til at angribe et fjendtligt 

anlæg og befri en tilfangetaget 

dansk major. 

Det bornholmske mørke, og tro os… 

det var fa**** mørkt, var noget af 

en udfordring. Så kulsort at selv 

vores natkamp var ubrugeligt, og 

folk måtte klæbe sig til personen 

foran sig for at følge med. På trods 

af de sædvanlige forviklinger den 

slags medfører og et overraskende, 

men hyggeligt, møde med tyskerne, 

som vist nok skulle befinde sig fem 

km. fra os, nedkæmpede vi konvojen, 

reddede majoren og dagen. 

Efter godt 15 timers indsættelse, 

løb vi med fjenden i hælene til vores 

pick-up-point og kørte hjem til et 

varmt måltid mad samt en grundig 

tilbagemelding. 

Herefter kørte vi til Almegård Kaserne, 

fik et bad, en burger og en 

lille lur på kuffen hvorefter vi gik 

ombord på færgen til Køge. 

Alt gik flydende, og vi ramte Antvorskov 

Kaserne ved 7-tiden næste 

morgen. Her stod den på vedligeholdelse 

i nogle timer, hvorefter der var 

fællesbilleder og farveller på appelpladsen. 

Der blev udvekslet gaver, 

byttet stumper og mailadresser til 

den helt store guldmedalje. 

Opsummering: 

En superfed og inspirerende uge 

med masser af kampgejst, udveksling 

af erfaringer og højt humør. Vi 

håber på at blive inviteret til Mittenwald, 

for at se hvilke udfordringer 

deres arbejde byder på. n 

13

Bronze til dansk patrulje 

”Hold kæft, det var en fed 

tur”! Første reaktion efter 

et flot resultat. En dansk 

patrulje, bestående af 

soldater fra STKMP/I/GHR, 

deltog i den traditionsrige 

britiske patruljeøvelse CAM- 

BRIAN PATROL i november 

2007, og opnåede det hidtil 

bedste danske resultat. 

I den britiske hær har de i de sidste 

57 år afholdt en øvelse under navnet 

CAMBRIAN. I starten var det en opgavemarch, 

men er blevet ”produktudviklet” 

og er i dag, den ultimative 

patruljeøvelse. Den afholdes i de 

walisiske bjerge, Black Mountains, 

der er en del af naturparken Brecon 

Beacons. Danske patruljer har været 

inviteret i de sidste tre år, og som i 

2005, var det en patrulje sammensat 

af otte soldater fra Stabskompagniet 

I GHR. 

Regnen falder op fra jorden 

Hvert år deltager mange patruljer 

fra andre lande, og i år var ingen forskel. 

76 patruljer fra 14 forskellige 

lande, herunder Holland, Belgien, 

New Zealand, Canada, men også 

Pakistan og Indien var tilmeldt. Et 

deltagerantal der gør det nødvendigt 

at afholde øvelsen over to uger, 

så patruljerne ikke render ind i hinanden. 

For godt nok er der plads i 

bjergene, plads nok til at gå meget 

forkert, en faktor der under nor- 

14 

En glad og træt 

patrulje efter en 

vellykket indsats. 

På bagerste række 

fra venstre: PL C. 

Vognsen (PTRFØ), SG 

P.B. Norvin (NK/PTR), 

SG D.H. Hemmingsen, 

KSE K.W. Hansen. 

Forreste række fra 

venstre: KSE T. Foght, 

KS N.U. Pedersen, KS 

K. Michaelsen, KS K. 

Erichsen 

Af: PL H.J. BRÜNINGS, stabsdelingsfører i stabskompagniet, I GHR 

male omstændigheder, er medvirkende 

til at 30 % af de startende 

patruljer, må udgå i løbet af de 40+ 

timer de er indsat. En anden årsag 

er at det normalt regner i Wales, 

så meget at de lokale joker med, at 

regnen også ”falder” op fra jorden. 

Alle havde forberedt deltagerne på, 

at de skulle være våde fra start til 

slut, men sådan skulle det ikke gå 

i år. Den første øvelsesweekend 

regnede det, og fire patruljer udgik 

prompte. Derefter kiggede solen til 

alles overraskelse frem og gav godt 

vejr i november! 

Træning - træning - træning 

Rammen var sat til kulminationen 

for en velforberedt patrulje, der 

startede træningen i august måned, 

med ugentlige gåture medbringende 

skabet på nakken. Øvelser i genkendelse 

af køretøjer, våben og miner, 

træning i at gå i formationer, samt 

vandpassage, et fast element når 

man går patrulje. Den største del 

af træningen var koordineret og 

gennemført af OS J.K. Jørgensen og 

OKS-1 M. Dalegaard, der begge selv 

deltog i CAMBRIAN PATROL 2005. 

Desuden krævede deltagelsen også, 

at man havde været med til døgnøvelserne, 

i ugerne 36-39, med en 

sidste generalprøve i uge 42, mens 

alle andre holdt efterårsferie. 

Ventede en norsk patrulje 

Selve turen startede torsdag den 

25. oktober med afgang fra Kastrup 


Lufthavn til Storbritannien. De otte 

patruljemedlemmer, de to reserver/ 

kørere, samt patrulje manageren 

der stod for det administrative islæt, 

mødtes alle i lufthavnen og efter en 

sidste lykønskning fra chefen for 

Stabskompagniet, kaptajn T.N. Jørgensen, 

blev det tid til at checke ind. 

Turen var uden problemer og mange 

fik lige klemt en enkelt morfar af. 

Så mødte vi virkeligheden. 

Hver eneste udenlandsk enhed 

havde et værtsregiment, der var 

ansvarlig for uddannelse på britiske 

våben, radioer og radiokodesystemer. 

Vores værtsregiment var 

Welsh Guards, der indtil den kommende 

sommer har vagttjeneste 

og som derfor har kaserne lige ved 

siden af Buckingham Palace. Vores 

patrulje skulle først deltage fra den 

1. november, så vi havde et par dage 

midt i London. Vi havde godt nok 

hørt om det, og den er god nok. I 

Storbritannien kører de i den anden 

side af vejen – alle sammen. Men vi 

havde jo kun et valg, så ind i bilerne 

og af sted mod Buckingham Palace. 

En spændende køretur senere – og 

nej, man kan ikke køre i en kolonne 

særlig længe i Londons myldretid 

– fandt vi Welsh Guards kaserne og 

også en hovedvagt hvor de ventede 

på den norske patrulje! Vi kunne 

dog, efter at have korrigeret deres 

geografikundskaber en lille smule, 

godt få lov at komme ind og blev 

indkvarteret. Nu er Storbritannien 

ikke helt som Danmark, og det skal 

vi nok være glade for, men vi fik en 

lynhurtig lektion i sociale forskelle. 

Officererne boede for sig, ligesom 

sergenterne, og konstablerne. 

Ikke noget med at spise i sam-me 

cafeteria, og nåeh ja – lad os sige 

det på denne måde: der var blødt 

gulvtæppe og mørke møbler i officersmessen, 

det var der ikke i KSmessen. 

Der var syv konstabler, der 

var meget glade for de til dagligt 

arbejder i den danske hær!

London fik en på opleveren 

Opholdet hos vores værtsenhed be- 

tød også, at vi hurtigt fik at føle, 

begrænsningerne ved at bo ved 

siden af Londons mest prominente 

indbygger. Vi måtte ikke bruge de 

britiske radioer i forbindelse med 

signaltjenesten, kun samle og adskille 

dem og det var også småt med 

pladsen, til at indøve patruljens formationer. 

Det eneste stykke græs 

inden for kasernens mure var cirka 

5x10 meter. Men man skal jo tænke 

uden for boksen, og det gjorde 

patruljen så. Formationer – dem 

kan man da indøve i St. James park 

– lige over for Buckingham Palace. 

Vi er pt. ikke vidende om Dronning 

Elizabeth II fik set sine gæster øve, 

men der var en hel del andre londonere 

der fik sig en på opleveren, 

ved at se en folk unge mænd i FUT 

tøj, rende rundt og lave noget der 

lignede Tai-Chi i fast forward. Vi fik 

støtte fra vores værtsenhed til at 

gennemgå de britiske våben (SA-80 

II og tilhørende LSV), samt deres 

radio der minder om vores RDO 371, 

forskellene er dog til at føle på i 

bogstaveligste forstand. Batteriet 

til den engelske version er genopladeligt 

og vejer 6 kg. 

Dagen før patruljen skulle starte, 

kørte vi fra London til en lejr der 

lå tættere på det vores startsted. 

Vi nåede frem til instruktion lidt 

senere end vi skulle, men dem der 

havde hjulpet os lidt på afveje, fik 

overtalt deres landsmænd til at lade 

os starte. Klokken 0730 var patruljen 

i gang, de otte der skulle ud 

på turen blevet taget til side til en 

sidste kontrol af deres udrustning. 

Det sidste Arildslund, Dalegaard og 

jeg så til patruljen indtil den igen 

kom i mål, var en række rygsæksbelæssede 

bylter med ben, der gik 

op af en stejl bakke. Patruljeføreren 

blev taget til side for at modtage 

befaling, mens resten af patruljen 

gjorde klar til kamp. 

En disciplin der bliver lagt stor vægt 

på i den britiske hær, er terrænbordet 

og de andre hold havde så 

mange forskellige tråde og kantbånd 

med, at de ville kunne gøre 

enhver bedstemor misundelig. Den 

danske patrulje havde dog hørt 

rygter om disse udskejelser og 

havde selv medbragt grejer, til at 

pimpe deres terrænbord op med, 

vi nævner: lyserødt, lyseblåt hæklegarn 

og kridtpulver. 

Kom og hent jeres patrulje 

Da patruljen var i gang, blev vi som 

administrativt støtte element, spærret 

inde i en lejr ved byen Brecon 

i Wales. Af frygt for at vi skulle 

hjælpe vores patrulje til en uretmæssig 

fordel, blev vi bedt om at 

aflevere nøglerne til vores biler 

og så ellers bare være klar til at 

kunne undsæt-te, såfremt et af 

vores patruljemedlemmer skulle få 

problemer eller hvis hele patruljen 

blev diskvalificeret. Efter megen 

venten, og efterhånden som vi så 

at skyerne veg til side for en varm 

sol, blev vi mere og mere forvissede 

om at vores patrulje nok skulle klare 

strabadserne. Og vi fik ret. 

Først lørdag morgen den 3. nov. blev 

der ringet efter os. Nu måtte vi 

gerne få vores biler, et kort samt 

et sted hvor vi kunne afhente vores 

patrulje – de havde klaret det, alle 

havde gennemført og nu skulle vi 

bare lige vente på, at de havde afsluttet 

deres debriefing. To timer 

senere kunne vi så mødes med en 

glad men træt patrulje, der lige 

havde gennemført en af de ultimative 

strabadser i det walisiske højland. 

Intet under at de blundede 

lidt, i bilen på vej hjem. 

Danskerne afklædte sig helt 

Efter et par timers søvn og lidt morgenmad, 

ventede en lille parade med 

deltagelse af brigadegeneral (BG) 

Libbey, commander for den brigade, 

der arrangerer CAMBRIAN PATROL. 

I sin indledning sagde BG, at han 


vidste, at alle der deltager og gennemfører 

patruljen har lært noget, 

men at hans soldater i den britiske 

hær, også lærer noget af deltagerne. 

I år ville han fremhæve den danske 

patrulje. (Vi havde alle ørerne på 

stilke…) Han havde aldrig set andre 

klæde sig helt af før en vandpassage, 

den danske patrulje havde 

overrasket ham (og ikke mindst de 

seks kvindelige kajak sejlere der 

tilfældigvis passerede på samme 

tid) ved at afklæde sig helt inden 

de tog regntøj på. 

Derefter overgik paraden til medalje 

udlevering. Alle patruljer, der gennemfører, 

opnår enten certifikat 

(langt de fleste), bronze, sølv, eller 

guld. Kun 4% af alle patruljer der 

deltager opnår guld, lidt flere får 

sølv, igen lidt flere bronze, men 

langt de fleste opnår ”kun” certifikat. 

Som nævnt var det i år tredje gang 

en dansk patrulje deltager i CAM- 

BRIAN PATROL, de to andre gange er 

det ikke blevet til medaljer. Første 

år udgik et patruljemedlem og så 

kan man ikke få medaljer. Sidste 

år for en del af den danske patrulje 

fra JDR vild i de walisiske bjerge, og 

så var det også slut for dem, men 

i år lykkedes det at opnå bronze. 

Et stort tillykke til dem alle, de har 

gjort en kæmpe indsats, arbejdet 

i et terræn vi ikke normalt træner 

i, på et sprog vi bilder os ind at vi 

mestrer (men hvad hedder terrænbord 

lige på engelsk?) men vi ikke 

øver nok. Ikke noget at sige til, at 

alle otte var stolte da de havde 

afsluttet patruljen, og ikke noget 

at sige til, at konstabel Erichsen med 

stolthed hev Dannebrog frem af 

rygsækken og konstabel Michaelsen 

udbrød: ”Hold kæft, det var 

en fed tur”, da vi kørte dem ind til 

lejren efter gennemførelsen. Et godt 

minde rigere. n 

15

En tur i en Piranha 

Rextur à la GHR 

Af: Peter A. Christensen, kompagnitalsmand 

1. deling, 2.kompagni 

II HBU 

Deling, 

3 sergenter 

1 premiereløjtnant 

Antvorskov skov 

5000 løse bønner 

45 feltrationer 

Forberedelsestid: ca. 4 timer. Tilberedelsestid: 

4 dage og 13 timer. 

Således ingredienslisten til en god 

omgang rextur à la 2007. Opskriften 

findes nedenfor. (Det færdige 

resultat kan variere) 

Før de starter 

Den nysgerrige rekrut har brugt de 

sidste par uger til at forberede sig 

rent mentalt på den forestående 

uge. Blandt andet har jeg forhørt 

mig hos de af kammeraterne som 

har været turen igennem den. Og et 

godt råd tog jeg til mig. Tensoplaster. 

Masser af tensoplaster. Det skulle 

vise sig at blive min redning. 

Rent fysisk valgte jeg så også, at 

lade op til turen med en ordentlig 

bytur lørdag, som først sluttede 

søndag morgen. *Advarsel* Det 

kan ikke anbefales at indtage store 

mængder alkohol, i dagene op til 

rextur. *Advarsel* 

Klokken nærmede sig 2200 søndag 

aften, og rygsækken var pakket. 

På øvelseslisten stod der, at vi skulle 

være mødt ind søndag kl. 2359 og 

selvom der var lagt et program 

16 

indtil kl. 1400 om mandagen, så 

havde vi en svag fornemmelse af, 

at turen ville starte tidligt mandag 

morgen. 

Rød alliance kommer 

Og ganske rigtigt. Klokken 0400 

vågnede 1. deling til lyden af fjendtlig 

morterild. På med tøj, basis og 

rygsæk-komma-tung, ud og stå ret, i 

forhold til bygningen. Ned og få fat 

i vores våben hvorefter mandagen 

fortsatte med div. opgaveløsninger 

i felten. 

Vi blev bl.a. udsat for giftgasangreb, 

lærte at manøvrere med en 

gummibåd og andre opgaver, som 

skulle klæde os på til den forestående 

mission. 

Ved briefingen ugen før havde vi 

fået erkendt vores fjende, en samling 

østeuropæiske lande, som sam- 

men gik under navnet ”Rød alliance”. 

Disse havde nu besat dele 

af Lolland-Falster og Sydsjælland 

og som en del af totalforsvaret 

havde Slagelse Kaserne opstillet 

to HBU-regimenter, til at forsvare 

Dannebrog. En pligt vi først på ugen 

udførte med ære, sidst på ugen af 

pligt. 

Ved dagens afslutning, travede vi 

ind i skoven og lavede vores beredskabsområde 

(BSO). På det tidspunkt 

var det blevet så mørkt, at 

man ikke kunne se sin egen hånd, 

så det var om at holde tungen lige i 

munden, da teltflagen skulle sættes 

op. Humøret var stadig højt da vi 

lagde os i seng mandag aften, vi 

kunne dog ikke rigtigt forstå, hvor 

feltrationerne var blevet af og 

maven rumlede, bevares. 


Rextur el. ferie 

Vi vågnede tirsdag morgen efter 7 

timers søvn, kun afbrudt af en times 

vagt i løbet af natten. 

7 timers søvn!? Det var lige før vi var 

mindre pressede og mere veludhvilede, 

end da vi mødte ind søndag. 

Skulle dette være rextur?? (Vi skulle 

blive klogere). 

Tirsdag fik vi vores feltrationer, en 

til hver og den skulle holde hele 

ugen. Omkring middag forplejede 

vi varmt to og to. Menuen var ren 

luksus, jeg nævner i flæng retter 

som, pork bombay, boller i karry, 

oksekød med chili o.m.a. altså retter 

man kunne have fundet på menukortet, 

på enhver mellemdyr restaurant 

i indre by. Derudover havde vi 

vakuumpakket, langtidsholdbart 

rugbrød, dåseleverpostej, kakao, 

minipakker med rejeost og nutella 

(af en slags). Alt i alt tegnede det 

jo rigtig lovende for denne uge, 

tænkte den grønne rekrut. 

Dagens mission 

Nuvel, vi skulle i gang med dagens 

pligter. Den efterfølgende nats mission 

lød på, at 1. deling skulle overfalde 

en konvoj, i området omkring 

Næstved. Det var rød alliance der 

var på spil og vi skulle uskadeliggøre 

denne konvoj, som transporterede 

missiler. 

De tre grupper vi var delt op i, havde 

hver en opgave. Min egen 3. gruppe, 

Ikke lige den bedste sløring

Første dag i BSO, der er kommet feltrationer, og humøret er højt 

havde til opgave at støtte de to 

andre grupper, samt neutralisere 

det bagerste køretøj med panserværn. 

(ja tak). Jeg fik personligt selv 

lov til at være panserværnsskytte 

og affyre en såkaldt LYMA, en løs 

patron til panserværnet. Og det var 

fedt, jeg kan kun gisne om, hvor 

mange gange federe det må være, 

at affyre en rigtig granat, for selv 

med et løst projektil, følte man sig 

en lille smule magtfuld. 

Dagen gik altså med at øve stillings- 

indtagelse og da klokken blev 2000 

skulle vi på mission. 500 m. fra vores 

BSO, blev vi samlet op af tre lastbiler, 

som kørte os til Næstved. Vi blev 

smidt af og skulle selv begive os til 

samlingspunktet, som lå ca. 5 km 

væk. Vi ankom kl. 0130 til samlingspunktet 

og rykkede samlet frem til 

vejen, hvor overfaldet skulle ske. 

Langs vejen lå først min egen 3. 

gruppe med et panserværn. Derefter 

2. gruppe, som havde brugt 

hele dagen på at øve med plastisk 

sprængstof, dette skulle de sætte 

på lastbilernes aksler og detonere 

når køretøjerne var blevet renset, 

for fjendtligt personel. 

Til sidst havde vi første gruppe, som 

skulle sørge for at bringe konvojen 

til standsning ved at affyre en panserværnsraket 

mod det forreste 

køretøj. 

Endelig kom køretøjerne tøffende 

op ad vejen og da de var lige ud foran 

2. gruppe, blev den første panserværnsraket 

affyret og kort tid 

efter gav jeg også los med mit. Konvojen 

standsede, 2. gruppe gjorde 

det de havde øvet og stormede ind 

under høje råb fra konstabel Volter, 

gruppeføreren som kommanderede 

rundt med sprængningsgruppe 1, 

2, 3 og 4. De fik anbragt sprængladningerne 

og vi trak os gruppevis 

tilbage. Herefter gik turen samlet 

til opsamlingspunktet, hvor vi igen 

blev hentet af tre lastbiler. Klokken 

0600 nåede vi tilbage til vores BSO 

og kunne sove til 0900. 

Livet i Lejren 

Klokken 0900 blev vi vækket. Lidt 

mere presset på søvn, end dagen 

før. Dagene startede med lidt morgentoilette, 

som begrænsede sig til 

at få børstet sine tænder. Jeg selv 

havde en lille ekstratjans, jeg skulle 

forsøge at manøvrere mine kontaktlinser 

i hver morgen. Jeg sprittede 

mine hænder af med noget 

desinficerende væske og så gik det 

løs uden spejl. Uden dem havde jeg 

været helt blind, hvilket også overgik 

mig den sidste nat, da vi skulle 

på mission og jeg magtede ikke, at 

få mine kontaktlinser sat i. Men med 

et fast tag i min bodymakkers basis, 

fik jeg kæmpet mig igennem. 

Herefter stod den på morgenmad, 

lidt multikiks som man kunne dyppe 

i de små pakker med rejeost el. ost 

(Lækkert). De af os som var luksusdyr 

og ikke helt kunne give slip på 

de goder et civilt liv affødte, kogte 

også vand for at lave enten kakao, 


te eller kaffe, ja det danske Forsvar, 

havde endda tænkt på sukker 

til teen, da de pakkede feltrationerne. 

Nice. Som regel, blev det hele 

blandet sammen til en stærk energigivende 

drik, men jeg kan også 

udmærket anbefale, bare at tygge 

kakaopulveret i sig, hvis man en nat 

er presset og har brug for energi. 

Det samme kan ikke anbefales med 

kaffepulveret. Latrinet lå lidt væk fra 

vores BSO, det blev faktisk benyttet 

et ualmindeligt stort antal gange. 

Det hul som var blevet gravet til at 

starte med, blev hurtigt fyldt op og 

der nåede endda til sidst, at komme 

en lille top på, i hvilken ekskrementer 

og jord lå lagvis. Der begyndte 

hurtigt at stinke i området, hvilket 

sergenterne dog ikke var for fine til, 

at lade os kravle rundt i og øve. 

Tre vagtposter lå i nærforsvarscirklen 

og de skulle altid være bevogtet 

med en mand om dagen, samt to om 

natten. Dem der var småskadede, 

vandt som regel vagten når vi andre 

var på mission. I denne sigøjnerlejr 

skred dagene stille og roligt fremad, 

og også onsdag gik med en mission, 

i samme stil som tirsdagens. 

Vandpassage!! 

Efter missionen natten til torsdag, 

var det på tide at bryde lejren op. 

Vi nåede lige at få 1 times søvn, af- 

brudt af et kvarters vagt og så var 

det op og marchere seks km, efterfulgt 

af en kort køretur til en flod. 

Her skulle vi så lave den længe ven- 

tede vandpassage. Af med alt tøjet, 

på med regntøjet og så pakke rygsæk, 

uniform og basis ind i en vandtæt 

karamel. Ned til floden og en 

efter en skulle vi over. Karamellen 

ned først og derefter hoppede man 

selv i. Lige da man plaskede ned 

i det iskolde vand, trak alle blodårer 

sig sammen, man begyndte at 

hyperventilere og stønnede for sig 

selv ”F*** det er koldt, F*** det 

er koldt” mens man halede sig over 

i tovet. 

17 

()

"Hey en fotograf er i nærheden, lad os lige få et gruppe billede" 

Da man nåede op på den anden 

side, var det bare med at få skiftet 

tøj og så havde man til gengæld 

fået varmen. Der er åbenbart en ide 

i det, når ældre mennesker mener, 

at det er sjovt at bade i december 

måned, for man blev fyldt med fornyet 

energi og følte sig helt frisk.. 

Lidt senere på dagen, lavede vi passage 

af en sø i gummibåd, hvilket 

kun kan anbefales, det var kanon 

hyggeligt. 

Da Rexturen blev til røvturen 

Sidst på aftenen, blev vi samlet op 

af nogle lastbiler. Lad det følgende 

være en advarsel, for alle fremtidige 

HBU’ere som skal på rextur. På vejen 

hjem i disse lastbiler, begyndte fantasien 

at løbe af med os. Vi snakkede 

livligt om hvad vi mon nu skulle 

og til sidst blev vi nærmest enige 

om, at vi helt sikkert, blev kørt hjem 

til vores belægningsstuer. Vi konkluderede 

os frem til, at eftersom de 

jo havde taget vores rygsække, vi 

havde ikke noget BSO og klokken 

var for mange, til at opføre et nyt, 

så blev vi helt sikkert kørt hjem. 

Min egen bodymakker, begyndte 

allerede at glæde sig til, en halv kylling 

med pomfritter nede fra soldaterhjemmet, 

indenfor den næste 

times tid. 

Problemet var bare, at vi sjovt nok 

ikke blev sat af ved vores belæg- 

18 

ningsstuer. Vi blev smidt af, midt 

ude i skoven, ved siden af vores 

rygsække og da lastbilerne kørte, 

var det pludseligt fuldstændig kulsort. 

Vi hankede op i vores stumper 

og gik et kort stykke hvorefter det 

begyndte det at regne, så fra at 

have været helt oppe og ringe over 

grillkylling og pomfritter, til pludselig 

at stå gennemblødte, midt ude 

i en mørk skov, uden noget sted at 

sove, faldt moralen pludselig med 

lidt over 100 %. Det var på daværende 

tidspunkt planlagt, at vi skulle 

lave primitiv mad, altså gulerødder, 

kartofler og kylling i vores kogekar 

med vand. Dette var dog lettere 

umuligt at få organiseret, i al forvirringen 

og mørket. Her kom konstabel 

Volter igen på banen med 

den kløgtige ide, at vi kunne gå en 

lille kilometer ned til Østerby og 

komme i tørvejr i kirken. Med udsigt 

til tørvejr, gik det i raskt tempo til 

Østerby. Da vi nåede kirken klarede 

humøret op og der var fest, da vi fik 

lavet vores primitive mad. Da klokken 

slog midnat, gik vi til ro i vores 

soveposer. 

Målet i sigte 

Men det ville da være synd, hvis ikke 

1. deling skulle have lidt patruljetjeneste, 

så en time efter vi var 

faldet i søvn, skulle vi ud på en lille 

patrulje. Man skulle da næsten være 


et skarn, hvis ikke man lige havde 

lyst til at gå patrulje torsdag nat. 

Så igen måtte vi ud gruppevis og 

udføre en opgave. 

Denne gang skulle der lokaliseres 

en lille genstand ude i en skov. Ca. 

halv fem lykkedes det os endeligt, 

at finde den efter flere forsøg. Genstanden?? 

En 1,5 liter cola. Hvad er 

luksus?? En 1,5 liter Coca Cola kl. 

halv fem fredag morgen, når man 

er presset. 

OPBRUD!! 

Klokken halv syv, efter en ildmarch 

hjemad, lå vi igen i vores poser. 

Og igen, ikke engang en time senere 

der lød kanonslag uden for kirken. 

"OPBRUD!! OPBRUD!! SE SÅ AT 

KOMME UD AF POSEN OG FÅ PAKKET 

JERES TING". Vi sprang alle op og i 

en stor forvirring som ikke engang 

en hønsegård kunne matche, fik 

vi pakket vores ting sammen og 

lagde os ud og sikrede, indtil alle 

blev færdige. 

Så gik det ellers af sted i raskt tem- 

po, i de største og mest mudrede 

panserspor Antvorskov Kaserne 

kunne præstere. Resten af turen 

skal jeg ikke afsløre her, da jeg ikke 

vil ødelægge det for eventuelle 

fremtidige HBU’ere, jeg vil blot her 

til sidst sige, at da turen endelig var 

færdig, altså da vi stod hele delingen 

samlet og fik at vide at nu var 

det slut, champagne blev hældt op, 

der var jeg lykkelig, virkelig lykkelig. 

Vi var flere der fældede en tåre, det 

var en utrolig forløsning og vi var 

alle meget stolte over at være nået 

igennem. Det gav et kick. 

Således sluttede vores rextur 2007, 

altså lige efter 7 timers vedligeholdelse 

af vores udstyr. Og aldrig har 

MC-Donaldsmad/slik/cola smagt så 

godt, som det gjorde den weekend. 

Tusind tak til alle de implicerede, for 

at gøre turen så spændende, som 

de har formåede at gøre. 

Vi ses igen på døgnøvelse 3. n

Soldaterkammerater delte glæder og frygt 

Medaljerne glimtede i solskinnet på Antvorskov Kaserne, da 400 jubilarer satte hinanden 

stævne. Det handlede om stærkt kammeratskab omkring oplevelser, der ikke altid var 

ganske ufarlige 

Af Arne Svendsen, Journalist ved SJ-medier 

De var grå i toppen og ikke 

allesammen for godt gående. 

Men selv 50 års jubilarerne 

rettede ryggen og 

satte hælene sammen på 

Antvorskov Kaserne lørdag 

ved De Blå Baretters jubilarstævne. 

Her var der ikke 

mindst stort fremmøde af de 

50 jubilarer, som i 1957 var 

indsat i Gaza. 

Det var en stor oplevelse. 

Ikke mindst den uge, hvor vi havde fri 

og var på orlov i Cairo, husker en af 

jubilarerne Niels Buhl Jensen, Vejle, 

der ved stævnet blandt andet fik 

sig en snak med byrådsmedlem i 

Slagelse Gert A. Nielsen. 

De to havde fælles bekendte, men de 

havde dog ikke været afsted sammen, 

idet G. A. Nielsen først var 

afsted i 1962. 

- Det er farligere i dag at tage afsted. 

Dengang var der ikke noget, der hed 

vejside-bomber. Men var jeg ung ville 

jeg tage afsted igen, lød det fra Niels 

Buhl Jensen. 

Synlige og usynlige sår på sjælen 

Alle jubilarerne fik stor ros for deres 

mod af Gardehusarregimentets chef, 

oberst I. B. Sørensen, der også fremhævede 

det ganske særlige kammeratskab, 

som fik ikke mindst så 

mange 50 års jubilarer til at strømme 

til fra hele landet. 

- I valgte at tage afsted ud i det 

ukendte. De fleste af jer siger, at I 

ikke oplevede noget særligt, altså 

farligt. Men I var i et område med 

fjendtligheder, hvor frygten ventede 

bag gadehjørnet. Den er også en 

årsag til, at vi samles i dag. Mange 

udsendte har fået synlige sår og 

usynlige sår på sjælen, som det kan 

være godt at snakke om, sagde 

obersten, der inspicerede paraden 

sammen med landsformanden for 

De Blå Baretter, Bjarne Hesselberg, 

tidligere chef på Vordingborg 

Kaserne. 

De unge jubilarer 

I stævnet deltog 50, 45, 40, 25 og 

10 års jubilarer. De sidstnævnte var 

der særligt fokus på. Blandt dem var 

sektionsfører Søren Hesselberg, 

Dianalund, søn af Bjarne Hesselberg, 

der ved stævnet mødte to af 

sine kammerater fra tiden i Bosnien, 

Bjarke Schilling, København 

og Martin Lykke, Vejle. 

- Det var en ret fredelig mission vi 

var på. Eller også har vi blot fortrængt, 

at vi oplevede noget slemt, 

lød det fra Bjarke Schilling. 

Hverken han eller Martin Lykke ville 

ønske at blive udsendt i dag, da de 

har stiftet familie. Ellers ville de ikke 


Billedet er taget ved sidste års jubilarstævne 

have noget imod det, lød budskabet, 

inden de tre gik til parade og efterfølgende 

genopfriskning af minder 

... n 

Nyt navn til de blå? 

Der var masser af blå baretter 

ved paraden på Antvorskov Ka- 

serne. De sad på de ældste udsendte, 

som jo er udsendt via 

FN-mandat og derfor bar FN’s 

farver. 

De yngre udsendte derimod har 

været udsendt under NATO- 

mandat til eks-Jugoslavien og 

Kosovo. De bærer ikke blå baretter 

og det samme gælder de, der 

er udsendt til Irak og Afghanistan. 

Alt dette gør, at man overvejer 

at ændre navnet De Blå Baretter. 

”Det har været nævnt i en leder 

i vores blad, men ellers er det 

noget vi går stille med. Som det 

er i dag kan vi sagtens optage 

de, der ikke er udsendt under 

FN-mandat, idet vi definerer 

det på den måde, at de er ud- 

sendt til at gøre en humanitær 

indsats. Men det kan da godt 

være, at navnet en dag ænd- 

res”, siger presse-koordinator 

hos De Blå Baretter, Christian 

T. Jensen, Næstved. 

19

8000 meter Terrænløb - Terrænløb med mange deltagere, desværre kun tre kvinder. Flere af deltagerne sagde, det var 

hårdt men godt, en lille smule problemer med rute-markeringerne, og grundet varmen kunne der godt have været et 

væske depot. 

Gardehusarregimentets idrætsdag 

Gardehusarregimentet bestemte 

sig for, at der igen 

skulle afholdes idrætsdag 

efter et par år uden. Disciplinerne 

var blevet aftalt og 

fordelt mellem de to bataljoner 

og Hesteskadronen et 

par uger inden og d. 29 maj 

skulle alt så være klar til 

dagens konkurrencer. 

Kl. 0900 startede dagen med en 

parade og derefter gik konkurrencerne 

igang efter programmet. 

Dette års discipliner var Fodbold, 

Trekamp, 8000 meter terrænløb, 

Long John race, 4 x 400 meter stafet, 

Hockey, Beachvolley og Tovtrækning, 

disciplinerne var fordelt 

over hele dagen indtil kl. 1400, 

hvorefter der var præmieuddeling 

til de tre bedste i hver disciplin og 

en præmie til den underafdeling 

der sammenlagt havde vundet 

flest discipliner. 

Set over hele dagen, så var det en 

dag som alle høj som lav, mente 

20 

skulle være en årligt tilbagevendende 

begivenhed. Disciplinerne var 

der så til gengæld delte meninger 

om, ikke at man syntes dem der 

var på programmet ikke var gode 

nok, men flere mente der manglede 

nogle i forhold til årerne før. 

Problemet med flere discipliner 

er at der skal bruges flere folk til 

afviklingen, men hvis der er flere 

der har lyst til at hjælpe til, så giv 

endelig besked så er det da ikke 

umuligt. Et andet problem er deltager 

antallet. Vi havde håbet på flere 

civile deltagere og også at 2 brigade 

havde lyst til at deltage, men det 

kommer forhåbentlig næste gang. 

Der kunne også godt have været 

plads til flere deltagere i nogle af 

disciplinerne mens i nogle andre var 

antallet begrænset til kun et hold, 

dette gjorde til gengæld at der var 

stor tilskuer opbakning til de fleste 

af disciplinerne og mon ikke de også 

hyggede sig alligevel. 

Tovtrækning 

- Alt i alt gik 

tovtrækningen over 

al forventning, 

der var en meget 

stor opbakning fra 

tilskuerne og det var 

efter min opfattelse 

et af de største 

samlingspunkter til 

idrætsdagen 


Gitte Larsen fra Cafeteriet løb 

8000m terrænløb, men hun var 

desværre den eneste civile deltager 

II HBU kompagni, II uddannelsesbataljon 

vandt pokalen "sammenlagt 

bedste underafdeling"

Trekamp - Bestod af tre discipliner (orienterinsløb, skydning og 

håndgranatkast) hvor tidsfaktoren var afgørende, for holdets endelige 

placering. 

Et hold betod af tre deltagere. Alle hold fik udleveret et O-løbskort og en 

postbeskrivelse, hvorefter tiden så blev sat i gang. Første post var skydebanen, 

hvor der skulle skydes ti skud pr. deltager, mod en ti delt ringsskive 

på tid og med tre forskellige våben. Efter skydningen var der et ca. 10 km 

O-løb, sidste post var hångranatbanen, hvor hver deltager skulle kaste fire 

granater, på fire forskellige afstande. For hvert ikke truffet kast, skulle hele 

holdet løbe omgange på en markeret bane, inden de kunne løbe i mål og 

stoppe tiden. Skyderesultaterne var så den afgørende faktor, idet træf i 

10’eren ned til syveren trak fra i tiden, mens ikke træf lagde et minut ekstra 

til i tiden. Alle hold syntes det havde været en god disciplin, nogle mente 

orienterings-løbet havde været for nemt, mens andre at det var svært nok. 

4 x 400 meter - Banen var streget godt op, hvilket gjorde det let at gennemføre. 

Der var en god intentitet gennem hele løbet, deltagerne var seriøse, en- 

gagerede og ydede deres bedste. Der var mange tilskuere til disciplinen som 

heppede på deres hold 

Fodbold - Selve dagen forløb med en del sjove og underholdende indslag ud 

over fodbolden. Lad mig her nævne at vi kun skulle hen til anden kamp i grup- 

pespillet, før der kom 2 ”streakere” løbende ind over banen i ”Adam-kostume” 

og gasmasker. I finalen må man fremhæve 1 HBUKMP tilskuere, der bl.a. ledsagede 

deres hold på banen, inden start akkompagneret af en Boom-blaster 

og markeringsstrimmel i rød og hvid, regnede ned over modstanderens mål. 

Efter kampstart huserede de ved modstandernes mål, hvor de hele tiden var 

at høre med kampsange og råb. Dette forstummede dog gradvist som nederlaget 

kom nærmere og til sidst måtte de se modstanderne fra 2 HBUKMP løbe 

af med sejren. Rent sportsligt var det også de to klart bedste som var i finalen, 

men selv om der blev gået til stålet blev der i løbet af 7 kampe kun uddelt 

2 gule kort. Det var generelt en meget fair spillet turnering, med en fortjent 

vinder. 


Resultatlister fra 

Idrætsdagen 

4 X 400 meter stafet: 

Nr. 1 2 HBUKMP/IIBTN 

Nr. 2 STKMP/IBTN 

Nr. 3 1KMP/IBTN 

8000 meter Terrænløb: 

Kvinder: 

Nr. 1 Gitte Hvidegaard Larsen, 

CAF Tid 46.20 

Nr. 2 KSE L. Schandorff, 

STKMP/IBTN Tid 46.52 

Mænd: 

Nr. 1 GH Thurø, 

HESK Tid 34.04 

Nr. 2 GH Lejre, 

HESK Tid 35.45 

Nr. 3 MG Fåborg, 

2HBUKMP/IIBTN Tid 36.09 

Beachvolley: 


Nr. 2 4MEKINFKMP/IBTN 

Nr. 3 1HBUKMP/IIBTN 

Fodbold: 




Hockey: 

1HBUKMP/IIBTN 

4MEKINFKMP/IBTN 

1KMP/IBTN 

TOVTRÆKNING: 




Trekamp: 

Nr. 1 HOLD 1/2HBUKMP/IIBTN 

Nr. 2 HOLD1/1KMP/IBTN 

Nr. 3 HOLD 2/2HBUKMP/IIBTN 

Long John Race: 


Nr. 2 STKMP/IBTN 


Vinder af UAFD-konkurrencen: 

2HBUKMP/IIBTN 

21 

()

Long John race - Disciplinen med long john race forløb fint og jeg fornemmer 

på deltagerne at de synes det var skægt og ikke mindst hårdt. Det virkede 

også som om publikum var tilfredse med showet. 

Det der kan gøre anderledes til næste år er at informere om at vejen bliver 

spærret af i ca. 20 min på et givent tidspunkt i løbet af dagen. Herved undgår 

vi at trafikkontrollanten bliver overfuset af en sur kørelærer, der ikke kan 

forstå at han må vente. 

Desværre har disciplinlederene fra Hockey og Beachvolley ikke sendt nogle 

kommentarer, så derfor får i kun et billed fra dagen 

22 


Forældredag ved 

Hesteskadronen 

Af: Gardehusar Åløkke og Gardehusar 

Bruxelles, Hesteskadronen 

Morgenfut og stueeftersyn 

Det var lørdag, solen skinnede fra 

en skyfri himmel og hesteskadronen 

stod til morgenappel, klar til endnu 

en dag i det danske forsvar. Samlet 

rundt omkring de to delinger, stod 

glade og forventningsfulde pårørende, 

klar til at få et indblik i deres 

lille husars hverdag. 

Efter en let omgang morgenfut som 

i dagens anledning kun bestod af 30 

strejkere gik vores ivrige befalingsmænd 

ellers i gang med et grundigt 

stueeftersyn. For bedst muligt at 

illustrere vores hverdag var der na- 

turligvis enkelte, der skulle rives lidt 

rundt og ting skulle pudses om, osv, 

osv, osv.... 

Derefter marcherede vi taktfast op 

imod stalden, herunder var der ind- 

lagt diverse former for marcheksercits, 

blot for at indgyde respekt 

hos horden af de dog allerede imponerede 

pårørende. Efter en mindre 

ildmarch hvor selv den mest veltrænede 

civilist måtte gå op i tempo, 

nåede vi op til stalden hvor vi gik i 

gang med den vanlige morgenvartning 

af hesten. 

Hverdagen ved eskadronen 

Ældste deling gik i gang med at sad- 

le op og gøre klar til at give de pårørende 

et indblik i de forskellige 

aspekter af vores rytteruddannelse, 

mens yngste deling klargjorde en 

række små demonstrationer af vå- 

ben mm. for her at give den feltmæssige 

facade af vores værnepligt. 

Der var naturligvis størst opmærksomhed 

omkring ridningen, hvor 

ældste deling her demonstrerede, 

dressur, spring og sabelekscersits. 

Ridelærerne havde i dagens anled-

Den sværeste disciplin til hest er Ungarsk Post "oprejst ridning på to heste" 

ning skruet væsentlig ned for charmen 

og volumen. Derimod havde 

yngste deling ikke sparet på noget, 

de havde endog rekvireret en af forsvaret 

mest højteknologiske pansrede 

personeltransportere; Piranha, 

netop for her at vise hvilke køretøjer 

der står til rådighed for eskadronen, 

når vi er på øvelse. 

Derudover var der demonstration 

af krudt, kugler og feltudrustning 

i form at blålyn, røggranater, lyssignal, 

gevær m95, AT4, lys laser 

våben (LSV), og let maskin gevær 

(LMG) under kyndig ledelse af dygtige 

og højtuddannede sergenter 

der naturligvis også demonstrerede 

en række funktionsfejl på de ellers 

altid idiotsikre våben. 

Opvisning af ældste deling 

De pårørende kunne frit gå rundt og 

lade sig underholde af de forskellige 

aktiviteter. Dagen sluttede med et 

brag af en opvisning af ældste rytterdeling. 

Hvor de her på fornemste 

vis demonstrerede kvadrilleridning 

i særklasse, samt kampekscersits 

til hest med sabel og den sværeste 

disciplin af dem alle, Ungarnsk 

post (oprejst ridning på to heste). 

Alt sammen akkompagneret af det 


mesterlige trompeterkorps og peppet 

op af eskadronchef Major P. 

Holms kække røverhistorier. 

Inden dagen var omme manglede 

kun fejning af gårdsplads og pakning 

af saddeltøj mm, da søndag bød på 

afrejse til Holbæk og Frederiksværk, 

hvor husarerne skulle gøre det de er 

bedst til, nemlig at eskortere Hendes 

Majestæt Dronningen. 

Alt i alt en rigtig god dag for husarer 

og pårørende med et realistisk 

indblik i en husars hverdag. 

n 

De pårørende havde mulighed for at 

se og smage en husars feltmenu 

23

Smil du er på og ingen ved hvor længe 

AF: Gardehusar Broager yngste deling ved Hesteskadronen 

De fleste værnepligtige i det 

danske Forsvar kender til 

kontroløvelse 1, eller ”REXturen”, 

som værende en tur 

på 3-5 dage, hvor delingens, 

gruppens og den enkelte 

meniges grænser skal findes. 

Er man derimod i den 

hæderkronede hesteskadron 

ved Gardehusarregimentet 

på Antvorskov kaserne i 

Slagelse, er rexturen noget 

lidt andet. Ikke nok med at 

turen her strækker sig over 

5-9 dage, så gælder de nye 

og lempede krav fra værnepligtsrådet 

ikke hér. Ergo: 

REX-turen er stadig som da 

far var soldat! 

Belønnet med gaver 

Men det er jo ikke noget der skræmmer 

en rigtig husar, eller dvs. en 

rekrut med ønske om at blive husar. 

Så før man ved af det står man på 

kasernens forhindringsbane, strippet 

ned til kamptrusserne og med 

alle stumperne liggende på teltflagen, 

klar til gennemsyn. Og der er 

Arkiv foto 

24 

selvfølgelig nogle dræn i delingen, 

som ikke har forstået, at alt andet 

end militærets udleverede stumper 

+ 10 cigaretter eller 100g chokolade, 

er fuldstændig bandlyst. Sådan 

noget bliver selvfølgelig belønnet 

med ”gaver”, og eftersom der var 

én i hver gruppe med lidt for meget 

i rygsækken, måtte hele delingen 

aflevere deres liggeunderlag. Med et 

stort smil på læben over at rygsækken 

nu blev et par hundrede gram 

lettere, blev vi så fragtet til Fredsskoven 

i Næstved øvelsesterræn. 

Fjenden lurer bag det næste træ 

Så skal der gøres klar til kamp; 

FALKUSE, og efterfølgende kunne 

overdagningsområde (ODO) blive 

oprettet med alt hvad dertil hører. 

Noget som ikke kunne lade sig gøre, 

hvis én af turens absolut vigtigste 

ingredienser ikke blev udført, nemlig 

vagten. For man kan jo ikke foretage 

sig noget som helst, hvis ikke der 

er nogen til at tage sig af de andres 

sikkerhed i området. 

For nu er vi sku i krig! Og fjenden 

lurer hele tiden bag det næste træ... 


Det skulle han jo nødigt blive ved 

med, så grupperne bliver sendt ud 

for at udføre en husars vigtigste 

opgave; at observere fjenden for 

derefter at kunne videregive informationer 

eller efterretninger om 

fjendens stillinger m.v. til foresatte 

og allierede. 

En levende høne 

Tirsdag aften, efter at have været 

på farten i små 36 timer kommer så 

et af turens absolutte højdepunkter: 

Mad. Eller snarere råvarer. For 

turens første måltid bestod af en 

levende høne, hvoraf kun brystet 

måttet spises, en gulerod, en bagekartoffel 

og et løg til deling i makkerpar. 

Alt i alt nok til et mindre festmåltid, 

eftersom ens mave på dette tidspunkt 

er skrumpet ind til en størrelse, 

der alligevel ikke kan rumme 

dette gilde. Resten af aftenen gik 

med endnu en patruljeopgave med 

observation som hovedopgave. 

Gudstjeneste i det fri 

Onsdag morgen vågner man så op 

til noget helt nyt og uvant i rekrut-

egi. Nu skulle man først omskoles 

til at synge fra hærens sangbog, 

for derefter at kunne gennemføre 

en feltgudstjeneste. Et dejligt lille 

pusterum i en ellers hektisk hverdag, 

og med rigtig portvin under 

altergangen. Men så varede roen 

heller ikke længere, og dagen fortsatte 

med diverse opgaver i form 

af bygning af tømmerflåder, rigning 

af gummibåde + kimsleg og hjerneleg. 

Senere samme dag kunne vi så 

endelig få lov til gøre noget ved de 

fjender, vi så længe havde observeret. 

Nu skulle et gidsel befries 

fra fjendens klamme hånd. Hvilket 

blev fulgt op af et baghold på en 

af fjendens konvojer. Drengeleg af 

højeste klasse, med fuld knald på 

åndedrættet, M/95’eren og adrenalinen. 

Efter nogle få timers overnatning 

i ODO er vi nået til torsdag, og 

man fornemmer så småt hvordan 

folks energi-depoter er ved at være 

brugt, men det forhindrer os ikke i 

at snuppe en lille O-march med mere 

fysisk krævende øvelser end hidtil 

oplevet, bl.a. brobygning, kommandokravl 

og folk på skuldrene. Lige 

noget for en overtræt rekrut med 

tom mave. 

Hjælp af Frøerne 

Torsdagen skulle vise sig at blive 

meget lang. Idet vi efter at have 

gennemført en vandpassage i gummibåd, 

og blev samlet op af vores 

Arkiv foto 

pickup. Sat af for lige at gå en 

hulens masse kilometer, for blot 

at lave endnu en lille vandpassage 

men denne gang til fods. Ca. 1,5 km 

over Karrebæk fjord med stumperne 

omkring nakken. 

Så gik turen ellers over stok og sten 

for at nå vores næste pickup, som 

viste sig at være noget mere interessant 

end de velkendte MAN’er. 

For her havde vores deling nemlig 

fået hjælp af Frøerne, til at sejle 

os ind i Næstved havn med ca. 60 

knob. Her blev vi så hentet af 

vores gode gamle lastbiler, og kørt 

mod det næste baghold vi skulle 

gennemføre. Men... Det skulle vise 

sig, at det denne gang var os der 

var målet for et baghold, og den fik 

absolut ikke for lidt. Her kulminere 

ugens adrenalin kick med TMG’er, 

LMG’er, K-slag, C-4 sprængladninger, 

vand, mudder, og ellers ild overalt 

som skal passeres i fuld spurt. 

Godt trætte, men dog stadig med 

et kækt husarsmil på læben kom vi 

så til en af turen sidste strabadser; 

kommandokravl over vand. Og alle 

skal over, hvad enten det på rebet 

eller med en tur i baljen på vejen. 

Hvad herefter sker, er kun en rigtig 

bereden Gardehusars ører værdige, 

men vi kan da røbe at turen var ikke 

færdig endnu. 


”Survival of the fittest” 

Foruden at blive presset til grænsen 

af sine psykiske og fysiske 

evner, har turen også til opgave at 

styrke kammeratskabet og sammenholdet 

i delingen. Hvilket den 

på sin vis også gør, eftersom man 

er nødt til at holde meget stærkt 

sammen i grupperne, for at sikre 

at alle kommer med igennem, hele 

vejen! Men det med kammeratskab 

er lidt en tosidet affære. For på den 

ene side lærer man meget om sine 

kammeraters grænser, men på den 

anden, er der meget sjældent tid 

til egentlig at lære hinanden bedre 

at kende, undervejs på sådan en 

tur. Der hersker i det hele taget en 

meget stærk darwinisme over en 

sådan tur, det er som manden i sin 

tid skrev: ”Survival of the fittest” og 

i hesteskadronens tilfælde er det lig 

med alle, for vi fungerer bedst som 

en enhed. n 

Arkiv foto 

25

De Blå Baretter's jubilarstævne 

Af: Knud Lund, Formand for De Blå Baretter Næstved & Omegn (Syd- og Vestsjælland) 

Igen i år var det lokalforening Næstved 

& Omegn, der forestod den prak- 

tiske del af dette arrangement, hvilket 

vil sige at vi skulle være kontakten 

til Gardehusarregimentet 

med hensyn til alle aftaler m.m. Jeg 

vil her gerne rette en stor tak til 

Gardehusarregimentet for den imødekommenhed 

vi har mødt over alt 

ved regimentet. På intet tidspunkt 

er vi gået forgæves nogen steder 

og der har på intet tidspunkt været 

nogen sure miner, selvom nogle ting 

skulle laves i sidste øjeblik. 

Den 12. maj 2007, var så dagen, hvor 

alle anstrengelserne skulle stå prø- 

ven. Der var deltagere fra hele landet 

og fordelt således 

50 år GAZA - CONGO: 

117, 45 år GAZA: 

63, 40 år CYPERN: 

25, 10 år Makedonien, Bosnien, 

Albanien samt observatører og 

politi: 140. 

Tallene var tilmeldt nogle dage før 

stævnet, så deltagere antallet var 

lidt større, da en del mødte op på 

dagen. 

Alle kom gennem Foyeren ved teater- 

salen, hvor de blev modtaget og 

tjekket for betaling. Herefter fortsatte 

deltagerne videre til Peder 

26 

Aalborgstuen, hvor snakken og genkendelsen 

så småt kom i gang. Kl. 

1030 blev alle så kaldt ud til opstilling 

til parade. Denne opstilling var 

lidt af et problem for selv om alle 

godt kendte ordet ”Giv agt”, så var 

snakken med tidligere kammerater 

fra udenlandstjenesten lidt vigtigere, 

men det lykkedes da til sidst 

at få det til at ligne en parade. Det 

hjalp lidt på det da Hjemmeværnets 

Musikkorps Vestsjælland begyndte 

at spille og bedre blev det da Trompetere 

og Estandartvagten red ind 

på plads i paraden. Dette var et syn 

som mange ikke havde oplevet før 

og gav parade et ekstra løft. 

Kl. 1100 kom Regimentschefen og 

blev modtaget af landsformanden 

for De Blå Baretter, hvorefter begge 

skridtede fronten af. OB I.H.Sørensen 

holdt en flot tale til jubilarerne 

og håbede, at alle ville få en god dag 

ved regimentet. Sammen med landsformanden 

tildelte OB I.H. Søren- 

sen 50 års medaljer til de frem- 

mødte fra GAZA 2 og 3. 

Denne medalje blev indstiftet til 

GAZA folk d. 7. november 2006. Herefter 

var der indmarch til cafeteriet 

hvor spisningen skulle finde sted. 

Her fandt jubilarerne samme i de 


hold, som de havde været ud-sendt 

sammen med og dette gav anledning 

til en del snakken. Det var en 

fornøjelse at opleve. Det var lige 

før at høreværn skulle være påbudt. 

Cafeteriet havde en stor andel i oplevelsen 

af stævnet og årsagen til 

dette var den gode og varme mad, 

den venlige og hurtige betjening. 

Dette var noget, som mange af jubilarerne 

bad os sige tak til cafeteriet 

for og det er hermed gjort. Efter 

spisningen fortsatte snakken både i 

cafeteriet og i Peder Aalborgstuen, 

som vist nok har haft én af de bedre 

dage. En stor tak til Helmer og hans 

svende i Peder Aalborg stuen. 

Hvornår festen sluttede, vides ikke. 

Endnu en gang tak til alle ved Gardehusarregimentet 

for den store hjælp 

og støtte. n

Tappenstreg 

2007 

Af: Menig Anders S. Jansen, 1. kompagni. 

4. deling 

Tappenstreg? Ja alle vi i 1. 

kompagnis 4. deling stod 

som et stort spørgsmålstegn, 

da vores delingsfører 

for første gang nævnte den 

årlige parade for os, allerede 

i anden uge af vores 

værnepligt. Vi blev hurtigt 

klogere, hvad angik den 

ære vi var blevet tildelt, ved 

at skulle gå Tappenstreg 

paraden i København den 5. 

september 2007. 

Jernbeslåede vagtstøvler 

Lige fra starten af, blev der arbejdet 

intenst på vores eksercits, med det 

formål at få alt det grundlæggende 

på plads, inden vi kunne begynde 

at fokusere mere på den eksercits 

der er specifik for Tappenstreg. Det 

var hårdt arbejde, der nogle gange 

syntes uendeligt og ligegyldigt, 

men kammeratskabet og den gode 

tone imellem menige og befalingsmænd 

hjalp til at holde humøret 

højt. Det hele blev dog en del mere 

spændende og interessant, da vi fik 

udleveret de flotte M69´er uniformer, 

jern-beslåede vagtstøvler fra 

livgarden og ikke mindst det flotte 

og antikke Garant geværer. 

Blærerøvs eksercits 

I dagene umiddelbart 

inden Tappenstreg løb 

af stablen, rejste vi hver 

morgen ind til Kastellet 

i København, hvor 

hele paraden skulle afholdes, 

for at øve os til 

den store dag. Det var 

nogle lange dage, hvor 

vi konstant trænede det 

samme og det samme 

om og om igen, for at 

få hele paraden helt ind 

på rygraden. Vi fik dog 

til tider inden vi gik helt 

i sort nogle afbræk fra træningen. 

Blandt andet en gratis og meget 

spændende rundvisning af hele 

kastellet, samt mange opmuntrende 

ord fra Kastellets kommandant 

major Kold der selv er gammel Gardehusar. 

I pauserne øvede vi os ind 

imellem på lidt ”blærerøvs-eksercits” 

med de gamle Garanter, og 

et stort plus til oplevelsen for hele 

vores deling var uden tvivl Kastellet 

fortræffelige buffet i kantinen. 

Musikken hjalp på takten 

Generalprøven var første gang vi 

stiftede bekendtskab med tamburerne 

og musikkorpset, og alle 

takterne i den svære eksercits faldt 

pludseligt meget mere naturligt for 

med musik på. På selve dagen stod 

vi i vores fine uniformer med hvide 

bælter og handsker, og ventede i 

kongestuen på Kastellet inden 

Tappenstreg paraden startede. 

Traditionen tro sang 


vi de blå Husarers sang, og skålede i 

et glas portvin, inden vi marcherede 

i samlet trop med Hjemmeværnets 

Tamburkorps ned til Nordre toldbod, 

hvor vi skulle mødes med det 

Slegsviske musikkorps, og paraden 

skulle startes. 

Lygterne tændes 

Under træningen var vi tidligere 

blevet fotograferet, af op til flere 

forbipasserende turistbusser fyldt 

med diverse japanske og tyske turister, 

men det kunne slet ikke måle 

sig med de 300- 400 tilskuere, der 

efterhånden var stimlet sammen 

nede foran Nordre toldbod, hvor vi 

stod bomstille linet op på tre geledder, 

og ventede på musikkorpset. 

Efter de formelle klarmeldinger og 

kontroller tændte lygtebærerne 

deres lygter, og vi marcherede. 

n 

27

Rejsebreve fra Sudan 

Af: Major Allan Vennike, Gardehusarregimentet 

At bevæge sig rundt i Khartoum og 

finde en adresse er noget besværligt, 

idet kun hovedgaderne har 

navn. De lokale siger, at by og vej 

planlægning gik i stå, da englænderne 

forlod Sudan i 1956. Eksempelvis 

hedder min adresse: House 

405, Square 21 Ryiad. 

Ryiad er en stor bydel i Khartoum, 

men vejen jeg bor på har intet navn, 

og firkanten er ej heller afmærket 

på nogen vis. 

I skal dog ikke skrive til mig, idet 

jeg ikke har set postkasser, eller i 

det hele taget nogen form for postvæsen. 

Jeg går frem og tilbage til arbejdet. 

Det er en kort tur på ca. 10 minutter, 

men jeg skal passere en hovedvej, 

og det er altså ikke nemt. Der er 

i hele Khartoum en enorm trafik, 

og som tidligere skrevet tilsyneladende 

ingen regler, -men heldigvis 

kører man ikke særlig stærkt, og jeg 

har p.t. ikke set nogen trafikuheld. 

En af årsagerne til de mange biler 

er nok brændstofpriserne. En liter 

benzin koster ca. 3 kr. og en liter 

diesel ca. 2 kr., -jeg har endvidere 

set, at der bliver importeret en lang 

række brugte biler fra Europa, som 

nok sviner for meget i Europa, og 

nu kan svine i Sudan. Længe leve 

liberalismen. 

Jeg tror der vil være gode potentielle 

udviklingsmuligheder for en dansk 

socialdemokratisk skatteminister 

28 

på disse breddegrader. 

En dansk miljøminister ville også 

kunne få job. Plastik må være billigt. 

Der er intet retursystem, så det 

flyder men plastikflasker og plastikposer 

overalt, -og når man handler - 

puttes indkøbene ned i plastikposer 

(og de er gratis), og højest 2 varer i 

hver pose. Det må være al den olie 

der hentes i Sydsudan. 

Vi har netop været på Bourgonvilla 

at spise. Det var god almindelig mad, 

og særdeles fin underholdning fra 

tre nærliggende oplyste minerater, 

hvor imamerne messede deres bøn- 

ner. 

Det lyder næsten som en katolsk 

messe, og man havde på fornemmelsen, 

at imamerne konkurrerer 

lidt om kunderne. 

Vi talte med Birte (indehaveren af 

Bourgon-villa) om alle de vilde hunde, 

der løber rundt i gaderne, og larmer 

om natten, og spurgte hvorfor de 

ikke blev aflivet, idet de antagelig 

er bærere af en masse sygdomme. 

Hun mente, at det nok var fordi de 

var gode opryddere af diverse affald, 

der bliver smidt ud. Hun fortalte 

endvidere, at der i et område 

i Khartoum var flyttet en masse 

Nordkoreanere ind, og efter kort 

tid var der ingen hunde!! 

Der må meget gerne flytte en Nordkoreansk 

familie med venner ind i 

vores nabolag. 

Jeg har en klar fornemmelse af, at 

befolkninger generelt er glade for 

os. De hilser pænt, og jeg har nu 

to gange været udsat for, at der er 

blevet sagt ”Welcome” til mig, - 

og endda fra både en mand og en 

kvinde med stort hovedtørklæde. 

Og forleden dag var der endog en 

sort mand med bred næse og store 

læber som sagde ”We love you” til 

mig. 

Imidlertid er der også mange forskellige 

grupperinger som vil have 


Billedet er taget i en flygtningelejr i 

Darfur 

os ud. Det vurderes, at der i Khartoum 

og omegn er 48 forskellige 

bevæbnede grupper. 

Jeg har også lært at sige ”Hvordan 

har du det?” på arabisk ”Salem a 

legro”, og det siger jeg til alle, jeg 

møder på min vej. De siger en masse 

til gengæld og smiler, så det lyder 

tilsyneladende rigtigt. Tak hedder 

”Shukran”. 

Jeg har netop været på besøg hos 

ejeren af vores lejlighed, Professor 

Mustafa for at klage over vores til 

tider svigtende internetforbindelse. 

Det var ikke nemt at komme ind til 

ham, men langt om længe lykkedes 

det mig. Han modtog mig i den typiske 

arabiske klædedragt, en såkaldt 

Jalabay (udtales djalabai). Det er 

en stor hvid kjole med ærmer, og 

en hvid kalot på hovedet. Hvis det 

skal være rigtig pænt, er kalotten 

erstattet af et tørklæde, som er sat 

sammen til en slags kalot. Denne 

klædedragt bruges af såvel høj som 

lav, men de riges er bare vaskede og 

pæne, hvorimod de fattiges Jalabay 

ser noget sørgelige ud. Ja rent ud 

sagt, -så er de ofte møgbeskidte. 

Og så fik jeg kørekort til Sudan. Jeg 

var til køreprøve sammen med en 

canadier, og den prøvesagkyndige 

kom fra Ghana. 

Det er lidt af et under, at vi bestod, 

fordi vi simpelthen ikke forstod om 

han sagde højre, venstre eller ligeud. 

Vi kørte hver 2 kilometer, og efter 

prøven blev vi på det hjerteligste 

lykønsket af ghaneseren. Så nu skal 

jeg ud i trafikken sammen med de 

andre 8 millioner fra Khartoum. 

Og jeg har været ude og køre, og 

i denne trafik gælder det virkelig

om at være koncentreret, og holde 

tungen lige i munden. Hvis man ikke 

kan komme ud, ja så begynder man 

bare langsomt at presse sig ud, og 

det er ikke altid at blinklys anvendes, 

det er jo nemmere at række 

armen ud af vinduet, men som tidligere 

skrevet - meget få uheld, - 

grundet den relativt lave fart. 

Nu har jeg tidligere skrevet om As- 

terix-syndromet i FN. Det er ikke 

muligt at få en blyant eller en notesblok, 

uden at udfylde diverse formularer, 

som er underskrevet af alle 

foresatte. Men på et punkt er FN 

kommet langt. Mit kørekort er et 

slags DANKORT. Når jeg sætter mig 

ind i bilen, kører jeg mit kørekort 

gennem bilens DANKORT terminal, 

og jeg kan nu starte bilen. Nu registreres 

automatisk, at det er mig 

som har kørt, og hvor længe og hvor 

langt. Heldigvis registreres der ikke 

om jeg har kørt for stærkt. Det er 

da smart. I Sudan skal man tage klip 

i kortet meget bogstaveligt. På mit 

kørekort er der fire firkanter med 

numre fra 1 til 4, og såfremt man 

laver en handling som udløser et 

klip. Ja, da kommer billetkontrolløren 

og klipper. Jeg har bare svært 

ved at se, hvilken handling der kan 

udløse et klip. 

Vi bor jo i en ørken, så det er begrænset 

hvad der er af træer, blomster 

og græsplæner. Tilsyneladende 

er det et statussymbol at have en 

græsplæne med lidt blomster foran 

sit hus. Så kan alle de andre se, at 

her bor en med pengepungen i orden, 

fordi han har råd til at vande 

en græsplæne og nogle blomster. Det 

vil helt sikkert glæde Jannie at høre. 

Så kan jeg måske få lov til at passe 

vores egen græsplæne, og vande 

den i ny og næ, så andre kan se, at 

vi har råd til at bruge vand. 

Disse flokke af geder og deres hyr- 

der findes overalt i Khartoum. Jeg 

overværede en handel. En bil kommer 

kørende ind til hyrderne. Der 

Læg lige mærke til disse geder eller fedthalefår. På Cypern kaldte vi dem 

for KEBAB GEDER. Her tog de lokale arabiske gedehyrder fusen på mig. Jeg 

spurgte pænt, om jeg måtte tage et billede af gederne, og det måtte jeg 

meget gerne. Da jeg så havde taget billedet forlangte de 10 pund eller 30 

kr. for billedet. De stimlede sammen omkring mig, og jeg følte mig tvunget 

til at betale. Jeg betalte hurtigt og forsvandt fra stedet. På vej væk kaldet 

flere gedehyrder på mig -for at jeg skulle fotografere netop deres gede 

flok, men jeg skulle bare væk i en fart 

er normalt samlet 4 til 8 flokke på 

et givent område. Straks samles 

hyrderne omkring bilen, og vil sælge 

netop deres ged til køberen. 

Køberen går ud af bilen kigger lidt 

på de forskellige flokke og sætter 

sig ind i bilen. Kører lidt frem for at 

vise, at han ikke er synderligt interesseret. 

Herefter slæber hyrderne 

de stakkels geder hen til bilen, og 

efter lidt kørsel frem og tilbage - 

vælger køberne en ged, som herefter 

får bundet benene sammen og 

smides i bagagerummet. Handlen 

er afsluttet og geden skal nu hjem 

og slagtes. 

Gratis vand er faktisk den eneste 

sociale foranstaltning jeg har set i 

Sudan. Tiggeri er meget udbredt. 

Når man holder ved en lyskurv bliver 

bilen på det nærmeste omringet af 

tiggere som er blinde, døve, mangler 

lemmer og der er mødre med børn, 

-og børn som har lært at få tårer 

frem i øjenkrogene, og sidst men 

ikke mindst gadehandlere der forsøger 

at sælge alt muligt indtil lyskurven 

skifter til grønt. Når vi er inde 

og handle, er det ikke ualmindeligt, 

at vi bliver fulgt helt til hen til bilen 

af en tigger som så bliver stående 


ved bilen indtil vi er kørt. Jeg har set 

nogle nødhjælpsarbejdere, der gav 

disse tiggere nogle poser kiks, men 

det var de ikke særligt interesseret 

i, -de vil have penge. Jeg har lidt på 

fornemmelse, at der sidder en Fagin 

et eller andet sted, og har sat dette 

tiggeri i system, måske især fordi 

børnene -uanset hvor vi befinder os 

Overalt i Khartoum finder man 

sådanne lerkander med vand. Det 

er gratis drikkevand der stilles til 

rådighed for byens borgere. Jeg har 

været henne og kigge på det, og har 

besluttet, -at min mave ikke skal 

udsættes for denne prøvelse. 

29 

()

i Khartoum, har samme farve røde 

plastik kop til indsamling. 

Jeg har jo hele tiden troet, at jeg boede 

i Khartoum. Det gør jeg ikke - 

har jeg fået fortalt af en lokalt ansat 

på vores kontor. Jeg bor i Ryiad, som 

er en forstad til Khartoum, noget 

ligesom Frederiksberg. Khartoum er 

kun den indre bydel, hvor ministerier 

og regeringspaladser er beliggende. 

Omkring disse ministerier og paladser 

er der faktisk også rigtigt pænt. 

Affald og plastikposer er fjernet, og 

der er grønt og frodigt. De ligger 

også som nærmeste nabo til den 

blå Nil. Imidlertid kaldes overordnet 

hele området for Khartoum, og er så 

opdelt i nogle bydele, såsom Ryiad, 

Ondurman, Nord Khartoum o.s.v. 

Ryiad er den finere bydel, men det kan 

være svært at få øje på. De såkaldte 

internt fordrevne flygtninge slår 

sig ned på alle pladser og i tomme 

huse, og de etablerer sig bag 

nogle papkasser eller bag en masse 

sodavandskasser – affald og ekskrementer 

fra dyr og mennesker 

flyder overalt. I området omkring 

Khartoum bor der ca. 2 millioner 

internt fordrevne sorte afrikanere 

fra Sydsudan og fra Darfur. 

Og hvordan er så situationen i 

Darfur. 

Vi har netop haft besøg af en kvindelig 

amerikansk undergeneralsekretær 

fra New York. Som typisk 

amerikaner blev vi rost i høje toner 

for vores arbejde, og fortalt hvor 

vigtigt og godt vores job var. Der 

manglede kun, at hun til hver af os 

udleverede et diplom. 

Men hun nævnte Darfur, og især at 

missionen, (Hvis den altså bliver 

godkendt af sikkerhedsrådet . Dette 

er mine bemærkninger), vil være helt 

unik, idet det er første gang at FN 

skal udføre fredsarbejde i så tæt 

samarbejde med en anden partner, 

i dette tilfælde AU (Den Afrikanske 

Union). 

30 

Jeg spurgte hvordan hun ville skaffe 

20.000 afrikanske soldater fra AU og 

ca. 6000 politifolk fra AU, når AU 

på nuværende tidspunkt ikke kan 

skaffe 7000 soldater og materiel til 

Darfur. Det skøjtede hun hen over, 

og intet brugbart svar. Så spurgte 

jeg hvordan FN kunne beregne, at 

en mission i Darfur på en fireårig 

periode villa koste 2,6 milliarder dollars, 

når missionen i Sudan årligt 

koster 1,2 milliarder dollars, og med 

1/3 af den styrke som er beregnet 

til Darfur. Det skøjtede hun endnu 

nemmere hen over. Så spurgte jeg 

hvem hun regnede med der skulle 

betale for mission i Darfur. Her var 

svaret, -at så snart sikkerhedsrådet 

havde besluttet sig for missionen, 

så kom pengene også, -og hun tilføjede, 

at amerikanerne jo brugte 

en milliard dollars om måneden i 

Irak, så der var penge nok. En anden 

spurgte om mandatet for missionen, 

heller ikke her noget svar. Det var 

generelt meget skuffende. 

Et simpelt regnestykke siger, at en 

mission i Darfur vil koste ikke under 

tre milliarder dollars årligt. Jeg har 

også svært ved at se hvorledes sikkerhedsrådet 

vil godkende en styrke 


En kvinde henter brænde 

i Darfur, som styres af AU og betales 

af FN. Det haster med en styrke i 

Darfur, men den sudanesiske præsident 

har jo udtrykkeligt sagt, at det 

skal være tropper fra Afrika. Som 

tidligere skrevet blev en egyptisk 

oberstløjtnant for nylig dræbt af 

banditter. Hver dag bliver konvojer 

angrebet, der sker kidnapninger, 

drab og banditter trænger ind i flygtningelejre 

og dræber flygtninge. Jeg 

har netop set, at japanerne er villige 

til at deltage, og Frankrig har 

tidligere også giver deres tilsagn, 

men præsident Bashir vil jo kun have 

afrikanske soldater. 

For nylig roterede en afrikansk enhed. 

Enheden stod på landingspladsen 

med alt deres udrustning, og 

ventede på deres afløsere. Flyvemaskinen 

landede og ud steg enheden 

som skulle overtage. De havde ingen 

støvler på og ingen udrustning. Nu 

gjaldt den om at finde en soldat 

på nogenlunde samme størrelse, 

således man kunne overtage hans 

støvler og hans udrustning. Herefter 

steg de afløste soldater på flyet 

uden støvler og udrustning!! n

Skarpskydningskursus i bjerge 

Af: Oversergent Kim Jensen, 4 Kompagni, I Bataljon 

Kl. cirka 2300 lørdag d. 22. 

juli mødtes A.H. og jeg ved 

4. Kompagnis bygning for at 

pakke det sidste inden 

af-rejse til Mittenwald i 

Tyskland. Det var sparsomt 

med information fra Brigaden, 

så vi vidste kun hvad 

vi skulle medbringe, hvor 

lang tid det varede, og at 

kurset hed ”Scharfschützeinsatz 

im hochgebirge 

–Sommer” (hvilket vi fik 

oversat til, ”noget med at 

skyde og bjerge”). 

Det vidste tyskerne ikke 

Efter en tur på ca. 1400 km var vi 

ved ”Gebirgs- und winterkampfschule” 

i Mittenwald, ca. 2 km fra 

grænsen til Østrig. Selve skolen 

ligger i en dal med bjerge til alle 

Et eksempel på, hvor vigtigt det er 

at uniformen passer til det teræn 

man opholder sig i, hvis man vil 

undgå at blive set 

sider, terænnet deler de med de 

to Gebirgsjägerbataljoner, som ligger 

lige ved siden af skolen. Vi blev 

indkvarteret på et 6 mands kvarter, 

med beskeden om at vi havde appel 

kl. 0700 næste morgen. 

Ved appellen mødte vi de andre 

kursister. Vi var tretten i alt, elleve 

tyskere og to danskere. Vi fik lidt 

af et kulturchok, for beskeden fra 

Brigaden var, at kurset var inter- 

nationalt, men det havde de vist 

bare glemt at fortælle tyskerne. 

Alt foregik på tysk. Da det er en 17- 

18 år siden, vi sidst havde talt tysk, 

ud over ”Deutchland, Deutchland 

alles ist vorbei”, som nok ikke ville 

falde i god jord på det tidspunkt, var 

vi reduceret til det, vi andre kender 

til Litauer, nemlig bare sig ja eller 

nej, så har du 50/50 chance for at 

ramme rigtigt! 

Slut med at grine af gamle damer 

med stave 

Dagen begyndte med udlevering af 

klatregrej, vandrestave (stavgang) 

og bjergstøvler. Så fik vi en pakkeliste 

på tysk, over hvordan vi skulle 

pakke, så det gjorde vi, med lidt 

oversættelses hjælp fra instruktøren. 

Kl. 0900 blev vi trådt an på et 

geled, med den nu pakkede rygsæk, 

indeholdende det udleverede grej 


Kim skyder opad og som det ses, så 

kan vandrestavene bruges til andet 

end at vandre med 

og vand, klar til alt. Vi skulle ud og 

gå ”Damkarmarch”, hvilket vi ikke 

vidste hvad var, men ud fra udtrykket 

på vores tyske kollegaer, så det 

slemt ud! Vores kursusleder præsenterede 

en lille tysk sergent som 

var uddannet militærbjergbestiger, 

det var ham der skulle stå for turen. 

Umiddelbart så han ikke frygtindgydende 

ud, ca. 65 kilo, 175cm og meget 

uglet hår, det skulle dog senere 

vise sig, at vi tog grueligt fejl… 

Vi blev beordret af sted og efter ca. 

2 km, stod vi ved foden af bjerget 

Damkar og så vidste vi godt hvad 

klokken var slået! Han beordrede 

T-shirt, opsmøg på bukserne, frem 

med vandrestavene, en slurk vand 

og åbning af lynlåsen i bukserne. 

For som han sagde, nu ville det gå 

stærkt, og vi ville få brug for ventilationen 

i bukserne. Så gik det ellers 

opad i et rasende tempo, lad 

mig sige til alle jer der griner af de 

gamle koner i vejkanten, der er ude 

at gå med deres stave, det gør jeg 

aldrig mere for de er guld værd når 

det går opad! 

Efter ca. 5-6 km er der en tysker 

der ikke kan mere, han bliver beordret 

tilbage og får at vide, at han 

er afgået fra kurset. Så det var altså 

en stopprøve, hvilket var nyt for 

os, så vi bed tænderne sammen og 

hægtede os på de forreste. Efter ca. 

15-16 km kommer vi til en hytte, hvor 

der er servering af nogle lette retter 

samt drikke. Nogle af vores tyske 

kollegaer siger at vi skal stoppe, 

men nej, vi går lige forbi til alles 

store fortrydelse. For hvad vi ikke 

vidste var, at vi skulle afslutte marchen 

med en bjergbestigning. Da 

så dette ”gå-helvede” sluttede lige 

før en bjergkam, var vi alle sammen 

smadrede og fuldstændig våde af 

sved selvfølgelig lige med undtagelse 

af instruktøren, han havde 

en enkelt perle på panden, ellers 

var han ikke i nærheden af presset! 

Mens vi spiste mad og drak vores 

vand, satte han reb op så vi kunne 

31 

()

estige karmen. Dette gjorde vi så 

efterfølgende og udsigten var hele 

turen værd. 

Kanin hop ned igen 

Da vi havde nydt udsigten i en halv 

time, skulle vi retur, dog ikke ad 

samme vej. Vi troede det var løgn 

eller nærmere en joke, for instruktøren, 

fandt det stejleste sted, for 

nu skulle vi løbe ned! Jeg følte mig 

som jeg var med i et afsnit af ”Jackass”. 

Der var ingen kære mor, så vi 

smøgede ærmerne op, hjelmen på 

og vandrestængerne foran kroppen 

til, at tage overbalancen med. Og 

så skulle man bare give den fuld 

gas i en teknik, hvor man hoppede 

på hælene, mens man fjedrede i 

knæene. Det var sindssygt hårdt, 

men det gik fire gange så hurtigt 

ned, som op. Resten af dagen gik 

med vedligeholdelse, spisning, og 

pakning til næste morgen, for der 

gik turen til Lipzum i Østrig. 

Træning på forskellige afstande 

Tirsdagen startede med kørsel til 

Østrig i bus. I Lipzum skiftede vi 

køretøj til en BV206, for denne bus 

kunne klare stigningen op til de 

2000 m højde hvor kasernen lå. 

Der blev vi indkvarteret, hvorefter 

vi tog direkte på skydebanen for at 

indskyde. Vi skød med tyskernes 

riffel og med deres pistol en HK P8, 

på en selvmarkerende bane og en 

distancen på 300m. 

Onsdagen tog vi rygsækken på og 

gik ud i terrænet for at skyde kliktal 

(indskydningstal for de forskellige 

distancer) på afstanden 400-800 

meter. Det gik hele dagen og aftenen 

med, bare med nat sigte. 

Torsdagen skulle vi skyde opad et 

bjerg, vi gik op til bjerget fra morgenstunden. 

Instruktøren havde dagen 

forinden malet skiver direkte på 

klipperne, på forskellige afstande. 

Vi startede fra 600m og gik baglæns 

indtil 1000m, vi skød dog som det 

længste på 1348m. Det var en af de 

32 

fedeste dage overhovedet på kurset, 

for vi lærte så meget om geværet 

og skydeteknik i bjergene. 

Fredagen skulle vi skyde nedad og 

så skal man jo gå opad! Så vi fik 

lige en march op i 2800m højde, 

hvor skyerne og sneen lå. Her satte 

instruktørerne 4 baner op, som vi 

skiftedes til at skyde på. Igen en 

super fed dag, med rigtig mange 

skud, massere af indlæring og en 

kanon naturoplevelse. 

Bestå eller ingen kursusbevis 

Lørdag var stalking dag (sniger sig 

uset ind på ”byttet” og nedkæmper), 

en slags forsmag på eksamen 

der lå tirsdag. Vi fik en befaling, som 

bestod i et mål som vi skulle nedkæmpe, 

derefter lidt forberedelsestid, 

for så at begive os af sted i 

de seks makkerpar. 

Seks timer senere nedkæmpede vi 

skiven på ca. 700m afstand, efter 

en lang infiltration. Dagen sluttede 

med en skriftlig prøve på tysk, med 

krav om at bestå ellers fik man et 

”ikke bestået” og dermed intet kur- 

susbevis. Tre tyskere dumpede, des- 

værre. 

Søndagen stod som værende ”fridag”, 

men vores instruktør syntes 

at dagen skulle gå med to bjergspidse 

berøringer iklædt fut tøj, så 


der røg den fridag. Det var for os 

danskere stadig en fed oplevelse, 

for vi ser jo ikke så mange bjerge i 

2500 m højden til dagligt, som tyskerne 

gør. 

Ned i navlehøjde 

Mandagen var eksamen! Den gik ud 

på, at stalke ind på fjenden, nedkæmpe 

i max to skud og komme 

væk uset på en given tid. Der var 

to måder at dumpe på, igen træf i 

skiven eller at man blev opdaget på 

vejen ud til målet. Instruktøren lå 5 

meter fra målet med en kikkert og 

kiggede i vores retning, så hovedet 

skulle bare ned i navlehøjde, for ikke 

at blive set. Vi blev alle sendt af sted 

på engang, vores recce aftenen i 

forvejen, gav bonus. Vi var først i 

stilling og fandt en stilling på 571m 

afstand. Det var A.H. der var skytte, 

så presset fra det første skud lå på 

hans skuldre, det andet ville jo så 

være mit, hvis han altså ikke ramte. 

1½ time senere meldte sidste makkerpar 

klar, og skydningerne gik i 

gang, vi skød som nummer tre og 

A.H. traf i første skud, så det blev 

ikke nødvendigt for mig at skyde 

og vi havde bestået. 

Et kanon kursus som jeg varmt kan 

anbefale til andre. Man får nogle 

fede natur oplevelser og en masse 

erfaring. n

Chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Poul Kiærskou, overrakte tapperhedsmedaljer til André 

Pugerup Christensen og Georg Arne Petersen. 

Gardehusarer hædret 

Forsvarets Medalje for Tap- 

perhed og Forsvarets Påskønnelse 

overrakt ved 

parade på Kastellet. 

To danske overkonstabler blev onsdag 

tildelt Forsvarets Medalje for 

tapperhed ved en parade på Kastellet. 

De to er André Pugerup Christensen, 

Gardehusarregimentet i 

Slagelse og Georg Arne Petersen, 

Danske Artilleriregiment i Varde, og 

de modtog deres medaljer af chefen 

for Hærens Operative Kommando, 

generalmajor Poul Kiærskou. 

De to overkonstabler var begge med 

den danske styrke i Afghanistan 

2006, da den kom i hårde kampe 

med Taleban i og omkring byen 

Musa Qala. 

André Pugerup Christensen fik sin 

tapperhedsmedalje for den 23. juli 

som fører af et pansret Eagle spejderkøretøj 

at have ydet en ekstraordinær 

heltemodig og tapper indsats 

ved ufortøvet at have bragt sine to 

sårede besætningsmedlemmer ud 

af Eaglen, efter at den havde ramt 

en mine. Dette til trods for, at han 

selv var ganske medtaget og uden 

hensyntagen til egen sikkerhed. 

Georg Arne Petersen fik sin medalje 

i forbindelse med vagttjeneste på 

et hustag i Musa Qala. Huset blev 

beskudt, og en kollega styrtede gen- 

nem taget og ned i huset. Georg 

Arne Petersen udviste heltemodig 

og tapper indsats ved uden opfordring 

eller tøven og under beskydning 

at forblive på sin vagt uden 

hensyntagen til egen sikkerhed og 

med sigtet ild at optage kampen og 

samtidig tilkalde hjælp. Dette var 

afgjort medvirkende årsag til den 

succesfulde videre undsætning af 

kollegaen. 

I forlængelse af medaljeoverrækkelsen 

fik otte andre tildelt Forsvarets 

Påskønnelse. 


Kaptajn Lars Ulslev Johannesen, Gar- 

dehusarregimentet og kaptajn 

Rasmus Amstrup, Jydske Dragon- 

regiment, fik påskønnelsen for fremragende 

ledelse, kaptajn Lars Hawa- 

leschka Madsen, Flyvertaktisk Kommando, 

blev påskønnet for hjælp til 

en såret observatørkollega i Libanon, 

mens oversergent Michael Eb- 

bensgaard Orsulak, Ingeniørregi- 

mentet, sergent Rune Haahr Overgaard, 

Gardehusarregimentet, overkonstabel-1 

Timmi Keller Petersen 

og Mike Wachmuth, begge Ingeniørregimentet, 

samt overkonstabel Piet 

Rantzau, Gardehusarregimentet, 

alle blev påskønnet i forbindelse 

med en fremragende indsats i forbindelse 

med påkørsel af en pansermine. 

n 

Alle modtagere af henholdsvis tapperhedsmedaljer og påskønnelser 

foran Kastelskirken i København 

33

34 

Tilbud gives 

uden forbindende 

MALERFIRMA 

Holger Christensen 

& Søn A/S 

Trommevej 6 - Slagelse 

Værksted Valbyvej 23 C 

5852 8394 

Espenhein’s Eftf. A/S 

Projektering & udføring af: 

• el & belysning 

• edb & data 

• teleanlæg 

• tyverialarm 

• brandalarm 

v/ Torben B. Nielsen 

Rugvænget 6 4200 Slagelse 

Tlf. 5850 0159 e-mail: info@espenhein.dk 

Fax: 5853 1638 Homepage: www.espenhein.dk 

En ny forening har set dagens lys 

Af Kaptajn af reserven Steen Thomsen, næstformand 

Gardehusarregimentets Veteran 

Panser- og Køretøjsforening 

(GHRVPK) 

De første vintermåneder blev brugt 

til at skrue og banke på de gamle 

historiske køretøjer, som stod i Kalby 

Ris – anlægget ved Næstved. Arbejdet 

skete i samarbejde med medlemmer 

af Dansk Militærhistorisk 

Køretøjs-Forening (DMKF), og dette 

har været godt og udbytterigt. Alle 

køretøjer var igennem en statusvurdering, 

og der er efterfølgende 

foretaget konkret renovering og 

vedligeholdelse på flere af disse. 

De ca. 30 personer, som tidligt gav 

udtryk for interesse for dette arbejde, 

var samlet i flere omgange 

for at arbejde med køretøjerne. 

Gardehusarregimentets overvejelser 

om, hvorledes køretøjerne i 

fremtiden skulle indgå i HISAM førte 

til, at regimentet fandt det mest 

formålstjenligt at skille køretøjerne 

fra det øvrige HISAM således, at 

der blev etableret en særlig organisation 

(forening) til at tage vare 

på disse køretøjer. Denne nye forening 

vil få fuld råderet over HISAMs 

køretøjer til blandt andet at medtage 

disse til DMKF aktiviteter og 

samtidig forpligte foreningen sig til 


Der arbejdes hårdt på at få de gamle biler i gang 

at fremvise disse køretøjer til regimentets 

og andre myndigheders 

Åbent Hus arrangementer, forældredage 

etc.. 

Den 20. juni 2007 blev der afholdt 

stiftende generalforsamling i Kalby 

Ris, hvor 34 deltagere bakkede op 

om ideen og valgte en bestyrelse, 

som allerede har taget arbejdstøjet 

på. Bestyrelsen kom til at bestå 

af Leif Nielsen (formand), Steen 

Thomsen (næstformand), Mogens 

Christensen (kasserer) samt Arne 

Jørgensen og Ole Villers. 

Foreningen navn blev ”Gardehusarregimentets 

Veteran Panser- og 

Køretøjsforening” forkortet 

”GHRVPK”. 

Formålet med foreningen er: 

”At indsamle, restaurere, vedligeholde 

og bevare gammelt militærhistorisk 

materiel, herunder panser og 

køretøjer, der i tidens løb har været 

i brug ved Gardehusarregimentet, 

Sjællandske Livregiment og Danske 

Livregiment.” 

Foreningens virke sker i et snævert 

samarbejde med Gardehusarregimentet 

Historiske Samling (HISAM)

og Historisk Samlings Venner 

(HISAMS VENNER). Endvidere er der 

etableret et formelt samarbejde 

med Dansk Militærhistorisk Køretøjs-Forening 

(DMKF) således, at 

vi er gensidige støtte- og samarbejdspartnere. 

I december måned er foreningen 

vokset til mere end 185 medlemmer, 

som har indmeldt sig via vores 

hjemmeside www.ghrvpk.dk eller 

gennem personlig kontakt til bestyrelsen. 

Hjemmesiden opdateres hyppigt 

med oplysninger om aktiviteter, 

fotos, udvikling af foreningen, bestyrelses-arbejde 

etc. Kontingentet 

for medlemskab er det samme som 

HISAMs Venners (100,- kr pr. år) – og 

vi forestiller os naturligvis, at det 

suppleres med frivillige bidrag, idet 

køretøjerne i Kalby Ris trænger til en 

kærlig hånd – og det koster jo. 

Foreningen har et fornemt samarbejde 

med regimentet og andre, 

og det har allerede medført, at vi 

er rykket til bedre lokaler i Fred- 

skovsdepotet. De første renoveringsprojekter 

er afsluttet, bl.a. har 

foreningens egen messevogn ”Det 

lille Værksted” allerede været med 

på aktiviteter (Græsted Veterantræf, 

Møn Rundt, JDR-træf i Holstebro 

samt deltaget ved regimentets 

Åbent Hus arrangement i september). 

Der arrangeres en fast skrue-lørdag 

i hver måned og herudover holdes 

der åbent for skruearbejde (næsten) 


Uden mad og drikke, duer helten ikke 

hver tirsdag fra 16.00 – 22.00. Se 

aktivitetskalenderen på hjemmesiden. 

Støt den nye forening – kontakt os 

for yderligere information: 

Leif Nielsen (formand) 

– 5554 5416 

– chaffee@stofanet.dk 

Steen Thomsen (næstformand) 

– 46401509 / 4050 8945 

– steen.thomsen@refflect.dk 

35

To Gardehusarer dræbt i Afghanistan 

Af major E.B. Sørensen, Chef for Garnisionsstøtteelementet 

Gardehusarregimentet 

måtte torsdag 29. november 

2007 med stor sorg meddele, 

at to Gardehusarer var 

blevet dræbt i Afghanistan. 

Soldaterne, som var tjenstgørende 

i Spejdereskadronen 

i den danske bataljon 

i det sydlige Afghanistan, 

blev ramt af håndvåbenild 

og faldt i kamp mod Taleban. 

Begge soldater blev evakueret 

med helikopter til 

Camp Bastion, hvor de efter 

ankomsten til felthospitalet 

af lægerne blev erklæret 

døde. 

Konstabel Casper Alexander 

Cramer 

Casper var den venlige, imødekommende 

og hjælpsomme gode ven 

for sine kammerater i delingen og i 

gruppen. Det var her, sammen med 

kammeraterne, at Casper trivedes 

bedst. 

Casper var altid med, når der skete 

noget sjovt. Han var en frisk og god 

kammerat - en som man kunne tale 

med også om andet end det sjov, 

soldater har sammen. 

Casper begyndte i Forsvaret som 

værnepligtig ved Gardehusarregimentet 

i august 2005. 

Efter fire måneders værnepligt 

fortsatte Casper på Hærens reak- 

tionsstyrkeuddannelse. 

Fra august 2006 til februar 2007 var 

Casper udsendt til Irak på hold 8. 

Som udsendt soldat følte Casper 

sig i sit rette element. Han havde 

et realistisk syn på soldatergernin- 

36 

gens alvorlige sider, og han havde et 

afklaret forhold til de farer og risici, 

det indebærer at være soldat. 

Det var fællesskabet, kammerat- 

erne og de mange gode oplevelser, 

der trak i ham. 

Efter udsendelsen til Irak ønskede 

Casper at komme af sted igen så 

hurtigt som muligt. 

Derfor var Casper nu i Afghanistan 

sammen med 5. Spejdereskadron 

fra Gardehusarregimentet. 

Casper gik gerne forrest og tog de 

største byrder på sine skuldre. Når 

noget optog ham, gik han op i det 

med liv og sjæl, og på den måde 

inspirerede han sine kammerater. 

Casper blev 21 år. 

Æret være 

Caspers A. Cramers minde. 

Konstabel Mark Visholm 

Mark var den altid glade og hjælpsomme 

kammerat. Mark stillede 

store krav til sig selv, men var tolerant, 

åben og fordomsfri overfor 

sine medmennesker. Han satte sig 

mål og kæmpede indædt for at nå 

dem uden på nogen måde at skubbe 

andre i baggrunden. 

Hans kammerater husker flere ka- 

rakteristiske episoder, hvor hans 


glæde over at have nået sine mål 

blev delt med kammeraterne i delingen. 

Mark startede i Forsvaret som vær- 

nepligtig ved Gardehusarregimentet 

i august 2006. 

Oprindeligt var Mark blevet erklæret 

begrænset egnet på grund af et 

dårligt knæ, men typisk for Mark 

søgte han dispensation og blev 

indkaldt. 

Under de første par måneders vær- 

nepligt havde Mark dog problemer 

med knæet, men med sin viljestyrke 

overvandt Mark problemerne og var 

derfor klar til at prøve kræfter med 

nye udfordringer i forsvaret. 

I december 2006 startede Mark der- 

for på Hærens reaktionsstyrkeuddannelse 

også ved Gardehusarregimentet. 

Mark blev i forlængelse af ud-dannelsen 

udsendt til Afghanistan med 

5. Spejdereskadron. 

Mark var en god og værdsat syge- 

hjælper i sin deling. Det gode humør, 

glæden og lysten til at opleve verden 

smittede af på Marks kammerater 

i delingen. 

Mark blev 22 år. 

Æret være 

Mark Visholms minde.

Vi er utrolig stolte af jer! 

- brev til Chefen for Spejdereskadronen 

Udsagnet kom fra en mor i 

pårørendegruppen i 2 de- 

ling i lørdags. Gamle husarer, 

der er medlemmer af 

Danske Gardehusarforeninger 

deler til fulde dette 

udsagn. 

Gid de politikere, der var så 

ivrige for at stemme for engagementet 

i Afghanistan 

fortsat vil stå ved deres be- 

slutning. Det kan de gøre 

ved blandt andet at sætte 

sig ind i indsatsens betydning, 

de tjenestebetingelser 

personellet bydes under ud- 

førelsen af den livsfarlige 

mission og navnlig de resultater 

indsatsen medfører 

for lokalbefolkningen i Hel- 

mand-provinsen var et 

andet udsagn fra en far i 

pårørendegruppen. Et ønske 

vi bestemt også deler. 

Midtvejsarrangementet på Antvorskov 

Kaserne fulgte som afslutningen 

på en meget lang og knugende 

uge for jeres pårørende. 

Nogle skulle en time efter sige et 

sidste farvel til Mark Visholm. 

Midtvejsarrangementet viste sin 

betydning for kontakten mellem de 

pårørende, regimentet, bataljonen 

i missionsområdet, 5 Spejdereskadron 

og deltagerne fra 2 deling. 

Din klare stemme bragte nærheden 

ind i lokalet ved det skitserede 

øjebliksbillede fra et sted i ørkenen 

i Afghanistan, hvor eskadronen nu 

løste den stillede opgave. Den personlige 

hilsen og gode ønsker for 

den tilstundende højtid hjalp alle 

til at indlede en god dag sammen 

med det vigtige formål at informere 

hinanden om det, der var hændt, og 

den tid, der resterer, inden eska- 

dronen er tilbage i Danmark til 

februar. 

Regimentschefen indledte med at 

give sin karakteristik af den hjem- 

vendende gardehusars forventelige 

tilstand og opførsel umiddel- 

bart efter hjemkomsten. 

Mads Rahbek havde haf t det 

meget svært ved at være i den pårørendes 

rolle, idet han jo var 

på orlov, da den tragiske hændelse, 

der førte til tabet af de to gardehusarer, 

fandt sted. 

Det gjorde alle godt at høre om dag- 

ligdagen i missionsområdet be- 

lyst ved en video. Det blev endvidere 

gjort klart, hvilke opgav- 

er bataljonen og dens enheder 

løser. Interessant var vurderingen 

af den nære fremtid og de følger, 

det ville kunne få for lokalbefolkningen 

i Gereshk og Upper Gereshk 

Valley. 

Stærkt virkede det, da Mads Rahbek 

støttet af næstkommanderende i 

2 deling og gruppeføreren for 2 

gruppe gennemgik hændelsesfor- 


løbet omkring ildoverfaldet på 2 

deling støttet af et detailkort. 

Så fulgte fem-og-fyrre rige minutter, 

hvor Mads Rahbek og næstkommanderende 

i 2 deling var sammen 

med de pårørende fra 2 deling. Det 

var tidspunktet, hvor oplevelser 

og affødte følelser fra den sidste 

uge kom frem og som for alvor gav 

støtte til de i lokalet forsamlede. 

På vegne af medlemmerne i Danske 

Gardehusarforeninger ønsker jeg 

dig og dine gardehusarer en glædelig 

højtid og nogle rige måneder 

først i 2008. Vi ser frem til at have 

jer tilbage i februar. 

De hjerteligste husarhilsener 

37

38 

Kongelig hofleverendør 

Danske og udenlandske 

Ordensbaand 

Miniatureordner 

medaljer 

sløjfer . rosetter 

Peder Skrams gade 3 . 1054 København K 

Tel. & fax: 33 12 82 53 

e-mail: mwm@mwmorch.dk 

www.ordensbaand.dk 

Redaktionen 

ønsker alle 

gardehusarer & 

deres familier 

en rigtig 

glædelig jul 

& 

et godt og 

lykkebringende 

nytår 

SLAGELSETRYK A/S 


Julehilsen 

Sjællandske Livregiment Soldaterforening 

ønsker alle vore medlemmer 

med familie en rigtig glædelig 

jul og et godt nytår 

Vor julehilsen skal samtidig lyde til 

Gardehusarregimentet, Gardehusarforeningerne, 

Den Danske Soldaterforening 

i Nord Californien USA og 

Dansk Soldaternes Landsråd med 

tak for året der snart rinder ud. 

I Peder Aalborg stuen har vi igen i år 

haft besøg af mange unge mennesker, 

der som vanligt kommer med 

et godt humør, og en positiv indstilling 

til, at her kommer vi for at hygge 

og have det rart med hinanden. 

Vi ønsker også jer og jeres 

familie en rigtig glædelig jul 

og et godt nytår. 

Helmer Christensen 

Formand

Peer Høegh-Guldberg 

Præsident for 

Gardehusarforeningerne 

Hilsen i anledning af årsskiftet 

2007/2008 

Tak for den ydede indsats og mange 

fornøjelige timer i året, der nu rinder 

ud. Bestyrelserne i de lokale gardehusarforeninger 

gør, hvad de kan 

for, at foreningerne fortsat er det 

naturlige samlingssted for medlemmerne. 

Samarbejdet mellem regimentet, 

uddannelsesstedet Antvorskov Ka- 

serne og Danske Gardehusarforeninger 

har været det bedst tænkelige. 

Det beviser støtten til det vel 

gennemførte jubilarstævne, foreningens 

uddeling af hædersgaver til 

værnepligtige, menige gardehusarer 

samt drift og udsendelse af ”Gardehusaren”. 


takker for den store støtte, 

velvilje og interesse, der vises vores 

forening. 


Præsidentens hilsen i anledning af 

årsskiftet 2007/2008 

5 Spejdereskadron er nu indsat som 

en del af den danske bataljon i Af- 

ghanistan. 

Vi har med interesse fulgt enheden 

under dens reaktionsstyrkeuddannelse. 

Jeg har været inviteret til at 

deltage i de to pårørendearrangementer 

og afskedsparaden forud 

for udsendelsen. Gennem pårørendebrevene 

følger vi nu eskadronen 

under udførelsen af den yderst farlige, 

men nødvendige mission. Vi 

beundrer og er jer gardehusarer 

dybt taknemmelige for, at I yder 

denne indsats for at løse den af folketinget 

stillede svære opgave. Det 

er som om det velkendte salmevers 

”Kæmp for alt, hvad du har kært, dø 

om så det gælder! Da er livet ej så 

svært, døden ikke heller” pludselig 

skaber eftertænksomhed. Vi ved, at 

I har forberedt jer grundigt. Gid at 

I passer godt på jer selv og at I alle 

kommer vel tilbage i februar. 

Jeres pårørende har brug for støtte i 

de kommende måneder. Det gælder 

om at gøre afstanden kortest muligt 

mellem den udsendte gardehusar 

og hans kære herhjemme. Det er 

en trøst, at alt synes at være gjort 

ved eskadronen og bataljonen for 

at skabe effektivt virkende netværk 

i delingerne. 

Vores livsnerve - tjenestesteds- og 

soldaterforeningsbladet ”Gardehusaren” 

- fortsætter i 2008. 

Der udsendes, som aftalt med regimentet, 

seks numre. Det vil være en 

opgave at sikre bladets fortsatte 

høje standard, hvad angår objektiv 

information om uddannelse, livet på 

Antvorskov Kaserne, udsendelse, 

beskrivelse af forholdene på indsættelsesstederne 

samt livet i vore 


lokale gardehusarforeninger. 

Det skal være sjovt at være medlem 

af en gardehusarforening, men det 

skal også være meningsfyldt for alle 

medlemmerne, hvilket fortsat er et 

stort ansvar for ledelsen i de lokale 

foreninger at leve op til. 

Alle gardehusarer og ansatte på 

Antvorskov Kaserne samt deres familier 

ønskes en glædelig jul samt et 

godt og lykkebringende nytår. 

Særlige ønsker og tanker går til personellet 

og pårørende i 5 Spejdereskadron. 

39

Afs: Gardehusarregimentet, 4200 Slagelse 

Magasinpost. Returneres ved varig adresseændring. 

ID nummer 46336 B 

SlagelSetryk Marketing apS 5853 0011 www.SlagelSetryk.dk

Årsskrift 2007

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?