SÅ KoM fOrLIGeT - Forsvarskommandoen

More documents

Recommendations

Info

sTAfeTTeN: ET År I fOrsvAreT Stafetten blev sidste gang givet fra en af FSU’s mest erfarne medarbejdere til en af de nyeste. Mette Nagstrup Hermansen begyndte ved FSU for lidt over et år siden – og det har hun ikke fortrudt. Af meTTe NAGsTruP hermANseN, reserveLæGe ved fsu Jeg takker mange gange for stafetten Bent. Det har været et hyggeligt at samarbejde i oksbøl og sikke strøtanker. Dette er så min beretning om mødet med forsvaret. Karrieren herinde har dog ikke været lige så langt som din. Det var et pragtfuldt vejr den skæbnesvangre dag, 1. august 2011. Jeg havde meldt mig frivilligt; ja, jeg havde endda været til optagelsesprøve på fjendtligt territorium (storbyen København, kommer selv fra Jylland), hvor jeg skulle kæmpe mig frem i en meter sne. S-toge der ikke gik på grund af sneen. Taxaer der ikke kom, for alle skulle bruge dem. Det lykkedes mig derfor også at brillere med at komme en time for sent… og så lige til optagelsen i forsvaret. Men trængslerne var ikke ovre endnu, for der var også lige den der psykolog, man skulle ”samtale” med, for at se om man var total bims oveni. uNder GeNNemsNIT Mit navn er noget så trivielt som Mette. Jeg er færdiguddannet læge fra årgang 2008 i Århus. Jeg har ikke nogen specielle superkræfter; ja, jeg opfylder ikke engang gennemsnitsmålene for en gennemsnitsdansker, da jeg kun er 155 cm høj. Men det skulle vise sig senere, at jeg ikke var den eneste, der lå uden for gennemsnitsmålene på mit hold. Alligevel havde jeg valgt at søge ind i forsvaret med start den 1. august 2011 i Skalstrup. På trods af at man var blevet lidt forhåndsgodkendt, så var spændingen tydelig: Hvad skulle det næste år bringe? Min interesse for forsvaret begyndte faktisk allerede, da jeg var på 8. semester, det vil sige fire år henne i min uddannelse. Der mødte jeg en læge, der var ansat i forsvaret. Benedict Kjærgaard, som han hedder, tog alle lægestuderende med ud til flyvestationen i Ålborg, hvor vi blev introduceret for S-61, redningshelikopteren, som den hed dengang, og vi fik en flyvetur. Om aftenen holdt Benedict foredrag og fortalte lidt om, hvad forsvaret var, hvilke muligheder man havde som læge og en masse røverhistorier om sine oplevelser inden for forsvaret. PrAkTIk PÅ heLIkOPTereN Dengang var det ikke vanligt, at man som studerende kunne arbejde for forsvaret, så jeg måtte pænt vente, til jeg blev færdig som læge. Jeg var dog så heldig at komme i praktik i Ålborg ved S-61. Jeg mødte ind mandag morgen, og om aftenen havde jeg allerede min første skarpe mission, hvor vi skulle ud til et krydstogtskib og hente én med hjerteanfald. Dette gjorde i hvert fald ikke interessen mindre. Senere blev det dog til, at man som lægestuderende også kunne bidrage med arbejde i forsvaret. Man kunne både komme med i længere praktik, men man kunne også arbejde på infirmerierne. Selvom jeg blev færdig på universitetet og nu var læge, så gik der alligevel som anført tre år, før jeg søgte ind hos forsvaret. Dette var dog ingen ulempe, for jeg havde jo nået at få de tre års erfaring på hospitaler. deN mILITære skOLe Men tilbage til den 1. august 2011. nu var det sådan, at vi, lægerne, ikke var de eneste, der begyndte den 1. august. og her er min historie lidt handicappet, for alle dem, som har læst fSU nYT nr. 1, har allerede fået en fremragende fremstilling af, hvordan det var at begynde i forsvaret som civilist. Den historie var dog fortalt med tandlægeøjne, men jeg tror ikke, at der var meget forskel på oplevelsen. Jeg vil derfor kun anbefale, at I læser deres beskrivelse af, hvordan det er at skulle lære at marchere, kamuflere sig, grave skyttehuller, spise feltrationer og så videre. Det var jo ligesom en helt anden verden at lære at begå sig i. skALsTruP-hyGGe Efter denne basisuddannelse var der kun lægerne tilbage. Vi var kun tolv, så vi kom hurtigt til at lære hinanden bedre at kende. Jeg var den eneste bosat jyde på holdet, så togturene var lidt lange hver fredag og søndag. Jeg var dog så heldig, at selvom de fleste var fra København, var der alligevel nogle, der valgte at tage til Skalstrup søndag aften. Det blev næsten en hel tradition med, at jeg blev hentet på roskilde banegård. Herefter kørte vi til Skalstrup og hyggede os om aftenen. Efter basisuddannelsen og frem til den 16. december havde vi kurser. Det var blandet fagligt relevante og almene kurser. På en del af de kurser, der ikke var lægefaglige, var der tit andre folk med fra forsvaret. Det var virkelig inspirerende at høre andre folks erfaringer. De lægefaglige kurser var suverænt gode. Som tandlægerne brugte vi også grise på et af vores kurser, hvor vi skulle have mere erfaring i at operere. Det hele kulminerede den 16. december, hvor vi havde parade og blev udnævnt af selveste generallægen. der bLev LukkeT Ned I AfGhANIsTAN Efter en dejlig jul skulle vi udsendes. Det var noget, mange af os havde set frem til; ja, hos mange havde det være selve grunden
fsu Nyhedsbrev til overhovedet at melde sig til forsvaret. Vi havde fået til opgave selv at fordele udsendelserne mellem os, da de i fSU havde erfaring med, at folk blev mere tilfredse, frem for at der skulle trækkes lod. nu plejede det at være sådan, at alle lægerne havde mulighed for at komme til Afghanistan. Men så let skulle det selvfølgelig ikke være. På grund af tilbagetrækning og lukning af nogle af lejrene i Afghanistan var der brug for færre læger. Det vil sige, at vi lige pludselig ikke alle sammen kunne komme til Afghanistan. Vi fik dog løst problemet, blandt andet ved at der kunne komme to læger til Adenbugten som assistenter til den kirurg, der normalt var ombord på skibet. Jeg var den ene af de to, der var så heldig at få den udsendelse. Så i begyndelsen af januar blev de to første læger fra vores hold udsendt. Én til Afghanistan og én til Adenbugten. Vi andre, der blev tilbage, var meget spændte på at høre fra dem, og de var heldigvis rigtig gode til at skrive til os og fortælle om, hvordan det var at være udsendt. TureN GIk TIL seycheLLerNe Min første udsendelse kom midt i marts 2012. Jeg skulle flyve til Seychellerne, som er en lille tropisk øgruppe, der ligger ud for Kenyas og Somalias kyst. Ikke en dårlig start på sin udsendelse. Det var fra havnen i Port Victoria, jeg kom ombord på Absalon. Der var ca. 155 mennesker ombord. Det at bo på et skib, var en oplevelse uden sidestykke. Det var jo de samme mennesker, man spiste med, og man arbejdede med, og minsandten - hvis man skulle lave noget sjovt om aftenen, eller når man lå i havn, så var det stadig de samme mennesker. Det kan sammenlignes lidt med at være på efterskole/højskole og så alligevel ikke, for bliver man træt af menneskerne dér, kan man bare tage hjem i weekenden eller forlade skolen. Det kan jo ikke lade sig gøre ombord på et skib. Tankerne gik også mod udsendelsen Big Brother, hvor der er en masse folk, der er låst inde i et hus. Alt i alt er det måske ikke så mærkeligt, at mange får lidt kuller af at være ombord på et skib, når udsendelsen varede fire måneder som for min besætning. Jeg var kun ombord i to måneder, men jeg nåede da også ganske kortvarigt at have et par dage, hvor jeg bare havde lyst til at komme væk fra alle de mennesker. Men jeg skulle bestemt ikke klage, for jeg var så heldig at få tildelt mit eget lukaf (værelse), hvorimod gasterne boede fire sammen. … OG sÅ GIk TureN TIL GrøNLANd Med henblik på mit arbejde ombord er der igen én, der er kommet mig i forkøbet, for i fSU nYT nr. 1 beskriver sygeplejerske Charlotte, hvordan det er ombord på Absalon. Jeg vil derfor referere til den artikel. Jeg arbejde sammen med Charlotte på Absalon. Desuden var der en skadestuesygeplejerske Claus, en karkirurg, Peter, og en sanit ved navn Henrik. Så der var godt med faglige kollegaer. Efter min tur i Adenbugten havde jeg været så heldig at få to sejladser mere samt en udsendelse til Grønnedal. Jeg var på min anden sejlads i Østersøen med den nye fregat Iver Huitfeldt. Her var vi på nATo-øvelse. Min sidste sejlads var en tur til grønland, som var ubeskrivelig smuk. og endeligt var jeg i grønnedal, hvor jeg arbejdede sammen med sanit Jan, som det viste sig tilfældigvis at have haft Stafetten før. Jeg sluttede mit ophold i grønnedal den 27. august. når jeg tænker tilbage på den forgangne år, kan jeg kun undres over, hvordan der kunne puttes på megen læring, så mange oplevelser og nye venskaber ind på et super fantastisk år. Det var bestemt en oplevelse for livet. #01 Nr. 01 / 1. ÅrGANG december / 2012 Nyhedsbrev for for forsvarets sundhedstjeneste • • 11 11
Page 1 and 2: forsvarets sundhedstjeneste #01 fsu
Page 3 and 4: GeNerALLæGe ErIK DArrE MoDTAgEr Pr
Page 5 and 6: fÅr forSVArETS LæGer PTsd? fAkTA
Page 7 and 8: DEn DIgITAlE revOLuTION PÅ INfIrme
Page 9: KUn beTONbrOkker og BroKKErIErnE er

SÅ KoM fOrLIGeT - Forsvarskommandoen

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?