10.08.2013 Views

JtR - Forskning

JtR - Forskning

JtR - Forskning

SHOW MORE
SHOW LESS

Create successful ePaper yourself

Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.

- en medieaktør i et nyt og socialpolitisk kampfelt<br />

Karsten Olesen<br />

Kandidatuddannelsen, årg. 2001, 4. semester<br />

Speciale<br />

Vejleder: Leif Emerek<br />

Biblioteks- og informationssektorens medieteori og mediepraksis<br />

Kbh.: Danmarks Biblioteksskole, sommer 2008


Indhold<br />

1. ABSTRACT ............................................................................................................................................................. 3<br />

2. PROBLEMFORMULERING................................................................................................................................ 4<br />

3. METODE ................................................................................................................................................................. 4<br />

4. DEFINITIONER ..................................................................................................................................................... 7<br />

5. INTRODUKTION TIL SAGEN JACK THE RIPPER ....................................................................................... 7<br />

5.1. LONDONS DEMOGRAFI I 1888 ............................................................................................................................ 12<br />

6. DOKUMENTTYPER I SAGEN JACK THE RIPPER ..................................................................................... 13<br />

6.1. PRIMÆRKILDER ................................................................................................................................................. 13<br />

6.2. SEKUNDÆRKILDER ............................................................................................................................................ 14<br />

7. AVISEN I LONDON, 1888 .................................................................................................................................. 16<br />

7.1. TEORETISK TILGANG TIL VICTORIANSK JOURNALISME ...................................................................................... 17<br />

7.2. SOCIALPOLITISK TEORI ..................................................................................................................................... 18<br />

7.2.1. Jürgen Habermas ...................................................................................................................................... 19<br />

7.2.2. Michel Foucault ........................................................................................................................................ 24<br />

7.3. KRIMINALJOURNALISTISK TEORI ....................................................................................................................... 27<br />

7.3.1. Steve Chibnall ........................................................................................................................................... 27<br />

7.3.2. Richard V. Ericson .................................................................................................................................... 30<br />

7.4. DISKUSSION MOD SAMMENSKRIVNING .............................................................................................................. 31<br />

7.4.1. Deldiskussion 1: Sammenskrivning til et politisk kampfelt ....................................................................... 31<br />

7.4.2. Deldiskussion 2: Sammenskrivning til et journalistisk skafot ................................................................... 35<br />

7.4.2. ENDELIG SAMMENSKRIVNING AF TEORI ......................................................................................................... 37<br />

8. VICTORIANSK SENSATIONSPRESSE ........................................................................................................... 40<br />

8.1. SENSATIONENS HORROR .................................................................................................................................... 43<br />

8.2. W.T. STEAD OG CHOKJOURNALISMEN .............................................................................................................. 44<br />

9. VICTORIANSK PRESSEDÆKNING AF MORD ............................................................................................ 46<br />

9.1. MORD HVOR OFFER OG MORDER KENDER HINANDEN ........................................................................................ 47<br />

9.2. MORD HVOR OFFER OG MORDER IKKE KENDER HINANDEN ............................................................................... 48<br />

9.2.1. Jack the Ripper ......................................................................................................................................... 48<br />

9.2.1.1. Motiv .................................................................................................................................................................... 49<br />

9.2.1.2. Tilfangetagelse ..................................................................................................................................................... 50<br />

9.2.1.3. Lov og orden ........................................................................................................................................................ 50<br />

9.2.1.4. Mistænkte ............................................................................................................................................................. 53<br />

9.2.1.5. Xenofobi ............................................................................................................................................................... 53<br />

9.2.1.5.1. Antisemitisme ............................................................................................................................................... 54<br />

9.2.1.6. Moralsk og social reform...................................................................................................................................... 55<br />

10. LIDT DISKUSSION MED MEGEN PERSPEKTIVERING ......................................................................... 57<br />

11. KONKLUSION ................................................................................................................................................... 59<br />

12. LITTERATURLISTE ........................................................................................................................................ 63<br />

APPENDIKS A-B ..................................................................................................................................................... 65<br />

APPENDIKS A: MEÏR AARON GOLDSCHMIDT ........................................................................................................... 65<br />

APPENDIKS B: PETRI WORM .................................................................................................................................... 68<br />

BILLEDFORTEGNELSE ....................................................................................................................................... 71<br />

2


1. Abstract<br />

Med en medieret analyse funderet i sociologi og politik (Jürgen Habermas og Michel Foucault)<br />

og medieteori (Steve Chibnall, suppleret med Richard Ericson) undersøges Londonpressens<br />

dækning af sagen Jack the Ripper i 1888. Med pressen afdækker der sig i denne tidlige fase af<br />

moderniteten et institutionaliseret, og meget autonomt, værktøj for udøvelse af symbolsk magt<br />

(”diskurs”) i feltet mellem borger (privatsfæren) og stat (offentligheden). Dette medierede felt<br />

kaldes derfor af Habermas for ”borgerlig offentlighed”. Feltet er senere erobret af staten<br />

(”velfærdsstaten”), og konkret postuleres det at disse tidlige faser af magtkampen mellem presse<br />

og stat (i denne her case primært set som den udøvende magt, af politiet) for eftertiden nok har<br />

kostet os intet mindre end seriemorderen Jack the Rippers identitet.<br />

3


2. Problemformulering<br />

Hvilken påvirkning havde den samtidige presse for sagen ”Jack the Ripper”?<br />

3. Metode<br />

Dagens avis er som bekendt morgendagens historieskrivning, men i herværende arbejde vil det<br />

være tilstræbt helt at se bort fra samtidens presse og dens (senere) betydning som ”historisk<br />

vidne”. Specialet vil helt og holdent prøve at vægte pressens betydning for sagen ud fra dens<br />

sociale, kulturelle og politiske implikationer i dens samtid.<br />

Under vågen hensyntagen til historiens svære dobbeltblik, som et fokus mellem historisk<br />

analyse som objektiv akkumulering af facts over for den subjektive fortolkning, 1 vil jeg:<br />

”analysere[r] hvordan massemedierne bidrager til kulturen ved at tilskrive den mening” 2 .<br />

”Massemedierne” er her samtidige aviser (fra ca. april 1888 til ca. februar 1894) fra primært<br />

London, og ”kultur” er helt konkret ”sagen Jack the Ripper” (i hvert fald fem, muligvis flere,<br />

uopklarede kvindemord begået fra samme hånd i Londons East End omkring en kerneperiode<br />

mellem 31. august 1888 og 9. november 1888).<br />

Jeg vil alene bruge den dokumentariske metode med dataindsamling via primært<br />

litteraturhenvisninger og -lister, løbende suppeleret af litteratursøgning på Internettet og danske<br />

biblioteker (DanBib/Bibliotek.dk).<br />

Desværre er antallet af titler om Jack the Ripper meget begrænsede på danske biblioteker – det<br />

være sig folke- såvel som forskningsbiblioteker 3 – så herværende speciale vil i overordnet grad<br />

tage sine kilder fra mine egne vel ca. 150 bøger og pamfletter, tegneserier og genoptrykte<br />

udgaver af datidens aviser. Dertil skal lægges en løbende tidsskiftsamling, muligheden for dialog<br />

og spørgsmål i det globale net af såkaldte ”ripperologer”, og endelig en vel ca. 20<br />

dokumentariske DVDer om Jack the Ripper.<br />

Blandt de skriftlige arbejder finder vi helt centralt følgende titler:<br />

The Jack the Ripper A-Z. Paul Begg, Martin Fido og Keith Skinner. London: Headline, 1996.<br />

Tredje udg. 519 s. Ill.<br />

Standardopslagsværket for sagen Jack the Ripper. Desværre indeholder den mange<br />

små fejl mht. til stavemåde og talangivelser. Skulle jeg til dette arbejde støde på<br />

sådan ukurante kilder, vil jeg af simpel respekt tillade mig at rette dem i stilhed når<br />

værket citeres/refereres.<br />

Alexander Kelly: Jack the Ripper : A bibliography and review of the literature. London:<br />

Association of Assistant Librarians, 1995. Anden udg. 186 s.<br />

Den bedste bibliografi overhovedet om Jack the Ripper. Er forbløffende komplet<br />

og nøjagtig. En helt uundværlig klassiker.<br />

1<br />

Medier og kultur, s. 21-22.<br />

2<br />

Ibid. s. 10.<br />

3<br />

En vejledende søgning i DanBib (kombineret i base forsk og folk) den 12. april 2000 gav i første omgang lovende<br />

149 poster på den primitive søgning ”ma=bo og jack the ripper”, men her viste de fleste poster sig hurtigt at være<br />

lokaliseringsløse MLT poster fra British Library og Library of Congress. Faktisk fandtes der den gang kun sølle<br />

fjorten titler om Jack the Ripper, hvoraf en del, efter egen vurdering, var forældede eller deciderede dårlige. En<br />

lignende søgning på artikler i DanBib gav et om muligt endnu mere magert resultat, så en nyere søgning vil næppe<br />

bære mere frugt; Olesen, s. 4-5. Med tidens bibliotekstendens med at få flere/mindst de samme titler færre steder er<br />

tendens ganske givet forandret, men dog næppe endnu i en sådan grad at tendensen, i forhold til så snæver en<br />

emnekreds som <strong>JtR</strong>, er værd at undersøge.<br />

4


Karsten Olesen: Jack the Ripper i Londons East End, 1888 : Primærkilder i bibliografisk<br />

præsentation, med slutning til virkelighed via facetanalyse : En historisk undersøgelse. Kbh.:<br />

Danmarks Biblioteksskole, 2000. 263 s. Ill.<br />

Min egen hovedopgave som først benyttede sig af den dokumentariske metode,<br />

siden den empiriske metode for endelig at runde det hele af i den historiske metode<br />

som den er givet i den danske historiker Kr. Erslevs tredelte teknik: 1) At samle<br />

alle primærkilder i sagen Jack the Ripper, at lave 2) En kildekritisk analyse i en<br />

kronologisk bibliografi med emneord, og endelig: 3) At slutte til virkelighed via en<br />

alfabetisk facetanalyse af emneordene. Resultatet er et helt enestående værktøj som<br />

kan bruges som lakmusprøve for den sande flodbølge af litteratur i sagen, som alt<br />

for ofte tager udgangspunkt i den for den historiske værdi aldeles ubrugelige<br />

sekundærlitteratur (dvs. litteratur hvor det historiske dobbeltblik, som ovenfor<br />

skitseret, helt bevidst er afskaffet mht. den objektive side).<br />

L. Perry Curtis, Jr.: Jack the Ripper and the London Press. New Haven and London: Yale<br />

University Press, 2002. 354 s. Ill.<br />

Hr. Perry Curtis, Jr. er foruden at være en overordentlig velskrivende forfatter også<br />

professor i historie og moderne kultur og medier ved Brown University, Rhode<br />

Island. Bagagen er med andre ord pakket godt sammen i dette mere end velkomne<br />

værk der foruden at være helt centralt for dette speciales fokus, fordi værket, som<br />

det første nogensinde, driver komplet empirisk virksomhed, qua cementeret brug af<br />

den videnskabelige metode (problemformulering, metode, afgrænsning, solid<br />

kildekritik og lødig diskurs, osv.), på samtidens avisdækning, bl.a. via god<br />

gammeldags ordoptælling, og kommer ad den vej til en hel del, for undertegnede,<br />

overraskende resultater.<br />

Forfriskende er det at Perry Curtis‟ (for resten af specialet bare kaldet for ”Perry”), i tradition<br />

med forskning på Brown, i sin egen metode glemmer alt om de i europæisk humanistisk<br />

forskning så dominerende franskmænd som f.eks. Lacan, Lyotard og, til dels, Foucault, men i<br />

stedet: ”In a more pedestrian way i have tried to read or interpret all these newspaper texts from<br />

the perspective of what the Dutch scholar Joep Leerssen has called in a very different study ‟the<br />

contextual and intertextual.‟ By this he means the ‟ideological and political circumstances‟ of the<br />

images appearing in print or the mass media, and also ‟the conventions, commonplaces, and<br />

indeed stereotypes‟ that are found in ‟previous texts‟” 4 .<br />

Denne relativt simple metode for diskurs og kildekritik har jeg efter bedste evne selv prøvet at<br />

efterleve i dette speciale.<br />

Ross Strachan: The Jack the Ripper Handbook : A Reader's Companion. Great Scot Services,<br />

1999. 188 s. Ill.<br />

Egentlig en bog for bibliofile fans af Jack the Ripper med angivelse af sjældenhed<br />

og, til dels, værdi på de enkelte værker (f.eks. bøger (fiktion såvel som nonfiktion),<br />

tidsskrifter og tegneserier) og memorabilia (f.eks. musik- og musicalindspilninger<br />

med Jack the Ripper som tema, computerspil og legetøj). Opstillingen er<br />

kronologisk uden index, men har så ellers den helt store force at kunne supplere<br />

Kelly i form af at være mere komplet og (relativt) up to date.<br />

Donald Rumbelow: The Complete Jack the Ripper. London: Penguin, 1988. Tredje udg. 310 s.<br />

Ill.<br />

4 Perry, s. 17.<br />

5


Værket var ved sin fremkomst i 1975 den første ”komplette” og, i hvert fald,<br />

saglige gennemgang af sagen uden at falde i den populistiske fælde med foreslå et<br />

tyndt emne til at være Jack the Ripper. Er vidunderligt velskrevet og kan i øvrigt<br />

erhverves af den dygtige politihistoriker Rumbelow himself, når han tre gange om<br />

ugen på vegne af The Original London Walks fører turister fra Tower Hill Station<br />

ind til Jack the Rippers ”killing fields”. Både bog og oplevelse kan varmt<br />

anbefales.<br />

Philip Sugden: The Complete History of Jack the Ripper. London: Robinson Publishing Ltd.,<br />

1995. Anden udg. 541 s. Ill.<br />

Standardværket om Jack the Ripper. Historikeren Sugden brugte ti år på dette<br />

imponerende værk der desværre mares af at han i bogens sidste kapitel prøver sig<br />

med at give et fuldstændig tåbeligt bud på hvem der bedst egner sig til at være Jack<br />

the Ripper. Ser vi nådigst – ikke mindst i respekt for Sugdens eget fag; den<br />

tilstræbt objektive historieforskning – bort fra dette uheldige kapitel 22 står vi dog<br />

stadigvæk tilbage med intet mindre end et fantastisk værk, et fyrtårn for domænet,<br />

der i sin disposition veksler kapitelvis mellem at beskrive sagen sagligt, ofte med<br />

nye og vigtige vinkler og oplysninger, og så hver anden gang afviser andres<br />

unødige og uheldige spekulation – bare ærgerligt at manden så til sidst selv falder i<br />

(sin egen) fælde(n)!<br />

Umiddelbart vil tematikker og problemformulering i dette speciale tage sin (grove) disposition<br />

og sit udgangspunkt i Perry, og supplerende vil bibliografierne blive brugt til perspektivering, og<br />

opslagsværkerne til verificering og korrektur af evt. misforståelser eller uklarheder. Til<br />

analysedelen i dette projekt vil der blive anvendt tanker og ideer af et par politiske og<br />

sociologiske tænkere og forskere (Jürgen Habermas (afs. 7.2.1.) og Michel Foucault (afs. 7.2.2)),<br />

samt virke fra journalistiske analytikere på en kriminologisk perspektivering indenfor medieteori<br />

(her primært Steve Chibnall (afs. 7.3.1.)).<br />

Om sagen Jack the Ripper findes der p.t. ikke mindre end fem tidsskrifter udelukkende dedikeret<br />

til sagen, heraf er to amerikanske (Ripper Notes og Whitechapel Times) og en enkelt australsk<br />

(Ripperoo). Disse tre har dog mest ry for at være deciderede ”fanzines”, så hvor de kan gøre<br />

fyldest vil jeg i stedet supplere herværende speciale med bidrag fra de to britiske Ripperana<br />

(grundlagt 1992 af N. P. Warren, som stadig er redaktør) og Ripperologist (grundlagt i 1995 af<br />

Mark Galloway; har nu den navn- og sagkyndige Paul Begg (jf. ovenfor) som redaktør). Begge<br />

har de en vis form for peer-review kørende, accepterer ikke bare artikler om sniksnak, løs<br />

spekulation og lettere afsporede hyldesttaler til en historisk person der faktisk, og på dyrisk vis,<br />

har et helt sæt af uskyldige menneskers liv på sin samvittighed.<br />

På Internettet er vi så heldige at vi har et helt enestående seriøst site fuldstændig dedikeret til<br />

sagen Jack the Ripper i form af Casebook Jack the Ripper (http://www.casebook.org). Siden er<br />

overordentligt informationsmæt med mange gengivelser, skannede såvel som tekst alene, af<br />

primærkilder (samtidig pressedækning, uddrag af memoirer fra implicerede i sagen og officielle<br />

dokumenter), artikler og essays (hvoraf de eksklusive for sitet dog svinger en del i kvalitet) samt<br />

et omfattende forum, hvis værdi er uvurderlig fordi den ivrigt frekventeres af verdens førende<br />

”ripperologer”.<br />

Siden drives i øvrigt med megen entusiasme og dedikation for detaljen af den mere end dygtige<br />

Stephen P. Ryder og hans lige så gode programmør John Piper. Det er min erfaring at ingen<br />

andre steder på Internettet overhovedet kommer i nærheden af kvaliteten på Casebook Jack the<br />

Ripper, så mht. til information fra nettet vil jeg naturligt nok alene fokusere projektets<br />

problemformulering på denne sides indhold.<br />

6


4. Definitioner<br />

Fra en almen brug i litteraturen har jeg overtaget diverse akronymer, nemlig:<br />

A-Z – The Jack the Ripper A-Z (central monografi)<br />

HO – Home Office files (mappekode benyttet af Public Record Office for at indeksere den<br />

største samling af de overleverede officielle dokumenter i sagen. Se også: MEPO ; PRO)<br />

<strong>JtR</strong> – Jack the Ripper (hovedaktør)<br />

MEPO – Metropolitan Police files (mappekode benyttet af Public Record Office for at<br />

indeksere den næststørste samling af de overleverede officielle dokumenter i sagen. Se også:<br />

HO ; PRO)<br />

PMG – Pall Mall Gazette (dagblad)<br />

PRO – Public Record Office, Kew ((rigs)arkiv for statslige dokumenter i England der ikke<br />

p.t. er aktive. Se også: HO ; MEPO)<br />

5. Introduktion til sagen Jack the Ripper<br />

Da Martha Tabram skrev sig ind i historien om <strong>JtR</strong> ved den 7. august at være blevet brutalt<br />

stukket ihjel i George Yard i Whitechapel havde lokalavisen East London Observer allerede den<br />

11. august overskriften klar: ”Another dreadful murder” 5 – for historisk set var seriemorderen<br />

endnu ikke begyndt at indskrive sig, men samtiden, pressen og manden på gaden, så det<br />

anderledes, og det er jo lige netop fokus for det her speciale. At skabe og tolke dette<br />

samtidsbillede ud fra pressens samtidige øjne.<br />

Historisk opererer vi med de såkaldte fem kanoniske ofre, og<br />

historisk er netop hvad den typologi er farvet af; Sir Melville<br />

Macnaghten (1853-1921) havde i 1890 afløst James Monro (1838-<br />

1920) der for sin del havde afløst Sir Charles Warren (1840-1927)<br />

som Commissioner, øverste ansvarlig for Metropolitan Police lige<br />

under indenrigsminister Henry Matthews (1826-1913).<br />

London var dengang, som nu, delt op i det rige City og det fattige<br />

Metropolitan, som respektive dækkede Londons centrale kvadratmile,<br />

og så ellers resten af London (”Outer London”). Hver havde de en<br />

politistyrke, og en hel del af ”æren” for at <strong>JtR</strong> ikke blev taget til fange<br />

Sir Melville Macnaghten<br />

skal nok netop findes i et rivaliserende forhold lederne imellem, men<br />

mere om det senere. I hvert fald var det Warren der havde det øverste,<br />

politiske, ansvar for at efterforske fire af de kanoniske mord, og City<br />

Police‟s Commissioner Henry Smith (1835-1921) havde ansvaret for et enkelt.<br />

To led ude fra Warren på posten som øverste ansvarlig finder vi så Macnaghten der den 23.<br />

februar 1894 sidder og skriver et internt memorandum 6 som svar på en serie af artikler i avisen<br />

Sun om at en sindsforvirret mand ved navn Thomas Cutbush skulle være selveste <strong>JtR</strong> –<br />

beskyldningen var i sig selv absurd idet den forvirrede Cutbush intet andet foretog sig end noget<br />

så ”uskyldigt” som at stikke kvinder i måsen, og Suns ”forslag” kunne derfor stå sig latterligt<br />

alene. Men af en eller anden grund skriver Macnaghten sit memorandum, og her gør han det<br />

historiske regnskab gældende at <strong>JtR</strong> begik fem mord, og kun fem mord:<br />

5 A-Z, s. 36-37 ; Sugden, s. 16-19 ; Perry, s. 25 ; Olesen, s. 84.<br />

6 PRO MEPO 3/141: Akt 35, folio 177-183.<br />

7


Mary Ann (Polly) Nichols, 43 år, myrdet fredag den 31. august 1888 i Bucks Row. Fundet<br />

med halsen skåret over, og først senere i lighuset blev det opdaget at hendes underliv var<br />

sprættet op i mavens fulde længde.<br />

Annie Chapman, 47 år, myrdet lørdag den 8. september 1888 i baggården til 29 Hanbury<br />

Street. Halsen skåret over, og maven sprættet op. Indvoldene løftet ud og lagt over venstre<br />

skulder. Den manglende livmoder var sandsynligvis bortført af morderen.<br />

Elizabeth Stride, 45 år, myrdet søndag den 30. september 1888 i indgangen til Dutfield Yard,<br />

Berner Street. Morderen blev sandsynligvis forstyrret midt i sit blinde vanvid af Louis<br />

Diemschütz, som med sin hestevogn kom hjem fra arbejde. Morderen nåede derfor ”kun” at<br />

skære halsen over på Stride, og det er derfor accepteret at han resolut tog alt sit had og gik de<br />

knap halvanden kilometer til Mitre Square, hvor han myrdede:<br />

Catherine Eddowes, 46 år, der fandt sin skæbne i Mitre Square mindre end halvanden time<br />

efter Stride. Lemlæstelserne var forfærdelige; halsen skåret over, maven sprættet op og<br />

venstre nyre plus livmoderen bortført i det stykke af Eddowes‟ sjal, som senere blev fundet i<br />

Goulston Street. Stykket af sjalet blev dagen efter matchet med resterne af klædningsstykket<br />

i lighuset. Oveni skar <strong>JtR</strong> næsetippen af Eddowes, lavede et hak med kniven i bunden af hver<br />

af hendes øjenlåg og endelig skar han to omvendte v‟er under hvert af hendes øjne – et skjult<br />

budskab af en art?<br />

Mary Jane (Marie Jeanette) Kelly, 25 år, myrdet fredag morgen den 9. november 1888 i 13<br />

Millers Court på Dorset Street. Det eneste mord begået indendørs, og et mord begået i et<br />

sandt vanvid, der af de politifolk og vidner der så Kelly in situ beskrives som det mest<br />

forfærdelige syn i deres karrierer, og som den dag i dag forfærder og fascinerer. Med al den<br />

tid han kunne ønske sig fik <strong>JtR</strong> virkelig levet de fantasier ud, der for eftertiden efterlod os<br />

Mary Jane Kelly som en så ukendelig kød- og knoglemasse midt i et lille værelse, med større<br />

eller mindre kødstykker spredt på borde og gulv, blod sprøjtet op ad væggen bag sengen i en<br />

så tæt plamage, at hendes samlever, Joseph Barnett, kun kunne identificere hende på hår og<br />

på øjne.<br />

Historisk har Macnaghtens fem mord stået distancen indtil nyere tid hvor især historikeren Philip<br />

Sugden har gjort meget for at rekonstruere det samtidssyn på sagen der som allerede anført<br />

opererede med flere mord end de fem. Foruden Martha Tabram findes der i de officielle<br />

dokumenter for sagen, overlevet i PRO, sagsmapper for to mord før de kanoniske:<br />

Emma Elizabeth Smith, 45 år, overfaldet 3. april 1888 i Osborne Street, og død samme aften<br />

af sine kvæstelser. Smith var selv i stand til at give vidne inden hun døde, og beskrev her tre<br />

mænd hvoraf den ene var meget ung. Det var det eneste hun fik sagt, og moderne researchere<br />

tillægger dette meningsløse overfald den lokale bande ”The Nichol”, som var specialiseret i<br />

at afpresse prostituerede mod til gengæld at yde ”beskyttelse”.<br />

Den allerede omtalte Martha Tabram, 39 år, dræbt 7. august 1888 i George Yard Buildings af<br />

39 stik fra et våben der for de 38 stik kunne minde om en bajonet, og for det sidste (i<br />

brystbenet) kunne minde om en lommekniv. Netop pga. bajonetten var den soldat mistænkt<br />

som var blevet set med Tabram aftenen før, men på trods af en identifikationsparade, i<br />

gården til Tower og foran Tabrams svirresøster ”Pearly Poll” (Mary Ann Connolly),<br />

lykkedes det aldrig at få identificeret soldaten.<br />

Efter de kanoniske mord har vi fire sager i de officielle sagsakter:<br />

Rose Mylett, 36 år, muligvis dræbt (den sandsynlige dødsårsag er dog snarere at Mylett i<br />

fuldskab ved et uheld kvalte sig selv i sit eget tøj) 20. december 1888 i Clarke‟s Yard.<br />

8


Alice McKenzie, 40 år, dræbt 17. juli 1889 i Castle Alley.<br />

The Pinchin Street Murder, en stadigvæk uidentificeret torso (selvom navnet Lydia Hart er<br />

blevet nævnt) fundet 10. september 1889 under en jernbanebue i Pinchin Street.<br />

Frances Coles, 36 år, dræbt 13. februar 1891 i Swallow Gardens.<br />

Sugden har været instrumental ved at tillæge <strong>JtR</strong> ”æren” for drabet af Tabram og afskrive ham<br />

”laurbærrene” for mordet på Stride i det vanvidsudbrud der allerede i sin samtid blev kaldt for<br />

”The Double Event”. Stride formodes nu, bl.a. også af undertegnede, at være myrdet af sin<br />

voldelige kæreste Michael Kidney. De ”efter-kanoniske” mord er allerhøjest copycats.<br />

Men hvem var han så, Jack? Ja, de officielle sagsakter er gennem årene blevet plyndret til<br />

ukendelighed af souvenirjægere og researchere, så desværre viste den centrale sagsmappe<br />

”Suspects” 7 sig helt at være forsvundet da samtlige officielle dokumenter skulle mikrofilmes i<br />

1988. De var dog forinden blevet frekventeret af en del forskere og researchere 8 , der alle for det<br />

meste kunne melde at dokumenterne primært rummede korrespondance med borgerne, der ofte<br />

ikke var spor bange for at tilkende deres egen nabo kandidatur til at være Jack! Igen viser<br />

Macnaghtens memo sig at være vigtigt, for han nævner her tre andre emner til at være <strong>JtR</strong>, som<br />

alle kunne være langt bedre emner end den sølle Cutbush: Montague John Druitt, Michael<br />

Ostrog og Aaron Kosminski.<br />

For at spare spalteplads skal det hurtigt siges at både Druitt og Ostrog er blevet vasket og renset<br />

lige så hvide som resten af de mistænkte vi finder i andre dele af de officielle sagsakter. Så er der<br />

kun Kosminski tilbage, og det er undertegnedes stålsatte mening at hvis ikke der var den<br />

udbredte romantisering omkring superforbryderen <strong>JtR</strong>, hvis ikke hans tid var den samme som<br />

Sherlock Holmes‟ i det tågede London, hvor mystiske skridt på brosten bæres som ekkoer af<br />

mysterier ind i det betændte East End, hvis ikke en sådan baggrund samtidig var det perfekte<br />

lærred for at matche Holmes med den uopdagede superforbryder <strong>JtR</strong>, der holdt et helt imperium i<br />

et terrorgreb, hvis ikke, så er det 99.9 % sikkert at Aaron Kosminski var morderen. Men det er<br />

måske forståeligt nok at vi til enhver tid vil vælge den gode historie frem for den noget mere<br />

sørgelige og usle som vi får den fortalt af, og med, Kosminski 9 .<br />

Kosminski var en polsk arbejdsløs frisør og jøde, født i enten 1865 eller ‟66. I juli 1890<br />

indlægges han på Mile End Old Town Workhouse Infirmary, hvor han her angives at have været<br />

sindssyg i to år, hvilket jo passer fint med konsensus om at <strong>JtR</strong>‟s forstand helt sygnede væk i<br />

mørke efter mordet på Mary Jane Kelly. Herfra overlades han til sin broders varetægt inden han<br />

4. februar 1891 igen indlægges samme sted, og herfra allerede den 7. februar overføres til<br />

Colney Hatch Lunatic Asylum, hvor det rapporteres at han spiser hvad han kan finde i<br />

rendestenen, er beskidt, og i øvrigt har truet sin søster med en kniv. Herfra hører vi ikke meget<br />

fra Kosminski andet end små notitser indført halvårligt af læger indtil hans helt igennem<br />

udramatiske død i 1919 af nervebetændelse i venstre ben. En interessant indførsel er her den af<br />

Dr. Houchin, der lyder: ”He declares that he is guided & his movements altogether controlled by<br />

an instinct that informs his mind; he says that he knows the movements of all mankind, he<br />

refuses food from others because he is told to do so and he eats out of the gutter for the same<br />

reason” 10 .<br />

7<br />

PRO MEPO 3/141, folio 32-135.<br />

8<br />

I hvert fald af: Jones & Lloyd (1975), Rumbelow (1975), Knight (1976), Wilson & Odell (1987) og Harris (1989).<br />

Årstal i parentes angiver hvornår de publicerede deres aktindsigter ; Olesen, s. 251.<br />

9<br />

”In our time, one of the most popular images of Jack is that of an upper-class gent wearing a top hat and opera<br />

cloak, and driving in a fancy black carriage on his way to purge the East End of prostitutes. Needles to say, a<br />

Cambridge-educated gentleman living in Mayfair or Knightsbridge has much more box-office appeal than an<br />

obscure plebeian lunatic from Whitechapel”: Perry, s. 266.<br />

10<br />

Sugden, s. 402.<br />

9


Kan en sådan galning der spiser fra rendestenen, er beskidt og lader sig lede af stemmer i<br />

hovedet virkelig være superforbryderen <strong>JtR</strong>? Ikke hvis man vil holde myten intakt, men hvis man<br />

ser på lignende sager fra det tyvende århundrede er det klart at disse træk ikke, som man<br />

umiddelbart skulle tro, diskvalificerer Kosminski som <strong>JtR</strong>, men tværtimod bare gør sagen imod<br />

ham endnu stærkere!<br />

Vi har i forrige århundrede tre klassiske seriemordersager der er som kopieret på Kosminskis<br />

livsbane: Herbert Mullin, Richard Trenton Chase og David Berkowitz 11 . Alle var de<br />

uorganiserede (hvilket vil sige at de faktisk handler pr. ren instinkt, modsat de organiserede, der<br />

nøje overvejer hvert eneste træk i deres forbrydelser 12 ) seriemordere med ringe, eller ingen, pleje<br />

af eget ydre, og alle hørte de stemmer inde i deres hoveder, der beordrede dem til at slå ihjel –<br />

Mullin af en stemme der beordrede ham til at slå ihjel for ikke at Californien skulle styrte i<br />

Stillehavet (!), Chase fordi han var blevet bidt af en hund som lille og nu mente at han jævnligt<br />

skulle have frisk blod tilført for ikke at hans eget skulle forvandles til støv, og Berkowitz lod sig<br />

lede til seriemord af naboens talende (!) hund (”Sam”, deraf Berkowitz‟ nom de plume: ”Son of<br />

Sam”). Dette aspekt af sagen skal naturligvis ikke uddybes yderligere her, men skal alligevel<br />

med for at ”afmytologisere” og reklamere for at gå back to basics hvad angår sagen <strong>JtR</strong> – hvilket<br />

jo lige netop var intentionen med undertegnedes hovedopgave i 2000 (se afs. 3.).<br />

I sin bog Criminals and Crime fra 1907 blev det utvetydigt sagt at<br />

<strong>JtR</strong>‟s identitet er bekendt, men det er først The Lighter Side of My<br />

Official Life, med memoirererne fra 1910 13 , at den øverste direkte<br />

ansvarlige for kriminalpolitiet, CID (Central Intelligence Department),<br />

og dermed sagens efterforskning (Warren var øverste ansvarlig for<br />

politiet som helhed), Sir Robert Anderson (1841-1918), bliver konkret<br />

og skriver at <strong>JtR</strong> blev identificeret af det eneste vidne der fik ”a good<br />

view” af ham, men da begge var jøder ville den her person ikke vidne i<br />

retten med bevidstheden om at morderen med sikkerhed ville blive<br />

henrettet.<br />

Anderson afslører ikke navnet på den mistænkte (og heller ikke på<br />

Sir Robert Anderson<br />

jøden der identificerede ham for den sags skyld), fordi han påstår det<br />

vil skade hans gamle afdeling. Men hvem var denne jøde? Det fik vi<br />

først svar på i 1983 14 da et eksemplar af Andersons memoirer kom til<br />

veje hos Chief Inspector Donald Swansons (1848-1924)<br />

barnebarn. Swanson var den øverste bureaukratiske<br />

ansvarlige for sagen, hvor den mere berømte (ikke mindst fra<br />

film, hvor han har haft hovedroller spillet af bl.a. Michael<br />

Caine (1988) og Johnny Depp (2001)) Inspector Frederick<br />

Abberline (1843-1929) er den øverste praktiske ansvarlige i<br />

felten. På det skriftsted hvor Anderson næsten er fristet til at<br />

afsløre navnet laver Swanson en privat note, som altså aldrig<br />

var ment til publicering, i siden af bogen, der viser tilbage til<br />

bagflappen hvor han endelig giver os navnet: ”Kosminski was<br />

the suspect”, står der med blyant.<br />

Kosminski var, ifølge Swanson, bortført til<br />

rekonvalescenthjemmet (for traumatiserede politifolk) kaldet<br />

”The Seaside Home” i Brighton ”where he had been sent to us<br />

Donald Swanson<br />

11 Om de respektive seriemordere, se f.eks. Lane & Gregg: s. 286-288 (Mullin), 93-94 (Chase) & 48-50 (Berkowitz).<br />

12 Ressler & Shachtman, s. 128-151.<br />

13 Sugden, s. 397-398.<br />

14 Ibid., s. 400 ff.<br />

10


with difficulty”, som der står, og her identificeret af det vidne som heller ikke af Swanson får sig<br />

noget navn, men som med sikkerhed er Joseph Lawende, der så Catherine Eddowes med <strong>JtR</strong> ude<br />

foran Mitre Square den regnfulde nat til den 31. september 1888.<br />

Hjemmet i Brighton stod først færdig i 1893, så konfrontationen skete altså efter at Kosminski<br />

var spæret inde i Colney Hatch Lunatic Asylum. Ydermere er det underligt at identifikationen<br />

skulle foregå i Brighton og ikke på en lokal politistation i East End (f.eks. Leman Street eller<br />

Commercial Street, som begge lå midt i kvartererne Whitechapel og Spitalfields; det geografiske<br />

centrum for sagen om <strong>JtR</strong>) i nærheden af Kosminskis sidste adresse hos broderen i Sion Square.<br />

I øvrigt er Sion Square en lokalitet der ligger perfekt for enden af den lige linje mellem Mitre<br />

Square > Goulston Street > Sion Square: og bare endnu et stærkt argument for at Kosminski var<br />

<strong>JtR</strong>; efter Eddowes flygter han nemlig tilbage ind i hjertet af Whitechapel, ind i området nord for<br />

Berner Street, mod bl.a. Sion Square – og vil derfor have mødt den talrige politistyrke fra<br />

Metropolitan der nu var på vej for at smelte sammen med deres kolleger fra City midtvejs<br />

mellem dobbeltmordet. Det mest logiske ville derfor nok være enten at skjule sig eller søge mod<br />

nord, men nej: med stor risiko søgte <strong>JtR</strong> direkte mod den adresse der var brødrene Kosminskis.<br />

Forklaringen for meget af den uklarhed der findes i det overlevede politiarbejde skal for det<br />

første findes i rivaliseringen politikorpsene imellem: Lawende var Citys vidne (Eddowes var<br />

som det eneste af <strong>JtR</strong>‟s ofre myrdet i City), Kosminski var Metropolitans mistænkte. Men det<br />

værste af alt: Kosminski blev ført (”sent to us with difficulty” – jf. citatet ovenfor), til<br />

identifikationen fordi han var indespærret som sindssyg, og som en sådan kunne der ikke rettes<br />

anklage imod ham – og i hvert fald ikke hvis det kom ud at Metropolitan Police nærmest havde<br />

”bortført” ham til en ulovlig identifikation. Fiaskoen var total, og intet under at Charles Warrens<br />

efterfølger som Commissioner i Metropolitan Police, James Monro, til sit barnebarn Christopher<br />

sagde at ”the Ripper was never caught, but he should have been” 15 . Og intet under at vi ser at<br />

sagen stille og roligt ebber ud i 1892, hvor det ser ud til at tilgangen af nye, aktive, dokumenter<br />

stopper sit flow til de officielle dokumentmapper 16 .<br />

Som videre skæbne for det her det vel nok vigtigste dokument i sagen <strong>JtR</strong>, kan det siges at<br />

Swansons barnebarn, den 13 juli 2006, lod det deponere i Scotland Yards berømte/berygtede<br />

lukkede samling kaldet for ”Black Museum”. Meget sympatisk egentlig; taget i betragtning<br />

hvilke uhyrlige summer det dokument kunne have fået sig af pengestærke samlere 17 .<br />

Nu er historien om <strong>JtR</strong> lidt for god til bare at lade sig løse så nemt som det er skitseret ovenfor,<br />

og intet år går derfor uden at der kastes endnu et latterligt emne op som kandidat. De har dog alle<br />

som én det særkende at de eksisterer så betydeligt stærkere i deres sekundærbiografers fantasi og<br />

evne til at fordreje fakta, end de gør i virkeligheden i nærheden af de dystre gerninger vi<br />

tilskriver den sørgelige eksistens vi kalder ”Jack the Ripper”. Allerede i 1890 kom der et lille<br />

brætspil på markedet der hed ”How to Catch Jack” 18 , og siden har den sjoveste passiar blandt<br />

”ripperologer” været det M.J. Trow kalder ”Rippermania”, og Philip Sugden kalder for ”A<br />

Century of Final Solutions” 19 . Myten har overlevet, og vokset sig betydeligt større end, ja, en<br />

lille sørgelig eksistens, jøde og tidligere frisør ved navn Aaron Kosminski.<br />

15<br />

Ibid., s. 374.<br />

16<br />

Olesen, s. 196 ff.<br />

17<br />

Se f.eks. The Guardian, 14/6-2006. Trivia: Carl Muusmanns Hvem var Jack the Ripper? : En dansk<br />

forhørsdommers undersøgelse fra 1908 er berømt fordi den er den første bog der omtaler en mistænkt (Alois<br />

Szemeredy), og apropos uhyrlige priser skal det siges at der, officielt, kun eksisterer fem eksemplarer af bogen; den<br />

ene blev så solgt på internetauktionen eBay i ca. 2002 for ikke mindre end 4500 engelske pund! Som en krølle skal<br />

det lige nævnes at undertegnede ejer to eksemplarer yderligere af den her latterligt sjældne bog.<br />

18<br />

Trow, s. 108.<br />

19<br />

Fint behandlet i essayistisk form i første kapitel der netop er døbt ”A century of final solutions” ; Sugden, s. 1-14.<br />

11


5.1. Londons demografi i 1888<br />

I efteråret 1888 regerede Dronning Victoria det halve af verden fra imperiehjertet i midten af<br />

London kaldet for ”City”; en plet hvis omfang på ca. en engelsk kvadratmile i øvrigt nogenlunde<br />

svarer til den romerske bosættelse Londinum.<br />

Dette relativt lille område var dengang som i dag centrum for handel og finans, og forskellen<br />

var, og er, bogstavelig talt knivskarp fra det rige West End til det fattige East East, som udgjorde<br />

det fattigste af det omkringliggende og nyere London, kaldet for ”greater” eller ”outer” London.<br />

Set fra syd skærer de her to verdener sig, den dag i dag, præcis gennem Middlesex Road, nær<br />

Liverpool Street Station: til venstre nye højhuse i marmor, sortmatteret glas og stål, travle mænd<br />

i nålestribet, til højre lave og faldefærdige bygninger i gul mursten, et rend af arbejdere,<br />

hjemløse, ludere, indvandrere og daglejere; det var præcis her de tyske bombeflys brændstof<br />

rakte under blitzen, det her var så langt de kunne nå med deres last af død, så området i øst, og<br />

lige udenfor den rige kvadratmile er, bogstaveligt talt, bombet tilbage i historien, her er der to<br />

verdener tydelige: ”We have looked upon the Titan sick and hungering, and in his evil-doing; as<br />

well as in his pomp and splendour of the West, and in the exercise of his noble charities and<br />

sacrifices”, skrev Jerrold allerede i 1872 om London 20 . I dag er det ikke den mindste smule<br />

anderledes.<br />

Her, lige udenfor det her rige centrum for den halve verden, husedes i slutningen af det 19ende<br />

århundrede en eksplosiv tilvækst i egenpopulation og indvandring – tilvæksten i ”greater”<br />

London steg alene i Dronning Victorias regeringstid (1837-1901) fra 1,8 millioner til 4,5<br />

millioner 21 – en demografi som var produktet af den industrielle revolution og den deraf<br />

fortættede udvikling af moderne bykultur. Afstanden mellem rig og fattig var ikke bare massiv i<br />

kvantitet, men også i kvalitet: ”The majority of the inhabitants of the West and Central London<br />

know as much [about the East End] as they do of the Hindoo Kush or the Northern Territory of<br />

South Australia” 22 .<br />

East End husede foruden Londons store dokområder også hovedparten af metropolens slagterier<br />

og markeder, og netop disse arbejdspladsers træk på daglejere gjorde kvarteret specielt attraktivt<br />

for indvandrere der her hurtigst kunne finde sig et udkomme til dagen af vejen. Derfor var<br />

området beboelse domineret af såkaldte ”doss-houses”, fattige herberger, hvor man kunne finde<br />

ly for natten. Den her type beboelse var naturligt nok en veritabel magnet for østeuropæiske<br />

anarkister, irske nationalister, for arbejdsløse, kriminelle og prostituerede.<br />

Fra 1886 havde grundlæggeren for Frelsens Hær, ”General” William Booth (1829-1912)<br />

arbejdet på sit berømte, og i øvrigt æstetisk smukke, ”Descriptive Map of London Poverty”, som<br />

inddelte kortets matrikler i felter farvet i spektret fra gul (”wealthy upper middle class”) til sort<br />

(”lower class”). Da kortet i 1889 var færdig i sin første udgave var hele området omkring<br />

kvartererne Spitalfields og Whitechapel, <strong>JtR</strong>‟s ”killing fields”, nærmest penslet fuldstændigt sort<br />

– kun området omkring St. George‟s-in-the-East var fattigere. Igennem fattigdommen skar der<br />

sig korridorer af store gennemgående handelsveje i Spitalfields og Whitechapel i form af<br />

Commercial, Whitechapel og Mile End Road. Her var boligblokkene markeret med rød, som var<br />

farven der blev givet klassen af handelsfolk 23 .<br />

Den 13. november 1887 var fattigdom og arbejdsløshed blevet for meget for East End og en<br />

massiv folkevandring af demonstranter marcherede fra områdets hjerte, Tower Hamlets, ind til<br />

Trafalgar Square hvor de blev voldeligt modtaget af Commissioner Charles Warrens talstærke<br />

politistyrke. En enhed han under indflydelse af sin forhenværende militærkarriere i de<br />

sydafrikanske boerkrige havde ladet træne militært – på bekostning af at lægge vægt på<br />

20 Doré & Jerrold, s. 2.<br />

21 Perry, s. 33.<br />

22 Daily Telegraph, 2. oktober 1888 ; Perry, s. 35.<br />

23 Perry, s. 39-40. Booths kort ligger i øvrigt smukt on-line på nettet under: http://www.umich.edu/~risotto/<br />

12


efterforskningsdelen, detektivarbejdet 24 . Hundredvis af arbejdere blev slået og tævet og<br />

opstanden blev kendt som ”Bloody Sunday” 25 , og blev af den radikale (”venstreorienterede”)<br />

presse igen og igen brugt imod Warren under hans frugtesløse efterforskning efter <strong>JtR</strong>.<br />

6. Dokumenttyper i sagen Jack the Ripper<br />

”Historisk” tid adskiller sig fra ”forhistorisk” ved at have skriftlige kilder til at vidne sin<br />

evolution. Arkæologi kan ved sin beskrivelse af artefakter (menneskeligt forarbejdede eller<br />

frembragte genstande) sige meget om mange aspekter af dagligdagens socialisering og kunst,<br />

men mht. til psykologi, politik og sociologi og andre aspekter af åndsliv og menneskelig<br />

interaktion er næsten kun de skriftlige kilder gangbare. Således også i sagen <strong>JtR</strong>. Vi skelner i den<br />

forbindelse mellem to former for overleveret vidne, nemlig sekundær- og primærkilder:<br />

”Sekundær er en Beretning, naar den henter sin Viden fra<br />

Beretninger, som vi endnu har, eller med andre Ord, naar<br />

Forfatteren ikke har haft større Viden end vi ogsaa kan skaffe os;<br />

primær er modsat en Beretning, som enten hidrører fra selve<br />

Øjenvidnet eller bygger på Vidner, som vi ikke kender” 26 .<br />

Det er for den følgende typologi vigtigt ikke at forveksle primær- og sekundærlitteratur med<br />

førstehånds- og andenhåndsvidne:<br />

”Begreberne primær og sekundær maa da nøje holdes fra<br />

Førstehaands- og Andenhaandsvidner eller hvad Bernheim [tysk<br />

historiker, KO] betegner som ‟Urkilder‟ og ‟Afledede Kilder‟.<br />

Enhver Førstehaandsberetning er ganske vist i sig selv primær<br />

Kilde, men det omvendte gælder ikke, og at man ikke skarpt holder<br />

sig dette for Øje, fører hos mange Methodikere til megen<br />

Uklarhed” 27<br />

6.1. Primærkilder<br />

I sagen <strong>JtR</strong> kan der skelnes klart mellem tre typer af primærlitteratur 28 :<br />

1) Officielle dokumenter fra Metropolitan Police (”Scotland Yard”), Home Office<br />

(”Indenrigsministeriet”) og City Police 29 . Der kan her være tale om opsummerende eller<br />

perspektiverende rapporter om politiets efterforskning og arbejde, afhøringer, ligsyn på ofre,<br />

interne skrivelser og direktiver, ekstern korrespondance med ”informers” til og fra<br />

offentligheden.<br />

2) Samtidig avis- og tidsskiftomtale. Her er der fra pressen overvejende tale om<br />

pressemeddelelser fra politiet – enten direkte eller via et pressebureau, baggrundsartikler,<br />

ledere, gengivelser (direkte eller som parafrase) af ligsynssessioner, interviews med<br />

implicerede af enhver art, rygter, vox populi m.m. Til pressen taler vi primært om<br />

24 Et forhold som bl.a. blev kraftigt kritiseret lederen for Daily Chronicle, 8. oktober 1888 ; Perry, s. 165.<br />

25 A-Z, s. 469-470 ; Perry, s. 54. I øvrigt må “Bloody Sunday” IKKE forveksles med de tilsvarende massakredage af<br />

samme navn i hverken 1905 (22. januar i Skt. Petersborg, Rusland) eller i 1972 (30. januar i Derry, Nordirland):<br />

Chibnall, s. 189.<br />

26 Erslev §39, s. 46 ; Olesen, s. 13.<br />

27 Ibid.<br />

28 Olesen, s. 13-15.<br />

29 Ibid., s. 36-38.<br />

13


læserbreve. Tidsskrifter er primært (ucensurerede) ligsyn fra implicerede retsmedicinere til<br />

estimerede peer-review organer som The Lancet og British Medical Journal.<br />

3) Memoirer fra førstehåndsvidner impliceret i sagen <strong>JtR</strong>. Her er der primært tale om<br />

pensionerede politifolk, men også læger, journalister og menige menneskers liv og levned i<br />

East End erindret om efteråret 1888. Af denne type skelner jeg mellem tre undertyper 30 : P1 –<br />

Artikler, rapporter, noter eller breve ; P2 – Kapitler eller afsnit i selvbiografier ; P3 –<br />

Fragmenter som svar i interviews givet til en avis eller tidsskrift.<br />

6.2. Sekundærkilder<br />

Sekundærkiler har to distinkte grupper:<br />

1) Memoirer fra andenhåndsvidner (jf. afs. 6.1. ovenfor) impliceret i sagen <strong>JtR</strong>. Jeg har her<br />

fundet to klare undergrupper: S1 – Meninger eller udtalelser angiveligt formuleret af<br />

primæraktører, men nu kun overleveret som sekundærdokument ; S2 – Meninger eller<br />

udtalelser tillagt primæraktører der må formodes at være et falsum.<br />

2) ”Ripperature”. Den linde strøm af dårligt researchede bøger der udelukkende slippes ud på<br />

markedet for at lege den glade leg ”catch the Ripper”; med en så selektiv brug af<br />

primærkilderne at selv Jehovas Vidner ville kunne lære at læse den tydelige skrift på vægen,<br />

presses citater helt ud af kontekst ned over så prominente navne som matematikeren og<br />

”børnebogsforfatteren” Lewis Carroll, den store victorianske maler Walther Sickert og ikke<br />

mindst tronarvingen Albert Victor, der senest kunne ses på siden af sin egen livlæge, Sir<br />

William Gull, som en hovedmistænkt i Hollywood produktionen From Hell (2001) med<br />

Johnny Depp i hovedrollen. Perry kalder disse overvejende mandlige forfattere fra<br />

Storbritannien 31 for ”essentialister”, og stiller dem over for overvejende amerikanske<br />

kvindelige forskere – kaldet ”teoretikere”, der havde ”an entirely different agenda and see<br />

these sadistic murders as symptomatic of the deep seated misogyny that pervades patriarchal<br />

societies” 32 . Uden i øvrigt at have dybere funderet forståelse og indsigt i feminisme vil jeg<br />

dog alligevel fuldt ud tilslutte mig citatet og dets accentuering af den fuldstændig tåbelige<br />

industri som er blevet denne vanvittige og sørgelige seriemorder til del.<br />

Gennemgående er primærkilder enten samtidige, eller dokumenter, der via ukommenteret<br />

biografisme, prøver at erindre en neutral samtid frem. Sekundærkilder har det derimod med at<br />

prøve at bringe fortiden op i balance med nutiden; det være sig enten som<br />

erindringsforskydninger eller som historisk forskning på et fundament af videnskabelig<br />

uredelighed.<br />

Det helt store paradoks er så at man nemt kan få ny indsigt i sagen <strong>JtR</strong>, men sjældent ny viden –<br />

det er sjældent at nye primærdokumenter i sagen dukker op, det sker dog at f.eks. gamle<br />

30<br />

Ibid., s. 56.<br />

31<br />

Ja, der findes faktisk kun to kvindelige forfattere der eksklusivt har skrevet om <strong>JtR</strong>: Shirley Harrison, en journalist<br />

der i 1993 påtog sig bestillingsarbejdet fra forlaget Smith Gryphon med at udgive <strong>JtR</strong>‟s (falske) dagbog, samt<br />

femikrimiforfatteren Patricia Cornwall der i 2002 (Portrait of a Killer: Jack the Ripper - Case Closed, DK: Portræt<br />

af en morder (2004)) brugte af sine mange femikrimipenge, akkumuleret af hendes gennemgående detektiv Kay<br />

Scarpetta, til, på absurd vis at prøve at presse teorien igennem at maleren Walter Sickert var <strong>JtR</strong>, og absurd? Det<br />

gjorde hun bl.a. ved at destruere af mandens værker for at få DNA til at sammenligne med tilsvarende på breve<br />

(angiveligt) sendt af <strong>JtR</strong>. En helt uhørt praksis, der da også gav et tvetydigt resultat, og en helt uhørt omgang med<br />

kulturarv, der vist næppe nogensinde vil have kunnet lade sig gøre i Danmark?<br />

32<br />

Perry, s. 2. Disse kvindelige forskere f.eks. de gode Judith R. Walkowitz (1992; s. 191-228) og Maria Tatar (1995;<br />

s. 9) har aldrig beskæftiget sig eksklusivt med <strong>JtR</strong>, men bruger ham bare som eksempel for at promovere deres<br />

hypoteser om at vi lever i et overvejende misogynistisk og patriarkalsk samfund.<br />

14


politifolk afleverer ”souvenirs”, dokumenter de har hapset med hjem fra den her celebre sag 33 ,<br />

men ellers må ny indsigt stamme fra f.eks. større forståelse for psykopatologi, som var nærmest<br />

fraværende i 1888, eller ved at variere teori og analysemetoder i sagen, f.eks. det her speciale.<br />

Og det vel at mærke på et grundlag der sjældent, og i så fald kritisk, konsulterer ”ripperature” for<br />

at få den definitive type historisk konklusion Erslev kaldte for ”slutning til virkelighed” 34 , men<br />

derimod søger at komme trinnet ned, til det kildekritiske 35 , hvor dokumenter enten medieres (via<br />

gensidig supplement), annulleres (via negation qua det ene dokuments højere troværdighed) eller<br />

bare sammenlignes (hvor indhold og/eller niveau i dokumenter nok har samme emne, men ikke<br />

kan blive enige om en fælles forståelse).<br />

Som set i sin positive udgave, som historisk dokument, fremfor den negative, som partsindlæg<br />

for, via ekskluderende brug af primærkilderne, at fremme en teori eller et emne til at være <strong>JtR</strong>,<br />

har ”ripperature” jo den fordel at forældelsesfristen for de (officielle) dokumenter, der ellers ikke<br />

kom (samtidens) offentlighed til del, nu er åbne, det være sig i nok så fragmentet en form, for<br />

alle der måtte have lyst til at se dem i Public Record Office i Kew, London.<br />

Og moderne, og respektfuld, brug af primærkilderne, dem alle sammen på bordet samtidig,<br />

giver os afgjort også en viden om personen <strong>JtR</strong>, ja! Som det skrives i afs. 5., har vi givet også<br />

nok viden til at sætte et navn på manden, men som i den narrative model ”vittigheden” er <strong>JtR</strong> jo<br />

bare pointen, kan ikke stå alene: det er jo alt det der bygges op til pointen der giver pointen<br />

mening, og for at forstå samtiden i London, i 1888, og under den belejring af terror der jo var<br />

<strong>JtR</strong>, er det nok så vigtigt at tage fat produktionen af dokumenttyper af typen ”broadcast”; af den<br />

slags der har gennemslagskraft i alle samfundslag, fra rig til fattig, er virksom på samme tid, på<br />

arbejdsplads såvel som i privaten. Og samtidig et medie der ikke bare kommer ud til, ideelt set,<br />

”alle”, men, og lige netop derfor, skaber felter for magtrelationer og -kampe, omstyrter meninger<br />

og værdier, kan samle og perspektivere, huske detaljen og samle flere af dem op til nye<br />

forståelser.<br />

33 F.eks. MEPO 3/3153: Papirer om <strong>JtR</strong> sendt anonymt til New Scotland Yard, Nov 1987 & MEPO: 3/3155 Billeder<br />

af Jack the Rippers ofre – begge (samt MEPO 3/3154: Dokumenter i den celebre Dr. Hawley Harvey Crippen-sag<br />

fra 1910) ankom, uden afsender, i en brun konvolut i november 1987 til daværende kurator for Scotland Yards<br />

berygtede ”Black Museum”, William Waddell: Olesen, s. 56.<br />

34 Erslev, s. 61-96.<br />

35 Ibid., s. 26-60.<br />

”Whitechepal Murders” & ”Jack the Ripper”: Som dokumenterne tog sig<br />

ud inden de, kronologisk og uændrede siden 1888, overgik til PRO.<br />

Prosaisk før, rædselsvækkende efter, at <strong>JtR</strong> stemplede ind med sit navn.<br />

15


Det eneste samtidige medie med den her gennemslagskraft, med en profil som et rent<br />

samfundssnit, er avisen; den er journalistisk registrerende, er derfor ren ursuppe for enhver<br />

historiker med ambition om at skrive modernismen ind i sit bredest mulige panorama.<br />

7. Avisen i London, 1888<br />

Stempelafgiften (”stamp act”) på visse officielle dokumenter som policer, vidneerklæringer,<br />

aviser m.m. blev opfundet – og det faktisk efter en offentlig konkurrence! – som skat i Holland i<br />

1624, kom så til England i 1689; i starten kun på administrative dokumenter, fra 1712 også på<br />

aviser. Hver dokumenttype cirkuleredes så med den her ekstraskat, kvitteret på hvert respektive<br />

eksempler, med et stempel som bevis. Og når hvert eneste eksemplar af et oplag af aviser på den<br />

her måde ikke bare var behæftet med ekstraskat, men også med den her tidskrævende, absurde<br />

og mekaniske, ekstraadministration med et stempel, er det klart hvorfor at avisen her end ikke<br />

havde sig et vaklende fundament for at blive et massemedie. Situationen var uholdbar, så i 1855<br />

fik udgivernes egen pressions- og lobbygruppe, den såkaldte ”Newspaper Stamp Abolition<br />

Committee” (grundlagt i 1849 af Henry Hetherington), endelig den her ekstraskat afskaffet. Den<br />

engelske stempelafgift, stort set som vi kender den i dag, er så resultatet af en gennemgribende<br />

revision i 1891 36 .<br />

Afskaffelsen af den her ekstraskat åbnede også op for en ny frihed mod en mindre formel avis<br />

mht. mulighederne for en mere ”budskabsstyrende” brug af f.eks. typografi, sats, overskrifter og<br />

manchetter, og den her formelle frihed, kombineret med den rent tekniske introduktion på det<br />

engelske marked af den amerikansk producerede Hoe-rotationspresse i samme år, i 1855, åbnede<br />

nu endelig sluserne for avisen som et bredt oplysningsorgan, som opinionsdanner.<br />

En enkelt Hoe-presse kunne spytte 200.000 trykte sider ud i timen, og det kombineret med<br />

nylige skolereformer, som stille og roligt begrænsede antallet af analfabeter, banede så ellers<br />

vejen for at pressen fra 1870erne og frem kunne udviklet sig til et veritabelt massemedie: ”The<br />

popular newspaper (…) [had] been transformed into the most dynamic and profitable of all<br />

products of the printing press by the end of the century (…) It had also been securely implanted<br />

into the cultural landscape as an essential reference point in the daily lives of millions of<br />

people” 37 .<br />

Den ”fjerde statsmagt” (”fouth estate”) stod sig i 1888 stærkt repræsenteret i London ved tretten<br />

morgenaviser, ni eftermiddagsaviser og fire ugeaviser (”søndagsaviser”) 38 . Politisk spændte de<br />

fra radikalt (det vi nok i dag ville kalde for ”venstreorienterede”) og socialt engagerede aviser<br />

som Star og PMG, tæt op overfor et liberalt (”Whigs”) verdensbillede præsenteret af f.eks. Daily<br />

Chronicle. Konservatismen (”Tory”) blev forsvaret af f.eks. Morning Post, Globe og Evening<br />

News. Den mægtige institution Times, holdt sig nok umiddelbart neutral, men i sagen <strong>JtR</strong> var de<br />

tydeligvis i lejr med konservatismen. I sagen <strong>JtR</strong> er lokalaviserne for Whitechapel og Spitalfields<br />

vigtige, og de største, East London Advertiser og East London Observer, holdt sig, sikkert<br />

fornuftigt nok, politisk set defensivt i sagen for ikke at skade lokale interesser 39 . Ikke<br />

overraskende supplerede eftermiddagsaviserne ofte nyhederne med mere eller mindre krediteret<br />

citation af morgenaviserne, og ugeaviserne kogte for deres del gerne det hele sammen til en<br />

potpourri 40 .<br />

Ydermere var kommunikationen hurtigt blevet globaliseret i midten af det nittende århundrede<br />

med det verdensomspændende telegrafnet, og med udviklingen af internationale nyhedsbureauer<br />

med sæde i Europas vigtigste handelsbyer (i 1835 opstod Havas i Paris og i slutningen af<br />

36 Barker, s. 1 & 83.<br />

37 Perry, s. 57.<br />

38 Ibid., s. 59 & 109-115.<br />

39 Ibid., s. 109-110.<br />

40 Ibid., s. 61 & 117.<br />

16


1840erne opstod Reuter og Wolff i henholdsvis London og Berlin – af de mindre lokale bureauer<br />

er især Central News Agency vigtig i sagen <strong>JtR</strong>) 41 . Der skal siges mere om globaliseringens<br />

effekter i slutningen af afs. 7.2.1.<br />

7.1. Teoretisk tilgang til victoriansk journalisme<br />

At forholde sig til det paradoks at en historisk analyse er en fragmenteret øvelse, en erindring<br />

alene qua dokumenter, er jo faktisk aldeles absurd: for nok vil en historiker med en<br />

romanforfatters sans for epik sagtens kunne forstille sig en vis frygt i East End i 1888, men den<br />

vil aldrig nogensinde kunne rekonstrueres troværdigt. Det er den ene side af sagen, den anden er<br />

det dobbeltblik at historien om journalisme i f.eks. 1888 jo også er historien om egen<br />

historieskrivning – bare med den hage at de her bevægelser ikke arbejder sammen, men er i<br />

direkte konfrontation:<br />

”A conventional sociological monograph begins with a review of<br />

the relevant literature and a discussion of theory and then<br />

progresses to findings and data. The conventional work of<br />

journalism, on the other hand, has an inverted pyramid structure. It<br />

grab‟s the readers attention by opening with the most pertinent,<br />

important, or dramatic material in the expectation that the reader<br />

may discard the piece before reaching the end” 42 .<br />

Historisk forskning er jo samtidig helt anderledes holdbar end avisen, der jo erstattes af en ny<br />

allerede dagen efter; den første er af humanistisk tradition og trækker på teorier helt fra antikken,<br />

vil til stadighed kunne bruge de samme teorier igen og igen, den anden har naturvidenskabens<br />

inkluderende fremdrift: som da Einsteins specielle relativitetsteori i 1905, via inkluderingen af<br />

elektromagnetismen, optog Newtons naturlove, der selv, via ny bevidsthed om tyngdekraften,<br />

igen havde optaget Arkimedes‟ mekaniske love – ja, således er en ny avis et definitivt svar på<br />

gårsdagens ditto, opløser den, og lever derfor alene i et medie på Carpe Diem.<br />

Det er derfor ufatteligt fattigt at stå med afskrifter af aviser og/eller resumerer af artikler, som<br />

f.eks. Chibnalls mægtige afsluttende kapitel, hvor han samler sin empiri af lovbrydning med en<br />

politisk undertone: ”Chronology of Law-and-Order News 1945-75” 43 , eller hele undertegnedes<br />

egen hovedopgave hvor alle store londonavisers dækning af <strong>JtR</strong> blev indekseret, resumeret og<br />

tildelt emneord (jf. afs. 3.). Og dermed, begge steder, blev så underlig dødt, helt uden det liv som<br />

avisen også har.<br />

Skriften som charme, avisen som charmør, alt det er væk – som at læse Kierkegaard i en af de<br />

mange udgaver af samlede værker, papirer og korrespondance: selve dokumentet mangler, men<br />

så! Ser man nu en grafisk repræsentation, eksempler og praksis af det her genis forfatterskab 44<br />

kommer der pludselig en ny dimension ind i stoffet. En levende dimension. Og en levende<br />

samtidighed.<br />

Den her dimension mangler bare endnu mere ved at gå til PRO‟s arkiver af de mikrofilmede<br />

officielle dokumenter, men står man så pludselig med en original, eller bare en faksimile, af en<br />

avis i hånden, f.eks. det direkte fotografiske genoptryk af The Illustrated Police News fra 6.<br />

oktober 1888 der følger med Murder Casebook : Who Was Jack the Ripper?, ja, så fornemmes et<br />

41<br />

Thompson, s. 91 & 169-172 ; Habermas, s. 175.<br />

42<br />

Chibnall, s. VII.<br />

43<br />

Ibid., s. 227-261.<br />

44<br />

Nemlig: Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff og Johnny Kondrups Skriftbilleder : Søren Kierkegaards<br />

journaler, notesbøger, hæfter, ark, lapper og strimler (1996) og Niels Jørgen Cappelørn, Gert Posselt og Bent<br />

Rohdes Tekstspejle : Om Søren Kierkegaard som bogtilrettelægger, boggiver og bogsamler (2002).<br />

17


parallelt spor i fortællingen om magtudredningen i sagen <strong>JtR</strong>: nemlig det levende ord om selve<br />

den tid der nu er væk, nu kun kan rekonstrueres med de lakuner som et valg af metode og teori<br />

altid vil efterlade.<br />

En socialpolitisk orden blev forstyrret af <strong>JtR</strong>. Den her orden søges defineret som kampfelt for<br />

aktører omkring ”forstyrrelsen <strong>JtR</strong>”. Til at repræsentere den her socialpolitiske order er der her<br />

valgt teori (afs. 7.2. med underafsnit).<br />

Det her kampfelt havde, på et absolut pionerstadium, sine deskriptive kronikører; pressen som<br />

medierende aktør i det her kampfelt. Til at repræsentere den her kriminaljournalistik er der her<br />

valgt teori (afs. 7.3. med underafsnit).<br />

I den her tidlige modernisme foregår der altså både en politisk, social og journalistisk omlejring<br />

af magtfeltet; det indskrænkes for nogen, udvides for andre, nye diskurser opstår: ”Towards the<br />

end of the nineteenth century the journalist‟s traditional role of independent commentator on<br />

events gave way to that of professional translator and negotiator between audiences and<br />

institutions” 45 . Paradigmatisk set foregår der altid en udveksling teorierne imellem; andre teorier<br />

kunne jo være valgt, og sammenskrivninger, diskussioner og perspektiver de her teoridomæner<br />

overfor hinanden, og med <strong>JtR</strong> sin centrum, sammenskrives så i afs. 7.4. (med underafsnit).<br />

7.2. Socialpolitisk teori<br />

”I det gamle system blev den dømtes krop kongens ejendom, hvorpå suverænen satte sit mærke,<br />

og som han lod virkningerne af sin magt slå ned på. Nu bliver snarere til en offentlig ejendom,<br />

genstand for en kollektiv og nyttemæssig tilegnelse” 46 , lyder en grovsortering af middelalderens<br />

deocentriske verdensbillede: gud er i midten af universet, hans nærmeste er kongen og paven,<br />

hans slaver er folket. Mod det sætter først renæssancen ind med det geocentriske verdensbillede,<br />

jorden i centrum og her vandrer vi alle ens, alle går vi den samme lidelsens runde vej. Endelig<br />

oplysningstidens nu med det antropocentriske verdensbillede: mennesket er universets nav,<br />

stjernerne bare slutpunkter for enden af hjulets eger.<br />

De her tre former for humanisme har naturligvis haft store implikationer for moral, kunst og<br />

socialvæsen, men i det her speciale er det jo mest udvekslingerne, med pressen som akse i en<br />

magtrelation, der har interesse.<br />

Herfra, og til vor tid, kan det nu siges at: ”I ethvert samfund er kroppen fanget i meget tætte<br />

magtrelationer, som pålægger den tvang, forbud eller pligter” 47 . Med andre ord: ”mennesket” er<br />

gået fra at være en ejendomsret, et objekt i en slavemoral, til en fuldt ud åbenbaret ”borger” med<br />

dertil hørende pligter og rettigheder, og videre: ”En ‟politisk anatomi‟, som lige så meget er en<br />

‟magtmekanik‟, er ved at opstå” 48 .<br />

Den socialpolitiske teori der her skal spørges til, er derfor den der kan rumme det sted hvor det<br />

antropocentriske verdensbillede åbner op for et (teoretisk) ligeværd for alle – og dermed,<br />

indirekte, åbner op for nye magtrelationer i et helt nyt og demokratisk forum; et sted hvor<br />

ytringsfrihed og meninger kræver helt nye aktører og meningsdannere – og her ikke mindst<br />

repræsenteret af de fordringer, pligter og opgaver oplysningstiden kræver af en moderne<br />

journalistik.<br />

Med andre ord: den socialpolitiske teori der her skal eftersøges er af den art hvor magt og<br />

modmagt søger sin mægler i journalistikken, og det specifikt kriminaljournalistikken: den<br />

fortælling der kan udsiges med mest mulig binaritet mellem godt og ondt, og dermed, indirekte,<br />

mellem retfærdighed og uretfærdighed. En platform (læs: et magtfelt) for en simplificeret og<br />

projiceret domstol, en slags model og folkelig oversættelse af anklage og gensvar, om man vil.<br />

45 Chibnall, s. 33.<br />

46 Foucault, s. 124.<br />

47 Ibid., s. 152.<br />

48 Ibid., s. 154.<br />

18


7.2.1. Jürgen Habermas<br />

Jürgen Habermas (f. 1929) er med Horkheimer, Adorno og Marcuse en central skikkelse i<br />

Frankfurterskolen, hvis videnskabsteoretiske udgangspunkt var marxismen, og hvis<br />

forskningsobjekt primært var at ”studere forskellene på det, der er, og det, der burde være” 49 .<br />

Men hvor Horkheimer og Adornos sønderlemmende kulturkritik, Dialektik der Aufklärung<br />

(1944, DK: Oplysningens dialektik (1972)) ender i en totalitær blindgyde, oplysningen er for de<br />

her to en totalitær cul de sac, og Marcuses centrale analyse af en instrumentel samfundsteori<br />

ender i en blind bro mellem nutid og dens fremtid (primært i det centrale værk One-dimensional<br />

man (1964, DK: Det éndimensionale menneske (1972)), er Habermas‟ arbejde af en mere lys og<br />

optimistisk tilgang, har en stadig åbning mod frigørelse, dog stille og roligt væk fra det, for<br />

marxismen, så centrale begreb ”arbejde”, til mere at omhandle ”forståelse” og ”kommunikativ<br />

handlen”.<br />

Det er derfor ingen større overraskelse at Habermas, modsat helten Marcuse, er en glemt<br />

fodnote, helt sat til sidst i fortællingen om studenteroprøret: modsat Marcuses mur i vejen for<br />

studenteroprørets frigørelse, en mur der kun kunne brydes ned ved militante aktionsformer, stod<br />

Habermas fast på kommunikation/dialog, har gjort det lige siden, og brød dermed med den<br />

”hårde” kerne i Frankfurterskolen, der gennemgående har bevaret Marx‟ diktum om at ”arbejdet”<br />

er det afgørende omdrejningspunkt for al menneskelig aktivitet; for Habermas er det her<br />

omdrejningspunkt viden og erkendelse, og det er en helt anden diskurs end den mellem<br />

menneske og natur, omkring arbejdet. Dog har han stadig bevaret en vis kerne af marxismens<br />

materielle dialektik, samtalen, og udvekslingen, af Habermas selv samlet set kaldet for<br />

”interaktion mellem subjekter” 50 ; feltet mellem det materielle og det bevidsthedsmæssige, er til<br />

stadighed Habermas‟ omdrejnings- og udviklingspunkt.<br />

I moderne kapitalisme findes en essens, en udviklingslogik, hvor mennesket, og menneskenes<br />

intersubjektivitet, fremmedgøres i industriens produktionsapparat, mennesket var nu ikke mere et<br />

mål i sig selv, men et middel for det Horkheimer kalder for ”den instrumentelle rationalitet”.<br />

Harste ser her et afgørende brud hos Habermas:<br />

”Fra Marx til Adorno var den instrumentelle rationalitet blevet sat<br />

over for en frigørende eller æstetisk rationalitet, hvis sociale<br />

betingelser systematisk blev fordrejet eller som hos Weber<br />

underkastet en skeptisk værdinihilisme. For Habermas, der havde<br />

været igennem nazismens værdiopløsende vridemaskine, måtte<br />

moralske værdier gennemtænkes en gang til og henføres til en<br />

tredje rationalitet. Lidt banalt kan man sige, at de klassiske tyske<br />

sociologer ikke tilstrækkeligt gjorde op med en populær, men<br />

ulykkelig forsimpling, der så moderniteten som en størrelse, der<br />

groft blev inddelt i maskiner og kultur, objektivitet og<br />

subjektivitet” 51 .<br />

Interessant er det så også at Habermas‟ brud med studenteroprøret har en så nogenlunde spejling<br />

i Danmark, nemlig i K.E. Løgstups afvisning af at blive indsat som tankens bannerfører for den<br />

danske filial; for Løgstrup var ungdommen simpelthen for uerfaren til selv at vide hvad der er<br />

den rette undervisning for deres egen fremtiden, en accept af tiden som en akse fortid-nutidfremtid,<br />

IKKE bare nutid og fremtid; i den her kritik lå der en direkte konfrontation med<br />

49 Nørgaard, s. 8 ; jf. Pahuus, s. 111.<br />

50 Harste, s. 10 & 13.<br />

51 Ibid., s. 13.<br />

19


Marcuse, men også en, på linje med Habermas, afvisning af at frigørelse er en<br />

samfundsanliggende, for f.eks. en generation eller et befolkningssegment, en samfundsstruktur 52 .<br />

Frigørelse er en (etisk) fordring for det enkelte individ, skal ske gennem ligeværdig<br />

kommunikation, ikke gennem revolution mod hele bagakslen i historien, mod fortiden.<br />

Set som filosof spejler Habermas‟ tænkning sig grafisk i personen Habermas; født med<br />

ganespalte har han altid talt svært forståelig, har derfor været tvunget, rent biologisk, til at<br />

accentuere den mest præcise samtale, men var også fra barnsben et jaget bytte for en totalitær<br />

udrensning af biologisk vraggods; Habermas‟ moder beskyttede ham, trak ham bl.a. væk fra<br />

vinduet under Krystalnatten, og den her historiske ulykke blev netop central for at Habermas<br />

tidligt lærte sig forståelsen af mulighederne og betingelserne for ligeværdig samtale, at komme<br />

fri af demagogien, af kommunikationens forsimplende magt 53 .<br />

Men for netop ikke selv at ende som et enkelt talerør for en afsluttet metode har Habermas‟<br />

kommunikationsteori, set som et forfatterskab, mere og mere bevæget sig fra at være en<br />

universel teori, til at blive mere afgrænset og konkret, gå fra teori til instrument. En absolut<br />

interessant evolution, men af mindre betydning for det her speciale 54 , der alene tager fat i<br />

Habermas med den brede pensel, bruger teorien som teori, ser bort fra evt. cases og justeringer,<br />

bruger den ene og alene som den var at finde før den blev konkret, f.eks. via konfrontation med<br />

studenteroprøret. Ud fra den her intention skulle der jo så gerne opstå en egen ”konkretion”:<br />

Habermas i mødet med aktørerne, og spillet, i sagen <strong>JtR</strong>.<br />

Et gyldigt udgangspunkt for enhver analyse af kommunikation vil være at sige at<br />

”kommunikation er en form for handling”, eller mere præcis at:<br />

”sociale fænomener kan ses som formålsbestemte handlinger der<br />

udføres i strukturerede sociale kontekster. Det sociale liv udgøres<br />

af mennesker der tilstræber forskellige former for mål og<br />

hensigter. Derved handler de altid inden for på forhånd givne<br />

omstændigheder og muligheder” 55 .<br />

Disse omstændigheder er de velkendte ”interaktionsfelter”, som vi kender dem fra den franske<br />

sociolog Pierre Bourdieu, og videre skriver Thompson:<br />

”Mennesker er placeret i forskellige positioner inden for disse<br />

felter, afhængig af hvor mange og hvilke resurser der er til<br />

rådighed for dem. I nogle tilfælde opnår disse en vis stabilitet ved<br />

at blive institutionaliserede – det vil sige, ved at blive del af en<br />

forholdsvis stabil mængde af regler, resurser og sociale relationer<br />

(…) Den position som et menneske udfylder inden for et felt eller<br />

en institution, er nært forbundet med den magt som han eller hun<br />

besidder” 56 .<br />

52<br />

Svend Andersen: Frigørelsens fjende (kronik i Politiken, 2/9-2005) ; Nørgaard, s. 9.<br />

53<br />

Harste, s. 5.<br />

54<br />

På den her unikke vægtning af Habermas‟ bevidsthed om selv at være en kommunikator i fortsat udvikling,<br />

leveres et kort og præcist snit gennem hele forfatterskabet forbilledligt af Gorm Harste: Harste, s. 9.<br />

55<br />

Thompson, s. 21.<br />

56 Ibid., s. 21-22.<br />

20


Af magtformer kan vi skelne mellem fire hovedtyper: ”økonomisk”, ”politisk”, ”tvangsmæssig”<br />

(primært af militær art) og endelig ”symbolsk” (”diskursiv” 57 ) magt. Den sidste magtform er så<br />

absolut den vigtigste for dette speciales fokus, og kaldes også for den kulturelle magt, der:<br />

”stammer fra frembringelse, udbredelse og modtagelse af<br />

symbolske former (…) Mennesker (…) kommunikerer hele tiden<br />

med hinanden og udveksler information og symbolsk indhold.<br />

Derved trækker det enkelte menneske på forskellige former for<br />

resurser som jeg løseligt vil beskrive som ‟informations- og<br />

kommunikationsmidler‟. Disse resurser indbefatter de tekniske<br />

midler til fiksering og udbredelse; de færdigheder, kompetencer og<br />

vidensformer der udnyttes i frembringelsen, udbredelsen og<br />

modtagelsen af information og symbolsk indhold (det Bourdieu<br />

kalder for ‟kulturel kapital‟); og den opbyggede prestige,<br />

anerkendelse og respekt der er tilgået bestemte producenter og<br />

institutioner (‟symbolsk kapital‟)” 58 .<br />

Institutioner der benytter sig af symbolsk magt kan være:<br />

”religiøse institutioner, der først og fremmest beskæftiger sig med<br />

frembringelse og distribution af symbolske former der har at gøre<br />

med frelse, åndelige værdier og forestillinger om det hinsides;<br />

uddannelsesinstitutioner der beskæftiger sig med udbredelse af<br />

erhvervet symbolsk indhold (eller viden) og indskærpelse af<br />

færdigheder og kompetence; og medieinstitutioner, der er rettet<br />

mod storstilet frembringelse og almen udbredelse af symbolske<br />

former i tid og rum” 59 .<br />

Disse foraer er så, for igen at bruge Bourdieu, ”kampfelter”, hvor: ”Symbolske handlinger kan<br />

fremkalde reaktioner, kan forlede andre til at handle eller respondere på bestemte måder, at<br />

vælge én handlingsgang frem for en anden, at tro eller mistro, at bekræfte deres støtte til tingenes<br />

tilstand eller rejse sig til fælles oprør” 60 .<br />

I 1888 var Europa midt i at modernisere sig ud af den samfundsorden der i store træk (på trods<br />

af renæssance og oplysningstid) havde domineret siden middelalderen. Store institutionelle<br />

forandringer forløb langs tre hovedlinjer 61 : økonomisk: Europæisk feudalisme blev gradvis<br />

ændret til et system med kapitalistisk varefremstilling og -udveksling, politisk: Nationalstaternes<br />

opståen omkring et afgrænset territorium med et centraliseret beskatnings- og<br />

administrationssystem, og endelig: militært: Krig og krigsforberedelser fik en afgørende rolle i<br />

den politiske forandringsproces ved at lade sig koncentrere i nationalstaterne.<br />

Analysen er inspireret af klassiske samfundstænkere som Marx og Weber, og netop Weber skal<br />

i sin analyse have bemærket at ”en stats evne til at udøve autoritet [afhænger] som regel af dens<br />

evne til at udøve to relaterede, men adskilte former for magt, (…) tvangsmæssig og symbolsk<br />

magt” 62 . Med andre ord bliver informationens logistik fra statsmagt til borger accentueret i<br />

57 Ibid., s. 231.<br />

58 Ibid., s. 25-26.<br />

59 Ibid., s. 26.<br />

60 Ibid. ; jf. Chibnall, s. 43.<br />

61 Thompson, s. 55-56.<br />

62 Ibid., s. 24.<br />

21


slutningen af den det nittende århundrede (jf. citatet med Thompson umiddelbart ovenfor). Det<br />

tidsmæssige fokus for dette speciale ligger lige præcis midt imellem oplysningstidens kim til at<br />

operationalisere de politiske ideologier (f.eks. Jean Jacques Rousseaus kim til socialismen,<br />

Edmund Burkes til konservatismen og Adam Smiths til liberalismen) og det tyvende århundredes<br />

mange grelle eksempler på forsøg på at implementere ideologierne, ofte i ekstreme udgaver som<br />

f.eks. kommunisme, fascisme og nazisme, via f.eks. censur, propaganda og diktatur i statens<br />

tjeneste. For lige netop at understrege Webers pointe.<br />

Men tilbage til Thompson, der skriver at det her moderne Europa forandrede sig radikalt på det<br />

kulturelle område: ”Mønstrene for kommunikation og interaktion begyndte at forandre sig på<br />

grundlæggende og uigenkaldelige områder. Disse forandringer, som udgør hvad man lidt<br />

upræcist kan kalde for ‟kulturens medialisering‟, havde et tydeligt institutionelt grundlag:<br />

Nemlig udviklingen af medieorganisationerne” 63 .<br />

Siden bogtrykkerkunstens indførsel var antallet af dagblade i England vokset stødt, og med den<br />

såkaldte stempellov fra 1712 (jf. afs. 7.) havde staten prøvet at øve en vis kontrol med det<br />

voksende antal og samtidig prøve at holde de mere perifere aviser ude fra markedet.<br />

Stempelloven mødte bitter modstand og blev et veritabelt samlingssted i kampen for<br />

pressefrihed: ”Der ligger en betydelig vægt i argumentet om at kampen for en uafhængig presse<br />

der var i stand til at rapportere og kommentere begivenheder med et minimum af indblanding og<br />

styring fra statens side, spillede en vigtig rolle for udviklingen af den moderne statsforfatning” 64 .<br />

Den sidste pointe ses bedst illustreret ved at de tidlige liberale og liberalt-demokratiske tænkere i<br />

England såsom Jeremy Bentham, James Mill og sønnen John Stuart Mill var ivrige forkæmpere<br />

for pressefrihed.<br />

Disse tidlige liberale tænkere var så forgabt i at forsvare presse- og ytringsfrihed 65 at<br />

betydningen af en uafhængig presse faktisk er et tema som siden sjældent siden har været til<br />

debat hos samfundsteoretikere og politiske filosofer. En markant undtagelse er Jürgen<br />

Habermas‟ tidlige værk Strukturwandel der Öffentlichkeit : Untersuchungen zu einer Kategorie<br />

der bürgerlichen Gesellschaft (1962, NO: Borgerlig offentlighet : dens fremvekst og forfall :<br />

henimot en teori om det borgerlige samfunn (1971)). I sin essens var det Habermas‟ postulat at<br />

opkomsten af handelskapitalismen i det sekstende århundrede kombineret med det moderne<br />

Europas forandrede former for institutionel magt, som skitseret ovenfor, skabte en hel ny<br />

offentlighed:<br />

”Mellem på den ene side den offentlige autoritets, eller statens,<br />

område, og på den anden side det borgerlige samfund og de<br />

personlige forholds private område, opstod det et nyt, ‟offentligt‟<br />

rum: En borgerlig offentlighed der bestod af privatpersoner der<br />

mødtes for indbyrdes at diskutere styrelsen af det civile samfund<br />

og statens ledelse. Denne nye offentlighed var ikke en del af staten,<br />

men var derimod et rum hvor man kunne konfrontere statens<br />

aktiviteter og underkaste dem kritik” 66 .<br />

Det ”private” er hos Habermas bredere end bare privatsfæren og omfatter ”både det voksende<br />

domæne af økonomiske relationer og intimsfæren af personlige forhold der i højere grad blev<br />

adskilt fra økonomisk aktivitet og forankret i ægteskabet og familien som institution” 67 . Ved<br />

63 Ibid., s. 57.<br />

64 Ibid., s. 81.<br />

65 Jf. Thompson, s. 259.<br />

66 Ibid., s. 82, jf. i øvrigt s. 136-138 & 259.<br />

67 Ibid. s. 82.<br />

22


siden af opkomsten i begyndelsen af det attende århundrede af kaffehuse (i England) og saloner<br />

(i Frankrig) som mødesteder for den borgerlige offentlighed 68 , tillæger Habermas naturligt nok<br />

avispressens opståen særlig betydning som forum for den offentlige debat (”nyhetspressen [har]<br />

udviklet seg til meningspresse og avisskriveriet fikk konkurranse av skribent-journalismen” 69 ),<br />

hvorfor bl.a. parlamentarisk arbejde pludselig blev meget mere synligt for offentligheden,<br />

hvorved der naturligt opstod en dialog i pressen, som den borgerlige offentligheds talerør, dets<br />

medierende eksistens mellem privat og offentlig 70 .<br />

Habermas er blevet kritiseret for med sin offentlighedsteori at have foretaget en snæver og elitær<br />

analyse for de udvalgte få med tilstrækkelig uddannelse og økonomiske midler til at bevæge sig i<br />

kaffehusenes og saloners miljøer, men jeg vil nu mene at teorien er gyldig for menige mennesker<br />

i 1880ernes East End i London, hvor skolereformer og massiv tilflytning af relativt<br />

veluddannede, og politisk engagerede, østeuropæere giver det mening at lade begrebet ”borgerlig<br />

offentlighed” omfatte andre grupper end lige den bedre stillede middelklasse og op. Habermas<br />

har da også selv en sigende sentens der åbenbart er blevet overset af hans kritikere: ”Den<br />

borgerlige offentlighet står og faller med prinsippet om almen tilgjengelighet. En offentlighed<br />

der bestembare grupper eo ipso skulle være utelukket, er ikke bare ufuldstændig, snarere er den<br />

ingen offentlighet i det hele tatt” 71 . Denne borgerlige offentlighed oplever hos Habermas et<br />

forfald da:<br />

”Adskillelsen af staten og det civile samfund – som havde skabt et<br />

institutionelt rum til den borgerlige offentlighed – begyndte at<br />

bryde sammen efterhånden som staten antog en stadig mere<br />

interventionistisk karakter og mere og mere påtog sig ansvaret for<br />

borgernes velfærd, og efterhånden som organiserede<br />

interessegrupper indtog en mere og mere betydningsfuld rolle i den<br />

politiske proces” 72 .<br />

Med den snigende udvikling, af det vi her let kan identificere med den moderne velfærdsstat,<br />

forsvandt kaffehusenes betydning og dagspressen blev organiseret i kommercielle koncerner,<br />

hvor de mere overgik til at blive et instrument for kulturforbrug fremfor at være et rationeltkritisk<br />

forum for debat. To koncentrerede sentenser fra Habermas: ”veien fra kulturresonnerende<br />

til kulturkonsumerende publikum”, ”Massepressen beror på at de bredere sjikts deltagelse i<br />

offentligheten omfunktioneres kommersielt, en omfunksjonering som i overveiende grad i det<br />

hele taget skaffer massene adgang til offentligheten” 73 . Ifølge Thompson er den borgerlige<br />

offentlighed nu forfaldet til en skinverden af imagepleje og meningsdannelse 74 . Men i 1888 var,<br />

som vi har fået det skitseret i afs. 7., londonpressen et led i den gryende globalisering, og sagen<br />

<strong>JtR</strong> blev en verdensomfattende begivenhed, som den næppe ville have kunnet være blevet bare<br />

tyve år forinden:<br />

68<br />

Habermas, s. 30-31.<br />

69<br />

Ibid., s. 169.<br />

70<br />

Ibid., s. 83. Thompson taler i øvrigt om ”medieret offentlighed”: s. 140-142.<br />

71<br />

Habermas, s. 79.<br />

72<br />

Thompson, s. 86.<br />

73<br />

Habermas, s. 163.<br />

74<br />

Thompson, s. 87 & s. 153. Jf. i øvrigt s. 282 der med arven fra Kants kritiske (diskursive) tænkning giver<br />

Habermas‟ offentlighedsteori kredit som et ”offentlighedens kritiske princip” qua oplysningstidens ideal om ”at<br />

privatpersoners personlige holdninger kunne udvikle sig til en offentlig holdning gennem en kritisk-rationel<br />

debatproces der var åben for alle og fri for dominans”. Teorien om den magtfrie diskurs er naturligvis central i<br />

Habermas‟ tænkning, men skal i øvrigt ikke yderligere uddybes her. Jf. Habermas, s. 97-109 & 195.<br />

23


”Tilegnelsen af medieprodukter er altid et lokalt fænomen, i den<br />

forstand at det altid involverer enkeltpersoner der befinder sig i<br />

bestemte socialhistoriske kontekster, og som benytter sig af de<br />

resurser som er tilgængelige for dem for at forstå<br />

mediemeddelelserne og indarbejde dem i deres liv. Og<br />

meddelelserne bliver ofte omformet i tilegnelsesprocessen når de<br />

enkelte mennesker tilpasser dem til deres faktiske dagligdag.<br />

Kommunikationens globalisering har ikke elimineret tilegnelsens<br />

lokale karakter, men har snarere skabt en ny form for symbolsk<br />

akse i den moderne verden. Jeg vil beskrive den som aksen mellem<br />

den globaliserede udbredelse og den lokale tilegnelse” 75 .<br />

Denne ”akse” tillader jeg mig at læse ind i Habermas‟ begreb om den borgerlige offentlighed, og<br />

hvis det er en rigtig tolkning lykkes det faktisk for John B. Thompson med dette lange citat at<br />

rekreere og modernisere Habermas‟ forkætrede teori for de få til de mange.<br />

7.2.2. Michel Foucault<br />

Som da Bach aldrig nåede at møde sin samtidige Händel, var Habermas og Michel Foucault<br />

(1926-1984) to andre giganter der, uden nogensinde at mødes til en fælles forståelse, udveksling,<br />

ramme eller synkronisering af ideer, udstak store, og til dels parallelle, spor til eftertiden. Om alt<br />

det her var et møde planlagt, men Foucault nåede lige at dø kort forinden.<br />

Foucaults store linje, i såvel tænkning som forfatterskab, er ”tankesystemernes historie”, således<br />

også i det værk der her skal bruges, i Surveiller et punir (1975, DK: Overvågning og straf<br />

(1977)). Gennemsyret er Hegels Weltgeist og marxismens historicisme; teleologier om at intet (i<br />

verden/ontologien) er universelt, at mennesket er et fortsat produkt af historien: det eneste<br />

grundlæggende ved mennesket, endda særdeles konkret accentueret i Overvågning og straf, er<br />

kroppen. Den her kropsliggørelse af enhver natur, også tanken, gør så at magtkampe opstår i<br />

forhold til individets positionering i samfundet, og i det her hierarki tildeles/tilkæmper vi os så<br />

roller, vi tildeles en identitet, en subjektivering, som konstant står til debat i forhold til den<br />

enkeltes frihed og uafhængighed af magten: ”I takt med at magten bliver mere anonym og<br />

funktionel, er der en tendens til, at dem, hvorpå den udøves, bliver mere individualiserede.” 76 .<br />

Gennemgående i hele Foucaults forfatterskab er derfor – kunne man sige – et aktivt diskursivt<br />

greb, ”den røde tråd”, det Fogh Jensen 77 kalder for ”forbindelseslinjen”, Foucault selv for<br />

”dispositivet” eller ”apparatet”: ”Forbindelseslinjen er en anordning af kanaler for udveksling<br />

mellem forskellige sociale elementer, der ordner elementernes interaktion. Foucaults analyser<br />

går ud på at kortlægge disse udvekslingsmønstre, som det sociale har sedimenteret, og som selv<br />

genererer nye mønstre for social udveksling” 78 .<br />

”Forbindelseslinjen” afsætter (sedimenterer) altså noget statisk, en position, men under den her<br />

position opstår (genererer) analysen også en platform, et springbræt for noget aktivt; der<br />

genereres et felt hvor der kan handles for eller imod, hvor magtkampe kan udspilles.<br />

Uhyre centralt, især set i forhold til Foucaults egen evne til, på skrift, at se stort på selv de mest<br />

simple regler for gennemsigtig disponering, er så Fogh Jensens bud på magten, som set af<br />

Foucault:<br />

75 Ibid., s. 192.<br />

76 Foucault, s. 209.<br />

77 Ibid., s. 7.<br />

78 Ibid., s. 11.<br />

24


”Magten må forstås ud fra forbindelseslinjerne, ud fra de<br />

virkninger de producerer og i de relationer de tegner. Som<br />

inhærent i alle mulige relationer kan magt nok indgå i<br />

klassemodsætninger eller undertrykkelsesmekanismer, men ikke<br />

lokaliseres noget sted, for den er alle steder. At noget er<br />

omnipræsent betyder imidlertid ikke, at det er omnipotent” 79 .<br />

I den optik er den første læsning af Overvågning og straf nok straffens historie, men en dybere<br />

læsning/forståelse vil afsløre at bogen i virkeligheden er endnu en historie 80 om<br />

forbindelseslinjerne, hvor det moderne fængsel bare er det sted disciplinerings-, normaliserings-<br />

og overvågningsapparatet mødes i fælles fokus mod en fast subjektivering af det ulydige legeme.<br />

Magtapparatet sandelig set som – apparat.<br />

Men der er jo et alibi, et rationale, der er naturligvis kød på den underliggende skelet, og for<br />

Overvågning og straf er den konkrete historie fortællingen om straffens organisering af magt: fra<br />

middelalderens og enevældens (af Foucault gennemgående kaldet for ”suverænens”) brug af<br />

iscenesat pinestraf, til skræk og advarsel, men også til god gammel romersk massekontrol via<br />

brød og skuespil, pinestraffen set som underholdning. Den her første fortælling er om<br />

suverænens hævn over lovbryderen af en guddommelig orden, og straffens objekt er kroppen.<br />

Kroppen gennemlever dog en vis for form respekt – hvis man da kan kalde en værdiændring i<br />

transformationen med sigte på død for ”respekt” – nemlig fra en pinestraffen som ”teknik”, ikke<br />

som ”lovløs raseri” 81 , hvor en del af arbejdsskemaet er at dele døden ind kvantitative dele<br />

omkring antal piskelag, dødskampens længde, osv.: ”Dantes digtning sat på love” 82 , og det<br />

Foucault kalder for de ”tusinde dødsøjeblikke” 83 , og frem til ”simpel henrettelse” 84 , men også fra<br />

eksplicit udstilling af de dømte på torvet i en gabestok, til senere at få læst sig dommen på<br />

skafottet under et sørgeslør 85 . Der foregår altså en vis evolution i ”brugen” af kroppen som<br />

magtobjekt.<br />

Efter oplysningstiden, og accepten af Rousseaus kontraktteori, opfattede man i det 19ende<br />

århundrede sociale bånd som lige netop en kontrakt, og kroppens ejendomsret er derfor gået fra<br />

den enevældige fyrste til almenvældet 86 , og brud på tillid og kontrakt straffes derfor med<br />

strafarbejde, samfundsarbejde, med det formål at reintegrere lovbryderen, dog med et ontologisk<br />

problem: ”Forbryderen optræder da som et paradoksalt juridisk væsen. Han har brudt pagten og<br />

er da en fjende af hele samfundet, men han deltager i den afstraffelse, som han udsættes for” 87 .<br />

I processen fra at eksistensens ejendomsret er som slavens, dvs. som objekt/krop, til at den er<br />

almenvældes, dvs. som subjekt/sjæl, indsætter Foucault nok en glidende overgang, men dog,<br />

naturligvis, ikke af rigid og stringent art, som overgange fra dag til dag: ”Hvad angår grebet om<br />

kroppen, så er det endnu i midten af det 19. århundrede ikke helt forsvundet. Straffen er uden<br />

tvivl ikke længere centreret om pinestraffen som lidelsesteknik, den har nu som hovedgenstand<br />

tabet af et gode eller en rettighed” 88 . I den her overgangsfase er der tale om:<br />

79 Ibid.<br />

80 Iflg. Fogh Jensen er ”forbindelseslinjerne” ligeledes hovedperson i Galskabens historie (1961), Ordene og tingene<br />

(1966) og Seksualitetens historie 1 : Viljen til viden (1976): Foucault, s. 9.<br />

81 Ibid., s. 47.<br />

82 Ibid., s. 48 ; jf. s. 59: ”Som Vico sagde det, denne retsvidenskab var ‟en hel lille poetik‟”.<br />

83 Ibid., s. 48.<br />

84 Ibid., s. 26.<br />

85 Ibid., s. 27.<br />

86 Ibid., s. 124.<br />

87 Ibid., s. 104.<br />

88 Ibid., s. 29.<br />

25


”En forskydning i retning af eksemplets mekanik: i pinestraffens<br />

strafferet var eksemplet forbrydelsens replik. Det var meningen at<br />

det ved en form for tvillingemanifestation skulle fremvise den og<br />

på samme tid åbenbare den suveræne magt, som beherskede<br />

forbrydelsen. I en strafferet, der beregnes efter sine egne<br />

virkninger, bør eksemplet henvise til forbrydelsen, men også på<br />

den mest diskrete måde angive, hvorledes magten skal gribe ind på<br />

den mest økonomiske måde, og i det ideelle tilfælde forhindre<br />

enhver gentagelse af både forbrydelsen og afstraffelsen” 89 .<br />

På trods af det historisk-tekniske forbehold, ses straffen derfor alligevel, og overordnet, som en<br />

opbyggelig lektie, og derfor er straffens objekt nu effektivt flyttet fra kroppen til sjælen, her<br />

følger nu en praksis for straf der ikke bare knægter overfladen og kroppen, men ”virker i dybden<br />

på hjertet, tanken, viljen og tilbøjelighederne” 90 . Dermed er der også åbnet op for behovet for at<br />

løse kontraktteoriens paradoks, til at kunne straffe en misdæder udenfor folkets fulde vidne –<br />

netop fordi han har trådt udenfor.<br />

Endelig er der så det moderne fængsel, er indelukkelse gennem udelukkelse, og her er<br />

”disciplinen” skurken, magtens sidste ideal, hvor en detaljeret opdeling af lovbryderens færden<br />

skrives ind i minutiøse programmer der dækker alle detaljer indenfor tid og rum. Som Fogh<br />

Jensen siger: ”Domsinstansens binære logik (skyldig/ikke-skyldig) gradbøjes i straffeinstansens<br />

normaliserende og disciplinerende hænder” (…) ”Overgangen fra pinestraf over synlig<br />

arbejdsstraf til disciplinering er overgangen fra straf som mærke over straf som tegn til straf som<br />

spor. Det er en tematisering af overgange fra det direkte mærkede, over det repræsenterede til<br />

det indskrevne” 91 .<br />

Foucault har dog en fælde og blind mur i sin magtteori (af ham set som ”disciplin”): ved at<br />

indbygge et subjekt, en essens, i sin definition af legemet, typisk i form af identiteter funderet i<br />

race, køn eller type (”kultur”) appellerer han nok (stadigvæk) til minoriteter, men ramler også<br />

lige ind i det paradoks at den her faste identifikation lige netop medfører en let genkendelig<br />

homogenitet, og at dens værdi i kampen (som ”modmagt) derfor præcis gør den let at kende, til<br />

en ”sitting duck” for (over)magten, derfor konstant må være i bevægelse mht. fornyelse og<br />

positionering 92 .<br />

Centralt i disciplineringen (af legemet og legemets laster) er overvågning, og det her aspekt er jo<br />

(pr. foråret 2008) mere aktuelt end nogensinde, er selv en essens i risikosamfundet, men her er<br />

der så at sige at Foucault selv er ret så afklaret på hvorfor modviljen mod mere overvågning er så<br />

stor: ”overvågningen [har] den effekt, at den gør de overvågede til det, den mistænker dem for at<br />

være: kriminelle, syge eller i fare. I risikosamfundet er alle potentielt i fare eller til fare for<br />

andre”, og Fogh Jensen slutter: ”Det Foucault kan lære os er at frihed og fængsel er en del af<br />

samme drøm” 93 . Faktisk en ret så central observation der, uden at hverken Fogh Jensen eller<br />

Foucault nævner det, klart peger på hvorfor totalitære ideologier opererer på samme vilkår som<br />

subkulturer: frihed for nogen ER et fængsel for andre, og at stå uden for flertallets frihed, med<br />

egne love og moral, er ”bare” en anden positionering. Men det er så en helt anden diskussion.<br />

89 Ibid., s. 108 ; det her slet skjulte talionsprincip i strafferetten kalder Foucault i øvrigt for ”rædselsækvivalensen”:<br />

ibid., s. 107. Om talionsprincippet selv, som set af oplysningsreformatoren Vermeil, jf.: ibid., s. 120.<br />

90 Ibid., s. 30.<br />

91 Ibid., s. 9. Foucault kalder i øvrigt henholdsvis kroppens og sjælens afstraffelse for ”blokade-disciplin”, den<br />

opbyggelige disciplinering for ”mekanisme disciplinen”: Ibid., s. 226.<br />

92 Ibid., s. 14.<br />

93 Ibid.<br />

26


7.3. Kriminaljournalistisk teori<br />

Lov og orden. To sider af samme sag, to ord for det samme: i henholdsvis nedfældet teori,<br />

respektive utopisk praksis. Af en forbryder kan, eller rettere: bør man intet lære, men man kan se<br />

eksemplets magt, og i oplysningstiden forestiller man sig nu fængsler som modtagehaller for<br />

”barmhjertighedsbesøg”, og det gerne af børn 94 , her set af Foucault: ”som kommer for at lære,<br />

hvordan lovens velgerninger virker på forbrydelsen: En levende belæring i museet for ro og<br />

orden”, og han fortsætter: ”Da ville den traditionelle omtale af forbrydelsen kunne vendes om i<br />

samfundet. En alvorlig bekymring for lovgiverne i det 18. århundrede: Hvordan skal man fratage<br />

forbryderne deres tvivlsomme ære? Hvordan skal man bringe beretningerne om de store<br />

misdædere til tavshed, som almanakkerne, flyvebladene og de folkelige beretninger synger<br />

om?” 95 .<br />

Forbrydelsen, skrevet ind som eksempel (til skræk og advarsel), er altså fra ca. midten af det<br />

19ende århundrede et pædagogisk/moralsk og socialt/politisk projekt: det er svaret på at en<br />

socialiseringsgrad nu mister sin homogenitet, at der nu, i modernismens og modernitetens<br />

opkomst, opstår en stemme for de underprivilegerede (f.eks. fattige, etniske minoriteter, unge 96<br />

osv.) der ønsker at erobre en egenforståelse; de ønsker sig forandring, revolution, vitalitet, frihed<br />

og en ny fremtid. Den her gruppes koder kaldes ofte for ”venstreorienterede”. Overfor dem har<br />

vi så de ”højreorienterede”; de konservative, den etablerede klasse (f.eks. de rige, den<br />

dominerende etnicitet og samfundets ældre) der ønsker lov og orden, stabilitet, disciplin,<br />

modstand mod forandring, og en længsel efter ”de go‟e gamle dage” 97 .<br />

Forbrydelsen er blevet et tegn til at afgrænse og styre et helt nyt magtfelt mellem de herskende<br />

og de beherskede: og inertien i det her værk er den nye kriminaljournalistiske teori; den hvor<br />

kriminaljournalisten udveksler i det nye magtfelt mellem højre og venstre, høj og lav.<br />

7.3.1. Steve Chibnall<br />

Steve Chibnall (f. 1947) fra Birminghams indflydelsesrige Center for Contemporary Cultural<br />

Studies 98 foretog i 1970erne en del banebrydende analyser af sen 1960erne og start 1970ernes<br />

dækning af kriminalitet i engelske aviser. Og det var ikke bare analyser, men også et batteri af<br />

spørgeskemaer sendt ud til aktører på mediemarkedet; det her banebrydende arbejde blev så<br />

endelig publiceret i 1977.<br />

Central var observationen af moralsk panik fra offentligheden over en bølge af overfald i<br />

Birmingham og London i perioden 1972-73; overfald som end ikke var specielt grove eller på<br />

anden måde skilte sig ud fra anden kriminalitet end at handlingen lige netop aftvang sig<br />

borgerlighedens foragt. For Chibnall er avisskrivere ”konstruktører af repræsentationer”, og<br />

avisskriverier er ”beretninger om virkeligheden”: ”Newspapers do not merely monitor the events<br />

of the real world; they construct representations and accounts of reality which are shaped by the<br />

constraints, ideologies, and organization of journalism and news bureaucracies” 99 .<br />

For at komme bagom den her ”fiktionalisering” af virkeligheden, dens værdiladede<br />

repræsentation kan man rulle en analyse (jf. her afs. 7.4.; om analyse og syntese) ud på<br />

journalismens objekt og virkning, Chibnall: ”Ideally, we could evaluate the influence of these<br />

constraints and the accuracy of media accounts by comparing media depictions with the reality<br />

of the events they portray”, men avisens virke er jo både den af kikkert og nåleøje, af at kunne<br />

94<br />

Jf. at den moderne pædagogik lige netop sættes til start med Rousseaus store dannelsesroman Emile ou<br />

l’Education (1762).<br />

95<br />

Foucault, s. 127.<br />

96<br />

Jf. Chibnall: ”‟Violence‟ quickly replaced ‟Youth‟ as a metaphor of change”, s. 93. Om det succesfulde glid i<br />

metaforbrugen der, i brug i pressen, var med til at bringe de konservative tilbage til magten i England i 1970.<br />

97<br />

Ibid., s. 47.<br />

98 Jf. Medier og kultur, s. 97-98.<br />

99 Chibnall, s. IX.<br />

27


educere kompleksitet i tid og rum, men også at kunne stå tilbage med det vigtige: ”But,<br />

typically, in a highly differentiated society like Britain, the events which capture the interest of<br />

the media only become visible through their eyes” 100 .<br />

Den her mekanik i det journalistiske virke er jo, indtil nu, generel for enhver journalistisk<br />

repræsentation, men nogle nyhedsområder er mere markerede i deres virkemidler end andre:<br />

”Crime news and the ‟Law-and-order” theme are chosen because<br />

they illustrate most effectively, the systems of beliefs, values, and<br />

understandings which underlies newspaper representation of<br />

reality. There is, perhaps, no other domain of news interest in<br />

which latent press ideology becomes more explicit than in what we<br />

may term „law-and-order news‟”. 101<br />

Og hvorfor nu det? Ja, det her handler om tydelige yderpunkter, om eksplicit binaritet, om sort<br />

og hvidt, og, ikke mindst, om at vælge side: ”Nowhere else is it made quite so clear what it is<br />

that newspapers value as healthy and praiseworthy or deplore as evil and degenerate in society.<br />

Nowhere else are the limits of newspaper values such as neutrality, objectivity, and balance<br />

revealed with such clarity” 102 . Men den her repræsentation har også et pædagogisk sigte; måske<br />

ikke så meget i sin direkte moralitet, som i sine ditto virkningsmidler, og her er folkedybets<br />

grund jo fundamentet for størst mulig accept, ensretning, oplagstal og forståelse: ”In law-andorder<br />

news, complex and ambiguous reality is constantly reduced to its simplest forms” 103 .<br />

Ved kriminalitet og afvigelse (fra samfundets normer) er det derfor at avisen er i fare for at<br />

miste sit journalistiske sigte, i stedet gør deres arbejde til den af meningsdannerens, ja ligefrem<br />

bannerførere/forkæmpere for en moralitet: ”The growth of crime during periods of apparent<br />

‟progress‟, prosperity, and consensual politics presents interpretative problems for the ideology<br />

because it calls into question assumptions about social order and change” 104 . Men journalisten er<br />

jo sjældent selv bevidst om den her ”forædling” af stoffet, af at der faktisk er en slags ideologisk<br />

understrøm der flyder af sted med slutproduktet, avisen:<br />

”Most professional communicators feel their job is to collect and<br />

process the accounts of their sources, casting them in a<br />

conventional news form for rapid dissemination to their readers.<br />

They may recognize that the process of creating news from source<br />

accounts inevitably involves elements of interpretation and<br />

selection but this is seen as a form of intellectual craftsmanship<br />

which creates a predominantly neutral product” 105 .<br />

Indtil Chibnalls analyse forefandtes der kun studier af kriminalitetsrepræsentation i pressen med<br />

sigte på de sociale og psykologiske effekter af overhovedet at bringe det her stof; altså en slags<br />

censurdebat (og ikke helt ulig de senere års, dvs. nullernes, debat om ytringsfrihed). Det er med<br />

Chibnall at ”The recognition of crime and deviance as essentially a result of, or a response to,<br />

100<br />

Ibid.<br />

101<br />

Chibnall, s. X ; jf. Perry, s. 50.<br />

102<br />

Chibnall, s. X.<br />

103<br />

Ibid., s. XII.<br />

104<br />

Ibid.<br />

105<br />

Ibid., s. XIII.<br />

28


conditions of life in capitalist society rather than as a consequence of personal inadequacy has<br />

given a new significance to crime reporting” 106 .<br />

Avisen beskriver virkeligheden, bliver automatisk polemisk når den definerer afvigelser fra en<br />

prædefineret virkelighed, men hvad er ”virkelighed” egentlig?<br />

”Reality is socially defined. But the definitions are always<br />

embodied, that is, concrete individuals and groups of individuals<br />

serve as definers of reality. To understand the state of the socially<br />

constructed universe (of meaning) at any given time, one must<br />

understand the social organisation that permits the definers to do<br />

their defining” 107 .<br />

Magtrelateret handlen i det offentlige rum handler med andre ord om politik, og politik i spil i<br />

Habermas‟ borgerlige offentlighed, og om avisen som politisk organ, og her lægger Chibnall sig<br />

jo ikke bare fint i forlængelse af Habermas, men med motiver som ikke lader Randolph William<br />

Hearst‟ berømte fingerede krig mod Cuba meget efter konkluderer Chibnall at den moralske<br />

panik over en række i bund og grund sensationsløse overfald 108 simpelthen er fingeret af Fleet<br />

Street 109 . Fidusen skulle så være at kampagnen fik offentligheden til at gå ind i en, for<br />

pressestanden, selvforstærkende spiral hvor der krævedes større straf for kriminelle, større<br />

budgetter til politiet som alt i alt ville bringe mere pres på den offentlige orden, der nu skulle til<br />

at omvurdere resurser. Den moralske panik producerer således, lettere provokeret godt nok, nye<br />

spalter til aviserne, der så til gengæld kan sikre et yderligere mandat i deres magtbase mellem<br />

privat og stat. Vi genkender inspiration fra Habermas, og Perry har til det en ret god analyse af<br />

Chibnall:<br />

”As soon as the media feature stories of random violence or street<br />

crime, the public starts to worry about the risk to their own lives<br />

and valuables. (…) To drive this point home editors hire academic<br />

experts to produce ‟scientific‟ data ‟proving‟ that society is on the<br />

verge of moral collapse, if not anarchy. In Chibnall‟s view lawand-order<br />

‟mythologizes‟ by lumping isolated incidents together<br />

into ‟a single, intangible entity whose existence must remain an<br />

article of faith.‟ Phrases like ‟moral decline‟ and ‟the disease of<br />

violence‟ become the dominant slogans of the day, as the media<br />

seek to achieve the goal of a well-policed society” 110 .<br />

Og Perry slutter med den, i mere end én forstand, selvforstærkende sentens: ”Moreover this<br />

alarmist journalism not only raises the level of anxiety among ‟law-abiding‟ citizens, but also<br />

seems to boost newspaper circulation”. En konklusion Chibnall ikke umiddelbart, i hvert fald<br />

mht. den enkelte journalists stofområde, afviser: ”specialists such as crime and football reporters,<br />

whose work is most directly related to a goal of attracting audience revenue, tend to be<br />

106<br />

Ibid., s. 1.<br />

107<br />

Ibid., s. 5.<br />

108<br />

Behandlet i hele det centrale kap. 4: ”Bombers, muggers and thugs”, I: Chibnall, s. 75-141 ; jf. ibid., s. 171, 207<br />

& 226 (hvor Chibnall ligefrem taler om den dygtige journalists evne til at ”define reality”!).<br />

109<br />

Jf. den lidt mildere grad af manipulation, hvor at det åbenbart er standard for redaktioner bare at abonnere på<br />

presseklips fra bureauerne; det tillader bl.a.. at forberede hele features – gerne på masser af indignation og<br />

moraliséren – til den hurtige deadline, hvor f.eks. kun udfaldet af en dom mangler: Ibid., s. 108-109.<br />

110<br />

Perry, s. 51.<br />

29


controlled to a considerable extent by news sources. This differentiates them from specialist such<br />

as industrial, political, and foreign correspondents whose work is not so directly connected to<br />

sales revenues” 111 .<br />

Helt centralt, og faktisk også placeret ret præcist midt i bogen af samme navn, samler Chibnall<br />

selv alle, af ham registrerede, mekanismer og retninger op i sin ”law-and-order news”-teori:<br />

”In analyzing the reaction of the Press we have not only explored<br />

the relationship between newspapers and the major apparatus of<br />

face-to-face control (i.e., the police), we have also glimpsed the<br />

Press in its role as defender of the dominant ideology, indignantly<br />

deriding the pretensions of alternative definitions of reality, and<br />

casually appropriating their expressive forms as part of the<br />

spectacle of the peculiar present. This neutralization of potentially<br />

problematic phenomena is habitually accomplished through the<br />

articulation of an ideological discourse which I have termed ‟lawand-order<br />

news‟. Law-and-order news neutralizes deviant world<br />

views by either denying their status as beliefs which should be<br />

taken seriously by sensible people, or condemning them as<br />

manifestations of wickedness or corruption. It locates them outside<br />

the commonsense, consensual domain of reasonable opinions<br />

(‟extremist‟, ‟criminal‟, ‟violent‟, ‟lunatic‟ etc.), explaining them<br />

away by means of concepts and mythologies of dominant ideology<br />

(‟corruption‟, ‟criminal infection‟, ‟foreign agitation‟ etc.). This, as<br />

I have tried to show, is not a product of editorial conspiracy, but a<br />

reflection of the social organization of reporting, and the<br />

professional imperatives and commercial interests which underlie<br />

it” 112 .<br />

Og bemærk hvordan sidste sætning bliver det bedste alibi for lige inden at have bragt Perrys<br />

konklusioner i spil; for nok var Chibnall i 1977 lektor i sociologi på Leicester Polytechnic, men<br />

aflægger allerede i forordet troskabsed mod broderskabet, og som de siger: Én gang reporter,<br />

altid reporter!<br />

7.3.2. Richard V. Ericson<br />

I midten af 1980erne gennemførte sociologen Richard V. Ericson (f. 1948) og to kolleger<br />

(Patricia M. Baranek og Janet B. L. Chan) omfattende undersøgelser af nyhedsproduktionen på<br />

henholdsvis en avisredaktion og en tv-station i Toronto, Canada. Konklusionen var at nyheder<br />

om kriminalitet gennemgik en systematisk forvrængning af ”the facts in order to sustain news as<br />

a form of fiction”. Denne forvandling af fakta til fiktion er et kunstgreb tillempet ”to discover<br />

and apprehend the world”, og, ”give order to the world and are essential to the creation of an<br />

orderly world of fact”. Men mere kompleks er den politiske natur i denne ”produktion”:<br />

111 Chibnall, s. 225.<br />

112 Ibid., s. 115-116.<br />

”Within the highly complex network of newsgathering and writing,<br />

reporters function as agents ‟for policing organizational life.‟ Their<br />

mandate to interpret sources and data empowers them to compose<br />

stories about deviant behaviour that reinforce the dominant values<br />

30


of society. As collective power brokers, they help to control human<br />

activity by producing the appropriate ‟social and cultural<br />

constructions‟ rather than ‟veridical account of reality‟.” 113 .<br />

Selvom vi her taler om en analyse på moderne medieproduktion har den dog sin berettigelse som<br />

værktøj til at belyse den victorianske presses dækning af mordsager. Fleet Street, centret, før som<br />

nu, for britisk presse, havde det ofte med at reducere komplekse enkeltsager til nogle få moralsk<br />

inklinerede ”sandheder”; således også sagen <strong>JtR</strong>, hvor især den radikale presse stod for at<br />

indpiske en både moralsk og socialt indigneret panik. En diskurs, på en større vifte af tematikker,<br />

jeg vil analysere frem i afs. 9.2.1. (med underafsnit).<br />

7.4. Diskussion mod sammenskrivning<br />

For erkendelsen betyder ”analyse” at ”adskille”, ”syntese” betyder at ”samle”, så for en kunstner,<br />

en forfatter, f.eks., er det at skrive et værk at samle sammen på kunstgreb, guddommelig<br />

inspiration, erfaring og erindring, intention og talent osv. i et samlet udtryk – og så ellers bare<br />

håbe på at slutproduktet holder. Og ”holder”? Det kan det jo rent kommercielt eller kunstnerisk,<br />

her er den gamle diskussion om smal kunst vs. den populistiske jo evig, men for<br />

kommercialisering er ikke mindst markedsføring og hype vigtige faktorer, det er de knap så<br />

meget for det rent kunstneriske hvor det giver mening med at spørge om der er balance,<br />

sofistikering og kvalitet i de virkemidler der er valgt? At gå tilbage på de stier en kunstner har<br />

gået for at bringe sit værk er smagsdommerens, anmelderens, kritikerens: at adskille<br />

bestanddelene og dermed se helheden som overskuelig mosaik, ikke bare som banal erkendelse<br />

af simpel linearitet fra åbningsanslaget til det sidste ord – og var jeg mon underholdt imens?<br />

På samme måde med at samle teorier i fælles front: de er værktøjer designet til bedre at kunne<br />

adskille og klassificere domænets virkemidler, og at samle dem er så faktisk at gå værktøjets<br />

virkning imod – men dog med sigte på at mediere og overlappe, finde dele i flere teorier der<br />

samler sig til et nyt og fælles paradigme. Til brug for ny analyse.<br />

Historikere har en underlig dobbeltvirkning i deres arbejde: ikke bare (be)skriver de et felts<br />

historie, de skriver faktisk også deres egen samtidig! At samle teorier, at bøje dem af mod<br />

samme mål, har nogenlunde samme dobbeltvirkning, bare modsat: ved at prøve at samle<br />

diskurser forsvinder noget af tidligere intention i den her nye brug, her f.eks. den<br />

politiske/magtudøvende og den journalistiske/dømmende i fælles front; i det her fællesskab vil<br />

visse greb og analyseforhold forsvinde, og faren er derfor overhængende stor for misforståelser,<br />

for at fjerne noget der faktisk var essens og pointe i den oprindelige skikkelse, men som, i<br />

medieringen med anden teori, nu må vige, og så faktisk ikke bare svækker et udgangspunkt, men<br />

også gør at den nye platform, som analyseapparat, er en sikker vej til reducto ad absurdum.<br />

For derfor ikke at springe mellemregninger over, for evt. at undgå et let konklusion ved bare at<br />

undlade mellemregninger, specielt dem der stritter mod en fælles brug, er det først nødvendigt at<br />

sammenskrive de her to diskursive domæner. Det her vil, under inspiration af de fire brugte<br />

teoretikere selv, blive foretaget i essayistisk form, med brede eksempler for at legitimere<br />

fleksibilitet og generalitet i teoriernes rækkevidde. Til sidst vil diskussionerne dog samles til et<br />

fælles fokus; måske ikke så meget en ny teori, men som et udsyn der nu er testet igennem via en<br />

vis praksis og interaktion teorierne imellem.<br />

7.4.1. Deldiskussion 1: Sammenskrivning til et politisk kampfelt<br />

Om det journalistiske slutprodukt skriver Chibnall 114 : ”when we subject those products as a<br />

whole to critical scrutiny it is possible to discern a distinctly ideological system of beliefs,<br />

113 Perry, s. 53.<br />

31


values, and understandings underlying media accounts”. Ifølge Chibnall, hvis empiri var de<br />

nationale aviser, er der overraskende lille afvigelse i dedikationen mod brug af en sådan ideologi<br />

– ud over den redaktionelle linje er avisen måske ikke (direkte) bevidst om at de faktisk skriver<br />

deres daglige produktion op ad en sådan ideologisk grundstamme, men, afslører en nøje analyse,<br />

til gengæld er aviserne konsekvente i deres brug af den her “skjulte” ideologi.<br />

Neutralt set kan det siges at det her ideologiske system ”supplies a context within which the<br />

moral worth of established and emergent social groups can be evaluated and signified to the<br />

public, as well as a framework of tacit interpretations and understandings within which actions<br />

and events can be rendered meaningful” 115 . Men hvor naturvidenskab er positivistisk og<br />

objektivt og humanvidenskab hermeneutisk og subjektivt, er samfundsvidenskab placeret et sted<br />

midt imellem: mennesker kan tælles op til de er et samfund, landegrænser er skarpt tegnet op,<br />

men hvorfor et det egentlig at mennesker forbliver i deres fællesskaber? Hvad binder dem<br />

sammen? Hvad adskiller dem?<br />

Chibnall selv (jf. afs. 7.3.1.) lader tydeligt forstå at journalistisk repræsentation af kriminalitet<br />

klart er aftvunget af, og reaktion imod, betingelserne i det kapitalistiske samfund, og at nok vil<br />

medier pr. broadcast, specielt public service tv, jo gå langt for at påberåbe sig neutralitet, men:<br />

”Such strict impartiality is not required if newspapers. They are allowed to a certain political<br />

colouring. They are expected to express opinions, provided they do not allow those opinions to<br />

obscure or determine the reality of events” 116 .<br />

Så nok vil avisen søge legitimitet, se sig som værdi- og ideologifrie aktører, men samtidig<br />

tillader vi dem spillerum for at tilegne sig en grad af lige netop det samme. Så for videre at<br />

kunne perspektivere det her speciales anvendte teorier er det derfor nødvendig at belyse deres<br />

politiske fundament og udgangspunkt: marxismen.<br />

I årtiet fra ‟68 og frem var Marx, i praksis, jo mere aktuel end nogensinde før; som Freud havde<br />

sig en psykologisk totalteori om thanatos og eros, om at alt er funderet i enten død eller sex,<br />

havde Marx en tilsvarende totalteori for det sociale, her kunne hans disciple bruge alt, dvs. alle<br />

sociale artefakter og handlinger kunne bruges som brikker til at kortlægge – her er der faktisk<br />

mere tale om syntese fremfor egentlig analyse frem mod det socialistiske paradis; en vægtet<br />

typologi set som forskellige grader af undertrykkelse af de laveste klasser – og netop den dag der<br />

ingen undertrykkelse er mere, den dag forståelsen er total, den dag kan den Wittgenstein‟ske<br />

stige af (implicit) teori sparkes væk, den dag har det socialistiske paradis sin gang på jord.<br />

Uden at gå i pladskrævende dialog med den her absurde ”analyse”-form skal et kuriosum dog<br />

lige nævnes: Ole Kroghs speciale Per Højholt som eksempel : fra modernisme til skrifttænkning<br />

(1973). Fokus er Højholts meget Mallarmé‟ske digtsamling Punkter (1971): 32 plastikblade, med<br />

ulige antal linjer, skrevet til med lige lange linjer af hvid skrift, men med den egenskab, at<br />

linjeafstanden er præcis så stor at visse blade kan overlappes så linjerne falder sammen, og at der<br />

her kan findes helt nye læsninger. Det gør han så, gør Krogh: efter en glimrende gennemgang af<br />

det øvrige forfatterskab går det løs: fra side 50 og frem, helt til side 127 (!) i sit speciale<br />

analyseres den her tekst, eller rettere: de her mulige tekster, så godt igennem for sin lyst til at<br />

sige fra, ja! Her er et analytisk krav til en kunstnerisk produktion om at sige fra overfor<br />

undertrykkelsesmekanismer i klassesamfundet, om det kvalmende ved merværdi m.m. En, i vor<br />

tid, aldeles absurd praksis, men ikke desto mindre en seriøs mulighed i 1971, det år hvor det her<br />

speciale fik sin form, siden endog offentligt publiceret.<br />

På samme måde er marxismen også en fast base og paradigme for Habermas og Foucault, men<br />

hvor Habermas‟ sociologi hurtigt gik bort fra ”arbejdet” som omdrejning for enhver menneskelig<br />

aktivitet, forblev Foucaults tænkning for evigt i en aldeles absurd kassetænkning: for at få plads<br />

114 Chibnall, s. XIII.<br />

115 Ibid., s. XIV.<br />

116 Ibid., s. 3.<br />

32


til sit socialistiske mønstermenneske sidestiller han f.eks., og helt uden at blinke, de biologiske<br />

faktorer i mennesket, kalder dem ”eksistensens rene biologiske fundament”, men! Citat:<br />

”kroppen befinder sig også i et direkte politisk kampfelt” (…) ”Kroppen bliver kun til en nyttig<br />

kraft, hvis den på en gang er en nyttig krop og en underkastet krop” 117 . Ja, selv pinestraffens<br />

kvantitative ”tusinde dødsøjeblikke” (se afs. 7.2.2.) har Foucault ingen problemer med at sætte<br />

på nota, sige at ”I pinestraffens ‟overdrivelser‟ finder man en hel magtøkonomi”. Ja! Selv<br />

mennesket er bare en økonomisk stang guld i en folkevandringstid; en kvantitativ størrelse man<br />

åbenbart kan brække et stykke af – eller ned, om man vil – og over flere sider 118 introduceres den<br />

samlede og, må man formode, måbende palæontologi for en hidtil uopdaget hominid: homo<br />

oeconomicus!<br />

Umiddelbart lyder de her rammer og de her første par citater, taget helt ud af sammenhæng, men<br />

selv i sammenhæng lige så skrigende som udenfor, men ellers repræsentative i en klump af ca.<br />

en sides udgydelser af det samme ærgerlige gang vrøvl, jo uskyldige nok, men at lave en så<br />

glidende overgang mellem basale behov i et individ, og sætte dem overfor basale<br />

overlevelsesstrategier, gør desværre at Foucault nok er skarp i sine rene analyser, men ind<br />

imellem falder tilbage på en forudindtagethed der nok fandt genklang i tiden, men, for os, i et nyt<br />

århundrede, mest af alt virker sort. Det var ganske enkelt en anden tid hvor den<br />

samfundsvidenskabelige vokabular, Habermas f.eks. undtaget, blev (skam- og) sømløst<br />

overlappet humanismens 119 . Og derfor også motiveringen med at nævne Krogh: mandens<br />

speciale virker nu så latterligt som en klovnehat i cirkus, det samme siges derimod aldrig om den<br />

politiske rygrad hos Foucault; det her alibi accepteres stadigvæk som var det bare et fjerde<br />

krydderi, og hvorfor? Et åbent spørgsmål.<br />

Men nogen ræson er der dog: Foucaults sigte var jo også at sikre en bundsolid diskurs ud fra en<br />

(statisk) socialpolitisk observans, Chibnalls (se mere nedenfor) sigte er så i stedet at forholde sig<br />

i løbende dialog med de dynamiske kræfter der er i en stadig produktion, og indskrivning, af den<br />

fortsatte krønikevirksomhed, der nu engang er avisen til dels. Derfor kan han nok anerkende<br />

hvad den såkaldte anden generation af marxister (Lenin, Gramsci, Althusser, Miliband og<br />

Hoch 120 ), har sagt og skrevet om pressens rolle – men ikke bruge det til noget, fordi: ”Marxist<br />

analyses of mass communications tend to be bedevilled by a limited problematic in much the<br />

same way as social science analyses. We might say that the difference is that social science<br />

research often fails to see the wood for the trees while Marxist approaches rarely give one the<br />

impression that the wood is composed of trees at all” 121 . Med andre ord er mennesket bare en<br />

teknikalitet i marxismen, og i bedste fald en borger der, aldeles usynlig for samfundet, slæber<br />

hverdagen frem mod et utopia. Chibnall: ”They fail to relate a political economy of mass<br />

communications to a sociology of mass communicators” 122 .<br />

Med Kroghs speciale, og diverse af Foucaults stive formuleringer, fik vi det udstillet: det<br />

absurde i marxismen teoretiske brug, en mere praktisk kunne f.eks. være den her paradistanke<br />

brugt i arkæologisk øjemed: efter at Sovjet var brudt sammen, åbnede der sig mulighed for at<br />

danske arkæologer kunne mødes med ikke bare vesttyske kolleger, men nu også østtyske, polske<br />

og repræsentanter fra de tre baltiske lande om at diskutere fælles resultater i forskningen<br />

117 Foucault, s. 40.<br />

118 Ibid., s. 137-138.<br />

119 Der kan gives mange andre eksempler, f.eks. bare dem undertegnede har markeret med et hovedrystende<br />

anførselstegn i margenen: s. 49, 154, 171, 173, 186, 210, 222, 224, 231, 234, 238-239, 242, 261-262, 295, 327 &<br />

328. Her skal afsnittet der starter med ”Fremvæksten af en kapitalistisk økonomi har fremkaldt den disciplinære<br />

magts specifikke modalitet”: s. 239 lige nævnes; det er nemlig så festligt et afsnit at selv Arbejdermuseet, anno 2008<br />

vel at mærke, ville arkivere det lodret i historiens mest nådige makulator.<br />

120 Chibnall, s. 211-219.<br />

121 Ibid., s. 207.<br />

122 Ibid.<br />

33


omkring det vendiske udbredelsesområde – og det blev et rørende møde! Vores østlige kolleger<br />

havde nemlig brugt hele deres professionelle liv på at publicere hvert eneste slaviske potteskår i<br />

en højere sags tjeneste: og hvordan peger lige netop den her stump brændt ler frem mod det<br />

socialistiske paradis?! I mødet med den frie forskning var det at de nu ikke bare græd over den<br />

politiske frihed, men nu også over den forskningsmæssige, retten til at benytte sig af den<br />

videnskabelige metode 123 .<br />

Alt ovenstående var faktisk bare et opgør med Sartres diktum om at ”Så længe nogen er ufrie,<br />

kan jeg ikke selv være fri”, mod at se mennesker som en blok og et kollektiv, ikke som individer,<br />

der allerhøjest samler sig i udvekslende segmenter. For at definere kampfelter, scener med<br />

mulighed for at agere og handle, her kan socialpolitiske tænkere som Habermas og Foucault<br />

være glimrende – men paradokset med en systembygger 124 er jo at han selv bor i sin egen<br />

arkitektur, som Hegel f.eks., og andre steder bor andre mennesker, og derfor skal socialteori<br />

bebos: som Kierkegaard der lavede arkitektur på eksistensen, skal aktører klassificeres og<br />

bestemmes, ud fra betydning og intention, udefra – som socialt handlende væsener (i deres<br />

drifters vold), i mindre grad indefra – som psykologiske aktører der træffer valg over<br />

intellektuelle og kunstneriske talenter.<br />

Hvad Foucault dog har at bidrage med er en fortælling om strafreceptionens evolution fra<br />

kroppen over sjælen og frem mod en individualiseret afretning:<br />

”Disciplinen ‟fremstiller‟ individerne. Den er den specifikke teknik<br />

for en magt, som på en gang opfatter individerne som genstande og<br />

som instrumenter for sin magtudøvelse. Den er ikke den<br />

triumferende magt, som med udgangspunkt i sit eget overmål kan<br />

have tillid til sin overmagt. Det er en beskeden og mistænksom<br />

magt, hvis funktionsområde beror på en økonomisk beregning,<br />

men det er også en permanent magt. Det er ydmyge betingelser,<br />

ringere metoder, hvis man sammenligner dem med suverænitetens<br />

majestætiske ritualer eller med statens kæmpeapparat” 125 .<br />

Det her disciplinens felt er altså en nytænkning og overbygning på den konventionelle magtkamp<br />

mellem folket og folkets herskere, mellem højre- og venstreorienteret, rig og fattig, men herfra<br />

også ganske unikt ved at stå frem og være afhumaniseret; her er ingen mennesker i polarisering,<br />

her er alene et nyt og åbent kampfelt.<br />

Et sådant kampfelt fordrer nu kommunikation, og det på en teori om udveksling på<br />

”hierarkiserede overvågningsniveauer”, hvor: ”et uafbrudt skriftarbejde forbinder centrum og<br />

periferi, hvor magten udøves helt og holdent på en kontinuerlig hierarkisk form” 126 , og det alt<br />

sammen i fokus om en moralsk/disciplinær katalysator mellem de gamle kampfelter, kroppen og<br />

sjælen: ”Det perfekte disciplinære apparat tillader med et enkelt blik at se alt hele tiden. Et<br />

centralt punkt vil på en gang være den lyskilde, der oplyser alt, og det sted, hvor alt det, som man<br />

bør vide, konvergerer: et perfekt øje, som intet undslipper, og det center, hvorimod alle blikke er<br />

vendt” 127 .<br />

123 Jensen, s. 23.<br />

124 Harste placerer i øvrigt ganske fremragende Luhmann, Habermas, Foucault og Bourdieus sociologiske tænkning<br />

på en akse med vægtning fra systemdiffentiering (Luhmanns systemteori, hvor et samfunds sociale systemer er<br />

selvstyrende og -refererende, består af kommunikation, og intet andet) til ren systemintegration (Bourdieu og<br />

Foucault: økonomiske, kulturelle, politiske, organisatoriske og familiære felter og koder er alle organiseret i det<br />

samme: i marxismen). Her placerer Habermas sig ret nøje midt imellem: Harste, s. 29.<br />

125 Foucault, s. 186.<br />

126 Ibid., s. 188 & 214 ; jf. ibid., s. 225.<br />

127 Ibid., s. 189.<br />

34


De her blik er det panoptiske 128 , og da Foucaults sigte er den fysiske disciplin, i fængslet, finder<br />

han først det panoptiske øje operationaliseret i den romerske militærlejr, siden fængsler,<br />

asyler/fattighjem, hospitaler, skoler osv. 129 – men de her fysiske manifestationer af det nye<br />

magtfelt er jo monologens; her er der vægge til at afgrænse samtalen; indenfor den her ramme<br />

dikteres krigstræning, selve forbrydelsens somatiske manifestationer isoleres, midler mod<br />

fattigdom og sygdom doceres og indlæring doktrineres.<br />

Dialogens er derimod en helt anden: uden det disciplinære sigte – det være sig såvel juridisk,<br />

religiøst som politisk – er det her selve kampfeltet for den frie presse og opinion. I sin rene form,<br />

i sin yderste utopi, er den selve Habermas‟ værdifrie diskurs. Det panoptiske diktum, at en aktør<br />

under disciplinering ”er genstand for en information, aldrig genstand for en kommunikation” 130 ,<br />

er her suspenderet til fordel for en diskursiv moral = kommunikation via det forum der er<br />

pressens.<br />

Og på vippen fra politisk dagsorden, og den operationelle politik (ikke at forveksle med<br />

”realpolitik”), tager lige netop modernismens presse over: ”the media will tend to take over,<br />

from the political elites, a way of perceiving an event, as well as a way of explaining and<br />

contexualising it” 131 . Og hvordan det? Med de af pressen styrende ideologier på en ubevidst<br />

dagsorden hvor visse dele af ”virkeligheden” sorteres fra, til nød nedtones, overskygges af den<br />

skjulte dagsorden, der skal være der; det er selve fundamentet for at kunne overtage<br />

kommunikationen fra den politiske elite, og ellers har det sigte at ophøje subjektivitet til<br />

intersubjektivitet 132 : ”ideologies are structures through which the subjective reality of things is<br />

fashioned and meaning is imposed to the social world” 133 .<br />

Til den her ideologis koncepter og værdier knytter der sig et eget sprog, pressens, der nok har<br />

egne vendinger, f.eks. ”det tavse flertal”, ”af national interesse”, ”at holde landet som gidsel”,<br />

men hvis essens jo, paradoksalt nok, stadig er den politiske elites: og hermed opstår den konflikt<br />

at sproget skal være præcis, for at overhovedet at kunne indlede en samtale og kritik, men skal<br />

samtidig have noget andet og mere med; at kritisere noget uden at sætte andet i stedet er jo ren<br />

destruktion. Kunsten er derfor at have så klart et sprog at det hverken går ud over budskab, på et<br />

utvetydigt lovlydigt og demokratisk medlemskab 134 , eller fjerner fokus fra at være en<br />

kommunikation der altid taler magten imod.<br />

7.4.2. Deldiskussion 2: Sammenskrivning til et journalistisk skafot<br />

Om sin egen rolle skrev journalistens J.A. Davisen allerede i 1880 at:<br />

128<br />

Berømt er jo her Foucault arkitektoniske udkrystallisering af disciplinen med en ringformet bygning (fængslet) i<br />

periferien, et (vagt)tårn i midten. ”Problemet” er så bare at ideen, dog minus alenlange refleksioner over disciplinen<br />

i det her rum, IKKE er Foucaults, men derimod har sit filosofiske ophav hos den engelske utilitarist og retsfilosof<br />

Jeremy Benthams (1748-1832) Panopticon (1791): Foucault, s. 217 ff. Men Bentham var så igen selv inspireret af<br />

den franske barokarkitekt Lous Le Vaux‟s (1612-1670) menageri, Arc-et-Senans, i Versailles: Foucault. s. 190 (hvor<br />

oversætteren i øvrigt har fået Le Vaux helt galt i halsen, kalder ham her for ”Ledoux”!) & 220.<br />

129<br />

Jf. ibid., s. 187-188.<br />

130<br />

Ibid., s. 217.<br />

131<br />

Chibnall, s. 11.<br />

132<br />

”Intersubjektivitet” er forstået som en forhåndsaftale mellem to subjekter, det være sig mennesker eller<br />

rationale/systemer af menneskelig karakter, til at sikre at enhver tredjepart, til enhver tid, vil kunne gentage den<br />

samme diskurs (”forsøget”); i teorien, og i een uendelighed, nå til den samme ”kunstige” objektivitet = det<br />

bevidstgjorde overlap mellem to subjekter = intersubjektiviteten. Den videnskabelige metode er et eksempel på<br />

intersubjektivitet; et forskningsresultat er kun valid hvis dets resultat er således dokumenteret at det – for så vidt at<br />

forudsætningerne kan rekonstrueres, at empirien overhovedet stadig er til stede – kan gentages i een uendelighed.<br />

Formen på det her speciale, med dets brug af metode og afgrænsning (via problemformulering, valg af teori og en på<br />

forhånd udtstukket emne- og litteraturindkredsning) er en variation af den videnskabelige metode og er derfor, i<br />

bedste fald, ligeledes et eksempel på brugen af intersubjektivitet.<br />

133<br />

Chibnall, s. 11.<br />

134 Ibid., s. 17.<br />

35


”Journalistiken skildrer ikke blot Begivenhederne, men den<br />

gengiver ogsaa den Stemning, hvormed de til enhver Tid ere<br />

optagne, deres Aarsager, deres Virkninger, og de Misforstaaelser,<br />

de have affødt. Tillige kan en historisk Fremstilling af<br />

Journalistiken og dens Udvikling faa Betydning derved, at den i de<br />

forskjellige Faser, den har havt at gjennemgaa, giver en<br />

Orientering af Samfundsforholdenes Fremgang, saaledes som<br />

denne viser sig i Stæder, i indre og ydre Forhold, politiske og<br />

upolitiske” 135 .<br />

Og, som havde Davidsen læst Habermas i en krystalkugle, skriver han videre, skriver han skarpt<br />

og klart at:<br />

”En naturlig Følge af Journalistikens Udvikling er den Indflydelse<br />

og Magt, hvortil den nu for Tiden er naaet. Med alle dens Fejl og<br />

Svagheder skal det ikke kunne miskjendes, at i Journalistiken<br />

pulserer saa at sige det offentlige Liv. Gjennem den deltager det<br />

store Publikum i Begivenhederne, gjennem den vækkes og modnes<br />

Interessen for politiske Tilstande og Forhold. Først med Aviserne<br />

skabtes, hvad der nu kaldes den offentlige Stemme, Almenvældets<br />

myndige Magt. Journalistiken giver saaledes en historisk<br />

Fremstilling af den offentlige Mening” 136 .<br />

Mere teknisk kan det nu tydeligere siges at journalistisk teori er en samfundsvidenskabelig gang<br />

kildekritik; et sigte på at synkronisere virkeligheden og repræsentationen af virkeligheden: ”It<br />

examines the characteristic ways in which knowledge about situations of which the newspaper<br />

reader can only have little first-hand information is socially constructed by journalist and cast in<br />

the form of news” 137 .<br />

Som fjerde statsmagt er pressens position, og det her er faktisk hele Chibnalls pointe,<br />

mellemledet og forsøgsvis magtspiller, mellem under- og overklasse, får sig derfor, ideelt set, en<br />

stilling hvor buzz-ord som ”retfærdighed”, ”lighed” osv. spiller en naturlig rolle. De er<br />

fortløbende på vippen, hvor deres antagonister, f.eks. ”uretfærdighed” og ”ulighed”, hele tiden<br />

prøver at komme i spil, hele tiden prøver at sælge sig selv.<br />

Men journalistisk virke, mht. kriminalitet, er også Ericsons diktum om at repræsentere orden, og<br />

gøre det symbolsk, ved f.eks. ikke bare at repræsentere en kriminel handling fra et værdifrit<br />

reference- og udgangspunkt, men også, her helt uden at komme ind på journalistens henholdsvis<br />

subjektive (f.eks. ved new journalism) eller objektive øjne (ved deskription eller referat), at<br />

rekonstruere virkeligheden: f.eks. er det de færreste der har daglig gang i en retssag, men de<br />

fleste kommer der jo alligevel; i repræsenteret form, i den daglige avis. På samme måde med<br />

samfundets fuldbyrdelse af hævn over misdæderen, her behøver man ikke mere at møde<br />

personligt frem for at få vished: ”The existence of crime news disseminated by the mass media<br />

means that people no longer need to gather together to witness punishments. They can remain<br />

home for their moral instruction” 138 . Med det her virtuelle skafot opstod naturligvis også det<br />

135<br />

Davidsen, s. 273.<br />

136<br />

Ibid.<br />

137<br />

Chibnall, s. IX.<br />

138<br />

Ibid., s. XI.<br />

36


(effektive) karaktermord, af den art hvor akkumuleret titel og borgerstand kan henrettes, men lad<br />

det nu bare ligge; sigtet er her ikke at se på den journalistiske repræsentations taktiske<br />

virkemidler, men i stedet dens moraliserende og politiske interesser i et magtfelt.<br />

Og medmindre man da selv ernærer/hygger sig som kriminel, er der jo ingen lovlydig stemme<br />

der kunne finde på at gå imod lov og orden? Ethvert menneske er jo formet af arv OG miljø, men<br />

for avisen bliver årsag til virkning alligevel oftest reduceret til miljø: forbryderen spiser og sover<br />

som os, men hans handlinger er ikke som vores, ergo har han meldt sig ud fra vores fællesskab,<br />

afgivet det ”frie” valg der er vores, skaber nu i stedet sit eget miljø; antagonisten i eget domæne<br />

af lovløshed og kaos. At forbryderen så måske er blevet misbrugt som barn kan allerhøjest<br />

belyses i en journalistisk sideproduktion, f.eks. featuren og baggrundsartiklen, og udenfor det<br />

moraliserende felt; det område hvor man nok vinder Cavlingpriser, men næppe megen folkelig<br />

respekt, og det her er nok også en naturlig grænse for journalistisk virke, en stilling hvor dagens<br />

nyheder er en kalendervirksomhed der skubbes en dag af gangen, og en form der sjældent går<br />

tilbage til uafsluttede begivenheder dagen før. Har næsten sit helt eget motto: ”Actions lend<br />

themselves far more easily to sensational treatment than do thoughts” 139 .<br />

I forlængelse af det kræver den sanddru reportage ofte lidt mere end sin essens af tør<br />

rapportering for at fange sin læser; den kræver lidt galop i ordene, ordene brugt som Polyfilla<br />

skulle det være nødvendigt at spekulere motiver, manglende vidner m.m. frem til læseren. Herfra<br />

er der ikke så langt til fiktionen: ”Newspaper fiction is not the antithesis of factual reality, it is a<br />

distortion of that reality, pulled and puckered out of shape by the interests and the everyday<br />

practices of newsmen and their informants. As a distortion of reality it is far more persuasive<br />

than mere fiction” 140 .<br />

Det kriminelle virke har det største spænd i moralitets armslængdeprincip: afstanden mellem<br />

”sandt” og ”falskt”, ”rigtigt” og ”forkert”. Med den selvbestaltede, og suveræne, ret til formen,<br />

det være sig rapporterende såvel som fiktionaliserende, er den nye kriminaljournalismes<br />

magtbase således komplet: som fundament for et skafot (for karaktermord mod de(n) højest<br />

placeret ansvarlige), som boksering (for lov og orden), som propagandamaskine (for en verden<br />

styret af den redaktionelle linje: og helt uden kriminalitet, forstås).<br />

7.4.2. Endelig sammenskrivning af teori<br />

Skulle vi derfor tale om en samlet offentlighed af magt og styring overfor borgere og forbrugere,<br />

om den lille elite overfor det store folkedyb, er Chibnall folkets stemme i den forstand at han<br />

repræsenterer dets ”stemme” mere end han repræsenterer dets egentlig ”jeg” og mening 141 .<br />

Habermas er derimod mere en kortlægger af magtens midler, magtens selvopholdelse og<br />

topstyring af samfundet. I det her spil er der en indbygget faktor, ”society‟s hierarchy of<br />

credibility‟ 142 , som forudsætter at de højtuddannede, dem øverst i samfundet, har den mere<br />

”sande” tilgang til viden og til de mekanismer der er de rette i det politiske spil. Her er<br />

journalisten altid hunden i keglespillet, vil altid prøve at ”afsløre” elitens sorte og skjulte<br />

dagsorden, uafladeligt udlægge de uoplyste ”den rigtige” (!) ”sandhed” 143 .<br />

Eliten i et samfund vil have en interesse i at holde en bred befolkning interesseret, om man så<br />

må sige, i at blive (for?)ført til og til at drikke ved truget og betale for forbruget, hvor det fra<br />

139<br />

Ibid., s. 25.<br />

140<br />

Ibid., s. 206.<br />

141<br />

Chibnall, s. 36-37.<br />

142<br />

Ibid., s. 38-39.<br />

143<br />

Ibid., s. 39. I det her spil opstår der i øvrigt et moderne paradoks; er retssikkerheden for terrormistænkte i vestlige<br />

lande den samme som for ikke-terrorsmistænkte? Det kan vi faktisk ikke vide, og vi SKAL heller ikke vide det;<br />

informationen er jo tilvejebragt via efterretningskanaler, der, i deres væsen, ER hemmelig mht. kilder og midler.<br />

Den her diskussion fører så naturligt videre til graden af acceptabel overvågning: Ibid., s. 95.<br />

37


neden mere handler om overlevelse i Maslow‟sk forstand 144 (set i den progressivt inkluderende<br />

triade biologisk -> socialt -> kulturelt; set som en sociologisk model hvor et menneskes katalog<br />

af behov kun kan stå alene biologisk, i socialt og kulturelt forstand er ganske afhængig af at de<br />

lavere behov er dækket; jf. bare Hamsuns fine korlægning af psykologien hos et kulturelt iltet<br />

menneske der sulter). Men så meget desto flere er bekymringerne når de skal formuleres og<br />

kommunikeres, og her er pressens hele kerne og centrale nøgle til hjemmel i den ”fjerde<br />

statsmagt”. Til at have stemme, og agt, som en slags teoretisk og pseudo-politisk platform.<br />

At sige med Hal Koch (1904-1963) at demokratiets grundbestanddele er ”samtale” ville måske<br />

umiddelbart lyde som noget Habermas, med sin accentuering af dialog, skulle kunne skrive<br />

under på, men der er her det paradoks (som Koch jo egentlig ikke kan klantres for at have<br />

overset i en efterkrigstid hvor Hereticas høje håb og religiøse optimisme stod i kontrast overfor<br />

Palle Nielsens nøgterne og pessimistiske registreringer af udgangspunktet, af Armageddon – her<br />

var der sandelig brug for en gylden middelvej), at slippes demokratiet frit, i hele den Koch‟ske<br />

essens, gøres den til det rene forum for de frie og offentlige debatter, reduceres den her<br />

offentlighed alene til – ja, til debatter, og hele det her kampfelt ville alene være mediestyret,<br />

dikteret af pressen og de direkte interesser bag pressen. I demokratiet eksisterer der faktisk flere<br />

”offentligheder”, den frie debat er bare en, ”menneskerettigheder, bureaukratisk forvaltning,<br />

repræsentationssystemer, partisystemer, flertalsdannelse og ikke mindst folkeretlige<br />

institutioner” 145 er andre og vigtige dele af den demokratiske og politisk koordinerende selv, af<br />

”kampfeltet” i Habermas‟ borgerlige offentlighed.<br />

Reduceres (endelig ikke at forveksle med ”undertrykkes”) et folkedyb kan den sætte sig i en<br />

pøbelbevægelse og så bliver den farlig – bare se gadens parlament i galop oven på lukningen af<br />

Ungdomshuset i København pr. 1. marts 2007; skal en stor gruppe ”tænke” sker det altid i det<br />

skarpt, og til kanten, barberede kommunikationsfelt der hedder ”dem” og ”os”, og her er Hal<br />

Kochs blide samtaledemokrati jo ikke ligefrem noget der bliver tænkt særligt langt frem i<br />

diskussionsfeltet. Det her ”folkedybs” egentlige budskab, et egentlig oplæg til debat om gensidig<br />

fremskridt, er derimod svært at formulere FORDI den netop repræsenterer en idealiseret tilstand<br />

om at repræsentere, og mediere, mange (”alle” er vist mantraet?) menneskers meninger, faktisk<br />

file knaster af i en homogeniseret tilstands tjeneste, og IKKE ”bare” et ønske om at sælge en<br />

vare, f.eks.<br />

Fra bunden er ønsket om at mediere ALTID en stemme på en klangbund af social indignation,<br />

jf. igen Maslow; fra bunden er det først ren overlevelse der er på programmet, siden ret til eget<br />

liv, det sociale aspekt (i sin idealiserede forstand: velfærdsstaten), og siden igen<br />

retten/evnen/overskuddet til at formulere sig en kulturel identitet.<br />

I 1888 var Jack Londons ”The Abyss” 146 , afgrænset af East End og dermed <strong>JtR</strong>‟s ”killing<br />

fields”, alene i gang med at kæmpe et dobbeltflanket slag på det sociale; de irske separatister<br />

(”Fenians”) havde her en naturlig, om man så må sige, ambassade og, i hvert fald, kampbase<br />

blandt ligesindede i hovedstaden (dog ikke, mente de jo selv, deres hovedstad, naturligvis), og<br />

spejl for identifikation blandt de jernlåste fattige i East End, og samtidig, og af samme grund, var<br />

stedet den naturlige magnet for østeuropæiske socialister. Begge dele overlappede i øvrigt, mere<br />

eller mindre – evt. direkte implikationer har historien taget ved at fjerne os evt. førhen<br />

144<br />

Madsen, s. 36-38.<br />

145<br />

Harste, s. 31.<br />

146<br />

Londons stærkt foruroligende værk, People of the Abyss (1903, DK: Afgrundens Folk (1913)), var mindst 70 år<br />

på forkant med Günther Wallraffs lignende undercover-metode; hos Wallraff dog til hensigt at afdække industriens<br />

magtgreb og virke i Vesttyskland, Londons mere for at afdække hele bydeles ”glemte” sociale problemer, og det ved<br />

at forklæde sig som var han en af East Ends egne, siden tage sig et bad og skrive en bog om sine oplevelser. Nydes<br />

bedst i den ene hånd, mens den anden bladrer de 180 illustrative, og budskabsmæssigt helt bevidst komplementære,<br />

billeder fra storbyen Londons udstilling af skiftevis overklasse og slum. Som set af Gustave Dóre, som offentliggjort<br />

i den fantastiske London : A Pilgrimage (1872).<br />

38


eksisterende dokumenter, kun overladt os indicier – direkte, sagen <strong>JtR</strong>; Elisabeth Strides lig blev<br />

fundet i indgangen til The International Workers Club, endog på en aften med møde og det hele,<br />

og bl.a. i Littlechildbrevet 147 er Fenians skrevet ind i de <strong>JtR</strong>-mistænktes felt. Det sidste dog<br />

”indforstået”, dvs. at der, tydeligvis, bagved tydeligt ligger mere at sige om Fenians‟ rolle i sagen<br />

<strong>JtR</strong> end Littlechild havde brug for at formulere i sit brev.<br />

Det skal dog understreges at begge disse kampfelter kun i marginaliseret grad overlappede<br />

sagen <strong>JtR</strong>, og de skal derfor ikke behandles yderligere, alene peges på som en støttende hånd<br />

under de teoretiske overvejelser hos Chibnall og Habermas.<br />

Foucaults straf af sjælen inkluderer, som det blev vist i afs. 7.2.2., ikke bare en samfundets hævn<br />

på individet, det inkluderer også en opbyggelighed, en udveksling af moral på en brudt kausalitet<br />

udenfor kontrakt: ”Under betegnelsen forbrydelser og forseelser dømmer man rigtignok juridiske<br />

genstande defineret af lovgivningen, men man dømmer på samme tid nogle lidenskaber,<br />

instinkter, anomalier, svagheder, tilpasningsvanskeligheder og virkninger af miljø og arv. Man<br />

straffer overfald, men herigennem aggressivitet; voldtægt, men på samme måde nogle<br />

perversioner; mord, men også samtidig nogle drifter og lyster” 148 .<br />

Og moral er jo at katalogisere under det der klinisk hedder ”praktisk filosofi”, her er eksemplets<br />

udlevede magt, præcedens og aktion for eksemplets skyld, lige så vigtigt som selve imperativet:<br />

”I pinestraffens ceremonier er den vigtigste person folket, hvis faktiske og umiddelbare<br />

tilstedeværelse er påkrævet for, at de kan fuldbyrdes. En pinestraf, som var bekendt, men hvis<br />

forløb var hemmeligt, har ikke rigtig nogen mening” 149 .<br />

Der er altså tale om en moralsk opbyggelighed, og logik, i det at vidne en henrettelse, ja! Selv i<br />

henrettelsen selv, i dødsstraffen, kan der pakkes nok alibi til en fyldt vadsæk af moral til<br />

forbryderen på sin rejse mod det hinsides: den jordiske straf og smerte kan faktisk mindske<br />

straffene i det hinsides – en slags martyrium, og det, vil vi nok sige i dag, af den farlige slags,<br />

hvor uretfærdighed, justitsmord f.eks., så bare ”belønnes” i det hinsides, med tilgivelse hos<br />

Frelseren. Så samtidig implicerer den her tænkning altså en tvetydighed; dødslidelsen er her et<br />

tegn på at Gud har overladt den skyldige i menneskenes hænder, og ved at deponere sin<br />

altruisme udskyder han den dømtes møde med sig selv, med den højeste dommer, og omvendt er<br />

en kort dødskamp et tegn på at Gud hurtigt har taget den dømte til sig, hurtigt har villet at han<br />

kom ud af fortvivlelsen. Her er altså en klar binaritet mellem:<br />

”forbrydelsens sandhed eller dommernes fejltagelse, den<br />

kriminelles godhed eller ondskab, sammenfaldet eller<br />

uoverensstemmelsen mellem menneskenes og Guds dom. Dette er<br />

grunden til den enorme nysgerrighed, som får tilskuerne til at<br />

flokkes omkring skafottet og lidelserne, omkring fortiden og<br />

fremtiden, hernede og i det hinsides. Et sandhedens øjeblik, som<br />

alle tilskuerne venter på: hvert udsagn, hvert skrig, dødskampens<br />

varighed, kroppen der gør modstand, livet som ikke vil forlade<br />

den; alt dette er tegn” 150 .<br />

Men <strong>JtR</strong> blev jo aldrig fanget! I hvert fald ikke officielt, så pressens rolle som observatør, som<br />

garant for et forum der kunne fungere som virtuelt skafot, sætte ord, i sig selv tegn, på et<br />

symbolsk skafot set som et sæt af tegn, pressens optik, brugt som objektivt vidne til at en<br />

misdæder, her <strong>JtR</strong>, fik sin løn som fortjent og blev retfærdigt kvitteret for at træde ud af<br />

147 Se note 214.<br />

148 Foucault, s. 31.<br />

149 Ibid., s. 71.<br />

150 Ibid., s. 60.<br />

39


fællesskabet – alle de her roller pressen spiller i magtfeltet mellem ”almindelige mennesker” og<br />

”magten”, er her suspenderede. Her har vi en forbryder der kan være nabo til hvem som helst, en<br />

forbryder hvis handlinger berører alle i nærmiljøet – men som stadig går fri omkring, ukendt af<br />

alle andre end ham selv, går frit omkring i Foucaults moralske magtfelt af uforløst spænding<br />

mellem den sekulære lov og Guds – han er identificeret som forbryder, men endnu ikke dømt,<br />

derfor overladt til selve mødet hvor den direkte disciplin, mod det eksakte individ, er så central<br />

en aktionsform for at sikre feltets magtbalance.<br />

Med andre ord: at <strong>JtR</strong> aldrig blev dømt gør ham, bogstaveligt talt, til en forbrydelsens<br />

Ahasverus. Begge lever stadig iblandt os; Den Evige Jøde som et spøgelse fra shoah, legenden<br />

om folkedrab, <strong>JtR</strong> som en daglig påmindelse til hver enkelt af os om at dagene nu er én mindre. I<br />

sin evige vandring mod døden.<br />

8. Victoriansk sensationspresse<br />

Steve Chibnall har det paradoks (jf. i øvrigt her afs. 7.3.) at ”right-wing order fantasy” altid er<br />

det mærkat der kan sættes på kriminaljournalistik: ”This is presumably because fantasy, lies in<br />

the roots of sensationalism” 151 , men videre: ”If we wish to understand the developments of<br />

specialist crime reporting and its contribution to law-and-order news we must make sensational<br />

stories our primary concern” 152 . ”Virkelighedens” objekt, i det her tilfælde <strong>JtR</strong>, har altså en<br />

modus operandii der, i sin essens, er ”højreorienteret”, derfor går imod lavere klassers daglige<br />

liv, men samtidig er dem så fjern at den skaber en vis fascination (læs: ”sensation”), og derfor,<br />

pr. transcendent egenbevidsthed, styrker det billede yderligere der går imod proletariatets<br />

interesser i hverdag og fremtid. I den her komplekse optik stilles der konstant krav til<br />

kriminaljournalisten.<br />

Som allerede antydet i afs. 7. foregik, og foregår, der en mere eller mindre bevidst ”forædling”<br />

af præsentationen af kriminalitet i victoriansk/britisk presse:<br />

”there is more to murder news than the description of a dead body,<br />

suspects, motives, modes of detection, and the legal procedures<br />

attendant upon conviction or acquittal. Although most editors were<br />

(and remain) committed to selling more copies of their paper, they<br />

were also dedicated to supporting the forces of law and order and<br />

keen to remind readers of what happened to those who broke the<br />

law or yielded to the temptation of the flesh and of drink. In this<br />

respect, the sensational aspects of crime news functioned for the<br />

prurient reader as so much chocolate coating over the pill of old<br />

morality, and editors hoped that readers would prefer their version<br />

to that of the competitor” 153 .<br />

Med andre ord inkorporerede den victorianske sensationspresse den moralsk doktrinerede,<br />

melodramatiske og romantiske nonfiktion føljeton som genre, og Perry går endog så langt som at<br />

forklare succesen for fiktionens mesterlige amatørdetektiver; f.eks. Poes C. Auguste Dupin (som<br />

godt nok var oversøisk og pre-<strong>JtR</strong>, men stadigvæk falder ind under f.eks. Habermas‟<br />

tidshorisont) og Conan Doyles Sherlock Holmes, med netop den moderne presses<br />

”fiktionalisering” af virkeligheden hvor (relativt) almindelige mennesker langt oftere gøres til<br />

helte frem for magtbasens folk:<br />

151 Chibnall, s. 48.<br />

152 Ibid.<br />

153 Perry, s. 65.<br />

40


”Hertil kommer så en langvarig bestræbelse på at påtvinge<br />

opfattelsen af forbryderen en kodning: fremstille dem som helt tæt<br />

på, allestedsnærværende og frygtelige. Det er den funktion, som<br />

rubrikken ‟dagsnyt‟ har, og som bemægtiger sig en del af<br />

dagspressen og begynder at få sine egne aviser. Det er det<br />

kriminelle dagsnyt, der ved sin daglige gentagelse gør hele<br />

retsvæsenets og politiets kontrolforanstaltninger acceptable, som<br />

gennemtrænger samfundet på kryds og tværs. Den fortæller dag for<br />

dag om en form for indre kamp mod fjenden uden ansigt. I denne<br />

krig udgør den en dagsrapport om nederlag og sejre” 154 .<br />

I den her optik har skillingstryk og flyveblade jo været kanalen for ”breaking news” siden<br />

middelalderen, men samtidig, når hovedpersonen altså var en forbryder, også et udtryk der, mere<br />

eller mindre frivilligt, glorificerede forbryderen, gjorde ham ophøjet via sin ”kunst”.<br />

Konfrontationen er mellem afsender og modtager, diskursen er ”kodningen” i det forrige citat,<br />

kampen står nu ud i en urpresse der kan samle og distribuere information så den kan sælges, dvs.<br />

kan afsættes til flest mulige. Foucault, igen:<br />

”I hele denne forbryderlitteratur (…) skal man utvivlsomt hverken<br />

se et ‟folkeligt udtryk‟ eller et oppefra organiseret propaganda-<br />

eller moraliseringsforetagende. Det var et sted, hvor to<br />

bemægtigelser af den strafferetlige praksis mødtes – en slags<br />

kampform om forbrydelsen, dens afstraffelse og mindet om den.<br />

(…) ‟Nysgerrighedens‟ interesse er også en politisk interesse.<br />

Sådan at disse tekster kan læses som dobbelttydig tale i den måde<br />

begivenhederne refereres på, men også i den omtale, som<br />

forbryderen får, og den ære, som disse kriminelle forlenes med, der<br />

på denne måde betegnes som ‟berømte‟. (…) Heraf kommer det, at<br />

man i folket var så levende interesseret i det, som lidt havde rollen<br />

som illegalitetens lille og daglige epos” 155 .<br />

Den her mulighed, via simple rapporterende dokumenttyper som skillingstryk eller flyveblad, for<br />

spejling eller identifikation med forbryderen, som oprører mod en undertrykkelse, forsvandt ”i<br />

takt med, at de folkelige ulovligheders politiske funktion har ændret sig” 156 . Det handler nu om<br />

at man ikke, i forbrydelsens svigt, ”bare” har forbrudt sig på Guds lov på jord, men nu pludselig<br />

også har svigtet sine nærmeste på deres tillid, brudt kontraktteorien. I den her tilstand er alle lige,<br />

og rapporteringen om kriminalitet fordrer nu en helt ny kriminallitteratur: ”en litteratur, hvor<br />

forbrydelsen godt nok glorificeres, men som en af de skønne kunster, fordi den kun kunne være<br />

nogle usædvanlige væsners værk, fordi den viser de stærke og magtfuldes uhyrlighed, fordi<br />

forbryderiskhed endnu er en måde at være privilegeret på” 157 .<br />

På Foucault disciplineringsakse krop -> sjæl -> udelukkelse via indelukkelse kan der altså<br />

opstilles en helt parallel genealogi for dokumenttypen til at vidne den her forbryderiske biografi:<br />

her er det så pressens opgave at rapportere fakta, forfatterens at formidle fiktion. I det her<br />

spændingsfelt er der, naturligvis, nogle unikke kendetegn, f.eks. at fiktion kan tillade sig at<br />

154 Foucault, s. 306.<br />

155 Ibid., s. 81-82.<br />

156 Ibid., s. 82.<br />

157 Ibid.<br />

41


spekulere i motiv og psykologi, meget mere hælde til forklaringsproblemer i miljø fremfor arv.<br />

Den her rapportering giver for det første en modsatrettet intention mod den slaviske journalisme,<br />

men også, og for det andet, faktisk følger så nogenlunde Foucaults disciplineringsakse:<br />

”Kriminalromanen, som begynder at udvikle sig i føljetonerne og<br />

billigbogslitteraturen, påtager sig tilsyneladende den modsatte rolle<br />

[i forhold til dagspressen, KO]. Den har særligt som funktion at<br />

vise, at forbryderen tilhører en helt anden verden uden forbindelse<br />

med det daglige og kendte liv. Denne fremmedhed drejede sig først<br />

om de laveste samfundslag (Les mystères de Paris, Rocambole<br />

[henholdsvis en roman (1842-1843 og 1843) og en romanføljeton<br />

(1829-1871) af respektive Sue og Terrail, KO], derefter om<br />

vanviddet (særligt i anden halvdel af århundredet), endelig om den<br />

gyldne forbrydelse, den ‟højtflyvende‟ kriminalitet (Arsène<br />

Lupin)” 158 .<br />

Med ”anden halvdel af århundredet” menes der så det 19ende; og dermed lige netop ned i <strong>JtR</strong>‟s<br />

egen levetid og kampplads. Så uden overhovedet nogensinde at nævne fantomet fra East End,<br />

rummer Foucaults historiske typologi ham alligevel perfekt.<br />

Og Foucault fortsætter: ”De ophøjede mord er ikke [mere] for illegalitetens småfolk”, her<br />

foregår nu i stedet ”kampen mellem de to rene ånder – morderens og detektivens – udgør [nu]<br />

konfrontationens væsentligste form (…) man er gået fra at redegøre for kendsgerningerne eller<br />

gengive tilståelsen til opdagelsens langsomme proces” 159 . Med andre ord fordrer indsættelsen af<br />

det gode, i form af opdageren/detektiven og dermed antagonisten til forbryderen/det onde, et helt<br />

nyt publikum der ikke bare skal belæres af social praksis, men nu også gyse med på analyser af<br />

konsekvens på psykologisk afvigelse: ”Kriminallitteraturen overfører til en anden social klasse<br />

den glans, som havde omgivet den kriminelle. Aviserne gengav så i deres daglige nyheder<br />

forseelsernes og deres afstraffelsers uepiske tristhed. Delingen er tilendebragt, således at folket<br />

fratages deres gamle stolthed over deres forbrydelser, de store mordsager er blevet de vises<br />

stilfærdige leg” 160 .<br />

Med andre ord: med den moderne kriminalroman løftes den sublime forbryders intention og<br />

motiv over i en ophøjet æstetik, mens forbrydelsen, og al dens (altid) medfølgende afskyelighed<br />

nu alene lades tilbage som kausalitet i ofrenes vold, som symptom hos folket. I den optik, og<br />

præcis fordi han forblev uopdaget, forblev <strong>JtR</strong> en aktør i pinestraffens tid, blev aldrig genstand<br />

for en ”forklarelse fra oven”, og dermed en talestol for magthavernes moralitet. Ved aldrig at<br />

træde frem som en biografisk realitet, blev <strong>JtR</strong> i stedet en litteraturhistorisk legende, kommer os<br />

mere i møde som fiktion end som fakta. En mindre detalje i det historiske lys, men absolut et<br />

frygtens jerngreb i sin egen tid: det mareridt at være belejret af et dræbende fantom.<br />

En anden årsag til at jorden var gødet for et monster som <strong>JtR</strong> var afskaffelsen af offentlige<br />

henrettelser i England i 1868 161 . Inden da antog henrettelser, som de også har gjort det i f.eks.<br />

Danmark, nærmest karakter af folkefester; bare tænk på Struensees og Enevold Brandts fælles<br />

skæbne den 28. april 1772 på først skafottet på Østerfælled, siden på ydmygende hjul og stejle på<br />

stedet der nu er spillestedet Vega på Vesterbro i København; en sublimering ud over straffen:<br />

”den pinestraf, som udøves endnu efter, at døden er indtrådt (…) [Og] retsvæsenet forfølger<br />

158 Ibid., s. 306.<br />

159 Ibid.<br />

160 Ibid., s. 82-83.<br />

161 Perry, s. 75.<br />

42


kroppen udover enhver lidelse” 162 . Nu rykkede henrettelserne så ind i skjulte fængselsgårde, og<br />

for at kompensere for hvad man nu ikke mere kunne se med sine egne øjne, i feltet hvor sjælens<br />

straf, i internering, havde taget over fra kroppens straf, i offentlig ydmygelse 163 , rykkede<br />

sensationspressen ind med sublimeringer af hvad der lå udenfor fængselsmurene, hvor den frie<br />

tanke, og angreb på den frie tanke, har hjemme: og det med veritabelt dødspornografiske<br />

beskrivelser af en forudgående fortælling, om ofrenes voldelige død og traumer. Interessant er<br />

det derfor at pressen i sagen <strong>JtR</strong> svælgede i alle de respektive ligsyns morbide detaljer –<br />

undtagen, vi er trods alt sat midt i Victoriatidens seksualmoral om ”lay back and think of ole‟<br />

England”, når det gjaldt traumer på ofrenes kønsorganer (jf. i øvrigt afs. 9.) 164 .<br />

Da den frie presse var i gang med at skabe sig sin identitet, sine værktøjer og mål, var der tale<br />

om både at beskrive (et felt) og fordømme (intervention af feltet) samtidig; kunsten er at<br />

”‟ordinary people‟ can only grasp the meaning of abstractions when they are presented in vivid<br />

personalized terms which allow for identification” 165 . På den her måde bliver inflation konkret<br />

ved at interviewe en handlende i Netto, vold bliver konkret ved at interviewe et voldsoffer. Men<br />

det her er jo alene kunstgreb for at gøre en formel abstraktion, avisen, konkret i sit budskab via<br />

en legitimering af de af sprogets generaliserende vendinger der nu engang er pressens sprog.<br />

Anderledes er det at ”legitimere” den dragning som følger beskrivelser af hedonistiske øvelser<br />

indenfor seksualitet, stofmisbrug og okkultisme; her skal der sættes en grænse op for at<br />

identifikationen ikke kommer helt tæt på, men samtidig sikre at det voyeuristiske, udsynet til det<br />

dragende i det (socialt) uacceptable, stadig er frit og intakt: ”Such deviations become a spectacle<br />

which may be glimpsed without involvement or contamination” 166 .<br />

8.1. Sensationens horror<br />

”Horripilation” betyder egentlig gåsehud, men det var også det mærke som victorianerne brugte<br />

på deres forkærlighed for at lade sig ”forføre” af så blodig, morbid og grusom en dækning af<br />

abnorme mordsager som f.eks. <strong>JtR</strong>‟s. Sociologer, og specielt feminister, har senere kaldt denne<br />

genre for ”gorenography”, og med de slet skjulte dødspornografiske konnotationer er<br />

omdøbningen næppe helt hen i vejret. Vi skal faktisk helt frem til 1920ernes tyske<br />

Weimarrepublik for at finde en kultur der overgår den victorianske med at lade morbiditet<br />

indarbejde sig massivt i litteratur (f.eks. Gottfried Benn), malerkunst (f.eks. Otto Dix og George<br />

Grosz), men så sandelig også i ”virkeligheden” i form af nærmest en epidemi af så afvigende<br />

seriemordere (f.eks. Peter Kürten og Fritz Haarmann) at verdenshistorien næppe nogensinde har,<br />

og vil, se sin lige. Og trods alt var det kun i pressen 167 at victorianerne dyrkede ”gorenography”,<br />

men det gjorde de til gengæld med så meget desto større fryd:<br />

162<br />

Foucault, s. 48.<br />

163<br />

Ibid., s. 30.<br />

164<br />

I moderne tid, hvor døden er blevet tabu, holdes ligsyn i straffesager naturligvis stadigvæk, men nu (som for<br />

obduktioner) bag hermetisk lukkede døre. Bag dørene konsulteres de nødvendige til at finde en dødsårsag, og det af<br />

en statslig udpeget ansvarlig, i England en såkaldt ”coroner”, i USA en ”medical examiner”, i Danmark holdes et<br />

såkaldt ”medicolegalt ligsyn” mellem politimesteren og embedslægen. I USA og Danmark er der ingen indlejret<br />

retsinstans; her har begge systemer eksperten indbygget, men det er der så i en coroner, der enten har uddannelse af<br />

læge eller advokat, i sin praksis nu fungerer som dommer for et normalt nævningeting med vidner og, dog ikke<br />

nødvendigvis, voterende nævninge. Fælles er det dog at deres virke alle steder nu kun refereredes i pressen på<br />

dødsårsagen, aldrig mere på detaljen. Ref.: britisk lovgivning: ”Dd 112 10/A Home J 1709 RP 7/92” & dansk<br />

lovgivning: ”Lov nr. 402 af 13.06.1990”.<br />

165<br />

Chibnall, s. 28.<br />

166<br />

Ibid., s. 32.<br />

167<br />

Faktisk var den amerikanske skuespiller Richard Mansfields ellers succesfulde opførelse af Stevensons Dr. Jekyll<br />

and Mr. Hyde på Lyceum i West End nødt til at lukke den 20. oktober fordi hans fremstilling af Hyde kom lidt for<br />

tæt på virkeligheden efter victorianernes opfattelse. I øvrigt var netop Mr. Mansfields gode skuespil årsag til at han<br />

en kort overgang selv blev ”nomineret” til at være <strong>JtR</strong>! Perry, s. 78 ; A-Z, s. 284.<br />

43


”In the autumn of 1888, reporters dwelled on the „thrill of horror‟<br />

that ran through the country as a result of the atrocities taking<br />

place in Whitechapel. After dripping his pen in purple ink, one<br />

journalist wrote: „Horror ran through the land. Men spoke of it<br />

with bated breath, and pale-lipped women shuddered as they read<br />

the dreadful details. People afar off smelled blood, and the<br />

superstitious said that the skies were of a deeper red that<br />

autumn.‟” 168 .<br />

Med andre ord skabte sensationspressens præsentation og salg af <strong>JtR</strong> ad globaliseringens nye<br />

muligheder en dybt funderet frygt over hele imperiet, og et af de mere grelle eksempler på<br />

effekten af det vi nok i dag ville kalde for ”medievold” finder vi i den sørgelige skæbne der blev<br />

Mary Burridge til del 169 . Fru tæppehandler Burridge blev set af naboer om eftermiddagen uden<br />

for sit hus på Themsens sydside. Hun læste den samme dags farverige reportage om Annie<br />

Chapmans mord i den sidste udgave af Star (”A nameless reprobate – half beast, half man – is at<br />

large” osv. 170 ), og blev så påvirket at hun blev svimmel og vendte tilbage til sit køkken hvor hun<br />

hurtigt faldt om og kollapsede i et (epileptisk?) anfald. Om mandagen vågnede hun igen, men<br />

hendes tilstand forværredes dog gradvis indtil hendes død et par dage senere. Som Perry så<br />

lakonisk slutter denne tragiske skæbne: ”If these reports did not exaggerate, then the story of<br />

Burridge‟s death deserves to be called one of the greatest achievements of sensation-horror<br />

news” 171 . Så sandelig.<br />

8.2. W.T. Stead og chokjournalismen<br />

Stead (1849-1912) var forgænger for amerikanske mediemoguler og fornyere af en mere<br />

billedmættet pressedækning: Hearst og Pulitzer, men så sandelig også for vores egen Henrik<br />

Cavling 172 . Perry runder ham fint af i et enkelt citat:<br />

”Arguably the most astute practitioner of journalistic<br />

sensationalism in the late Victorian era was the crusading editor of<br />

the Pall Mall Gazette, William Thomas Stead. Burning with zeal<br />

to right wrongs and keen to promote the power of the press as well<br />

as the sales of his own paper, he had an exalted view of editors as<br />

the ‟uncrowned king[s] of an educated democracy.‟ For him<br />

newspapers were ‟the great court in which grievances are heard …<br />

the great inspector, with a myriad of eyes, who never sleeps.‟” 173 .<br />

Sådan! Allerede i 1885 havde hans ”konfrontationsjournalistiske” metode skaffet ham<br />

berømmelse ved med en serie forsider under fællestitlen ”The Maiden Tribute of Modern<br />

Babylon” at have demonstreret hvor lidt et barneliv var værd i Londons slum 174 : For fem pund<br />

havde han købt en trettenårig pige for at presse parlamentet til at hæve alderen for mindreårige<br />

168 Perry, s. 77.<br />

169 Sagen stod i sin samtid at læse i PMG den 13. September 1888 (”Died after Reading the Murder”) eller i Star, 13.<br />

September (”Killed by Emotion”). Se også: Perry, s. 273 & Cullen, s. 12.<br />

170 Cullen, s. 12.<br />

171 Perry, s. 273.<br />

172 Medier og kultur, s. 46-48.<br />

173 Perry, s. 79.<br />

174 Chibnall, s. 49.<br />

44


fra tretten til seksten. Sagen lykkedes, men kostede alligevel Stead en tur i fængslet, for godtnok<br />

var faderen til den trettenårige helt med på handelen, men det var moren ikke! ”The Maiden…”<br />

er en klassiker i engelsk presse af den type der siden er blevet døbt ”Yellower” Journalism eller<br />

New Journalism; en subjektivt farvet reportage-/skribentstil med en tydelig jeg-fortæller modsat<br />

den traditionelle og tørt refererende (objektive) journalisme 175 .<br />

Siden 1860erne havde Fleet Street opereret med mere sensationsmætte overskrifter og<br />

manchetter, og indholdet der solgte var de typiske ingredienser i victoriansk sensations- og<br />

horrorpresse: ”battles, natural disasters, train wrecks, and alpine accidents (…) And if no terrible<br />

accidents had occurred, they could always fall back on royal weddings or funerals, an eclipse, a<br />

comet, or an expedition down the Nile, if not into the always dangerous African jungle” 176 .<br />

Ironisk er det så, og det er her at Steads format kommer ind, at hans ellers gennemført<br />

sensationssøgende avis, PMG, var en af de få med selvkritisk sans nok til at reflektere over<br />

denne sensationens æstetik og dens konsekvenser. Den 28. august, tre dage før det første<br />

kanoniske mord i sagen <strong>JtR</strong>, havde Stead en leder på forsiden med titlen ”The Blood-Thirst of<br />

the Day”, hvor han reflekterede over offentlighedens ”craving for sensation, the longing to be<br />

thrilled” og indrømmede at ”a good first-class bloody murder would always sell more papers<br />

than a poem by Tennyson or an exquisite essay by Ruskin” 177 . Denne førsteklasses mordsag<br />

skulle han nu snart få sig i serieform, og midt i <strong>JtR</strong>‟s ”kampagne” var Stead igen ude med<br />

pennen i et forsøg på at mobilisere lidt moralsk restaurering af det publikum han selv havde<br />

været med til at præge med sin journalistiske linje. I PMG for 5. oktober 1888 havde han nu igen<br />

en leder ude med titlen ”Wanted a Court of Conscience”, som i sin essens var en refleksion over<br />

om hvorvidt sensationspressens æstetik virkelig bare skulle lade sig udmønte i en evig søgning<br />

efter øget oplagstal:<br />

”What is the right thing to do? The paying thing to do is clear<br />

enough. The paying thing is to go in for sensation, to bring out a<br />

sheet which drip with gore and is almost as ‟creepy‟ and revolting<br />

as the gashed and mangled corpse of the murderer‟s victim. To<br />

work up the sensation by every means known to journalism, to<br />

press everything into the service, to use the pen of the reporter, the<br />

memory of the interviewer, the pencil of the artist, and all the<br />

resources of typography, in order to produce special murder<br />

editions – that is the plain path set before the journal by<br />

considerations of profit and loss. But what does it profit even an<br />

editor if he gain the world and lose his own soul?” 178 .<br />

For at løse ambivalensen mellem på den ene side at tjene penge på sit erhverv og samtidig redde<br />

sin sjæl påkaldte Stead så endelig en ”Court of Conscience” til at bedre chokjournalisters moral<br />

og overveje om hvorvidt deres løn fra job til job udbetales i blodpenge. Nu kunne lederen<br />

sagtens forveksles med en moderne af slagsen fra f.eks. Ekstra Bladets aktuelle svar på Stead i<br />

form af en til krokodilletåre angrende Bent Falbert, men overraskende var det derfor for L. Perry<br />

Curtis, Jr. at han om og om igen i sit meget empirisk funderede værk, Jack the Ripper and the<br />

London Press (jf. afs. 3.), kunne dokumentere at netop PMG var mindre detaljeret i sine<br />

beskrivelser af ofrenes frygtelige skader end andre aviser.<br />

175 Perry, s. 61 & 81.<br />

176 Ibid., s. 81.<br />

177 Ibid., s. 82.<br />

178 Ibid.<br />

45


Det var måske derfor passende nok at denne doyen indenfor sensationsjournalismen selv skulle<br />

ende med at blive en del af et af det tyvende århundredes største og mest sensationelle historier.<br />

Den 14. april 1912 gik Stead således ned med Titanic.<br />

9. Victoriansk pressedækning af mord<br />

Vi kan nu med Richard Ericson (se afs. 7.) in mente sige at ”Murder news is treated here as<br />

another form of ‟social knowledge‟ as well as a cultural production that falls somewhere along<br />

the broad spectrum between fiction and lived reality” 179 . En typologi for grov kriminalitet, som<br />

den typisk præsenteres i victoriansk presse, kan groft inddeles i fire kategorier: 1) En rubrik<br />

bagest i indlandssektionen kaldet ”Police” som omhandler politiets arbejde inden for ca. det<br />

seneste døgns tid, 2) Fuld udskrift eller referat af ligsyn i forbindelse med usædvanlige eller<br />

uopklarede mord, 3) Dækning af aktuelle sager i Central Criminal Court (”Old Bailey”) i<br />

London, og endelig: 4) Korte referater af lokale domstoles arbejde rundt omkring i landet 180 .<br />

Foucaults analyse af pinestraffen går jo fra at kroppen ses som suverænens (”fyrstens”)<br />

ejendom, som almenvældets indskrevne partikularitet: ”På denne måde forsvinder den<br />

spektakulære fysiske afstraffelser i begyndelsen af det 19. århundrede, man undgår den pinte<br />

krop, man fjerner iscenesættelsen af lidelsen fra straffen. Man træder ind i de sobre straffes<br />

tidsalder. Og videre: ”Paradoksalt nok var England et af de lande, der var mest utilbøjelige til at<br />

afskaffe pinestraffen: måske pga. af den forbilledlige rolle, som nævningesystemet, den<br />

offentlige retsforhandling og respekten for habeas corpus havde givet dets strafferet, eller<br />

snarere fordi de ikke havde villet mindske straffelovens strenghed under de store sociale<br />

problemer i årene 1780-1820” 181 . Med andre ord blev sjælens indskrivning i britisk domsinstans<br />

forsinket af sociale årsager, mere specifikt af sociale magtkampe og -relationer, og derfor var<br />

statens sanktioner mht. borgerrettigheder længe forsinket overfor oplysningstidens budskab om<br />

det antropocentriske verdensbillede, om sjælen, og sjælens autonomi i forbindelse med at vælge<br />

det gode. Eller det onde. Alt i alt kontra på en medfødt defekt mod ondskab, mod at synde, mod<br />

at forbryde sig mod en fast binaritet på god-ond, og dermed forbryde sig mod evige og statiske<br />

love, mod ingen ringere end Gud: det teocentriske verdensbillede.<br />

Der skal her gives en generel forklaringsakse, som samtidig giver udtryk for en vis stigen op<br />

mod øget grad af individualisering, nemlig at mennesket, og hvordan ‟mennesker‟ vurderer<br />

‟mennesket‟, let kan sættes på en akse, hvor behov og problemer har hver deres egen beretning at<br />

give om årsag og virkning: biologisk -> socialt -> kulturelt.<br />

Mht. en morder betyder det så at man kan se ham, og hans ”værk”, enten racistisk (”han er sort,<br />

og sorte er mordere”), socialt (”han er fattig, og fattige slår dig ihjel for selv at overleve”) eller<br />

kulturelt (”han er afviger, får seksuel tilfredsstillelse af at myrde”). Alle de her valg er, for den<br />

forsætlige morder, naturligvis styret af en vis grad af psykologisk makeup der enten kan være<br />

ekskluderende (”den fremmedgjorte ener”) eller inkluderende (”den udvalgte bøddel”), og har<br />

her rids og optræk til nye og komplekse kampfelter, men da fokus i det her speciale er at<br />

observere en kriminalitet i en allerede eksisterende magtdiskurs, bliver det ved det. Alene skal<br />

det tages med over at det kulturelle, i smag og behag, jo i sig selv er en psykologisk mekanisme.<br />

Det biologiske/mekaniske menneskesyn, når vi her taler om en morder, får derfor sin replik via<br />

pinestraffen, det sociale/moralske menneskesyn får sin i strafferetten, og det<br />

kulturelle/psykologiske sin i enten inklusion (under en tilstand af juridisk undtagelse, i f.eks. et<br />

diktatur, gives der en egen logik ift. accepterede beføjelser som morder; som bøddel) eller<br />

eksklusion (i en retsstat, hvor en morder enten henrettes eller deporteres i fængsel).<br />

179 Ibid., s. 5.<br />

180 Ibid., s. 91.<br />

181 Foucault, s. 28.<br />

46


Fokus har her hele tiden været det sociale, den sociale magtbalance mellem folket og dets<br />

vogtere, en medieret samtale med den frie presse som mægler. Foucault:<br />

”Men en ting er sikkert: kriminaliteten og<br />

kriminalitetsbekæmpelsen betragtes i arbejderbevægelsen i årene<br />

1830-1850 som en vigtig sag. Uden tvivl er der tale om en<br />

fjendtlighed overfor forbryderne, men også om en kamp om<br />

strafferetten. De folkelige aviser giver ofte en analyse af<br />

kriminaliteten, som ord for ord står i modsætning til filantropernes<br />

velkendte beskrivelse (fattigdom – ødselhed – dovenskab –<br />

drukkenskab – lastefuldhed – tyveri – forbrydelse). Kriminalitetens<br />

oprindelse finder de ikke i det kriminelle individ (det er kun<br />

anledningen eller det første offer), men i samfundet: ‟Det<br />

menneske, som i dræber, er ikke fri til ikke at dræbe jer. Den<br />

skyldige, det er samfundet, eller mere rigtigt, det er den dårlige<br />

sociale organisation‟. Dette skyldes, enten at det ikke er i stand til<br />

at sørge for sine grundlæggende behov, eller fordi det ødelægger<br />

eller udvisker muligheder, aspirationer eller fordringer i ham, som<br />

senere kommer for dagen i forbrydelsen: ‟En dårlig opdragelse,<br />

ubrugte evner og kræfter, en intelligens og et hjerte, der er blevet<br />

undertrykt af et alt for hårdt arbejde i en alt for ung alder‟” 182 .<br />

Efter afskaffelsen af de offentlige henrettelser i 1868 var pressedækningen af mord<br />

victorianernes foretrukne læsning næst efter dækning af krig og royale begravelser. Selvom altså<br />

det bornerte England under Dronning Victoria svælgede i sensation og horror var sproget når det<br />

kom i brug til seksuelt funderede historier, og overraskende nok, pålagt en stor grad af<br />

selvcensur i form af en udbredt brug af eufemismer – således blev ordet ”prostitute” så godt som<br />

aldrig brugt i sagen <strong>JtR</strong>, men i stedet stod der at læse om ”fallen women”, ”sister of the abyss”,<br />

”woman of the street” eller den absolutte favorit: ”unfortunates”. Ord som ”whore”, ”harlot”,<br />

”trollop” eller ”tart” optrådte aldrig i den respektable dagspresse 183 . I tilfælde af voldtægter<br />

støder man aldrig på ordet ”rape”, men derimod er ofret altid blevet udsat for en ”assault” eller<br />

en ”outrage” – og det vel at mærke uden adjektivet ”sexual” foran. Denne hang til ”seksuel<br />

eufemisme” er senere blevet analyseret af Foucault 184 , der har observeret at det i moderne tid,<br />

med bl.a. seksuel frigørelse og promiskuitet, er ”calling sex by its name became more difficult<br />

and more costly”, og at denne frihed blev forsøgt styret med ”a whole rhetoric of allusion and<br />

metaphor” 185 . Ironisk nok er dette sprog selvforstærkende og frigør yderlige fascination af<br />

seksualiteten; og den voldspornografiske er jo tydelig i sagen <strong>JtR</strong> (jf. ikke mindst afs. 8. & 8.1.).<br />

9.1. Mord hvor offer og morder kender hinanden<br />

Sager om jalousi- og affektdrab og mord for egen vindings skyld var, fra arrestation til dom, som<br />

skabt til den serialisering (jf. afs. 8.) i medierne som victorianerne satte så højt. Trygt var det<br />

nemlig at typerne, som også i vore dage, ofte røg hurtigt bag lås og slå eftersom de, som alle<br />

andre personer i ofrenes nærmeste bekendtskabskreds, var dem med størst sandsynlighed for at<br />

have det motiv som straks gjorde dem til primærmistænkte – og det fra en palet med alle de<br />

følelser og motiver almindelige mennesker kunne forstå, og dermed kunne identificere sig med.<br />

182 Ibid., s. 307.<br />

183 Perry, s. 93.<br />

184 I: Seksualitetens historie, Bind 1: Viljen til viden (1976). Her dog alene citeret fra Perrys gode brug og indlejring.<br />

185 Perry, s. 16-17 & 234-235.<br />

47


Før som nu var det derfor i orden at gyse med på den her hårfine overskridelse af normaliteten,<br />

og dermed give sig selv ret til svælge i detaljen.<br />

Det her lille underafsnit tjente alene til afgrænsning: i specialets interesse er her intet mere at<br />

sige.<br />

9.2. Mord hvor offer og morder ikke kender hinanden<br />

Seriemordere 186 ser deres ofre som midler til at nå deres (seksuelle) mål, og for at fantasien skal<br />

have vægt må ofret nødvendigvis være så ”objektgjort” som muligt – med andre ord så fremmed<br />

og ukendt for morderen som muligt. Ofret må med andre ord forvandles til et middel og ikke det<br />

som ethvert normalt og empatisk funderet menneske skylder sin næste, nemlig at se ham/hende<br />

som et mål i sig selv. Med disse foruroligende og afvigende egocentriske motiver ender<br />

seriemordere ofte som fantomer der ikke umiddelbart kaster mistanke af sig ved den indledende<br />

politiefterforskning. Perry:<br />

”In stark contrast to domestic murder, wherein the victim and<br />

perpetrator knew each other, however slightly, societal murder was<br />

random and impersonal. Even when they did not end in death,<br />

crimes of opportunity like muggings, garrottings, purse snatchings,<br />

and burglaries provoked greater fear than did domestic crimes<br />

because assaults by strangers could affect any law-abiding citizen<br />

who happened to be in the wrong place at the wrong time. Jack the<br />

Ripper‟s attacks alarmed women of all classes – not just prostitutes<br />

plying their trade in Whitechapel – and the longer he remained at<br />

liberty, the greater the fear. More often than not, domestic murder<br />

cases enabled readers to say, „This could never happen to me<br />

because I would never put myself in that position.‟ Moreover<br />

domestic murders were usually much easier to solve, owing to the<br />

small pool of suspects and the obvious array of motives” 187 .<br />

9.2.1. Jack the Ripper<br />

Med <strong>JtR</strong> blev victorianernes praksis for føljetoner i pressen brudt, en linearitet gjort<br />

selvrefererende, løseligt cirkulær: her var pludselig en sag uden nogen klar begyndelse – hvornår<br />

startede morderen sit togt? Var det den 2. april (Emma Elizabeth Smith), den 6. august (Martha<br />

Tabram) eller den 31. august (Polly Nichols)? Og hvornår sluttede han? Var det den 9. november<br />

1888 (Mary Jane Kelly), den 13. februar 1891 (Frances Coles) – eller var det senere endnu (jf.<br />

afs. 5. og Macnaghtens memo fra 23. februar 1894)? Her var en serie kogt op af sensation og<br />

horror uden nogen start og uden ende, og i stedet for den sædvanlige linearitet og orden fra<br />

arrestation, anklage, retssag og henrettelse (som var den tørre standardtaksering for mord) var<br />

offentligheden nu udsat for (mindst) fem gruopvækkende og langtrukne ligsyn der alle som en<br />

kastede så godt som intet lys overhovedet på morderens motiv eller identitet. I sandhed klassisk<br />

gotisk ”horripilation” og ”gorenography” (jf. afs. 8.1.) for fuld udblæsning, og intet under at<br />

politiet, qua deres manglende succes, kom til at spille en ufrivillig hovedrolle i sagen som den<br />

blev fremstillet af pressen, og at politiets lyst til samarbejde med samme etat stille og roligt gik i<br />

sig selv – med alvorlige konsekvenser for begge parter.<br />

Som Habermas (afs. 7.2.1.) har vist det udgør den moderne presse bindeledet, den borgerlige<br />

offentligheds stemme, mellem privat og stat. Den offentlige stemme i sagen <strong>JtR</strong> føres af politi,<br />

186 Ressler & Shachtman, s. 135-136.<br />

187 Perry, s. 104.<br />

48


parlament og regering, den private ses indirekte i hele pressens dækning af sagen og direkte i<br />

breve adresseret til redaktører og redaktionerne. Sociologen Stuart Hall, kollega til Chibnall i<br />

Birmingham, har, som førte han dialog med Habermas, om den her praksis ganske rammende<br />

sagt at læserbreve indeholder ”readers‟ opinions (…) in their least mediated form” 188 .<br />

Desværre har der ikke overlevet nogen retningslinjer eller interne diktater om redaktion og<br />

selektion af læserbreve værdige til trykning, men alligevel kan deres indhold og tematik supplere<br />

pressens billede, og dens implikationer, af sagen. Inspireret af den glimrende empiriske<br />

undersøgelse af læserbrevene foretaget af Perry 189 har jeg i de følgende underafsnit groft søgt at<br />

disponere efter Perrys typologi af temaer og hyppighed, og så ellers i videst mulig omfang at<br />

koge læserbrevene sammen med den ”rigtige” pressedækning.<br />

9.2.1.1. Motiv<br />

Eftersom <strong>JtR</strong> tog for sig med en hel serie af fattige prostituerede blev gængse motiver for mord<br />

som f.eks. jalousi, affektdrab og mord for vindings skyld 190 (jf. afs. 9.1.) hurtigt opgivet af både<br />

presse og politi. Men ikke overraskende flød pressens produkter alligevel til overflod over med<br />

spekulationer om <strong>JtR</strong>‟s motiv der groft sagt kan inddeles i følgende hovedgrupper:<br />

1) Sindssyge, hvilket var et udbredt motiv som ikke mindst fik megen spalteplads grundet en<br />

aktuel, og lidt for vellykket, opførelse af Dr. Jekyll og Mr. Hyde (jf. note 167),<br />

2) Seksuelt funderet – et ømtåleligt emne for victorianerne, men som ikke mindst blev taget<br />

alvorligt af professionelle 191 der året før var blevet beriget med Richard von Krafft-Ebings<br />

klassiske studie i psykopatologi, Psychopathia Sexualis,<br />

3) Hævneren, hvis motiv skulle være at sluge hadet til den prostituerede der havde inficeret<br />

ham, eller i variationer hans søn 192 , med en dødelig kønssygdom, oftest syfilis 193 ,<br />

4) Epilepsi. Vi kan i historiens bakspejl kun tage let på den victorianske antagelse at en<br />

epileptikers anfald skulle medføre en ekstra stærk seksualdrift – med fare for nærværende<br />

kvinder og børn.<br />

Andre motiver var mere bizarre end egentlig værdige til seriøs behandling, f.eks. at ofrenes fedt<br />

skulle bruges til de såkaldte ”Diebslichter” eller ”Schlafslichter” som angivelig skulle give tyve<br />

fri bane når de tændes fordi ofrene simpelthen falder i søvn! 194 Coroner 195 Wynne E. Baxter<br />

sprængte en bombe da han under opsummeringen af sessionerne for Chapman afslørede at han<br />

havde hørt om en amerikansk læge der for tyve pund søgte at købe livmødre der kunne følge<br />

med hvert eksemplar af en afhandling om samme 196 . ”Teorien” blev dog hurtigt pillet fra<br />

188<br />

Her citeret fra: Ibid., s. 238.<br />

189<br />

Ibid., kap. 11: “Response to Ripper News: Letters to the Editors”, s. 238-252.<br />

190<br />

Foruden kropsdele er det eneste vi med nogenlunde sikkerhed kan sige at <strong>JtR</strong> stjal fra sine ofre, var et par<br />

værdiløse messingringe som var revet af Annie Chapmans fingre. I dag ved vi at den slags ”tyveri”, kaldet<br />

indsamling af ”trofæer” eller ”souvenirs”, har samme seksuelle retning som det at samle på kødelige rester af ofre.<br />

191<br />

Bl.a. finder vi muligheden seriøst behandlet i en generel rapport om mordene af Dr. Thomas Bond den 10.<br />

november 1888 (dagen efter mordet på Kelly): PRO MEPO 3/140: Akt 30, folio 220-223, og i en højest<br />

overraskende udtalelse til ligsynet for Eddowes fra Dr. Gordon Brown (City of London Record Office, Guildhall:<br />

City of London Coroner‟s Inquests 1888, no. 135. Akt 14-23) om at han ikke fandt ”secretion of any kind on the<br />

thighs”.<br />

192<br />

Hele Leonard Matters‟ klassiske The Mystery of Jack the Ripper (1929) promoverer Dr. Stanleys hævn over sin<br />

søn.<br />

193<br />

Perry, s. 161 (et eksempel fra Star, 6. oktober) & 176.<br />

194 Ibid., s. 235.<br />

195 Jf. note 164.<br />

196 Perry, s. 225-227.<br />

49


hinanden af både dagspressen og de specialiserede lægetidsskrifter, British Medical Journal og<br />

Lancet 197 .<br />

Jf. i øvrigt afs. 9.2.1.4. nedenfor.<br />

9.2.1.2. Tilfangetagelse<br />

Blodhunde spiller en ganske overraskende stor rolle i sagen <strong>JtR</strong>, og det gør de helt sikkert fordi<br />

forsøget med at implementere dem i politiarbejdet på forhånd var dømt til at mislykkes i det<br />

stinkende Whitechapel og Spitalfields hvor ikke mindst de åbne kloakker flød med kødaffald fra<br />

de mange slagterier i området.<br />

Metoden fik sin egen sagsmappe i de officielle Home Office Files (PRO<br />

HO/144/221/A49301/F) 198 , men de to hunde der var lejet til sagen, Barnaby og Burgho, kom på<br />

den ene side aldrig i aktion, men blev alligevel centralt placeret i både samtid og historie.<br />

Commissioner Warren havde kort inden mordet på Mary Jane Kelly personligt foretaget lovende<br />

testløb med hundene i Hyde Park, og beordrede nu at ingen måtte nærme sig et evt. offer uden at<br />

blodhundene var blevet tilkaldt.<br />

Om morgenen den 9. november slog <strong>JtR</strong> til med det bestialske mord på Mary Jane Kelly og<br />

uden for hendes værelse ventede nu politistyrken fra både City og Metropolitan forgæves på at<br />

blodhundene skulle sættes i aktion på Warrens ordre. Men hvad ingen vidste var at Warren<br />

havde indgivet sin afsked samme morgen, og som resultat endte ethvert spor med at blive lige så<br />

koldt som den stakkels Kelly. Pressen var naturligvis glad for Warrens afgang men forinden var<br />

fiaskoen med blodhundene flittigt blevet hængt ud i pressen – på trods af at folkeopinionen<br />

faktisk var kraftigt for en brug af de her kræ.<br />

Et andet kardinalpunkt, som vi i dag tydeligt kan se som en håndsrækning til <strong>JtR</strong> for at forblive<br />

på fri fod, var den manglende dusør der blev stillet i udsigt for informationer der kunne føre til<br />

tilfangetagelse af morderen. Trods heftig offentlig debat i både presse og parlament stod<br />

indenrigsminister Henry Matthews ved at der ikke skulle stilles nogen offentlig dusør i udsigt –<br />

en sådan ville angivelig opildne borgerne til at indgive falske anklager 199 – og nærmest<br />

symptomatisk var det igen den stakkels Warren som fik skylden. I øvrigt gik sagen så langt som<br />

til dronningen selv der den 29. september fik henvendelse fra lokale beboere der bad hende stille<br />

en dusør i udsigt. Gennem en regeringstalsmand blev opfordringen i øvrigt venligt, men bestemt,<br />

afvist 200 .<br />

9.2.1.3. Lov og orden<br />

Vi har allerede stødt set dette emne eksploderet til teori i Steve Chibnalls selvforstærkende teori<br />

om ”Law-and-Order News” (afs. 7.3.1.), og det var i sagen <strong>JtR</strong> tydeligt at mange aviser øgede<br />

deres dækning af netop denne type nyheder og debat ved konstant at kritisere politiets<br />

uduelighed mht. til at fange <strong>JtR</strong>. Kort efter dobbeltmordet på Stride og Eddowes den 30.<br />

september afleverede Commissioner Warren sin årlige statusrapport om tilstanden i Metropolitan<br />

Police. I rapporten begærede han flere midler og forstækning af styrken i kampen mod ikke<br />

mindst <strong>JtR</strong> 201 , alligevel benyttede ikke mindst den radikale presse sig hurtig af lejligheden til at<br />

lange ud med kritik – som ville de understrege Chibnalls teori om avisernes selvopholdelsesdrift<br />

ved at holde en moralsk panik gående – og om ikke andet så for oplagstallets skyld 202 : Daily<br />

Chronicle (8. oktober) tilsluttede sig først Warren, men kunne så ikke dy sig for at bringe hans<br />

197<br />

For respektive den 22nde og den 29nde september.<br />

198<br />

Olesen, s. 47.<br />

199<br />

Hvad der da også skete; ganske frivilligt, og helt uden motiveringen fra en dusør, se: afs. 9.2.1.4.<br />

200<br />

Perry, s. 178. I øvrigt findes der en hel sagsmappe omhandlende korrespondancen, I: PRO MEPO 3/141 ; Olesen,<br />

s. 42-43.<br />

201<br />

Perry, s. 164-166 & 319, note 1.<br />

202<br />

De følgende kondenseringer er foretaget på en undersøgelse af Perry, s. 164-66.<br />

50


uheldige rolle i opstanden året før på Trafalgar Square (se afs. 5.1.) frem som eksempel på at<br />

Warren bestemt ikke var manden der kunne få kontrol over et åbent udbrud af moralsk panik. I<br />

hvert fald var Warrens militære disciplin ikke vejen frem.<br />

East London Observer (20. oktober) bragte en leder om at serieforbrydere i engelsk<br />

kriminalhistorie altid før var blevet fanget, og at Scotland Yard indsats kort og godt kunne koges<br />

ned til ”a series of false alarms, false arrests, fruitless theories and (…) useless house to house<br />

visitations”. East London Advertiser krævede den 13. oktober en fuldstændig omorganisering af<br />

politistyrken efter fransk model – kort og godt var kravet ”better brains and better organization”.<br />

Endog havde Evening News den 4. oktober 203 en artikel ude hvor de kunne fortælle at de, i<br />

frustration over politiets manglende succes, selv havde engageret to detektiver for at forske i<br />

sagen om Stride. På selve mordstedet fandt de en druestilk, og de fik opsporet et vidne som<br />

politiet åbenbart ikke kendte til (det gjorde de nu alligevel). Vidnet, Matthew Packer (som i<br />

øvrigt ved senere politiforhør viste sig at være yderst upålidelig), havde angiveligt solgt druerne<br />

til Stride og hendes morder. Politiet syntes nu, i pressens billede, at være helt til grin.<br />

Perry demonstrerer at avisernes oplagstal steg med hvert mord fra Nichols over Chapman og<br />

toppede med ”The Double Event” 204 . Overraskende er det så måske indledningsvis at<br />

oplagstallene faktisk faldt uforholdsvis meget med den ellers potentielt sensationelle slagtning af<br />

den stakkels Mary Jane Kelly. Men det er der nok flere grunde til; ved hvert mord blev der<br />

afhold ligsyn som ofte strakte sig over flere dage, hvor pressen havde rigelig lejlighed til at<br />

bringe fyldig dækning af møderne, til at interviewe vidner og retsmedicinere, bringe bredere<br />

perspektiverede ledere, osv. Men af en eller anden grund blev ligsynet på Kelly allerede afbrudt<br />

efter en dag 205 , hvor Coroner Dr. Roderick Macdonald efter ganske få vidners udsagn spurgte<br />

juryen om de havde hørt nok til at fælde en dom. Det havde de, og med standardvoteringen<br />

”Willfully murdered by person(s) unknown” sluttede ligsynet med stor skuffelse til følge for<br />

først samtidens læsere og senere, ikke mindst, for sagens historikere. Var der tale om en<br />

konspiration for at skjule over at f.eks. en højtstående stod bag mordene? Næppe! Men gennem<br />

hele efteråret havde Scotland Yard mere og mere ophørt med at give pressebureauerne<br />

informationer 206 , således at de ved mordet på Kelly helt havde afbrudt forbindelsen til pressen,<br />

og hvad gør man så når der ikke er friske nyheder at bringe til torvs?<br />

”Jack the Ripper” navngav sig selv med rødt i et brev (i øvrigt brugt som overskrift på forsiden<br />

af dette speciale) sendt til Central News Agency den 25. september 1888. Effekten af brevet var<br />

sensationel; før hed sagen i politisammenhænge officielt ”The Whitechapel Murders”, og i<br />

pressen kunne morderens navneformer højest svinge sig op til så prosaiske bud som f.eks.<br />

”fiend” eller ”monster”. Nu gik der et sug igennem befolkningen med et navn 207 som den dag i<br />

dag stadig synges af børn i East End når de leger med sjippetov: ”Jack the Ripper/ Stole a kipper/<br />

Hid it in his fathers slipper” 208 . Navnets fulde klang 209 og konnotationer var med andre ord<br />

nærmest født til at være et varemærke 210 der ikke mindst kunne sælge sig selv igennem avisernes<br />

overskrifter.<br />

203 Ibid., s. 152-153.<br />

204 Ibid., s. 200-206.<br />

205 Datoerne for de enkelte ligsynssessioner: Nichols – 1., 3., 17. & 23. september, Chapman – 10., 12., 13., 19. &<br />

26. september, Stride – 1., 2., 3., 5. & 23. oktober, Eddowes – 4. & 11. oktober, Kelly – 12. november.<br />

206 Se f.eks. Perry, s. 200.<br />

207 For en glimrende oversigt over ”Jack the Rippers” mulige etymologi, se: Perry, s. 144-145.<br />

208 Ibid., s. 256.<br />

209 ”Jack” alene er i øvrigt så almindeligt et navn at det ofte bruges som et N.N., et Jens Hansen eller et John Doe,<br />

bl.a. af Doré & Jerrold: s. 28, 31, 64 & 125.<br />

210 På samme måde som man let kan have forståelse for den ringe historiske/æstetiske/evt. litterære markedsværdi<br />

hvis Franz Kafka f.eks. havde heddet Jehudin Silberbein.<br />

51


Endnu mere sensationelt var det så da George Lusk, entreprenør og formand for et af de private<br />

vagtværn som i antal skød op i East End for at kompensere for politiets manglende succes, i sin<br />

forretning den 16. oktober modtog en halv nyre med et ubehjælpeligt skrevet brev startende med<br />

de berømte ord ”From Hell, mishter Lusk”. Afsenderen fortsætter så bl.a. med at skrive at han<br />

havde spist nyrens anden halvdel og at det havde smagt ”very nise”. Selvom ”korrespondancen”<br />

så afgjort var den mest makabre fra efteråret 1888 var brevet dog ikke underskrevet ”Jack the<br />

Ripper”, men er det overhovedet sandsynligt at han ville korrespondere med politiet? Ikke ifølge<br />

moderne såkaldt profiler-virksomhed, hvor bl.a. morderens modus operandii, sociale stand,<br />

motiver, biologisk særkender og personlige præferencer kan læses ud af offer og mordsted til en<br />

samlet profil der gerne skulle hjælpe politiet med tilfangetagelsen.<br />

De moderne profiles 211 vi har af <strong>JtR</strong> viser ham utvetydigt som<br />

værende uorganiseret (jf. afs. 5.), og at han derfor under ingen<br />

omstændigheder ville kunne finde på at gå i en ego boost‟ende<br />

dialog med politi eller presse som en organiseret seriemorder<br />

for sin del ville elske at gøre. Det eneste der gik igennem<br />

<strong>JtR</strong>‟s hoved, hele tiden, dagen lang, var at slå ihjel, gøre det<br />

igen og igen, og det hver evigt eneste gang lejligheden bød<br />

dig.<br />

Men hvem skrev så disse breve, hvoraf vi i dag faktisk har<br />

kendskab til omkring 200 (!) i alt der angivelig skulle komme<br />

fra <strong>JtR</strong> 212 ? Mange kom naturligvis fra morbide personer, men<br />

de mest berømte, heraf den ovenfor omtalt fra 25. September,<br />

ville Sir Robert Anderson vide kom fra ”an enterprising<br />

London journalist” 213 , som han lige glemte at give navn. Først<br />

med opkomsten i 1993 (ja, der dukker skam stadig ellers<br />

forsvundne dokumenter op i sagen) af det, i anden<br />

sammenhæng, så vigtige såkaldte Littlechildbrev 214 fik vi<br />

navnet at vide: Tom Bulling, en fordrukken og sølle journalist hvis hidtil største bedrift var da<br />

han under fuldskab på vagten den aften hvor beskeden om Bismarcks død løb ind brugte<br />

overskriften ”Bloody Bismarck is dead!”. Et måske lidt for ærligt valg af ord, der derfor straks<br />

dagen efter tørt blev kvitteret med en fyreseddel. ”Law-And-Order”-journalistikken var med<br />

andre ord blevet en selvforsynende industri, der bekræfter Chibnalls analyse, der konkluderer at<br />

”mainstream Fleet Street press served the interests of the governing class, and was especially<br />

influential in times of distress or social unrest” 215 , og at sagen <strong>JtR</strong> faktisk med denne pikante<br />

brevsag kan siges at have aspekter der kunne pege hen imod en mere kommerciel, frem for<br />

politisk, presse og hermed mod opløsningen af Habermas‟ borgerlige offentlighed som den her<br />

er analyseret frem i slutningen af afs. 7.4.1.<br />

211<br />

En god opsummering af de tre moderne ”profiles” vi har af Jack the Ripper (John Douglas, Roy Hazelwood og<br />

William Eckert (1988), William G. Eckert (1989) og David Canter (1990)) kan findes hos: Sugden, s. 468-471.<br />

212<br />

PRO MEPO 3/142: Olesen, s. 43-4. Stewart Evans og Keith Skinner har dem alle med i deres Letters From Hell<br />

(2001).<br />

213<br />

A-Z, s. 21.<br />

214<br />

Som er det eneste dokument der nævner en hidtil ukendt samtidig mistænkt af seriøs karat: Den amerikanske<br />

kvaksalver Francis Tumblety (c. 1830/3–1903). Det sensationelle brev blev først offentliggjort af Evans & Gainey i<br />

1995, og har siden kastet megen ny research af sig – ikke mindst i amerikanske aviser som ellers tidligere har været<br />

ganske underrepræsenteret i kvalitet mht. til dækningen af sagen <strong>JtR</strong>. Anklagen mod Tumblety må dog vige<br />

eftersom han var homoseksuel (seriemordere finder altid deres ofre hos det køn der svarer til deres seksuelle<br />

præference), og i øvrigt alt for gammel og alt for høj til at kunne passe med vidners beskrivelser af <strong>JtR</strong>. Om Bulling<br />

i øvrigt jf. Westcott, s. 9-11.<br />

215<br />

Perry, s. 50.<br />

52


9.2.1.4. Mistænkte<br />

Som allerede anført (afs. 5.) er mappen for mistænkte i Scotland Yard nu forsvundet 216 , men<br />

anført blev det her også at akterne nok mere indeholdt ubrugelig information fra borgerne – af<br />

samme slags som da den irriterende nabo blev angivet efter Befrielsen den 5. maj 1945 – end den<br />

indeholdt brugbar information om reelle <strong>JtR</strong>-kandidater. Derfor er Perrys egen empiri på<br />

mistænkte i pressens dækning ganske sigende og velkomment; en opsamling som i øvrigt<br />

overvejende slår morderens identitet, motiv (jf. afs. 9.2.1.1.) og beskæftigelse sammen, skal her<br />

citeres ukommenteret:<br />

”[The category] surfaced in 18 percent of the sample. The leading<br />

candidate for the role of Jack, was, naturally, a lunatic (10<br />

mentions), followed by a butcher (7), an American (3), a Malay or<br />

Lascar (3), a policeman (2), a respectable lodger (2), a woman (2),<br />

an unspecified Jew (2), and a foreigner (2). Single mentions<br />

included a victim of veneral disease, a Jewish slaughterman, a<br />

gang, a sadist, an opium addict, a sailor, an ex-convict, and an<br />

Irish-American Fenian who was terrorizing London with a knife<br />

rather than dynamite” 217 .<br />

9.2.1.5. Xenofobi<br />

Med en analyse på en serie af tilfældige overfald med sigte på tyveri, men flere gange også med<br />

døden til følge, analyser Chibnall den bølge han kalder for ”The mugging panic”. Med start fra<br />

den 17. august 1972, og slut ca. marts 1973, er særkendet at overfaldenede foregik i<br />

indvandrertunge områder, Kennington, Notting Hill og Brixton, og at overfaldsmændene er af<br />

caribisk oprindelse 218 . Men pressen øver selvsensur, nævner ikke etnicitet, og er derfor med til at<br />

øge terrorfaktoren yderligere, men alligevel finder Chibnall linjer der fint flugter hans ”law-andorder”-teori:<br />

for det første et billede hvor overfaldene er tilfældige, ofrene ligeså, og derfor: ”in<br />

many ways an ideal focus for non-specific feelings of tension and unease in society” 219 .<br />

<strong>JtR</strong>‟s terrorgreb ville Chibnall derfor nemt have genkendt, men med den forskel at projiceringen<br />

på aksen ”dem” og ”os”, dvs. f.eks. ”dem på den rette side af loven” mod ”dem der ikke er”,<br />

eller ”dem er ser ud som os” mod ”dem der ikke gør” IKKE fandtes i sagen <strong>JtR</strong>: af den simple<br />

årsag at han aldrig blev fanget.<br />

Som allerede skitseret i afsnittet umiddelbart ovenfor (afs. 9.2.1.4.) var tilliden til at <strong>JtR</strong> var af<br />

angelsaksisk æt ikke stor, og gennemgående var Fleet Street nogenlunde par med deres læsere i<br />

at mistænke ”a Continental European – whether western, eastern, or southern – while others<br />

opted for an Asian – either a Lascar, Malay, or East Indian” 220 . Helt central er her mistanken lagt<br />

over på historiens nok mest martrede og forfulgte folkefærd i form af jøderne.<br />

216<br />

Den blev meldt forsvundet 19. december 1983 da de skulle vises til en ”C. D. Chalmers”. Men forinden var<br />

sagsmappen blevet set og brugt at diverse ripperologer, og ud fra deres senere beskrivelser er det faktisk muligt at<br />

rekonstruere noget af mappens indhold, I: Olesen, s. 251-253 (Appendix A: ”A Missing Suspects File”).<br />

217<br />

Perry, s. 243.<br />

218<br />

Chibnall, s. 123.<br />

219<br />

Ibid., s. 126.<br />

220<br />

Perry, s. 243-244 ; jf. Chibnall, s. 100: at da den anarko-marxistiske Angry Brigade den 12. januar 1971 sprang<br />

en bombe foran kontoret for arbejdsminister Robert Carr skrev Daily Mirror (15/1-71) at “a foreign agitator who is<br />

expert at making a simple but effective bomb”, var ansvarlig. Og det selvom et kommuniké, der ikke bare<br />

indrømmede skyld med også (politisk) årsag i et manifest, fra Angry Brigade allerede VAR offentliggjort!<br />

53


9.2.1.5.1. Antisemitisme<br />

Vi har allerede stødt på jødeaspektet i afs. 5., så undertegnede vil, snævert historisk set – uden<br />

hensyn til objektiviteten i dets dobbeltsyn (jf. afs. 3.), kunne finde en vis begrundelse for den<br />

forfølgelse der, mens sagen stod på sit højeste, blev jøderne til del.<br />

Pressen kunne nemlig ikke glemme en sag året før hvor Israel Lipski i Batty Street –<br />

parallelgaden til Berner Street; gaden hvor det kanoniske offer Elizabeth Stride blev myrdet –<br />

havde forgivet sin lejer Miriam Angel. Hadet mod jøden som race var nu så stor at udbruddet<br />

”Lipski!” flittigt blev brugt mod jøder. Stort er tilfældet så når vi allerede ved at samtidens presse<br />

noterede sig nøje at Stride blev myrdet i forgården til en jødisk/anarkistisk arbejderklub, og at en<br />

af de mulige vidner til mordet, jøden Israel Schwartz 221 , netop blev tilråbt af Strides mulige<br />

morder med et ”Lipski!”.<br />

”About the Tower there are picturesque studies by the score. The Jewish quarter is at hand; and<br />

therein may be found plenty such dark alleys and bye-ways for such venerable or striking figures<br />

as would have warmed the genius of Rembrandt to enthusiasm”, skrev Jerrold allerede i 1872 222 ,<br />

om jødeghettoen i East End. At gå langs slagterbutikkerne i Whitechapel, hvor tykke og tilfredse<br />

kosherslagtere står i døren, var for den øverste victorianske klasse, og dermed meningsdanneren,<br />

en lektie i fremmedgørelse af højeste potens: ”The West End Londoner is as completely in a<br />

strange land as any traveller from the Continent” 223 .<br />

I 1888 var billedet det samme, og det er derfor intet større under at der ikke skal meget til før at<br />

en sådan labyrint af mørke og mystiske askenasijøder fra Østeuropa pludselig ligger lige ved<br />

hånden når der skal findes årsager til enten uforståede kulturmønstre eller social negligering. En<br />

ydre syndebuk er altid, også i dag, en meget lettere operation end den indre ransagning.<br />

For allerede efter mordet på Chapman havde pressens flittige forsikringer til deres læsere om at<br />

morderen så absolut ikke kunne være af engelsk afstamning ført kvarteret ud på randen af en<br />

veritabel pogrom at politiet var sig tvunget til at øge deres patruljering. Pressens dom om at <strong>JtR</strong><br />

nødvendigvis måtte være jøde (af East Ends samlede befolkning på 909.000 i 1887, var de<br />

45.000 jøder 224 ), førte i Star til en regelret tilsvinende og grundløs kampagne over to dage (5. &<br />

6. september) imod sagens første seriøse mistænkte, jøden John Pizer alias Leather Apron 225 .<br />

Uheldigvis for de af sagens aktører med de nemme løsninger havde Pizer et vandtæt alibi imod<br />

sin anklage; et vidne stod nemlig snart frem og bekræftede at de begge havde stået og betragtet<br />

en markant dokbrand en morgen, langt væk fra liget af stakkels Annie Chapman, der samtidig lå<br />

i baggården til 29 Hanbury Street. Pizer retsforfulgte i øvrigt senere med succes adskillige<br />

avisredaktioner for injurier 226 .<br />

Et andet, og langt vigtigere, stykke indicium imod jøderne blev samtidig serveret på et sølvfad<br />

for de (radikale) avisredaktioner hvis linje var rettet mod Commissioner Warrens manglende<br />

succes med opklaring af sagen. Da <strong>JtR</strong> på aftenen for sit dobbeltmord (30. september) flygtede<br />

tilbage ind i Whitechapel fra Mitre Square (se afs. 5.) havde han sine ”trofæer” i form af<br />

Eddowes‟ livmoder og nyre pakket ind i et stykke sjal som han nu smed fra sig i en opgang i<br />

Goulston Street. Oven over tøjstumpen fandt politiet en graffiti ført med kridt: ”The Juwes are<br />

the Men that Will not be Blamed for nothing” 227 . Ud over beskedens underlige kæde af<br />

(dobbelt?)negationer var konnotationen til jøderne (”Juwes”, som siden er tolket som hidhørende<br />

221 A-Z, s. 386.<br />

222 Doré & Jerrold, s. 25.<br />

223 Ibid., s. 124.<br />

224 Perry, s. 33, 235-237 & 284, note 4.<br />

225 Olesen, s. 92. Hele kampagnens kardinalpunkt var Pizers tilnavn, ”Leather Apron”, der blev splejset sammen<br />

med det faktum at der i baggården hvor Chapman blev myrdet blev fundet et mørnet læderforklæde under en<br />

dryppende vandhane. Hurtigt blev forklædets ejer dog identificeret som en af husets beboere, som ikke var Pizer.<br />

226 A-Z, s. 360.<br />

227 Sugden, s. 183-186, 254-256 & 505-507.<br />

54


fra henholdsvis jiddisch eller frimurernes esoteriske vokabular) åbenbar, og da Warren personligt<br />

mødte op for at se ”skriften på vægen” beordrede han den hastigt udvisket – bare en sølle time<br />

før at der var lys nok til at den kunne fotograferes.<br />

Den dag i dag ærgrer ”ripperologer” sig over dette eklatante fejltrin, men Warrens insisteren på<br />

at ville forhindre en evt. pogrom fra de lokale handlende og arbejdere som snart ville sværme i<br />

området var måske rigtig nok. I hvert fald blev han i et åbent brev fra den øverste rabbiner i<br />

London, Hermann Adler, ved sin handling prist for sin ”humane and vigilant actions during this<br />

critical time” 228 . Men sammen med blodhundsfiaskoen (afs. 9.2.1.2.), der end ikke havde nået sit<br />

klimaks endnu, havde pressen nu igen fået en lejlighed forærende til at fremhæve politiets<br />

uduelighed. I forlængelse af det er det tankevækkende at jødernes øverste organ i East End, The<br />

Jewish Chronicle, slet ikke omtalte mordene på Nichols og Chapman og overhovedet først<br />

omtalte sagen <strong>JtR</strong> (defensivt) da den ”indfødte” presse begyndte at lufte den tanke at morderen<br />

kunne være en rituel kosherslagter, en ”shochet” eller en ”schechter” 229 .<br />

9.2.1.6. Moralsk og social reform<br />

Fattigdommen i East End virkede som en magnet på den victorianske overklasse, der yndede den<br />

sport der blev kaldt for ”slumming”; nemlig at klæde sig ud som fattig og så opsøge de miljøer<br />

der lå få miles fra lyset og latteren i West End, men så til gengæld lå verdener væk fra det, i bund<br />

og grund, stereotype victorianske liv. Foruden denne type af ”antropologisk funderet turisme”,<br />

blev kvarteret hyppigt frekventeret af såkaldte moralske og sociale reformatorer der ville<br />

kvarteret, og kvarterets beboere, det godt. Vi har allerede mødt grundlæggeren af Frelsens Hær,<br />

William Booth (afs. 5.1.), og lige så velkendt er den senere premierminister William Gladstone<br />

(1809-1898), som personligt havde svoret den religiøse ed at redde prostituerede over til et liv i<br />

Guds vidne og dyd. Det faktum at han ofte inviterede medlemmer af denne klasse med hjem i<br />

privaten til te blev, ikke overraskende, brugt imod ham af hans politiske modstandere. I<br />

forbindelse med sagen <strong>JtR</strong> har han sat sig kraftigt på myten om at <strong>JtR</strong> skulle have en<br />

gammeldags ”lægetaske” med som rekvisit. Tasken kaldes den dag i dag en ”Gladstone bag”<br />

efter sin mest prominente bruger – som faktisk selv en kort overgang blev mistænkt for at være<br />

<strong>JtR</strong>! Ophavet til denne forfejlede mytologi i ”ripperloren”, at <strong>JtR</strong> skulle bære rundt på en sådan<br />

taske, er i øvrigt effektivt blevet tilbagevist af Phillip Sugden 230 .<br />

Andre prominente ”reformatorer” var Dr. Thomas J. Barnardo (1845-1905), læge på det lokale<br />

London Hospital. Privat drev han et drengehjem i kvarteret, og var, som Gladstone, en overgang<br />

mistænkt for at være <strong>JtR</strong>; rygter ville vide at siderne i hans dagbog var blanke for de dage hvor<br />

<strong>JtR</strong> tog sine kanoniske ofre 231 . Er i dag mest kendt for sine både socialt og æstetisk vigtige<br />

pionerfotografier af slummens børn. Og så var der Frederick Charrington (1850–1936) og Rev.<br />

Samuel Barnett (1844-1913) 232 . Vigtig for dette speciales fokus er dog først Lord Sidney<br />

Godolphin Osborne (1808-1889), som havde sig en inspireret karriere som politisk og religiøs<br />

læserbrevsskribent om bl.a. kvinderettigheder, generel mangel på uddannelse og forholdene i<br />

East End og – selvfølgelig – også om <strong>JtR</strong> 233 , hvis virke han uden tøven forklarede med den store<br />

kløft mellem rig og fattig.<br />

Osborne boede ikke selv i kvarteret, men det gjorde Barnett til gengæld, og herfra tog han<br />

effektivt til genmæle over for Osborne ved faktisk at være den første til at gøre opmærksom på at<br />

228<br />

Perry, s. 162-163.<br />

229<br />

Ibid., s. 178 & 322-323, note 34. I øvrigt er Robin Odell alene om at føre sagen for at <strong>JtR</strong> er en<br />

”shochet”/”schechter” i sin klassiker Jack the Ripper : In Fact and Fiction (1965).<br />

230<br />

Sugden, s. 304-305.<br />

231<br />

A-Z, s. 34.<br />

232<br />

Kort intro til de respektive ”reformatorer” ”program” kan findes hos f.eks. Perry, s. 245-248.<br />

233<br />

Bl.a. var han ophav til den såkaldte ”Jill the Ripper”-teori, om at <strong>JtR</strong> i virkeligheden var en kvinde, en af ofrenes<br />

søstre i faget, som brugte mordene som afpresning. Se: Times, 18. september 1888, I: Olesen, s. 108.<br />

55


kriminaliteten i East End var lokaliseret i såkaldte ”hot spots”, og at de omkringliggende<br />

kvarterer var lige så sikre som resten af London. Og, modsat Osborne, foreslog han også midler<br />

til at komme <strong>JtR</strong> til livs i form af ”efficient police supervision”, bedre belysning og renere gader,<br />

at fjerne alle de åbne slagterier fra offentlig skue, og at gøre noget ved de skruppelløse bolighajer<br />

som var med til at holde lokalbefolkningen bundet fast i fattigdom 234 .<br />

Fælles for (de fleste af) disse reformatorers engagement i deres kald mod denne bandbulle af<br />

social, moralsk og religiøst forfald var en overraskende binær og kontrasteret diskurs, hvor der<br />

skelnes i s/h mellem ren og beskidt, rig- og fattigdom, civilisation og barbarisme. Denne binære<br />

diskurs kunne så eskalere, som ikke mindst hos Osborne, så den ene metafor tager den anden så<br />

man uden blinken gerne sluttede fra ”slums to sewage, sewage to disease, and disease to moral<br />

degradation” 235 .<br />

Som sociologerne Peter Stallybrass og Allon White så glimrende har summeret både den<br />

”antropologiske turist” og ”reformatoren” op, så: ”In the slum, the bourgeois spectator surveyed<br />

and classified his own antithesis” 236 . Og i den forstand kan disse gruppers reaktion, via f.eks.<br />

læserbreve fra en Rev. Osborne, ikke bare være med til at fortælle historien om <strong>JtR</strong>, men også<br />

historien om hele den senvictorianske æras moral.<br />

Moralske ”reformatorer” opererede primært lokalt i East End, men som for f.eks. Osborne var<br />

de naturligvis også at finde blandt læserbrevsskribenterne. Således også en ung George Bernard<br />

Shaw (1856-1950), der i et brev på forsiden af Star den 24. september gjorde hele <strong>JtR</strong>‟s virke til<br />

en klassekamp mellem de, indrømmet, brutalt udbyttede arbejdere og de onde kapitalister 237 . I<br />

læserbrevet ytrede han sig som privatperson, men ved siden af var han ung journalist ved samme<br />

blad 238 , så man kan sige at han her effektivt har bundet pressens praksis med socialkritisk ”lawand-order”-news<br />

an til privatsfæren (i form af hans egen personlige indignation).<br />

Og Shaws stemme i pressen? Det var en (håndplukket) stemme fra den artikulation Foucault<br />

kalder for ”kontra-dagsnyt”, som er en taktik der anvendes omkring den grænse strafferetten<br />

omhyggeligt trækker op til kriminaliteten, derfor efterlader en tærskel af tvivl, går lige netop ud<br />

på det politiske og moralske kampfelt hvor borgerrettigheder og frihed er i spil: ”Det drejer sig<br />

for de folkelige aviser om at vende op og ned på den måde, forbrydelserne eller retssagerne<br />

bruges på i de aviser, der ligesom Gazette des tribunaux ‟fylder sig med blod‟, ‟nærer sig ved<br />

fængslet‟ og dagligt spiller et ‟melodramatisk repertoire‟” 239 . Med andre ord: ”kontra-dagsnyt”<br />

er en reaktion mod, selvfølgelig, dagsnyt (afs. 8.), men også mod forråelsen og vulgariteten i<br />

”horripilation”/”gorenography” (afs. 8.1.), og er derfor et godt bud på W.T. Steads (afs. 8.2.)<br />

taktik og niche i avisernes indskrivning af en ny (politisk) moral. Foucault:<br />

”Kontra-dagsnyt fremhæver systematisk kriminelle forhold i<br />

borgerskabet, idet det påvises, at det er dén klasse, der er præget af<br />

‟fysisk degeneration‟ og ‟moralsk forfald‟. Den erstatter<br />

beretningerne om de forbrydelser, der begås af almindelige folk,<br />

med beskrivelsen af den elendighed, som de, der udnytter dem,<br />

kaster dem ud i, og som i streng forstand udsulter og myrder dem.<br />

Den viser under straffesagerne mod arbejderne, hvilken del af<br />

ansvaret, der bør tillægges arbejdsgiverne og hele samfundet. Kort<br />

sagt udfolder der sig en hel bestræbelse på at vende den monotone<br />

234 Times, 19. september 1888. Se: Perry, s. 247 & 268.<br />

235 Perry, s. 246.<br />

236 Her citeret fra: Ibid.<br />

237 Ibid., s. 262-263.<br />

238 Ibid., s. 113.<br />

239 Foucault, s. 308.<br />

56


omtale af forbrydelsen på hovedet, som på en gang søger at isolere<br />

den som en uhyrlighed og få den til med et brag at falde tilbage på<br />

de fattigste samfundslag” 240 .<br />

Det skal dog straks siges at ingen victorianske samtidige havde fantasi nok til at foreslå at <strong>JtR</strong> i<br />

virkeligheden alene slog ihjel fordi han selv var social reformator, og altså ønskede at adressere<br />

den store nød – med håb om at sætte gang i sociale reformer. Denne radikale ”aktivist”-teori er<br />

det alene Tom Cullen (se litteraturlisten) der tror på, og næppe andre med ham.<br />

10. Lidt diskussion med megen perspektivering<br />

Foruden at forberede konklusionen (ved at ”bløde” lidt op på specialets tematikker), vil dette<br />

delafsnit primært sætte sig ud over projektets metodiske fokus (afs. 3. ; jf. i øvrigt afs. 6.2., pkt.<br />

2), der som bekendt var samtidigt fremfor historisk, ved faktisk nu at skrive en epilog på hvordan<br />

man evt. kan forestille sig at den samtidig presses dækning af sagen, dens kampagner og<br />

kampagneformer (som helt og holdent har været dette speciales fokus), og den samtidige presses<br />

aktører for den umiddelbare eftertid har påvirket sagen <strong>JtR</strong> socialt, politisk og kulturelt.<br />

Fik de sociale reformatorer som Osborne og Barnett vind i sejlene i deres egen personlige<br />

korstog mod primært moralen, qua <strong>JtR</strong>, var det, ironisk nok, en række rige filantroper der skulle<br />

til for at sanere 241 East End med de såkaldte ”model housing”-projekter, der i sin enkelthed gik<br />

ud på at opkøbe slum og sanere dem om til en mere pengestærk lejerstand. Dette projekt var<br />

allerede sat i gang i 1886-1887, men i starten gik det trægt, og som historikeren Jerry White har<br />

sagt det: ”Within six years, then Jack the Ripper had done more to destroy the Flower and Dean<br />

St. [en af de gader hvor der var flest ”doss”-houses, dvs. natherberger, i Whitechapel, KO]<br />

rookery than fifty years of road building, slum clearance and unabated pressure from police,<br />

Poor Law Guardians, vestries and sanitary officers” 242 . Jf. her i øvrigt de moderne<br />

saneringsprogrammer som ikke bare København de senere år har gennemgået, men så sandelig<br />

også Londons East End: under personlige visiter i Whitechapel under ledelse af politihistorikeren<br />

Donald Rumbelow, der samtidig er guide på Original London Walks, ynder han at fortælle at<br />

huguenotternes små silkevæverlejligheder nord for Fournier Street, i hjertet af <strong>JtR</strong>‟s jagtområde,<br />

for få år siden kunne købes for små £20.000 – nu koster de langt over en million! Denne lille<br />

observation knytter sig fint an til det enlige læserbrev 243 der i <strong>JtR</strong>‟s samtid havde mod til at<br />

spørge: Når priserne nu stiger så voldsomt, hvor skal så de fattige, de prostituerede og de andre<br />

marginaliserede i Whitechapel og Spitalfields – samfundslag som i øvrigt stadig findes på<br />

samme sted den dag i dag (forsommeren, 2008) – så flytte hen? 244<br />

Er der noget der har været gennemgående i dette speciale er det pressens, det være sig den<br />

radikales såvel som den konservatives, behandling af sagens ”law-and-order” aspekt, af<br />

statsmagtens manglende evne til at beskytte sine borgere, som her alt for tydeligt blev udstillet<br />

ved politiets manglende evne til at fange <strong>JtR</strong>. Pressen blev set som pøbelens forlængede arm,<br />

som en slags snagende substitut for den indsigt den gamle verdensorden var ved at miste i<br />

slutningen af den 19ende århundrede. I det her opbrud var politiet ikke meget for at offentliggøre<br />

240 Ibid., s. 308-309.<br />

241 Faktisk blev der både i 1868 og i 1875 gennemført programmer af samme art, men hver gang skød slummen<br />

hurtigt op igen: Perry, s. 43.<br />

242 Her citeret fra: Ibid., s. 267.<br />

243 Den køligt kalkulerende forfatter var i øvrigt ”E. Fairfield of 64 South Eaton Place, London”. Times, 1. oktober ;<br />

Perry, s. 246.<br />

244<br />

Med den ubehagelige erfaring fra Vesterbo og Nordvest kan man sikkert også her forvente/frygte at East Ends<br />

nye kolonier af trendy mennesker, Richard Floridas nok så flotte ”kreative klasse”, med tiden vil organisere sig i<br />

beboerforeninger, om nye værdier og normer, og det med krav om at få de ”originale” beboere helt ud af kvarteret.<br />

57


efterforskningsresultater, indicier og motiver 245 , og selvom pressen hurtigt fik sig en central rolle<br />

som magtspiller var det faktisk først i midten af 1920erne at Scotland Yard fik sig sit eget<br />

pressebureau – bestående af én enkelt tjenestemand! 246<br />

De overvejende radikale Star og PMG havde nærmest en smædekampagne kørende mod<br />

Commissioner Warren og Home Officer Henry Matthews, hvorimod de mere<br />

neutrale/konservative Times og Morning Post godtnok kritiserede politiets arbejde, men mere<br />

hældede til at der bare skulle pumpes flere politifolk og detektiver ind i sagen, så skulle den nok<br />

kunne løses. Grunden til at den radikale presse med så stor fornøjelse lod Warren og Matthews<br />

om hele skylden var naturligvis fordi denne del af pressen ikke kunne glemme disse tos centrale<br />

rolle i brutalt at nedkæmpe den desperate arbejderopstand (”Bloody Sunday”) på Trafalgar<br />

Square året før 247 . Så da Warren, samme morgen som Kelly blev myrdet, indgav sin afsked til<br />

Matthews, der accepterede den, var Star hurtigt ude med forløsende jubel: ”Whitechapel has<br />

avenged us for Bloody Sunday!” (12. november), og hyldede så dagen efter Warrens afsked som<br />

den største sejr for demokratiet i London siden hegnet omkring Hyde Park var blevet taget ned i<br />

1867! 248 Hvad pressen, og den borgerlige offentlighed, ikke vidste var at Warrens<br />

afskedsbegæring overhovedet ikke var grundet i den manglende succes mht. til at få <strong>JtR</strong> genet op<br />

i et hjørne, men i stedet var grundet i at Warren havde bragt informationer i en artikel som han<br />

ikke havde spurgt om lov til at bringe af Home Office, hvilket vil sige Matthews selv 249 .<br />

Kulturelt er <strong>JtR</strong> blevet en veritabel<br />

industri. Den navnløse seriemorder<br />

optræder ikke kun som hovedperson i en<br />

stadig strøm af nonfiktion (behandlet i afs.<br />

6.2., pkt. 2), men også i, ikke mindst, et<br />

hav af detektivromaner (hvor <strong>JtR</strong> ofte<br />

kravler op i ringen til det vi aldrig fik i<br />

”Conanen”: showdowns med Sherlock<br />

Holmes!), tegneserier, film og<br />

computerspil. Oveni ledes der dagligt<br />

Politihistoriker Donald Rumbelow<br />

leder skrækturister ind i The abyss<br />

massive pilgrimstogter af turister ind i<br />

East End fra i hvert fald fire forskellige<br />

guidede ture. Før og efter kan turisterne så<br />

købe sig fattige i et hav af memorabilia i form af f.eks. krus og T-shirts (undertegnede har selv<br />

en af hver) præget med standard public domain-gengivelser af <strong>JtR</strong>; eller i hvert fald ikoner af et<br />

fantom, af en biografisk skygge uden gravsted, kan man sige.<br />

Alt sammen er disse kulturmønstre nemlig bare moderne, og kommercielle, dele af den<br />

fascinationskraft som <strong>JtR</strong> lige fra starten har udøvet. Og i starten, og i fin forlængelse af<br />

problematikker taget op i dette speciale, finder vi igen Rev. Barnett og hans hustru Henrietta, der<br />

i efteråret 1888 ville prøve at give et sagligt svar på den ensidigt negative kritik som Osborne<br />

havde givet Whitechapel (se afsnittet umiddelbart ovenover).<br />

Det fromme ægtepar beslutter sig nu for at puste lidt kvalitetskultur ind i området ved at<br />

arrangere en formidabel udstilling af victorianske, romantiske, prærafaelitter i St. Jude‟s School<br />

på Commercial Street. Blandt de udstillede var så store navne som John Millais og Holman<br />

Hunt, og succesen blev gentaget med skiftende udstillinger hvert år frem til år 1901 hvor det blev<br />

245 Chibnall, s. 49.<br />

246 Ibid., s. 50. I 1945 dannede kriminaljournalisterne så deres eget Crime Reporters Association, der igen tvang<br />

politiet til at tage pressen mere seriøst, hvilket så hurtigt resulterede i Scotland Yards eget Public Information<br />

Office: ibid., s. 50-51.<br />

247 Se afs. 5.1. og jf. Perry, s. 55.<br />

248 Perry, s. 197-198.<br />

249 A-Z, s. 471.<br />

58


muligt at bygge de bygninger der nu huser det, også internationalt, højt estimerede Whitechapel<br />

Art Gallery 250 . Den dag i dag er galleriet det absolutte kulturelle fyrtårn i East End – og egentlig<br />

ganske underligt at tænke på at vi kan takke en sindssyg seriemorder for denne perle.<br />

En af de mere opblødende processer i Foucault metodik (afs. 7.2.2.) fra pinestraffen – for at<br />

fuldende kroppens nedbrydelse – til arbejdsstraffen – for at effektuere sjælens opbyggelighed –<br />

er iscenesættelsen af misdæderen, den dømte på selve skafottet, hvor han i en sidste tale nok er<br />

bugtaler for at retfærdiggøre sin egen dom, og dermed frikende suverænen i tilfælde af at han, og<br />

hans juridiske værk, tog fejl, men samtidig var sat til at føre moralsk dunder over de blodlystne<br />

tilskuere, bruge sig selv som eksempel i den genre Foucault har kaldt for ”skafottets tale”. En<br />

praksis der i hvert fald stadig var i brug i midten af den 19nde århundrede, og derfor stadig i brug<br />

ganske tæt på <strong>JtR</strong>, og i sig selv en dokumentform, som: ”i sin sprogbrug, [er] for tæt på den<br />

moral, som man traditionelt finder i flyvebladene, i aviserne og i kræmmerlitteraturen, for at den<br />

ikke skulle være apokryf” 251 . Med andre ord: en rapporterende stil renset for al snak og bøn,<br />

nåde og om tilgivelse; alene tilbage er her en gold tale om den forestående evighed uden en gud.<br />

En moral, læst og påskrevet, fra det hinsides, til de, bogstaveligt talt, efterladte.<br />

Forbløffende er det derfor at man kan være reporter til sin egen henrettelse! Og derfor ekstra<br />

besnærende at overføre Foucaults analyse på en mistænkt til faktisk at være <strong>JtR</strong>, på Dr. Thomas<br />

Neill Cream (1850-92), der selv blev hængt for giftmordet på fire prostituerede i Lambeth i årene<br />

1891-1892. På vej ned med løkken om halsen nåede han, ifølge bødlen 252 , at sige et afbrudt ”I<br />

am Jack the…”.<br />

Desværre var Cream afgjort indespærret i Illionois i hele anden halvdel af 1888 253 , så selv her,<br />

med en tilståelse på den sikre vej i døden, selv her undslap altså <strong>JtR</strong>.<br />

<strong>JtR</strong> var bestemt ikke verdens første seriemorder 254 , men han var den første til at blive oplyst på<br />

sine gerningers vej af den frie presse, af mediet mellem folket og magten, og dermed af en helt<br />

ny manifestation af magt, og et symbolsk skafot der fejlede i sin dåb – ved lige netop at <strong>JtR</strong> ikke<br />

blev fanget. Alvorligt er det nemlig at en seriemorder er en recidivist, en der gentager sin<br />

forbrydelse uden at have fået sin straf for den forrige, allerhøjest bliver stillet til regnskab for det<br />

sidste, og: ”i gentagelsesøjeblikke er det man [dvs. den juridiske mekanik, KO] søger at ramme<br />

ikke ophavsmanden til en handling, der er omfattet af loven, men et forbryderisk subjekt, en<br />

bestemt vilje, som manifesterer sin iboende kriminelle karakter” 255 . Der opstår altså en<br />

forskydning fra forbrydelsen til kriminaliteten, fra handling til intention, og dermed er<br />

vaneforbryderen, misdæderen til den ”lidenskabelige” forbrydelse en realitet. Og hvad sker der<br />

så når forbryderen skjuler sit ansigt på magtens teater? Så røres der rundt i den mytologiske<br />

ursuppe; et timeligt menneske er nu blevet en evig myte.<br />

11. Konklusion<br />

”Bag ved lovovertræderen, som efterforskningen af kendsgerningerne kan give<br />

ansvaret for et lovbrud, tegner forbryderen sig, hvis langsomme tilblivelse en<br />

biografisk undersøgelse kan vise. Indførslen af ‟biografien‟ er en vigtig ting i<br />

strafferettens historie, fordi den gør, at ‟forbryderen‟ eksisterer før forbrydelsen og<br />

næsten uafhængigt af den”.<br />

- Michel Foucault: Overvågning og straf, s. 270.<br />

250<br />

Perry, s. 341, note 42 ; URL: Whitechapel Art Gallery, London: http://www.whitechapel.org/<br />

251<br />

Foucault, s. 79.<br />

252<br />

Jf. i øvrigt den her korte analyse af bødlen som magtbalancerende funktionalitet: ”bødlen udgår hjulværket<br />

mellem fyrsten og folket”: Foucault, s. 87.<br />

253<br />

A-Z, s. 91.<br />

254<br />

Gilles de Rais (1404–1440) og Erzsébet Bathory (1560–1614) er bare de mest kendte af de mange der kom før.<br />

255 Foucault, s. 115.<br />

59


Foruden tiltrækningskraften fra det klassiske (læs: litterære) romantiske londonscenarium med<br />

tåge, gaslamper og brosten ligger den største attraktion i den stadigt stigende interesse for Jack<br />

the Ripper nok i det ”faktum” at han aldrig blev taget til fange, aldrig gav os andet navn end sit<br />

hårrejsende nom de guerre.<br />

I dag er der nemlig masser af oplevelsesøkonomi i Jack the Ripper: samlere smider villigt store<br />

penge efter udgivelser der, helt bevidst, kun kommer i ganske små oplag, og på guidede ture i<br />

Whitechapel går turister nu dagligt, hver dag og året rundt, i sporet på det her meget Musil‟ske<br />

menneske uden egenskaber; en anonymitet der selv går rundt, den dag i dag, i et vakuum uden<br />

umiddelbar mening i hverken sin egen tid, eller vores tolkning af samme.<br />

Som paria i et nybrud er han ufrivillig spiller på den historiske bane for udveksling mod Herbert<br />

Spencers, og, i biologisk forstand, også Darwins fordring om evolution mod det bedre – og det<br />

på den, umiddelbart, kvantitative målestok der er Henri Bergsons (og dermed også Marcel<br />

Proust‟) tidslige begreb ”varen” (FR: ”la durée”, ENG: ”duration”): fremtiden findes ikke, men<br />

da vi kun kan tale om nutiden når den selv er fortid, eksisterer altså kun fortiden – og hvis den<br />

enten glemmes, eller er uforståelig, findes den, som fornuftsrationale, faktisk heller ikke. En<br />

nødvendig lineraritet er enten erstattet af (individets) sindssyge eller, i bedste fald, af (massernes)<br />

historieløshed.<br />

I den her intethed af egne fantasier, af selvvalgt og fremmedgørende psykopatologi, lever han et<br />

helt eget liv i den tidligste, den moderne metropol. Et sted for en ny og urban identitet der ikke<br />

har set sin lige siden Rom blev knækket over af Konstantinopel: så i sig selv kræver den her nye<br />

scene stor omstillingsparathed og -villighed for nye aktører, identiteter og interaktionsformer,<br />

giver derfor rigelig lejlighed for drabelige erobringskampe om magt og roller. Kampe der synes<br />

at være båret af hverdagen, men, netop fordi her sker så store brud, let kan risikere at blive<br />

forstørret op til noget der kunne blive, eller i det mindste ligne, en social norm. Og det være sig<br />

for det gode, såvel som for det onde.<br />

Men i alle nybrud gives hele tidevandet til fremtiden, og i det her sug er der forsinkelse,<br />

fremtidens, på nye moraliteter. En suspension af nutid og fortid der, i brudflader og i kunstens<br />

verden, har stillet eksistenser alene: Rembrandt, Johannes Wiedewelt og Frank Jäger er alle<br />

eksempler på mennesker der, via deres pludseligt forældede kunst, gik fra det store til det<br />

umoderne. Jack the Ripper derimod blev pludselig moderne, marcherede en ny form, og<br />

interesse, for psykopati ind i modernismen og efterlod sig dybt forældede politimetoder og<br />

forståelsesrammer for forbrydelsen bag sig. Og, fordi vi ofte glemmer at tænke tiden – det være<br />

sig som samtid såvel som en progressiv historisk faktor – med, er han, og på katastrofal fejlagtig<br />

vis, blevet en slags dødsetikkens professor Moriarty. I virkeligheden var han bare, personificeret,<br />

det samme tidstegn af nihilisme der siden efterfulgte den nære tid efter det 20ende århundredes<br />

to verdenskrige.<br />

Kølvandet ser han derfor ikke, for hans normalitet er ikke vores, men bag ham ligger lig, og de<br />

hviler på en ny kampplads hvor pressens valkyrier henter historier og ammunition til at skyde de<br />

ansvarlige ned. Ikke ham, men ”dem”, og sådan skriver han sig ind i ”kongerækken” af mordere<br />

hvis motiv overskygges af eftertanken, af konspiration og af at gøre morderen til et værktøj for<br />

en højere ondskab: John Wilkes Booth, Jack the Ripper, Lee Harvey Oswald og Charles Manson<br />

er kronologisk listede eksempler på ikke bare personer hvis handlinger har gjort dem udødelige –<br />

de er også mytologiserede netop pga. de her handlinger der ikke vil lade sig mætte af logik, men<br />

fortæller os – fordi vi vil lade os den fortælle, vi vil høre galskabens ekko – en langt større<br />

historie. En historie der levede, lever, og altid vil leve et eget liv i pressen og litteraturen, er et<br />

fortsat aktiv for spekulation.<br />

Men forblev han nu virkelig også helt alene med sin skyld? Tog han virkelig sin identitet med<br />

sig i graven? Lukkede han virkelig sine øjne under et kistelåg af en historisk blindgyde? Ikke<br />

60


efter undertegnedes mening der finder utvetydige udsagn fra de øverste ansvarlige for<br />

efterforskningen i sagen – Sir Robert Anderson og Donald Swanson – der tydeligvis samlet<br />

udpeger Aaron Kosminski som morderen, men i samme sentens værger Anderson sig for<br />

offentlig afsløring af navnet for ikke at skade ”my old department”.<br />

Men hvorfor blev navnet aldrig afsløret officielt? En hovedgrund var de tydelige<br />

samarbejdsvanskeligheder de to politistyrker imellem, men en anden årsag er den gradvise<br />

udtørring af pressemeddelelser til pressebureauerne, at samarbejdet med pressen, der hen mod<br />

sagens afslutning (mordet på Mary Jane Kelly den 9. november 1888) helt var ophørt.<br />

Og hvorfor så dette ophør? Pressen var det medierende mellemled mellem staten (aktuelt taler vi<br />

her om politiet og indenrigsministeriet) og borgerne, og tiden var sat på tærskelen til det<br />

moderne, hvor (national)staten endnu ikke havde udviklet sig fuldt ud til at bære opgaven med at<br />

tage sig af alle aspekter af borgernes rettigheder, til at udvikle sig hen imod en velfærdsstat.<br />

Dette felt mellem borger og stat var således et åbent kampfelt, åben for andre aktører end stat og<br />

borger, og her spillede den nykonstituerede pressefrihed hurtigt en dominerende rolle, en vigtig<br />

politisk rolle, som staten tydeligvis prøvede at få del i – for yderligere at konstituere sin egen<br />

magt.<br />

Sagen Jack the Ripper var for pressen ikke bare instrumental til at kritisere staten, politiet, for<br />

uduelighed, men det var også en givtig salgsvare som kunne serialiseres for at tilfredsstille<br />

victorianernes forkærlighed for sensation og horror. Det sidste aspekt gjorde at der ligefrem blev<br />

provokeret en hysterisk tilstand af moralsk panik: en tilstand som det naturligvis var i politiets<br />

interesse at minimere. Og hvordan gjorde de så det? Ved simpelthen at ophøre samarbejdet med<br />

en presse som de ellers ingen kontrol havde over, der så for deres del var nødt til at finde på nye<br />

og fantasifulde vinkler på sagen for at holde oplagstallene i vejret – således f.eks. en fabrikation<br />

af breve angivelig sendt fra Jack the Ripper til, sjovt nok, ofte netop pressebureauerne. Navnet<br />

”Jack the Ripper” havde vist sig at kunne sælge overskrifter, sælge oplag, og den indtægtskilde<br />

var simpelthen for god til ikke at kunne friste den mere kyniske del af journalistetaten.<br />

Anderson var stærkt troende, og efter sin pension fra politiet skrev han en del bind af<br />

evangelietolkninger, og ville derfor, på det personlige plan, afgjort gå langt for at afsløre navnet<br />

på den her antikrist fra East End. Men alligevel er det tydeligt at det er magtkampen mellem den<br />

udøvende magt og det overvågende der er den historiske årsag til at Anderson, for angiveligt at<br />

beskytte sin gamle arbejdsplads, hverken nævner navnet på journalist eller morder. For med de<br />

slutninger der kan drages af teoridelen i det her speciale vil jeg afgjort formode at der har været<br />

truffet mange beslutninger fra politi- og regeringsside i magtkampen om det frie ord i ”den<br />

borgerlige offentlighed”. En diskurs hvis historik vi desværre mangler i detaljen i dag, derfor kun<br />

kan rekonstruere spekulativt (og mod de mange, og relative, svar), i bedste fald metodisk (mod<br />

det ene, og intersubjektive, svar) – og i hvert fald for altid vil være en åben slagmark for en mere<br />

eller mindre lødig genealogi af teori. En slagmark der så til gengæld, når den (som oftest) er<br />

belyst af den underlødige teori, kan sikre en fortsat god og solid indtægt for industrien ”Jack the<br />

Ripper” i mange år fremover.<br />

Enestående er det dog at det her speciale, under tilstræbt styring af anvendt teori, har kunnet<br />

påvise at pressens rolle, som aktør, har været så central for at snyde os for den endelige<br />

identifikation af Jack the Ripper. L. Perry Curtis, Jr. var tættest på: han havde formået at samle al<br />

empirien, den lå spredt og nydeligt ordnet lige foran ham, men han ”turde” ikke konkludere ud<br />

fra hvad han så. Det her vigtige aspekt er ganske enkelt grundigt overset af al publiceret<br />

spekulation om sagen. Givetvis pga. de fleste forståelsesrammer der lægges ned over Jack the<br />

Ripper er altdominerende biografiske, og dermed, og i bedste fald, fylder de mange historiske<br />

lakuner ud med tom og retningsløs spekulation, i værste fald (og desværre oftest), med den rene<br />

fiktion.<br />

61


Jack the Rippers sidste offer, Mary Jane Kelly, havde selv glimrende læsefærdigheder, men pga.<br />

avisernes frygtelige diskurs, af deres svælgen i sensation og horror – alt sammen for at<br />

konstituere det panoptiske øje af moralsk ansvarlighed de var blevet givet af deres læsere imod<br />

staten, kunne hun ikke selv holde ud at læse avisernes dækning af sagen. Hun fik så sin kæreste,<br />

Joseph Barnett, til at læse op fra avisernes åbne åre af blodigt flydende spalter, og jeg må nok<br />

sige at dette speciale, og ironisk nok via teori og analyse, har givet mig en hel ny psykologisk<br />

vinkel til den forfærdelige frygt hun selv må have følt i dagene op til at hun selv blev forvandlet<br />

til en ukendelig klump af kød, død og blod. Hun var, og det er nu blevet mig endnu mere klart,<br />

trods alt et uerstatteligt menneske, ikke bare en erstattelig partikulation i en abstraktion, en<br />

borger der bare kommer og går i ”os alle sammen”, i staten, ikke bare en tilfældig brik i en<br />

samtidig – og nu – historisk industri.<br />

Uden det enkelte menneske er der ingen stat, ingen historieskrivning, ingen fremtid.<br />

62


12. Litteraturliste<br />

Andersen, Svend: Forenklingens fjende : K.E. Løgstrup som samfundsdebattør. I: Politiken,<br />

2/9-2005.<br />

Barker, Hannah: Newspapers, Politics and English Society, 1695-1855. Harlow: Longman,<br />

2000. 248 s.<br />

Booth, William: Charles Booth’s 1889 Decriptive Map of London Poverty. URL. Sabiha<br />

Ahmad: http://www.umich.edu/~risotto/<br />

Bredsdorff, Elias: Goldschmidt’s Corsaren. Sirius, 1962. 162 s. Ill.<br />

Chibnall, Steve: Law-and-Order-News : An Analyses of Crime Reporting in the British<br />

Press. London: Tavistock Publications, 1977. XIV + 288 s. Ill.<br />

Cornwell, Patricia: Portræt af en morder. På dansk ved Jesper Sandvad. Kbh.: Forum,<br />

2004. 379 s. Ill.<br />

Cullen, Tom: Autumn of Terror : Jack the Ripper: His Crimes & Times. London: Bodley<br />

Head Ltd., 1965. 254 s. Ill. (Findes også i en glimrende dansk oversættelse, ved Inger Bang,<br />

under titlen: I angstens skygge : Da Jack the Ripper spredte rædsel i Dronning Victorias<br />

London. Kbh.: Schultz, 1966. 269 s. Ill., men på grund af den, naturligt nok, noget bedre<br />

intertekstualitet mellem andre (klassiske) arbejder om <strong>JtR</strong> og herværende er den originale<br />

udgave brugt).<br />

Davidsen, J.: Fra det gamle Kongens Kjøbenhavn. København og Kristiania: Gyldendalske<br />

Boghandel/Nordisk Forlag, 1910. 383 s. Ill.<br />

Dóre, Gustave og Blanchard Jerrold: London : A Pilgrimage. London: Arno Press, 1978.<br />

XII + 191 s. Ill. Fotografisk genoptryk af førsteudgaven fra 1872.<br />

Erslev, Kristian: Historisk teknik : Den historiske undersøgelse fremstillet i sine<br />

grundlinjer. 2. udg. Kbh.: Gyldendal, 1968. 100 s.<br />

Evans, Stewart og Paul Gainey: Jack the Ripper : First American Serial Killer. London:<br />

Arrow Books Ltd., 1996. 293 s. Ill.<br />

Foucault, Michel: Overvågning og straf : Fængslets fødsel. På dansk ved Mogens Chrom<br />

Jacobsen, indledning ved Anders Fogh Jensen. Frederiksberg: Det lille Forlag, 2002. 367 s.<br />

Habermas, Jürgen: Borgerlig offentlighet : dens fremvekst og forfall : henimot en teori om<br />

det borgerlige samfunn. På norsk ved Elling Schwabe-Hansen, Helge Høibraaten og Jon<br />

Øien. Oslo: Gyldendal, 2002. Tredje udg. 269 s.<br />

Harste, Gorm: Habermas. Århus: Modtryk, 2002. 63 s.<br />

Jensen, Anna-Elisabeth: Venderne var her : hvem var de?, Hvorfor kom de?, Hvor blev de<br />

af? : Sydsjælland, Lolland, Falster og Møn som grænseregion mellem daner og slaver i<br />

vikingetid og tidlig middelalder 800-1200 : kulturintegration belyst gennem periodens<br />

materielle kultur, sprog og organisation. Nykøbing F.: Amtscentret for Undervisning,<br />

Storstrøms Amt, 2002. 120 s. Ill.<br />

Johansen, Mikkel Nyboe: Carl Otto – i klemme mellem to videnskabsidealer. URL.<br />

Kulturcentret Assistens: http://www.assistens.dk/carlo.htm/<br />

Kelly. Alexander: Jack the Ripper : A Bibliography and Review of the Literature. London:<br />

Association of Assistant Librarians, 1995. Anden udg. 186 s.<br />

Kennedy, Maev: Book naming Ripper loaned to Museum. I: The Guardian, 14/6-2006.<br />

Kierkegaard, Søren: Søren Kierkegaards skrifter : Bind 21 : Journalerne NB6-NB10. Red.:<br />

Niels Jørgen Cappelørn et al. Kbh.: Gad, 2003. 375 s.<br />

Krogh, Ole: Per Højholt som eksempel : fra modernisme til skrifttænkning. Kbh.:<br />

Studenterådets tryk, 1973. 132 s. Ill.<br />

63


Lane, Brian og Wilfred Gregg: The Encyclopedia of Serial Killers. London: Headline,<br />

1992. 437 s. Ill.<br />

London, Jack: Afgrundens Folk. På dansk ved E. Schack Steenberg. Kbh.: Martin, 1913.<br />

272 s.<br />

Madsen, K.B.: Abraham Maslow. Kbh.: Forum, Dreyer, 1981. 76 s. Ill.<br />

Medier og kultur : En grundbog i medieanalyse og medieteori. Kirsten Drotner et al. Kbh.:<br />

Borgen, 1996. 381 s. Ill.<br />

Murder Casebook : Who Was Jack The Ripper? Aldbourne: Marshall Cavendish, 1991. 50 s.<br />

Ill. + faksimile vedlagt af The Illustrated Police News, 6. oktober, 1888.<br />

Nørgaard, Britta: Habermas i praksis : En indføring i dele af teorierne. Arden: Skipper<br />

Clement Seminariet, 1996. 78 s.<br />

Odell, Robin: Jack the Ripper in Fact and Fiction. London: George G. Harrap & Co. Ltd.,<br />

1965. 275 s. Ill.<br />

Olesen, Karsten: Jack the Ripper i Londons East End, 1888 : Primærkilder i bibliografisk<br />

præsentation, med slutning til virkelighed via facetanalyse : En historisk undersøgelse. Kbh.:<br />

Danmarks Biblioteksskole, 2000. 263 s. Ill.<br />

Pahuus, Mogens: Samfund og bevidsthed. Århus: Systime, 1984. 118 s.<br />

Perry Curtis, Jr., L.: Jack the Ripper and the London Press. New Haven and London: Yale<br />

University Press, 2002. 354 s. Ill.<br />

Ressler, Robert K. og Tom Shachtman: Whoever Fights Monsters. New York: St. Martin‟s<br />

Press, 1992. 289 s. Ill.<br />

Rohde, Peter P.: Søren Kierkegaard. Kbh.: Thanning & Appel, 1960. 175 s. Ill.<br />

Rumbelow, Donald: The Complete Jack the Ripper. London: Penguin, 1988. Tredje udg.<br />

310 s. Ill.<br />

Strachan, Ross: The Jack the Ripper Handbook : A Reader's Companion. Irvine: Great Scot<br />

Services, 1999. 188 s. Ill.<br />

Sugden, Philip: The Complete History of Jack the Ripper. London: Robinson Publishing<br />

Ltd., 1995. Anden udg. 541 s. Ill.<br />

Tatar, Maria M.: Lustmord : Sexual Murder in Weimar Germany. Princeton, NJ: Princeton<br />

University Press, 1995. XXII + 253 s.<br />

The Jack the Ripper A-Z. Paul Begg, Martin Fido og Keith Skinner. London: Headline,<br />

1996. Tredje udg. 519 s. Ill.<br />

Thompson, John B.: Medierne og moderniteten : En samfundsteori om medierne. Kbh.:<br />

Hans Reitzel, 2001. 332 s.<br />

Trow, M.J.: The Many faces of Jack the Ripper. Chichester: Summersdale, 1997. 192 s. Ill.<br />

Walkowitz, Judith: City of Dreadful Delight : Narratives of Sexual Danger in Late-<br />

Victorian London. London: Virago Press, 1992. XIV + 368 s.<br />

Westcott, Thomas C.: Tom Bulling and the Myth of the London Journalist. I: Ripperologist,<br />

no. 34, april 2001, s. 9-11.<br />

Winther, Christian: Poetiske skrifter : Fortællinger paa Vers, Fortællinger på Prosa. Bind<br />

3. Holbergselskabet, 1929. 380 s.<br />

64


Appendiks A-B<br />

I de her appendikser udfases to ”øer” af overlappende data over specialets problemformulering,<br />

begge af dansk observans, og hver i sig selv med potentiale nok til ikke bare et eget speciale,<br />

men faktisk også til fortjenstfuld behandling i en egen, respektive, monografi.<br />

Egentlig hænger de her to appendikser sammen; for på samme måde som <strong>JtR</strong> er hovedcase for at<br />

teste det her speciales brug af teorier, kunne B (Petri Worm) på samme måde faktisk let være<br />

hovedcase for A (Goldschmidts journalistisk/politiske begreb ”juste-milieu”).<br />

A og B kunne faktisk godt let være indskrevet i specialet ovenfor – problemet er bare at det hele<br />

givetvis risikerer at blive en forskydning så fjernt fra specialets hovedcase, <strong>JtR</strong>, at en aktiv brug<br />

af A og B nok kan give mening under specialets optik af metode og teori, men givetvis alligevel<br />

vil stå udenfor afgrænsning i tid og sted.<br />

Appendiks A: Meïr Aaron Goldschmidt<br />

Politisk set kan pressen være af enten højre- eller venstreorienteret observans, henholdsvis<br />

accentuere miljø over arv, derfor have hver deres udgangspunkt og optik på ”retfærdighed” og<br />

”lighed” m.m., og den her direkte konfrontation mellem modstandere er jo klassisk: står valget<br />

alene mellem modpoler er idealet jo nok at avisen vil dække det hele, tale pluralismen og tage de<br />

tusinde meningers 256 parti, men underliggende ideologi tvinger jo alligevel altid til stillingtagen.<br />

Men hvad med midt imellem, en bevidst og medieret positionen som objektiv og værdifri<br />

observand og registrant, midt i journalistens egetbillede? Kan den her ideelle tilstand<br />

overhovedet eksistere i praksis? Som, ville vi nok sige i dag, en socialliberal praksis?<br />

Her er Edvard Brandes, Viggo Hørup og Hermann Bings stiftelse af Politiken den 1. oktober<br />

1884 (som ”Organet for den højeste Oplysning i det danske Folk”) jo, i første omgang, et oplagt<br />

eksempel, men så alligevel ikke – fordi de kulturradikale aspekter i projektet jo, paradoksalt nok,<br />

kommer som teori fra oven, identificerer sig, qua kulturradikalismen (hvis diktum (meget) groft<br />

sagt er at: ”Alle kulturer er lige gode”), med enhver anden kulturel praksis, og her, i den politiske<br />

korrektheds navn, alligevel aldrig kan leve op sit potentiale om at alle kulturer er lige meget<br />

værd – for så skulle man jo, i logikkens navn, vende den anden kind til, enhver mening, positiv<br />

som negativ, er jo lige god, dermed lukke enhver debatside i Politiken! Og hvad nu egentlig med<br />

sandhedsparadokset: hvis det er sandt at alt er sandt, ja – så er det jo også sandt at alt er løgn?!<br />

Den liminale faser, som jo er det teologiske frigear af en sidste tid hvor paradis bare lige<br />

mangler at få åbnet sin port – imens er alle (jordiske) love suspenderet, er jo, som enhver ved,<br />

(endnu) ikke indtrådt i JP/Politikens Hus, debatten er ikke lukket ned, manna vælter ikke ud af<br />

dagens avis, vel tværtimod?<br />

I 1959 formulerer dagbladet sig lidt mere i dybden end den oprindelige lille, og, vil vi nok sige i<br />

dag, magtfuldkomne slogan med ”Organet for” osv., nu med en aktivistisk kolofon der hedder at<br />

Politikens redaktioner (Politiken og Ekstra Bladet) skal virke som: ”uafhængige, radikalt-socialt<br />

liberale blade og organer for dansk frisind i overensstemmelse med Politikens hidtidige<br />

traditioner”. For helt at understrege sin autonomi som medium mellem magtudøvere og<br />

magtundertrykte bryder Politiken i 1970 så praksis som officielt talerør for partiet Det Radikale<br />

Venstres; frigang fra en ellers tæt gåsegang siden partiets stiftelse i 1905.<br />

Indenfor de seneste år har Politiken så, og som eneste dagblad overhovedet, trukket sin mening<br />

frem på forsiden igen og det med lederen, ”Politiken mener”: en central meningsplads der nu<br />

formuleres med ”udgangspunkt i en humanistisk oplysningstradition med vægt på frisind,<br />

menneskerettigheder, tolerance og demokrati”. Og på den her sidste sætning af generelle<br />

almindeligheder – et parti har f.eks. ikke lov til at stille op til Folketinget skulle det stride mod<br />

Grundlovens samme ramme – som er essensen i Politikens redaktionelle linje. Og en linje der,<br />

netop fordi den er så grundlæggende idealistisk, siden er blevet, med rette eller urette, kaldt for<br />

256 Jf. Chibnall, s. 19.<br />

65


de ”politisk korrekte” meningers megafon fra oven. Problemet er nu bare at det er så nemt at<br />

gennemskue når der så snublende snobbes nedad; lever man på social indignation, og giver svar<br />

og tiltale på problemer i samme takt som de opstår, er det jo også ganske problematisk at leve i<br />

et aktørfelt hvor problemerne så overvejende er løst, hvor ideologien er overhalet af sin egen<br />

hale.<br />

I en værdidebat der endnu er i gang, er det<br />

derfor meget mere interessant, på dansk<br />

grund, at fylde feltet mellem Chibnall og<br />

Habermas ud, at tage fat i lidt ældre dansk<br />

mediehistorie, nemlig om den stærkt<br />

karismatiske Meïr Aaron Goldschmidt (1819-<br />

1887) og hans polemiske Corsaren.<br />

Før Corsaren eksisterede der en hel familie<br />

af politisk satiriserende tidsskrifter og blade,<br />

faktisk overraskende mange 257 , og det med<br />

stærkt offensive navne 258 som f.eks.<br />

Politivennen (fra 1798-1846, grundlægger:<br />

K.H. Seidelin), Den Galende Hane (1827;<br />

redaktør: G.A. Müller), Raketten (1831-1836,<br />

redaktør: M. Winther), et blad der endog fik<br />

sig ikke bare en, men hele to efterlignere,<br />

begge af C.A. Møller, og udgivet som<br />

halespor til Rakettens succes: Skærsilden og<br />

Raket med Stjerner! Endelig kan Lynstraalen<br />

(1833; redaktør: J.C. Richter), Sværmeren<br />

(1834; J.S. Dethmer) og, det lidt mindre<br />

farligt lydende, Sandhedsfaklen (1834-1835;<br />

redadtør: K.J. Hald).<br />

Især Seidelins Politivennen kan siges at være noget af en banebryder for Goldschmidt og<br />

Corsaren: det må siges at bladet var et oppositionsblad til regeringspartiet Højre, og i bladet<br />

påråbte Seidelin sig en ”voxende Almenaand”, dvs. en ny (og demokratisk) folkestemning.<br />

Bladets program var at følge politiets arbejde, og arbejdsvilkår, tæt og bringe de er observationer<br />

ud til almenvældet. I vore dage ville vi næppe tage anstød af at komme i et blad hvis vores<br />

rendestensbræt (!) lå i uorden, og det her kunne faktisk ske, men bare det er frygten for at det<br />

skulle ske, at Seidelin skulle bringe beretning om noget sådant, var selve ophavet til begrebet om<br />

at blive ”stillede i en offentlig litterær Gabestok” 259 . Seidelins redaktionelle arbejde banede<br />

ganske enkelt vejen for at den folkelige presses virke kunne flytte meninger.<br />

Allerede som student grundlagde Goldschmidt i 1840 Corsaren, var dens redaktør indtil 1846. I<br />

dag huskes Corsaren som et rent satireblad/smudsblad, men det er så afgjort en uretfærdig dom,<br />

der alene kan finde sin rod i Kierkegaards Corsarstrid; bladet var gennemgående litterært, skarpt<br />

og vittigt, men sjældent grov. Det satiriske var faktisk en mindre del af bladet, med fransk<br />

forbillede kaldet for ”Charivari”, men det var det her bid der sved og satte sindene i gang, og den<br />

her form kan derfor siges at være en direkte forfader til Politikens bagsiderubrik ”At Tænke Sig”<br />

(ATS) 260 .<br />

257 Her sammenstillet fra: Davidsen, s. 272-295 (dvs. hele kapitlet ”Skandelepressen i Kjøbenhavn i ældre Tid”).<br />

258 ”Titler, der skulle betegne noget slaaende, knusende, tilintetgjørende, men tillige noget straalende, oplysende,<br />

noget meteoragtigt”, Davidsen: s. 292.<br />

259 Ibid., s. 279.<br />

260 Bredsdorff, s. 141-142.<br />

66


Af politisk tilhørsforhold, i det eksisterende billede, havde bladet intet: ”Dens Haand var som<br />

Bibelens Helts udstrakt mod alle” 261 . Sideløbende med sit store journalistiske virke, primært som<br />

redaktør, udstak Goldschmidt et, om muligt, endnu større forfatterskab: fra debutromanen En<br />

Jøde (1845; udgivet under pseudonymet Adolph Meyer) frem til selvbiografien Livs Erindringer<br />

og Resultater (1877).<br />

Når betydningen af enevældens afskaffelse i 1848 og Grundloven i 1849 skal skrives er det<br />

faktisk lidt underligt at Goldschmidt ikke er nævnt som medierende aktør mellem<br />

regeringspartierne Højre (der, sammen med De Frikonservative, fra 1915 blev til det<br />

Konservative Folkeparti) og, den på grundlovens fundament opståede, alliance af tre<br />

oppositionspartier, af Venstre (fra 1870 det Forenede Venstre; fra Det Radikale Venstres<br />

udtræden i 1905 bare Venstre).<br />

Indtil 1851 var politiske blade, og ”trykte skrifter under 24 ark”, underlagt noget af et<br />

tilbageskridt i forhold til Struensees trykkefrihedslov 262 , og et censursystem uden hjemmel i<br />

lovgivningen: inden bladene kunne gå i pressen skulle et eksemplar sendes i aftryk til den<br />

politiassessor (i dag: politiadvokat) der havde opsyn med at der i bladet intet fandtes der kunne<br />

være ”anstødeligt for det Offentlige” 263 . Chr. Reiersen var den aktuelle assessor i Corsarens<br />

periode, og derfor har alle de blade der ikke blev underlagt censur et: ”Maa trykkes C. Reiersen”<br />

skrevet på bladet 264 .<br />

Efter Junirevolutionen i Frankrig i 1830 var den danske presse begyndt at blive stigende politisk<br />

engageret: på højrefløjen, som konservatismens og enevældens militante forsvarer, stod Dagen,<br />

Folkeavisen og Berlingske Tidende. Overfor stod det liberale Fædrelandet, og her, og til dels –<br />

de angreb nemlig Fædrelandet for at være nationale, stod også Kjøbenhavnerposten.<br />

Overfor de her to oppositioner grundlagde så Goldschmidt Corsaren, og i første nummer, og<br />

med programerklæringen ”En Toast, der kan gjælde som Program”, taltes der om at gå<br />

”Middelveien imellem alle Partiers Principper”, om at samle regnbuen i dets farvers fokus, i det<br />

rene hvide lys. Denne aktive brug af den gyldne middelvej kalder Goldschmidt her for ”justemilieu”,<br />

og, uden egentlig at ville det, havde Corsaren nu gjort sig til talsmand for en mulig<br />

tilblivelse af det det vi nu ville kalde for et midterparti 265 .<br />

Kampen mod censuren var dog evig, og derfor stod Goldschmidt heller aldrig selv som<br />

redaktør; skiftende stråmænd blev indsat som skyts for Reiersens censur, og i den her evige<br />

kamp havde bladet derfor stort set i alle numre indlagt stikpiller til Reiersen; særlig berømt er nr.<br />

62 af 7. Januar 1842: to blanke sider uden tekst, bare med en tegning af en lille mand med en<br />

lang næse! Som tillæg fulgte seks sider, der først måtte læses den følgende dag – af yderligere<br />

blanke sider! Det var den offentlige mening at Reiersen havde lagt nummeret under censur, og at<br />

Goldschmidt med en praksis, der i forbløffende grad minder om Vagn Steens projekt med de 64<br />

blanke sider i Skriv selv (1965), kom censuren i forkøbet med dens slagvåben af tavshed.<br />

Sandheden var dog noget mere ligetil: Goldschmidt var taget så meget til ”juleselskabelighed” at<br />

han for første gang havde forsømt sit redaktionelle arbejde, nu stod uden linje til bladet 266 .<br />

Forbløffende er det dog at de danske skriftmodernister, ud over Steen specielt også Hans-Jørgen<br />

Nielsen og Per Højholt, ikke i Goldschmidt så den samme urfader – som surrealisterne så det i<br />

Ducasse/Lautréamont?<br />

Om Kierkegaards herostratisk berømmede Corsarstrid er der, for fokus af specialet, intet at<br />

rapportere, bare skal det konstateres at Goldschmidt var en beundrer af Kierkegaard, og at<br />

261<br />

Davidsen, s. 276 & Bredsdorff, s. 77.<br />

262<br />

Ibid., s. 16.<br />

263<br />

Davidsen, s. 282 ; jf. Bredsdorff, s. 16-17.<br />

264<br />

Davidsen, s. 290 & Bredsdorff, kapitel V.<br />

265<br />

Bredsdorff, s. 26-28. Bredsdorff bringer også et eksempler på aktiv brug, og påberåbelse, af begrebet i Corsaren:<br />

s. 43, 58 & 81-83.<br />

266 Ibid., s. 63-65.<br />

67


striden givetvis var med til at Goldschmidt stoppede som redaktør af sit eget blad i oktober,<br />

1846. Ved at leve højt på Goldschmidts navn og arbejde fortsatte Corsaren dog indtil 1855, døde<br />

altså med Kierkegaard.<br />

Det er derfor alt sammen lidt af skæbnens ironi at det er Georg Brandes, endnu en beundrer af<br />

Kierkegaard, men samtidig en der var nødt til at tage et eget opgør med det her geni – for<br />

simpelthen at få luft og plads til at videreføre egen tænkning, at det er ham der med sine<br />

forelæsninger om Hovedstrømninger i det 19. Århundredes Litteratur (1871) gives titlen som<br />

teoretikeren bag Det Moderne Gennembrud; praktiske ord på et kampfelt planeret af ikke mindst<br />

Goldschmidt.<br />

Og således giver historien Brandes laurbærrene for at have slået en kile mellem netop Højre og<br />

Venstre, og dermed en kamplads der endelig gjorde det muligt for Venstre, der dengang blev<br />

anset for at være venstreorienteret (bare jf. at Venstres nuværende søsterparti i USA er<br />

Demokraterne), at vinde magten i 1901.<br />

Brandes skal dog langtfra alene hyldes for originalitet: det felt han bestred og definerede var<br />

faktisk, af sig selv, blevet skabt som elastik mellem to store polariseringer: Louis Pio (1841-<br />

1894) og hans grundlæggelse af Socialistisk Internationale i 1871, og fra den anden side havde<br />

industrimanden C.F. Tietgen (1829-1901); med fusioneringer (han satte bl.a. etiketten ”De<br />

Forenede Danske” foran ”Spritfabrikker”, ”Dampskibsselskaber” og ”Bryggerier”) skabte han en<br />

stordrift, der i perioden bragte den industrielle revolution til Danmark.<br />

Men måske, i den her, i bedste fald, ufuldstændige historieskrivning er det Kierkegaards<br />

spøgelse der går igen? I 1847 267 var geniet, der selv var konservativ og kongetro, af sted på<br />

Sorgenfri Slot for at dæmpe Kong Christian VIII‟s bekymring for konsekvenserne (nogen ville<br />

nok sige: ”konsekvenserne af spøgelset”) af den stemning i Europa der gjorde det muligt for<br />

Marx og Engels året efter at udgive Det kommunistiske manifest. Det kombineret med at<br />

Kierkegaard senere selv stod og så bekymret ned fra adressen på Gl. Torv til den liberale Orla<br />

Lehmann, der i en berømt tale den 20. marts 1848 i den københavnske borgerrepræsentation<br />

havde opfordret kongen, den netop tiltrådte Frederik VII, til at give folket en fri forfatning, for at<br />

undgå at de skulle gribe til ”Fortvivlelsens Selvhjælp”, dvs. revolution.<br />

De her omstændigheder har nok været rigelige argumenter for at gøre Kierkegaard (og skam<br />

også Nietzsche; dog af andre grunde, naturligvis) til ”sorte” filosoffer i 70ernes kølvand på ‟68.<br />

Og dermed, ironisk nok, en grund til at kierkegaardsbeundreren Goldschmidt, der ellers må siges<br />

selv at være en banebrydende pioner for lige netop at give plads til at ånden fra ‟68 overhovedet<br />

kunne opstå – ja! Helt usædvanligt for tiden, og flere år før Marx og Engels satte ord på det<br />

samme, tog Corsaren faktisk klart socialt parti, var altid på de fattiges side 268 ; dermed kan det<br />

siges at Corsaren klart havde socialistiske træk. En hidtil uhørt stemme.<br />

På trods af at Goldschmidt den 29. marts 1844 stod på Skamlingsbanken med Grundtvig, Skau,<br />

Lehmann, Lorenzen og Ploug, og holdt her den store tale der starter med de berømte ord: ”Jeg er<br />

Jøde, hvad vil jeg imellem Jer?” 269 , er det alligevel en gåde hvorfor den her indsats som<br />

iværksætter af det neutrale danske magtfelt i pressen siden mere eller mindre er blevet glemt? En<br />

stor skam, og bestemt en historie der fortjener at blive skrevet en dag.<br />

Appendiks B: Petri Worm<br />

Corsarens journalistiske objekt, er endelig ikke må forveksles med det politiske, var egentlig<br />

ikke at gå op imod social uretfærdighed eller undertrykkelse af samfundsklasser via jura, men<br />

derimod var skruen i vandet noget endnu mere basalt: det frie ord, censuren personificeret med<br />

267 Nærmere bestemt taler vi om Kierkegaards første besøg hos Kongen, den 13. marts 1847: Kierkegaard, s. 220.<br />

268 Bredsdorff, s. 84-85 & 88. Som en fodnote skal det dog lige anføres at Goldschmidt på sine gamle dage selv<br />

endte med at blive temmelig konservativ: Ibid., s. 158 & 161.<br />

269 Ibid., s. 153.<br />

68


politiassessor Chr. Reiersen. Det kunne derfor have været aldeles interessant om Corsaren var<br />

blevet grundlagt bare et par år før, lige før henrettelsen af Petri Worm (1814-1838) for<br />

rovmordet på hans evt. kommende timelærer i fransk; rigmanden, originalen og teologen Jens<br />

Peter Tønder (1773-1836) i Nyhavn. At han var rig, bl.a. via arv, det vidste alle, at han var<br />

original ses f.eks. at han, på trods af sin purrede rigdom, gik på gaden som en anden Sigvaldi<br />

med sit eget tidsskift, Gammelt og Nyt, og med det solgte spalteplads der primært indeholdt<br />

prosa og moralsk opbyggelighed på vers 270 .<br />

Worm var startet ud med flid og udmærkelse i skolen, men ”uheldig Omgang” gjorde ham<br />

senere til lediggænger og førte ham ud over den afgrund, hvor han flere gange overvejede sit<br />

eget liv 271 .<br />

Formuen kom Worm for ører, og efter at have indsmigret sig hos Tønder, kvæler han ham nu<br />

den 28. juli med et stykke sejlgarn, stjæler formuen på anslået 12.000 rigsdaler, flygter mod<br />

England, men pågribes i Lübeck.<br />

Han dømmes nu fra livet, og i fængslet udvikler<br />

der sig nu en mindre talentfuld digter af romantiske<br />

vers; Worm var ung og så godt ud, var mørk og<br />

mystisk og blev nu den tids helt store damebedårer,<br />

den her tids svar på Peter Lundin om man vil, og<br />

mystisk dragende på flere af den tids<br />

guldalderpersonligheder: Winther skrev ham et par<br />

linjer: ”At vække tusinde Hjerters Storm/ Indfattet i<br />

forgyldte Rammer/ At smykke mangt yndigt<br />

Sovekammer/ Blandt Thorvaldsen, Rossi [italiensk<br />

tenor, der i 1814 havde optrådt på Hoffteatret på<br />

Christiansborg, KO], Goethe og Worm!” (fra<br />

langdigtet ”I et romersk Osterie” i Digtninger<br />

(1843) 272 ).<br />

Pastor C.H. Visby fra Vor Frelser Kirke på<br />

Christianshavn, blev sjælesørger for den dødsdømte<br />

og han skrev dagbog over de daglige besøg hos<br />

Worm op til hans død. Veterinæren J.V. Neergaard<br />

interesserede sig for det psykiatriske tilfælde<br />

Worm, og, for at det ikke skal være løgn,<br />

indrømmede lægen, og frenologen, Carl Otto<br />

(1795-1879) på sit dødsleje at han havde fået gravet<br />

Worms hoved op til fortsatte studier! 273<br />

Men hvorfor er Worms historie endnu ikke<br />

skrevet? Davidsen siger først at ”Denne<br />

Begivenhed er temmelig bekjendt”, og videre at<br />

den offentlige dyrkelse af fænomenet Worm gjorde<br />

at ”Det var saaledes ikke langtfra, at denne usle<br />

Morder var i den almindelige Bevidsthed bleven ophøjet til en folkelig Helt, til en Martyr, der<br />

kunne have givet efter for et ondt Øjebliks Indskydelse” 274 . I de her citater er der en vis kerne:<br />

Journalisten Jacob Gabriel Davidsen (1813-1891) er i vor tid alene husket, blandt<br />

270 Davidsen, s. 323.<br />

271 Ibid., s. 326.<br />

272 Winther, s. 159. ”I et romersk Osterie” føres i øvrigt i udgaven fra s. 148-161.<br />

273 Johansen. URL.<br />

274 Ibid., s. 326 & 328.<br />

69


lokalhistorikere, for sine uhørt nærværende københavnerskildringer: Fra det gamle Kongens<br />

Kjøbenhavn (1880-1881) og supplementsbindet: Fra vore Fædres Tid og Kjøbenhavnerliv i<br />

ældre og nyere Tid (1889). Hans sigte var, helt unikt for sin tid, københavnernes dagligdag, og<br />

det gerne på egen erindring, og ellers renset for historikerens endeløse listninger af<br />

dokumentarisk fakta – og dermed en praksis på konklusioner der uvilkårligt vil efterlade præcis<br />

de (empirisk korrekte) lakuner, som egne (subjektive) erindringer mangler.<br />

Værket fik så stor udbredelse at ”Fra det gamle” endog kom i en folkeudgave i 1911, men hvor<br />

Davidsen i sin ungdom var tilsluttet oppositionsblade, bl.a. Kjøbenhavnerposten og lige netop<br />

Corsaren, blev han, som Goldschmidt selv, med alderen noget af en ”klasseforræder”, endte som<br />

redaktionssekretær på den konservative Flyverposten.<br />

Sagen Worm har altså alle aspekter, inklusive en stærkt foruroligende fascination af social<br />

afvigelse, klar til en bog om en klassisk mordersag – og det med mange åbninger til hvorfor den<br />

overhovedet er en (overset) klassiker. En bog der bare venter på at blive skrevet, og, som måske,<br />

måske ikke, vil mangle magtudredninger i det pressens kampfelt som f.eks. Corsaren skulle<br />

udstikke bare et par år efter sagens (foreløbige; Carl Otto havde jo et hængeparti kørende indtil<br />

1879) afslutning.<br />

70


Billedfortegnelse<br />

Forsiden (signatur, detalje): ’Dear Boss’ letter, I: http://www.casebook.org/ripper_letters/<br />

Forsiden (billede): St. Paul’s From the Brevery Bridge af Gustave Doré, I: Doré, s. 131.<br />

7: Melville Leslie Macnaghten, I: http://www.casebook.org/police_officials/po-macn.html<br />

10: Dr Robert Anderson, Head of the Metropolitan CID, I: A-Z, s. 170-171. Tavle 11.<br />

10: Chief Inspector Donald Swanson, desk officer on the Ripper Case, I: A-Z, s. 170-171.<br />

Tavle 12.<br />

15: The old police file on the case, I: A-Z, s. 330-331. Tavle 33.<br />

52: Letter ’from hell’ sent with a piece of ’ginny kidney’ to Mr Lusk of the Vigilance<br />

Committee, I: Rumbelow, s. 116-118. Tavle 16.<br />

58: Donald Rumbelow. Foto af Karsten Olesen. Den romerske bymur ved Tower Hill<br />

Station, beg. af august, 1997.<br />

66: Daguerreotypi af Meïr Aaron Goldschmidt, I: Rohde, s. 112.<br />

69: Morderen Worm af P. Hansen, I: Davidsen, s. 327.<br />

71

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!