EUROPA-PARLAMENTET

traktatbestemmelser vil blive underlagt den fælles beslutningsprocedure enten efter en specifik
overgangsperiode eller efter en rådsafgørelse (se nærmere i bilag 1).
For fuldstændighedens skyld bør det nævnes, at en række politiske hovedområder, som til dato
ikke har været underlagt den fælles beslutningsprocedure, heller ikke er blevet det med Nicetraktaten.
Parlamentet fik stadig ikke beslutningsbeføjelser sammen med Rådet på så vigtige
områder som den fælles landbrugspolitik samt skatte- eller handelspolitik. Endvidere blev der
med Nice-traktaten kun taget et lille skridt mod at løse uforeneligheden mellem den fælles
beslutningsprocedure og kravet om enstemmighed i Rådet. Selv efter Nice-traktaten er der
stadig tre traktatartikler (42, 47 og 151), i henhold til hvilke der kræves enstemmighed i Rådet,
selv om de er underlagt den fælles beslutningsprocedure.
Det var ikke overraskende, at Parlamentet i sin beslutning af 31. maj 2001 om Nice-traktaten
gav udtryk for sin skuffelse over de fremskridt, der var gjort, idet det understregede, at "de
ændringer, der er indført i Nice-traktaten, er temmelig utilstrækkelige." Der blev sat store
forventninger til, at Det Europæiske Konvent og den efterfølgende regeringskonference ville
afhjælpe traktatens ”svagheder” (se 4.2).
2.2. KVANTITATIV ANALYSE AF DEN FÆLLES BESLUTNINGSPROCEDURE OG FORLIG
2.2.1 Den fælles beslutningsprocedure i tal
I alt vedtoges 403 retsakter efter den fælles beslutningsprocedure mellem 1. maj 1999 og 30.
april 2004, heraf 86 efter forlig under denne valgperiode (se nærmere i bilag 4 og 5). Kun to
sager (overtagelsesdirektivet i 2001 og direktivet om havnetjenester i 2003), eller 0,5 % af det
samlede antal sager, blev ikke vedtaget, idet det ikke lykkedes Parlamentet at få flertal ved
tredjebehandlingen til godkendelse af det fælles udkast fra Forligsudvalget. Til sammenligning
fik forligsfasen i løbet af Maastricht-perioden tre gange et negativt udfald svarende til 1,8 % af
det samlede antal (to gange pga. uenighed i udvalget: taletelefoni i 1994 og værdipapirudvalget i
1998; og én gang ved tredjebehandlingen i Parlamentet: bioteknologi i 1995).
Som det fremgår af figur 1, er antallet af sager efter den fælles beslutningsprocedure steget støt i
absolutte tal i løbet af perioden, fra 68 sager i løbet af dette Parlaments første år til et
rekordantal på 105 sager afsluttet i løbet af denne valgperiodes sidste år. Det samlede antal
fælles beslutningsprocedurer er to en halv gange højere end det antal sager, der blev afsluttet
efter den fælles beslutningsprocedure i den foregående femårsperiode fra 1994 til 1999 i
henhold til bestemmelserne i Maastricht-traktaten. Det gennemsnitlige antal sager efter den
fælles beslutningsprocedure steg fra 33 under Maastricht-traktaten til 80 under Amsterdamtraktaten.
DV\530227DA.doc 10 PE 287.644