EUROPA-PARLAMENTET

med en stjerne hvert år som mulige datoer for forligsaktiviteter. Dette fungerede imidlertid ikke:
Det kunne ikke forventes, at nogen ville holde så mange dage fri for andre aftaler. Derfor
afprøvede man i 2003 og 2004 et nyt system med et mere begrænset antal datoer, normalt
tirsdage, som blev markeret i Parlamentets kalender med en cirkel som datoer, der var reserveret
specifikt til møder i Forligsudvalget. Disse datoer er ikke altid blevet overholdt, men de har
gjort det muligt at planlægge møderne bedre, og nu afholdes næsten alle forligsmøder om
tirsdagen. Der er i stigende grad en følelse af gensidig forpligtelse med hensyn til de fastlagte
datoer.
Trilogmødernes betydning er vokset i løbet af de seneste fem år. Der er afholdt 193 trilogmøder,
mens der kun har været 49 møder i Forligsudvalget. Dette afspejler en klar tendens i retning af
forhandling og afslutning af sager ved disse uformelle forhandlingsmøder uden at afholde
forligsmøder.
I denne forbindelse har der været særlig fokus på at sikre, at disse møder forbliver uformelle.
Systemet med et forhandlingsteam, som arbejder på grundlag af et mandat fra delegationen, har
fungeret godt. Der er gjort en stor indsats for at sikre, at delegationen kan bevare tilliden til
forhandlerne, og at forhandlerne undgår at blive splittet, når de skal forsvare Parlamentets
holdning. Det er også vedtaget, at antallet af personer i triloglokalet skal begrænses til de
udvalgte forhandlere og deres nødvendige støttepersonale med henblik på at sikre
forhandlingernes effektivitet.
Selve Forligsudvalgets funktion er også blevet ændret. Forligsudvalget kan i bedste fald være et
forum for politiske drøftelser, hvor repræsentanter for de medlemsstater, som har sværest ved at
acceptere Parlamentets holdning, kan forklare begrundelserne for deres modstand. Udvalgets
møder er imidlertid generelt blevet effektiviseret, idet der kun meget sjældent faktisk finder
drøftelser sted i udvalgslokalet. Medlemmerne af Parlamentets delegation tøver ikke med at
fremlægge deres holdninger og begrundelserne herfor, mens Rådets formand som hovedregel er
den eneste fra Rådet, der tager ordet. Dette er meget beklageligt og afspejler Rådets fortsatte
generelle uvilje mod at indlede en reel politisk debat med Parlamentet i forbindelse med forlig,
hvilket Rådets afvisning af at støtte tilstedeværelsen af andre ministre end dem fra
formandskabet også vidner om.
3.3.2 Forhandlinger ved første- og andenbehandlingen
Som angivet i den første del af denne rapport, er der sket en stor stigning i antallet af aftaler, der
indgås på et tidligt trin i lovgivningsproceduren, hvilket har betydet, at fælles beslutningstagning
i højere grad er blevet en rød tråd, der løber gennem en, to eller tre behandlinger. Denne
udvikling er på mange måder glædelig. Den viser både, at selve proceduren er blevet mere
fleksibel, og, hvad der er endnu vigtigere, at der er en større tillid og vilje hos institutionerne til
at samarbejde. Det bør imidlertid ikke betyde, at lovgivningsproceduren bliver mindre åben og
gennemsigtig og skaber dårligere resultater, eller at magtbalancen mellem de to lovgivere
forskydes.
I fælleserklæringen af maj 1999 blev institutionerne opfordret til at etablere ”de nødvendige
kontakter” for at kunne indgå aftaler ved første- og andenbehandlingen med henblik på at
forbedre hele procedurens effektivitet. Dette mål er i vid udstrækning blevet opfyldt.
Parlamentet har imidlertid indtil videre ikke haft nogen ensartet strategi, som har defineret
DV\530227DA.doc 26 PE 287.644