EUROPA-PARLAMENTET

Det nye Parlament vil få mulighed for igen at overveje at hæve ambitionsniveauet for
fællesskabsprogrammer som disse, når de revideres inden for rammerne af den næste finansielle
ramme.
2.4 KONKLUSIONER
Ovenstående analyse viser, at den fælles beslutningsprocedure har fået endnu større betydning
siden Amsterdam-traktatens ikrafttræden. Den har udviklet sig fra kun at omfatte det indre
marked til nu også at dække bl.a. miljø, transport og folkesundhed. Parlamentet og Rådet har
tilpasset sig denne udvidelse ved oftere at nå til enighed på et tidligere trin i proceduren og
udnytte den nye mulighed for at afslutte sagerne ved førstebehandlingen.
Forlig er imidlertid stadig en vigtig mekanisme til at reducere tilbageværende
uoverensstemmelser og til at opfylde mål, der støttes af et absolut flertal af Parlamentets
medlemmer. Der skal bruges yderligere et par måneder og en del flere anstrengelser, men
Parlamentet spiller en større rolle som lovgiver på lige fod med Rådet, når det bruger dette
redskab på en hensigtsmæssig måde
Europa-Parlamentet, som repræsenterer de europæiske borgere direkte, kan effektivt forsvare
deres interesser i dialog med Rådet, som repræsenterer de nationale regeringer. Det store antal
kompromiser, der er indgået ved forlig, viser, at dette redskab er et effektivt middel til at finde
en retfærdig balance mellem forskellige interesser såsom erhvervslivet på den ene side og
miljømæssige og sociale aspekter på den anden.
Et sådant kompromis er begge institutioners mål, men der er ingen sikkerhed for, at man når til
et kompromis. Det er begge institutioners fortjeneste, at der altid i denne valgperiode er skabt
enighed i Forligsudvalget. I henhold til bestemmelserne i Amsterdam-traktaten vil proceduren,
hvis man ikke kan nå til enighed, være slut, og retsakten vil falde, uden at Parlamentets
plenarforsamling eller Rådet kan omgøre beslutningen.
Der er endvidere den mulighed, at en institution ikke godkender resultatet af
forligsforhandlingerne, hvilket var tilfældet med overtagelsesdirektivet i 2001 og direktivet om
havnetjenester i 2003. Et sådant resultat skal anerkendes som et legitimt aspekt af proceduren og
som et bevis for den demokratiske proces i EU. Alle kompromiser, som delegationerne, der
repræsenterer og handler på vegne af deres overordnede organer, forhandler sig frem til, skal
kunne accepteres af et flertal af Rådet og hele Parlamentet.
DV\530227DA.doc 18 PE 287.644