Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
2<br />
y portræt y AF UlF JOEl JENSEN. FOTO: POUl RASMUSSEN y<br />
Man siger, at fynboere synger, når de taler.<br />
I Steen Viggo Jensens tilfælde lyder<br />
sangen mere som fremført af Tom Waits<br />
end af en smørtenor a la Johnny Logan:<br />
Alene stemmens klang former billeder af<br />
en tilværelse, der har budt på lidt af hvert.<br />
Steen Viggo Jensen har taget os med på<br />
en lille vandretur i de nordfynske skove.<br />
Vi er i et terræn, han ifølge eget udsagn<br />
”kender bedre end sit eget CPR-nummer”.<br />
Vi er i et område, der for år tilbage<br />
simpelthen og helt bogstaveligt var mandens<br />
hjem. Ikke at han var hjemløs – det<br />
kom først senere; han var bare husløs og<br />
havde sit hjem i naturen. Bevæbnet med<br />
en dolk, en tandbørste, en fiskesnøre og<br />
med hunden og skovens øvrige beboere<br />
som eneste selskab var han i ca. ét år bosat<br />
i skove og moser på Fyn.<br />
Den første hjemløshed<br />
– Jeg er vokset op i et arbejderkvarter i<br />
Odense, indleder Steen Viggo. Det vil<br />
sige – som den fynbo, han nu engang er,<br />
siger han jo ikke Odense, men ”Oo’ense”.<br />
Det er sangen i stemmen, men vi starter<br />
lidt i mol: For selvom barndommen ifølge<br />
Steen Viggo ikke var en dårlig en af slagsen,<br />
så var det i et miljø præget af alkohol<br />
og et håndfast tag på børneopdragelsen,<br />
at han blev formet som menneske. Faren<br />
var fjerde- eller femtegenerationssmed,<br />
og som smedemester og -lærling, så var<br />
bajerne en naturlig tørstslukker, man<br />
ikke ligefrem holdt igen med. Den lille<br />
Steen Viggo var ikke mere end 10-11 år,<br />
før han smagte den første af rigtig mange<br />
øl.<br />
M I l J ø D A N M A R K N R . 2 A P R I l 2 0 0 8<br />
På vej op mod skoven, vi skal gå i, peger<br />
Steen Viggo pludselig ud af bilens<br />
vindue:<br />
– I den der smule skov dér oplevede jeg<br />
min første hjemløshed. Jeg var vel otte<br />
år gammel. Min far havde givet mig en<br />
såkaldt pædagogisk øretæve for et eller<br />
andet, som jeg jo ikke havde gjort, så jeg<br />
stjal et af min mors franskbrød og stak<br />
af. Ude i skoven fandt jeg mig en dejlig<br />
vindfælde under et væltet træ, spiste<br />
franskbrødet og gjorde mig klar til natten.<br />
Jeg faldt i søvn og havde det egentlig<br />
fint nok, til jeg vågnede op med en stor<br />
hund lige i hovedet. Det var politiet, som<br />
havde fundet mig, og derhjemme sad<br />
hele familien og græd snot. Jeg troede jo<br />
ikke, at de brød sig om mig, men jeg fik<br />
ikke flere øretæver – og det var sådan set<br />
det, jeg havde frygtet mest.<br />
Hurtigt viste det sig – til farens store<br />
fortrydelse – at den lille og efterhånden<br />
lidt større Steen Viggo var langt mere<br />
til bøger og skolegang, end han var til<br />
essens flammer. Steen Viggo Jensen tog<br />
realeksamen på et år, kom siden i gymnasiet,<br />
blev sproglig student med udmærkelse<br />
og startede med at læse til biologilærer<br />
på seminariet. Det blev dog kun<br />
til fire semestre, så trak rastløsheden for<br />
hårdt i ham. Han flyttede teltpælene til<br />
det sydlige England, hvor han blev yngstemand<br />
på en fiskekutter.<br />
Et år i skoven<br />
Det blev starten på en rakkertilværelse.<br />
Drevet af den pludselige indskydelse,<br />
lysten og det næste job, rejste han først<br />
De første, sprøde brombærblade udgør<br />
– sammen med hindbærkrattets ditto<br />
– grundingredienserne i Steen Viggo<br />
Jensens urtete – og hans ”naturtobak”.<br />
hjem til Danmark og aftjente værnepligt<br />
i søværnet, siden blev det til masser af<br />
forskellige håndværkerjob i det civile,<br />
inden han tog hyre på en af Søværnets<br />
inspektionskuttere. Herefter gik turen<br />
til Grønland, hvor han arbejdede som<br />
skibskok på en trawler og knyttede<br />
mange venskaber både med grønlandske<br />
fangere, esbjergensiske fiskere, bygdernes<br />
kvinder og værtshusenes bartendere.<br />
Næste stop hed en tilværelse som dykker<br />
på Færøerne, inden han endnu engang<br />
returnerede til Fyn. Her blev han gift og<br />
fik en datter, arbejdede som svejser, slagter<br />
og alt muligt andet, indtil han en dag<br />
kom hjem og fandt en fremmed mand<br />
i sin seng. Og dét blev et vendepunkt i<br />
Steen Viggos liv.<br />
I vrede tog han sin hund og sin kniv<br />
og gik. Det blev han ved med – altså at gå<br />
– indtil han om aftenen skar sig sit første<br />
granleje i skoven 60 km. fra hjemmet.<br />
Og der blev han så i det næste år. Alene<br />
med sin hund og skovens dyr isolerede<br />
han sig fra mennesker. Overlevede på en<br />
diæt af trafikdræbte dyr, muslinger, fisk<br />
og fugle, rødder, urter, bær og svampe.<br />
Umiddelbart lyder det som en barsk og<br />
utaknemmelig tilværelse, men for Steen<br />
Viggo begynder melodien faktisk hér at<br />
svinge over i dur.<br />
– Jeg elsker naturen. Dynamikken i<br />
den. Der foregår hele tiden noget stort<br />
– nu er det fx holdt op med at regne, siger<br />
Steen Viggo. Vi er tilbage i nutiden og<br />
har efter en længere gåtur gennem skov<br />
og krat slået lejr under en presenning,<br />
hvor den erfarne udeligger har tændt op
Change language