kiropraktoren nr.4 2009 - Dansk Kiropraktor Forening

Det store spørgsmål
Forskningen inden for lændesmerter er i de seneste år
blevet delt i to lejre i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt
lændesmerter er uspecifikke, og derfor skal ses
som værende én sygdom, eller om der kunne være flere
forskellige patoanatomiske tilstande, som hver især
kommer til udtryk ved det samme symptom - lændesmerter.
ser man på hele gruppen af patienter med
lændesmerter, så er det kun en lille del (20 %), som får
en regelret diagnose. dette kan være fraktur, malignitet
eller infektion. de resterende 80 % får diagnosen
”uspecifikke” lændesmerter. Kunne man identificere
specifikke subgrupper indenfor disse 80 %, ville det
måske være muligt at målrette behandlingen og derved
evt. opnå større behandlingseffekt. derfor vakte
de to tidligere nævnte studier om Modicforandringer
stor interesse. Ikke kun på rygcentret, men også internationalt.
Kunne det være, at Modicforandringer
(eller VesC) var en af disse subgrupper?
Ph.d.-studiet
Formålet med dette ph.d.-studie var derfor at opnå en
dybere forståelse af den kliniske relevans af VesC hos
voksne. Vi ønskede at besvare følgende spørgsmål:
. Hvor hyppige er VesC?
2. Hvad er det naturlige forløb af VesC?
3. er der en sammenhæng mellem VesC og
lændesmerter?
. Hvilke faktorer spiller en rolle i udviklingen af
nye VesC?
For at belyse disse spørgsmål lavede vi en systematisk
gennemgang af den tilgængelige litteratur på området.[3]
Vi analyserede også data fra et kohortestudie
MODICFORANDRINGER
Modicforandringer er opkaldt efter radiologen Michael T. Modic,
som var en af de første til at beskrive de signalforandringer
i endepladerne og den tilstødende knogle, som kunne ses
i forbindelse med discusdegeneration og efter prolapsoperationer.
Modic og hans kolleger opdelte signalforandringerne i
tre typer efter, hvordan de så ud på MR-skanningerne.
Type 1 ses som øget væske-signal (figur 1A og 1B), type 2
ses som fedt-signal (figur 1C og 1D) og type 3, som er sjælden,
ses som øget sklerosering af den subchondrale knogle.
De samme forskere undersøgte også vævsprøver taget fra
personer med type 1 og type 2. Disse viste, at der var fissurer
i endepladerne, og at en reparationsproces var i gang, især
ved type 1. Dengang opfattede man forandringerne som noget,
der ikke var smertegivende, og som ikke skulle forveksles
med alvorlig patologi.
Figur 1: Modicforandringer. Type 1 ses som øget væske-signal.
Det vil sige lavt signal på T1 (A) og højt signal på T2 (B).
Type 2 ses som fedt-signal. Det vil sige øget signal både på
T1 (C) og T2 (D).[7]
Figur 2: Klassifikation af størrelsen af VESC i forhold til
højden af corpus vertebra. A: Kun lokaliseret til endepladen,
B: < 25 %, C: 25-50 %, and D: >50 %.[7]
0 3