Stress, mobning og MUS - Enheden for Brugerundersøgelser

fremhæver endvidere, at en ofte forekommende overbelægning gør det endnu sværere at nå dagens
opgaver.
”Den største stressfaktor overhovedet er helt klart, at vi ikke er nok på arbejde. Vi har
simpelthen ikke tid nok til at gøre de ting, som vi skal. Det er roden til alt ondt.” (Kvindelig
medarbejder, klinisk enhed)
Patienter og pårørende kan også være en stressfaktor. Hver medarbejder skal yde omsorg for mange
patienter, der ofte er komplicerede og tunge. Patienterne har forventninger og krav til personalet, som kan
være svære at imødekomme. Medarbejderne oplever, at de ikke har tid til at yde den psykiske omsorg,
hvilket kan være påkrævet, når patienter og pårørende er i krise. Flere interviewpersoner oplever, at
kontakten til patienterne har ændret sig:
Afbrydelser i arbejdet
”De pårørende får ikke særlig meget information. Deres frustrationer er så gået ud over os, og
det kan være svært at håndtere. Jeg har oplevet at blive råbt af af pårørende i aftenvagter,
hvor jeg ikke har tid til at tage mig af dem. Og jeg kan godt forstå, at de har råbt af mig, for jeg
har ikke været god ved dem, men jeg har ikke haft muligheden. Det har været
utilfredsstillende.” (Kvindelig medarbejder, klinisk enhed)
En medarbejder nævner, at afbrydelser i arbejdet er med til at gøre hendes arbejdsdag mere stresset:
”Jeg synes, at det er stressende, fordi man ikke når det, man skal. Fordi man bliver afbrudt en
million, en milliard gange. Man skal ikke gå ud [fra en stue] førend, man har afsluttet noget.”
(Kvindelig medarbejder, klinisk enhed)
Afbrydelserne kan komme i form af patienter, der gerne vil spørge om noget og derfor ringer på klokken.
Ligesom pårørende kan afbryde personalets arbejde, når de gerne vil høre lidt om den indlagte, og kolleger
kan afbryde hinanden i arbejdet, hvis de fx har brug for hjælp til en opgave.
Derudover oplever medarbejderne, at de bliver afbrudt i deres arbejde hos patienten på stuen, når de
eksempelvis må forlade patienten for at tjekke oplysninger på computeren, der er placeret i et andet lokale.
Medarbejderne fortæller, at afbrydelserne betyder, at de mister fokus og ikke får fuldført alle arbejdsopgaver.
Det tværfaglige samarbejde
Medarbejderne fortæller, at det tværfaglige samarbejde kan gøre arbejdsdagen mere stressende.
Eksempelvis i de tilfælde hvor der er uvished om, hvornår lægerne går stuegang, hvilke læger der går
stuegang, og hvilke patienter de kan nå at tilse, kan gøre medarbejderne stressede. Et andet eksempel, som
medarbejderne nævner, er de situationer, hvor der ikke bliver lagt planer for patienterne. Det medfører
forlænget indlæggelsestid for patienterne. En af de interviewede medarbejdere fortæller, at hun føler sig
magtesløs i disse situationer.
”Det kan de slet ikke tackle, de læger. De aner ikke, hvad de skal stille op. Og så går de bare
og vil ikke tage stilling til noget. Det kan være ekstremt stressende. […] Det er den der
magtesløshed. Jeg kan jo ikke tvinge læger til at lave deres arbejde.” (Kvindelig medarbejder,
klinisk enhed)
Begrænset indflydelse på arbejdets organisering og indhold
I forhold til arbejdets organisering er der en række forhold, som er med til at gøre hverdagen stressende.
Eksempler på dette er, at det er lægerne, der angiver tidspunktet for medicingivningen, at patienter kommer
7