Etniske minoriteter - SFI

Social Forskning
Temanummer · december 2000
Etniske minoriteter
i velfærdssamfundet

Social Forskning
December 2000
Temanummer:
Etniske minoriteter
i velfærdssamfundet
3 Forord
Palle Simonsen, formand for Socialforskningsinstituttets bestyrelse
4 Hvor mange eller få?
Programleder Kirsten Just Jeppesen
10 Danmark som indvandringsland – udfordringer for velfærdssamfundet
Professor Nina Smith
18 De etniske minoriteter på arbejdsmarkedet
Forskningsassistent Leif Husted
24 Dem og os – de etniske minoriteter og de danske lønmodtagere
Formand for LO Hans Jensen
28 Nydanskeres uddannelsesvalg
Forskningsassistent Vibeke Jakobsen
36 Kommunale udfordringer i integrationsarbejdet
Formand for Kommunernes Landsforening Anker Boye
42 Kommunerne og den nye integrationslov
– Er godt begyndt, halvt fuldendt?
Socialdirektør Jesper Fisker
48 Tosprogethed som ressource
Informationsmedarbejder Marita Hoydal
56 Kulturens grundpiller
Forsker Garbi Schmidt
64 Mellem tradition og det moderne
Formand for Etniske Minoriteters Landsorganisation Muharrem Aydas
69 Kriminalitet blandt etniske minoriteter
Forsknings- og udviklingskonsulent Britta Kyvsgaard
78 De etniske minoriteters politiske deltagelse
Professor Lise Togeby
86 I søgen efter identitet – refleksioner over minoritetsunge
Ph.d. studerende Üzeyir Tireli
94 Etniske minoriteters selvorganisering
Journalist, minoritetskonsulent Bashy Quraishy
104 Synspunkt
Indenrigsminister Karen Jespersen

Forord
Palle Simonsen
Formand for Socialforskningsinstituttets
bestyrelse
Flygtninge og indvandrere har i årenes løb fået
mange mere eller mindre neutrale betegnelser.
Først blev de kaldt fremmedarbejdere, gæstearbejdere
eller udenlandske arbejdere. Så blev det
til indvandrere eller etniske minoriteter, og senest
er man begyndt at kalde dem nydanskere eller
danskere med ikke-dansk baggrund.
Begreberne beskriver dels den proces der er
sket siden de første ’gæstearbejdere’ kom til
Danmark og frem til nu, hvor 3. generations
’nydanskere’ bliver født. Men de afspejler også
de forventninger danskerne har til indvandrernes
integration i samfundet: en gæst opholder sig
kun midlertidigt, mens en ny dansker er en del af
’os’.
I dette temanummer sætter vi fokus på etniske
minoriteters vilkår i Danmark og ikke mindst på
spørgsmålet om integration: hvornår er man integreret
i et samfund?
Historisk set har Danmark aldrig været et af de
traditionelle indvandringslande – tværtimod var
Danmark indtil slutningen af 50’erne et udvandringsland,
som leverede arbejdskraft til andre
vestlige lande. Men 60’ernes højkonjunktur og
mangel på arbejdskraft ændrede billedet og tiltrak
store grupper af ufaglært arbejdskraft, typisk
fra Tyrkiet, Jugoslavien og Pakistan. I 1974 blev
der sat stop for indvandringen og først åbnet igen
i midten af firserne, hvor flygtninge fra alle dele af
verden begyndte at komme til landet.
Der findes i dag næsten 160 nationaliteter i
Danmark. Nogle kom til landet for kun få uger
siden, andre har været her i flere årtier, nogle har
familien med, andre kommer alene. Om der skal
være mange eller få etniske minoriteter her i landet,
er der delte meninger om. Der er stor politisk
interesse og mange debatter om dette spørgsmål,
der bl.a. hænger sammen med, at antallet
af minoriteter er næsten femdoblet gennem de
sidste 20 år.
Ikke mindst inden for de seneste år er antallet
vokset markant, en udvikling der giver store udfordringer
for det danske arbejdsmarked. Danmark
er det OECD-land der har den største arbejdsløshed
hos indvandrere sammenlignet med den
indenlandske befolkning. En udvikling der er
karakteristisk for små sprogområder og lande
med forholdsvis udbyggede velfærdsstater og
relativt regulerede arbejdsmarkeder.
Der findes megen dansk og international forskning
der dokumenterer sprogets store betydning
for integrationsprocessen. En betydning indvandrerne
også selv er meget opmærksomme på.
Der er i dag langt flere forældre der ønsker at
deres børn skal lære dansk end blot for 10 år
siden.
Kulturelle forskelle fremstilles også af mange
som årsagen til, at indvandrere generelt har vanskeligt
ved at finde fodfæste på det danske
arbejdsmarked. Ulempen ved at formulere problemet
på denne måde er, at kulturkonflikter og kulturændringer
bliver integrationspolitikkens centrale
genstand, uden at der tages stilling til, i hvilket
omfang det er nødvendigt at være ”kulturelt integreret”
for at fungere i et samfund.
Der findes ingen blandt de etniske minoriteter
som ikke på en eller anden måde er påvirket af
den danske kultur. Slagtere med minoritetsbaggrund
tilhører traditionelt en yderst religiøs gruppe
– men dette til trods holder de deres forretning
lukket søndag, på den danske helligdag, og
åben fredag, der er deres traditionelle hviledag.
Mange kulturmønstre eksisterer og brydes på
tværs af den sociale konstruktion der er mellem
majoritet og minoritet, og i det skæringsfelt glemmer
man ofte, at kulturelle og sociale modsætninger
er noget, der eksisterer inden for alle grupper,
også blandt etniske minoriteter. Forældregenerationens
opvækst, ofte i meget traditionsbundne
samfund, adskiller sig uendeligt fra den opvækst
deres egne børn har i et vestligt forbrugssamfund,
og i det møde mellem ’det moderne’ og ’det
traditionelle’, opstår modsætningsforhold som
rækker ud over kulturelle forskelle.
Kriminalitet blandt indvandrere og andre med
fremmed etnisk herkomst har optaget sind og
medier i den seneste tid og er blevet et væsentligt
argument i diskussionen om begrænsning af
indvandring. Kriminaliteten er generelt højere hos
indvandrere og deres efterkommere end hos danskere,
også selvom man tager højde for faktorer
som befolkningssammensætning og opvækstforhold.
Der er også sket en mindre stigning i deres
kriminalitet. Men stigningen vedrører ikke straffelovskriminalitet,
men færdselsovertrædelser, hvilket
kan ses som et tegn på, at kriminalitetsmønsteret
for indvandrere nærmer sig det, der er
for personer af dansk oprindelse.
Et andet spørgsmål der også har fået stor
opmærksomhed, er tildelingen af sociale ydelser
til indvandrere, båret af frygten for, at Danmark
med sit store sociale sikkerhedsnet virker som
en magnet på fattige og ufaglærte. Hos den generation
der indvandrede for 20 år siden havde mindre
end halvdelen en grundlæggende skoleuddannelse.
I dag vælger fx næsten dobbelt så mange
indvandrere med pakistansk baggrund at tage en
lang videregående uddannelse, som deres danske
jævnaldrende.
Man kunne lidt frækt sige, at begge grupper er
lige godt integreret i det danske samfund – de
har blot valgt at afspejle hver sin side af samfundet.
Det er mit håb at vi med dette temanummer
ikke kun bidrager til debatten, men også kommer
et skridt nærmere forståelsen af, hvad det vil
sige at leve i et multikulturelt samfund. ■
3

Hvor mange eller få?
Kirsten Just Jeppesen
Antallet af indvandrere og flygtninge fra mindre
udviklede lande, også kaldet etniske minoriteter,
er næsten femdoblet her i landet gennem de
sidste 20 år, og den kulturelle mangfoldighed er
således meget større i dag end tidligere. Men
borgere med en udenlandsk baggrund udgør stadig
en forholdsvis lille del af befolkningen i Danmark.
Hvor mange det drejer sig om, hvilke lande
de stammer fra, hvor i Danmark de bor og en
række lignende spørgsmål, giver denne artikel
svar på.
En etnisk minoritet er en befolkningsgruppe, som
har en anden (etnisk) oprindelse end flertalsbefolkningen.
Etniske minoriteter omfatter både
flygtninge og indvandrere.
Kært barn har mange navne, og forskellige
betegnelser er blevet brugt om indvandrere og
flygtninge i tidens løb. Eksempelvis blev mange
indvandrere tidligere kaldt for fremmedarbejdere,
gæstearbejdere eller udenlandske arbejdere.
Senere hen blev de samme personer kaldt indvandrere
eller etniske minoriteter, og de seneste
betegnelser er nydanskere eller danskere med
ikke-dansk baggrund.
Det er også værd at lægge mærke til, at etniske
minoriteter er meget forskellige, ikke kun
hvad angår sprog, religion og kulturelle traditioner,
men også med hensyn til hvor længe de har
været i Danmark. Nogle er født og opvokset i
oprindelseslandet og er kommet til Danmark som
voksne. Andre er født i forældrenes hjemland og
er kommet til Danmark som børn, og de har tilbragt
store dele af deres barndom og ungdom her
i landet. En tredje gruppe er født i Danmark og
har levet hele deres liv her. Endnu en forskel er,
at mange flygtninge har oplevet krig og andre
traumatiske begivenheder, inden de kom til Danmark.
Dernæst skal det bemærkes, at etniske minoriteter
gennemgående er yngre end den øvrige
befolkning i Danmark, dels fordi andelen af børn
4

og unge er forholdsvis større blandt minoriteterne,
dels fordi kun meget få indvandrere og flygtninge
er over 60 år.
Hvor mange er de?
Ifølge en nyere opgørelsesmetode fra Danmarks
Statistik (fra 1991), der er baseret på herkomst
i stedet for statsborgerskab, har 7,1 pct. af
befolkningen i Danmark udenlandsk baggrund
pr. 1. januar 2000 – svarende til ca. 378.200
personer (Danmarks Statistik, 2000). Af dem
har kun 251.200 udenlandsk statsborgerskab
(= 4,7 pct. af hele befolkningen). Det skal
bemærkes, at asylsøgere, der venter på at få
fast opholdstilladelse her i landet, ikke indgår i
de nævnte tal. I 1999 søgte 6.950 personer
asyl i Danmark.
I daglig tale anvendes begrebet etnisk minoritet
oftest kun om personer, som stammer fra mindre
udviklede lande, dvs. andre lande end USA, Canada,
Japan, Australien, New Zealand, alle europæiske
lande ekskl. Tyrkiet og Cypern samt dele
af det tidligere Sovjetunionen, svarende til FN’s
definition fra 1994. Antallet af personer fra mindre
udviklede lande er omkring 208.000 (= ca. 4
pct. af hele befolkningen), og de opdeles i indvandrere
og efterkommere i henhold til Danmarks
Statistiks ny opgørelsesmetode – flygtninge indgår
i denne opdeling og regnes altså også som
indvandrere og efterkommere. Fælles for indvandrere
og efterkommere er, at de omfatter personer
både med dansk og udenlandsk statsborgerskab.
Af de 208.000 personer fra mindre udviklede
lande regnes omkring 148.000 som indvandrere,
dvs. de er født i udlandet af forældre, som
begge er udenlandske statsborgere eller født i
udlandet Mens næsten 60.000 regnes som efterkommere,
dvs. de er født i Danmark af forældre,
hvoraf ingen er dansk statsborger født i Danmark.
Det betyder, at hvis blot én forælder er dansk
statsborger og født i Danmark, så er personen
ikke efterkommer, men dansker.
Afgrænsningen af begrebet efterkommer volder
jævnligt problemer. Eksempelvis diskuteres det
undertiden, hvor mange generationer man forbliver
efterkommer. Svaret på dette spørgsmål er, at
så længe begge forældre bibeholder deres udenlandske
statsborgerskab, er børnene efterkommere
(Poulsen & Lange, 1998). Desuden opfattes
2. generationsindvandrere ofte som værende
identiske med efterkommere; men det behøver
ikke at være tilfældet, idet 2. generationsindvandrere
kan defineres på forskellig måde. Nogle
definerer 2. generationen snævert som børn, der
er født i modtagerlandet af indvandrerforældre.
Andre definerer 2. generationen videre, så den
omfatter indvandrerforældrenes børn, uanset om
de er født i modtagerlandet eller oprindelseslandet.
Hertil kommer, at der i gruppen af efterkommere
kan indgå såvel 3. som 4. generationsind-
5

vandrere; men det forudsætter, at begge forældre
i alle generationer har bibeholdt deres udenlandske
statsborgerskab. Det er derfor vigtigt at være
opmærksom på, hvilke persongrupper der fokuseres
på i artikler, bøger og debatter om etniske
minoriteter
Om der er mange eller få etniske minoritetspersoner
her i landet, er der delte meninger om. Men
der er stor politisk interesse og mange debatter
om dette spørgsmål. Når opmærksomheden er
så stor netop nu, kan det hænge sammen med,
at antallet af personer med udenlandsk baggrund
er steget meget i de senere år, især er antallet af
personer med baggrund i mindre udviklede lande
steget stærkt. Fra 1980 til 2000 er der er tale
om en femdobling af personer fra mindre udviklede
lande (fra 41.000 til 208.000), hvorimod
antallet personer fra mere udviklede lande kun er
steget svagt i de sidste 20 år (fra 112.000 til
omkring 170.000 personer). Resultatet er, at der
nu er flere personer med udenlandsk baggrund,
der stammer fra mindre udviklede lande (55 pct.)
end fra mere udviklede lande (45 pct.). Stigningen
har således især fundet sted blandt de personer
med udenlandsk baggrund, som har ringere
materielle levevilkår samt meget anderledes traditioner,
kultur og religion end flertalsbefolkningen.
Hertil kommer, at en fremskrivning fra Danmarks
Statistik viser, at i år 2020 vil andelen af personer
fra mindre udviklede lande udgøre 8,5 pct. af
befolkningen, mens der kun vil være 5,2 pct. fra
mere udviklede lande. I alt ventes 13,7 pct. af
befolkningen at have en ikke-dansk baggrund i
2020. Det vil sige, at udviklingen i retning af et
multikulturelt samfund forstærkes i de kommende
år.
Hvor kommer de fra?
De etniske minoritetsgrupper kommer fra hele
verden, men nogle grupper er større end andre.
Blandt personer med baggrund i mindre udviklede
lande stammer flest fra Asien (knap 115.000),
der omfatter lande som fx Irak, Iran, Libanon,
Pakistan, Sri Lanka og Vietnam. Hvis vi ser på de
enkelte lande, er der flest fra Tyrkiet, næstflest
fra Libanon, tredjeflest fra Pakistan, så følger
Irak, Somalia og Iran. Tallene for de enkelte lande
er følgende:
• Fra Tyrkiet: ca. 48.800 personer
• Fra Libanonn: ca. 19.000 personer
• Fra Pakistan: ca. 17.500 personer
• Fra Irak: ca. 14.900 personer
• Fra Somalia: ca. 14.800 personer
• Fra Iran: ca. 13.000 personer
Endelig skal det bemærkes, at der er ca. 39.900
personer her i landet, som stammer fra det tidligere
Jugoslavien, der hører til de mere udviklede
lande. De materielle levevilkår blandt dem minder
en hel del om levevilkårene blandt etniske minoriteter,
der stammer fra mindre udviklede lande.
Hvorfor kom de?
Som udgangspunkt er der ikke fri adgang til indvandring
i Danmark. Det betyder, at hvis en udenlandsk
statsborger ønsker at opholde sig i Danmark
i længere tid, kan det ikke uden videre lade
sig gøre. Der skal være en særlig grund, og
udlændinge skal opfylde bestemte krav for at få
opholdstilladelse. En undtagelse er dog statsborgere
i de nordiske lande, som uden opholdstilladelse
kan opholde sig her i landet. Desuden har
statsborgere fra EU-lande ret til ophold, hvis de
har beskæftigelse, har startet selvstændig virksomhed,
modtager eller udfører tjenesteydelser,
eller hvis de i øvrigt kan forsørge sig selv. Endelig
kan særlige kategorier af personer som fx specialister
få opholdstilladelse, hvis Danmark ikke selv
har personer med de krævede kvalifikationer.
En særlig grund til at komme til Danmark kan
være, at man er flygtning, dvs. at man har været
tvunget til at forlade sit hjemland på grund af krig
og ufred eller politisk og religiøs forfølgelse. Flygtninge
kan ikke rejse tilbage til deres hjemland,
medmindre forholdene ændres i landet. Fra
Dansk Flygtningehjælps oprettelse i 1956 og
frem til 1972 kom der udelukkende flygtninge fra
Østeuropa bl.a. fra Ungarn og Polen. Siden er der
kommet flygtninge mange andre steder fra, fx flygtede
mange chilenere til Danmark efter kuppet i
1973. Alene i 1974 ankom 600 chilenske flygtninge
her til landet. Det var første gang Danmark
modtog så stor en gruppe fra et helt andet kontinent
(Østergaard, 2000). Andre eksempler er
palæstinensere på flugt fra konflikten i Mellemøsten,
og iranere og irakere, der kom fra to lande,
som førte krig mod hinanden i 1980’erne.
Siden 1991 er der kommet mange flygtninge fra
det tidligere Jugoslavien i kølvandet på krigen mellem
Serbien, Kroatien og Bosnien-Herzegovina.
Sidst i 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne
kom der mange udlændinge til Danmark, som
ikke var flygtninge, men som rejste fra et fattigt
land for at tjene penge til at sikre fremtiden for
dem selv og deres familie, og som ikke var forhindret
i at besøge deres oprindelsesland. Det var
arbejdsimmigranter eller gæstearbejdere, som de
dengang blev kaldt. Deres ankomst hang sammen
med, at Danmark – ligesom de øvrige lande i
Vesteuropa – fra slutningen af 1950’erne havde
en kraftig økonomisk vækst og en voksende industri.
Det skabte behov for arbejdskraft, som i stigende
grad blev dækket af udlændinge. Det var
især enlige mænd mellem 20 og 40 år, der fik
arbejde i de stærkt voksende industrier. Først
kom faglærte arbejdere fra det tidligere Jugoslavien
til Danmark. Senere kom der arbejdere fra
andre lande længere væk som fx Marokko, Tyrkiet
og Pakistan. De fleste gæstearbejdere havde
kun til hensigt at arbejde her i landet nogle få år
for at tjene penge og spare op. Derefter ville de
tilbage til det oprindelige land, hvor de ville skabe
en bedre tilværelse for sig selv og deres familie
ved hjælp af de opsparede penge. Forskellige for-
6

hold som fx børnenes skolegang og uddannelse
medførte imidlertid, at de ofte blev i Danmark i
flere år end planlagt, eller de blev her permanent.
Økonomisk afmatning og oliekrisen i 1973
medførte arbejdsløshed, og regeringen indførte
derfor i efteråret 1973 et stop for indrejse af
udenlandske arbejdstagere fra lande uden for
Norden og EU. Alligevel fortsatte indvandringen
fra de mindre udviklede lande efter 1973, idet
mange af de udenlandske arbejdere fik deres
kone og børn hertil i kraft af reglerne om familiesammenføring,
der omfatter ægtefæller og mindreårige
børn. Efter særlige bestemmelser kan
også gamle forældre familiesammenføres. De
pakistanske mænd bragte deres kone og børn
hertil fra omkring 1973-74, og de tyrkisk/kurdiske
familiers sammenføring begyndte omkring
1975-76. Hertil kommer, at mange etniske minoritetsbørn
og -unge, der er født eller opvokset her
i landet (ofte kaldet 2. generationen) har giftet og
fortsat gifter sig med ægtefæller, som de henter i
forældrenes oprindelsesland (Just Jeppesen,
1989; Schmidt & Jakobsen, 2000). Nye indvandrere
fra mindre udviklede lande kommer derfor
stadig til Danmark – dog færre end tidligere, fordi
betingelserne for familiesammenføring er blevet
strammet flere gange siden 1992. Sidst i forbindelse
med regeringens handlingsplan “Bedre integration”
fra i år (2000).
Udvandring
Det er en myte, hvis man tror, at alle udlændinge,
der kommer her til landet, bliver boende her til
evig tid. En hel del forlader Danmark igen – der er
en løbende strøm ind og ud af landet. Af de
udlændinge, der er kommet til Danmark inden for
de seneste 25 år, er 1/3 vandret ud igen, mens
2/3 er forblevet her i landet (Poulsen & Lange,
1998).
For at fremme udvandringen har herboende
udlændinge mulighed for at søge om økonomisk
hjælp til repatriering. Det er en betingelse for at
få støtte, at man ønsker at tage varigt ophold i
hjemlandet, og at man ikke selv har midler til at
afholde udgifterne. Støtten omfatter bl.a. hjælp til
rejsen, dækning af nogle udgifter til transport af
personlige ejendele og erhvervsudstyr, en vis
hjælp til etablering i hjemlandet og til en del
udgifter til køb af erhvervsudstyr m.m. Hvis et
familiemedlem vender tilbage før resten af familien,
kan der ydes støtte i op til 12 måneder til
betaling af den resterende families boligudgifter i
Danmark. Herved kan det gøres økonomisk
muligt, at den ene ægtefælle tager tilbage for at
forberede og skabe betingelser for den øvrige
families hjemkomst. Endelig har ældre udlændinge,
der ønsker at vende tilbage til hjemlandet,
mulighed for – under visse betingelser – at modtage
en løbende forsørgelseshjælp til ophold i
hjemlandet enten i form af en såkaldt reintegrationsbistand
i 5 år efter regler i repatrieringsloven
eller ved medtagelse af en del af folkepensionen
(Dansk Flygtningehjælp & Mellemfolkeligt Samvirke,
2000).
Koncentreret bosætning
Etniske minoriteter er ulige geografisk fordelt i
Danmark. De kommuner, som har den største
koncentration af etniske minoriteter, ligger øst for
Storebælt. Koncentrationerne hænger sammen
med en række forhold som fx boligkø, manglende
økonomiske muligheder og den omstændighed,
7

at nogle private udlejere ikke vil leje ud til etniske
minoriteter. De arbejdere, som indvandrede til
Danmark i 1960’erne, bosatte sig desuden, hvor
de kunne få job, og det var ofte i hovedstadsområdet
og større byer i provinsen. Endvidere bosatte
de sig, hvor der var ledige lejligheder. Det var
der på det tidspunkt inden for det almene boligbyggeri,
bl.a. fordi danskerne i denne periode i
stigende grad fik økonomisk mulighed for og foretrak
at anskaffe ejerbolig. I dag gælder disse forhold
og mekanismer stadig, og etniske minoriteter
har kun sjældent råd til en ejerbolig, fordi de
har svært ved at vinde fodfæste på det danske
arbejdsmarked. Endelig ønsker nogle at bo tæt
ved familie og andre landsmænd, fordi det giver
dem tryghed og muligheder for at bevare deres
oprindelige kultur.
Koncentrationen af etniske minoriteter er størst
i hovedstadsområdet (dvs. København og Frederiksberg
Kommuner samt Københavns Amt) og i
store bykommuner som Århus, Odense, Helsingør
og Frederiksværk. I hovedstadsområdet bor der
især mange i vestegnskommuner som fx Ishøj,
Albertslund, Brøndby og Høje-Taastrup.
Ser man kun på gruppen af flygtninge, bor de
mere geografisk spredt. Der er således en nogenlunde
jævn fordeling på amter i forhold til indbyggertallet.
Men billedet er anderledes, hvis man
ser på de enkelte kommuner, idet de store kommuner
har forholdsvis mange flygtninge, så også
når det gælder flygtninge er der tale om en vis
koncentration – især bor de i Århus, hovedstadsområdet,
Odense og Ålborg.
At flygtninge bor geografisk mere spredt hænger
sammen med, at Dansk Flygtningehjælp i en
længere årrække i samarbejde med kommunerne
har placeret flygtninge – men ikke andre udlændinge
– i boliger over hele landet, når de fik en
varig bolig for første gang, og ved denne placering
tilstræbte man en nogenlunde ligelig fordeling af
flygtninge på landsplan. Imidlertid flyttede en hel
del flygtninge senere fra den første varige bolig til
et område med større koncentration af etniske
minoriteter (Hummelgaard et al., 1997).
Også i dag tilstræbes en ligelig fordeling af
flygtninge i landets amter og kommuner. Det er
ikke længere Dansk Flygtningehjælp, som foretager
denne fordeling, men Udlændingestyrelsen, jf.
den ny Integrationslov, der trådte i kraft 1. januar
1999. Fordelingen sker på basis af et skønnet
landstal for tilgangen af nye flygtninge samt under
hensyntagen til flygtningens personlige forhold og
forholdene i kommunen. Det er Udlændingestyrelsen,
der er ansvarlig for boligplaceringen, og som
derfor afvejer de forskellige fordelingskriterier i
hvert enkelt tilfælde. Flygtningene skal blive
boende de første 3 år i den kommune, hvor de får
anvist en bolig, og med Integrationsloven er der
således indført begrænsninger i flygtningenes fri
bosætningsret. Hvis en flygtning vil flytte til en
anden kommune, skal det godkendes af tilflytterkommunen.
Socialt udsatte boligområder
Etniske minoriteter er ikke kun koncentreret i
bestemte kommuner, men også i bestemte bydele
og skoler inden for den enkelte kommune. Desuden
bor etniske minoriteter ofte i boligområder,
hvor der bor mange danskere med sociale problemer.
Der skønnes at være ca. 200 boligområder
med særlige problemer i Danmark, og omkring
halvdelen af disse boligområder er i hovedstads-
8

Kirsten Just Jeppesen
Programleder ved
Socialforskningsinstituttet
området. Forskellige boligsociale aktiviteter er
blevet igangsat i disse boligområder i de senere
år med henblik på at afhjælpe de sociale problemer
og fremme integrationen af beboere med
flygtninge- og indvandrerbaggrund, fx ved at forsøge
at inddrage dem i beslutningsprocesserne i
bebyggelsen.
Frygten for koncentrationer
Mange danskere er bekymrede for de socialt
udsatte boligområder ikke kun på grund af de
sociale problemer, men især på grund af den
høje koncentration af etniske minoriteter, idet
de frygter koncentrationerne kan nedbryde de
centrale kulturelle normer og værdier, som det
danske velfærdssamfund hviler på. Blandt
andet derfor tilskynder den overordnede integrationspolitik
etniske minoriteter til spredt
bosætning i forskellige bykvarterer og kommuner
i Danmark.
Men denne frygt for koncentrationer hænger
måske sammen med vanetænkning og manglende
fantasi til at kunne forstille sig, at etniske minoritetsgrupper
– selv om de bor i områder med
næsten ingen danskere – kan være i stand til at
have et arbejde, en rimelig levestandard samt
være tilfredse med deres liv. Hertil kommer, at
den delvise isolation i boligområder med høj koncentration
af etniske minoriteter muligvis blot er
en overgangsfase, som mange i de etniske minoriteter
selv bryder ud af, når de kan klare en tættere
og hyppigere kontakt med danskere. Men en
overgangsfase, der er til gavn for minoriteterne,
fordi den giver dem beskyttelse til at konsolidere
sig og vænne sig gradvist til den danske kultur.
Uden en sådan overgangsfase risikerer minoriteterne
“at vælte omkuld”, fordi de skal kapere en
mængde nyt meget hurtigt (Just Jeppesen,
1997). En lignende tankegang kommer frem i
artiklen Indenfor de danske mure (Tonboe,
1995), hvor Tonboe stiller følgende spørgsmål:
“Hvorfor nægter vi indvandrerne den territorialtkulturelle
støtte, mange af dem ønsker og umiddelbart
søger som springbræt til en mere langsigtet
integration?”
Vi vil fred her til lands
Den kulturelle mangfoldighed her i landet er i dag
meget større end tidligere, især i nogle kommuner
og boligområder. Et faktum som den danske
majoritetsbefolkning må finde ud af at leve med,
idet de forskellige minoriteter næppe opgiver
deres religion og traditioner foreløbig og muligvis
aldrig. Det store spørgsmål er derfor, hvordan
man bedst indretter samfundet, så både de mange
minoriteter og majoriteten kan fungere godt,
og hvordan man fremmer en fredelig sameksistens
mellem personer, der har forskellig kulturel
baggrund. Spørgsmål, som det er vigtigt at forske
i og arbejde videre med på anden vis fremover, så
vi kan leve i fred og fordragelighed og uden etniske
konflikter.
■
Note:
En særlig tak til fuldmægtig Anita Lange, Danmarks Statistik
for bistand med de anvendte statistiske oplysninger.
Litteratur
Danmarks Statistik (2000)
Statistiske Efterretninger 2000:4.
Dansk Flygtningehjælp & Mellemfolkeligt Samvirke
(2000)
FAKTA om flygtninge og indvandrere. København: Mellemfolkeligt
Samvirke.
Hummelgaard, H. et al.(1997)
Udsatte boligområder i Danmark. København: AKF Forlaget.
Just Jeppesen, K. (1989)
Unge indvandrere. En undersøgelse af andengeneration
fra Jugoslavien, Tyrkiet og Pakistan. København: Socialforskningsinstituttet.
Rapport 89:6.
Just Jeppesen, K. (1997)
Etniske bydele – en trussel mod velfærdssamfundet? i:
Hegland, T. J. et al.: Sammenbrud eller sammenhold?
Nogle udviklingstendenser for velfærdssamfundet.
København: Akademisk Forlag.
Poulsen, M. E. & Lange, A. (1998)
Indvandrere i Danmark. København: Danmarks Statistik.
Schmidt, G. & Jakobsen, V. (2000)
20 år i Danmark: En undersøgelse af nydanskeres situation
og erfaringer. Socialforskningsinstituttet 00:11.
København: Socialforskningsinstituttet.
Tonboe, J. (1995)
Indenfor de danske mure. Dansk Sociologi. 3:129-135.
Østergaard, B. (2000)
Flygtninge i Europa. København: Gyldendal
9

Danmark
som indvandringsland
– udfordringer for velfærdssamfundet
10

De store og traditionelle indvandringslande har bedre success med integration af indvandrere på
arbejdsmarkedet end mange af de små europæiske lande. Og Danmark er det OECD-land, der har den
største overledighed blandt indvandrere sammenlignet med den indenlandske befolkning. Det, der
karakteriserer landene med den største overledighed er, at det drejer sig om små lande med sprog,
som kun tales i små sprogområder, lande med forholdsvis udbyggede velfærdsstater og relativt regulerede
arbejdsmarkeder med en forholdsvis begrænset lønspredning. Skal integrationen lykkes, kan
det blive nødvendigt at øge rummeligheden på arbejdsmarkedet. Kan det ske, uden at væsentlige
fordelingspolitiske mål sættes over styr?
Nina Smith
Tabel 1. Oprindelsesland for 1. generationsindvandrere i Danmark. Procent.
1984 2000
Nordiske lande 16.3 11.6
EU 12- lande 1) 24.3 16.4
Tyrkiet 13.7 9.8
Andre europæiske lande (primært eks-jugoslavien) 12.8 19.5
Afrika 6.0 9.0
Nord Amerika 4.2 2.4
Syd & Latin amerika 2.8 2.0
Sri Lanka, Iran, Irak 0.9 10.2
Vietnam 2.8 2.8
Pakistan 7.3 3.3
Andre 8.8 13.0
Ialt 100 100
Procent af befolkning som er indvandrere 2.7 5.6
Procent af befolkning med udenlandsk statsborgerskab 2.0 4.9
1) EU12-lande defineres som de 12 EU lande før udvidelsen i 1997
Historisk set har Danmark aldrig været et af de
traditionelle indvandringslande, som det er tilfældet
for lande som eksempelvis USA, Australien
og Canada. Tværtimod var Danmark indtil slutningen
af 1950erne netto et udvandringsland, som
leverede arbejdskraft til mange andre vestlige lande.
Billedet ændrede sig for alvor i slutningen af
1960erne, hvor den danske højkonjunktur og
mangel på arbejdskraft tiltrak store grupper af
ufaglært arbejdskraft, mest mænd, fra lande som
Tyrkiet, Jugoslavien og Pakistan. Den første oliekrise
i 1973 satte en brat stopper for denne indvandring.
I 1974 blev der, ligesom i de fleste
andre lande i Europa, indført et stop for indvandring
af gæstearbejdere fra lande uden for Norden
og EF, jfr. Pedersen (1999) og Wadensjö
(2000).
Siden midten af 1980erne er indvandringen
atter steget kraftigt. Nu især på grund af flygtninge,
som er indvandret fra lande som Polen, Iran,
Irak og Sri Lanka i 1980erne og senere i
1990erne flygtninge fra det tidligere Jugoslavien
og Somalia. Samtidig har der været en fortsat
nettoindvandring som følge af familiesammenføringer
fra især de lande, som i slutningen af
1960erne og starten af 1970erne leverede
gæstearbejdere til det danske arbejdsmarked.
1
Ved starten af år 2000 var der i Danmark
297.000 1. generationsindvandrere, dvs indvandrere
der er født i udlandet og har udenlandske
forældre, og 81.000 efterkommere, svarende til
henholdsvis 5.6 pct. og 1.5 pct. af befolkningen.
Dvs. ved starten af år 2000 var ialt ca. 7 pct. af
befolkningen indvandrere eller efterkommere af
indvandrere, mens det tilsvarende tal i midten af
1980erne var godt 3 pct.. Tabel 1 viser fordelingen
på oprindelsesland af 1. generationsindvandrere
i 1984 og 2000. Siden midten af 1980erne
er andelen af indvandrere fra andre nordiske lande,
EU og Nordamerika faldet fra ca. 45 pct. til
30 pct., mens andelen af indvandrere fra ikke
vestlige lande er vokset tilsvarende. Udvides indvandrergruppen
til også at omfatte efterkommerne,
forstærkes udviklingstendenserne i tabel 1,
dvs en stadig større del af indvandrergruppen
kommer fra lande uden for Europa og Nordamerika.
Indvandringen til Danmark er således vokset
kraftigt de sidste 15 år, og sammensætningen af
indvandrergruppen mht oprindelsesland er ligeledes
ændret betydeligt. Nogenlunde den samme
udvikling kan ses i en del af vore nabolande.
11

Figur 1. Andel af befolkning som er udenlandske statsborgere eller udenlandsk
fødte i udvalgte OECD-lande.
Schweiz
Østrig
Tyskland
Belgien
Frankrig
Sverige
Danmark
Holland
Norge
Irland
Italien
Portugal
Finland
Spanien
Japan
Kilde: OECD (1999)
Figur 2. Udlændinges og udenlandsk fødtes andel af samlede arbejdsløshed i fht
deres andel af arbejdsstyrken i 1997.
Cannada
Australien
USA
Luxemburg
UK
Tyskland
Frankrig
Østrig
Finland
Belgien
Sverige
Holland
Danmark
Kilde: OECD (1999)
1997
1987
0 5 10 15 20
0 1 2 3 4
Andelen af indvandrere i procent af den samlede
danske befolkning svarer således nogenlunde til
gennemsnittet for EU som helhed, jfr. figur 1, der
viser andelen af udenlandske statsborgere samt
udenlandsk fødte i procent af befolkningen for en
række OECD-land 2 . I flere af vore nærmeste
nabolande, eksempelvis Sverige og Tyskland, er
andelen af udlændinge langt større end i Danmark.
Danmark er dog sammen med bl.a. Østrig
og Tyskland et af de lande, som har haft den kraftigste
vækst i antallet af udenlandske borgere i
det seneste årti.
Størst overledighed i Danmark
Denne udvikling synes at give særligt store udfordringer
for det danske arbejdsmarked og det danske
velfærdssamfund. En international analyse af
indvandreres vilkår på arbejdsmarkedet i en række
OECD-lande fra OECD (1999) viser, at Danmark
er det OECD-land, der har den største overledighed
for indvandrere sammenlignet med den
indenlandske befolkning. I 1997 var danske indvandreres
andel af arbejdsløsheden i forhold til
deres andel af arbejdsstyrken over 3, dvs danske
indvandrere var ca. 3 gange så meget arbejdsløse,
sammenlignet med den danske befolkning.
Indvandrere i Holland synes ifølge figur 2 at klare
sig næsten lige så dårligt som i Danmark, mens
lande som Sverige, Belgien, Finland og Østrig har
mere held med integrationen, men dog således
at i disse lande var indvandrernes ledighed 2-3
gange større end ledigheden for de ‘indfødte’.
Det tilsvarende tal for lande som USA, Australien
og Canada var godt 1, dvs ingen væsentlig overledighed
for indvandrere i disse lande. Figur 2
tegner således det relativt klare billede, at de
store og traditionelle indvandringslande har langt
bedre succes med integrationen på arbejdsmarkedet
af indvandrere end mange af de små europæiske
lande, som typisk har haft en betydeligt
mindre andel indvandrere i befolkningen.
Der kan naturligvis være mange forklaringer på
det billede, der tegnes af figur 2. For det første er
figuren baseret på tal for arbejdsløshed og
arbejdsstyrke i et enkelt år, og det kan for indvandrernes
vedkommende være påvirket en del af
nytilgangen af indvandrere, især for de lande,
som ikke tidligere har haft ret mange indvandrere.
Eksempelvis er der forholdsvis mange flere
indvandrere med relativt få års ophold i Danmark,
Norge og Finland, sammenlignet med USA,
Australien og Canada. Eftersom integrationen på
arbejdsmarkedet som regel øges i løbet af nogle
år efter indvandringen, kan det være en del af forklaringen
på billedet i figur 2.
Men det er næppe hele forklaringen på den, i
international sammenhæng, meget høje overledighed
for danske indvandrere. En anden forklaring
kunne være den meget betydelige generelle
ledighed, som i over to årtier prægede det danske
arbejdsmarked, og som næsten uafvendeligt
må ventes at forstærke problemerne for indvan-
12

drere. Men i følge figur 1 har også lande, der ikke
har oplevet permanent høj arbejdsløshed igennem
de sidste årtier, fx Sverige og Holland, betydelige
problemer med integrationen. Sverige har
kun i en kortere årrække i 1990erne haft problemer
med voksende arbejdsløshed, mens Holland
og Danmark paradoksalt nok er de to EU-lande,
som har haft størst succes med at nedbringe den
generelle arbejdsløshed i det seneste årti.
Barrierer mod integration
For en del af de lande, som ifølge figur 2 har
størst overledighed for indvandrere, gælder, at
det er små lande med sprog, som kun tales i
små sprogområder, og lande med forholdsvis
udbyggede velfærdsstater, og relativt regulerede
arbejdsmarkeder med en forholdsvis begrænset
lønspredning. Netop disse forhold kan tænkes at
give anledning til væsentlige barrierer mod integrationen
af indvandrere.
Der findes megen dansk og international forskning,
der dokumenterer sprogets store betydning
for integrationsprocessen. Her har lande som
Danmark, Sverige og Holland et klart handikap på
forhånd i integrationsprcessen, fordi en forholdsvis
lille andel af indvandrerne på forhånd har
kendskab til indvandringslandets sprog, sammenlignet
med indvandrere til USA, Canada, Australien
og UK, men også ikke engelsk-sprogede lande
som Tyskland og Frankrig.
En anden barriere mod integration kan være
kulturelle forskelle og holdninger i befolkningen til
indvandrere med fremmed etnisk baggrund. Det
er oplagt, at det er langt lettere for en nordmand
at tilpasse sig dansk kultur og mentalitet og at
blive accepteret i samfundet og på arbejdsmarkedet
sammenlignet med eksempelvis en indvandrer
fra Somalia. Forskningen viser da også helt
tydeligt, at indvandrere i Danmark, som kommer
fra et af de øvrige nordiske lande, klarer sig langt
bedre end alle øvrige indvandrergrupper mht
beskæftigelse og indtjening. Herefter kommer indvandrere
fra det øvrige EU og Nordamerika. Faktisk
har indvandrere fra disse lande typisk en
højere indtjening end ‘indfødte’ danskere. De
grupper, som har størst integrationsproblemer, er
typisk indvandrere fra de mest fjerntliggende lande
og fremmedartede kulturer.
Selvom de samme resultater i nogen grad kan
genfindes i undersøgelser fra andre europæiske
lande, har et land som Danmark måske på dette
punkt en særlig udfordring. Det fremhæves ofte,
13

at den relativt homogene danske befolkning på
den ene side er med til at sikre en sammenhængskraft
i samfundet, som bl.a. er en af forudsætningerne
for, at det danske velfærdssamfund
kan fungere med meget stor omfordeling og et
højt skattetryk. På den anden side kan det netop
i forbindelse med integrationen af indvandrere
være en af barrierne, fordi det bliver sværere for
indvandrere med en fremmedartet kulturbaggrund
at trænge ind i det homogene samfund. Der tales
om danskerne som en ‘stamme’, der har svært
ved at acceptere ikke-danskere, der ikke tilhører
‘stammen’. Dette er i modsætning til mange
andre vestlige lande, med de traditionelle indvandringslande
som USA, Canada og Australien som
de tydeligste eksempler, hvor der gennem århundreder
har været meget store grupper af forskellige
etniske mindretal i befolkningen og på arbejdsmarkedet.
Selvom der også i de traditionelle indvandringslande
er en klar forskningsmæssig
dokumentation af diskrimination mod mindretal
bl.a. på arbejdsmarkedet, er disse problemer formentlig
endnu større i lande med en meget kort
historie som indvandringsland.
Manglende kvalifikationer og relevant uddannelse
hos en stor del af indvandrerne er en tredje
alvorlig barriere mod integration. Både danske og
internationale undersøgelser peger på, at uddannelseskvalifikationer
er en nødvendig, omend ikke
tilstrækkelig, betingelse for en vellykket integration,
jfr. Husted m.fl. (2000). Krav om uddannelse
og erhvervsmæssige kvalifikationer er naturligvis
ikke noget, der kun gælder indvandrere. Også
danskfødte mødes med dette krav fra arbejdsmarkedet,
hvilket klart demonstreres af, at ledigheden
for ufaglært arbejdskraft igennem de seneste
årtier har været langt højere end for den uddannede
del af arbejdsstyrken. De voksende kvalifikationskrav
og den generelle udvikling fra industrisamfund
til videnssamfund gør det i stigende
grad vanskeligt for de fleste indvandrere at få hurtigt
fodfæste på arbejdsmarkedet, fordi en stadig
større del af jobbene kræver specifikke kundskaber,
evner til samarbejde og kommunikation,
viden om kultur osv. Dette står i modsætning til
indvandringsbølgen af gæstearbejdere fra slutningen
af 1960erne, hvor gæstearbejderne besatte
jobs i industrien uden nødvendigvis at have nogen
synderlige sprogfærdigheder eller kvalifikationer i
øvrigt, udover deres fysiske kvalifikationer.
I modsætning til USA og andre lande uden for
EU er der i de fleste EU-lande relativt høje mindstelønninger,
som dækker større eller mindre
dele af arbejdsmarkedet. UK har indtil for nylig
været en undtagelse. Lønspredningen, dvs forskellen
mellem højt- og lavtlønnede, er tilsvarende
langt mindre i mange europæiske lande, hvilket
kan være en af forklaringerne på vanskelighederne
med arbejdsmarkedsintegrationen for mange
invandrere i europæiske lande, der ligesom
Danmark også har haft betydelige vanskeligheder
med strukturarbejdsløshed og langtidsledighed
for den ‘indfødte’ befolkning. Hvis det er svært
på grund af høje mindstelønninger på arbejdsmarkedet
overhovedet at ‘blive lukket ind’, dvs at få
et job, forsinkes eller dæmpes den assimilationsprocess,
som via opadgående lønmobilitet kunne
føre til en stadig fastere arbejdsmarkedstilknytning
med en jævn opadgående mobilitet. Danske
undersøgelser dokumenterer det ikke særligt
overraskende resultat, at hvis indvandrere har
held med at finde beskæftigelse, går assimilationen
i form af voksende potentielle lønninger og
erhvervsindkomster langt hurtigere, end hvis man
ikke finder beskæftigelse, jfr. Husted m.fl.
(2000).
Den sammenpressede lønstruktur kan bl.a.
skyldes de sociale ordninger i de forskellige europæiske
velfærdssamfund. I modsætning til især
USA har de fleste europæiske lande langt mere
udbyggede velfærdsordninger med et betydeligt
højere ydelsesniveau. Dette er på den ene side
med til at presse den effektive mindsteløn på
arbejdsmarkedet op, fordi de sociale ydelser
lægger en slags bund i lønfordelingen. På den
anden side kan de sociale ordninger give incitamentsproblemer,
således at tilskyndelserne til at
være i arbejde fremfor på passive ydelser er
meget små. Det gælder naturligvis ikke kun for
indvandrere. Også den øvrige befolkning står
potentielt over for disse incitamentsproblemer.
Men da indvandrergruppen, specielt nytilkomne
indvandrere, næsten per definition har forholdsvis
svage kvalifikationer i forhold til arbejdsmarkedet,
bliver problemerne i sagens natur særligt fremtrædende
for denne gruppe.
Velfærdsordningernes betydning
En anden effekt af de forskellige europæiske
velfærdssystemer kan være såkaldte selektionseffekter
i flygtninge og indvandrerstrømmen. Formelt
set er der i mange europæiske lande indvandrerstop
for indvandring fra lande uden for EU og
Norden, dvs. kun familiesammenføringer berettiger
til indvandring, og også reglerne for familiesammenføring
er i en del lande blevet strammet
op i de senere år. For de fleste flygtninges vedkommende
bliver der sikkert ikke gjort de store
økonomiske overvejelser om, hvor det bedst kan
betale sig at flygte hen, hvis de står midt i en
meget presset situation i hjemlandet. Trods disse
væsentlige forbehold, kan det ikke udelukkes, at
økonomiske forhold i det lange løb har en vis
betydning for hvilke indvandrere, der ender med
at slå sig ned i hvilke lande. Lande med høje, fintmaskede
sociale sikkerhedsnet, som dækker
hele befolkningen, og som finansieres ved høje
skattetryk, er utvivlsomt mere attraktive for indvandrere
med lave kvalifikationer og begrænsede
muligheder for at finde jobs og blive selvforsørgende,
sammenlignet med lande med meget begrænsede
velfærdsordninger og et lavt skattetryk.
Omvendt peger de økonomiske tilskyndelser for
veluddannede immigranter med uddannelser, der
15

hurtigt kan finde anvendelse i fx engelsktalende
lande, på at søge til lande med lavere skattetryk
og færre generelle velfærdsordninger.
Der er ikke megen dansk eller europæisk forskning
på dette felt. Amerikanske undersøgelser, jfr.
Borjas (1999), dokumenterer, at økonomiske overvejelser
har en betydning for, hvor indvandrere til
USA slår sig ned. Disse resultater kan naturligvis
ikke direkte overføres til Danmark. Alligevel er det
interessant at se på, hvilke lande de største indvandrergrupper
kommer fra. International statistik,
publiceret i OECD (1999), giver det billede,
at sammensætningen af indvandrergruppen (her
defineret ved udenlandsk fødte personer) i Danmark
er langt mere problematisk i fht integration
på arbejdsmarkedet sammenlignet med lande
som USA, Canada og Australien. Der er procentvis
langt flere indvandrere fra lande uden for EU
og Nordamerika i den danske gruppe af indvandrere,
end det er tilfældet for mange andre lande.
Det er således ikke helt ukompliceret, når bl.a.
FN i de senere år har peget på, at migration kan
være en løsning på de fremtidige forsørgerbyrdeproblemer
pga de aldrende befolkninger i mange
vestlige lande. I teorien er argumentet selvindlysende,
men hvis man ser på, hvordan det hidtil er
lykkedes de europæiske velfærdssamfund at
integrere den indvandrerstrøm, der har præget
det sidste årti, bliver argumenterne mere problematiske.
Opbygningen af og principperne for
velfærdsydelser i den danske velfærdsstat er i
denne sammenhæng særligt problematiske. De
danske velfærdsordninger bygger i langt højere
grad, sammenlignet med stort set alle andre
europæiske landes velfærdsordninger, på princippet
om, at den enkelte borger har ret til en række
skattefinansierede, universelle ydelser, delvist
uafhængigt af optjening på arbejdsmarkedet eller
tidligere skattebetaling. Dette gør de offentlige
finanser meget sårbare overfor en betydelig fremtidig
indvandring.
Tabel 2. Gennemsnitligt nettobidrag (kr.) pr person til det offentlige for forskellige
befolkningsgrupper. Personer på 18 år eller derover.
1991 1997
Danskere 13600 22700
1. generationsindvandrer fra andet vestligt land 14900 14700
1. generationsindvandrer fra andet ikke-vestligt land -48900 -60300
2. generationsindvandrer fra andet vestligt land 19600 34400
2. generationsindvandrer fra andet ikke-vestligt land 700 -13100
Kilde: Wadensjö (2000).
Indvandrerne koster
For Danmarks vedkommende er det i flere omgange
blevet undersøgt, hvor meget indvandrerne til
Danmark bidrager netto til finansiering af
velfærdssamfundet. Wadensjö (2000) har beregnet
det gennemsnitlige nettobidrag fra forskellige
befolkningsgrupper til den offentlige sektors
finansiering. Nettobidraget defineres som den
gennemsnitlige skattebetaling, inkl. afgifter mv.
minus de gennemsnitlige indkomstoverførsler,
værdien af offentlige serviceydelser mv som tilfalder
de enkelte grupper. Kun udgifter til forsvar,
politi o.l. er ikke fordelt ud på befolkningsgrupper.
Tabel 2 viser, at med denne opgørelse bidrager
en voksen dansker, der hverken var 1. generationsindvandrer
eller efterkommer, i gennemsnit
med knap 23,000 kr om året, mens en voksen 1.
generationsindvandrer fra et ikke vestligt land i
gennemsnit netto modtog for ca. 60,000 kr. Det
fremgår meget klart af tabel 2, at det er helt
afgørende at sondre mellem indvandrere fra vestlige
lande (defineres som EU-lande, Norge, Schweiz,
Island, Nordamerika, Australien og New Zealand)
og øvrige indvandrere. Indvandrere fra vestlige
lande, specielt efterkommerne fra disse lande,
har et positivt nettobidrag, mens både 1. og 2.
generationsindvandrere fra ikke vestlige lande er
nettomodtagere.
For 2. generationsindvandrerne fra de ikke vestlige
lande kan det negative tal dog skyldes, at
denne gruppe næsten udelukkende består af
unge mennesker, som fortsat for en stor dels
vedkommende er i uddannelsessystemet, og derfor
endnu ikke er kommet ud på arbejdsmarkedet
og blevet nettobidragere via skattebetalinger af
deres erhvervsindkomst. På den anden side viser
beregningerne i Wadensjö (2000), at for 1. generationsindvandrere
fra ikke-vestlige lande er nettobidraget
negativt uanset hvor mange år, de har tilbragt
i Danmark, dvs der er ikke en tendens til, at
indvandrerne fra disse lande over en årrække bliver
assimileret til arbejdsmarkedet og i gennemsnit
netto bliver i stand til at bidrage til den
offentlige sektors finansiering.
Udfordringerne
Indvandrernes bidrag til velfærdssamfundet er
selvsagt fuldstændig afhængigt af deres muligheder
for at få beskæftigelse. De demografiske forskydninger
og de små ungdomsårgange er på den
ene side en del af årsagen til den fremtidige stigning
i ældreforsørgerbyrden. Men samtidig vil
manglen på arbejdskraft sikkert være med til at
fremme forståelsen, på både arbejdsgiverside og
hos danske lønmodtagere for vigtigheden af at
integrere indvandrere på arbejdsmarkedet. Det
kan være med til at nedbryde de kulturbarrierer
og tendenser til diskrimination, som uden tvivl
har præget dele af det danske arbejdsmarked.
Men manglen på arbejdskraft vil næppe gøre det
alene. Den hastige udvikling i kvalifikationskravene,
bevægelsen fra industrisamfundet til servicesamfundet
og videnssamfundet, fjerner stadig flere
af de jobs, som indvandrere fra lande uden for
Europa og Nordamerika umiddelbart kan bestride.
Dette vil utvivlsomt sætte de ufleksible europæiske
arbejdsmarkeder under pres. Det danske
16

Nina Smith
Professor ved Nationaløkonomisk
Institut,
Handelshøjskolen i Århus
arbejdsmarked er ifølge mange undersøgelser
relativt fleksibelt mht fyrings- og ansættelsesreguleringer.
Til gengæld vil den sammenpressede
danske lønstruktur med høje effektive mindstelønninger
være en væsentlig barriere for integrationen.
Det bliver en af de store arbejdsmarkedspolitiske
udfordringer for integrationspolitiken
at øge rummeligheden af arbejdsmarkedet
uden at sætte væsentlige fordelingspolitiske mål
over styr.
En anden udfordring bliver at gennemføre reformer,
som tilpasser indretningen af velfærdsordningerne
til en langt mere integreret og globaliseret
verden med billige og effektive transport- og
kommunikationsmidler. Det er svært at forestille
sig, at Danmark eller andre rige vestlige velfærds-
samfund uanfægtet kan fastholde deres høje
velstandsniveauer uden at tiltrække store grupper
af indvandrere fra fattigere dele af verden. Den
helt store udfordring bliver at gennemføre reformer,
som giver holdbare løsninger på dette problem,
og som ikke er i strid med internationale
konventioner eller almindelige fundamentale værdier.
For Danmarks vedkommende kan det betyde,
at det bliver nødvendigt med ordninger, der i
langt højere grad bygger på optjenings- og/eller
forsikringsprincipper, end det er tilfældet i dag.
Det vil uden tvivl blive en meget vanskelig politisk
opgave, fordi disse reformer også vil få konsekvenser
for den ‘indfødte’ befolkning. Og det er
måske den største udfordring for ‘det multietniske
velfærdssamfund’.
■
Litteratur:
Borjas, G. (1999), Heaven’s Door, Princeton.
Husted, L., H. Skyt Nielsen, M. Rosholm og N. Smith
(2000), Employment and Wage Assimilation of Male First
Generation Immigrants in Denmark, IZA-working
paper 2000-1, udkommer i International Journal of Manpower.
OECD (1999), Trends in international migration. Paris.
Pedersen, P. J. (1999), Immigration in a high unemployment
economy: The recent Danish experience.
Mimeo.
Wadensjö, E.(2000), ‘Omfördeling via offentlig sektor:
en fördjupad analys, i Mogensen, G. V.og P. C. Matthiessen
(red.), ‘Integration i Danmark omkring årtusindskiftet’,
Aarhus Universitetsforlag.
Noter:
1) Der findes ikke officiel statistik, som opdeler indvandrerne
på flygtninge og andre indvandrere, dvs
familiesammenførte indvandrere og indvandrere,
som er kommet til Danmark for at arbejde.
2) Det er ikke muligt at få sammenlignelig international
statistik, som benytter de samme mere præcise
definitioner af indvandrere, som benyttes i tabel 1.
17

De etniske minoriteter på
Selv om den økonomiske udvikling i Danmark har bevirket, at ledigheden er faldet markant, har de
etniske minoriteter vanskeligere end tidligere ved at opnå en stabil tilknytning til arbejdsmarkedet.
Årsagen er ikke alene, at indvandrergruppens sammensætning er ændret, men skal også findes i de
strukturelle ændringer på det danske arbejdsmarked.
Leif Husted
18

Etniske minoriteter under skiftende
arbejdsmarkedsvilkår
Da gæstearbejderne kom til Danmark i slutningen
af 60’erne og starten af 70’erne, var der mangel
på arbejdskraft og derfor ingen problemer med at
finde beskæftigelse. Da konjunkturerne vendte
som følge af oliekrisen i 1973, var situationen en
helt anden. Ledigheden voksede kraftigt ikke
mindst blandt ufaglærte arbejdere, hvortil de fleste
af gæstearbejderne hørte.
På grund af den høje arbejdsløshed stod de
indvandrere/flygtninge, der kom til landet efter
1973, i en langt svagere position på arbejdsmarkedet,
end det havde været tilfældet for gæstearbejderne
i slutningen 60’erne og starten af
70’erne. Hvor indvandrerne i 1960’erne og starten
af 70’erne havde tilhørt kernen af arbejdsmarkedet
med lav ledighed og høj erhvervsfrekvens,
betød konjunkturudviklingen kombineret
med ændringen i indvandringsmønsteret, at mange
indvandrere blev langvarigt ledige eller var helt
uden for arbejdsstyrken. For visse grupper af indvandrere
gælder, at en meget stor del af dem, der
er kommet til landet efter 1973, stort set ikke har
været i beskæftigelse på markedsmæssige vilkår.
De indvandrere, der kom til landet i årene op til
oliekrisen, kom primært fra Jugoslavien, Tyrkiet,
Pakistan og Marokko, og det var typisk 20-40-årige
mænd, der kom for at arbejde på det danske
arbejdsmarked. I 1980’erne ændrede indvandrermønsteret
sig, idet flygtninge kom til at udgøre en
større andel af de personer, der kom til landet. I
årene op til 1984 blev under 1.000 personer
anerkendt som flygtninge årligt. Herefter steg talarbejdsmarkedet
Figur 1. Registrerede ledige i procent af arbejdsstyrken.
Procent
50
40
30
20
10
0
1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999
Mere udviklede lande Mindre uviklede lande Hele befolkningen
Kilde: Statistisk Tiårsoversigt 2000
let forholdsvis kraftigt i 1985 og 1986, hvor der
især kom mange flygtninge fra Iran, Polen, Sri
Lanka samt palæstinensiske flygtninge. I de
senere år er der især kommet mange flygtninge
fra det tidligere Jugoslavien og Somalia.
Fortsat høj ledighed blandt de
etniske minoriteter
Det er først inden for de senere år, at ledigheden
er faldet så meget, at vi nu igen nærmer os de
arbejdsmarkedsforhold, der eksisterede, da
gæstearbejderne kom i slutningen af 60’erne.
Der er imidlertid sket mange strukturelle ændringer
på arbejdsmarkedet siden dengang, og ikke
mindst som følge af den teknologiske udvikling
stilles der i dag generelt højere krav til arbejdstagernes
uddannelsesmæssige kvalifikationer. Det
er formentlige én af forklaringerne på, at ledigheden
fortsat er høj for de etniske minoriteter og
især for personer fra mindre udviklede lande. En
anden forklaring er, at lønstrukturen i Danmark er
meget sammenpresset, således at mindstelønningerne
er ganske høje. Det bevirker, at mange
indvandrere i deres første tid i Danmark ikke har
kunnet komme i beskæftigelse på markedsmæssige
vilkår (jf. Husted, 2000). Hvor indvandrerne i
fx USA starter med meget lave lønninger, så
bevirker lønstrukturen i Danmark, at indvandrerne
i stedet er henvist til ledighed.
Som det også fremgår af Nina Smiths artikel
her i bladet, har Danmark langt større problemer
med at integrere indvandrerne på arbejdsmarkedet
end de fleste andre lande. Tal fra Danmarks
Statistik viser, at ledigheden blandt indvandre-
19

e/efterkommere i 1999 var knap 13,6 procent,
mens den for den øvrige del af befolkningen var
5,4 procent. Disse tal dækker dog over, at der er
stor forskel på omfanget af ledighed mellem forskellige
grupper af indvandrere. I 1999 var den
gennemsnitlige ledighed blandt indvandrere fra
mindre udviklede lande således 21,1 procent,
mens den for indvandrere fra mere udviklede lande
var 10,2 procent. For enkelte grupper af indvandrere
var ledigheden over 40 procent.
Der er endvidere stor forskel i ledighedsrisikoen
for indvandrere fra forskellige lande, ligesom
der er forskelle mellem flygtninge og øvrige indvandrere.
Specielt indvandrere fra Tyrkiet, Marokko
og Pakistan har det svært på arbejdsmarkedet,
ligesom indvandrerkvinder generelt har
sværere ved at opnå fast tilknytning til arbejdsmarkedet
end mandlige indvandrere. For indvandrerne
gælder, at de har større sandsynlighed for
at blive ledige, og hvis først de bliver ledige, er de
ledige i længere tid, end danskere med tilsvarende
kvalifikationer. Blandt de 30-50-årige, der har
haft mindst et års erhvervserfaring, og som er
blevet ledige, er der blandt indvandrere betydeligt
flere, der helt forlader arbejdsmarkedet, (Hummelgaard,
1995).
Ud over den høje ledighed er det kendetegnende,
at der blandt indvandrerne er langt flere personer,
der er uden for arbejdsstyrken, og som
dermed ikke optræder i ledighedstallene. For
mænd fra henholdsvis mindre og mere udviklede
lande var erhvervsfrekvensen 59,8 og 65,3 procent
i 1998, mens erhvervsfrekvensen for hele
befolkningen var 81,6 procent.
Alt i alt har flygtninge og indvandrere større
sandsynlighed for blive marginaliseret fra arbejdsmarkedet.
Betydningen af opholdstid, uddannelse og
sprogkundskaber
Opholdstiden i Danmark har stor betydning for indvandreres
integration på arbejdsmarkedet (Hummelgaard,
1995). Dette understøttes af flere internationale
undersøgelser, idet en stor del af forskningen
i indvandreres integration på arbejdsmarkedet
har været fokuseret på opholdstidens betydning
(se fx Borjas, 1985; Chiswick, 1978). Forklaringen
er, at efterhånden som indvandrerne tilbringer
tid i værtslandet, har de mulighed for at tilegne
sig den lande-specifikke humankapital og derved
forbedre deres position på arbejdsmarkedet i
forhold til den øvrige del af arbejdsstyrken. Der har
specielt i USA været lavet mange studier af, hvordan
indvandrernes arbejdsmarkedsposition forbedres
over tiden. I studier, der vedrører lønninger,
finder man her, at indvandrere tjener mindre end
indfødte i den første tid, de er i landet, men at lønforskellene
formindskes over tid.
Det er klart, at indvandrere, der kommer fra
lande, der kulturelt og udviklingsmæssigt ligger
tæt på værtslandet, lettere kan overføre uddannelsesmæssige
kvalifikationer og kvalifikationer i
form af erhvervserfaring end indvandrere fra et
land, der kulturelt og udviklingsmæssigt ligger
fjernt fra Danmark. Indvandrere fra Skandinavien
må formodes hurtigt at kunne vinde status på det
danske arbejdsmarked, mens indvandrere fra
Tyrkiet må forventes at have større problemer.
Friedberg (2000) viser på baggrund af tal for indvandrere
i Israel, at afkastet af uddannelse, der
er erhvervet i Israel, er større end afkastet af
uddannelse erhvervet i udlandet. Undersøgelsen
viser endvidere, at hvis indvandrere erhverver
uddannelse i Israel, så stiger afkastet af den
uddannelse, de har erhvervet i udlandet. 1 Undersøgelsen
viser i øvrigt, at uddannelse på grundniveau
har større anvendelsesgrad end længerevarende
uddannelser.
I Danmark er opholdstidens betydning for
arbejdsmarkedsintegrationen analyseret i Husted
(2000), hvor der foretages en statistisk analyse
af opholdstidens betydning for beskæftigelse og
løn for mandlige indvandrere. 2 En af de interessante
hypoteser i analysen er, at det ikke kun er
opholdstiden, der har betydning for løn/beskæftigelse,
men at det ligeledes er centralt, hvordan
opholdstiden i Danmark er blevet brugt. Det er
nærliggende, at opholdstid har større betydning,
20

hvis indvandrere i perioden i Danmark har været i
beskæftigelse, end hvis indvandreren har været
langvarigt ledig. Analysen understøtter denne
hypotese, idet den viser, at opholdstid især har
betydning for lønnen, hvis indvandrerne har været
i beskæftigelse. For indvandrerne viser det sig, at
selv opholdstid uden for beskæftigelse har en
positiv betydning for lønningerne. Dvs. at indvandrernes
humankapital stiger med opholdstidens
længde i Danmark, men stigningen er dog størst,
hvis indvandrerne har været i beskæftigelse.
En anden vigtig konklusion i analysen er, at
uddannelse har stor betydning for arbejdsmarkedsplaceringen.
Resultaterne viser, at indvandrere,
der tager en uddannelse i Danmark, har større
sandsynlighed for at være i beskæftigelse end
andre. Det er dog ikke ligegyldigt, hvilken uddannelse
der er tale om, idet man kun finder en effekt
for erhvervsfaglige og videregående uddannelser.
Der er i datagrundlaget ingen oplysninger om, hvilken
uddannelse indvandrerne har med fra hjemlandet,
så det har ikke været muligt at bestemme
effekten heraf. Danmarks Statistik har for nylig
indsamlet spørgeskemaoplysninger blandt de indvandrere
i Danmark, som ikke har erhvervet
nogen uddannelse i Danmark for at erfare, hvilken
uddannelse indvandrerne har erhvervet i hjemlandet.
Det vil derfor være muligt i fremtidige forskningsprojekter
at belyse dette spørgsmål.
Det har i Husted (2000) ikke været muligt at
bestemme, hvor stor betydning de sproglige kundskaber
har for arbejdsmarkedstilknytningen. Men
ser man på udenlandske undersøgelser peger
disse på, at det er vigtigt, at indvandrerne lærer
værtslandets sprog, (Chiswick, 1995). Også danske
undersøgelser viser, at sproget har stor
betydning for, hvor godt indvandrere klarer sig på
det danske arbejdsmarked. Rockwool Fondens
forskningsenhed (Viby Mogensen, 2000) har for
nyligt gennemført en interviewundersøgelse
blandt 3.600 indvandrere fra ikke-vestlige lande,
hvor indvandrerne selv og intervieweren vurderer
indvandrerens danskkundskaber. Resultaterne
viser, at 59 pct. af de kvinder, der har meget
gode danskkundskaber, er i beskæftigelse, mens
det for mænd er 67 pct.. Modsat er det blandt de
indvandrere, der har meget dårlige danskkundskaber,
kun 21 pct. af mændene og 8 pct. af
kvinderne, der er i beskæftigelse.
Efterkommere klarer sig bedre
Antallet af efterkommere er vokset kraftigt inden
for de senere år. Der er i dag godt 81.000 efterkommere
i Danmark, hvor der i 1980 var ca.
18.000. Hvor efterkommerne i 1980 primært
stammede fra mere udviklede lande, så er hovedparten
i dag efterkommere af indvandrere fra mindre
udviklede lande.
Efterkommernes integration på arbejdsmarkedet
er yderst central, når man skal vurdere de
langsigtede perspektiver i integrationen af indvandrere
i Danmark. Klarer efterkommerne sig lige
så godt som andre unge, eller får de samme problemer
på arbejdsmarkedet, som det har været
tilfældet for en stor del af forældregenerationen?
Også ud fra en samfundsøkonomisk synsvinkel er

det interessant, idet efterkommerne har en lang
potentiel arbejdsmarkedskarriere foran sig, og
samtidig stiger deres andel af ungdomsårgangene
kraftigt i disse år.
Efterkommere fra den tredje verdens lande klarer
sig langt bedre på arbejdsmarkedet end deres
forældre, (jf. Hummelgaard, 1995). I Hummelgaard
(1998) analyseres den arbejdsmarkedsmæssige
integration af unge efterkommere fra tredje
verdens lande. Ud over at se på integrationen af
efterkommere, ser man også på integrationen af
de indvandrere, der ikke er født i Danmark, men
som er kommet til Danmark i en ung alder. 3 I
undersøgelsen finder man, at arbejdsløsheden
blandt efterkommere er betydeligt mindre end
blandt indvandrere, der er kommet til landet i
løbet af opvæksten. Efterkommere klarer sig dog
ikke så godt på arbejdsmarkedet som danske
unge i almindelighed, idet efterkommernes
arbejdsløshed er ca. 50 pct. højere. Ca. en tredjedel
af forskellen i ledighedsomfanget skyldes, at
efterkommere er dårligere uddannet end befolkningen
som helhed. Undersøgelsen viser, at der
er stor forskel mellem nationaliteterne. Ledigheden
for efterkommere fra Tyrkiet, Pakistan og det
tidligere Jugoslavien er næsten dobbelt så høj
som for befolkningen som helhed, hvorimod efterkommere
fra det tidligere Sovjetunionen og øvrige
Østeuropa kun har en lidt højere ledighed end
andre danskere. En stor del af forklaringen på de
store forskelle mellem nationaliteterne skyldes
forskelle i uddannelsesniveau. Efterkommere fra
det tidligere Sovjetunionen og Østeuropa er stort
set lige så veluddannede som danske unge, mens
der kun er halvt så mange af efterkommerne fra
Tyrkiet, der får en erhvervskompetencegivende
uddannelse. Igen viser analyserne, at forskellene
mellem nationaliteterne er større jo senere i deres
opvækst, de unge er kommet til landet.
De store forskelle mellem efterkommere af
indvandrere fra forskellige lande peger på, at der
er en tydelig sammenhæng mellem, hvorledes
forældregenerationen og efterkommerne klarer
sig på arbejdsmarkedet. Det er nærliggende, at
en del af forklaringen skal findes i den sociale
arv, hvor flere undersøgelser har vist, at ikke
mindst unges uddannelsesvalg i høj grad er
påvirket af forældrenes uddannelse. Udenlandske
undersøgelser peger på, at børnenes
arbejdsmarkedsmæssige kvalifikationer ikke kun
er bestemt af forældrenes kvalifikationer, men
også af etnisk humankapital, dvs. de gennemsnitlige
kvalifikationer blandt alle indvandrere fra
efterkommerens oprindelsesland, ligesom også
forhold i det boligområde, som efterkommerne er
opvokset i, har betydning, (Borjas, 1999). Fx
peger amerikanske undersøgelser på, at indvandrere,
der er opvokset i etniske enklaver, alt
andet lige klarer sig dårligere end andre. En forklaring
er, at indvandrerne gennem deres
opvækst ikke har haft særlig stor kontakt med
samfundet uden for enklaven og derfor ikke gennem
deres opvækst har haft mulighed for at tilegne
sig nogle af de basale kvalifikationer, der er
nødvendige for at klare sig i samfundet uden for
enklaven. Det gælder fx sproglige kvalifikationer,
men også ting som kendskab til normer og kultur.
Nu er der stor forskel på USA og Danmark,
så resultaterne kan ikke umiddelbart overføres
til danske forhold. Problemet har dog også en vis
betydning i Danmark. Således viser en undersøgelse
fra Rockwool Fondens forskningsenhed
(Viby Mogensen, 2000), at blandt efterkommere
fra ikke vestlige lande er der 19 pct., der taler et
dårligt eller middelgodt dansk.
Strukturelle forhold har stor betydning
Det er klart, at konjunkturudviklingen i samfundet
har afgørende betydning for mulighederne for at få
en fast tilknytning til arbejdsmarkedet. En ny
undersøgelse, (Rosholm, 2000), peger på, at de
strukturelle forandringer på arbejdsmarkedet gennem
de seneste årtier også spiller en væsentlig
rolle. Hypotesen i dette papir er, at indvandrernes
situation på arbejdsmarkedet igennem de seneste
årtier ikke alene har været bestemt af konjunkturudviklingen,
men i mindst lige så høj grad af de
strukturelle forandringer, der har fundet sted på
arbejdsmarkedet i perioden. Da gæstearbejderne
kom til landet i 60’erne og starten af 70’erne, var
det i vid udstrækning for at arbejde i fremstillingserhvervene.
Arbejdet stillede ikke så store krav til
indvandrernes sproglige kvalifikationer eller kulturelle
forståelse. Arbejdet var ofte monotont samlebåndsarbejde,
hvor der ikke var så stort behov for
at kunne arbejde sammen med andre i team for at
løse arbejdsopgaverne. Perioden fra starten af
70’erne og frem til i dag har imidlertid været
præget af strukturelle ændringer væk fra enkeltmandsarbejde
ved samlebåndet. I dag løses langt
flere opgaver i grupper, hvor der stilles langt større
krav til fx de sproglige kvalifikationer samt evnen
til at kunne fungere i et team. Dertil kommer, at
der som følge af den teknologiske udvikling i dag
stilles større uddannelsesmæssige krav på alle
jobniveauer end for 20 år siden.
22

Leif Husted
Forskningsassistent ved AKF
I Rosholm (2000) analyseres beskæftigelsesudviklingen
for indvandrere fra fire udvalgte lande
i henholdsvis Danmark og Sverige. De fire lande
er Tyrkiet, Iran, Polen og Norge. Sammenligningen
mellem beskæftigelsesudviklingen for indvandrerne
i henholdsvis Danmark og Sverige er interessant
i denne sammenhæng, fordi arbejdsmarkedet
i de to lande på mange områder ligner hinanden,
hvorimod konjunkturudviklingen har været
vidt forskellig i de to lande i analyseperioden
1985-1995. I Danmark var ledigheden næsten
den samme i 1995 som i 1985, mens man i Sverige
oplevede en meget voldsom stigning i ledigheden
fra 1985 til 1995. Hvis beskæftigelsessituationen
for indvandrere primært er bestemt af
konjunkturudviklingen, vil man derfor forvente, at
beskæftigelsesudviklingen for indvandrerne fra de
fire indvandrerlande ville være meget forskellig,
alt efter om man ser på Danmark eller Sverige.
Undersøgelsen viser imidlertid, at beskæftigelsessituationen
for indvandrerne i Danmark og
Sverige minder meget om hinanden. Både i Danmark
og i Sverige klarer indvandrerne sig dårligere
på arbejdsmarkedet i 1995, end de gjorde i
1985. Dette viser sig bl.a. ved, at afkastet af
opholdstid i landet har fået mindre betydning for,
hvordan indvandrerne klarer sig på arbejdsmarkedet.
Det gælder specielt for indvandrere fra lande,
der kulturelt ligger længst fra Danmark og
Sverige. Dette kan tolkes således, at betydningen
af sprog og kulturel forståelse i dag er langt vigtigere
end tidligere. Selv om indvandrerne med
tiden i Danmark bliver bedre til sproget og får
større viden om det danske samfund og kulturen
her i landet, har de ikke de samme kvalifikationer
som de indfødte på dette område, og derfor får
de sværere og sværere ved at klare sig på
arbejdsmarkedet.
■
Noter:
1) Det kan dog ikke afvises, at der kan være tale om
en self-selections-effekt, idet man kan forestille sig,
at det er de personer, der i forvejen har de bedste
evner, der vælger at tage en uddannelse i værtslandet.
2) Der tages i analyserne hensyn til de tekniske problemer,
der er forbundet med analyser af denne art. Et
af disse problemer er, at de indvandrere, der indvandrer
i dag, kommer til landet med andre kvalifikationer
end dem, der kom til landet i tidligere perioder
(Borjas, 1985 & 1994). Man kan derfor ikke umiddelbart
bestemme den forventede lønudvikling for
nyankomne indvandrere ud fra arbejdsmarkedserfaringen
for indvandrere, der indvandrede til Danmark
for 20 år siden. Der er derfor i analyserne i Husted
(2000) taget hensyn til, at forskellige kohorter af
indvandrere har forskellige karakteristika, og at disse
kan være såvel observerbare som uobserverbare.
3) Ser på indvandrere, der er kommet til landet i alderen
0-5 år, 6-12 år, 13-19 år og 20-38 år.
Litteratur:
Borjas, G. J. (1985), Assimilation, Changes in Cohort
Quality, and the Earnings of Immigrants, Journal of
Labor Economics.
Borjas, G. J. (1994), The Economics of Immigration,
Journal of Economic Literature XXXII, pp. 1667-1717.
Borjas, G. J., (1999), Heaven’s Door, Immigrant Policy
and American Economi, Princeton Univercity Press, Princeton,
New Jersey.
Chiswick, R.B. (1978), The Effect of Americanization on
the Earnings of Foreign-Born Men, Journal of Political
Economy 86, no. 5, pp. 81-87.
Chiswick, B.R. and Miller, P.W. (1995), The endogeneity
between language and earnings: International analyses,
Journal of Labor Economics 13, no. 2, pp. 246-88.
Dahl, J.E, Jakobsen, V. & Emerek R., (1998), Indvandrere
& arbejdsmarkedet II – marginalisering og integration
(Immigrants and the labour market II – marginalisation
and integration), Aalborg, Institut for Samfundsudvikling
og Planlægning, Aalborg Universitet.
Danmarks Statistik: 1999, Statistisk Tiårsoversigt.
Danmarks Statistik: 2000, Statistisk Tiårsoversigt.
Danmarks statistik: 1999, Statistiske Efterretninger.
Duleep, H.O. & Regets, M. C. (1999), “Immigrants and
Human-Capital Investment”, AEA Papers and Proceedings,
Vol 89 No. 2. May 1999, pp. 186-191.
Friedberg, R. M, 2000, “You Can’t take it with You?
Immigrant Assimilation and the Portability of Human
Capital”. Journal of Labor Economics, Vol. 18, no. 2
April 2000, pp. 221-251.
Hummelgaard H., L. Husted, A. Holm, M. Baardsgaard,
B. Olrik (1995): Etniske minoriteter, integration and
mobilitet. Kbh.: AKF Forlaget.
Hummelgaard, Hans; Brian Krogh Graversen, Leif Husted
og Jørgen Blæsdahl Nielsen (1998): Uddannelse og
arbejdsløshed blandt unge indvandrere. AKF forlaget.
Husted, L., H. S. Nielsen, Michael Rosholm and Nina
Smith. (2000) “Employment and Wage Assimilation of
Male First Generation Immigrants in Denmark”, IZA, Discussion
Paper 101, CLS Working Paper nr 1, forthcoming
in The International Journal of Manpower.
Jeppesen, Kirsten Just (1994) Etniske minoriteter i boligområder,
Socialforskningsinstituttet. Pjece 41.
Mincer, J. (1974), Schooling, Experience, and Earnings.
– New York: NBER and Columbia University.
OECD, 1999. Trends in international Migration, Paris,
OECD.
Rosholm, M., Kirk Scott and Leif Husted, (2000)
“Employment and Earnings of First Generation Immigrants
in Denmark and Sweden: A Comparative Study “.
CLS Working Paper nr 7.
Viby Mogensen, G. & Matthiessen, P.C., red. (2000).
Integration i Danmark omkring årtusindskiftet. Indvandrernes
møde med arbejdsmarkedet og velfærdssamfundet.
Rockwool Fondens Forskningsenhed.
23

Dem og os
De etniske
minoriteter og de danske
lønmodtagere
Hans Jensen
Dem og os. Det er sådan vi ikke bare taler om
folk med anden etnisk baggrund end dansk. Også
selv om de har været her i 30 år og er blevet
både forældre og bedsteforældre inden for landets
grænser. Det er sådan, de fleste af os tænker
og opfatter folk ‘udefra’. Hvad enten vi vil det
eller ej: Dem og Os.
Jeg ville så gerne selv bare kunne sige: Vi, os
alle sammen. Men heller ikke for mig falder det
let. Selv om jeg ikke bryder mig om det, så når
jeg graver dybt i min sjæl, bliver folk med anden
etnisk baggrund end dansk til “de andre”. Og det
er dybest set den udfordring, vi står overfor på
det danske arbejdsmarked på alle niveauer.
Mellem lønmodtagere er der ikke noget, der
hedder ‘de andre’. Her er vi en gruppe og i samme
båd. Og så alligevel. Ser vi på statistikkerne,
der kan fortælle noget om, hvordan arbejdsmarkedet
‘behandler’ henholdsvis gruppen af danskere
og gruppen af etniske minoriteter, så springer
en række store forskelle i øjnene.
Lidt over halvdelen, 56 pct., indgår i arbejdsstyrken
mod 80 pct. af danskere. Ledigheden for indvandrere
er 16,5 pct., for efterkommere 9 pct., og
for hele befolkningen 5,5 pct.. Selv om ledigheden
også blandt indvandrere og efterkommere er faldet
drastisk, er ‘ledighedsgabet’ altså intakt.
Blandt gruppen af familiesammenførte er ledigheden
helt oppe på 40-45 pct., og det er således
den gruppe på det danske arbejdsmarked, der
har sværest ved at bide sig fast.
Blandt de 3.000 højt uddannede indvandrere er
de ca. 1.000 i arbejde, og en del af dem har ufaglærte
jobs. Generelt set er gruppen af indvandrere
og efterkommere dårligere uddannet end den

Fagbevægelsens berettigelse i fremtiden vil bl.a. afhænge af dens evne til at
bidrage til integreringen af de etniske minoriteter på arbejdsmarkedet. En husstand
med to lønindtægter vil i sig selv ændre på mange af de forhold, som er
med til at opretholde en opfattelse af dem og os. Med fuld integration på
arbejdsmarkedet vil det danske sprog blive anvendt dagligt af hele familien,
ligesom danskere og indvandrere gennem daglig omgang på arbejdspladserne
med tiden vil danne sociale netværk. Og hvis mor arbejder, kommer de helt små
nydanskere i børnehave og får lært sproget i en alder, hvor det helt bogstaveligt
talt er legende let
samlede befolkning, men det er en meget differentieret
gruppe. De herboende iranerne, polakker
og vietnamesere er således bedre uddannet
end den øvrige befolkning som helhed.
De unge indvandrere og efterkommere er dårligere
repræsenteret på de erhvervsfaglige uddannelser
end de unge danskere, og de har sværere
ved at få en praktikplads. Det er også kendetegnende,
at deres valg af erhvervsuddannelser
generelt er mere snævert end blandt deres danske
jævnaldrende.
Alt i alt er det altså noget mere utaknemmeligt
at have en etnisk baggrund på det danske
arbejdsmarked – også selv om vi nærmer os en
situation med fuld beskæftigelse og kan se
manglen på arbejdskraft tegne sig i horisonten.
LO lavede sidste vinter en Gallupundersøgelse
om netop de danske lønmodtageres, og herunder
LO medlemmernes holdning til nydanskere. Og det
viste sig meget opmuntrende, at folk, der allerede
nu har etniske minoriteter blandt deres kolleger,
har langt færre forbehold end folk, der endnu ikke
har mødt ‘de fremmede’ på arbejdspladsen.
Hele 71 pct. sagde, at samarbejdet med nydanskere
foregår uden problemer. Og jo mere direkte
danskerne arbejder sammen med udlændinge,
desto mere venligtstemte bliver de. Eksempelvis
sagde 62 pct. af de danske lønmodtagere, der
arbejdede direkte sammen med udlændinge, at
der enten er tilpas mange udlændinge i Danmark
eller, at der er plads til flere. Når der ikke var
udlændinge ansat på arbejdspladsen, faldt tallet
til 55 pct. i undersøgelsen.
Det lover godt for den fremtidige integration af
nydanskere og tyder i høj grad på, at den grund-
sætning som LO og andre læner sig forhåbningsfuldt
op ad, nemlig “at fordomme og myter ikke
overlever mødet med den enkelte”, rent faktisk
har et solidt hold i virkeligheden. Det er jeg glad
for, men jeg er ikke blind for, at der på danske
arbejdspladser både trives, og stortrives fordomme
og modstand mod de fremmede, både blandt
arbejdsgivere og lønmodtagere.
Jeg er absolut ikke ude på at gøre arbejdsgiverne
til hovedskurken i denne sammenhæng, men
vil ikke undlade at nævne, at næsten hver anden
i ovennævnte Gallupundersøgelse pegede på danske
arbejdsgivere som en af de væsentligste
årsager til, at udlændinge har svært ved at få
fast arbejde. Arbejdsgivernes fordomme mod
udlændingene er imidlertid ikke det eneste, der
fører til høj arbejdsløshed blandt udlændinge ifølge
de adspurgte. Sproglige og kulturelle problemer
sammen med manglende kvalifikationer er
med til at gøre billedet komplet.
Hvorom alting er, så er det barrierer, vi som fagbevægelse
må være med til at nedbryde. Ud fra
en moralsk og humanitær synsvinkel kan vi ikke
være andet bekendt – samfundsøkonomisk har vi
ikke råd til at lade være. For flere undersøgelser
og analyser antyder jo kraftigt, at vi i de kommende
år vil opleve, at det bliver mere og mere svært
at finde den arbejdskraft, der er brug for.
Derfor forsøger vi, sammen med forbundene, at
rette en indsats mod tillidsrepræsentanterne. Det
gør vi dels ved at sætte integration på dagsordenen
som et led i tillidsrepræsentantudddannelsen
i Fagbevægelsens Interne Uddannelser, det gør vi
gennem Samarbejdsnævn og -udvalg med
arbejdsgiverne på de enkelte virksomheder, og vi
25

forsøger på andre måder at klæde den enkelte på
til at møde diskussionerne ude på arbejdspladserne.
Således er vi netop nu ved at lægge sidste
hånd på en faktuel folder, som redegør for de
relevante tal på flygtninge- og indvandrerområdet,
og som kan være nyttig at have ved hånden, hvis
der skulle ryge småracistiske bemærkninger over
bordene i frokostpausen, eller som udgangspunkt
for en god diskussion.
Det skal naturligvis ikke forhindre os i at have
meninger om, hvordan vi i fremtiden vil have
vores samfund indrettet og om, hvilke normer og
værdier der skal være gældende. Vi må heller
ikke blive så forsigtige, at vi ikke tør mene noget
om tørklæder og halalslagtet kød. Vores fornemste
opgave er imidlertid at sørge for, at det ikke
er sådan nogle ting, der forhindrer folk udefra i at
få en plads på det danske arbejdsmarked.
Hvis vi fx gerne vil have, at de unge kvinder
smider deres tørklæder, fordi vi måske har en idé
om, at det er et kedeligt levn fra en kvindeundertrykkende
fortid, så er målet jo ikke at hindre
dem i at finde deres ben på det danske arbejdsmarked.
En plads på arbejdsmarkedet rykker
mange ting for kvinder i hele verden. Strategien er
for mig at se netop meget aktivt og målbevidst at
få disse kvinder i gang på uddannelsesområdet
og arbejdsmarkedet, at give dem en platform,
også en social platform uden for familien, at sørge
for de har deres egen økonomi – og dermed
give dem underlaget for et reelt valg. Og det er
deres eget valg – kun deres!
Fagbevægelsen kan for mig at se ikke have
andre udgangspunkter. Havde vi det, var vi med
til at dobbeltundertrykke disse kvinder, og det
kommer aldrig til at ske.
Når en her ikke navngiven supermarkedskæde
melder ud med, at man har spurgt kunderne – og
deres utvetydige dom er, at de ikke vil ekspederes
af ‘tørklæder’, hvorfor man under ingen omstændigheder
har tænkt sig at åbne op for ‘den
slags’, så må man jo spørge sig selv, hvor langt
kunden egentlig skal have ret. Hvor tit har man
mon spurgt til kundernes krav til servicen på
andre områder; og hvilke svar havde man mon
fået, hvis man havde spurgt til, om de samme
kunder havde noget imod at blive betjent af sønderjyder,
homoseksuelle, feminister, osv. Jeg
stopper her og håber, at jeg har illustreret min
pointe uden at være kørt af sporet.
Det betyder ikke, at vi ikke skal stille krav.
Bevægelsen mod hinanden skal gå begge veje.
Men lad os fokusere på de bevægelser, der er
vigtige for vores fælles fremtid og lad de irrelevante
fare. Og her er vi så tilbage ved de barrierer
for integrationen af flygtninge og indvandrere,
som vores holdningsanalyse blandt lønmodtagere
bragte for dagen, og som svarer godt til de mere
videnskabeligt påviste problemer, som nydanskere
står med. Nemlig sproglige barrierer, arbejdsog
uddannelsesmæssige barrierer, de holdningsmæssige
barrierer og kulturelle barrierer.
Sprog
Der er ikke mange job tilbage på det danske
arbejdsmarked, der ikke kræver, at man ikke bare
kan tale dansk, man skal også kunne forstå det,
læse det og skrive det. Mange af de gæstearbejdere,
der kom hertil i 60’erne og 70’erne, røg
uden problemer ind i ufaglærte jobs og tilegnede
sig talesproget i det daglige på arbejdspladsen.
Mange af dem er imidlertid røget ud i langtidsarbejdsløshed
– og nu er sproget blevet et af problemerne
for dem. Det er ikke længere nok at
kunne tale det.
Det er ikke en særlig original betragtning, men
vi kommer ikke udenom, at den sproglige dimension
i fremtiden vil kræve stadig mere. Derfor
bifalder LO de tiltag, der nu sker i Undervisnings-

Hans Jensen
formand for LO
ministeriets regi omkring virksomhedsrelateret
danskundervisning, og vi så gerne, at der blev
brugt endnu flere midler på den type af tiltag.
Der er ingen tvivl om, at sproget læres og vedligeholdes
ved hele tiden at skulle bruge det
aktivt, fx dagligt på arbejdspladsen og at sproglige
indsatser, der kører parallelt med en aktiv dagligdag,
har stor værdi for den enkelte og dermed
for arbejdsmarkedet.
Arbejds- og uddannelsesmæssige barrierer
Rekrutteringen til det faglærte og ufaglærte
arbejdsmarked i Danmark foregår i høj grad,
måske endda i ekstrem høj grad, gennem de i forvejen
ansattes netværk. Det vil sige, at den enkeltes
professionelle – men også sociale netværk har
stor indflydelse på evnen til at skaffe sig et job.
Det bekræfter den netop offentliggjorte undersøgelse
for Rockwool Fonden da også. Indvandrere,
der har danskere i deres netværk, er langt lettere
‘omsætbare’ på arbejdsmarkedet end folk,
der ikke har.
Der er flere heste at ride på i denne sammenhæng;
dels kan den enkelte virksomhed i deres
ansættelse- og rekrutteringspolitik være opmærksom
på problemet. Det forbilledlige er naturligvis,
at sammensætningen af de ansatte på hver enkelt
virksomhed afspejler det omgivne samfund, således
som man tilstræber det i USA. Dels kan vi
som fagbevægelse være med til at danne lokale
netværk mellem danskere og nydanskere, der kan
være med til at dæmme op for denne barriere. LO
og forbundene har siden 1993 kørt NIF (Netværk i
Fagbevægelsen, som er et netværk af nydanskere
med tilknytning til fagbevægelsen), men jeg forestiller
mig også, at de Lokale Integrationsråd og de
Sociale Koordinationsudvalg, hvor bl.a. arbejdsgiverne
og lønmodtagerne er repræsenteret, kunne
være et arnested for den type netværksdannelse.
I forhold til det personalepolitiske niveau er LO
ved at foretage en undersøgelse blandt virksomheder,
som ikke bare har gode personalepolitikker,
men som også forstår at udmønte dem – og
som følge deraf har målbare resultater i forhold til
en lykkelig integration på den enkelte virksomhed.
Undersøgelsen skal fungere som inspiration
og værktøj for virksomheder, tillidsrepræsentanter,
samarbejdsudvalg og andre, der skal til at
tage hul på integrationsproblematikkerne.
Holdningsmæssige barrierer
Den holdningsmæssige del af gildet har jeg tidligere
været inde på, og der er ingen tvivl om, at
disse barrierer findes både hos os selv og hos
nydanskerne. Én barriere er, at danske virksomheder
rekrutterer ud fra et genkendelighedsprincip
frem for et forskellighedsprincip, som er et
decideret konkurrenceparameter for fx store amerikanske
virksomheder, det såkaldte Diversity
Management princip.
Herudover har vi i Danmark både politikere og
medier, der har det med konstant at lufte de
negative forventninger til gruppen af flygtninge og
indvandrere, og det er ikke særligt heldigt i forhold
til en integrationsproces, hvor god vilje og
almindelig venlighed skal bringe os en del af
vejen. Der har i fagbladene været fokuseret kraftigt
på de gode og lykkelige integrationshistorier,
og der har været gjort et stor arbejde for at sætte
kød og blod på diskussionerne – og jeg tror på, at
det er én af de måder, vi langsomt kan flytte et
tungt læs.
Kulturelle barrierer
De såkaldte kulturelle barrierer tales der meget
om. Det kan være forskellige forventninger til det
at have et arbejde, og det kan være en forskellig
forventning til selve arbejdspladsen, til ledelse og
til kolleger, en anden arbejdspladskultur.
LO har netop iværksat en undersøgelse af
flygtninge og indvandreres forventninger til det
danske arbejdsmarked i al almindelighed, til en
given virksomhed, til ledelsesniveauet og til kollegerne.
Vi forsøger samtidig at spørge ind til
selve det at have et arbejde. Er det i lønarbejdet
at ens selvværd er bundet op, eller er det i andre
ting?
Formålet med denne undersøgelse er at få en
mere systematisk viden om eventuelle kulturelle
forskelligheder i forhold til arbejdsmarkedet både
på et overordnet – men også på det konkrete
plan. Det skulle gerne være med til at gøre os
dygtigere til at tackle den lokale integration på
arbejdsmarkedet.
Integrationens nødvendighed
Når alt dette er sagt, må man tilføje, at mange af
de barrierer, vi ser, måske er sociale snarere end
etnisk bestemte barrierer. Hvis man ser på
boligstandard, husstandsindkomst o.a., ville der
formentlig tegne sig tydelige billeder på tværs af
danskere og de forskellige etniske grupperinger.
Derfor er der ingen vej uden om en integration på
arbejdsmarkedet. En husstand med 2 lønindtægter
vil ændre mange af de forhold, der er med til
at fastholde nydanskere i fx ghettolignende boligforhold.
Med fuld integration vil det danske sprog
blive anvendt dagligt af hele familien, ligesom
danskere og indvandrere gennem daglig omgang
på arbejdspladserne med tiden vil danne sociale
netværk. Og hvis mor arbejder, kommer de helt
små nydanskere i børnehave og får lært sproget i
en alder, hvor det helt bogstavelig talt er legende
let o.s.v.
Fagbevægelsens berettigelse i fremtiden vil
bl.a. afhænge af vores evne til at bidrage til integreringen
af de etniske minoriteter på arbejdsmarkedet.
Det er som nævnt en integration, der
skal ske ikke bare for deres skyld, men i allerhøjeste
grad for vores egen. Vores velfærdsniveau
fremover vil afhænge af, om ‘fremmede’ har
lyst til og mulighed for at bidrage til den store fælleskasse
– til det store solidariske projekt, som
vores samfund udgør.
■
27

Nydanskeres uddannelsesvalg
Vibeke Jakobsen
En uddannelse er i dag en forudsætning for de
fleste job. Skal nydanskerne klare sig i konkurrencen
om jobbene på arbejdsmarkedet, er det
nødvendigt, at de uddanner sig i samme omfang
som danske unge. Men får nydanskerne en
erhvervskompetencegivende uddannelse, og
hvilke faktorer er afgørende herfor? Det er fokuset
i denne artikel, som belyser uddannelsessitationen
blandt nydanskere med oprindelse i det
tidligere Jugoslavien, Tyrkiet og Pakistan, der
har boet i Danmark i mindst 20 år.
Denne artikel tager sit udgangspunkt i en rapport
fra Socialforskningsinstituttet, som udkom i efteråret
2000 med titlen 20 år i Danmark: En undersøgelse
af nydanskeres situation og erfaringer
(Schmidt & Jakobsen, 2000). Den er en opfølgning
på en landsdækkende undersøgelse, som
Socialforskningsinstituttet gennemførte i slutningen
af 1980’erne af “gæstarbejdernes” voksne
børn eller unge 2. generationsindvandrere, som
de blev kaldt dengang. På det tidspunkt var de
18-25 år og havde opholdt sig mindst 10 år her i
landet. De var stort set alle født i deres forældres
hjemland (Tyrkiet, Pakistan og det tidligere
Jugoslavien – de tre lande hvorfra mest arbejdskraft
er indvandret til Danmark), og de tilbragte
det meste eller store dele af deres barndom her i
Danmark. Denne undersøgelse viste bl.a., at de
fleste af disse unge (3/4) var velfungerende, idet
de var i gang med en uddannelse eller havde
arbejde. Men samtidig havde de en kortere skole-
28

uddannelse og sjældnere en erhvervsuddannelse
end danske unge (Just Jeppesen, 1989).
For nylig er disse personer blevet undersøgt
igen, og det er resultaterne fra denne undersøgelse,
som den foreliggende artikel bygger på.
Undersøgelsen omfatter ca. 700 personer, som
nu er omkring 30-35 år og har boet 20 år i Danmark
eller længere tid. Det vil sige, at mens de i
den tidligere undersøgelse var i alderen 18-25 år,
hvor man typisk er i gang med en uddannelse, er
de nu 30-35 år og har typisk afsluttet uddannelsesforløbet
samt er etableret på arbejdsmarkedet.
Det er derfor nu muligt at give et godt overblik
over, om disse nydanskere opnår en
erhvervskompetencegivende uddannelse.
Data til undersøgelsen er indsamlet ved landsdækkende
besøgsinterview efter et spørgeskema
med faste svarkategorier. Desuden blev der gennemført
et mindre antal dybtgående kvalitative
interview for at uddybe og nuancere spørgeskemaoplysningerne
fra den landsdækkende
interviewundersøgelse. 1 For en ordens skyld skal
det bemærkes, at danskere med en traditionel
dansk baggrund blot kaldes danskere for nemheds
skyld. Betegnelser som “etniske danskere”,
“flergenerationsdanskere” eller “gammeldanskere”
anvendes således ikke.
Får nydanskerne en erhvervskomptencegivende
uddannelse?
Nydanskerne med oprindelse i det tidligere Jugoslavien,
Tyrkiet og Pakistan tager i forskelligt
omfang en erhvervskompetencegivende uddannelse
(figur 1). Under halvdelen af de interviewede
personer med oprindelse i Tyrkiet er i gang med
eller har fuldført en erhvervskompetencegivende
uddannelse (omkring 30 pct. af mændene og 40
pct. af kvinderne), mens det samme gælder
omkring 60-70 pct. af de interviewede personer
med oprindelse i det tidligere Jugoslavien og Paki-
29

Figur 1. Er nydanskerne i gang med eller har de
fuldført en erhvevskompetencegivende uddannelse
i 1999? Procent.
100
90
80
70
60
50
40
30
20
10
M K M K M K
Eksjugoslavien Tyrkiet Pakistan
Ej erhvervskompetencegivende uddannelse
Erhvervskompetencegivende uddannelse
stan (såvel mænd som kvinder). Sammenligninger
med andre undersøgelser tyder på, at 30-35 årige
nydanskere i mindre omfang end jævnaldrende
danskere har en erhvervskompetencegivende
uddannelse (se Schmidt & Jakobsen, 2000).
Det lavere uddannelsesniveau blandt nydanskerne
med oprindelse i Tyrkiet hænger sammen
med, at forholdsvis mange har forladt folkeskolen
uden at få en afsluttende eksamen (tabel 1). Lidt
over 25 pct. af mændene og knap 35 pct. af kvinderne
fra Tyrkiet har gået i folkeskolen uden af få
en afsluttende eksamen. Endvidere har knap 10
pct. af kvinderne fra Tyrkiet slet ikke gået i den
danske folkeskole.
Nydanskere med oprindelse i Tyrkiet, Pakistan
og det tidligere Jugoslavien tager ikke kun i forskelligt
omfang en erhvervskompetencegivende
uddannelse, de vælger også forskellige uddannelser
(tabel 1). Eksempelvis vælger mange personer
med oprindelse i Pakistan en videregående uddannelse
(især en lang videregående uddannelse)
sammenlignet med de øvrige nydanskere, mens
forholdsvis mange mænd med oprindelse i det tidligere
Jugoslavien vælger en erhvervsfaglig uddannelse,
især en lærlinge eller efg-uddannelse.
Ser man kun på de personer, som har gennemført
en erhvervskompetencegivende uddannelse,
har nydanskere fra Pakistan i langt højere grad
end jævnaldrende danskere en lang videregående
uddannelse – det gælder 30 pct. af mændene og
knap 20 pct. af kvinderne fra Pakistan og 10-15
pct. af jævnaldrende danske mænd og kvinder.
Mænd fra Tyrkiet vælger lige så ofte en lang videregående
uddannelse som jævnaldrende danske
mænd. Faktisk er mænd med oprindelse i Tyrkiet
og kvinder med oprindelse i det tidligere Jugoslavien
de to grupper, der mest ligner danskerne
med hensyn til valg af uddannelsesretning.
Hvad har betydning for, om nydanskerne får en
erhvervskompetencegivende uddannelse?
Mange nydanskere siger, at de ikke har fået en
uddannelse på grund af problemer med det dan-
Tabel 1. Fordeling på højeste fuldførte eller igangværende uddannelse i 1999. Procent
Eksjugoslavien Tyrkiet Pakistan
M K M K M K
Grundskole 21 41 66 58 24 23
Heraf:
Har ikke gået i skole i Danmark 1 2 2 8 1 1
Folkeskolen uden afgangsprøven 6 19 27 34 4 6
Folkeskolens afgangsprøve
/udvidet afgangsprøve 1) 14 20 37 16 19 16
Studenter-, HF-, HTX-HHX-eksamen 4 3 4 1 8 7
Erhvervsfaglig uddannelse 46 28 14 24 20 34
Videregående uddannelse 29 28 16 17 48 36
Heraf:
Kort/mellemlang videregående uddannelse 25 22 12 15 28 23
Lang videregående uddannelse 4 6 4 2 20 13
I alt i pct. 100 100 100 100 100 100
I alt personer 105 109 130 128 135 86
1) Eller en tilsvarende eksamen fra en privatskole.
30

TTabel 2. Nydanskere, som ikke har påbegyndt en erhvervsuddannelse i 1999. Hvorfor ikke? Procent.
Eksjugoslavien Tyrkiet Pakistan
M K M K M K
Mine forældre ville ikke have det 7 5 7 16 ?? 13
Mit dansk var ikke godt nok 13 5 18 21 12 31
Kunne ikke klare det/læsestoffet var svært 13 ?? 12 15 12 19
Jeg var nødt til at arbejde 33 23 47 24 23 25
Jeg skulle giftes/have barn 13 18 8 15 4 44
Jeg så ingen fremtid i det 7 8 5 3 8 ??
Jeg var skoletræt 20 23 10 15 19 19
Andet 27 40 25 26 46 19
I alt personer 15 40 60 68 26 16
Anm: Det er udelukkende de svarpersoner, der har ikke har påbegyndt en erhvervskompetencegivende uddannelse,
som indgår i denne tabel. Personerne har kunnet angive flere årsager til, at de ikke har påbegyndt en erhvervskompetencegivende
uddannelse.
ske sprog. Desuden svarer relativt mange, at de
ikke har påbegyndt en uddannelse, fordi de var
nødt til at arbejde, skulle giftes/have barn, eller
fordi deres forældre ikke synes, de skulle have
en uddannelse (se tabel 2). Da der ikke er en tilsvarende
undersøgelse af jævnaldrende danskere,
er det svært at vurdere, om disse årsager har
større betydning for nydanskere end for danskere.
Nydanskere bliver dog gift i en tidligere alder end
danske jævnaldrende (Schmidt & Jakobsen,
2000), og derfor er ægteskab (og børn) måske
en årsag til, at nydanskere ikke får en uddannelse
lige så ofte som jævnaldrende danskere.
Endvidere kan det være, at nydanske mænd i
højere grad end danske mænd forventer at skulle
kunne forsørge en familie, når de bliver gift og
derfor er nødt til at arbejde, ligesom nydanske
kvinder oftere end danske kvinder venter at blive
forsørget, når de gifter sig, og derfor ikke behøver
en uddannelse.
Der er selvfølgelig også unge, der påbegynder
en erhvervskompetencegivende uddannelse,
som de ikke fuldfører. Tal fra Undervisningsministeriet
viser, at nydanskere med oprindelse i
tredjelande (dvs. lande uden for EU, Norden og
Nordamerika – dog ikke Australien, New Zealand
og Schweiz) har et større frafald end danskere
både på de erhvervsfaglige- og videregående
uddannelser (Undervisningsministeriet, 2000b).
Det større frafald hænger formentlig sammen
med, at nydanskerne ikke behersker det danske
sprog i tilstrækkelig grad, og at de har sværere
ved at finde praktikpladser i forbindelse med
erhvervsfaglige uddannelser (praktikpladssituationen
for etniske minoriteter er beskrevet i PLS
Consult, 1996). Det er dog vigtigt at være
opmærksom på, at Undervisningsministeriets
data ikke er opdelt på oprindelseslande, og vi
kan derfor ikke vide, hvor stort frafaldet er for
nydanskere fra det tidligere Jugoslavien, Tyrkiet
og Pakistan.
Tabel 2 viser, hvilke forklaringer nydanskere,
som ikke har påbegyndt en erhvervskompetencegivende
uddannelse, giver hertil. Men disse forklaringer
kan ikke fortælle, om disse personer
adskiller sig fra nydanskere, der har fået en
erhvervskompetencegivende uddannelse. Ved
hjælp af regressionsanalyser har vi derfor undersøgt,
i hvilket omfang følgende forhold har indflydelse
på, om nydanskerne får en erhvervskompetencegivende
uddannelse: Betydningen af alder
ved indvandring, alder ved indgåelse af ægteskab,
samt forældrenes uddannelsesniveau og
holdninger til uddannelse.
Alder ved indvandring
Tidligere forskning har vist, at alderen ved indvandring
har betydning for nydanskernes danskkundskaber:
jo yngre de var, da de kom til Danmark, jo
bedre behersker de det danske sprog (Just Jeppesen,
1989). Beherskelse af det danske sprog
er naturligvis vigtigt for at kunne klare sig i uddannelsessystemet.
Regressionsanalyserne viser da
også, at alderen ved indvandringen til Danmark
har betydning for, om nydanskerne får en
erhvervskompetencegivende uddannelse. De personer,
der var 7-15 år, da de kom til Danmark,
har i mindre grad gennemført en erhvervskompetencegivende
uddannelse end de personer, der
kom til Danmark før de fyldte 7 år.
Nydanskerne med oprindelse i Tyrkiet var generelt
ældre ved indvandringen til Danmark end
nydanskerne med oprindelse i det tidligere Jugoslavien
og Pakistan. Omkring 60 pct. af nydanskerne
med oprindelse i Tyrkiet er indvandret før
de fyldte 10 år, mens det samme gælder 80-90
pct. af nydanskerne med oprindelse i det tidligere
Jugoslavien og Pakistan. Dette kan være med til
31

at forklare, at nydanskerne fra Tyrkiet i mindre
omfang end de øvrige har fuldført eller er i gang
med en erhvervskompetencegivende uddannelse.
Alder ved indgåelse af ægteskab
Vores analyser viser endvidere, at der er sammenhæng
mellem alder ved indgåelse af ægteskab
og uddannelse. Personer, som blev gift, før
de fyldte 20 år, er langt hyppigere uden en
erhvervskompetencegivende uddannelse end personer,
der blev gift efter de fyldte 20 år, eller som
er ugift. Det er især kvinder med oprindelse i Tyrkiet,
der blev gift, før de fyldte 20 år (knap 55
pct.), og sjældnest mænd med oprindelse i det
tidligere Jugoslavien og Pakistan (omkring 5-10
pct.).
Social arv
Både dansk og international forskning viser, at
forældrenes uddannelsesniveau og arbejdsmarkedstilknytning
samt de omgivelser, unge vokser
op i, har betydning for, om de får en erhvervskompetencegivende
uddannelse (se fx Heinesen,
1999).
Betydningen af den sociale arv er også blevet
undersøgt af indvandrerforskere, se fx Borjas,
1999. Den sociale arv for etniske minoriteter virker
– ifølge Borjas – gennem tre kanaler: (1) en
direkte effekt fra forældrene, (2) effekter af det
boligområde, hvor barnet vokser op, og (3) effekter
fra den etniske gruppe individet tilhører (Borjas,
1999). Forældrenes påvirker således børnene
gennem deres holdninger til uddannelse og
arbejde, den støtte de giver (og har mulighed for
at give) børnene i skolegangen, og de informationer
de videregiver til børnene om uddannelses- og
jobmuligheder. På samme måde bliver børnene
påvirket af holdninger og socioøkonomiske forhold
blandt mennesker, de møder i det kvarter,
hvor de vokser op. Endvidere kan andelen af etniske
minoriteter i kvarteret have betydning for etniske
minoritetsbørns uddannelse. Det kan have en
negativ indflydelse på børnenes danskkundskaber,
hvis de vokser op i et kvarter og går på en
skole med mange tosprogede elever.
Hvad angår forældrenes uddannelsesbaggrund
viser vores undersøgelse, at nydanskere, der har
mindst én forældre, som slet ikke har gået i skole,
og som har oplevet, at forældrene ikke har været
meget interesseret i, at de fik en uddannelse,
sjældnere har en erhvervskompetencegivende
uddannelse end de øvrige nydanskere. Der er store
forskelle på uddannelsesniveauet blandt forældrene
til nydanskerne. De dårligst uddannede forældre
er fra Tyrkiet, mens fædre fra Pakistan er
bedst uddannet (tabel 3). Desuden er der sammenhæng
mellem forældrenes uddannelsesniveau
og den interesse, nydanskerne oplever, deres
forældre har haft for deres uddannelse – denne
sammenhæng er stærkest for kvinderne. Det er
Tabel 3. Fædrene og mødrene til nydanskere fordelt efter udannelseniveau. Procent.
Eksjugoslavien Tyrkiet Pakistan
Fædre Mødre Fædre Mødre Fædre Mødre
0 års skolegang 6 10 23 57 8 26
1-5 års skolegang 25 31 60 39 5 21
6-9 års skolegang 23 31 6 3 9 30
Mere end 9 års skolegang 5 4 ?? ?? 23 17
En erhvervskompetencegivende uddannelse 41 24 11 1 55 6
I alt procent 100 100 100 100 100 100
I alt personer 173 182 235 240 192 193
Anm: For 93 personer er der ikke oplysninger om faderens uddannelsesnvieau og for 78 personer er
der ikke oplysninger om moderens uddannelsesniveau.
32

Figur 2. Har nydanskerne oplevet, at deres forældre var/er interesseret i, at de
fik en uddannelse? Procent.
100
90
80
70
60
50
40
30
20
10
Mand Kvinde Mand Kvinde Mand Kvinde
Eksjoguslavien Tyrkiet Pakistan
Ja, meget Ja, lidt Nej Husker ikke
således kvinder med oprindelse i Tyrkiet som
sjældnest har oplevet, at deres forældre har været
interesseret i, at de fik en uddannelse (figur 2).
I den forbindelse skal det bemærkes, at en ny
undersøgelse (Husted et al., 2000) viser, at for
nydanskere født i Danmark har forældrenes
uddannelsesbaggrund kun betydning for mænd
og ikke for kvinder, og det konkluderes derfor, at
pigerne i højere grad er mønsterbrydere end drengene.
Kvinderne i vores undersøgelse er imidlertid
ikke født i Danmark, men er indvandret hertil
som børn, og de to undersøgelser beskæftiger
sig derfor med to forskellige grupper af kvinder.
Forskellen på resultaterne for de to grupper kan
skyldes, at nydanske kvinder, der er født i Danmark,
i højere grad kan bryde den sociale arv end
kvinder, der er indvandret til Danmark som børn,
fordi de har bedre danske sprogkundskaber og
flere informationer om det danske samfund.
Omtalte undersøgelse viser endvidere, at koncentrationen
af etniske minoriteter i det område,
hvor forældrene bor, har stor betydning for, om
både nydanske mænd og kvinder får en erhvervskompetencegivende
uddannelse: jo større koncentrationen
er, jo færre får en erhvervskompetencegivende
uddannelse. Dette resultat kan
imidlertid ikke overføres til vores undersøgelse,
idet nydanskerne i denne undersøgelse alle er
født i Danmark, mens personerne i vores undersøgelse
indvandrede hertil som børn og voksede

op i 1970’erne og 1980’erne, hvor der endnu
ikke var en stor koncentration af etniske minoriteter
i nogle boligområder. Således viste Just Jeppesen
(1989), at de fleste nydanskere fra det tidligere
Jugoslavien, Tyrkiet og Pakistan (ca. 60
pct.) har oplevet, at de var det eneste tosprogede
barn i klassen, da de kom i en almindelig skoleklasse.
Næsten alle øvrige har gået i en klasse
med 1-4 tosprogede børn ud over dem selv. Koncentrationen
af etniske minoriteter i boligområder
og skoler var således anderledes dengang end
nu, hvor koncentrationen er stor i nogle boligområder
og nogle skoler (Just Jeppesen, 1993).
Selv om der er en stærk sammenhæng mellem
forældrenes og de unges uddannelsesniveau er
der stadig en del, der bryder den sociale arv. For
nogle unge kan forældregenerationens ringe
uddannelsesniveau, dårlige jobs og høje arbejdsløshed
ligefrem virke motiverende for de unge: de
vil ikke som deres forældre opleve job med dårlige
arbejdsforhold eller arbejdsløshed (se Ejrnæs
& Tireli, 1992 og Mørck, 1997).
Hvad påvirker unge
nydanskeres valg af uddannelse?
Forældrenes baggrund samt det miljø, de unge
vokser op i, har ikke kun betydning for, om unge
får en uddannelse, men kan også have betydning
for hvilke uddannelser unge vælger. Forældrenes
holdninger til uddannelse påvirkes blandt andet
af den status, uddannelse tillægges. Ligesom det
at have en uddannelse kan have forskellig status
i forskellige grupper, kan forskellige uddannelsesretninger
have forskellig status. Nogle af nydanskerne
kommer ind på dette i de kvalitative interview:
“Forældrene har visse fordomme. De vil ikke
have, at deres datter bliver sygeplejerske, for det
er der så mange fordomme omkring i Pakistan.
Man vil gerne kunne tage tilbage til sit hjemland
og sige ‘ja, min søn læser til læge’ eller noget
andet smart.” (kvinde med oprindelse i Pakistan)
“Ens forældre vil jo helst at man bliver læge eller
advokat eller ingeniør. Det er det eneste der du’r
(..). Derfor ‘punker’ de børnene til noget, som
børnene måske ikke har kapacitet til. Så går det
galt. Børnene føler sig presset, de kan ikke opnå
det, som forældrene vil ha’, at de skal opnå, og
så dropper de fuldstændig ud.” (kvinde med
oprindelse i Tyrkiet).
En undersøgelse af tyrkiske unges vej ind i det
danske uddannelsessystem viser, at forældrene
til nogle unge især værdsætter akademiske
uddannelser – eksempelvis ønskede mange, at
deres børn skulle påbegynde medicin-studiet
(Ejrnæs & Tireli, 1992). Som det fremgår af citatet
fra den pakistanske kvinde, kan forældrenes
holdninger til uddannelse hænge sammen med
uddannelsernes status i hjemlandet. Ejrnæs &

Vibeke Jakobsen
Forsker ved Socialforskningsinstituttet
Tireli nævner dog også, at forældrenes fokusering
på bestemte uddannelser kan hænge sammen
med, at de ikke har et ret stort kendskab til det
danske uddannelsessystem og derfor har svært
ved at indgå i en dialog om fordele og ulemper
ved de forskellige uddannelser. Lægestudiet er fx
en uddannelse, som forældrene kender fra Tyrkiet,
og det er endvidere en uddannelse, som kan
anvendes både i Danmark og oprindelseslandet
(Ejrnæs & Tireli, 1992).
Nydanskere fra Pakistan vælger i overensstemmelse
med ovenstående i høj grad en lang videregående
uddannelse. Det samme gælder ikke
nydanskere fra Tyrkiet – deres valg af uddannelsesretning
ligner meget danskernes. Det forholdsvis
store antal mænd fra det tidligere Jugoslavien,
som vælger en erhvervsfaglig uddannelse
kan hænge sammen med, at en hel del af
deres fædre var svejsere, smede og lignende, da
de indvandrede til Danmark i 1960’erne og
1970’erne, og at der dermed er en tradition for
faglige uddannelser og fagligt arbejde i disse
familier (Hummelgaard et al., 1998).
Afslutning
Mange 30-35 årige nydanskere med oprindelse i
det tidligere Jugoslavien, Tyrkiet og Pakistan har
fået en erhvervskompetencegivende uddannelse.
Dog får de i mindre omfang en erhvervskompetencegivende
uddannelse end jævnaldrende danskere,
hvilket bl.a. hænger sammen med, at
deres forældre har en kortere skolegang og
sjældnere en erhvervsuddannelse end danske
børn og unge – den såkaldte sociale arv.
Den sociale arv kan skole- og uddannelsessystemet
gøre noget for at bryde fx ved at forbedre
uddannelsesvejledningen i skolen. Denne vejledning
har generelt en vigtig rolle, når det gælder
om at bryde uddannelsesmønstret i familier uden
tradition for uddannelse. Det er blandt andet vigtigt
at inddrage forældrene i vejledningsprocessen
forholdsvis tidligt i skoleforløbet, da forældrene
ofte er en vigtig sparringspartner, når de unge
skal finde ud af, hvad de vil efter folkeskolen
(Undervisningsministeriet, 2000a). Dette gælder
også nydanskere fra familier uden tradition for
uddannelse. I de kvalitative interview lægger
nydanskerne selv også meget vægt på, at forældrene
inddrages i skolernes erhvervsvejledning:
“Støttepersonen, studievejlederen, læreren –
eller hvem det nu er – skal gå ind og finde ud af
hvad barnets interesse er, og så derefter få overbevist
forældrene om, at ‘det altså er det dit barn
vil’, og så lade barnet gøre det. Fortælle forældrene
at ‘det er den uddannelse dit barn har kvalifikationer
til at tage’ – i stedet for at forældrene
tager barnet ud og sætter det i arbejde, eller
tager pigerne med til Pakistan og lader dem gifte
sig i en ung alder (...).” (kvinde med oprindelse i
Pakistan)
■
Noter:
1) I Just Jeppesen (1989) og Schmidt & Jakobsen
(2000) beskrives forskellige aspekter af nydanskernes
tilværelse i Danmark, blandt andet nydanskernes
uddannelsesniveau, arbejdsmarkedstilknytning,
boligforhold, familieforhold og tilknytning til Danmark
og oprindelseslandet. Udover disse to undersøgelser
er der kun lavet enkelte kvantitative undersøgelser
af uddannelsesforhold blandt nydanskere opvokset
i Danmark (se Hummelgaard et al. (1998), Husted
et al. (2000) og Ejrnæs & Tireli (1992)).
Litteratur:
Borjas, G. (1999): Heavens Door. Princeton: Princeton
University Press
Danmarks Statistik (1999): Statistiske Efterretninger,
Uddannelse og Kultur, 1999:11. København: Danmarks
Statistik.
Ejrnæs, M. & Ü. Tireli (1992): Æblet falder langt fra
stammen – en undersøgelse af tyrkiske anden-generationsindvandrere,
der er på vej i det danske uddannelsessystem.
København: Forlaget Fremad
Heinesen, E. (1999): Den sociale arvs betydning for
unges valg og resultater i uddannelsessystemet. københavn:
Socialforskningsinstituttet. Arbejdspapir 2 om
social arv.
Hummelgaard, H.; B.K. Graversen; L. Husted & J.B.
Nielsen (1998): Uddannelse og arbejdsløshed blandt
unge indvandrere. København: AKF Forlaget.
Husted, L.; Nielsen, H.S.; Rosholm, M. & Smith, N.
(2000): The transition from school to work for 2nd generation
immigrants in Denmark. Centre for Labour Market
and Social Research.
Just Jeppesen, K. (1989): Unge indvandrere – En undersøgelse
af andengenerationen fra Jugoslavien, Tyrkiet
og Pakistan. København: Socialforskningsinstituttet.
Rapport 89:6.
Just Jeppesen, K. (1993): Skolen en nøgle til integration?
De fremmede i Danmark 3. København: Socialforskningsinstituttet.
Pjece 39.
PLS Consult (1996): Praktikpladssituationen for etniske
minoriteter, København: Nævnet for Etnisk Ligestilling.
Mørck, Y. (1997): Fra analfabet til student – i løbet af
en generation. Undervisningsministeriets Tidskrift
Uddannelse, nr.1 1997.
Schmidt, G & V. Jakobsen (2000): 20 år i Danmark: En
undersøgelse af nydanskernes situation og erfaringer.
Socialforskningsinstituttet 00:11. København.
Undervisningsministeriet (2000a): Undervisningsministeriets
Nyhedsbrev, nr. 4/2000.
Undervisningsministeriet (2000b): Undervisningsministeriets
Nyhedsbrev, nr. 14/2000.
35

Kommunale
udfordringer i
integrationsarbejdet
Der blev fra mange sider udtrykt betænkelighed, da Folketinget i 1998 besluttede at
overgive integrationsopgaven og ansvaret for danskundervisning til kommunerne.
Flygtninge ville blive spredt ud til små kommuner, som ikke havde den fornødne faglige
kompetence, hed det bl.a. Kommunernes svar på denne skepsis har været at
etablere talrige tværkommunale projekter, og integrationsopgaven har i dag udviklet
sig til at være et af de største kommunale samarbejdsområder.
Anker Boye
36

Kommunerne har haft ansvaret for integrationsopgaven
i halvandet år. Det har været spændende,
arbejdsomt og bestemt ikke uden problemer. Jeg
vil i denne artikel beskæftige mig med de opgaver,
kommunerne fik ansvaret for at løse. Der er
ikke tale om én opgave, men mange opgaver, og
hver enkelt opgave rummer sine udfordringer. Det
er disse udfordringer, jeg vil sætte fokus på i
artiklen.
Det er mit indtryk, at kommunerne arbejder
meget seriøst med integrationsindsatsen, men
det er også mit indtryk, at der er tale om opgaver,
vi fortsat skal arbejde på at blive endnu bedre til
at løse. Det skal vi bl.a. ved at lære af de første
erfaringer, vi har høstet, og ved at gå sammen
om arbejdet. Herved kan vi udnytte den viden og
kapacitet, der er på området på tværs af fag- og
kommunegrænser.
Flygtninge boligplaceres
efter helt nye principper
Spredning frem for ghettoer
I boligplaceringen af nye flygtninge indtager Danmark
en særstilling internationalt. Man har næppe
andre steder forsøgt sig så konsekvent med at
påvirke de etniske minoriteters bosætning for at
fremme integrationen. Filosofien er at sætte ind
over for ghettodannelserne – fortrinsvis i de
større byer – gennem bevidst spredning i bosætningsmønstret.
Dermed er der taget et vigtigt
skridt i retning af integration af de etniske minoriteter
helt ud i de små lokalsamfund.
Fordelingen af flygtninge udjævner ganske vist
kun langsomt den skæve fordeling af de etniske
minoriteter. Den har således ikke i tilstrækkelig
omfang taget højde for, at familiesammenføringer
fortrinsvis sker i de indvandrer- og flygtningetætte
kommuner. Derfor har vi fra kommunal side foreslået
og fået accept af, at der fremover ved fordelingen
af flygtninge i højere grad tages hensyn til,
hvor mange familiesammenførte de enkelte kommuner
har fået.
En planlægningsopgave med blind makker
Boligplacering er et grundliggende udgangspunkt
for integrationen lokalt. For den enkelte kommune
gælder det om at balancere mellem en række
hensyn. Det gælder den enkelte flygtnings ønsker
og økonomiske formåen, kommunernes generelle
boligpolitik, fysisk planlægning, forebyggelse af
ghettodannelse, mulighederne for transport til
sprogcenter og aktivering og hensynet til kommunens
borgere i øvrigt, som også kan have brug for
kommunal hjælp til at finde boliger.
Det kræver langsigtet planlægning kombineret
med hurtig, konsekvent og situationsbestemt
handling at få disse hensyn til at nå sammen.
Kvoterne er planlægningsgrundlaget, men ofte
ved kommunerne ikke, hvornår Udlændingestyrelsen
kan fylde kvoten op. Kommunerne ved heller
ikke, om de vil få enlige eller familier. Og ”enlige”
flygtninge er måske slet ikke enlige, men har
familie i hjemlandet, som søger om familiesammenføring.
Dette kan betyde, at kommunen
måske skal finde flere og andre typer af boliger,
end man havde forventet ud fra kommunens flygtningekvote.
Spørgsmålet kan så være, hvornår skal der bygges,
lejes og anvises boliger? Hvor lang tid kan et
boligberedskab opretholdes, når der samtidig er
grænser for, hvor længe en bolig bør stå ubenyttet
hen? Spørgsmålene er mangfoldige, og det
følger af arbejdets særlige karakter, at der ikke
altid kan findes et svar.
Kommunerne har travlt med at finde boliger
Når kommunerne har overtaget integrationsansvaret,
har de tre måneder til at finde en passende
bolig til flygtningene. Det er en stor udfordring
for kommunerne at skaffe passende boliger til
alle inden for tidsgrænsen.
En netop afsluttet undersøgelse af kommunernes
boligplacering af flygtninge viser, at halvdelen
af kommunerne er i stand til at boligplacere flygtningene,
før de tre måneder er gået. En stor del
af de flygtninge, der ikke får deres egen bolig
inden for denne tidsramme, er flygtninge, der
afventer familiesammenføring. I sådanne situationer
aftales det ofte med den enkelte flygtning, at
den permanente boligplacering først sker ved
familiesammenføring. På denne måde undgår
man yderligere boligskift, der kan koste både tid
og penge. Og for flygtningen er det en klar fordel,
at kommunen på denne måde står bi med boligplaceringen
for den samlede familie.
For nogle grupper af flygtninge er det særlig
svært at finde passende boliger. Det gælder især
de unge flygtninge og de store børnefamilier. Ved
boligplacering af disse flygtninge kan det være
ganske svært at få boligstørrelse og økonomi til
at gå op i en højere enhed.
Virker det?
Mange vil sikkert hævde, at kvotefordelingssystemet
først har vist sin berettigelse, hvis flygtningene
bliver boende. Foreløbigt ser det ud til, at det
sker, men vi ved endnu ikke, hvad flygtningene
gør, når de til sin tid har afsluttet deres introduktionsprogram
og ikke længere er afhængige af tilflytterkommunens
godkendelse. Forespørgsler i
kommunerne viser, at kun et mindretal af de nye
flygtninge har udtrykt ønske om at flytte fra kommunen.
Og nær ved 4 ud af 5 kommuner tilkendegiver,
at under 2 pct. af de nye flygtninge er flyttet
fra kommunen.
Det vil være en succes, hvis vi kan sige, at
flygtningene falder til der, hvor de boligplaceres.
Men flygtningenes mobilitet på arbejdsmarkedet
er også af central betydning. Det må betragtes
som et vellykket integrationsforløb, at en flygtning
finder et arbejde og bliver selvforsørgende, også
selv om dette indebærer en flytning til en anden
kommune.
37

Den første tid i kommunen
Vi skal sikre platformen for den enkelte
udlændings integration
Modtagelsen og den første tid i kommunen er en
periode, hvor der skal ske meget og løses mange
opgaver. Der skal gøres et stort arbejde, både af
den enkelte udlænding og af kommunens medarbejdere.
I den første tid skabes selve grundlaget for, at
udlændingen kan finde sig til rette og arbejde
målrettet for integration i det danske samfund.
Kommunens indsats i startfasen har derfor stor
betydning for, at den enkelte udlænding og
udlændingefamilie kommer godt i gang med integrationen.
Integrationsarbejdet skal først og fremmest
gøres af den enkelte udlænding, men kommunerne
er ansvarlige for at bistå og tilrettelægge tingene,
så det kan lykkes.
Der skal i den første fase bruges megen tid. Der
skal være tid til grundige samtaler og til at skabe
en god kontakt, og der skal tolkes og være tid til
de mange praktiske gøremål. Samtidig skal kommunerne
indlægge stor fleksibilitet i arbejdet, så
vi både kan modtage flygtninge uden for normal
arbejdstid, og også være tilgængelige for samtaler
og klaring af de mange små og store problemer,
man som flygtning kan støde ind i den første tid.
Kun meget få flygtninge er selvforsørgende, og
der skal derfor udbetales økonomiske ydelser og
informeres nøje om de rettigheder og pligter, der
gælder, når man modtager økonomisk hjælp. De
kontrolmæssige opgaver, kommunen varetager i
tilknytning hertil, skal også i den første fase gøres
klare og tydelige for den enkelte udlænding.
Børnene skal indsluses til dagtilbud og skole,
og vi ved fra os selv, at det kræver tid og medvirken
af os som forældre. De første skridt skal
tages til sprogundervisning og aktivering, og hele
arbejdet med at udarbejde en individuel handlingsplan
sammen med udlændingen, skal foregå
i løbet af den første måned.
De fleste af os har erfaret, at det ofte er besværligt
og skaber uro i hverdagen at flytte. Når
tingene har fundet deres rigtige plads, er der igen
flere kræfter til dagligliv og arbejde. Dette gælder
også for flygtninge, og det er en vigtig opgave for
kommunerne at bistå flygtningene også med denne
del af deres tilværelse.
Den rette balancegang
Arbejde og selvforsørgelse er vigtige og mål for
integrationsindsatsen. At deltage i arbejdslivet og
forsørge sig selv har stor værdi i det danske samfund,
og arbejdslivet er måske den mest afgørende
faktor for en vellykket integration. Det er derfor
også med god grund, at der i integrationsloven
lægges op til, at man hurtigt begynder på danskundervisning
og aktivering.
Men der er i den første tid mange nye sider af
livet i Danmark, der kræver både tid og energi og
lægger beslag på det enkelte menneskes kræfter
og opmærksomhed. Der er derfor et skisma mellem
den målrettede indsats for at komme hurtigt
i gang med danskundervisning og aktivering som
et heldagsprogram, og så det forhold at man som
flygtning også har behov for at lande, og få et
godt overblik over de nye omgivelser.
Udfordringen ligger i at sikre den rette balancegang
mellem dette at komme hurtigt i gang med
et fuldt program for dagen, og samtidig tage individuelle
hensyn. Man må ikke fokusere så meget
på målet om selvforsørgelse og erhvervskompetence,
at familien slås i stykker.
Det er ambitiøst – men vi skal også være ambitiøse,
når det gælder integrationsområdet – at
stille krav om, at der i løbet af en måned skal
kunne udarbejdes en individuel handlingsplan,
der både bygger på fortiden og målrettes fremtiden.
Det er også ambitiøst at satse på, at
næsten alle er klar til at begynde sprogundervisning
og aktivering i løbet af en måned, når det
samtidig tages i betragtning, hvor mange af hverdagslivets
små og større opgaver, der også skal
løses den første måned.
Indsatsen over for de traumatiserede flygtninge
En særlig opmærksomhed er vigtig
Ikke alle flygtninge kan gå direkte i gang med et
fuldt introduktionsprogram. En del bærer sår på
krop og sjæl efter fysisk og psykisk tortur. Dette
indebærer færre ressourcer hos den enkelte til at
indgå i en integrationsproces.
Det er her først og fremmest en udfordring for
kommunerne at få identificeret de traumatiserede
flygtninge. Denne opgave vanskeliggøres af, at
flygtninge, der har været udsat for tortur, ikke
nødvendigvis fortæller om det fra starten. Ofte
åbnes der først op over for den kommunale sagsbehandler
efter nogen tid.
Der må fokuseres mere på
muligheden for behandling
Det er vores erfaring, at det kan være svært at
finde relevante behandlingstilbud til flygtninge,
der har været udsat for tortur eller andre belastende
oplevelser i forbindelse med flugten. I de
tilfælde, hvor der henvises til behandlingssteder,
er der som regel ganske lange ventetider.
Det vil derfor være nyttigt at få set nærmere på
behandlingstilbudene, ligesom samarbejdet mellem
kommuner, amter, rehabiliteringscentre og
sundhedsmyndighederne bør udvikles.
I økonomiaftalen mellem regeringen og amterne
indgår en overvejelse om overflytning af rehabiliteringscentrene
for torturofre til det generelle
sygehusvæsen, og i tilknytning hertil skal man
også forsøge at finde en løsning på ventelisterne.
Kommunerne ser frem til dette arbejde, der gerne
skulle forbedre behandlingsmulighederne, så de
traumatiserede flygtninge kan få bedre chancer
for at integrere sig i vores samfund.
38

Danskundervisningen
De rigtige tilbud og konsekvente
krav skal gå hånd i hånd
Det er helt grundlæggende for vores samfund og
vores demokrati, at vi kan tale sammen og forstå
hinanden. Det stiller krav til nydanskere om at
lære dansk. Men det stiller også krav til vores
samfund om at give de rigtige tilbud.
Når vi taler om kvalitet i danskundervisningen,
er der hele tiden to hensyn, der må balancere. På
den ene side kræver ordentlig sprogundervisning
et vist deltagergrundlag, for det er vanskeligt at
undervise mennesker med vidt forskellige forudsætninger
på samme hold. På den anden side
betyder det også meget, at sprogundervisningen i
det daglige hænger sammen for den enkelte både
geografisk og tidsmæssigt i forhold til arbejde,
aktivering og andre gøremål. Endelig skal undervisningen
kunne holdes inden for de økonomiske
rammer, der er fastsat.
Det kan være svært at få dette puslespil til at
gå op, og jeg hører, at Undervisningsministeriets
meget detaljerede regler for undervisningens tilrettelæggelse
i spor, trin og niveauer forekommer
lidt for uhåndterlige, ikke mindst i de egne af landet,
hvor transportafstandene er store. Lidt mere
smidige regler, der i højere grad sætter fokus på
mål i stedet for midler, ville gøre det lettere at få
skabt en helhed i indsatsen.
Sprog læres også ved at anvende det
i hverdagen
Lad mig også minde om, at det at lære et nyt
sprog som voksen kan være en lang og vanskelig
proces. At finde rundt i et nyt sprogs krinkelkroge,
dets udtale og særlige vendinger tager tid, og
sprogforskere lægger ikke skjul på, at det danske
sprog er ganske vanskeligt at tilegne sig for dem,
der ikke vokser op med det. Vi skal gøre, hvad vi
kan for at fremme tilegnelsen, men vi må ikke
være alt uforstående over for dem, der endnu
ikke er blevet perfekte – eller måske aldrig bliver
det.
Det ville tjene sagen, hvis alle parter kunne
være lidt mere rummelige til at give plads for
praktikker og jobtræning i de faser, hvor sproget
er under opbygning. Det ville sikkert også kunne
hjælpe, hvis vi lidt oftere giver os tid til en snak
med vores nye medborgere, når vi henter børn i
daginstitutionen, mødes i trappeopgangen, i
idrætsforeningen, eller i det lokale supermarked.
39

Vi skal fortsætte med at nedbringe fraværet
Statistikken er blevet forbedret inden for danskundervisningen.
Tidligere vidste vi fx ikke ret
meget om, hvordan fremmødet var til undervisning.
Det ved vi nu og kan se, at fremmødet i det
første år under kommunerne var ca. 80 pct.. Det
er mit indtryk, at det er en forbedring i forhold til
tidligere.
Spørgsmålet er dog, om det er godt nok. Et fravær
på ca. 20 pct. betyder jo, at deltagerne i gennemsnit
er væk en dag om ugen. Det er derfor
nødvendigt at undersøge nærmere, hvad der er
årsager til fraværet, og om det er muligt at nedbringe
det.
Aktivering og arbejdsplacering
Hidtidige erfaringer
Integrationslovens bestemmelser om, at der ud
over danskundervisning skal tilbydes aktivering
tidligt i integrationsforløbet, har fået fuld opbakning
fra kommunerne.
Der arbejdes ihærdigt med aktiveringsområdet,
selv om det måske ikke endnu har givet sig
udslag i tallene for, hvor mange der er aktiveret.
Aktiveringsfeltet er meget bredt og arbejdet
skal foregå på mange fronter. Vi skal opdyrke
kontakt til virksomheder, der er villige til at tage
udlændinge i praktik. Vi skal udvikle projekter,
hvor der både sker en oplæring i bestemte
arbejdsfunktioner i virksomhederne, og hvor
udlændingene kan få afprøvet, hvad de kan eller
ikke kan. Dørene skal lukkes op for en forhåbentlig
bred vifte af arbejdsmuligheder, og der skal
gennem praktikforløb måske også lukkes nogle
døre i forhold til, hvad der ikke er muligt her i
Danmark.
Der skal tænkes nyt og meget kreativt, hvis det
skal lykkes at finde relevante aktiveringstilbud,
som den enkelte kan få udbytte af. Vi skal ikke
kun inddrage virksomhederne i lokalområderne,
men også tænke aktivering og arbejdsplacering i
kommunen og i de mange kommunale institutioner.
Vi skal også inddrage hele det område, der
baserer sig på frivillig arbejdskraft og søge at få
åbnet op for aktiveringstilbud der.
Hvorfor bliver nydanskere ikke aktiveret i fuldt
omfang fra starten?
Der har været rejst kritik fra flere sider af, at kommunerne
ikke har aktiveret nyankomne udlændinge
i det forventede omfang. Det kan jo også virke
sært, at redskaberne i loven ikke udnyttes fuldt
ud, når nu alle er enige om, at selvforsørgelse er
den bedste vej til en god integration. Det er imidlertid
ikke altid, at målsætninger, rammer, muligheder
og personer passer fuldstændig som hånd
i handske.
Det kræver ofte tid at afdække, hvilket aktiveringstilbud,
der er det rette, når der både skal
tages hensyn til den uddannelse og erhvervserfaring,
den enkelte udlænding har med i bagagen,
og der samtidig skal ses på fremtidige muligheder
og ønsker. Der skal som regel et vist minimum
af danskkundskaber til, før man kan starte
en målrettet aktiveringsindsats, og tilbuddene
skal tidsmæssigt og afstandsmæssigt passe
sammen.
Alle gode kræfter må samles
Det er klart, at praktiske problemer og regelsammenstød
ikke skal bruges som en sovepude, og
sådan er virkeligheden heller ikke ude i kommunerne.
Der arbejdes med tingene for at finde den
rette sammenhæng i en målrettet integrationsindsats
– på tværs af diverse love og regler.
En integrationslov, der placerer ansvaret for
den arbejdsmarkedsrettede indsats hos kommunerne,
kan ikke stå alene, uagtet at rammerne for
indsatsen fortsat udbygges og forbedres. Alle parters
indsats og engagement er nødvendige for at
forfølge målet om selvforsørgelse. Uddannelsesstederne,
arbejdsgiverne, organisationerne,
lokalsamfundet og kommunerne skal sammen
være med til at løfte denne store og vigtige opgave.
Det er i den kommende tid, at vores indsats på
aktiveringsområdet skal stå sin prøve. For de fleste
udlændinge, der har været her i landet et års
tid, øges aktiveringsmulighederne betragteligt, og
tilbuddene kan målrettes mere og mere til
bestemte jobfunktioner eller uddannelser.
40

Anker Boye
Formand for Kommunernes
Landsforening
Samarbejde
Et udbredt kommunalt samarbejde
over kommunegrænser
Der blev fra forskellig side udtrykt betænkelighed
ved Folketingets beslutning om, at kommunerne
skulle overtage integrationsopgaven og ansvaret
for danskundervisning. Flygtningene ville blive
spredt ud til små kommuner og kommuner, som
ikke før havde varetaget integrationsmæssige
opgaver, og dermed heller ikke besidde den fornødne
faglige kompetence til at beskæftige sig
med området.
Kommunernes svar på denne skepsis har
været at etablere talrige kommunale samarbejder
på området. Integrationsopgaven har i det forløbne
år udviklet sig til at blive et af de største
kommunale samarbejdsområder.
Hvad samarbejdes der om?
I samarbejdet mellem kommunerne ser man ofte
en specialisering på nationaliteter, kulturer og
sprogstammer. Samarbejder mellem flere kommuner
betyder også, at det lokale bolig- og
arbejdsmarked udvides, hvilket forbedrer mulighederne
for boligplacering og aktivering.
Samarbejdet sker ofte ud fra en målsætning
om at fremme en ensartet forvaltning og en fælles
opfattelse af integrationsopgaven i et helt
område. Dernæst er samarbejdet karakteriseret
ved et ønske om at fremme ressource- og kvalitetsbevidstheden
hos de kommuner, som deltager
i samarbejdet.
Det lokale politiske ansvar
fastholdes i samarbejderne
Fælles for de kommunale samarbejder på området
er fastholdelsen af det lokalpolitiske ansvar i
den enkelte kommune. Området byder på en bred
vifte af samarbejdsmodeller lige fra entreprenørmodeller,
over ansættelse af fælles flygtningekoordinator
til oprettelse af et egentligt fælles integrationskontor.
Intensiteten af samarbejdet varierer
også fra samarbejde udelukkende om boligplaceringsopgaven
til de forskellige faglige aspekter
af integrationsopgaven i videre forstand.
Ud over fastholdelsen af det politiske ansvar i
den enkelte kommune, fastholdes også typisk en
arbejdsdeling, hvor nøgleordene for samarbejdsfunktionen
først og fremmest er koordination,
modtagelse og integrationsfaglig rådgivning. Derimod
løser de enkelte kommuner stadig selv de
sædvanlige administrative opgaver i forbindelse
med boligplacering, udbetaling af ydelser, visitering
til skole, daginstitution, tandlæge m.m.
Samarbejde med de etniske minoriteter
Kommunerne samarbejder også med de etniske
minoriteter om integrationen. Integrationsloven
pålægger kommunerne at oprette integrationsråd,
når mere end 50 personer over 18 år i fællesskab
anmoder kommunalbestyrelsen herom.
Sådanne henvendelser har der ikke været mange
af, men alligevel har 40 kommuner taget initiativ
til oprettelsen af et integrationsråd ud fra et
ønske om at have et dialogforum med de etniske
minoriteter. Og yderligere 32 kommuner har planer
om at oprette et råd.
Når der ikke allerede er oprettet integrationsråd
i langt flere kommuner, tror jeg, det hænger sammen
med, at der er mange spørgsmål, der skal
afklares først: Hvem skal sidde i rådet, hvordan
skal udvælgelsen ske, hvordan sikrer man, at alle
de forskellige nationaliteter, der bor i kommunen,
føler sig repræsenteret, hvilken form skal møderne
have, osv.?
Det er vigtigt, at integrationsrådene får en god
start. Vi skal derfor planlægge dem godt, høre
hvilke forventninger de etniske minoriteter har til
samarbejdet og i øvrigt lære af de erfaringer,
andre kommuner allerede har på området.
Mange andre opgaver
Der har været meget opmærksomhed på integrationsloven
og udlægningen af opgaven. Det er der
ikke noget at sige til, da det er første gang, vi har
fået en egentlig lov på dette område. Men vi må
ikke glemme, at ud af de ca. 260.000 udenlandske
statsborgere, vi havde her i landet ved årsskiftet,
er kun ca. 12.000 under den nye integrationslovgivning.
Derfor skal vi være opmærksom på, at der på
integrationsområdet ligger mange store opgaver
uden for den nye lovgivning. Jeg tænker her på de
etniske ældre borgere og på børnene.
Vi kan forvente en markant vækst i to-sprogede
børn i løbet af de næste år. Det vil være afgørende
for hele samfundet, at der bliver taget hånd
om disse børn, så de er med i vores fællesskab
og ikke føler sig sat udenfor.
For øjeblikket udgør de ældre fra de etniske
minoriteter kun en meget lille del af Danmarks
befolkning, men prognoserne for befolkningsudviklingen
viser en kraftig stigning i antallet de
kommende år. Ældre etniske borgere vil derfor
blive en ny målgruppe for ældreomsorgen i kommunerne.
I artiklen her har jeg været rundt om nogle af
de mange udfordringer, kommunerne møder på
integrationsområdet og de mange problemstillinger,
der skal overvejes og reageres på. Opgaven
går på tværs af faggrupper og forvaltninger og
med samarbejdsrelationer til mange eksterne
organisationer.
Vi er midt i introduktionsprogrammet for de
først udlændinge under den nye lovgivning. Vi har
allerede fået mange erfaringer, og flere kommer
til. Vi ved, at det er en stor, vanskelig og meget
vigtig opgave at få løst.
Kommunerne vil gøre deres til, at det lykkes. ■
41

Kommunerne og
den nye integrationslov
– Er godt begyndt, halvt fuldendt?
Jesper Fisker

Hvis integration skal lykkes, må det være et bredt projekt. Integrationsloven
giver gode rammer for, at det faktisk kan blive et bredt projekt.
Men de første rimeligt positive erfaringer med integrationsloven beviser
ikke det gamle ordsprog om, at “godt begyndt er halvt fuldendt”. Næste
fase for mange kommuner er at gå fra “projekt til drift”. Det er en
skrøbelig proces, hvor vi skal fastholde enigheden om, at det er en
opgave vi skal løse i fællesskab. Og vi skal erkende, at integration ikke
klares fra dag til dag. Én af de største udfordringer ved integrationsarbejdet
i årene fremover er at opretholde en høj grad af lokal forpligtelse
overfor at løse integrationsopgaven så godt som muligt.
Da vi for snart lang tid siden fik en ny integrationslov,
var der mange, der råbte vagt i gevær;
kunne kommunerne leve op til de forpligtelser,
der lå i den nye lovgivning? De fleste var vel enige
om, at den hidtidige indsats ikke havde været tilstrækkelig
god, men man ved jo, hvad man har,
så…
Dansk Flygtningehjælp havde tidligere løst en
stor og vanskelig integrationsopgave inden flygtningene
efter 18 måneder blev “overtaget” af
kommunerne. Baggrunden for den nye lovgivning
var næppe utilfredshed med den måde, Dansk
Flygtningehjælp løste opgaven på. Årsagen var
snarere, at vilkårene for opgaveløsningen blev
stadig mere umulige, fordi Dansk Flygtningehjælp
netop kun stod for en del af integrationsopgaven.
Bl.a. var aktiveringsopgaven stadig kommunal, og
det betød, at forsøget på at bringe flygtninge ind
på arbejdsmarkedet først for alvor tog fart efter
de 18 måneder, hvor Dansk Flygtningehjælp stod
for integrationsbestræbelserne.
Der var ikke tilstrækkelig sammenhæng og konsekvens
i den integrationsindsats, der fandt sted.
Og der kunne vælges to veje; enten overtog
Dansk Flygtningehjælp den samlede integrationsindsats
– blandt andet også aktiveringsdelen –
eller også overtog primærkommunerne den samlede
opgave. Nogle kommuner smugstartede ved
at ansøge om at overtage integrationsopgaven
allerede fra starten for at “undgå” den 18-måneders
periode, der på flere områder kunne være en
hæmsko for integrationsprocessen. Også Brøndby
Kommune overtog i denne periode integrationsopgaven
fra starten, primært for at sikre sammenhæng
i den integrationsindsats, som jo under
alle omstændigheder efter de 18 måneder primært
ville være en kommunal opgave. Ambitionen
var ikke mindst at sætte ekstra fokus på tilknytningen
til arbejdsmarkedet for på den måde i
videst muligt omfang at undgå en fremtid for flygtningene
på passiv forsørgelse.
Kommunerne var samlet set positive overfor at
skulle overtage integrationsopgaven, men der var
i nogle kommuner – særlig dem, der ikke havde
de store erfaringer på området – en betydelig nervøsitet
for, om man nu alle steder var i stand til
at løse opgaven. De kritiske toner blev gentaget
med større styrke uden for de kommunale kredse.
Én af bekymringerne var, at den ekspertise,
der blandt andet fandtes i Dansk Flygtningehjælp,
nu ville gå tabt med dårligere redskaber i integrationsarbejdet
som konsekvens.
Vedtagelsen af integrationsloven betød, at en
række opgaver på integrationsområdet nu blev
samlet hos kommunerne:
• Fordeling af flygtningene
• Boligplacering
• Sprogundervisning
• Aktivering
•“Almindelige” sociale tilbud som de i øvrigt
kendes fra den sociale lovgivning.
Den positive forventning var, at integrationsopgaven
bedre blev løst tæt på det lokalsamfund,
som flygtningene efterfølgende skulle bo i, og at
der generelt kunne skabes større sammenhæng
og lokal forpligtelse ved et kommunalt ansvar for
integrationsopgaven.
Og hvordan er det så gået? Har kommunerne
kunnet leve op til de forventninger, der var indeholdt
i integrationsloven, og hvilke er de største
udfordringer, vi kan se fremover?
En god begyndelse…
De fleste kommuner gik til opgaven med krum
hals. Både fordi der havde været så meget
diskussion om, hvorvidt vi nu i kommunerne overhovedet
var i stand til at løfte opgaven. Men også
fordi man i langt de fleste kommuner faktisk følte,
at der var tale om en fælles, samfundsmæssig
opgave, som alle skulle, ville og burde være
med til at løse. Selv små kommuner viste, at her
var der en opgave, der skulle løses. Formodningen
fra skeptikernes side havde ellers været, at
det ville være vanskeligt både at mobilisere lokal
opbakning og løse de praktiske opgaver med
boligplacering osv.i de små kommuner. Der var
masser af eksempler på, at lokale borgerforeninger
mm. lod flygtningeopgaven være omdrejningspunkt
for arbejdet i denne periode.
Men selvfølgelig var der også startvanskeligheder.
For det første skulle jo selve fordelingen af
det samlede antal flygtninge finde sted. Godt nok
43

var det fra centralt hold bestemt, at der i hver af
kommuneforeningerne skulle være så og så mange
flygtninge, og godt nok var det også fra starten
blevet offentliggjort, hvordan fordelingen ville blive,
hvis kommunerne ikke kunne blive enige med
hinanden i de enkelte kommuneforeninger. Men
det lykkedes faktisk næsten alle steder at blive
enige. Det betød, at udgangspunktet for kommunernes
overtagelse af integrationsopgaven blev
mere positivt, end hvis den lokale proces var indledt
med et større hundeslagsmål mellem kommunerne.
Den vel nok overraskende store enighed
signalerede fra begyndelsen, at der her var
tale om en opgave, som blev taget alvorligt, og
som man lokalt var enige om, skulle løses.
Enigheden er dog desværre ikke helt så stor i
dag som ved den første fordeling. Og allerede her
er vi måske ved én af de største udfordringer ved
integrationsarbejdet i årene fremover: at opretholde
en høj grad af lokal forpligtelse overfor at løse
integrationsopgaven så godt som muligt. Lokalt
er der eksempler på, at den første enighed er ved
at blive afløst af diskussioner og uenigheder.
Diskussioner, som nok er nødvendige, men som
desværre nogle steder tager uheldige drejninger.
Det har heller ikke styrket den lokale opbakning
til integrationsopgaven, at fordelingen af flygtninge
ikke som forventet finder sted én gang om
året, men bliver justeret flere gange – med det
resultat, at den lokale opgave, som man måske
havde indstillet sig på at løse, meget hurtigt
afløses af en større opgave. Og oven i hatten pirker
til de uenigheder og interessemodsætninger,
der kan findes mellem de enkelte kommuner i
kommuneforeningen.
Grundsynspunktet i integrationsloven var, at
flygtninge skulle fordeles bedre dvs. spredes
mere over samtlige kommuner. Den “naturlige”
fordeling havde gennem årene medført, at det
stort set alene var i de store byer og deres
omegnskommuner, der boede flygtninge og indvandrere
i større antal. Integrationsloven indeholder
derfor et skift væk fra frihed til at bosætte sig
frit for de flygtninge, der opnår asyl. De skal i stedet
i integrationsperioden – eller indtil de er i
stand til at forsørge sig selv – blive boende i
bestemte kommuner.
Der var omkring lovens udformning røster fremme
om, at stavnsbåndet herefter igen var indført i
Danmark. Reelt har “bopælspligten” dog ikke
givet anledning til de store vanskeligheder. Det er
forholdsvis få flygtninge, der har ytret ønske om
at flytte, og i de situationer, hvor der har været
stærke ønsker, har det som regel kunnet lade sig
gøre. Man kan selvfølgelig forestille sig, at flygtningenes
ønske om at flytte reelt har været
større, og at de alene har afholdt sig fra at forsøge,
fordi de på forhånd har opgivet muligheden.
Man skulle så til gengæld forvente, at de ville flytte,
så snart de fik mulighed for det. Også her er
det imidlertid formodningen i de fleste kommuner,
at de flygtninge, der er flyttet til kommunen,
faktisk i vid udstrækning vil blive boende i kommunen
også efter integrationsperiodens ophør.
Igen skal man imidlertid tage i betragtning, at
der netop ved de første tilflytninger af flygtninge
var en lokal positiv stemning over for opgaven.
Det er ikke sikkert, at denne positive stemning
fortsætter. Nogle steder er den allerede afløst af
betydeligt mere skeptiske toner. Nogle steder kan
der være modvilje mod, at kommunen “nu også
igen skal ha´ så mange flygtninge”, og andre steder
kan der være skuffelse over, at man lokalt
ikke har haft større indflydelse på, hvilke typer
flygtninge, der er tilflyttet kommunen. Og i nogle
kommuner ses en frustration over, at familiesammenføringer
ikke før nu er blevet regnet
med, når man har opgjort “flygtningefordelingen”.
Boliger
Kommunalbestyrelsen skal ifølge Integrationsloven
anvise boliger til de flygtninge, som Udlændingestyrelsen
har visiteret til kommunen. Det skal
ske inden 3 måneder efter, at ansvaret er
overgået til kommunalbestyrelsen. Kommunernes
Landsforening har netop gennemført en rundspørge
til kommunerne om, hvorvidt dette er lykkedes.
Rundspørgen viser, at det er det ikke i alle
tilfælde. Men den viser også, at der ind i mellem
kan være gode grunde til, at der endnu ikke har
fundet en endelig boligplacering sted. Nogle steder
er det spørgsmålet om afstand til sprogskolen
– fx beliggende i en anden kommune – der
betyder, at det er vanskeligt at finde den endelige,
tilfredsstillende bolig. Andre steder har man
valgt i enighed med den pågældende flygtning at
afvente en eventuel familiesammenføring, der i
givet fald vil stille andre krav til den tildelte bolig.
Men nogle steder har det vist sig vanskeligt at
fremskaffe de nødvendige boliger. Forventningen
var vel fra starten, at det især ville være de små
kommuner, der ville kunne løbe ind i disse vanskeligheder,
men det viser sig ikke at være tilfældet.
Det er snarere de mellemstore kommuner,
der har haft vanskeligheder. Måske skyldes det
de tætte netværk, der findes i mindre kommuner,
og at der har været tale om en opgave, som hele
lokalsamfundet har påtaget sig. Hvis dette er baggrunden,
kan man måske være lidt bekymret for,
om det også i fremtiden vil være muligt for de
små kommuner at løse boligplaceringsopgaven.
KL´s undersøgelse viser nemlig også, at det tidligere
gik lettere med at leve op til lovens krav om
tidsfrister for boligplaceringen. Der er ikke umiddelbart
grund til at forvente, at denne udvikling
på kort sigt vender.
Sprogundervisning og aktivering
Også ansvaret for danskundervisningen holdt flyttedag
med den nye integrationslov. Fra amterne
til kommunerne. Eller rettere; til nogle af kommunerne,
for langt fra alle kommuner har et tilstrækkeligt
elevunderlag til at oprette en selvstændig
sprogskole. Efter de rituelle kampe, der indled-
44

ningsvist blev kæmpet, blev centerkommunerne
udpeget, og sprogskolerne oprettet. Igen en stor
og kompliceret opgave, som det dog også i løbet
af forholdsvis kort tid lykkedes at få fat i.
Et af de helt væsentlige argumenter for at flytte
sprogundervisningen til kommunerne var, at man
på den måde fik en oplagt mulighed for at koordinere
sprogundervisningen med de andre elementer
i integrationsindsatsen – ikke mindst aktiveringen.
Én af erfaringerne fra den tidlige integrationsindsats
er, at der var gået alt for lang tid, inden vi
i Danmark besluttede os til, om vi ville give flygtningene
opholdstilladelse eller ej. Og derefter gik
der de fleste steder endnu 18 måneder med
sprogundervisning inden den kommunale aktiveringsindsats
blev sat i gang. Ikke mindst flygtningene
har kritiseret denne langsommelighed, der
for mange har betydet ekstra store vanskeligheder
med at tilkæmpe sig en plads på arbejdsmarkedet.
Den nye integrationslov åbnede mulighed
for en tæt koordination af sprogundervisningen
og aktiveringsindsatsen, fx sådan at sprogundervisning
kunne foregå om formiddagen og aktivering
om eftermiddagen. Samtidig blev det muligt
at temaorientere sprogundervisningen i forhold til
aktiveringen. Koordinationen er blevet bedre, men
erfaringen er vel også, at den stadig ikke er god
nok. Og det skal den være – ikke mindst på et
tidspunkt, hvor mulighederne for at komme ind på
arbejdsmarkedet er bedre end i mange år.
Det er godt og rigtigt, at der satses på en så hurtig
aktivering som muligt. Satsningen har vist – de
steder hvor man er nået længst – at sprogundervisning
og aktiveringsindsats med fordel kan koordineres.
Andre steder har også behandlingen af
krigstraumer kunne planlægges, så det foregår
sideløbende med aktiveringsindsatsen.
Erfaringerne fra flere kommuner viser iøvrigt, at
aktiveringsindsatsen i mange tilfælde går noget
lettere for dem, som kommer til landet senere
som familiesammenførte. Det skyldes, at de
sjældent er traumatiserede i samme omfang som
de familiemedlemmer, som først er kommet til
landet.
Det “almindelige” sociale arbejde
En del af baggrunden for integrationsloven var, at
det almindelige sociale arbejde, som kommunerne
har ansvaret for, så hurtigt som muligt og så
velkoordineret som muligt også skulle kunne
komme flygtninge til gode. Alligevel har der vist
sig nogle områder, hvor der opstår vanskeligheder.
Tolkningen er ét af disse områder. Særligt i
den første integrationsfase er det afgørende, at
det for det første overhovedet kan lade sig gøre
af få fat i tolke, og for det andet at tolkene er kvalificerede.
Begge dele har vist sig vanskeligt at
leve op til. Der er ikke tilstrækkeligt mange tolke i
Danmark og kvaliteten af tolkene er meget forskellig.
Flere kommuner har forsøgt sig med at
fastansætte tolke, og det vil kunne være en
mulighed i større kommuner, hvor der er tilstrækkeligt
mange flygtninge med beslægtet sprogbaggrund.
Men det er næppe en løsning, der vil kunne
anvendes i alle kommuner, særligt ikke i små
kommuner.
Der må i stedet tænkes utraditionelt. Både i
forhold til tilvejebringelsen af tolke og til en bedre
kvalitetssikring. Enkelte steder har man allerede i
dag samarbejde med lokale uddannelsesinstitutioner
om tolkeuddannelser, der sikrer en høj kvalitet
hos de uddannede tolke. Det kunne være en
model til efterfølgelse. Og så må kommunerne
også på dette område arbejde tæt sammen, evt.
sammen med lokale tolkebureauer, der kan sikre
den tilstrækkelige tolkekapacitet. Også videotolkning
er en mulighed, der bør udnyttes bedre.
Men der er også dele af kommunernes “almindelige”
virksomhed, der rettes mod flygtninge på
samme måde som mod andre af kommunens indbyggere.
Et konkret eksempel er den rådgivning
og vejledning, der ydes i forbindelse med udbetaling
af kontanthjælp. Vejledningen kan være ganske
kompliceret, selvom klienten hedder Jesper
og er både født og opvokset i Danmark. Men flere
forhold bliver yderligere kompliceret, når klienten
er flygtning. Sprogbarrieren er åbenlys, og når der
skal tolkes, tager en konsultation mindst dobbelt
så lang tid som uden tolk, og det er med til at
lægge beslag på en større del af de administrative
ressourcer. De problemstillinger, der behandles,
er desuden ofte særdeles komplicerede og
45

Jesper Fisker
Socialdirektør i Brøndby
Kommune og formand for
Socialchefforeningen.
medfører, at sagsbehandleren skal tage stilling til
fx traumebehandling og familiemæssige vanskeligheder
ud over spørgsmålet om forsørgelse.
Også de krav og forventninger “systemet” stiller
til flygtningene skal formuleres og gerne på en
sådan måde, at det er klart og forståeligt. Endelig
skal de tilbud, der gives den enkelte, beskrives.
Den balance, vi tilstræber mellem krav og tilbud,
er heller ikke altid lige let at formidle. Til gengæld
bliver krav-delen ofte umiddelbart accepteret af
flygtninge, der som regel aldrig har været vant til
at få noget som helst uden betydelige krav om
modydelser.
Og vi har vel at mærke at gøre med et område,
som er blevet stadig mere regelorienteret igennem
de seneste år. Et system, som kan være
vanskeligt nok at forstå for os, der arbejder med
det i dagligdagen.
I mange kommuner har man efterhånden stor
erfaring i arbejdet med klienter med en anden
etnisk baggrund. I Brøndby Kommune har ca. 50
pct. af kontanthjælpsmodtagerne en anden
etnisk baggrund. Men i kommuner, hvor man ikke
har den store erfaring, skal ekspertisen og rutinen
på området opbygges.
Traumebehandling har ligeledes været en ny
disciplin i en del kommuner. Mange flygtninge
kommer til Danmark med meget voldsomme oplevelser
i bagagen og har behov for at få bearbejdet
disse traumer. Meget få kommuner har udbredt
erfaring med sådanne tilbud, og vi har derfor i vid
udstrækning brugt de etablerede behandlingsinstitutioner
som fx Oasis, Cepar o.lign. Men dels
har udbuddet ikke været tilstrækkeligt, dels har
der manglet kortere, gerne modulopbyggede
behandlingsforløb, der – evt. periodevis – kunne
suppleres med andre tilbud. Fx i forhold til
arbejdsmarkedet. Derfor har nogle kommuner –
deriblandt Brøndby – eksperimenteret med gennem
egne, ansatte psykologer at tilbyde sådanne
“behandlingsblokke”, der samtidig kan koordineres
med andre tilbud. Erfaringerne med disse tilbud
har overvejende været positive.
De servicetilbud, der herudover stilles til rådighed
for borgerne i danske kommuner, stilles
naturligvis på tilsvarende måde til rådighed for de
tilflyttede flygtninge. Det gælder daginstitioner,
skoler, fritidstilbud og ikke mindst ældreomsorg.
Ældreomsorgen kommer formodentlig til at spille
en meget væsentlig rolle også i forhold til flygtninge
(og indvandrere) i løbet af den næste halve til
hele generation. I dag oplever vi ikke, at ældre
med en anden etnisk oprindelse efterspørger serviceydelser
på ældreområdet i særligt omfang.
Men dette mønster vil givetvis ændres radikalt
fremover. Den generation, der er gammel i dag, er
vokset op i et familiemønster, hvor man stadig
tager vare på sine gamle inden for familien. Men
vi ser tydelige tendenser til, at dette næppe vil
være gældende, når den næste generation med
etnisk baggrund bliver gamle. Så har deres børn
og børnebørn opholdt sig så mange år i Danmark,
at de næppe kan forventes at tage vare på deres
forældre og bedsteforældre på samme måde
som tidligere. Og det vil blive en stor udfordring
for den danske ældreomsorg.
Afslutning
I mange år er både flygtninge og indvandrere blevet
koncentreret i og omkring de store byer. Samfundsmæssigt
er de deraf opståede uhensigtsmæssigheder
mellem kommunerne løst ved, at
der har været tale om en forholdsvis rundhåndet
“kompensation” til de kommuner, hvor flygtningene
og indvandrerne var bosat. Integrationsloven
indebærer et markant brud på denne tradition.
Alle kommuner er nu pålagt at være med til at
løse integrationsopgaven. Ikke kun ved at bidrage
til den mellemkommunale udligning eller ved stiltiende
at acceptere, at der – som en slags aflad –
tilflyder “flygtninge- og indvandrerkommunerne”
statstilskud i varierende størrelse.
Når alle kommuner skal medvirke til at løse
opgaven, giver det naturligvis vanskeligheder.
Nogle af dem, er beskrevet ovenfor. Men det giver
vel fremfor alt en mulighed for en integrationspolitik,
der for første gang bygger på et lokalt forpligtende
engagement. At vi vænner os til, at der alle
steder bor mennesker, der ikke har en dansk
oprindelse. Og at nogle af de problemer, integrationen
naturligvis giver, netop bør konfronteres –
og gerne løses – i de lokale fællesskaber og ikke
kun blive diskuteret på formiddagsavisernes spisesedler.
Det giver mulighed for i praksis at erfare,
at mange integrationsproblemer ikke alene er,
men også er sociale problemer. Og at godt integrationsarbejde
starter tidligt; på hospitalet, hos
sundhedsplejerskerne, i vuggestuen, i børnehaven,
i skolen, i ungdomsklubben, på legepladserne
og i udviklingen af det rummelige arbejdsmarked.
Integration vil altid være forbundet med diskussioner
– og skal være det. Og vi har ikke altid
været gode til at turde tage disse diskussioner.
Men de nødvendige diskussioner om integrationsproblemer
bør suppleres med overvejelser om,
hvad det er for en kultur, “de andre” skal integreres
i. Og med en erkendelse af, at integration –
hvis den skal lykkes – må være gensidig. Det kan
jo ikke fuldstændigt afvises, at vi selv kunne lære
noget i processen!
Hvis integration skal lykkes, må det være et
bredt projekt. Integrationsloven giver gode rammer
for, at det faktisk kan blive et bredt projekt.
Men de første, rimeligt positive erfaringer med
integrationsloven beviser ikke det gamle ordsprog
om, at “godt begyndt er halvt fuldendt”. Næste
fase for mange kommuner er, at vi går fra “projekt
til drift”. Det er en skrøbelig proces, hvor vi
skal fastholde enigheden om, at det er en opgave
vi skal løse i fællesskab. Og vi skal erkende, at
integration ikke klares fra dag til dag. Der er vel
få områder, hvor begrebet “et langt sejt træk” er
mere velvalgt.
■
47

Tosprogethed
som ressource
Marita Hoydal
Tosprogede børns virkelighed er – uanset baggrund – at de står
overfor at skulle tilegne sig flere sprog og lære at fungere med
flere kulturelle normsæt. For tosprogede børn fra etniske minoriteter
betyder en vellykket integration, at de udvikler tosprogede
kompetencer og en tokulturel identitet uden at opfatte de to kulturer
som modsætninger. Her er folkeskolens og daginstitutionernes
opgave klar: At støtte børnene i deres udvikling uden at se
tosprogethed som et problem, men tværtimod som en ressource.
48

Når Susanne, nyansat pædagog, møder den
første dag på arbejdet i ’Troldhøjen’ opdager hun,
at hun ikke kan kommunikere med tre af børnene.
For de har somalisk, tyrkisk og urdu som
modersmål og kan kun få danske gloser. Susanne
oplever dette som dybt problematisk, for ”børnene
har ikke noget sprog”!
Noget lignende oplever Kasper som nyuddannet
lærer på en skole i et af Københavns brokvarterer.
I hans klasse er over halvdelen af eleverne
tosprogede med forskellige modersmål som urdu,
tyrkisk, somali og bosnisk. Hverken Susanne eller
Kasper er blevet forberedt på denne virkelighed
gennem deres uddannelse. De har lært om
musiks betydning for den motoriske udvikling, om
kreativitet, IT og om sociale forskelle, men ikke et
ord om tosprogethed, kulturmøder eller flerkulturel
udvikling. Dette er et problem på mange skoler.
Skole og daginstitution er steder, hvor værdier
og normer mødes og brydes, og her skal tosprogede
børn finde balancen mellem deres egen og
majoritetens kultur. I denne proces har daginstitutionens
og skolens holdninger til børn med anden
etnisk baggrund afgørende betydning. Når Alis
pædagog Susanne udtrykker, at han ikke har
”noget sprog”, er det fordi, Ali ikke kan dansk.
Muligvis kan han både tyrkisk og kurdisk og har
mange andre kompetencer, som dog ikke opdages
eller anerkendes. Daginstitutionen har fra
starten meldt ud, at det, Ali allerede kan, ikke
tæller.
Tosprogethed er en udfordring. Da Danmark
ingen tradition for tosprogethed har – etsprogethed
er den absolutte norm – er det både fagligt
og holdningsmæssigt en stor mundfuld for mange
lærere og pædagoger.
Sproget og følelserne
Tosprogede børn er indbyrdes lige så forskellige
som andre børn. Det særlige og fælles ved disse
børn er imidlertid, at de har et andet modersmål
end dansk. Derved bliver dansk for det tosprogede
barn et andetsprog. Første- og andetsprog har
ikke noget med rangorden at gøre, men er et
udtryk for den rækkefølge, børnene lærer sprogene
i.
Langt de fleste sprog- og andetsprogforskere er
enige om, at det er en fordel for børn at have
lært ét sprog, når de skal i gang med det næste,
idet tosprogede elever gennem deres modersmål
tilegner sig viden og erfaringer, som de både
bevidst og ubevidst udnytter under tilegnelsen af
andetsproget (Holmen/Jørgensen 1993). At lære
sprog handler om andet og mere end at kommunikere.
At lære sprog er også at lære at læse og
skrive – uanset på hvilket sprog, man gør det. Det
er at lære at formulere sig, analysere tekster, disponere,
forstå metaforer, i det hele taget at forstå
verden omkring sig og sprogliggøre og videreudvikle
denne viden. Det, eleverne lærer på deres
modersmål, kan de nemt overføre til deres
andetsprog. Man bygger ganske enkelt videre på
det, eleverne allerede ved og kan og støtter således
den videre indlæring på begge sprog.
Modersmålet er det sprog, barnet taler i hjemmet,
og det sprog hvorpå barnet forstår livets
grundlæggende begreber. Helt generelt gælder
det, at det lille barns udvikling er nært forbundet
med modersmålet. Og det handler ikke kun om
den sproglige udvikling, men også om den følelsesmæssige,
den sociale og den intellektuelle
udvikling. For at være i stand til at lære nyt og
kunne klare sig i institutions- og skolesammenhænge
er det vigtigt, at barnet er velstimuleret i
alle henseender. Jo mere barnet kan, jo mere
lærer det.
Sprogstimulering i daginstitutioner
Sprogstimulerende tilbud til tosprogede småbørn
er en ny ordning, som blev vedtaget af Folketinget
i 1996. Den går ud på, at kommunerne kan tilbyde
gratis sprogstimulerende tilbud 15 timer om
ugen til tosprogede børn, der endnu ikke har
påbegyndt skolegangen, især hvis de ikke går i
børnehave. Fra august 1999 skal kommunerne
give disse tilbud til alle tosprogede børn over 4
år. Ordningen kan placeres på en skole eller i tilknytning
til en daginstitution eller andre steder fx
i forbindelse med sprogundervisning af forældre
(§4a, Bekendtgørelse til lov om folkeskolen
1998).
Det særlige ved denne ordning er, at den har
hjemmel i folkeskoleloven, selv om den gælder
småbørn fra 0 til 4 år. Det hænger sammen med,
at man generelt vurderer, at mange tosprogede
børn ikke er gode nok til dansk, når de starter i
skolen. For helt små børn kan det imidlertid være
problematisk, hvis der kun sker sprogstimulering i
dansk. Børn tilbringer som bekendt en stor del af
deres vågne timer uden for hjemmet, og det gælder
også tosprogede børn. En undersøgelse fra
49

1999 viser, at ca. 75 pct. af de tosprogede børn
fra 3-5 år er optaget i et dagtilbud efter servicelovens
bestemmelser (Social- og Undervisningsministeriet
1999 1 ).
Der skal en stor indsats til fra forældrene for at
udvikle børnenes modersmål, når barnet er væk
det meste af dagen. En løsning er, at daginstitutionen
ansætter tosproget personale, så der kan
foregå en parallel stimulering af begge sprog. Det
kan samtidig være med til at skabe en større
sammenhæng mellem hverdagen i daginstitutionen
og hjemmet. For hvad sker der med et barn,
som ikke kan give udtryk for sine følelser på et
sprog, som forældrene forstår? Det er derfor vigtigt,
at en professionel sprogstimulering tager
udgangspunkt i barnets forudsætninger, og at
barnet støttes i dets tosprogede udvikling.
Det flerkulturelle klasseværelse
I skoleåret 1999/2000 var der i alt 53.558
tosprogede elever i folkeskolen. De tosprogede
elever udgjorde ifølge Undervisningsministeriet i
1999 8,26 pct. af den samlede elevgruppe i folkeskolen.
På landsplan er de tosprogede elever
meget ujævnt fordelt. Nogle kommuner har under
1 pct. tosprogede elever, mens andre kommuner
har skoler med næsten 70 pct. tosprogede elever
(uc2, 1998).
Der er stor forskel på danske skolers måder at
integrere de tosprogede elever på. Nogle steder
samles tosprogede elever i sproggrupper for at
styrke dem i deres modersmål. Andre steder busses
de ud til andre skoler i området for at undgå,
at de bliver for mange og hermed dominerer eller
sætter deres præg på skolen og undervisningen.
Mange skolers praksis indeholder imidlertid elementer
af de to ovennævnte modeller. Hvilken
pædagogisk linje skolen lægger, hviler ofte på
den enkelte lærers eller skoleleders faglige viden
og holdninger.
Op igennem 90’erne er der dog sket en væsentlig
udvikling. En stadig større bevidsthed om
tosprogethed og undervisning af tosprogede elever
har medført et større erfaringsgrundlag for
arbejdet med tosprogede børn i skoler og daginstitutioner.
Lærere, skoleledere og pædagoger
har nu langt større muligheder for vejledning og
information, som sikrer den faglige kvalitet i
deres arbejde.
I arbejdet med tosprogede børn og unge er der
tre felter, som er af afgørende betydning:
1. dansk som andetsprog og andetsprogspædagogik
2. modersmålets betydning
3. interkulturel kompetence – at læreren eller
pædagogen er i stand til at tackle et kulturmøde
Dansk som andetsprog
En vigtig milepæl har været anerkendelsen af, at
for nogle mennesker er dansk et andetsprog. Der
har været undervist i dansk som andetsprog i
over 30 år i Danmark, men først i 1995 udsendte
Undervisningsministeriet for første gang en komplet
vejledning til dansk som andetsprog. Faghæfte
19, ”Dansk som andetsprog”, indeholder formål,
centrale kundskabs- og færdighedsområder,
læseplaner og undervisningsvejledning. Heri bliver
det slået fast, at:
• undervisningen af tosprogede elever er undervisning
i og på dansk som andetsprog.
• der på alle klassetrin er behov for, at der udvikles
metoder og materialer, der tilgodeser denne
undervisning.
• undervisning i dansk som andetsprog varetages
af lærere, der gennem en særlig uddannelse
eller på anden måde har kvalificeret sig opgaven.
Formålet med undervisningen i dansk som
andetsprog er, ifølge Undervisningsministeriets
Vejledning at
”tosprogede elever på baggrund af deres sproglige
og kulturelle forudsætninger, tilegner sig færdigheder
i at forstå og anvende talt og skrevet
dansk (…) Undervisningen skal fremme den
enkelte elevs personlige og sproglige udvikling og
forståelse af samspillet mellem dansk sprog og
kultur og elevens modersmål og kulturbaggrund.
Undervisningen skal herved bidrage til, at eleven
udvikler forudsætninger for en aktiv og ligeværdig
deltagelse i skole, uddannelse og samfund”
Dansk som andetsprog, Faghæfte 19,
Undervisningsministeriet 1995
Et andetsprog defineres ud fra den betydning, det
har for sprogbrugeren. De etniske minoriteter i
Danmark har det modersmål, de har lært af
deres forældre. Men da de bor og lever i Danmark,
er dansk ikke et fremmedsprog, men et
andetsprog. For at kvalificere lærere til at undervise
tosprogede elever er det vigtigt, at dansk
som andetsprog bliver en del af læreruddannelsen.
En undersøgelse fra Ugebrevet Mandag Morgen
i januar 2000 fastslog, at de allerfleste
lærerstuderende går i gennem deres uddannelse
stort set uden at have lært noget om, hvordan
man underviser elever med et andet modersmål
end dansk. Ofte har de samlet kun modtaget 3-4
timers undervisning gennem hele deres studietid
(Ugebrevet Mandag Morgen, nr. 5, 31. januar
2000)
Retten til modersmålsundervisning
Spørgsmålet om, hvorvidt tosprogede børns
modersmål skal støttes eller ej, er et af de evige
stridsspørgsmål. Med jævne mellemrum stilles
der forslag til afskaffelse af kommunernes forpligtigelse
til at tilbyde modersmålsundervisning til
etniske minoriteter med andet modersmål end
dansk. I den forbindelse skal det bemærkes, at
modersmålsundervisning er et meget lille under-
50

visningsområde og kun koster staten få promiller
af det samlede budget til undervisning i folkeskolen
(uc2, 1998).
På trods af årelang politisk modstand ser det
nu ud til, at et længe savnet faghæfte til
modersmålsundervisningen snart ser dagens
lys. Undervisningsministeriet er i eftersommeren
2000 ved at afslutte et nyt forslag til en tidssvarende
modersmålsvejledning, som indeholder
formål, centrale kundskabs- og færdighedsområder
og en pædagogisk vejledning. Den
tager udgangspunkt i børnenes tokulturelle identitet
i hverdagens Danmark samt i modersmålets
betydning for barnets identitet. Den handler
således ikke kun om elevernes færdighedsniveau
i det pågældende sprog, men anerkender
samspillet mellem sprog, selvværd og identitet,
idet ”den skal fremme den enkelte elevs sproglige
og kulturelle udvikling og forståelsen af
samspillet mellem elevens kulturelle baggrund
og danske kulturformer. Den skal udvikle elevernes
muligheder for som tosprogede borgere at
deltage i det danske og øvrige internationale
samfund” (Citeret fra artiklen, ”Modersmål i et
multikulturelt samfund” af Per Bregengaard,
Aktuelt d. 12. august 2000)
Den nye modersmålsvejledning indeholder således
en erkendelse af, at børnene er og forbliver
tosprogede samt et signal om, at samfundet
ønsker at medvirke til uddannelsen af tosprogede
borgere.
Grundlæggende er retten til eget sprog fastslået
i FN’s konvention om Barnets Rettigheder,
som Danmark har ratificeret i 1989. Heri står:
“I stater, hvor der er etniske, religiøse eller sproglige
mindretal eller personer tilhørende urbefolkninger,
der skal et barn, der tilhører et sådant
mindretal, eller en sådan urbefolkning, ikke nægtes
retten til i fællesskab med andre medlemmer
af sin gruppe, til at udøve sin egen kultur, at
bekende sig til og udøve sin egen religion eller at
bruge sit eget sprog”. (Artikel 30, FN’s Konvention
om Barnets rettigheder).
Desuden står der i folkeskoleloven §5 stk.7:
”Undervisningsministeren kan desuden bestemme,
at der skal tilbydes tosprogede elever undervisning
i deres modersmål”
Retten til at udøve sit sprog bliver i Danmark
bl.a. udmøntet i, at kommunerne skal tilbyde
modersmålsundervisning i 3-5 timer ugentligt –
så længe Undervisningsministeren bestemmer
det. Undervisningen skal placeres i tilslutning til
elevernes almindelige skolegang. Kommunen kan
imidlertid undslå sig, hvis mindre end 12 elever
har tilmeldt sig det samme sprog, eller hvis der
ikke kan skaffes en kvalificeret lærer og egnede

undervisningsmaterialer. Hvis færre end 12 elever
tilmelder sig modersmålsundervisningen i det
samme sprog, skal kommunen dog forsøge at
oprette hold i fællesskab med en nabokommune.
Der kan undervises i ethvert sprog, når blot det
har et skriftsprog. Der skal også tilbydes modersmålsundervisning
til elever med tysk, fransk og
engelsk som modersmål, da undervisningen i disse
fag i folkeskolen jo netop er fremmedsprogsundervisning
og ikke modersmålsundervisning.
Selv om de skandinaviske sprog er integreret i
danskfaget i folkeskolen, så har tosprogede elever
fra Norge og Sverige også ret til modersmålsundervisning.
Problemer i praksis
Modersmålsundervisningen i Danmark har generelt
svære vilkår og kæmper med en lav status.
Timerne i somali, tyrkisk, punjabi, mm. placeres
sent på eftermiddagen, hvor børnene er trætte.
Ofte forgår undervisningen på en anden skole
end elevens daglige skole. Modersmålslærerne
er i de fleste tilfælde ansat på flere skoler, og
deltager derfor ikke i skolens hverdag, planlægning
eller øvrige pædagogiske arbejde.
Samtidig hersker der en katastrofal mangel på
egnede undervisningsmaterialer, der tager
udgangspunkt i elevernes flerkulturelle virkelighed
i Danmark. Alt dette gør det svært at etablere
sammenhæng mellem modersmålsundervisningen
og den øvrige undervisning på skolen.
I kølvandet på det nye faghæfte til modersmålsundervisningen
er det derfor nødvendigt, at
området tilføjes ressourcer og en pædagogisk
opkvalificering. Hvis man erkender, at modersmålet
har betydning for udviklingen af en helstøbt
flerkulturel identitet og for tilegnelsen af et
andetsprog (og fremmedsprog), må modersmålsundervisningen
integreres i folkeskolen og
prioriteres på samme niveau som alle andre fag.
Hvis modersmålsundervisningen knyttes til skolens
øvrige undervisning, åbnes der også op for
en faglig indholdsmæssig opkvalificering af denne
undervisning. Dansk- og modersmålslæreren kan
fx koordinere deres undervisning og arbejde sammen
om udvalgte emner og i temauger. På denne
måde bliver det faglige indhold styrket, samtidig
med at sproget stimuleres.
”Sproggruppeforsøget”
En hel del undersøgelser, både i Danmark og i
udlandet, peger på vigtigheden af, at børnene får
mulighed at bruge begge deres sprog i deres
hverdag i skolen eller i dagistitutionen. Her er en
52

tosproget medarbejder eller modersmålslærer en
vigtig nøgleperson, både i selve undervisningen,
men især i dialogen mellem skole og forældre.
Som kulturel brobygger kan den tosprogede medarbejder
i sidste ende være med til at skabe
større sammenhæng mellem barnets hjem og
skole/børnehave.
Samarbejdet mellem en tosproget og en dansksproget
lærer har været et af fokuspunkterne i et
stort anlagt pædagogisk udviklingsprojekt, som
Københavns kommune gennemførte i 1996 –
1999 på en række københavnske skoler.
Udviklingsprojektet, kaldet Sproggruppeforsøget,
tog afsæt i indskoling af tosprogede elever
i børnehaveklasser, 1. og 2. klasser. Projektet
adskilte sig fra tidligere måder at tilrettelægge
indskolingen på ved at tage udgangspunkt i nyere
forskning, som entydigt påpeger, at modersmålet
har afgørende betydning for tosprogede børns tilegnelse
af et andetsprog, samt at tosprogede
opnår langt bedre resultater, hvor de mødes med
positive forventninger frem for at blive betragtet
som et problem.
Eleverne blev grupperet efter modersmål, således
at hver klasse havde en gruppe elever med
samme modersmål og et antal elever med dansk
som modersmål. Klasserne blev tilknyttet en
tolærerordning, hvor en dansk og en tosproget
lærer arbejdede sammen i undervisning, planlægning
og forældresamarbejde.
Evalueringen af projektet udkom i starten af
2000 i bogform under navnet ”Det bedste Københavns
Kommune har foretaget sig hidtil”, en titel
som præcist beskriver de medvirkende skolers
erfaringer. I hovedpunkter var resultatet af evalueringen
bl.a. følgende:
Sproggruppens børn i 2. klasse vurderes af
lærerne til at klare sig bedre på dansk end skolens
øvrige tosprogede elever, der ikke har fået
støtte og undervisning på modersmålet.
• Lærerne vurderer, at sproggruppens børn trives
godt på skolen og er bedre integreret i klassens
helhed end både skolens danske børn og øvrige
tosprogede elever.
• Forældresamarbejdet er ifølge lærerne blevet
forbedret, hvilket viser sig ved at forældrenes
fremmøde er blevet væsentligt forbedret
• Sproggruppeprojektet har været medvirkende
til, at optimismen, bl.a. hos lærerne er steget
betydeligt
Evalueringsrapporten understreger betydningen af
anerkendelse og trivsel. Den cementerer det faktum,
at tosprogede elever får et langt højere
udbytte af deres skolegang hvis de går på skoler,
hvor de er værdsat, og hvor de betragtes som
almindelige elever ud fra deres egne forudsætninger
(Holmen, Gimbel, & Jørgensen 2000).
Disse resultater er helt i tråd med Undervisningsministeriets
Integrationsprojekt (1994-98),
som er det hidtil mest omfattende udviklingsprojekt
for undervisning af tosprogede elever i Danmark,
hvor over 200 kommunale projekter blev
gennemført. En af hovedkonklusionerne var, at
skoler, som betragter mangfoldighed som en ressource,
udvikler kompetencer hos såvel elever
som lærere til at fungere i et multikulturelt fælleskab
2 .
At møde forskellighed
Når Nasra møder den første dag i skolen eller
børnehaven sammen med sine forældre, som
ikke taler dansk, er det vigtigt, at læreren har
nogle redskaber til at tackle dette møde. Hvad
skal læreren forvente, at forældrene ved, og hvilke
forudsætninger har Nasras forældre for at forstå
den danske skole eller institutionshverdag?
At have interkulturel kompetence kan beskrives
som evnen til at møde og inkludere det anderledes.
Det er viden om, at til forskellige kulturer
hører nogle forskellige måder at reagere og opføre
sig på. Vi har alle kulturbestemte forventninger til,
hvordan andre mennesker skal og bør opføre sig,
og når disse forventninger skuffes, bliver vi frustrerede.
At være interkulturelt kompetent betyder
ikke nødvendigvis, at vi skal have detaljeret viden
om 117 forskellige kulturer, deres normer, værdier
og religion. Men det betyder at være forberedt på
forskellige måder at leve, lære og være på. Og
være parat til at sætte sig ind i, hvad det indebærer
for det pågældende menneske.
Det er også vigtigt, at lærere og pædagoger har
et realistisk indblik i den flerkulturelle hverdag,
som børnene har i Danmark. At de ikke overdriver
oprindelseskulturens betydning og hermed stempler
børnene på forhånd. Børnene lever netop
med flere kulturer, som kommer til at præge dem
på godt og ondt. Hvordan håndterer børnene selv
det at leve med forskellige kulturelle normer?
Hvordan kan man styrke børnene i denne interkulturelle
navigation?
Der er mange måder at gribe det kulturelle
aspekt af undervisningen an på. Man kan eksempelvis
i sin undervisning forsøge at give børnene
et indblik i, hvordan forskellige kulturer altid har
påvirket og interageret med hinanden. At befolkningen
i et land ikke nødvendigvis har én national
referenceramme – eller behøver at have det. Og
at kultur ikke er en statisk, uforanderlig størrelse,
men skabes og forhandles i selve mødet med
andre mennesker. En sådan undervisning kan
være med til at bringe forståelse for, at dansk
kultur gennem historien er skabt i løbende udveksling
med omkringliggende lande og kulturer.
I sidste ende kan en interkulturel undervisning
bidrage til en mere rummelig fortolkning af dansk
nationalitet. En fortolkning, som inkluderer de
tosprogede elever, og som også bidrager til deres
egen kulturelle selvforståelse.
Den flerkulturelle hverdag
Lærere og pædagoger, der arbejder med tosprogede
børn, oplever af og til, at der i skolens prak-
53

tiske hverdag opstår situationer, som de ikke
ved, hvordan de skal håndtere. Det kan være, at
en elev med minoritetsbaggrund ikke må komme
med på lejrskole eller deltage i skolens fester.
Disse situationer bliver ofte betegnet som ”kulturelle
problemer”.
Det handler dog lige så ofte om de tosprogede
forældres utilstrækkelige viden om majoritetssamfundet.
Forældrene har selv haft en skolegang
under ganske andre forhold, og de har derfor
ingen forudsætninger for at forstå, hvad der
foregår på deres børn skole. De er usikre og vælger
derfor i nogle tilfælde at holde deres børn
væk fra aktiviteter, som de ikke kender til.
Her er nøgleordet information, viden og åbenhed.
Læreren må i direkte dialog med forældrene, og i
denne dialog har mange skoler positive erfaringer
med at samarbejde med en tosproget
lærer/modersmålslærer.
Ved et personligt møde, hvor den tosprogede
lærer deltager, kan lærerne give et klart billede
af, hvad der foregår på lejrturen. Man kan evt.
vise en video eller lysbilleder. Eller man kan invitere
et ældre barn med samme modersmål til at
fortælle om sine egne oplevelser fra sidste års
udflugt til Mols bjerge. Det er vigtigt, at man gør
klart for forældrene, at der er faste regler forbundet
med turene, bl.a. at piger og drenge sover
hver for sig, og at der under ingen omstændigheder
må drikkes spiritus, osv. Og at man redegør
for de faglige og sociale formål med aktiviteterne.
Gennem dialogen kan man også forsøge at finde
frem til en løsning, som tilgodeser alle parter.
Det kan fx være, at Fatima deltager i festen til
klokken kl. 21.00, eller at hun på turen sover
sammen med den kvindelige lærer.
En del skoler har oprettet Etniske Råd, hvor de
tosprogede forældre med jævne mellemrum
mødes for at diskutere aspekter af skolens liv og
hverdag. De Etniske Råd medfører, at forældrene
får viden om skolen og opdager, hvordan de kan
få indflydelse på skolens hverdag. De kan på den
måde få mod og lyst til at deltage og involvere sig
yderligere.
Det er i kulturmødet, at de virkelige pædagogiske
udfordringer kommer på banen: At være i
stand til at forholde sig fagligt og personligt til forskellighed
og også være i stand til at tackle den
følelsesmæssigt.
Tosprogethed som fordel
At tage udgangspunkt i, at eleverne er og forbliver
tosprogede, er ikke kun noget, som kommer skolen,
forældrene og eleverne til gode. Vi lever i et
samfund, som på godt og ondt er en del af et
internationalt samfund. Sproglig og interkulturel
kompetence er særdeles efterspurgte kvalifikationer,
uanset om man er håndværker eller pædagog.
Der er efterhånden ikke den uddannelsesinstitution,
arbejdsplads eller organisation, der ikke
slår på tromme for, at deres medarbejdere skal
være interkulturelt kompetente og kunne mindst
to fremmedsprog. Flydende.
Der sker generelt en oprustning af sprogfagene
i folkeskoler og gymnasier. Knap er studenterhuen
signeret, før en stor del af de unge er på vej
ud i verden med rygsækken. De skal lære sprog,
lære om kultur og de skal både kunne studere og
arbejde i udlandet. Interkulturel kompetence er i
tråd med denne virkelighed blevet et integreret
mål i den nye folkeskolelov. Her kan det være en
fordel at være tosproget. Når man behersker 2-3
sprog, kan man bruge sit kendskab til sprogstruktur
til at føje stadig flere sprog til. Danmark har
hårdt brug for disse kompetencer: ingeniører der
kan arabisk, sygeplejersker der kan bosnisk, eller
folkeskolelærere der taler flydende dansk, tysk,
engelsk, kurdisk og tyrkisk. At de tosprogede elever,
som starter i den danske folkeskole, kommer
ud i den anden ende som etsprogede, er spild af
kvalifikationer og menneskelige ressourcer. Og på
længere sigt et selvmål af dimensioner.
Den videre vej
Der er sket en vigtig udvikling i den faglige
bevidsthed om undervisning af tosprogede børn
og unge op i gennem 90’erne. Dansk som
andetsprog har fået et fast lov- og bekendtgørelsesgrundlag,
og en vejledning er udarbejdet.
Regeringens forslag til en ny og mere tidssvaren-

Marita Hoydal
Informationsmedarbejder i uc2
– Udviklingscentret for undervisning
og uddannelse af tosprogede
børn, unge og voksne
de vejledning til modersmålsundervisning er også
et skridt i denne retning. Danmarks første professor
i dansk som andetsprog, Anne Holmen, blev i
starten af 2000 udnævnt på Danmarks Pædagogiske
Universitet. Desuden har oprettelsen af uc2
– Udviklingscentret for undervisning og uddannelse
af tosprogede børn og unge, en selvejende
institution oprettet i 1996 af Undervisningsministeriet,
bidraget til en etablering af fagfeltet. Denne
udvikling vil forhåbentligt betyde, at skolerne i
højere grad er i stand til at tilbyde en kvalificeret
undervisning til elever, som har andre forudsætninger
end majoritetseleverne.
En ligeværdig integration sker imidlertid ikke
kun ved hjælp af fine ord i bekendtgørelser og
love, men med en ændret praksis ude i klasseværelserne
og på grøn, blå og rød stue.
Det er folkeskolen og daginstitutionernes
ansvar at give alle børn en individuel ballast og et
solidt grundlag at stå på – også børn med anden
etnisk baggrund end dansk, så de udvikler sig til
tosprogede voksne, der opfatter sig selv som
hele mennesker. Og som kan blive en væsentlig
ressource i den stigende internationalisering. ■
Noter
1) Undersøgelsen er udført af Den Sociale Ankestyrelse
for Socialministeriet og Undervisningsministeriet
i forbindelse med publikationen ”Fokus på tosprogede
småbørn”. Den Sociale Ankestyrelse har rettet
henvendelse til 30 udvalgte kommuner for at undersøge,
hvor mange tosprogede børn, der ved overgangen
af 1999 var i dagtilbud eller i tilbud efter §
4a.
2) Undervisningsministeriets udgivelse fra 1999,
”Tosprogede børn og unge – 4 års skoleudvikling.
Katalog over 80 integrationsprojekter” giver et nøjere
indblik i forskellige modeller, der afdækker, hvordan
tosprogede elevers behov tilgodeses i den
almene skoleudvikling. Alle 80 projekter, som
beskrives, har deltaget i Undervisningsministeriets
Integrationsprojekt, som blev gennemført i perioden
1994-98. Publikationen giver et bredt indblik i forskellig
pædagogisk praksis på området – til inspiration
for skoler og daginstitutioner.
Litteratur
Bekendtgørelse af lov om folkeskolen, Lovbekendtgørelse
nr. 739 af 6. oktober 1998.
Clausen, Inger (1986)
Den flerkulturelle skole, Gyldendal,
Engel, Merete & Nielsen, Else (1998)
Tosprogede elever – kvalitet i undervisningen,
Danmarks Lærerforening
Jensen, Iben (1998)
Interkulturel kommunikation i komplekse samfund,
Roskilde Universitetsforlag
Klöcker, Lisa & Müller, Sanne (red.) (1999)
Globale Dimensioner I & II,
Mellemfolkelig Samvirke & Ibis
Hartman, Niels (red) (1991)
Konventionen om Barnets Rettigheder
Dansk UNICEF Komite og Socialministeriet
Holmen, Anne og Jørgensen, Jens Normann (1993)
Tosprogede børn i Danmark, Hans Reitzels Forlag
Holmen, Anne, Gimbel, Jørgen og Jørgensen, Jens Normann
(2000)
”Det bedste Københavns Kommune har foretaget sig
hidtil” – beskrivelse og evaluering af sproggruppeforsøg
i skoledistrikterne 6 og 12 i Københavns Kommunes
Skolevæsen 1996-99, Københavnerstudier i tosprogethed,
bind 31, Danmarks Lærerhøjskole
May, Stephen (ed.) (1999)
Critical Multiculturalism. Rethinking Multicultural and
Antiracist Education. Falmer Press, London
Socialministeriet og Undervisningsministeriet (1999)
Fokus på tosprogede småbørn
uc2 – Udviklingscentret for undervisning og uddannelse
af tosprogede børn og unge (1998)
Kommunerne og de tosprogede elever
uc2 – Udviklingscentret for undervisning og uddannelse
af tosprogede børn og unge (1998)
Kommunerne og de tosprogede småbørn
Ufe-nyt (ufe-tema 1997)
Undervisning af tosprogede elever i almindelige klasser
Ufe-nyt (ufe-tema 1999)
Tosprogede elever og læsning
Undervisningsministeriet (1995)
Dansk som andetsprog, Faghæfte 19
Undervisningsministeriet (1984)
Undervisning af fremmedsprogede elever i folkeskolen
– En håndbog
Undervisningsministeriet (1998)
Vejledning til organisering af folkeskolens undervisning
af tosprogede elever
Undervisningsministeriet (1999)
Tosprogede børn og unge – 4 års skoleudvikling. Katalog
over 80 integrationsprojekter
Undervisningsministeriets tidsskrift, nr. 10, december
1999: Dansk som andetsprog
55

Kulturens grundpiller
Garbi Schmidt
Hvilke kulturelle mønstre søger nydanskerne at
vedligeholde og give videre til deres børn, og hvilke
synes særligt under forandring? Hvad gør, at
man holder fast i visse dele af sine forældres kultur
og normer, og opgiver eller ændrer andre?
Denne artikel vil forsøge at give os en ide om,
hvordan nydanskere og deres familier selv håndterer
spørgsmålet om integration.
Artiklen tager udgangspunkt i Socialforskningsinstituttets
nyligt publicerede rapport ”20 år i
Danmark – en undersøgelse af nydanskeres situation
og erfaringer” (Schmidt & Jakobsen, 2000),
om 30-35 årige nydanskere med oprindelse i
Pakistan, Tyrkiet og det tidligere Jugoslavien.
Denne gruppe har levet størstedelen af deres liv i
Danmark, og er i deres livsstil og holdninger
præget af livet her. Det giver en række konflikter
med forældregenerationen, men giver også nye
muligheder for at ’blande’ oprindelseslandets og
Danmarks kulturarv. Eller, kunne vi sige, nye
muligheder og måder at være dansk på.
Sprogets funktion
De fleste danskere kender følelsen af at være
bedre til at tale om nære ting på dansk end på
noget andet sprog – hvor godt de end kan det.
Alligevel er sproget noget af det, som ændrer sig
hurtigst når man bosætter sig i et andet land.
De fleste nydanskere oplever, at deres sproglige
præferencer ændres, dels i forhold til omverdenen,
fx i skolen eller på arbejdspladsen, men –
måske mest bemærkelsesværdigt – også i familien.
Hvor sproget har en funktionel rolle i kontakten
til omverdenen, indeholder kommunikationen
inden for familien et stærkt emotionelt element.
At oprindelseslandets sprog langsomt forsvinder i
kommunikationen mellem familiemedlemmer til
fordel for dansk betyder, at dansk overtager rollen
som det sprog, hvormed man bedst formulerer
sig selv og sine følelser på.
I undersøgelsen har vi set på, i hvilke situationer
nydanskerne vælger at tale dansk. De fleste
(mellem 62 og 92 pct.) taler oprindelsessproget
med deres forældre, men kun hhv. 15 pct. (fra
det tidligere Jugoslavien og Pakistan) og 35 pct.
(fra Tyrkiet) taler det med deres søskende. De fleste
– mellem 40-50 pct. – taler blandingssprog.
Undtaget herfra er kvinder med oprindelse i det
tidligere Jugoslavien, hvor næsten halvdelen (48
pct.) taler dansk med deres søskende, i modsætning
til mænd med oprindelse i Tyrkiet, hvor kun
12 pct. taler dansk med deres søskende.
Ændringerne i sproget bliver endnu tydeligere,
når man ser på, hvilket sprog nydanskerne taler
med deres børn. Kun 5-10 pct. taler oprindelsessproget,
når de taler med tredjegenerationen.
Omkring hver anden nydansker med oprindelse i
det tidligere Jugoslavien taler udelukkende dansk
med deres børn, sammenlignet med hver fjerde
nydansker med oprindelse i Pakistan og hver femte
nydansker med oprindelse i Tyrkiet. Nydanskere
med oprindelse i Tyrkiet og Pakistan bruger til
gengæld i stort omfang blandingssprog; hhv. 75
og 63 pct. Hvilke sprog man taler i familien ændrer
sig altså allerede i løbet af de første tre
generationer.
Nydanskerne er generelt meget ivrige efter, at
deres børn lærer dansk tidligt i livet – gerne inden
de skal starte i skole. Alligevel ønsker et stort
antal (ca. 75-95 pct.), at modersmålsundervisningen
bevares på det nuværende niveau, eller ligefrem
øges. Det kan dels hænge sammen med et
ønske om at bibeholde kulturelle traditioner, dels
være et hensyn til, at barnet skal kunne tale med
sine bedsteforældre, men det kan også være foranlediget
af et behov for at kunne fungere i oprindelseslandet.
En kvinde fra Pakistan har formuleret
det således:
”Uanset hvad vi gør, og hvor meget vi integrerer
os i det danske samfund, så er vi udlændinge.
Det er vigtigt at kunne tage tilbage til sit eget
land, kunne tale med sine bedsteforældre, og
kunne fungere i sit eget land.”
Uddannelse er vejen til et godt arbejde
Forældrenes uddannelsesbaggrund og holdning til
uddannelse har betydning for, om nydanskere
tager en erhvervsuddannelse. De nydanskere,
hvor mindst en forælder ikke har gået i skole og
som samtidig har oplevet, at forældrene ikke var
særligt interesseret i at de fik en uddannelse, har
i mindre grad en erhvervskompetencegivende
uddannelse end de øvrige nydanskere i undersøgelsen.
Forældrenes skolegang har for visse gruppers
56

Debatten om flygtninge og indvandrere fokuserer
ofte på integration og de krav det stiller til et samfund.
Men hvordan håndterer nydanskerne og deres
familier selv spørgsmålet om integration – og hvornår
er man egentlig integreret?
57

vedkommende været yderst begrænset: 44 pct.
af mændene og 64 pct. af kvinderne fra Tyrkiet
har aldrig gået i skole, i modsætning til forældre
fra det tidligere Jugoslavien, hvor kun mellem 2-9
pct. aldrig har gået i skole.
Men hvilke forventninger har andengenerationen,
som nu er blevet voksne, så til deres egne
børn? Undersøgelsen viser, at 94-98 pct. af
andengenerationen fra alle grupper mener, at
deres børn skal have en eller anden form for
uddannelse (i spørgsmålet er der ikke taget hensyn
til barnets køn). Tager man i betragtning, at
næsten halvdelen af indvandrerne fra Tyrkiet ikke
havde nogen skoling overhovedet, og at forventningen
til deres børnebørn er, at ca. 95 pct. bør
tage en uddannelse, er de beskrevne etniske
minoritetsgruppers erhvervskompetencer i rivende
udvikling. Et stort antal forældre mener tillige,
at det er vigtigt, at deres barn kan dansk, før det
kommer i skole, og de møder i stort tal op til
forældremøder i både førskoleinstitution og skole.
Det understreger, at de er bevidste om, at en
god uddannelse er vigtig, hvis deres børn skal
have et godt liv i Danmark. Et tegn på, at nydanskerne
og deres børn tilpasser sig det samfund,
som de er en del af og at de, i større grad end
deres forældre, er vidende om, at uddannelse i
dette samfund er den vigtigste vej til et godt
arbejde.
Flere generationer under samme tag?
En ofte præsenteret forestilling om etniske minoriteters
familiemønstre er, at de bor i udvidede
familier, hvor flere generationer bor sammen. Der
er dog sket en del ændringer de seneste ti år. I
1989 boede fx lidt mere end halvdelen af gifte
eller samlevende nydanske mænd med oprindelse
i Tyrkiet i udvidede familier med deres forældre
eller svigerforældre; i 1999 er det kun 12
pct. I alt bor mellem 5 og 30 pct. af nydanskerne
i storfamilier i 1999.
Årsagen til faldet kan være både funktionel,
kulturel og økonomisk. Det kan dels skyldes, at
et liv i Danmark ikke understøtter betydningen af
familien som produktionsenhed og produktionsfællesskab.
Det er en rolle, som storfamilien ofte
spiller i de samfund, hvor den er særligt udbredt.
I Danmark satser man, grundet udformningen af
det danske arbejdsmarked, i større grad på en
individuel karriere. Man er i arbejdsmæssig sammenhæng
afhængig af en arbejdsgiver, og ikke
nødvendigvis sin af familie. Dels kan der være
tale om kulturel påvirkning fra værtslandet: den
mest udbredte familieform i Danmark er kernefamilien.
Endelig kan udviklingen skyldes, at nydanske
ægtepar nu har en økonomisk basis, som
giver dem mulighed for at etablere deres eget
hjem, i modsætning til 1989, hvor de kun var 18-
25 år.
Det ændrede familiemønster ses dog ikke kun i
tilflytterlandet. Også i de lande, hvor nydanskerne
og deres forældre i sin tid kom fra, er traditionelle
familieformer under forandring – bl.a. fordi stadig
flere søger mod byerne. Dette forhold blev
undersøgt allerede i slutningen af 1980’erne,
hvor den danske kultursociolog Lotte Bøggild Mortensen
påpegede, at den mest udbredte familieform
i Tyrkiet nu var kernefamilien (58 pct.),
mens kun 25 pct. levede i udvidede, traditionelle
familier (Bøggild Mortensen, 1989).
Frivillige tvangsægteskaber
I den offentlige debat tales der meget om, at
nydanskernes forældre har en, ifølge danske normer,
uhensigtsmæssig høj grad af indflydelse på
deres børns valg af ægtefælle. Folketinget vedtog
i forsommeren 2000 en ændring af Udlændingeloven,
hvori retskravet på familiesammenføring
blev hævet fra de daværende 18 år til 25 år (Lov
om ændring af Udlændingeloven, 2000). Formålet
var primært at få mulighed for at kontrollere
de ægteskaber, der indgås mellem medlemmer af
herboende etniske minoriteter og personer fra
disses oprindelseslande, men også at kontrollere
antallet af ægteskaber, hvor forældregenerationen
vælger barnets ægtefælle, typisk kaldet
”tvangsægteskab”.
Et tvangsægteskab kan defineres som et ægteskab,
hvor forældre eller slægt arrangerer et
ægteskab for et familiemedlem, uafhængigt af
eller i direkte modstrid med dennes ønsker og forventninger.
Der blev ikke spurgt i 1999 om nydanskerne
havde indgået ægteskab mod deres vilje,
men i 1989 angav 2-3 pct. af de unge, at de var
blevet forlovet eller havde indgået et ægteskab
mod deres vilje (Just Jeppesen, 1989). Det drejer
sig altså om ganske få. Det er dog ikke ensbetydende
med, at forældrenes rolle er fuldstændigt
udspillet. En kvinde med oprindelse i Pakistan fortalte
således, at hensynet til hendes forældre
havde været stort, da hun valgte at indgå et
arrangeret ægteskab 1 med en mand fra oprindelseslandet:
”...[man må] passe på, at man ikke siger noget,
som vil såre dem. Prøve at pakke det ind, eller
lade være med at sige det. Prøve at leve op til,
hvad de gerne vil have fra et barn. Og det har jeg
jo gjort via, at jeg har sagt ja til et arrangeret
ægteskab. I bund og grund kan man jo godt se,
at der er nogle ting, som er lidt uretfærdige. Men
så siger man til sig selv, at det nok er det bedste,
for det er noget, som éns forældre gerne vil for
én. Og så gør man det.”
At forældre ønsker stor indflydelse på deres
børns valg af ægtefælle kan ses som udtryk for
tradition: således har man gjort i den pågældende
familie og kultur i generationer, og det er den
form man er mest tryg ved. Men samtidig præsenterer
livet i Danmark nye krav og problemstillinger,
som førstegenerationen til tider søger at
dæmme op for, bl.a. ved at blande sig i deres
børns valg af ægtefælle. Valg af ægtefælle åbner
58

nemlig for en diskussion af motiver og hensyn til
netværk (familie, slægt, gruppe). Forældregenerationen
kan være bange for at ’miste’ deres barn
og børnebørn til det omgivende samfund, hvis de
giver dem for lette tøjler. Vil deres børnebørn fx
lære oprindelseslandets sprog, eller vil de kun
tale dansk? Vil familien være villig til at tage sig
af dem, når de bliver gamle, eller vil de sende
dem på plejehjem?
Den norske forsker Anja Bredal har i sine studier
af etniske minoriteters ægteskaber i Norden påpeget,
at overgangen mellem tvangs- og arrangerede
ægteskaber (med deres grader af valg inden for
traditionelle ægteskabsformer) ofte er flydende
(Bredal 1998; 1999). Vores materiale viser, at
langt de fleste nydanskere (60-90 pct.) gifter sig
med personer, som kommer fra oprindelseslandet.
Men hvor stor indflydelse forældrene har på dette
valg, kan man ikke sige noget om. At nydanskerne
vælger en person af samme etniske baggrund –
ikke bare opvokset i Danmark, men fra oprindelseslandet
– viser måske snarere noget om, hvem
de mener, at de har mest til fælles med. Som en
kvinde med oprindelse i Tyrkiet udtrykker det:
”Vi mødte hinanden i Tyrkiet, hvor jeg var på ferie.
...når der er nogen, der spørger, om det var et
arrangeret ægteskab svarer jeg, at ’det var godt
arrangeret’ – ikke arrangeret...”
Selvom nydanskerne på mange måder føler sig
som en del af det danske samfund, bruges ægteskabet
til at fastholde og vedligeholde kontakten
med oprindelseslandet, dets kultur og normer.
Man kan sige, at nydanskerne i disse tilfælde i
høj grad følger mønstre, som ligner deres forældres,
og spørge sig selv, om disse mønstre vil blive
givet videre til deres børn.
Størstedelen – og langt flere nydanskere end
for ti år siden – mener, at deres børn selv skal
bestemme, hvem de vil giftes med. Hos kvinder
med oprindelse i det tidligere Jugoslavien mener
96 pct., at børnene selv skal bestemme, mens
kun 46 pct. af kvinderne med oprindelse i Pakistan
er af samme opfattelse – faktisk mener 16
pct. fra samme gruppe, at børnene ikke skal vælge
ægtefælle alene. Nydanskere med oprindelse i
Pakistan har også sværest ved at acceptere, at
deres barn gifter sig med en dansker. Større
59

accept finder man hos nydanskere med oprindelse
i det tidligere Jugoslavien og Tyrkiet, hvor hhv.
80 pct. og 50 pct. mener, at deres barn skal have
lov til at gifte sig med en dansker.
For nogle grupper – nydanskere med oprindelse
i Jugoslavien og Tyrkiet – er der altså ved at ske
ændringer i forudsætningerne for valg af ægtefælle.
I gruppen af nydanskere med oprindelse i
Pakistan synes man derimod at værne mere om
familiens traditionelle rammer. Nydanskere fra
Pakistan synes således at foretrække endogami
(at gifte sig inden for gruppen), hvorimod nydanskere
med oprindelse i Tyrkiet og i særdeleshed
nydanskere med oprindelse i det tidligere Jugoslavien
udtrykker accept af eksogami (af gifte sig
uden for gruppen). Som anden forskning har
beskrevet (Sengstock, 1999) betyder familiesammenførte
ægteskaber andet og mere end nye
gruppemedlemmer; de betyder også vedligeholdelse
af gruppens kulturelle egenart. Hvordan
man indgår ægteskab har altså betydning for, hvilke
etniske grupper der fastholder de traditionelle
kulturelle værdier, og hvilke, der er i forandring.
Religion som kulturarv
Religion handler ikke kun om tro – overbevisning
og verdensbillede fører bestemte handlingsmønstre
med sig, der ud fra et etisk og moralsk perspektiv
anses for alment gældende uafhængig af
geografi. Alligevel forbinder man visse religioner
med bestemte etniske grupper. Danmark og det
danske folk er lutheransk kristne, hvilket endog
stadfæstes i vores grundlovs § 4, hvori det hedder,
at ”den evangelisk-lutherske kirke er den
danske folkekirke og understøttes som sådan af
staten”. På samme måde forbindes andre etniske
og nationale grupper af sig selv eller af andre
med bestemte religiøse tilhørsforhold.
Af vores undersøgelse fremgår det, at kun to af
de etniske minoritetsgrupper i særlig grad kan
forbindes med en enkelt religion, nemlig islam.
Det gælder nydanskere med oprindelse i Pakistan
og Tyrkiet, hvor 90-100 pct. tilhører dette religiøse
samfund. Overensstemmelsen mellem
etnisk og religiøst tilhørsforhold er langt mindre
udtalt blandt nydanskere med oprindelse i det tidligere
Jugoslavien, hvor ca. 40 pct. er ortodoks
katolske, ca. 20 pct. er muslimer, og ca. 10 pct.
tilhører den romersk-katolske kirke.
Religion spiller en stor rolle især hos kvinder
med oprindelse i Pakistan (86 pct.), hvorimod kun
17 pct. af kvinderne med oprindelse i det tidligere
Jugoslavien angiver, at deres religiøse tilhørsforhold
betyder noget særligt for dem. Til gengæld er
der 32 pct. i gruppen af kvinder med oprindelse i
det tidligere Jugoslavien, som vil opdrage deres
60

ørn i en bestemt religion – altså dobbelt så mange,
som angiver, at religion spiller en vigtig rolle i
deres eget liv. Faktisk gælder det alle grupper, at
der er flere, som vil opdrage deres børn i en
bestemt religion, end der er personer, som finder
religion vigtigt for deres eget liv; samtidig er der
færre i dag, som vil opdrage deres barn religiøst,
end der var for ti år siden. Årsagen til denne umiddelbare
modsætning kan være, at forældrene på
den ene side opfatter religion som en del af den
kulturelle arv og derfor ønsker at videregive den til
børnene – men på den anden side har et mere
individualistisk menneskesyn end generationen før
dem, der afspejler sig i opdragelsen af børnene.
Den individualistiske tilgang til religion afspejles
også i nogle af nydanskernes udsagn. Således fortæller
en kvinde med oprindelse i Pakistan at:
”Jeg har [af mine forældre] fået at vide: ’Du kan
godt gå til Koran, men du skal sige til, når du ikke
vil mere, og så må du altså i øvrigt selv vælge,
hvad du har lyst til – om du synes, du vil tro på
Allah, eller du ikke vil tro. Men lad være med at
råbe for højt om det.’ For man er stadigvæk bange
for, hvad andre synes.”
Citatet udtrykker på den ene side et personligt
valg og sekularisering: individet må selv vælge
niveauet af religiøst engagement – om hun vil gå
til Koran-undervisning eller ej. På den anden side
er det også tydeligt, at individualismen har en
grænse: den må ikke føre til en ydmygelse af
forældrene i den etniske/religiøse minoritetsgruppe.
Om det samme hensyn til gruppen vil blive vist
af tredjegenerationen og fordret af andengenerationen
er svært at sige, og kommer helt sikkert an
på de grupperinger, som danner sig inden for de
forskellige etniske og religiøse minoritetssamfund.
Slutteligt er det måske værd at bemærke, at
selvom religion kan være med til at opretholde
det etniske selvværd i en minoritetssituation, kan
religion faktisk i lige så høj grad fungere som integrerende
element. Hvis muslimer med oprindelse
i lande som Pakistan, Tyrkiet og det tidligere Jugoslavien
knytter bånd med danske muslimer, kan
det medføre etableringen af en ”dansk” Islam,
som kan indgå i den danske kulturarv.
Nydanskernes forhold til oprindelseslandet og
til Danmark
Hvor sprog og religion kan ses som pejlemærker
for større eller mindre integration, opfattes statsborgerskab
typisk som et definitivt valg. Tal fra
Danmarks Statistik viser, at 19 pct. af alle, som
oprindeligt kommer fra Tyrkiet har dansk statsborgerskab.
Tilsvarende har 58 pct. af alle der stammer
fra Pakistan og 11 pct. af alle der stammer
fra det tidligere Jugoslavien dansk statsborgerskab.
Ser vi på nydanskerne i den foreliggende
undersøgelse – de 30-35 årige – er tallene betydeligt
højere: Blandt nydanskere med oprindelse i
Tyrkiet har ca. 35 pct. dansk statsborgerskab,
blandt nydanskere med oprindelse i Pakistan er
tallet ca. 90 pct., og blandt nydanskere med
oprindelse i Jugoslavien er tallet ca. 50 pct. Da
man kan forvente, at en overvejende del af de
personer, som er med i landsgennemsnittet er
førstegenerations indvandrere, synes andengenerationen
– nydanskerne – altså at være betydeligt
mere tilbøjelige til at vælge dansk statsborgerskab
end deres forældre. Et dansk statsborgerskab
kan dog ikke i sig selv sige noget om nationalt
tilhørsforhold, bl.a. fordi visse lande (heriblandt
Tyrkiet) accepterer dobbelt statsborgerskab,
og fordi den danske lov om indfødsret ikke
stiller krav om løsning fra tidligere statsborgerskab
(se Lov om dansk indfødsret, § 3, 1999).
Undersøgelsen viser, at meget få nydanskere
har til hensigt at flytte tilbage til oprindelseslandet
(mindre end 5 pct.) og endnu færre ønsker, at
deres børn vender tilbage. Der er dog nogle
nydanskere, der har prøvet at bo i oprindelseslandet
i længere perioder (mere end seks måneder),
især mænd med oprindelse i Jugoslavien (11
pct.) og kvinder med oprindelse i Pakistan (22
pct.). For de øvrige gruppers vedkommende er det
under 5 pct., som har boet i længere tid i det
land, som deres forældre i sin tid forlod. Under
de kvalitative interviews blev det afspejlet, at
sådanne ophold ikke nødvendigvis er problemfri:
”Da jeg så var færdig [med min uddannelse], og
efter at jeg havde boet i Pakistan i fire-fem måneder,
fandt jeg ud af, at dét her kunne jeg altså
ikke klare. Slet ikke som gift. Dér var det, som
om det hele faldt sammen... Man er så forskellig
fra de andre på så mange forskellige måder. Og
så er det som om, at man ser en verden falde
sammen; éns drømme og ønsker. Og så skal man
starte forfra.“ (kvinde med oprindelse i Pakistan)
Der et bemærkelsesværdigt, at sammenholdes
spørgsmålet om dansk statsborgerskab med
ønsket om at bosætte sig i oprindelseslandet,
viser det sig, at størstedelen af dem, som vil tilbage,
er personer, som har dansk statsborgerskab.
At fravælge – eller endnu ikke have ansøgt
om – dansk statsborgerskab er altså ikke ensbetydende
med, at man ikke ønsker at blive boende
i Danmark. Undersøgelsen viser, at de hyppigste
årsager blandt mændene er værnepligtsproblemer
(16 pct.), besvær og kontrol (13 pct.), og
først derefter tilknytning til oprindelseslandet.
Blandt kvinderne er de væsentligste grunde besvær
og kontrol (13 pct.) og følelse at tilknytning til
hjemlandet (10 pct). Modviljen mod en lang
bureaukratisk ansøgningsproces spiller altså en
større rolle i fravalget af dansk statsborgerskab,
end følelsen af ikke at høre til i Danmark.
Afslutning
Nydanskerne – børnene af de indvandrere, som
gennem de sidste årtier har bosat sig i Danmark
– står midt i et skæringsfelt af valg af tilhørsfor-
61

Garbi Schmidt
Forsker ved Socialforskningsinstituttet
hold, kultur og identitet. Nydanskerne i vores
undersøgelse viser en stor bevidsthed om disse
valg og de omkostninger, som følger med, således
som det beskrives af en ung mand af kurdisk
oprindelse:
”Jeg tror ikke, at man kan gå ind og sige, at jeg
skal bevare det her [af min kultur], og give afkald
på det her. Kultur er, som hvis du piller i en
grundpille; så ryger det hele sammen. Jeg har
aldrig rigtigt forstået, at man kunne gå ind og
tage lidt hér og lidt dér [når det gælder kultur].
For mig lyder det som et barn, der går ind i et
supermarked, og bare vælger og vælger, men
som glemmer at betale. For man skal betale.
Men efterhånden har jeg forstået, at det er dig
selv, som skal tage stilling til, hvad du har lyst til,
og det er dig selv, som danner din kultur. Og det
kan jeg gøre, fordi jeg er kommet ud af den
beskyttelse, som kultur også kan give. Som er en
enorm tryghed: Det, som man plejer at gøre.”
Nydanskere bliver, grundet deres situation, tvunget
til at pille ved kulturens grundpiller. Fra at
være en tilsyneladende absolut og ubrydelig
størrelse kan kultur til et vist mål blive et individuelt
valg, som stykkes sammen af flere momenter.
Men valget er ikke uden omkostninger: det koster
hver gang der træffes et valg, enten i forældregenerationens
eller i majoritetskulturens – danskernes
– regnskab over korrekt adfærd.
Visse mønstre blandt nydanskerne ændrer sig
hurtigt, mens andre bibeholdes. At netop områder
som sprog og uddannelse er under forandring,
kan ses som udtryk for funktionel integration:
de forstærker og øger mulighederne for at
kunne klare sig godt i det danske samfund. Hvem
man vælger at gifte sig med, hvordan udvælgelsesprocessen
foregår, og hvilket religiøst tilhørsforhold
man har, er derimod først og fremmest af
betydning i familiesfæren. Nydanskernes valg af
funktionel integration er altså ikke ensbetydende
med kulturel assimilation, og et indlæg i debatten
må være, om en sådan kulturel assimilation
objektivt set er nødvendig. Et individs kulturelle
tilvalg betyder ikke automatisk fravalg af social
funktion. Den hæmmende faktor ligger derimod
ofte i majoritetens forestillinger om, hvad man
kan forvente af et integreret individ – forventninger,
hvor kultur og funktion ikke skilles ad, men
gøres afhængige af hinanden.
I en stadigt mere globaliseret verden, hvor mennesker
og kulturelle produkter, hvad enten det er
musik, klædedragt, vaner, religion eller ideologi,
krydser og bryder grænser, ændres spørgsmålet
om kulturel egenart. At være dansk behøver ikke
at betegne en monokultur, men er snarere en dialog
der inddrager mange stemmer, og hvis indhold
i fortsat udvikling. At være integreret i det danske
samfund bliver således snarere et spørgsmål om
at ville og kunne deltage i denne dialog, at ville
og kunne bidrage til samfundets fremme og opretholdelse
end at ligne og opføre sig som alle
andre.
■
Noter:
1) Ved et arrangeret ægteskab tager personen selv del
i beslutningsprocessen sammen med forældre og
slægt. En person kan fx frivilligt acceptere, at gifte
sig med en person fra hjemlandet, uden nogensinde
at have set vedkommende. Der kan også være tale
om to personer, som forelsker sig i hinanden på
afstand, og derpå involverer deres familie i forlovelsesprocessen,
uden at et egentligt kæresteri har
fundet sted. Endeligt kan der være tale om religiøs
overbevisning: at et ægteskab uden et forudgående
fysisk forhold anses for det mest korrekte og
moralsk forsvarlige. Grænserne mellem arrangerede
og tvangsægteskaber kan til tider være flydende.
Litteratur
Bredal, A. 1998. Arrangerte ekteskap og tvangsekteskap
blant ungdom med innvadrerbakgrunn. Oslo: Kompetansesenter
for likestilling.
Bredal, A. 1999. Arrangerte ekteskap og tvangsekteskap
i Norden. TemaNord 1999.604. København: Nordisk
ministerråd.
Bøggild Mortensen, Lotte. 1989. ”At være eller ikke
være”. Tyrkisk ungdom i København og Ankara. Kultursociologiske
skrifter, nr. 27. København: Akademisk
Forlag.
Just Jeppesen, Kirsten. 1989. Unge indvandrere. Rapport
89:6. København: Socialforskningsinstituttet.
Lov om dansk indfødsret. Lovbekendtgørelse nr. 28 af
15/01/1999 (gældende).
Lov om ændring af udlændingeloven med flere love. Lov
nr. 424 af 31/05/2000 (gældende).
Schmidt, Garbi & Vibeke Jakobsen. 2000. 20 år i Danmark:
En undersøgelse af nydanskeres situation og erfaringer.
Socialforskningsinstituttet 00:11. København.
Sengstock, Mary C. 1999. Chaldean Americans: Changing
Conceptions of Ethnic Identity. New York: Center for
Migration Studies.
63

Mellem tradition
og det moderne
I debatten om etniske minoriteter
fokuseres alt for meget på etnicitet
og kulturelle modsætninger
mellem danskere og de etniske
minoriteter. En vigtigere skillelinie
går i virkeligheden mellem på
den ene side en postmodernistisk
livsopfattelse, som hersker i store
dele af det danske samfund –
både blandt danskere og etniske
grupper – og på den anden side
traditionelt tænkende etniske
familier. Samtidig er fokuseringen
på kulturelle modsætninger med
til skjule problemer, som hænger
sammen med sociale og økonomiske
forhold.
Muharrem Aydas

I den danske debat omkring de etniske minoriteter
er kulturelle modsætninger et begreb som
ofte bliver nævnt. Kulturelle modsætninger opgives
af mange som årsagen til, at store dele af de
etniske minoriteter – især somalierne – har vanskeligt
ved at finde fodfæste på det danske
arbejdsmarked. Ligeledes er kulturelle modsætninger
ofte blevet nævnt som det største problem
i forbindelse med boligproblematikken og ikke
mindst de etniske minoriteters forhold til den
almene boligsektor. De kulturelle modsætninger
mellem de etniske minoriteter og det danske
majoritetssamfund er blevet forklaringsrammen til
forståelige, men ofte uløselige problemer.
Kultur er et dynamisk fænomen
Jeg er bare langt fra sikker på, at det forholder
sig således. Det er jo selvsagt logisk, at de kulturelle
modsætninger bliver den væsentlige skillelinie,
hvis man opfatter nationer og deres kultur
som naturgivne størrelser. Denne opfattelse af
nation som et naturgivet fænomen ligger under
alle omstændigheder temmelig langt fra den postmodernistiske
opfattelse af verden. Den franske
filosof Foucault opfattede nation som en kulturel
konstruktion og dermed som en omskiftelig
størrelse. Kultur opfattes kun af ganske få i dag
som et statisk, naturgivent fænomen, men opfattes
derimod som et dynamisk begreb, der er
under evig forandring.
Konsekvensen af denne tankegang er, at etnicitet
er en social konstruktion, primært konstrueret
af majoritetssamfundet, som efterfølgende
bevidst eller ubevidst overføres til og indlejres i
det enkelte individ i den etniske minoritetsgruppe
eller af gruppen som helhed. Man kan tale om at
der foregår en ascription. Og en stor del af denne
ascription hænger formodentligt sammen med
den populistiske bølge i medierne vendt mod de
etniske minoriteter. I de ofte meget fantasiprægede
historier fokuserer man stærkt på begreber
som kultur og kulturelle modsætninger, og samtidig
er kultur en lygtepæl, som mange politikere
både fra majoritets og minoritetssamfundene
læner sig op af.
Dette må ikke misforstås og opfattes, som om
kultur ikke eksisterer, for det gør det naturligvis.
Men igen er kultur ikke et statisk, naturgivent
fænomen, men dynamiske og evigt foranderlige
forhold, der ustandseligt transformeres i forhold
til andre kulturer og økonomiske ændringer. Dette
indebærer, at når man skal beskæftige sig med
kulturelle modsætninger, er det vigtigt at gøre sig
klart, at der ikke kun er forskel på nationale kulturer,
men også forskel inden for den enkelte
nationale kultur. Alt for ofte taler vi om kulturelle
modsætninger mellem majoritets- og minoritetskulturen
og glemmer ganske, at modsætninger
er noget, der findes inden for alle grupper, også
blandt de etniske minoriteter. Dette faktum er
bestemt ikke blevet mindre af den samfundsudvikling,
som har fundet sted gennem de sidste 30
år. Det postmodernistiske menneskes selviscenesættelse
og skaben af sin egen identitet og selvforståelse
forstærker dette forhold.
Det er væsentligt, at man til stadighed erindrer
sig dette forhold, når man beskæftiger sig med
kulturproblematikken. Alt for ofte opfattes de etniske
kulturer som statiske, ensartede størrelser.
Men sandheden er, at det er de langt fra. Der er
store forskelle mellem de forskellige nationaliteter,
mellem de forskellige generationer og mellem
de enkelte individer. I den ældre generation har
man i nogle tilfælde en meget voldsom ascription
i forhold til de traditioner, som den enkelte person
er vokset op under. I andre tilfælde har man
en ascription, hvor vedkommende bevidst eller
ubevidst tillægger sig en form for danskhed, som
ingen eller meget få danskere har.
Men i alle tilfælde er man yderst påvirket af
den danske/den postmodernistiske kultur. Et
enkelt og naivt eksempel kan illustrere dette.
Mange slagtere med minoritetsbaggrund tilhører
traditionelt en yderst religiøs gruppe – men på
trods af dette holder de deres forretning lukket
søndag og åben fredag. Der findes ingen blandt
de etniske minoriteter, som ikke på en eller
anden måde er påvirket af majoritetssamfundets
kultur.
Dette gælder naturligvis langt stærkere blandt
2. generations indvandrere, de såkaldte nydanskere
– eller hvilken etiket man nu har valgt at
sætte på denne gruppe. Disse mennesker er ligesom
danske unge, postmodernistiske væsener
påvirket af medierne til at leve i et vestligt forbrugssamfund.
Denne gruppe unge finder, på
samme måde som andre unge, selv deres værdier
og normer. Gennem en selviscenesættelse
skaber de deres liv. Ja, på nogle punkter er de
måske endnu mere postmodernistiske end mange
danskere – det vil jeg søge at påvise i det følgende.
Tvangsægteskaber og arrangerede ægteskaber
Et af de områder, hvor man ofte ser de kulturelle
modsætninger, er omkring indgåelse af ægteskab.
I store dele af den tredje verdens lande er
det tradition, at man bliver gift gennem et arrangeret
ægteskab. Når den ene eller den anden
ægtefælle ikke ønsker at indgå dette ægteskab
og alligevel bliver presset til det, så har vi det, vi
kalder et tvangsægteskab. Disse ægteskaber
optræder blandt de etniske minoriteter i dagens
Danmark – det ser vi desværre tydeligt gennem
vor kriserådgivning.
Tvangsægteskaber er naturligvis forkastelige,
og dé arrangerede ægteskaber, som i virkeligheden
er maskerede tvangsægteskaber, er lige så
forkastelige. De strider ikke kun mod den danske
lovgivning, de strider mod menneskerettighederne
og almindeligt retsind. Det er ekstra problematisk,
fordi de unge, som er vokset op med påvirkningen
af majoritetssamfundets postmodernisme,
er blevet fanget i en kulturel modsætning i for-
65

hold til forældrenes traditionelle opfattelse af
livet, og af hvad der er rigtigt og forkert.
Men hvis man opfatter ovennævnte kulturelle
modsætning som en modsætning mellem fx tyrkisk
eller pakistansk kultur og dansk kultur, så er
det en grov form for forenkling, som jeg ganske
enkelt vil kalde forkert. Og det bliver endnu mere
forkert, hvis man mener, at det drejer sig om en
kulturel modsætning mellem islamisk kultur og
den kristne/ateistiske kultur, som man har i Danmark.
Den slags postulater er udtryk for grov
populisme, der afslører en afgrundsdyb uvidenhed.
Lad mig begynde med det sidste udsagn, at
tvangsægteskaber er en fast del af Islam. I Islam
har tvangsægteskaber altid været forbudt. De religiøse
ledere vender sig mod tvangsægteskaber.
Vi ser fra vor kriserådgivning eksempler på tvangsægteskaber,
hvor forældrene er kristne, hvor
forældrene er ateister og så videre. Det er, og lad
mig understrege dette, ikke et religiøst fænomen.
Men det er heller ikke et nationalt fænomen.
Tvangsægteskaber findes både i Tyrkiet og Pakistan,
men er ualmindelige. Forklaringen på fænomenet
skal man snarere finde i et andet kvindesyn,
et mere traditionelt kvindesyn, end det man
har i den vestlige verden. I den vestlige verden
opfattes kvinden som et selvstændigt individ med
egne rettigheder og fuld bestemmelse over egne
handlinger. I et mere traditionelt kvindesyn ses
kvinden ikke som et selvstændigt individ, men
opfattes som et individ i forbindelse med familie
og slægt. Det er en følge af denne forbindelse, at
familien/slægten blandt andet søger at styre kvindens
seksualitet. Der er ikke noget at sige til, at
de to kvindesyn opfattes så modsætningsfyldte,
for der er et ocean til forskel mellem den traditionelle
kvindeopfattelse og den postmodernistiske
opfattelse i vesten, hvor en kvinde har ret til et
selvstændigt seksualliv fra 15-16 års alderen.
For et stort antal unge kvinder opvokset i
vesten, og for en del unge kvinder opvokset i tredje
verdens lande ligger der et skisma mellem
deres opfattelse af sig selv som individ – med ret
til selv at bestemme over deres krop og sjæl – og
deres forhold til familien. I mange tilfælde forsøger
man at leve med dette skisma uden at foretage
et valg. Bliver disse unge kvinder endelig
tvunget til at foretage et valg, er det et valg
præget af en stor indre ambivalens.
I nogle tilfælde klares dette skisma ved, at de
har kæreste – de har seksuelle forhold. Men når
de skal giftes, bøjer de sig for familiens ønske –
nogle gange frivilligt, andre gange mindre frivilligt
og får foretaget et operativt indgreb, hvor de får
genskabt deres mødom for at ”slette” tidligere
forhold. I virkeligheden er det vel egentlig den
ultimative form for selviscenesættelse. For den
unge kvinde er det en måde både at leve postmodernistisk
og derefter som lidt ældre at tilpasse
sig familiens normer.
Men dette skisma, som ofte er forbundet med
en form for dobbeltliv, resulterer for et stort antal
unge kvinder af etnisk oprindelse i et barsk og
uhyggeligt liv. Prisen er ofte meget høj. Angst,
utryghed og depressioner er ofte nogle af følgerne
af dette liv delt mellem to forskellige verdener. Og
vort samfunds muligheder for at hjælpe dem er
meget små. Tillige vælger mange af de humanistiske
socialarbejdere ikke at hjælpe den unge af
respekt for en kultur, som socialarbejderen ikke
selv forstår – men ofte giver indtryk af at forstå.
Den unge, som fx står over for tvangsægteskab,
har ofte både problemer med sin familie og tillige
med at overbevise de sociale myndigheder om
behovet for hjælp. Og får de endelig hjælp, er det
ofte penge, anbringelse på ungdomspensioner og
lignende. Men det er ikke hjælp i forhold til de virkelige
problemer. De virkelige problemer handler
om følelser, de handler om kærlighed og smerte i
forhold til familie og i forhold til selv at kunne styre
sit liv. Disse problemer kan hverken løses med
jura eller med penge. Derfor er vi også gået ind i
dette problemfelt med holdningsændrende kampagner,
pigegrupper og så videre.
Men for mig bunder hele dette problemfelt ikke
i en kulturel modsætning mellem det danske
samfund og de etniske minoriteters samfund. Det
bunder i et sammenstød mellem en postmodernistisk
livsopfattelse som hersker i store dele af
samfundet i Danmark – både blandt danskere og
etniske grupper, og så traditionelt tænkende etniske
familier, der ofte ikke er blevet synderligt godt
integreret i det danske samfund.
Vold blandt unge fra de etniske miljøer
Et andet emne, som ligesom tvangsægteskaber
har interesseret medierne voldsomt, er unge 2.
generations indvandrere der har begået vold.
Tåstrup – Gellerup – Vollsmose – Nørrebro er blot
nogle af de områder, som ofte har været fremhævet
i pressen i forbindelse med vold og unge
fra de etniske miljøer. I 1999 kunne man læse i
aviserne og høre i de elektroniske medier, at 2.
generation gjorde oprør på Nørrebro. Det billede
man tegnede var, at 2. generations indvandrerne
på Nørrebro var begyndt at bruge vold og optøjer,
fordi de var utilfredse med en domsafsigelse.
Vi undersøgte denne sag i dybden, og resultatet
var, at 2. generation ikke gjorde oprør. Derimod
havde en gruppe fra 2. generation lavet disse
optøjer. Sagt på en anden måde – en flok ballademagere
som tilhører de etniske miljøer, laver
ballade, ergo er det hele 2. generation, som
opfører sig voldeligt. Ingen medier beskæftigede
sig med det faktum, at der var tale om en subkultur.
Den gruppe, der var tale om, kan tilnærmelsesvis
sammenlignes med rockergruppen
HA’erne. Men da der var rocker krig i Titangade
på Østerbro i København, talte ingen om, at danskerne
lavede oprør.
At der har været voldsproblemer med personer
der er 2. generations indvandrere, betyder altså
ikke, at der er et generelt problem med hele den-
67

Muharrem Aydas
Formand for Etniske Minoriteters
Landsorganisation – ELO
ne gruppe. Men ved den populistiske omtale af
disse vilkår bedrages befolkningen til at tro, at
det er normalt, at 2. generation er voldelig – og
det er meget langt fra sandheden. I langt de fleste
tilfælde er der tale om udstødte unge, der
lever i et stærkt socialt belastet område og kommer
ud i denne voldsomme form for kriminalitet.
Dermed skal jeg naturligvis ikke tages til indtægt
for, at jeg mener, at der er en automatisk sammenhæng
mellem at vokse op i socialt belastet
område og at ende som voldsforbryder. For det er
der heldigvis ikke. Men min pointe er, at miljøet
er en medvirkende faktor, som er langt større end
den etniske baggrund.
Jeg er temmelig overbevist om, at disse problemer
i langt højere grad bunder i sociale og økonomiske
forhold end i kulturelle modsætninger. Men
det er selvfølgelig langt lettere at sælge budskabet
om kulturelle modsætninger, end det er at
tage fat på de sociale og økonomiske problemer.
Findes der slet ikke dybe kulturelle
modsætninger?
Det tredje eksempel, jeg vil bruge til at vise, at
det er ikke så enkelt at tale om kulturelle modsætninger,
er spisevaner. Jeg var i Tyskland og
besøgte en af mine etniske venner der. Han var
ikke kommet hjem fra arbejde, da jeg kom. Hans
kone dækkede op til middag – på gulvet. Han var
blevet forsinket, da hans privatchauffør sad fast i
trafikken. Min ven er direktør i et stort tysk firma
– men hjemme foretrak man at spise på gulvet.
Er han ikke integreret? – er det at spise på gulvet
en kulturel modsætning? Næppe når man er
direktør. Men havde han haft sin egen lille grønthandel
i Blågårdsgade, ville mange nok mene, at
han ikke var tilstrækkeligt integreret i det danske
samfund. Dette eksempel viser, at man i virkeligheden
skal passe temmelig godt på ikke at forveksle
kulturelle forskelle, eller måske rettere
bare forskellighed, med kulturelle modsætninger.
Jamen er der slet ikke nogen regulære dybe
kulturelle modsætninger? Findes de slet ikke? Til
det vil jeg svare, at der ikke er nogen naturgivne
modsætninger, men at den menneskelige forestillingsverden
skabes af de omgivelser og de indtryk,
som mennesket får. Langt de fleste modtager
en væsentlig del af deres viden om samfundet
og dets mennesker gennem medierne. Når
der tegnes et dybt forenklet og ofte forvrøvlet billede
af forholdet mellem danskere og de etniske
minoriteter, så opstår forskellene. Når fru Jensen
aften efter aften hører om, hvordan Ali “er”, så
bliver Ali til en farlig person i hendes forestillingsverden.
Når medierne fortæller historien om,
hvordan de etniske minoriteter “er”, så skubbes
de langsomt ud af samfundet, og ganske naturligt
begynder stadig flere at dyrke traditioner og egenart
– at skabe deres eget samfund. Hermed opstår
en segregation, som ingen i det danske samfund
kan være tjent med.
Jeg tror, at en af de store farer i det postmodernistiske
samfund, som kendetegnes ved at hylde
det individuelle, er den voldsomme populisme,
der er en følge af, at alt drejer sig om repræsentation,
og at det hovedsageligt er pressen, der
skaber denne repræsentation. Populismen
kræver en ensartethed i humanismens navn. Vi
må ikke ryge – det er farligt for helbredet, vi må
ikke være for tykke – det er sundhedsskadeligt, vi
må ikke bære tørklæde – det er kvindeundertrykkende,
vi må ikke blive gift ved et frivilligt arrangeret
ægteskab – det er i virkeligheden tvang, vi må
ikke gå i moskeen – det er farligt for danskheden
og så videre.
Ønsket om denne ensartethed, sammenholdt
med det Foucault kaldte et overvågningssamfund,
er ved at udvikle sig til et aktivt kontrolsamfund.
Dette ligger også tæt op af indenrigsministeriets
tanker om, at naboen skal melde naboen, hvis
der er mistanke om socialt bedrageri. Dette kontrolsamfund
og denne søgen mod kulturel ensartethed
er i virkeligheden et langt dybere samfundsproblem
end kulturelle modsætninger.
Det jeg har villet vise med disse eksempler er,
at det først og fremmest ikke er let at tale om kulturelle
modsætninger, og at det derfor heller ikke
er så enkelt at bruge kulturelle modsætninger
som en forklaringsramme på nogle af de ting, der
foregår i vores samfund. Det ville være let, hvis
man kunne tale om kulturelle modsætninger mellem
majoritetskulturen og de etniske minoriteters
kultur, men så enkelt er det ikke. Medmindre
man mener, at det at bære tørklæde, at spise
halalkød og den slags ting er kulturelle modsætninger.
Mange kulturmønstre eksisterer og brydes på
tværs af den sociale konstruktion, som ligger i
forholdet mellem majoritet og minoritet. Og man
glemmer også alt for ofte i debatten, at kulturelle
modsætninger også eksisterer mellem de forskellige
grupper af etniske minoriteter. Når kultur ikke
er et statisk fænomen, men en dynamisk størrelse
i evig forandring og under evig påvirkning, så
bliver det en alt for grov forenkling at tale om
modsætninger. Og så bliver det ikke en forklaringsramme
for noget som helst, men blot meget
nemt noget populistisk sludder.
■
68

Kriminalitet
blandt etniske
minoriteter
Britta Kyvsgaard
Langt de fleste lovovertrædelser begås af personer
af dansk oprindelse. I forhold til hvor mange
der er i gruppen af etniske minoriteter, er de dog
klart overrepræsenteret i straffesystemet. Der
er sket en mindre vækst i kriminaliteten blandt
indvandrere og efterkommere, men væksten
vedrører alene færdselsovertrædelser
69

Spørgsmålet om kriminalitet blandt indvandrere
og andre af fremmed etnisk herkomst er i allerhøjeste
grad et varmt politisk emne. Megen debat
om indvandrere tager udgangspunkt i konkrete
tilfælde af kriminalitet, og kriminalitet er et væsentligt
argument i diskussionen om begrænsning
af indvandring. Sådan forholder det sig i Danmark
i dag, men sådan forholdt det sig også i USA allerede
i 1800-tallet, hvor de første undersøgelser
om indvandreres kriminalitet blev gennemført. I
Danmark er der gennemført fire større undersøgelser
af den registrerede kriminalitet blandt
etniske minoriteter. Det er den seneste af disse
undersøgelser, der her skal redegøres for. 1+2
9 ud af 10 lovovertrædere
er af dansk oprindelse
I 1998 blev i alt 117.613 personer i alderen 15-
64 år 3 fundet skyldige i et eller flere strafferetlige
forhold. Heraf var de 105.493 – eller 89,7 pct. –
af dansk oprindelse og altså lige godt 10 pct. af
udenlandsk oprindelse. Det fremgår af tabel 1,
som også viser, at de fleste lovovertrædere af
såvel udenlandsk som dansk oprindelse var
mænd. Samlet set var knap 16 pct. af dem, der
blev fundet skyldige i en lovovertrædelse i 1998,
kvinder. Opgørelsen omfatter alene personer med
et dansk personnummer. Det betyder, at de lovovertrædere,
der var turister, asylansøgere eller
ikke havde et lovligt ophold i Danmark på gerningstidspunktet,
ikke er omfattet af undersøgelsen.
Personer af udenlandsk oprindelse kan klassificeres
efter deres indvandrerstatus som enten
indvandrere eller efterkommere. Ved indvandrer
forstås en person, som er født i udlandet, og hvis
forældre begge (eller den ene, hvis der ikke findes
oplysninger om den anden) er udenlandske
statsborgere eller født i udlandet. Hvis der ikke
findes oplysninger om nogen af forældrene, og
personen er født i udlandet, opfattes personen
også som indvandrer. Indvandrere omfatter også
flygtninge. Ved efterkommer forstås en person,
som er født i Danmark af forældre, hvoraf ingen
er dansk statsborger født i Danmark. Hvis der
ikke findes oplysninger om nogen af forældrene,
og personen er udenlandsk statsborger, opfattes
personen også som efterkommer. Alle øvrige personer
opfattes som værende af dansk oprindelse,
idet det drejer sig om personer, hvor mindst
én af forældrene er dansk statsborger født i Danmark.
Hvis der ikke findes oplysninger om nogen
af forældrene, anses personen også for at være
af dansk oprindelse, når vedkommende er dansk
statsborger og født i Danmark.
Tabel 1 viser, at langt hovedparten af lovovertræderne
af udenlandsk oprindelse havde status
som indvandrere, og kun godt 1 pct. af lovovertræderne
i 1998 var efterkommere.
Kriminalitetshyppigheden er højere blandt indvandrere
og efterkommere
Spørgsmålet om, hvorvidt de etniske minoriteter
er overrepræsenterede i straffesystemet, er
belyst i tabel 2. Heraf fremgår, at 3,3 pct. af alle
15-64-årige i 1998 blev kendt skyldige i en lovovertrædelse.
Af indvandrere drejede det sig om
4,6 pct. og af efterkommerne om 7,4 pct.. Samlet
blev 4,8 pct. af de 15-64-årige af udenlandsk
oprindelse kendt skyldige i en lovovertrædelse.
Der er således tale om, at en større andel af indvandrerne
og af efterkommerne end af hele
befolkningen mødes med strafferetlige sanktioner.
De nævnte tal svarer til, at indvandrere og
efterkommere i 1998 havde henholdsvis 40 og
125 pct. højere kriminalitetshyppighed 4 end hele
befolkningen, og at den samlede gruppe af personer
af udenlandsk oprindelse havde 46 pct. højere
kriminalitetshyppighed.
Oplysninger om indvandreres og efterkommeres
oprindelsesland er her anvendt til en opdeling
Tabel 1. Antal 15-64-årige fundet skyldige i en lovovertrædelse i 1998, fordelt efter køn og indvandrerstatus.
Udenlandsk oprindelse Dansk oprindelse Hele befolkningen
Indvandrere Efterkommere
I alt 10.7 13 1.407 105.493 117.613
- i pct. 9,1 % 1,2 % 89,7 % 100,00 %
Mænd 8.937 1.228 88.972 99.137
- i pct. 9,0 % 1,2 % 89,7 % 100,0 %
Kvinder 1.776 179 16.521 18.476
- i pct. 9,6 % 1,0 % 89,4 % 100,0 %
Andel kvinder 16,6 % 12,7 % 15,7 % 15.7 %
70

Tabel 2. Procentandel med strafferetlig afgørelse 1998 fordelt efter køn, indvandrerstatus og national
oprindelse.
Mænd Kvinder I alt
Udenlandsk oprindelse 7,9 % 1,6 % 4,8 %
– Indvandrere 7,5 % 1,6 % 4,6 %
– Efterkommere 12,5 % 2,0 % 7,4 %
Fra mere udviklede lande 5,7 % 1,5 % 3,6 %
Fra mindre udviklede lande 10,0 % 1,7 % 6,1 %
Dansk oprindelse 5,3 % 1,0 % 3,2 %
Hele befolkningen 5,5 % 1,1 % 3,3 %
efter oprindelseslandets udvikling, nemlig i mere
udviklede og mindre udviklede lande i henhold til
FNs opdeling fra 1994 (Developed countries og
Less Developed countries), idet det statistiske
grundlag er for svagt til detaljerede fordelinger af
kriminalitetsforekomst i forhold til oprindelsesland.
Mere udviklede lande omfatter alle europæiske
lande ekskl. Tyrkiet, Cypern, Aserbajdsjan,
Usbekistan, Kasakhstan, Turkmenistan, Kirgisistan,
Tadsjikistan, Georgien, og Armenien.
Desuden indgår landene USA, Canada, Japan,
Australien og New Zealand i FNs afgrænsning af
mere udviklede lande.
Det ses af tabel 2, at kriminalitetshyppigheden
især var høj for personer fra mindre udviklede lande.
Deres kriminalitetshyppighed var næsten den
dobbelte af den, personer af dansk oprindelse
havde. Forskellen mellem personer fra mere
udviklede lande og personer af dansk oprindelse
var derimod ikke særlig stor. Både mænd og kvinder
af udenlandsk oprindelse havde en højere kriminalitetshyppighed
end mænd og kvinder i hele
befolkningen.
I forhold til det, norske og svenske undersøgelser
har vist vedrørende kriminalitet blandt etniske
minoriteter, er der intet, der tyder på, at Danmark
har specielt mange problemer i så henseende.
Svenske undersøgelser viser således, at indvandrere
har omkring dobbelt så høj kriminalitetshyppighed
som personer af svensk oprindelse, mens
kriminalitetshyppigheden for indvandrernes børn
er omkring 50 pct. højere (Ahlberg 1996; Hofer,
Sarnecki og Tham 1997). Den seneste norske
undersøgelse viser en ca. 50 pct.’s overrepræsentation
af personer af fremmed etnisk herkomst
i det norske straffesystem (Hustad 1999).
Det skal tilføjes, at en norsk undersøgelse har
påvist, at indvandrere fra ikke-vestlige lande også
hyppigere end andre er ofre for kriminalitet, herunder
især for vold (Gundersen 2000). Tilsvarende
er vist i undersøgelser fra andre vesteuropæiske
lande (Albrecht 1991).
Kriminalitetens art og etnisk baggrund
Tabel 3 viser kriminalitetens art for mænd. Det
ses, at en forholdsvis lille del af indvandreres og
efterkommeres straffe vedrører færdselsloven, og
at en forholdsvis stor del vedrører straffeloven.
Sidstnævnte beror primært på mange ejendomsforbrydelser,
herunder især butikstyverier. Der er

Tabel 3. Strafferetslige afgørelser for mænd fordelt efter indvandrerstatus og kriminalitetens art.
Indvandrere Efterkommere Hele befolkningen
antal pct. antal pct. antal pct.
Straffelov i alt 3.392 38,0 580 47,2 25.081 25,3
Sædelighedsforbr. i alt 50 0,6 4 0,3 428 0,4
Voldsforbrydelser 687 7,7 128 10,4 4.607 4,6
Ejendomsforbrydelser 2.465 27,6 419 34,1 18.559 18,7
– heraf butikstyveri 1.103 12,3 74 6,0 5.161 5,2
Andre forbrydelser 190 2,1 29 2,4 1.487 1,5
Færdselslov i alt 4.464 49,9 493 40,1 63.907 64,5
Særlove i alt 1.081 12,1 155 12,6 10.149 10,2
Alle lovovertrædelser 8.937 100,0 1.228 100,0 99.137 100,0
dog også forholdsvis mange af indvandrerne og
efterkommerne, som er dømt for voldsforbrydelser.
Af de mandlige indvandreres strafferetlige
afgørelser i 1998 angik 7,7 pct. voldsforbrydelser,
for efterkommere drejede det sig om 10,4
pct., mens tallet for hele befolkningen var på 4,6
pct.. Vurderet i forhold til samtlige mænd, dømt
for voldsforbrydelser i 1998, var 15 pct. af disse
indvandrere, 3 pct. efterkommere og de resterende
82 pct. af dansk oprindelse.
Af de kvindelige indvandrere og efterkommere,
som er dømt for en lovovertrædelse, gælder i endnu
højere grad end for mændene, at en overordentlig
stor del af deres kriminalitet er butikstyverier.
51 pct. af de indvandrerkvinder, som i 1998
fik en strafferetlig afgørelse, dømtes for butikstyverier,
mod 40 pct. af de kvindelige efterkommere
og 24 pct. af samtlige kvinder med strafferetlige
afgørelser. Denne forskel er meget stor og betyder,
at såfremt butikstyverier ikke var omfattet af
undersøgelsesmaterialet, ville den ovennævnte
51 pct.’s overrepræsentation af kvindelige lovovertrædere
af fremmed etnisk herkomst forsvinde,
og kvinder af udenlandsk og af dansk herkomst
ville have samme kriminalitetshyppighed.
Flere i de kriminelt aktive aldersgrupper
Kriminalitet er i meget høj grad et ungdomsfænomen.
Det betyder at kriminalitetshyppigheden
inden for en gruppe må forventes at være
højere, hvis der er relativt mange unge i gruppen.
Indvandreres, efterkommeres og den øvrige
befolknings aldersfordelinger er meget forskellige.
Af de aldersgrupper, undersøgelsen omfatter,
udgør de 15-39-årige 60 pct. af indvandrerne,
85 pct. af efterkommerne og kun 51 pct. af
den øvrige del af befolkningen. Mest markant er
72

Tabel 4. De almene og de alderskorrigerede kriminalitetshyppigheder for personer med afgørelse i
1998 fordelt efter køn og indvandrerstatus. Indeks, befolkningen i alt = 100.
Uden alderskorrektion Med alderskorrektion
Mænd
Udenlandsk oprindelse 144 134
– Indvandrere 137 129
– Efterkommere 227 186
Alle mænd 100 100
Kvinder
Udenlandsk oprindelse 151 142
– Indvandrere 147 140
– Efterkommere 187 167
Alle kvinder 100 100
forskellene for de 15-19-årige, som udgør knap
35 pct. af efterkommerne, mod henholdsvis 8 og
7 pct. af indvandrerne og den øvrige del af
befolkningen. Kriminalitetshyppighederne i de
forskellige etniske grupper kan derfor ikke uden
videre sammenlignes. Det er illustreret i tabel 4,
hvor kriminalitetshyppighederne er vist både med
og uden korrektion for de forskellige aldersprofiler.
Der er benyttet indirekte aldersstandardisering,
idet hyppighederne vises i form af indekstal
med hele landet = 100.
Som det ses af tabellen, så betyder forskellene
i aldersfordelingerne en del, idet de almene kriminalitetshyppigheder
reduceres noget, når der
tages hensyn til, at der blandt indvandrerne og
efterkommerne er forholdsvis mange i de aldersklasser,
der er mest kriminelt aktive. For mændene,
der står for den største del af kriminaliteten,
reduceres kriminalitetshyppigheden således fra at
være 44 pct. til at være 34 pct. højere end for
alle mænd i befolkningen
Andre forskelle, som har en betydning
for kriminalitetshyppigheden
Ud over køn og alder er der en række andre forhold,
der har betydning for eller er klart forbundet
med risikoen for kriminalitet. Et af disse er urbanisering,
idet kriminalitetsrisikoen er større i storbyer
end i mindre byer og på landet. Undersøgelsen
viser, at når der tages højde for, at der bor
forholdsvis få personer af udenlandsk oprindelse
i de små byer og forholdsvis mange i de store,
reduceres forskellen mellem deres kriminalitetshyppighed
og befolkningens som helhed yderligere
end smule. Den alderskorrigerede kriminalitetshyppighed
for mænd af udenlandsk oprindelse
bliver således 32 pct. i stedet for 34 pct. højere
end alle mænds, mens den for kvinder af

udenlandsk oprindelse reduceres fra at være 42
pct. højere til at være 37 pct. højere end landsgennemsnittet.
Også menneskers sociale og økonomiske forhold
har en stor betydning for deres kriminalitetsrisiko.
Fra andre undersøgelser ved vi, at kriminalitetshyppigheden
blandt personer uden arbejde
eller uden tilknytning til arbejdsmarkedet er flere
gange større end kriminalitetshyppigheden blandt
personer i arbejde (Kyvsgaard 1998). Samtidig
ved vi, at indvandreres tilknytning til arbejdsmarkedet
er betydeligt svagere end den øvrige befolknings
(Statistisk tiårsoversigt 1999; Mogensen &
Matthiessen 2000). Der kan derfor være grund til
at antage, at forskelle i erhvervsfrekvens og i indkomstforhold
også har betydning for, at kriminalitetshyppigheden
for personer af udenlandsk
oprindelse er større end den øvrige befolknings.
Undersøgelsen vedrørende strafferetlige
afgørelser i 1998 omhandler imidlertid ikke oplysninger
og sociale og økonomiske forhold, hvorfor
det ikke er muligt at sige, i hvilket omfang disse
forhold influerer på forskellene i kriminalitetshyppigheden.
En tilsvarende undersøgelse vedrørende
strafferetlige forhold i 1995, som inkluderer
oplysninger om socioøkonomiske forhold, viser
dog klart, at de socioøkonomiske forhold har en
betydning herfor.
Det skal tilføjes, at det er planlagt at gennemføre
en undersøgelse, svarende til ovennævnte,
vedrørende straffede i år 2000, og at denne
undersøgelse vil inkludere en række af de sociale
baggrundsfaktorer, der er forbundet med kriminalitet.
Udviklingstendenser i kriminaliteten
blandt indvandrere og efterkommere
De to første danske undersøgelser af kriminalitet
og etnisk herkomst, der er gennemført, vedrører
fastboende udenlandske statsborgere, der er
dømt for kriminalitet. Den første undersøgelse
omhandler lovovertrædere i 1983 og den anden
lovovertrædere i 1988 (Juhler & Schwarz 1986;
Juhler, Orth & Schwarz 1992). Begge undersøgelser
viser en overrepræsentation af domfældte
udlændinge i især de yngre aldersklasser, men
også i mange af de ældre aldersklasser ses en
overrepræsentation. Denne overrepræsentation
er stort set lige stor i de to undersøgelser, og der
er således ikke tegn på, at der i midten af
1980’erne er sket en vækst i kriminaliteten
blandt de fastboende udlændinge.
Den tredje danske undersøgelse af kriminalitet
blandt etniske minoriteter, der er gennemført,
vedrører strafferetlige afgørelser i 1995 og svarer
til den, der er redegjort for ovenfor (Danmarks
Statistik 1998). En sammenligning mellem disse
to undersøgelser viser:
• en vækst på 5 pct. i andelen af indvandrere,
som har fået en strafferetlig afgørelse
• en vækst på 12 pct. i andelen af efterkommere,
som har fået en strafferetlig afgørelse
• en samlet vækst på 5 pct. i andelen af personer
af udenlandsk oprindelse, som har fået en
strafferetlig afgørelse
• et fald på 1 pct. i andelen af personer af dansk
oprindelse, som har fået en strafferetlig afgørelse
Sammenligningen viser endvidere en ændring i
kriminalitetens art fra 1995 til 1998 for personer
af udenlandsk oprindelse, idet de hyppigere bliver
straffet for færdselslovsovertrædelser og sjældnere
for straffelovsovertrædelser. Der er således
sket et fald på 8 pct. i andelen af indvandrere og
efterkommere, som i 1998 fik en strafferetlig
afgørelse for straffelovsovertrædelser, mens
andelen med færdselslovsovertrædelser er steget
med 29 pct..
Samlet vurderet ses altså kun svage tendenser
til vækst i kriminalitetshyppigheden blandt personer
af udenlandsk oprindelse, og den vækst, der
er påvist, vedrører ikke straffelovskriminaliteten,
men færdselslovsovertrædelser, hvilke kan ses
som tegn på, at kriminalitetsmønsteret for personer
af udenlandsk oprindelse tilnærmer sig det,
der, jfr. tabel 3, er for personer af dansk oprindelse.
Forklaringer
Der er fremsat mange forskellige hypoteser og
forklaringer på, at der er en overrepræsentation
af indvandrere i straffesystemet. De vigtigste skal
her kort refereres.
Diskrimination er en af de mulige forklaringer.
Overrepræsentationen kan således skyldes, at
indvandrere i højere grad end andre blive overvåget
af politiet og dermed løber en større risiko
for at blive opdaget, såfremt de begår noget kriminelt.
Det er jo en kendt sag, at en meget stor
del af kriminaliteten aldrig opklares, så hvis sandsynligheden
for opdagelse er større for en
bestemt personkreds end for andre, må man alt
andet lige også forvente, at denne personkreds
vil stå for en uforholdsmæssig stor del af den
opklarede kriminalitet.
I en norsk undersøgelse har man fundet, at 17
pct. af alle anholdelser i 1998 vedrørte indvandrere
(Haslund 1999), mens der i en anden norsk
undersøgelse for samme år er vist, at 8 pct. af
alle tiltalte er indvandrere (Hustad 1999). Dette
kunne tyde på, at indvandrere i højere grad end
andre tiltrækker sig politiets opmærksomhed,
men det kan også skyldes, at indvandrere i højere
grad end andre begår kriminalitet, der hyppigt
medfører anholdelse. Undersøgelserne kan således
hverken af- eller bekræfte diskriminationshypotesen.
Det samme er tilfældet i en dansk antropologisk
undersøgelse af nærpolitiet. I denne konkluderes
således, at selv om forskeren på den ene
side har et klart indtryk af, at etniske minoriteter
kan vække politiets mistanke alene på grund af
deres udseende, så giver undersøgelsesmateria-
74

let i øvrigt ikke grundlag for at slutte, at politiet
diskriminerer (Holmberg 1999).
Som nævnt ovenfor, er det en betydeligt større
andel af kvinderne af udenlandsk end af dansk
oprindelse, som straffes for butikstyveri. Hvorvidt
det beror på, at kvinder af udenlandsk oprindelse
i højere grad end kvinder af dansk oprindelse risikerer
opdagelse, eller om det skyldes, at kvinder
af udenlandsk oprindelse rent faktisk hyppigere
begår butikstyverier, vides ikke. Men som sagt er
der i øvrigt ikke forskel i kriminalitetshyppigheden
mellem kvinder af dansk og af udenlandsk oprindelse.
Der skal jo ikke megen fantasi til at forestille
sig, at kvinder, som via deres klædedragt,
udseende og adfærd klart adskiller sig fra andre
kvinder, også i højere grad bliver synlige for butiksdetektiven
og de ansatte, uden at der heri nødvendigvis
ligger racistiske motiver eller lignende.
I løbet af efteråret 2000 vil der blive gennemført
en undersøgelse, der sigter på at belyse
spørgsmålet om, hvorvidt personer af udenlandsk
oprindelse i højere grad end andre risikerer pågribelse
og sigtelse. Det kan dog være vigtigt at
tilføje, at diskrimination også på anden måde kan
tænkes at have betydning for en øget kriminalitetshyppighed
blandt personer af fremmed etnisk
herkomst, idet den forskelsbehandling, personerne
kan opleve på arbejdsmarkedet og andre steder,
kan afstedkomme en vrede, som udløser voldelige
handlinger. Eksempelvis kan det tænkes,
at vold, begået af unge indvandrere, kan være
forårsaget af, at de alene pga. deres etniske
oprindelse formenes adgang til diskoteker o.lign.
En anden mulig forklaring på en højere kriminalitetshyppighed
blandt personer af fremmed
etnisk herkomst er selektiv indvandring. Dvs.
antagelsen om, at immigranter er personer med
særligt mange personlige og sociale problemer og
dermed en forholdsvis stor kriminalitetstilbøjelighed.
Svenske undersøgelser har bl.a. påvist, at
den store gruppe finske indvandrere, der i
1970’erne kom til Sverige i håb om bedre
arbejdsmuligheder, inkluderede personer med
store sociale problemer (Hofer, Sarnecki og Tham
1997). Tilsvarende undersøgelser er ikke gennemført
i Danmark, men man kan formode, at
det i Danmark muligvis vil kunne påvises særlige
problemer for visse af de grupper af flygtninge,
der er kommet hertil fra krigshærgede områder.
Især de børn, der er opvokset under meget utrygge
og voldsprægede forhold, kan formodes at
have særlige problemer, som kan betinge kriminel/aggressiv
adfærd.
Som nævnt i det tidligere forklarer demografiske
og socioøkonomiske forskelle i hvert fald
noget af kriminalitetsforskellene mellem personer
af dansk og af udenlandsk oprindelse. Spørgsmålet
er, hvorvidt forskellene i kriminalitetshyppigheder
helt vil forsvinde, såfremt vi var i stand til at
kontrollere for alle de demografiske og socioøkonomiske
forskelle, der er mellem personer af
dansk og af udenlandsk oprindelse. Dertil kan
indvendes, at det næppe er muligt at opnå en
sådan total sammenlignelighed, idet nogle indvandrere
kan leve under forhold, som ingen af
dansk oprindelse gør. Desuden vil standardiseringer
ud fra fx ganske brede erhvervs- og uddannelseskategorier
være grove og ikke opfange mange
af de nuanceforskelle, der er. Så selv om der er
bred enighed om, at kriminalitet blandt personer
af udenlandsk oprindelse langt hen ad vejen må
forklares ud fra almene kriminogene forhold, og
at den højere kriminalitetshyppighed blandt personer
af fremmed etnisk herkomst derfor må forstås
som en funktion af, at de lever under særligt
kriminalitetsfremmede forhold, så vil dette i prak-

Britta Kyvsgaard
Forskningskonsulent i
Justitsministeriet
sis være vanskeligt at påvise videnskabeligt.
Kriminalitet blandt etniske minoriteter kan imidlertid
også have en særlig baggrund, nemlig som
forårsaget af de kulturkonflikter og kulturforskelle,
fremmede kan opleve. Antagelsen om kulturkonflikternes
betydning relaterer sig primært til
andengenerationsindvandrere, der kan være
klemt mellem forældrenes og det nye samfunds
kultur. Antagelsen om kulturforskelle og deres
betydning relaterer sig derimod til forskelle i traditioner
og normer, som fx hævnaktioner som følge
af ærekrænkelser. I Sverige, hvor en væsentlig
del af voldtægtstilfældene begås af personer af
fremmed etnisk baggrund, er dette knyttet sammen
med forskelle i kulturelle normer og værdier.
Det er dog givet, at kun en meget begrænset del
af kriminaliteten blandt etniske minoriteter vil
kunne forklares med “den gamle kultur”. Den
meste kriminalitet består nu engang i ejendomsforbrydelser
og færdselslovsovertrædelser.
Der er nok næppe tvivl om, at alle de ovennævnte
forklaringer eller hypoteser bidrager til at
forklare forskelle i kriminalitetshyppigheder og
-mønstre mellem personer af fremmed etnisk
oprindelse og personer af dansk oprindelse. Der
er imidlertid næppe heller tvivl om, at ikke alle
forklaringer bidrager lige meget hertil, og at der er
behov for mere forskning på området for at skabe
større indsigt i et af de problemer, som optager
det danske samfund meget.
■
Noter:
1) For nylig udkom Rockwool Fondens forskningsenhed
med en rapport, der også omfatter et afsnit om kriminalitet
blandt indvandrere og efterkommere
(Mogensen & Matthiessen, 2000). Undersøgelsen
er baseret på samme data og metode som den, der
omtales her, idet den dog omfatter strafferetlige
afgørelser for årene 1993-1998 under ét. Undersøgelsen,
hvis resultater ikke afviger fra dem, der
anføres i denne artikel, vil ikke blive nærmere
omtalt her.
2) For en mere fyldestgørende redegørelse for undersøgelsen
og dens grundlag henvises til www.politi.dk
“Kriminalitet og national oprindelse 1998”.
3) Den nedre aldersafgrænsning beror på, at den kriminelle
lavalder er 15 år, mens den øvre skyldes, at
meget få ældre mennesker er involveret i kriminalitet.
4) De strafferetlige afgørelser anvendes her som
udtryk for kriminalitetshyppigheden.
Litteratur:
Jan Ahlberg: Invandrares och invandrares barns brotslighet.
Stockholm: BRÅ-rapport 1996:2.
Hans-Jürg Albrecht: Ethnic Minorities: Crime and Criminal
Justice in Europe. I F. Heidensohn & M. Farrel
(eds.): Crime in Europe. London: Routledge, 1991.
Danmarks Statistik: Kriminalitet og national oprindelse
1995. Statistiske Efterretninger. Social sikring og retsvæsen
1998:2.
Danmarks Statistik: Statistisk tiårsoversigt 1999.
Frants Gundersen: Innvandrere som ofre. I F. Gundersen,
U. Haslund, A.E. Hustad & R. J. Stene: Innvandrere
og nordmenn som offer og gjerningsmenn. Oslo: Statistisk
sentralbyrå, rapport 2000/18.
Ulla Haslund: Innvandrere bliver oftere pågrepet. Samfunnsspeilet,
1999 nr. 3, s. 9-13.
Hanns von Hofer, Jerzy Sarnecki & Henrik Tham: Minorities,
Crime, and Criminal Justice in Sweden. In I. H.
Marshall (ed.): Minorities, Migrants and Crime. Diversity
and Similarity Across Europe and the United States.
Thousand Oaks: Sage, 1997.
Lars Holmberg: Inden for lovens rammer. København:
Gyldendal, 1999.
Arnt Even Hustad: Begår innvandrere mer kriminalitet
enn andre? Samfunnsspeilet, 1999 nr. 3, s. 2-8.
Hans Juhler & Finn Schwarz: Er udlændinge kriminelle?
København: Schultz forlag, 1986.
Hans Juhler, Flemming Orth & Finn Schwarz: Udlændinges
kriminalitet – en komparativ undersøgelse. København:
Mellemfolkeligt Samvirke, 1992.
Britta Kyvsgaard: Den kriminelle karriere. København:
DJØFs forlag, 1998.
Britta Kyvsgaard: Kriminalitet og national oprindelse
1998. www.politi.dk
Gunnar Viby Mogensen & Poul Chr. Matthiessen (red.):
Integration i Danmark omkring årtusindeskiftet. Aarhus
Universitetsforlag, 2000.
77

De etniske minoriteters
politiske deltagelse
Lise Togeby
En vellykket integration er, når de etniske minoriteter
deltager på lige fod med danske statsborgere på
arbejdsmarkedet, i uddannelsessystemet, i foreningslivet
og i de politiske beslutningsprocesser. Deltagelse
i udformningen af politiske beslutninger øges gradvist i
takt med en øget social og økonomisk integration.
Men det er også vigtigt, at det danske samfund sørger
for, at der etableres institutioner, der gør det overkommeligt
og meningsfuldt for indvandrere og flygtninge at
deltage i beslutningsprocessen.
78

Debatten om de etniske minoriteters integration i
det danske samfund handler meget om kultur og
værdier. Problemet formuleres ofte som et valg
imellem assimilation og pluralistisk integration.
Ved assimilation forstås, at de kulturelle minoriteter
på langt sigt fuldstændigt skal opgive deres
egen kultur og overtage værtssamfundets, mens
der ved pluralistisk integration forstås skabelsen
af et flerkulturelt samfund, hvor de etniske minoriteter
i videst muligt omfang bevarer deres kulturelle
særpræg (jf. Hamburger, 1989).
Fejlen ved at formulere problemet på denne
måde er, at kulturkonflikter og kulturændringer bliver
integrationspolitikkens centrale genstand. Det
forekommer mig langt mere hensigtsmæssigt at
sondre mellem det kulturelle spørgsmål på den
ene side og den mere jordnære økonomiske og
sociale integration på den anden side, og at lade
debatten om integrationspolitikken fokusere på
det sidste og ikke på det første. Gør man det,
kan en vellykket integration defineres ved, at de
etniske minoriteter deltager på lige fod med
andre danske borgere på arbejdsmarkedet, i
uddannelsessystemet, i foreningslivet og i de
politiske beslutningsprocesser. Målet for integrationsprocessen
bliver da en fælles deltagelse i
alle livets gøremål, ikke mere eller mindre ensartede
værdier.
Tager man udgangspunkt i en sådan dagligdags,
økonomisk og social integration, bliver et
vigtigt spørgsmål, om de etniske minoriteter bliver
inddraget i vores fælles politiske liv. Deltager
de i politiske valg, bliver de indvalgt i de repræsentative
organer, er de medlemmer af politiske
partier og fagforeninger, deltager de i den offentlige
debat ved at gå til møder og skrive læserbreve,
og er de i stand til at klage, hvis de følger sig
dårligt behandlet af de offentlige myndigheder?
Også ud fra en demokratisk synsvinkel er det
vigtigt, om de etniske minoriteter deltager politisk.
Vi vil kun tale om et velfungerende demokrati,
hvis alle et lands indbyggere har formelle og
reelle muligheder for at øve indflydelse på de
beslutninger, der vedrører både deres egen dagligdag
og det samfund, de er en del af. Er der en
betydelig del af et samfunds indbyggere, der
mangler de formelle rettigheder, eller som ikke
besidder de ressourcer, som er nødvendige for at
deltage på lige fod, er demokratiet mangelfuldt.
Da de demokratiske forfatninger udbredtes i
Europa i det 19. århundrede, var det en selvfølge,
at demokratiske rettigheder var forbeholdt mænd,
der havde statsborgerskab i de pågældende lande.
Med tiden fik også kvinder valgret og andre
demokratiske rettigheder, mens det stadigvæk
blev betragtet som en selvfølge, at kun et lands
egne borgere kunne deltage i den politiske proces.
Denne opfattelse kom imidlertid under pres
efter 2. verdenskrig, efterhånden som antallet af
gæstearbejdere gradvist voksede i hele Europa,
og der dermed opstod et stigende antal personer,
der var helt uden politisk indflydelse.
Der findes i princippet to måder, hvorpå man
kan løse problemet med de mange rettighedsløse
79

indvandrere og flygtninge. Den ene løsning består
i at lette adgangen til at opnå fx dansk statsborgerskab,
mens den anden består i at tildele også
udenlandske statsborgere politiske rettigheder. I
Danmark har vi først og fremmest valgt den sidste
løsning, hvorved der er skabt en stor gruppe
af såkaldte ”denizens” (Hammar, 1990), der indtager
en mellemposition mellem udlændinge og
statsborgere. Det er forholdsvis vanskeligt at
opnå dansk statsborgerskab, idet der som minimum
kræves 7 års ophold i landet, gode danskkundskaber,
en nogenlunde ren straffeattest, og
at man ikke har gæld til det offentlige. I Sverige
er det eksempelvis betydeligt lettere at opnå
statsborgerskab, end det er i Danmark, og der er
også relativt flere, der hvert år bliver naturaliseret
og dermed får statsborgerskab. Omvendt er det
betydeligt vanskeligere at få statsborgerskab i
Tyskland.
I Danmark har man først og fremmest bestræbt
sig på at sikre, at også udenlandske statsborgere
har del i de civile rettigheder, dvs. at de har talefrihed,
religionsfrihed og foreningsfrihed, og så tildelte
man i 1981 indvandrere med permanent
opholdstilladelse i Danmark valgret til de kommunale
valg efter 3 års ophold. Derimod skal man
have dansk statsborgerskab for at stemme til folketingsvalgene.
Tilsvarende regler er indført i Sverige,
Norge og Holland. Ved de danske kommu-
nalvalg i 1997 var fem procent af de valgberettigede
udenlandske statsborgere, men heri er så
også medregnet fx tyskere, nordmænd og amerikanere.
Kommunalvalgene
At deltage i lige og almindelige valg er ud fra en
demokratisk synsvinkel den centrale politiske rettighed,
og brugen af denne rettighed er en god
indikator på, om integrationen og medinddragelsen
er lykkedes. Derfor har det også været en kilde
til stadig bekymring i Sverige, at valgdeltagelsen
blandt indvandrerne er faldet for hvert nyt
valg siden 1979, da indvandrerne for første gang
kunne stemme. Dette tyder nemlig på en mislykket
integration.
Overraskende nok er valgdeltagelsen blandt de
etniske minoriteter i dag højere i Danmark end i
Sverige. Det betyder dog ikke, at valgdeltagelsen
blandt de etniske minoriteter i Danmark er høj. En
netop publiceret registerbaseret analyse af valgdeltagelsen
i Københavns og Århus Kommuner
viser, at valgdeltagelsen blandt de etniske minoriteter
i begge byer ligger ca. 20 procentpoint lavere
end blandt danskfødte danskere (Elklit et al.,
2000).
Samtidig er der dog meget stor variation i de
etniske gruppers valgdeltagelse. I Københavns
Kommune finder man i den ene ende af spekteret

indvandrere fra Libanon, Vietnam, Thailand, Kina
og Tunesien, hvis valgdeltagelse er 25 procent
eller lavere, mens man i den anden ende af spektret
finder indvandrere fra Pakistan med en valgdeltagelse
på 61 procent eller præcis det samme
som valgdeltagelsen i den danskfødte befolkning.
I Århus Kommune varierer valgdeltagelsen fra irakere
og vietnamesere med en valgdeltagelse på
43 procent, til tyrkere, der har en valgdeltagelse
på 73 procent eller ét procentpoint højere end
den danskfødte befolkning.
Forklaringen på denne meget store variation
synes at være, at der i nogle byer er foregået en
kollektiv mobilisering af nogle etniske grupper,
hvilket har resulteret i en overraskende høj valgdeltagelse.
I den nævnte undersøgelse drejede
det sig først og fremmest om pakistanere i
København og tyrkere og somaliere i Århus. Valgdeltagelsen
er høj både blandt dem med dansk
statsborgerskab og dem uden, og både blandt
mænd og kvinder. Det er denne kollektive mobilisering
af enkelte etniske grupper i Danmark, der
er forklaringen på, at indvandrernes valgdeltagelse
i Danmark er højere end i Sverige.
Når der sker en kollektiv mobilisering af visse
grupper, har det blandt andet sammenhæng med,
at der i en række danske kommuner har været
opstillet indvandrerkandidater blandt andet på
Socialdemokratiets lister, og at disse har haft
realistiske chancer for at blive valgt. Ved valgene i
1989 blev der indvalgt indvandrerkandidater i 6
kommuner, i 1993 i 9 kommuner og i 1997 i 16
kommuner. I alt sidder der i dag 22 personer med
etnisk minoritetsbaggrund i danske kommunalbestyrelser.
Af disse er de 14 af tyrkisk afstamning.
Sammenligner man antallet af repræsentanter
med etnisk minoritetsbaggrund med de samme
gruppers andel af de valgberettigede, vil man hurtigt
opdage, at de etniske minoriteter er stærkt
underrepræsenterede. Hvis de etniske minoriteter
udgør 5-6 procent af de valgberettigede i Danmark,
udgør de til gengæld kun omkring procent
af de valgte repræsentanter. Det er altså kun
omkring en tiendedel af de repræsentanter, der
skulle være ved en ligelig fordeling. En del af forklaringen
herpå er imidlertid, at de etniske minoriteter
er koncentreret i de store byer, mens det
store antal kommunalbestyrelsesmedlemmer er
valgt i mindre landkommuner. I borgerrepræsentationen
i Københavns Kommune er indvandrerne
faktisk overrepræsenterede, og ser man på de ti
kommuner, de har relativt flest valgberettigede fra
de etniske minoriteter, finder man en næsten
ligelig repræsentation. Men derefter tynder
repræsentationen meget hurtigt ud (Togeby,
2000a).
Anden politisk deltagelse
Mens vi har oplysninger om valgdeltagelsen fra
de officielle registre, må vi hente oplysningerne
om andre former for politisk deltagelse fra surveyundersøgelser.
For det første er der oplysninger
om den politiske deltagelse i den undersøgelse af
2. generationsindvandrere i alderen 28-36 år,
som i 1999 blev foretaget af Socialforskningsinstituttet
(Schmidt & Jakobsen, 2000), og som
omfattede indvandrere fra det tidligere Jugoslavien,
Tyrkiet og Pakistan. Samtidig har vi oplysninger
om deltagelsen fra en undersøgelse af oplevet
diskrimination, der i 1998 blev iværksat af
Nævnet for etnisk Ligestilling, og som omfattede
et repræsentativt udsnit af bosniere, libanesere,
somaliere og tyrkere i Danmark (Møller og Togeby,
1999). Tilsammen kan de to undersøgelser tegne
et første billede af de etniske minoriteters politiske
deltagelse i Danmark.
Sammenligner vi den politiske deltagelse
blandt de etniske minoriteter med deltagelsen
blandt danskfødte danske statsborgere, viser det
sig, at deltagelsen på alle områder er lavest
blandt de etniske minoriteter. De er sjældent
medlemmer af et politisk parti, de er forholdsvis
sjældent medlemmer af en fagforening og går
endnu sjældnere til møde i disse foreninger, de
læser sjældent danske aviser, og de vil ofte have
vanskeligheder ved at formulere en klage til en
offentlig myndighed. Dertil kommer, at de forholdsvis
sjældent er medlemmer af nogen af de
særlige foreninger for etniske minoriteter. Også
her er variationen imidlertid stor.
For det første er der meget stor forskel mellem
1. og 2. generations indvandrere. 2. generationen
er langt mere aktiv end 1. generationen. Sammenligner
man de 28-36 årige unge fra de etniske
minoriteter med jævnaldrende danske unge,
er der ikke megen forskel i aktivitetsniveauet. Det
gælder både aktiviteter i politiske partier, fagforeninger
og græsrodsaktiviteter. De unge 2. generationsindvandrere
læser også danske aviser og
føler sig lige så velorienterede som danske unge.
Samtidig er der dog klare forskelle mellem de
etniske grupper indbyrdes. Sammenligner vi først
de etniske minoriteter fra Bosnien, Libanon, Somalia
og Tyrkiet er det tydeligvis tyrkerne, der er de
bedst organiserede, både gennem fagforeninger
og gennem egen foreninger. Det er ligeledes denne
gruppe, der har den højeste valgdeltagelse.
Der er også forskel på de tre grupper af 2. generationsindvandrere.
Tyrkerne er bedst organiserede
i partier, fagforeninger og egne foreninger.
Omvendt læser tyrkerne sjældnere danske aviser
end pakistanere og indvandrere fra det tidligere
Jugoslavien, de har vanskeligere ved at formulere
en klage, og de har større vanskeligheder med at
orientere sig i dansk politik. Og endelig har både
tyrkere og pakistanere en høj valgdeltagelse,
mens valgdeltagelsen blandt indvandrere fra det
tidligere Jugoslavien er lav.
Disse store variationer i den politiske deltagelse
rejser spørgsmålet om, hvorledes variationerne
kan forklares. I det mindste fire forskellige
typer af faktorer synes at øve indflydelse på deltagelsen.
Den første type af faktorer vedrører, hvad
indvandrerne har med sig i bagagen, når de kom-
81

mer til Danmark, den anden type vedrører den
økonomiske og sociale integration i det danske
samfund, den tredje de etniske minoriteters
størrelse og bosætningsmønstre, og endelig den
fjerde de danske politiske institutioner.
Hvad er der med i bagagen?
Når der tales om, hvad de etniske minoriteter har
med i bagagen, tænkes der både på indvandrernes
uddannelse, deres erhvervserfaring, om de
kommer fra landet eller fra byerne, deres politiske
erfaringer og på deres kulturelle normer.
Sammenligner man valgdeltagelsen blandt de
mange forskellige etniske minoriteter i Århus og
København, er det vanskeligt at finde noget entydigt
kulturelt mønster. Man finder måske en efter
omstændighederne lav valgdeltagelse blandt de
etniske grupper, der kommer fra Sydøst- og Østasien,
fx fra Kina, Thailand og Vietnam og blandt
de flygtninge, der kommer fra det tidligere Østeuropa.
Til gengæld finder man muslimske grupper
både blandt dem, der har den højeste valgdeltagelse,
og blandt dem, der har den laveste. Det er
nok de politiske og organisatoriske erfaringer fra
hjemlandet, der spiller en rolle, mere end religionen.
Men hvad så med de meget traditionelle kønsrollemønstre,
som de fleste indvandrergrupper
bringer med sig, specielt de grupper der kommer
fra muslimske lande? Hvilken betydning har de
for kvindernes deltagelse? Kønsrollemønstrene
spiller naturligvis en rolle, men sammenhængene
er mere komplicerede, end man umiddelbart skulle
tro. De ældre kvinder fra de etniske minoriteter
er ikke meget politisk aktive, hverken når det gælder
valgdeltagelse eller anden aktivitet. Det samme
gælder for de unge gifte kvinder, der kun har
boet kort tid i Danmark. Men det gælder derimod
ikke for de yngre og midaldrende muslimske kvinder,
der har boet en længere årrække i Danmark.
I næsten alle etniske grupper er valgdeltagelsen
blandt de yngre kvinder højere end blandt de
yngre mænd, og kvinderne er også mere aktive i
fagforeningerne end mændene. Til gengæld har
mændene oftere deltaget i græsrodsaktiviteter
end kvinderne, selvom kvinderne langt fra har
været passive. Det bedste eksempel på aktive
kvinder er de yngre tyrkiske kvinder i Århus Kommune.
De stemmer oftere end de yngre tyrkiske
mænd, og også oftere end yngre danske kvinder
og mænd (Togeby, 2000a).
Af betydning er også de uddannelsesmæssige
og erhvervsmæssige ressourcer, som de forskellige
etniske grupper bringer med sig. De tyrkiske
2. generationsindvandrere er eksempelvis på
trods af deres høje organiseringsgrad og høje
valgdeltagelse på andre områder mindre aktive og
dårligere informerede end pakistanere og indvandrere
fra det tidligere Jugoslavien. Det skal antageligt
forklares med, at den første generation af
tyrkere, der kom til Danmark, havde langt svagere
sociale ressourcer end de to andre grupper. Halvdelen
af kvinderne var analfabeter, og mere end
80 pct. af både mænd og kvinder havde højst
gået 5 år i skole. De færreste mænd og ingen
kvinder havde gennemført en erhvervsuddannelse,
og to tredjedele af de tyrkiske indvandrere
kom fra landet. Omvendt gjaldt det specielt for
pakistanerne, at i hvert fald mændene var forholdsvis
veluddannede, og at kun et mindretal
kom fra landet. Samtidig var de tyrkiske 2. generationsindvandrere
gennemgående noget ældre,
da de kom til Danmark, end de to andre grupper
af unge (Just Jeppesen, 1989). Der var således
som udgangspunkt langt større afstand mellem
de sociale ressourcer, som tyrkerne bragte med
sig til Danmark og den danske befolknings, end
tilfældet var for pakistanere og indvandrere fra
det tidligere Jugoslavien. Dette har naturligvis
haft betydning for den hastighed, hvormed både
den sociale og den politiske integration er foregået.
Den gradvise integration i det danske samfund
Nok så vigtigt, som hvad der var med i bagagen,
er, hvad der er sket efter ankomsten til Danmark.
For de fleste grupper og for de fleste
enkeltpersoner sker der med tiden en gradvis
integration i det danske samfund, også hvad politisk
deltagelse angår. Eksempelvis har det vist
sig, at de tyrkiske 2. generationsindvandrere er
mere politisk aktive end 1. generationen, de læser
oftere danske aviser og de følger oftere
nyhedsudsendelserne i dansk TV. De er også
bedre i stand til at formulere en klage til en
offentlig myndighed. På samme måde finder man
større ressourcer blandt dem, der er kommet til
Danmark tidligt i livet, end blandt dem, der er
kommet senere.
Samtidig gælder det for nogle etniske grupper,
men ikke for alle, at valgdeltagelsen stiger med
den mere generelle integration i det danske samfund.
Valgdeltagelsen er højere blandt dem, der
har boet lang tid i Danmark, end blandt dem, der
har boet her kort tid (Elklit et al., 2000). Den er
også relativt højere blandt dem, der har dansk
statsborgerskab, er erhvervsmæssigt beskæftigede,
har en dansk uddannelse og taler godt dansk.
Undtagelserne for denne regel er de grupper, der
er stærkt kollektivt mobiliserede.
Den kollektive mobilisering
Den største valgdeltagelse og antageligt også
den højeste aktivitet i øvrigt finder man blandt de
etniske grupper, der er blevet kollektivt mobiliserede
i forbindelse med de kommunale valg. Hvis
vi koncentrerer os om de etniske minoriteter i
Århus og København, finder vi klare tegn på en
kollektiv mobilisering af pakistanere i København
og af tyrkere og somaliere i Århus og svagere
tegn på en kollektiv mobilisering af tyrkere i
København og libanesere i Århus (Togeby,
2000b). Man kan så spørge, hvad det er, der kan
forklare, at der sker en kollektiv mobilisering af
82

nogle etniske grupper og ikke af andre. Og hvorfor
sker der oftere en mobilisering i Århus end i
København?
Mange faktorer bidrager til at skabe en kollektiv
mobilisering. Nogle af dem har vi allerede været
inde på. Eksempelvis betyder styrken af netværkene
og organiseringen af den etniske gruppe
meget. Det har også betydning, om gruppen har
en egen kandidat med chancer for valg opstillet til
kommunevalgene.
Men meget tyder på, at også gruppens størrelse
og bosætningsmønstre spiller en rolle. Den etniske
gruppe skal have en vis størrelse i Danmark og i
den konkrete kommune, før der kan ske en kollektiv
mobilisering. Der skal være basis for organisationer
og mødesteder, der kan være drivkraften i
den kollektive mobilisering. Og skal man have egne
kandidater valgt til byrådet, kræver det også, at
man kan samle et rimeligt stort antal stemmer.
Derfor er der stort set kun valgt indvandrerkandidater
i de byer, hvor der bor mange indvandrere.
Skal der ske en kollektiv mobilisering, er det
videre af betydning, at medlemmerne af de etniske
grupper bor forholdsvis tæt. Et af de klare
tegn på en kollektiv mobilisering er, at valgdeltagelsen
stiger med indvandrertætheden. Eksempelvis
gælder det i Århus, at jo flere somaliere,
der bor i et lokalområde, desto større er somaliernes
valgdeltagelse. Ghettodannelser synes således
at være fremmende for en kollektiv mobilisering.
Overhovedet er afstandene i Århus Kommune
mindre end i København. De etniske minoriteter
er koncentreret i nogle få boligområder, der
endda ligger forholdsvis tæt på hinanden: Gjellerup,
Tilst og Frydenlundskvarteret. Dette har øget
sandsynligheden for en kollektiv mobilisering.
De politiske institutioner
Når man vil prøve at forklare, at der er forskelle
på valgdeltagelsen i Danmark og Sverige, er det
naturligt at spørge efter forskellen på de politiske
institutioner i de to lande. Der er i den nyere indvandrerforskning
en stigende erkendelse af, at
modtagerlandets institutioner spiller en betydelig
rolle for arten og omfanget af den politiske aktivitet,
der foregår blandt de etniske minoriteter. Når
tyrkiske indvandrere fra to nabolandsbyer kommer
til henholdsvis Danmark og Sverige, bliver
deres adfærd forskellig, fordi de samfundsmæssige
institutioner er forskellige (Hjarnø, 1988).
Når algeriske indvandrere fra nogenlunde samme
område kommer til to forskellige byer i Frankrig,
bliver deres adfærd forskellig, fordi byernes indvandrerpolitik
er forskellig (Ireland, 1994).
Men hvorfor sker der så en kollektiv politisk
mobilisering af indvandrere i Danmark og ikke i
Sverige? Svaret er, at der er forskel på valgsystemet
i Sverige og valgsystemet i Danmark.
I Sverige foregår rigsdagsvalg og kommunalvalg
på samme dag, hvilket betyder, at rigsdagsvalget
tiltrækker sig langt den største opmærksomhed.
Men de udenlandske statsborgere har kun valgret
til kommunalvalgene. Dernæst, og det er det vigtigste,
har vi en lang tradition for at kunne stemme
personligt i Danmark, og det har man ikke i
Sverige. Sådan som systemet fungerer ved danske
kommunalvalg, er resultatet, at der skal forholdsvis
få personlige stemmer til for at få en
kandidat valgt på en af de store partiers lister.
Eksempelvis skulle der i 1993 ved kommunalvalget
i Århus Kommune 426 personlige stemmer til
for at vinde det yderste mandat på Socialdemokratiets
liste. De etniske minoriteter har af erfa-
84

Lise Togeby
Professor ved Aarhus
Universitet,
Institut for Statskundskab
ring lært, hvorledes valgsystemet virker, og der er
derfor i Danmark stærke incitamenter til at støtte
egne kandidater ved valget. De samme muligheder
har ikke eksisteret i Sverige.
At skabe institutionelle incitamenter
Såvel de etniske minoriteter som det danske
samfund har interesse i, at de etniske minoriteter
deltager i udformningen af de politiske beslutninger
i Danmark. På denne baggrund er det beklageligt,
at deltagelsen ikke er højere, hverken når
det gælder kommunalvalg eller andre aktiviteter.
Men der er også positive træk. For det første
synes deltagelsen gradvist at stige i takt med en
øget social og økonomisk integration i det danske
samfund. Denne udvikling går dog forholdsvis
langsomt. For det andet ser det ud til, at hensigtsmæssige
institutioner fremmer deltagelsen
og den kollektive mobilisering, mens uhensigtsmæssige
institutioner mindsker dem.
Det er derfor vigtigt, at vi ved opbygningen af
de institutioner, der skal kanalisere indvandrernes
indflydelse i det danske samfund, er
opmærksomme på, hvilke incitamenter for deltagelse
institutionerne kommer til at indeholde.
Eksempelvis kan man frygte, at de integrationsråd,
der i øjeblikket oprettes i danske kommuner,
vil komme til at virke frustrerende og demoraliserende,
og ikke mobiliserende. For det første er
der ikke i integrationsloven noget krav om, at indvandrerrepræsentanterne
skal udpeges ved
offentlige valg. Udpeges medlemmerne, som forudsat
i loven, af kommunen, vil oprettelsen af
integrationsrådene ikke skabe erfaringer med
demokratiske processer. De udpegede repræsentanter
vil næppe heller få større demokratisk
legitimitet. For det andet er der ikke i loven tildelt
integrationsrådene nogen egentlig kompetence.
Der er hverken regler om, hvornår rådene skal
konsulteres, eller om hvad der videre skal ske
med deres udtalelser. Om integrationsrådene bliver
en succes, kommer derfor til at afhænge af
kommunernes evne til at lytte til rådenes rådgivning.
Det måtte have været muligt at udforme
mere hensigtsmæssige institutioner.
I sidste instans er det naturligvis de etniske
minoriteter selv, der må sørge for at minoritetsgrupperne
deltager i det politiske liv i Danmark.
Men det er det danske samfunds ansvar, at der
etableres institutioner, der gør det overkommeligt
og meningsfuldt for indvandrere og flygtninge at
deltage i udformningen af landets beslutninger. ■
Litteratur:
Elklit, Jørgen et al. (2000). Hvem stemmer – og hvem
stemmer ikke?. Århus: Magtudredningen.
Hamburger, Charlotte (1989). Assimilation eller integration?:
Dansk indvandrerpolitik og tyrkiske kvinder.
Århus: Politica.
Hammer, Thomas (1990). Democracy and the Nation
State. Aldershot: Avebury.
Hjarnø, Jan (1988). Indvandrere fra Tyrkiet i Stockholm
og København. Esbjerg: Sydjydsk Universitetsforlag.
Ireland, Patrick (1994). The Policy Challenge of Ethnic
Diversity – Immigrant Politics in France and Switzerland.
Cambridge: Harvard University Press.
Just Jeppesen, Kirsten (1989). Unge indvandrere.
København: Socialforskningsinstituttet.
Møller, Birgit og Lise Togeby (1999). Oplevet diskrimination.
København: Nævnet for Etnisk Ligestilling.
Schmidt, Garbi & Vibeke Jakobsen. 2000. 20 år i Danmark:
En undersøgelse af nydanskeres situation og
erfaringer. Socialforskningsinstituttet 00:11. København.
Togeby, Lise (2000a). ”Som man råber i skoven”. Politica,
vol. 32, nr. 2, pp.191-205.
Togeby, Lise (2000b). ”Kan kvinder også stemme? Om
politisk mobilisering af de etniske minoriteters kvinder”,
pp. 158-196 i Peter Kurrild-Klitgaard et al. (red.), Valg,
vælgere og velfærdsstat. København: Forlaget Politiske
Studier.
85

Den overvældende fokusering på kriminalitet blandt minoritetsunge tilslører deres kamp om hverdagen,
som den udkæmpes på gadehjørner og offentlige pladser, i skolekantiner og klasseværelser, på stræder og
diskoteker, i hjemmet og i familien. Fokuseringen tilslører også deres forhandlinger med forældrene på den
ene side og jævnaldrende danskere på den anden. Minoritetsunges hverdag er præget af dobbeltheder,
tvivl, konflikter og modsætninger, men også af forhandlinger og selvskabelsesprocesser. Det er ikke et
tegn på normløshed eller identitetskrise, sådan som man ofte gør det til. Tværtimod er det et tegn på
”sund identitet”, der bevæger sig i takt med hverdagens muligheder og begrænsninger.
I søgen efter identitet
Refleksioner over minoritetsunge
Üzeyir Tireli
At udsige noget om minoritetsunge kræver et indblik
i deres biografi, et indblik i hvordan tingene
fremtræder for dem, og hvordan de projekterer
over dem. Men kan man overhovedet udsige
noget sikkert om minoritetsunges ”møde” med
det danske samfund? Umiddelbart nej. I bedste
fald kan vi beskrive kompleksiteten, fremsætte en
række teser og tydeliggøre nogle tendenser. Det
er, hvad jeg vil gøre i det følgende om den gruppe
af minoritetsunge, der er opvokset i Danmark, og
som for tiden er ”andengjort” (dem og os) i den
danske mainstream debat om etniske minoriteter.
Det empiriske grundlag har jeg fra undersøgelsen
Hverdagens Erobring (Tireli, 1999), hvor jeg har
interesseret mig for opkomsten af nye identitetsformer
ved mødet mellem ”det etniske” og ”det
danske” i de multietniske bydele. Artiklens hovedpointer
findes ligeledes der.
Brud som normalitet
Et karakteristisk træk ved minoritetsunges møde
med ”det danske” er brud. Der kan derfor være
god grund til at tale om ’brud som normalitet’.
De unge bryder på den ene side med den eksisterende
mainstream opfattelse af kultur og normer
blandt forældregenerationen. Det kunne vi
betegne som ”distancering til det etniske”, og de
bryder på den anden side med de danske værdier
og det politiske program, som de præsenteres
for. Det kunne vi betegne som ”distancering til
det danske”. De støtter sig til ”det danske”, når
de skal bryde med ”det etniske”, og omvendt.
(”Det danske” og ”det etniske” betyder i denne
sammenhæng de eksisterende repræsentationer
og kulturelle opfattelser af henholdsvis danskere
og Danmark og minoriteter og minoritetskulturer).
Bruddet med ”det etniske” opstår, fordi minoritetsunge
i deres ungdomsliv erfarer, at forældrenes
opdragelsesdispositioner er anderledes end
de danske forældres, og at disse dispositioner
opleves som uvedkommende og usamtidige i et
samfund som det danske.
Som et led i forældreansvaret introducerer
forældrene bl.a. de unge til religionen som en
handlingsbestemmende faktor, slægtsbåndet
86

som et socialt sikkerhedsnet, fædrelandet som
det egentlige “hjem”, normer som uforanderlige
osv. Forældrene ønsker på denne måde at medvirke
til den sociale og intellektuelle udvikling hos
unge. Men denne medvirken baseres på en bourdieusk
kulturel kapital (Bourdieu, 1979, 1994),
der er oparbejdet i et andet uddannelsessystem
og i en anden samfunds- og produktionsform. De
symbolsystemer og kulturelle udtryksformer, som
forældregenerationen repræsenterer og videreformidler
til de unge, opleves som utidssvarende og
i modstrid med det generelle livssyn, sådan som
det fremtræder for de unge. Følgelig problematiserer
og tematiserer de forholdet til det forestillede
fællesskab i jagten på en ny identitet. Unge
oplever forældrenes nedarvede kulturelle værdier
og erfaringsgrundlag som upraktiske og uigenkendelige,
og specielt seksualmoralen og religionen
opleves repressivt i de unges hverdagsliv.
De tager afstand fra disse værdier, og på denne
måde modarbejder de på den ene side det
”sociokulturelle fastholdelsesforsøg” fra forældrenes
side, og på den anden side arbejder de for at
være en del af det, som Ziehe betegner, sociokulturel
frisættelsesproces (Ziehe,1983). I denne
kamp står de unge relativt stærkt, for de har
sproglige og sociale forudsætninger for at håndtere
hverdagens erfaringer og informationer i samfundet,
og de ønsker kvalitative forandringer i
deres liv. Et udsagn, der går igen og igen, er, ”Jeg
vil have et andet liv, end det min forældre har”
(se Ejrnæs og Tireli, 1992). Deri ligger, at de dels
stræber efter materielle forbedringer, dels tager
de nedarvede kulturelle værdier op til revision.
Hvad de unge distancer sig overfor og er opposition
til, er ikke det samme for alle. Der gør sig
specifikke faktorer gældende i deres afstandtagen
og omfortolkning af de overleverede normer
og værdier. De starter typisk med at tage afstand
fra et eller flere af de kulturelle elementer, der
opleves som hæmmende for erfaringsdannelsen
og nydelsen i det æstetiske og anonyme storbyliv.
Forældrenes moralske og religiøse forklaringer
på, hvorfor de unge fx ikke skal ryge, ikke skal
virke seksuelt tiltrækkende, ikke skal opbruge al
deres indkomst, ikke skal satse på livslang
87

uddannelse osv. møder derfor sjældent imødekommenhed.
Dem tages der afstand fra. Hvordan
de unge oplever disse ”påbud” varierer imidlertid;
nogle af de unge har fx forhandlet sig frem til en
række acceptable ordninger, som både forældrene
og de unge er glade for. Resultaterne af denne
forhandling afgør, hvad den enkelte skal tage
afstand fra.
Man kan ikke iagttage nævneværdige nationale
forskelle mellem unge, men der er derimod en
forskel mellem mænd og kvinder: I modsætning
til mænd starter kvindernes brud med ”det etniske”
allerede omkring puberteten, hvor kvinderne
for alvor mærker forskellen i kønsrollerne. Her
tager forældrene nemlig en række restriktioner i
brug, så fx overnatninger hos veninder og omgang
med mandlige venner gradvis indskrænkes.
En afstandtagen fra det etniske fællesskab og
dets elementer i hverdagen bliver en påfaldende
reaktion blandt kvinderne. Et andet brud ser man
omkring 18-20 års alderen. Ikke alene forøges
konfrontationerne med familien og med de signifikante
andre (Berger og Luckmann, 1966) på
grund af forskelle i livsorientering, men i høj grad,
fordi kvinderne i den alder erfarer en række faste
normer for kæresteforhold og ægteskabsdannelse.
Familien forventer, at heropvoksende kvinder
helst skal undgå useriøse kæresteforhold og
helst skal finde sig en kæreste, der geografisk,
kulturelt og religiøst ligger så tæt som muligt op
af det, som forældrene kender til og kommer fra.
Det oplever de unge kvinder som tungt og anmasende
i det aktuelle sociale rum. De problematiserer
og holder en vis afstand til de kulturelle forventninger.
Som svar møder såvel unge kvinder som unge
mænd ofte en moddistancering eller symbolsk
eksklusion fra ”det etniske”. Når de unge begynder
at gradbøje tilhørsforholdet til mainstream
repræsentationen af den etniske kultur, så møder
de ofte udtryk som ”Du er ikke en ægte... Du er
blevet dansk”. Man ser her kulturen som noget
uforanderligt og absolut. Derved undermineres
enhver mulighed for lejlighedsvis at betragte sig
selv som ”tilhørende og ikke-tilhørende” et
bestemt kulturelt fællesskab.
Mændenes brud med den kulturelle baggrund
finder derimod sted for første gang i 18-20 års
alderen i forbindelse med et forøget forbrug af de
kulturelle, sociale og æstetiske muligheder i storbyen.
De oplever her tydeligt, at deres kulturelle
kapital, normer og adfærdskodekser og dét som
forældrene står for, ikke genkendes i et fælles
socialt rum med de danske unge. Hvis de følger
”det kulturelle råd”, så skal de være opsparingsorienterede,
være betænkelig ved forholdet til det
andet køn, holde sig væk fra ’hooliganisme’, nattelivets
risici, osv. Unge vil som konsekvens heraf
miste indflydelsen på ungdomskonstruktionen.
De oplever samtidig, at deres legitimitet i det
sociale rum i høj grad forudsætter, at de tager
afstand fra deres kulturelle baggrund, sådan som
den opfattes af danske unge. De relativiserer derfor
tilhørsforholdet og deres solidaritet med det
etnisk kulturelle fællesskab. De undertrykker
deres oparbejdede kompetencer som fx kulturelle-
og religiøse forståelser, sprogkundskaber (på
modersmål), evnen til at omgås andre folkeslag,
at håndtere nye situationer uden faste rutiner og
sædvaner ved mødet med ”det danske”.
Unge og ”det danske”
Parallelt med denne problematisering og distancering
til ”det etniske” forekommer der også et
brud med ”det danske”. Minoritetsunge, der
tematiserer og problematiserer tilhørsforholdet til
en række af de overordnede etniske kulturelle
værdier og deres specifikke udtryksformer, viser
en stigende interesse for ”det danske”. På et
objektivt plan synes de godt om de danske traditioner,
kulturelle forståelser og almene principper,
og de er indstillet på overtage nogle af dem; forholdet
mellem børn og forældre, mellem gæst og
vært, mand og hustru osv. forekommer tiltrækkende.
De er alt i alt tiltrukket og fascineret af
bylivet og det anonyme hverdagsliv.
Men de bliver skuffet. De finder ikke, hvad de
søger. Som én udtrykte det, ”Uanset hvem du er,
så er du først og fremmest indvandrer”. Dét at blive
opfattet ”først og fremmest som indvandrer”
betyder, at ”anderledsheden” sættes i centrum
som en reguleringsmekanisme for forholdet mellem
minoritet og majoritet. Det negative billede af
minoritetsunge som kriminelle, arbejdsløse og
fanatiske reproduceres. Som en MF’er spurgte
for nylig ”Ministeren siger, at langt de fleste indvandrere
er almindelige og lovlydige borgere.
Hvorfor i alverden snakker regeringen så hele
tiden om deres kriminalitet?”. Minoritetsunge
udgør nemlig billedet på dét, som de danske
unge frarådes at være.
Denne kulturelle andetgjorthed genfindes i
mange andre sociale rum. For minoritetsunge,
der ønsker at komme ud af ”andethedensklemmen”,
går vejen igennem, hvad Foucault kalder
en disciplinering (Foucault, 1977), således at de
forventes overtage bestemte adfærdskodekser i
en række sociale sammenhænge, fx i forbindelse
med måden at bruge fælles arealer på og udnytte
storbyens muligheder, diskoteker, offentlig pladser
etc. ”Det danske” udfolder sig for disse unge
ikke blot som en kulturel udelukkelse og disciplinering,
men også som direkte diskrimination. Det
er sjældent at møde en ung ”indvandrer”, der
ikke mener, at deres etniske baggrund har en
afgørende (og negativ) indflydelse fx på beskæftigelsessituationen:
Deres navne, udseende og det
negative omdømme forhindrer dem i at komme i
arbejde (se fx også Hjarnø og Jensen, 1997), og
de samme karakteristikker er også udgangspunktet
for myndighedernes (ikke mindst politiets) synliggørelse
af de unge som et problem.
Denne ”først og fremmest indvandrer” betragtning,
disse ”nye jøder” som Bauman (1994) vil
88

sige det, er den væsentligste årsag til, at minoritetsunge
i mindre omfang identificerer sig med
det danske samfunds værdier og trosforestillinger,
og det er også baggrunden for, at de samtidig
etablerer en distanceringsproces i forhold til
”det danske” og det implicitte politiske og ideologiske
krav om kulturel- og sproglig assimilation
(hvad det så end er). ”Danskheden” udfolder sig
for disse unge som en direkte eller indirekte
afskæring af deres muligheder for arbejde,
uddannelse, bolig mv. og som en kulturel udelukkelse
fra det æstetiske og forbrugsmæssige rum
i byen.
Er der tale om et krisetegn?
Minoritetsforskningen og minoritetspolitikken har
været optaget af at forklare unges brud med ”det
danske” og ”det etniske”. Det er næppe forkert
at hævde, at den danske mainstream politik og
forskning især har kredset om to centrale begreber
som karakteristisk for disse unge, nemlig
identitetskrise og disintegration. I en række socialpsykologiske
og antropologiske undersøgelser
finder man argumentet om ”unges fortvivlelse”
over at være blevet opdraget i et ”traditionelt”
samfund og derefter at blive så at sige ”sluppet”
ud til et ”rationalt” tænkende samfund uden at
tilegne sig den nødvendige kapital til håndtering
af samfundets kulturelle koder. Og ligeledes opleves
overgangen fra en fællesskabsorienteret livsform
til en egocentrisk livsform ifølge visse undersøgelser
som i sig selv problemskabende for
identiteten. Kontinuitetsbruddet afføder så at
sige en disorientering. Denne ”identitetskrise diagnostik”
fastholdes politisk og mediemæssigt
bl.a. ved hjælp af billedet af ”den muslimske
piges dilemma mellem to kulturer”, så man med
god ret (?) intervenerer i ”pigens” private liv.
”Mellem to verdner” paradigmet fastholdes også
af det pædagogiske personale, der ukritisk overtager
den dominante diskurs (“vedtagne sandhed”)
om ”kriser”.
Et andet paradigmebegreb i forskningen er
(dis)integration. Man måler og vurderer her de
unges færdigheder og mangler i forhold til et
dansk gennemsnit, og gennem kvantificering af
de sociale forhold påviser man, at disse unge er
dårligere stillet end deres danske jævnaldrende,
fx underrepræsenteret i uddannelsesstatistiker
og overpræsenteret i arbejdsløsheds- og kriminalitetsstatistiker.
Den kulturelle og religiøse baggrund
indgår her (og i høj grad også i den danske
mainstream politik) stort set som en af de
afgørende forklaringer på unges ”disintegration”.
Fx foretages opgørelsen af kriminalitet fortsat på
nationalitet.
Dette står imidlertid i modsætning til mine iagttagelser
fra de multietniske bydele. Jeg afviser
ikke, at en række af disse disintegrationselementer
og kriseelementer findes blandt unge, men jeg
afviser disintegrationen og identitetskrisen som
et gyldigt paradigme, når det gælder minoritetsunge.
De er tværtimod i færd med at rekonstruere
en ny social, etnisk og kulturel identitet, fremskyndet
af den kulturelle forandringsproces og
deres marginaliseringssituation. De iagttager den
politiske og kulturelle udvikling i en minoritetssammenhæng,
og gennem en omfortolkning af
deres kulturelle baggrund forsøger de at opnå en
identitets-syntese, som de bruger konstruktivt i
den samfundsmæssige kulturaliseringsproces.
De nye identitetssøgeprocesser bliver derved en
del af moderniteten og centrerer sig omkring
bekæmpelsen af nyracismen.
Jeg finder mindst to tendenser til dannelse af
etnisk identitet blandt minoritetsungdommen:
Den transnationale og den etnisk orienterede
identitetssøgeproces: I ”det
etniske” er de kulturelle netværker,
etniske solidaritet og det danske
samfunds negative behandling af
minoritetsunge, der er i fokus, og i
”det transnationale” er det troen
på verdenssamfundet og multikulturalismen.
Vi skal i det følgende
se på de to strømninger.
Den transnationale orientering
Minoritetsunge, der bryder med
de danske symbolsystemer og
med de ”minoritetskulturelle”
markører som en social

identitetsfaktor, fremprovokerer en ny identitetssøgeproces,
den transnationalt orienterede identitetssøgeproces.
Ressourcerige unge med god uddannelses- og
familiebaggrund dominerer den transnationalt orienterede
identitetssøgeproces. De er velartikulerede
omkring nationale såvel som internationale
forhold. I modsætning til ”det danske” og “det
etniske” monokulturelle syn på identitet, orienterer
de unge sig på tværs af de geografiske og kulturelle
grænser. De indgår i netværker i forskellige
lande, ikke mindst i ”hjemlandet”. De bruger
elektroniske kommunikationsmidler til at skride
over grænserne. Med massiv brug af kommunikationsmidler
såsom internet, mobiltelefon, musik
og tøjkoder, kunst og andre selvrealiserings projekter
og den simulationskultur, der derved opstår,
udvider de i høj grad søgeprocessens rækkevidde.
Deres sprogkompetence støtter i høj grad
deres kulturelle og sociale mobilitet, ikke blot i
Danmark og Europa, men også i kontinenterne.
De er, som Giddens (1991) vil sige det, refleksive
og er i stand til at forvalte og organisere deres
baggrund og oprindelse i en overordnet sammenhæng.
De adopterer og overskrider adskillelsen
mellem ”hjemland” og Danmark, nyt og gammelt,
nationalt og internationalt og traditionelt og frigørende.
Derved opnår de en ny syntese, som
viser sig primært inden for den kulturelle sfære,
og den bliver afgørende for de unges holdningsog
meningsdannelser. Forholdet mellem minoritetsgrupper,
mellem køn og generationer demokratiseres
og moderniseres gennem disse søgeprocesser.
En anden dimension er den æstetiske og finkulturelle
dimension. Minoritetsunge er i denne
søgeproces også musik-, film- og stileksperimenterende.
I deres (fin)kulturelle produktion tager de
udgangspunkt i deres hverdagsliv og sammenholder
den med de vestlige stilarter inden for tøj,
musik, mad, litteratur og andre populær-kulturelle
produktioner. Orientalsk dans, ”Pizza King”, ”A
kick in the real flavor”, diverse digt- og novellesamlinger,
indretning af butikker og hjem, osv. er
eksempler på denne transnationalitet. De er også
politisk (ikke partipolitisk) interesserede. På
tværs af nationaliteterne opretter og mødes de i
ungdomsforeninger og studiekredse for at udbrede
kendskabet til deres hverdagsvirkelighed. De
agerer på den politiske udvikling, der vedrører de
etniske minoriteter. De fylder på denne måde et
kulturelt tomrum, der falder uden for den almene
opmærksomhed.
Det er også i forbindelse med de politiske, sociale
og (fin)kulturelle identitetssøgeprocesser, at
der etableres varige venskaber mellem minoritetsunge
og danske unge. Den non-raciale fortolkning
af venskaberne giver muligheder for at håndtere
etniske forskelle på en konstruktiv måde.
Selvom denne identitetssøgeproces primært
domineres af minoritetsunge, og de varige venskaber
hyppigt opstår minoritetsunge imellem,
prioriterer de alligevel udbygningen af et socialt
netværk blandt danskere med henblik på at inddrage
dem i en regnbuekoalition, hvori de kan indgå
i rekonstruktionsprocessen.
I modsætning til en almen transnational orientering
i dagens Danmark, bygger denne form for
identitetssøgning på antiracismen. En fælles fortolkning
af musikken, et fælles behov for kreative
udtryksformer og en fælles forståelse af forholdet
til forældregenerationen er ikke i sig selv tilstrækkeligt
for deltagelsen i denne ”bølge”. Det
kræver derimod en fælles fortolkning og forståelse
af det omkringliggende samfunds utilstrækkelighed
i forvaltningen af de nye identitetsformer.
Betingelsen for danske unges deltagelse heri er
en klar demonstration af deres anti-racisme
(Tireli, 1996) og en egentlig forholden sig til minoritets-
og menneskerettighederne på nationalt og
globalt plan. Bekæmpelsen af racediskriminationen
og nyracistiske tendenser i samfundet udgør
grundlaget herfor.
Det andet karakteristiske træk ved denne
identitetssøgeproces er, at der her findes en
direkte kontakt både med et u-land og et i-land.
I modsætning til en almen transnationalitet,
som i høj grad er præget af regionale interesser
med eurocentriske undertoner, fungerer minoritetsunge
i vores tilfælde som et bindeled mellem
kontinenterne, regionerne og nationalstaterne,
og de udvider derfor globaliseringsprocessens
ramme ved at bringe også det asiatiske,
mellemøstlige og afrikanske særpræg ind i
processen. Der er derfor god grund til at antage,
at det høje informationsniveau om andre folkeslag
og deres positive (og negative) indvirkning
på det danske samfund og på den almene
dannelsesproces, i højere grad er resultatet af
mellemøstlige, afrikanske og asiatiske unges
tilstedeværelse i Danmark samt deres forsøg
på at skabe venskaber og fællesskaber med de
danske unge.
Det er bemærkelsesværdigt, at minoritetskvinder
både i kvalitet og kvantitet er ligeså deltagende
og dominerende som mændene. De deltager i
ligeså høj grad som mændene både i den kulturelle
reproduktion og i interaktionen.
Rødder som symbolsk bindingsværk
Den anden strømning blandt minoritetsunge er
den etnisk orienterede identitetssøgeproces. Her
er det karakteristisk, at forestillingen om ”anderledeshed”
indgår aktivt i en politisk og kulturel
orientering mod nyracisme og marginalisering.
Det er karakteristisk, at det er mændene, som er
dominerende i den ”etnisk orienterede” identitetssøgeproces.
Minoritetsunge samles først og fremmest i
deres respektive (etniske) grupper med henblik
på at finde et fælles ståsted over for nyracismen
i Danmark, og senere indgår de alliancer med
andre grupper af unge fra andre etniske minoriteter.
De reagerer på marginaliseringen, arbejds-
90

løsheden og kriminaliseringen med at omdefinere
deres position fra at være ”stakkels ofre” til
at være ”anklagende”, hvor de holder minoritetspolitikken
ansvarlig for deres ”elendige” situation.
I disse fællesskaber og i den etniske orientering
henter de inspiration og udvikler argumentationsformer
mod forvaltningen af minoritetspolitikken.
De er frustrerede over manglende tiltag
omkring forebyggelse af diskrimination og sanktioner
mod diskriminationen, og de er frustrerede
over den manglende indsats for at højne deres
sociale status på arbejdsmarkedet, i uddannelsessektoren
og i byens sociale og æstetiske
rum. Via denne position er de i færd med at konstruere
nye identitetsformer, der kan karakteriseres
som negationsidentitet, hvor de tager
afstand fra de danske værdier, som folder sig ud
for dem. Værdierne er i deres øjne symboliseret
ved diskrimination og udstødelse. De unge refererer
i stedet til Islam, Mellemøsten, Afrika og
orienterer sig mod ”Østen” og stiller brødreskabet
og kulturen som et modstykke til nyracismen
og den fragmenterende moderne livsform. I
deres rekonstruktionsproces indgår et normsæt
og livssyn, som forældregenerationen har været
eksponent for. På denne måde deler de unge de
samme erfaringer som deres forældre i forholdet
mellem minoriteter og danskere. De oplever den
danske kultur som noget negativt, normløst og
dobbeltmoralsk, og de påråber sig en fælles
etnisk identitet, et fælles ståsted, en diskursposition,
præsenteres som værende essentiel og
autentisk.
De sympatiserer med racismens ofre og holder
sig ikke tilbage for at stille op som frontfigurer i
den antiracistiske kamp. Det er også i den forbindelse,
at der etableres et stigende antal netværker
og foreninger med det formål at udbrede
kendskabet til ”etnisk” musik, film, teater, kunst,
historie etc. Det er her unge genoplever deres
nationale teater, kunst og litteratur, ligesom disse
netværker og foreninger er rammen om mobilisering
af modstanden mod nyracismen og undertrykkelsen.
Bestemte orienteringsformer stagnerer eller
vokser i overensstemmelse med de politiske og
ideologiske strømninger både i ”hjemlandet” og i
Danmark. Et nyt politisk budskab i hjemlandet, et
jordskælv, en militærjunta, en ny politisk og religiøs
fraktion, en ny popgruppe, en bestseller
osv. påvirker direkte minoritetsunges orientering
i Danmark. Etniske og religiøse konflikter i hjemlandet
kan i noget grad direkte aflæses i Danmark.
Det hænger bl.a. sammen med, at minoritetsunge
i denne søgeproces er tæt knyttet til
deres kulturelle baggrund med henblik på at hente
strategier og inspirationer til deres identitetsopbygning
i Danmark. Og når disse udefra kommende
faktorer forandrer sig, så forandrer processen
sig også. Men minoritetspolitisk udvikling
i Danmark bestemmer i lige så høj grad retningen
af denne søgeproces. Fx kan en politisk

eslutning om at ”stramme kursen” over for disse
unge øjeblikkelig fremprovokere en ”antidansk”
orientering blandt de unge.
Forhandling, pendling og symbolsk vold
Minoritetsforældre har en særlig position i Danmark
og i hjemlandet. Og denne position kan passende
betegnes som sidelinieposition: Ingen af
stederne opfattes de som ligeværdige borgere;
de har uregelmæssige tilknytninger til arbejdsmarkedet,
begrænset politisk indflydelse, og deres
jobs er koncentrerede i konjunkturtruede industribrancher,
ligesom der sjældent lyttes til deres
opfattelser og betragtninger.
Forældrene er ikke fuldstændig klar over, hvad
der foregår i storbyens diskoteker, koncerter,
cafeer, forlystelsessteder, parker osv. De ved
ikke, hvordan livet reelt udfolder sig der. De tolker
og oplever storbylivet ud fra deres positioner,
som nødvendigvis afspejler deres subjektive erfaringer
og viden i konkrete situationer. De søger
derfor et ”åndeligt asyl” i deres kultur og religion.
De unge erfarer det danske samfund primært
som et udfoldelsesrum og mulighedsrum, der
samtidig udelukker dem på nogle områder, mens
forældrene oplever det som en lukket ”national”
klub. Derved står forældre og børn i to forskellige
positioner med dertil hørende vurderinger og
opfattelser bl.a. af frihed, uddannelse, parforhold
osv. Og unge oplever forældrenes ”åndelige asyl”
som slående kontrast til deres erfaringer som tilhørende
det danske samfund (og ikke ”hjemlandet”):
De er uddannet i Danmark, har fundet
kæreste i det lokale gymnasium, fået arbejde i et
supermarked eller gået arbejdsløs i den samme
by. Tilværelsen får mening og et perspektiv gennem
disse erfaringer.
Modsatte erfaringer og positioner er således
en væsentlig grund til uoverensstemmelser mellem
minoritetsforældre og unge. Det samme er
også baggrunden for en intensiv dialog mellem
disse positioner. Hvad der konkret kommer ud af
dialogen og forhandlingerne afhænger helt og holdent
af, hvem der forhandler, og hvilke frihedselementer
der forhandles om. Og det står meget
tydeligt, at parterne gennem kompromiser finder
frem til et råderum, som ligger uden for den sociale
og etniske kontrol. Det er et rum, hvor de
unge får reelle muligheder for at afprøve og udforme
deres sociale og seksuelle identitet. Et råderum
som arbejde og uddannelse giver en legitim
anledning til at færdes i.
Men minoritetsunges forhandlinger med forældrene
er kun en af flere arenaer i deres hverdagsliv.
En anden arena er forhandlinger med de danske
unge. Denne forhandling handler derimod om
at blive inkluderet i fællesskabet.
Det der står på de unges dagsorden, er opdagelsen
og erobringen af verden; byens muligheder
skal undersøges, egne grænser skal afprøves. Det
tilkæmpede råderum giver nemlig mulighed for at
forbruge de kulturelle, sociale og æstetiske muligheder
i byen. Men minoritetsunge opdager relativt
hurtigt, at respekten for dem både som individ og
ungdomsgruppe i høj grad forudsætter, at de tager
afstand fra deres kulturelle og religiøse baggrund.
De oplever nemlig, at deres etniske kendetegn har
negative konnotationer og ikke anerkendes som
brugbare ved mødet med danske unge.
Minoritetsunge arbejder for at ændre denne
eksklusionsproces til en inklusionsproces: Gennem
en transnational orientering indgår de i alliancer
med unge dels fra majoritetssamfundet og
dels fra andre minoritetsgrupper. I samarbejde
med unge danskere finder minoritetsunge nye
veje til at kombinere det nye med det gamle, det
nationale med det internationale, det traditionelle
med det frigørende. ”En blandingskultur” opstår
(Røgild, 1995).
Jeg har i det foregående fremhævet to centrale
tendenser i minoritetsunges identitetsudvikling.
Der findes naturligvis andre tendenser. Jeg har fx
konstateret, hvad jeg har kaldt, ”yderliggående varianter”
af disse to søgeprocesser. Den ene sætter
en fuldstændig opgivelse og afvisning af enhver
etnisk og kulturel markør i centrum til fordel for
”det danske” og “det europæiske”. Den anden er
en rebelsk variant af ”det etniske”, der baserer sin
eksistens på at forsvare den (falske) forestilling
om etnisk autenticitet. Den ”etniske nationalisme”,
som et modsvar på højredrejningen i Danmark,
inkorporeres i disse varianters fundament.

Üzeyir Tireli
Cand.scient.adm., ph.d. studerende
Syddansk Universitet Esbjerg
Dansk Center for Migration og
Etniske Studier
Det er imidlertid karakteristisk, at der foregår en
pendling mellem disse orienteringer. Unge
bevæger sig mellem positionerne, fordi de udefra
kommende faktorer løbende forandrer sig, så de
unge må omorganisere deres erfaringer. På den
anden side er de også usikre på deres handlinger
og orienteringer, da der er tale om en ny situation,
en banebrydende og eksperimenterende
handling, som løbende må afstemmes og reflekteres
over. Dansk i det ene øjeblik, ”etnisk” i det
andet, konservativ i det ene øjeblik, eksperimenterende
i det andet og seksuel tolerant i det ene
øjeblik, stærkt religiøs i det andet osv.
Disse unge har ikke erfaringer med at forhandle
sig frem til et frirum, et råderum. De har ikke
erfaringer med at forhandle sig til inklusion. De
har ikke erfaringer med at have disse nye arenaer
overhovedet i deres hverdagsliv. Og de har heller
ikke fortilfælde, som tingene kan måles og relateres
til. De må derfor prøve sig frem, indtil resultaterne
af forhandlingerne opnår en vis ritualitet og
vinder terræn i den sociokulturelle sfære.
Pendlingen aftager gradvist, når bestemte sociale
handlinger, følelser og ideer efterhånden fasttømres
i identiteten, så det udgør en tradition og
sædvane, som et vigtigt aspekt ved konstruktionen
af identitet.
Vold
Det danske samfund møder disse unge, deres
søgeprocesser og de nye konstruktionsformer
med en afvisning og en degradering af deres erfaringer.
Det hovedspørgsmål, man fortsat stiller
til disse unge, er: ”Er du dansk eller …?”, og hvis
svaret er tøvende eller negativt, så er paradigmet
klart: enten ”integration” eller ”behandling”. På
denne måde fastholder man forestillingen om
”renhed” og ”entydelighed” i identitetskonstruktionen
og fritager sig selv for at reflektere over
egen identitetsudvikling, eget billede af ”danskheden”.
Ved at fastholde forestillingen om ”renhed”
og ”entydelighed” afviser man forandringerne
på institutionelt plan: I stedet for at være
åben, ikke blot over for de nye udtryks- og identitetsformer
blandt minoritetsunge, men også
over for den danske ungdom, fastholder man en
monokulturel insitutionsudvikling, så det bliver
muligt (?) at argumentere for, at minoritetsunge
kan ”komme på opdragelsesrejser, placeres på
øde øer”. Det bliver ikke alene muligt at ekskludere
dem fra klubber og kulturelle territorier,
men også fra visse skoler og arbejdspladser,
hvis de reklamerer med deres anderledes orienteringer.
I tider, hvor unge forelsker sig over nettet,
kræver man dokumentation for minoritetsunges
forelskelse. I tider, hvor man satser på internationalisering
stort set på alle områder, ønsker man
at afskaffe modersmålsundervisningen. Eksemplerne
er mange. Det man ønsker er, at det
anderledes, det ”ikke-danske”, det flydende, det
ambivalente osv. skal ødelægges, reduceres og
disciplineres, fordi det vækker forundren, angst
og misundelse. Men det man i virkeligheden
opnår, er imidlertid langt fra at eliminere dem.
Det er snarere at reproducere angsten, forundringen
og misundelsen, så man holder liv i minoritetspolitikken
og forestillingen om en problem- og
konfliktfri dansk identitet.
Minoritetsunge har i dag mange identiteter. De
er både danske og ”etniske”, lokalt og nationalt
orienterede, konservative og eksperimenterende,
har fødeby, fædreland og opvækstland etc. Disse
orienteringer er ikke udelukkende ”etniske”. De
findes også hos danske unge, hvis vi er tilstrækkeligt
åbne over for dem, og indretter os på at
støtte de naturlige, flerstrengede orienteringer;
ikke ”enten eller” men ”både og”.
■
Referencer:
Bauman, Zygmunt (1994) Modernitet og Holocaust.
Hans Reitzels Forlag.
Berger, Peter L. & Luckmann, Thomas (1966/1996)
Den samfundsskabte virkelighed. En videnssociologisk
afhandling. Lindhard og Ringhof.
Bourdieu, Pierre (1979/1995). Distinksjonen. En sosiologisk
kritikk av dømmekraften. Oslo: Pax Forlag A/S.
Bourdieu, Pierre (1994/1997). Af praktiske grunde.
Omkring teorien om menneskelig handling. Hans Reitzels
Forlag.
Ejrnæs, Morten & Tireli Üzeyir (1992) Æblet falder langt
fra stammen, Fremad
Foucault, Michel (1977) Overvågning og straf. Det
moderne fængselsvæsens historie. Rhodos Radius.
Giddens, Antony (1991) Modernity and Self-Identity.
Polity Press.
Hjarnø, Jan & Jensen, Torben (1997) Diskriminering af
unge med indvandrerbaggrund ved jobsøgning. Papers,
migration nr. 21. Dansk Center for Migrations og Etniske
Studier. Sydjysk Universitetsforlag.
Røgilds, Flemming (1995) Stemmer i et grænseland,
Politisk Revy.
Tireli, Üzeyir (1996) Hvis en ven får tæsk, så går du hen
og hjælper ham, Social Kritik 45-46/96.
Tireli, Üzeyir (1999) Hverdagens Erobring. Etniske minoritetsunge
i europæiske storbyer. Hans Reitzels Forlag.
Ziehe, Thomas og Herbert Stubenrauch (1983) Nye ungdom
og usædvanlige læreprocesser: kulturel frisættelse
og subjektivitet. Politisk Revy.
93

Etniske minoriteters
selvorganisering
Bashy Quraishy
Danskerne elsker at danne foreninger, og det
har smittet af på etniske minoriteter, der har
organiseret sig i forskellige typer af foreninger –
politiske, kulturelle og religiøse. Men der findes
også etniske sportsklubber i de større provinsbyer.
De såkaldte indvandrerforeninger, som
rådgiver om rettigheder, pligter og muligheder i
det danske samfund er demokratisk opbyggede.
Mange etniske unge tilslutter sig imidlertid ikke
minoritetsorganisationerne ud fra det synspunkt,
at de ikke beskæftiger sig med deres problemer
– og er derfor begyndt at danne deres egne. I
artiklen beskrives baggrunden for den nuværende
situation på området.
Etniske minoriteter, som i daglig tale omtales
som indvandrere og flygtninge, består af mennesker
af vidt forskellige etnisk, national, kulturel og
religiøs observans. På det socio-økonomiske plan
er der stor forskel blandt disse grupper, som ifølge
Danmarks Statistik udgør ca. 160 nationaliteter.
Nogle kom til Danmark for mange år siden
som immigranter i deres søgen efter et bedre liv.
Andre kom hertil gennem familiesammenføring.
En betydelig del kom som flygtninge, der ønskede
beskyttelse i det humane Danmark. Forskellene i
uddannelse, social baggrund og politisk ståsted
har altid været stor. Mange er kommet fra landsbysamfund,
og derfor tager det tid for dem at
lære det danske samfund at kende og fungere i
det. Andre kom fra storbyer som Istanbul, Cassablanca
og Karachi og har haft kendskab til moderne
samfunds mekanismer. Disse indbyggede forskelle
spiller en stor rolle for etniske minoriteters
udvikling og selvorganisering i Danmark.
Et land af foreninger
En kendt engelsk politiker har engang sagt “Europe
invited labourers but human beings came.”
Det er en sand beskrivelse, som man også hører
og oplever i vores eget Danmark. Folk som kom
til landet som fremmedarbejdere / gæstearbejdere,
havde kun én funktion: manuelt arbejde.
Deres menneskelige behov for at stifte familie,
nyde underholdning, omgås vennekreds og deltage
i et fællesskab med ligesindede blev der ikke
taget hensyn til. Holdningen i samfundet var og
er, at etniske minoriteter selv skal gætte sig frem
til, hvordan deres sociale behov kan opfyldes,
hvem de skal kontakte, og hvor de kan hente
viden.
Danmark er berømt for at være foreningernes
land. Danskerne har stolte traditioner for at dan-
94

ne interesseorganisationer. Kartoffelavlere har
deres egen forening, tennisspillere har deres, og
folk, der strikker, har deres strikkeklubber. Danskerne
elsker at danne foreninger, og det har
smittet af på de etniske minoriteter. Nogle er
gået ind i de danske foreninger – en pakistansk
brevdueopdrætter er således medlem af en gammel
dansk brevdueforening. Der er kun få med
etnisk baggrund med i danske sportsforeninger
og klubber, men flere er i venteposition. Udviklingen
går i den rigtige retning.
Ud over partipolitisk organisering har etniske
minoritetsgrupper organiseret sig i forskellige foreninger.
De kan inddeles i de efterfølgende følgende
kategorier.
Kulturelle foreninger
Disse foreninger beskæftiger sig primært med
poesi, kunst, musik, tøj, dans og mad. De holder
kulturelle aftener, inviterer digtere fra deres
hjemlande og udlandet og udgiver bøger og blade.
De arbejder udelukkende blandt deres landsmænd
og har få ambitioner om at udbrede deres
kultur til det danske samfund. Det skyldes bl.a
manglende økonomiske midler og oversættelsesmuligheder
til at udgive litteratur på dansk. Men
flere og flere foreninger har indset, at de skal
satse på tværkulturelle aktiviteter. Aftener med
digte og poesi fra deres hjemlande er meget
værdsatte. Beklageligvis er støtten til multikulturel
litteratur blandt de danske intellektuelle
næsten på nulpunktet. Indtil i dag har interessen
blandt danske forlag for at udgive etnisk litteratur
og poesi været meget lille, men blandt forskellige
nationale grupper arbejdes der på
sagen. Når det gælder dans, musik og mad har
etniske minoriteter præget det danske samfund
grundigt. Veletablerede foreninger som den iranske
og græske har stor succes med at tiltrække
både landsmænd og danskere til deres sammenkomster
og fester.
Politiske foreninger
De politiske foreninger er relateret til hjemlandets
politik, og derfor opkaldes de efter forskellige
hjemlandspartier eller bevægelser, der repræsenterer
den borgerlige mellemklasse og de handlende
eller de, som har deres rødder i arbejderklassen.
Derudover er der andre, som støtter religiøse/politiske
partier. Medlemmerne findes
blandt de ældre, som er mere bekymrede for
hjemlandenes politiske udvikling end de unge.
Mange af disse organisationer har intet kontor
eller kontingentbetalende medlemmer og er derfor
afhængige af frivillig arbejdskraft og indsamlinger.
Tilslutningen er stor, og deres aktiviteter er
afhængige af, hvilket parti der er ved magten i
hjemlandet. Ministre og lokalpolitikere, som kommer
til Danmark, er ofte gæster hos dem. De
arrangerer offentlige møder med disse gæster,
hvor politiske og økonomiske problemer bliver
diskuteret på tværs af partipolitik.
Socialt samvær og mødesteder
Mange grupper blandt etniske minoriteter har
udviklet et omfattende netværk af mødesteder,
cafeer, klubber og væresteder, hvor primært
mænd mødes. Her kan de drikke te og kaffe, spille
kort, backgammon, terningspil, læse hjemlandets
aviser, se nationalt fjernsyn og udveksle
deres erfaringer i samfundet. Nogle grupper bruger
denne form for samvær som en fortsættelse
af den nationale identitet, andre bruger den som
danskere bruger bodega. Det interessante er, at i
modsætning til mange andre store indvandrer- og
flygtningegrupper har pakistanske indvandrere
95

næsten ingen mødesteder i Danmark. Det hænger
sammen med, at der i Pakistan findes meget
få sociale samværssteder uden for hjemmene,
vennerne og storfamilierne. Pakistanerne i Danmark
vil helst besøge hinanden og invitere til middag
i stedet for at tage til en klub og spille kort
eller drikke te. Selvom opdelingen af mande- og
kvinderollen er næsten den samme som hos fx
tyrkere, så er det sjældent, at de pakistanske
mænd bruger tid uden for hjemmet. Deres aktiviteter
bevæger sig rundt om deres familieliv. Hvis
pakistanske mænd tager ud, så er det begrænset
til en biograftur, et måltid på en restaurant eller
til en musikkoncert.
Religiøse foreninger
Næsten 70 pct. af alle etniske grupper i Danmark
er muslimer, både Sunnier, Shiaer og Aleviter.
Resten er delt på kristne, buddhister, hinduer og
sikher. Organisering af de religiøse foreninger er
sket langsomt. Hos etniske grupper med muslimsk
baggrund var de religiøse forhold i starten
af 1970erne begrænset til fredagsbønnen. Efter
familiernes ankomst og på grund af børnenes
manglende viden om hjemlandets kultur og religion
opstod der et voksende behov for at etablere
moskeer og religionsskoler. I dag findes der mange
steder, hvor etniske minoriteter kan bede fem
gange om dagen, gå til fredagsbøn og sende
deres børn til religiøs undervisning. Disse moskeer
er organiseret under religiøse foreninger, som
henter imamer her til landet fra deres hjemegn.
Imamens opgave er at varetage religiøse opgaver,
samt at give vejledning om familieproblemer, konfliktløsning
og personlig rådgivning.
Mange blandt etniske minoriteter er generelt
ikke meget religiøse. Derfor er tilslutningen til
religiøse foreninger ikke tilstrækkelig. De betragter
religiøs observans som en privat affære, og
denne holdning afspejles i deres forretningsliv. Fx
forbyder Islam svinekød, alkohol og porno, men
de fleste etniske kiosker sælger disse varer. Denne
dobbeltmoral er uforståelig for en dansker
eller en stærk religiøst praktiserende indvandrer.
Forretningens overlevelse spiller en stor rolle i
denne beslutning.
I de nye tider har samfundsdiskussioner om
halalkød, tørklæder og børneopdragelse påvirket
de etniske grupper. De bliver meget mere bevidste
om deres religiøse rettigheder og er ikke bange
for at manifestere sig gennem foreninger. Disse
foreninger varetager deres medlemmers interesser
og arbejder sammen med andre NGOer,
som fx DRC. Et godt eksempel på religiøs bevidsthed
er den såkaldte tørklædesag mod Magasin,
som en ung pige har ført og vundet den 10.
august 2000.
Sportsforeninger
Etniske grupper, især unge, er ikke så synlige i
det danske sportsforeningsliv. Forklaringen ligger
i deres hjemlandes sportsstruktur, i de økonomiske
muligheder og i mangeårig mangel på interesse
fra danske organisationers side. Trods disse
svagheder har etniske grupper dannet sportsforeninger
inden for cricket, hockey, fodbold, basketball,
drageflyvning og kampsport. Forskellige
grupper har deres egne favoritsportsgrene. Tyrkere
og afrikanske nationer kan godt lide fodbold,
pakistanere spiller cricket og arabiske grupper
foretrækker Martial Arts. Der findes etniske
sportsklubber i København, Odense, Århus,
Ålborg og i næsten alle større provinsbyer. Danmarks
landshold i cricket nyder godt af unge spillere
af pakistansk herkomst. Mange unge fra etniske
grupper har udmærket sig i karate, taekwondo
og andre kampsportsgrene. De repræsenterer
Danmark på internationalt plan.
Foreninger der rådgiver og vejleder
Der findes en del – demokratisk opbyggede – foreninger,
som i de sidste 30 år har givet råd og
vejledning til etniske minoriteter om deres rettigheder,
pligter og muligheder i det danske samfund.
Rådet for Etniske Minoriteter, som giver råd til
indenrigsministeren, har indtil for nylig repræsenteret
de etniske foreninger. Denne demokratiske
proces har den nye integrationslov fra 1998 fjernet
og erstattet med et nyt system, hvor kommunerne
enten udpeger eller i nogle tilfælde lader
etniske foreninger vælge deres repræsentanter til
kommunens integrationsråd. Etniske foreningers
direkte valg af deres egne repræsentanter er hermed
ophørt. I mange menneskers øjne har denne
udvikling været et stort tilbageskridt i etniske
minoriteters indlæring af demokrati.
Det andet vigtige officielle organ er Nævnet for
Etnisk Ligestilling. Det har til opgave at rådgive
Folketinget, regeringen, centrale og lokale myndigheder,
private organisationer og andre samfundsinstitutioner
i spørgsmål om etnisk ligestilling og
diskrimination. Nævnet har 16 medlemmer, hvoraf
de otte er med etnisk minoritetsbaggrund, heraf
er fire medlemmer udpeget direkte af indenrigsministeren
og fire af Rådet for Etniske Minoriteter.
Ud over disse to officielle organer er etniske
minoriteter meget aktive i forskellige græsrodsbevægelser
og NGOer med danske medlemmer.
Men mange etniske unge tilslutter sig ikke minoritetsorganisationerne
ud fra det synspunkt, at
disse organisationer ikke beskæftiger sig med
deres problemer. De anser indvandrerorganisationerne
for at være anakronistiske og passive.
For at imødekomme det behov er unge aktivister
begyndt at danne deres egne foreninger. Indvandrere
har medbragt en autoritetstro der gør, at
de sjældent udfordrer myndighederne. Mange
førstegenerations indvandrere, som har stor indflydelse
i organisationerne, har stadigvæk den
holdning, at man ikke skal råbe for højt eller
kaste sten i vandet. Men ungdomsorganisationerne
og deres talsmænd er meget markante
96

med deres synspunkter – både når de diskuterer
med deres ældre, og når de ytrer sig i den danske
offentlighed.
Et andet punkt, som ofte står på foreningernes
dagsorden, er voksenundervisning af de ældre
indvandrere. Men foreningerne har været dårlige
til at opfylde dette behov, fordi undervisningslokaler
og kvalificeret undervisere manglede. Et tredie
område, som de etniske foreninger har forsømt,
er inddragelse og støtte fra kvinderne. Selvom
nogle få etniske kvinder har markeret sig i foreningslivet,
har det altid været for en kortere periode,
og indtil de stiftede familie.
Alle disse foreningers arbejde kom ikke fra den
ene dag til den anden. Udviklingen er gået langsomt
men er vedvarende. Vi skal se på, hvem der
startede det hele, og hvordan organiseringen er
foregået.
Et tilbageblik på indvandrerorganisationer
Synlig organisering af foreninger tog meget lang
tid, men den startede kort efter, at de store indvandrergrupper
kom til landet. Det har altid været
nogle ildsjæle, som tog initiativ til organisering.
En af de første milepæle var, da Socialministeriet
i december 1975 udsendte en betænkning med
en række forslag om “Udenlandske arbejderes
sociale og samfundsmæssige tilpasning her i landet”.
Den indeholdt udtalelser om sociale pensioner,
børnetilskud, socialhjælp, boligforhold, skatteforhold,
sproglig bistand, rådgivning og retshjælp,
undervisning, stemmeret, kommunale
udvalg, information, statsadministration og statistik.
Før denne betænkning havde arbejdsministeriet
udarbejdet sin egen rapport om udenlandske
arbejdere (betænkning nr. 589 – 1970). I LOs
blad “Fremmedarbejderbladet” kunne man læse
om indvandrernes reaktion på socialministeriets
betænkning. Indvandrerne var dybt skuffede over
manglende visioner i disse betænkninger, men de
var ikke parate til at komme med et modspil på
det tidspunkt.
På et møde den 29.januar 1976 i den tyrkiske
forening på Vesterbrogade i København besluttede
repræsentanter for tyrkiske, jugoslaviske og
pakistanske foreninger at oprette et fælles råd.
Deltagerne i mødet fandt det mere og mere nødvendigt
med fælles aktiviteter, ikke mindst når
synspunkter skulle fremføres over for danske
myndigheder. De var klar over, at myndighederne
ikke var interesserede i at lade dem påvirke
beslutninger vedrørende deres livsvilkår. I slutningen
af 1976 blev Gæstearbejdernes Fællesråd i
Danmark dannet med nationale grupper fra Tyrkiet,
Pakistan, Marokko, Grækenland og Jugoslavien
som en reaktion på betænkningen. Fællesrådet
blev i stigende grad inviteret med til møder,
konsultationer, diskussioner, kurser, seminarer
og mange andre arrangementer. Men når danske
myndigheder, faglige organisationer eller interessesammenslutninger
havde lyttet til de fremsatte
bemærkninger, vedtog de deres beslutninger
97

uden hensyntagen til indvandrerne. Nu var indvandrerne
taget med på råd! Men danskerne gav alligevel
ikke frivilligt beslutningskompetencen og
magten fra sig.
Denne følelse af magtesløshed blev forstærket
af, at de overhovedet ingen indflydelse havde haft
på udformningen af betænkningen. I stedet for at
invitere minoriteterne med til bords, havde
arbejdsgruppen aflagt uanmeldte besøg i nogle
foreninger for udenlandske arbejdere, hvor de
havde lejlighed til at høre deres mening. Medlemmerne
drak kaffe, snakkede lidt med de tilstedeværende
og først efter mødet orienterede de foreningerne
om anledningen til deres besøg. Set
med indvandreres øjne blev en vigtig chance for
inddragelse i vigtige processer tabt. Det officielle
Danmark tog ikke hensyn til indvandrernes faktiske
forhold og betydning for Danmark. I november
1980 fik indvandrerne lov til at formulere deres
eget forslag igennem et fælles gæstearbejderråd.
Myndighedernes afvisning havde tvunget indvandrerne
til at organisere sig. Gæstearbejdernes
fællesråd, som indtil da havde bestået af jugoslaviske,
tyrkiske og pakistanske foreninger, åbnede
sin dør for alle udenlandske arbejderforeninger.
Parallelt med denne udvikling opstod en stigende
utilfredshed med den socialdemokratiske kontrol
af ”Indvandrernes Fællesråd i Danmark”. Nogle af
de største indvandrerforeninger sluttede sig sammen
under navnet INDsam (Indvandrerforeningers
Sammenslutning). Foreningerne bag initiativet
ønskede at arbejde for at skabe en bedre tilværelse
for indvandrerne med reel indflydelse.
Sammenslutningen var pro-aktiv fra starten. Derfor
lagde den ud med en stor musikfestival, oprettede
en kvindegruppe og forskellige udvalg, som
arbejdede med kulturelle, arbejdsmæssige, sociale
og uddannelsesmæssige problemer og lancerede
også et indvandrerblad.
INDsam lagde vægt på følgende: “Det er vigtigt
at slå fast, at indvandrerne ikke er en homogen
masse. Det er vigtigt for dem at samarbejde om
fælles mål og lave deres egne aktiviteter i fællesskab,
men ikke være underlagt andre foreninger,
nationaliteter eller grupper.” INDsam var indtil
1995 den eneste sammenslutning af etniske minoriteter.
Foreningen var med til at synliggøre etniske
minoriteters livsvilkår i det danske samfund.
INDsam fik lov til at sidde i forskellige ministerielle
udvalg og råd, hvor minoriteters integration bliver
diskuteret. Selvom den reelle indflydelse var minimal,
blev organisationen betragtet som en samarbejdspartner
af forskellige aktører på udlændingeområdet.
At skaffe penge til huslejen, få landsmænd
til at komme i foreningen, reagere prompte
på samfundsdebatter, udarbejde kvalificerede
høringssvar til lovforslag, vejlede og rådgive menige
indvandrere og flygtninge, holde konferencer og
seminarer, udarbejde emnerelaterede policy
papers samt udgive et respekteret foreningsblad,
var nogle af de opgaver, foreningen skulle tackle.
Indvandrerforeningerne har altid haft en dårlig
økonomi, og det frivillige arbejde bliver en tung
belastning i det lange løb. Foreningens høje profil
medvirkede til, at indenrigsministeriet begyndte
at bevilge driftstilskud, samt at nogle medlemmer
af Folketinget skaffede penge fra finansloven til
specielle projekter. Uheldigvis tiltrak denne succes
politisk indblanding. Et tæt samarbejde med
Socialdemokratiet skabte splid i hovedbestyrel-
98

sen, som allerede var delt i to fløje. Én domineret
af afrikanske foreninger, og den anden af andre
nationaliteter. Alle forsøg på at forene forskellige
synspunkter mislykkedes. I 1995 forlod en del
foreninger INDsam og dannede POEM (Paraplyorganisation
for Etniske Mindretal).
I dag er etniske minoriteters område meget
bredt, velorganiseret, funktionelt og aktivt deltagende.
Der findes ca. 300 organisationer på
landsplan, de fleste af dem i hovedstadsområdet
og i de større provinsbyer. Derudover har forskellige
nationale grupper dannet deres egne sammenslutninger.
Etniske minoritetsorganisationer
tog et meget velkomment skridt i deres organisering,
da fem paraplyorganisationer sluttede sig
sammen og dannede Etniske Minoriteters Landsorgansiation
ELO i januar 2000. Det var en direkte
respons på integrationsloven, som har sat
etniske organsationer uden for indflydelse i de
officielle cirkler. Daværende indenrigsminister
Thorkild Simonsen, som var arkitekt bag loven,
erkendte, at etniske organisationer spiller en
stor rolle i integration af minoriteterne og hilste
initiativet velkommen.
Den danske politik tiltrækker
En måde, hvorpå man kan tolke en indvandrergruppes
interesse for at blive en del af det nye
samfund, er at se på, om de engagerer sig i det
politiske liv og aktivt går ind i at præge den politiske
udvikling. Når vi ser på udviklingen i de forskellige
indvandrergrupper, kan vi konstatere, at
de har været meget aktive. Grupperne har ikke
isoleret sig og siddet og surmulet i en krog. Allerede
inden det danske Folketing vedtog, at udenlandske
statsborgere fik ret til at deltage i valg til
kommunalbestyrelse og amtsråd, var en del af
dem blevet medlem af danske politiske partier.
Det har i første omgang været Socialdemokratiet,
Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre,
som har tiltrukket de etniske minoriteter. Men
samtidig skal det understreges, at de danske
politiske partier – både de borgerlige og de mere
venstreorienterede – næsten aldrig har iværksat
målrettede kampagner for at tiltrække etniske
minoriteter i deres rækker. Den socialdemokratiske
toppolitiker Birte Weiss’ forklaring på den
herskende ligegyldighed og mangel på kontakt er,
at “der er ingen stemmer at vinde ved at tale
deres sag, men en masse at tabe.” Alligevel er
der i dag 18 personer med minoritetsbaggrund i
forskellige kommunalbestyrelser, men ingen i Folketinget
eller Europaparlamentet. Dog sidder
Isminur Lone Yalcinkaya, CD, som er 1. suppleant
for Mimi Jakobsen, i Folketinget i en periode fra
efteråret 2000. Hun er således den første person
med etnisk baggrund, som har fået en plads i Folketinget.
Jeg har selv været medlem af SF i mange år,
men meldte mig ud, fordi jeg ikke syntes, partiet
var villig til at give repræsentanter fra de etniske
minoriteter reel indflydelse og magt i partiapparatet.
Med denne erfaring besluttede jeg tidligt i mit
politiske arbejde, at jeg kun ville arbejde for etniske
minoriteters rettigheder i tæt samarbejde
med mit bagland og etniske minoritetsorganisationer,
og samtidig ønskede jeg at deltage i den
offentlige debat gennem medierne.
Det er vigtigt, at etniske minoriteter deltager
og søger at påvirke udviklingen og indstillingen til
indvandrere, hvad enten det er gennem de politiske
partier eller græsrodsarbejde. Mangel på
interesse fra det danske politiske establishment
har i de sidste 10 år skabt politiske diskussioner
blandt etniske minoriteter. Selvom de indvandrere,
som er blevet valgt i politiske partier, gang på
gang har taget afstand fra en minoritetsplatform,
har de menige indvandrere ønsket et fælles politisk
forum, hvor de store fælles problemer som
arbejdsløshed, boligmangel, social marginalisering
og de etniske minoriteters basale rettigheder
kan diskuteres. De mener, at det er deres
tanker og følelser, der skal være drivkraften i det
politiske arbejde. Det er blevet bekræftet gang
på gang af etniske minoriteter, når jeg holder
møder med dem i deres foreninger. De fleste af
dem giver udtryk for, at en større bevidsthed og
politisk organisering af minoriteterne er vigtig i
dag.
Der er nogle politikere med etnisk minoritetsbaggrund,
der mener, at man skal arbejde inden
for de etablerede politiske partier og inden for
systemets rammer. Det skal der ikke være uenighed
om. Selvfølgelig kan man gøre begge dele.
Det er blevet sagt i debatten, at hvis minoriteterne
organiserer sig politisk, så vil de blive mere
isolerede i det danske samfund.
Det er et forfejlet argument. Vi lever i et land
med flere tusinde forskellige foreninger og græsrodsbevægelser
og 16 forskellige politiske partier.
Fundamentet for demokratiet er, at vi har
ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, organisationsfrihed,
og at folk engagerer sig både som individer
og i grupper. At stille spørgsmålstegn ved disse
rettigheder er udemokratisk.
Med en velorganiseret politisk platform kan
minoriteterne først og fremmest sætte deres
egen dagsorden, forhandle direkte med de andre
politiske partier, henvende sig frit til pressen og
komme med egne løsningsmodeller og lovforslag.
Det vil blive lettere at rejse en debat, når der opstår
konkrete sager. Med et klart formuleret politisk
program på alle minoritetsområder vil vi kunne
handle hurtigt og effektivt på en helt anden
måde end organisationer og foreninger. Bevægelsen
kan primært arbejde for at udvikle minoriteternes
rettigheder og for at skabe ligestilling i det
danske samfund.
Minoritetspartiet har set dagens lys
Etniske minoriteters drømme og ønsker er tildels
opfyldt med etablering af et minoritetsparti i
Århus med et formidabelt partiprogram. Partiet
blev oprettet i maj 2000 med høj prioritering af
99

etniske minoriteters problemer. Det er ikke af den
grund et indvandrerparti. Ifølge analyseinstituttet
Catinéts ville 47 pct. af de adspurgte etniske
minoriteter stemme på partiet, hvis der var valg i
morgen.
Samarbejde mellem politiske partier og de etniske
organisationer
Der findes næsten ikke noget etableret samarbejde
mellem partierne og de etniske minoriteter.
Hvis de danske politiske partier ønsker, at de
etniske minoriteter skal deltage i de politiske processer,
så mener jeg, at de må forholde sig til
minoriteternes problemer og lave en målrettet
kampagne. Partierne skal tage stilling til de etniske
minoriteters konkrete problemer, ikke ud fra
ideologisk ståsted og kyniske overvejelser, men
ud fra den betragtning, at vi er en del af samfundet,
en del af vælgerkredsen, og at vi med tiden
kan være en loyal støtte for partierne.
Jeg mener, at det er nødvendigt, at alle politiske
partier kommer ud til de etniske minoriteter
med partiernes synspunkter. Det kan ske på
partiforeningsniveau, fx
• ved at partiforeningerne tilskyndes og hjælpes
til at arrangere møder med de lokale etniske
mindretalsforeninger
• ved at holde antiracistiske seminarer, ved at
tage aktivt del i mediedebatten om indvandrere,
altså
• ved at være mere praktisk orienterede.
Et godt partiprogram, som ligger og samler støv i
en skrivebordsskuffe, er ikke det papir værd, det
er trykt på. Hvis et integrationsprogram skal lykkes,
så må alle parter involveres. Indvandrerorganisationerne
spiller en meget vigtig rolle med at
informere deres medlemmer om disses muligheder,
rettigheder og pligter.Politiske partier burde
efter min mening inddrage disse organisationer
både i formuleringen og i udførelsen af praksis af
partiernes indvandrer-politik og også i græsrodsarbejde
med at ændre den danske befolknings
holdninger.
Det er tvingende nødvendigt, at værtslandets
befolkning kender deres egne politiske partiers
holdninger til de etniske minoriteter, og at de forstår
baggrunden for holdningerne og accepterer
dem.
Økonomisk tilskud er utilstrækkelige
Etniske minoritetsforeninger er demokratisk
opbyggede, dvs. at alle medlemmer skal betale et
kontingent, og antallet af medlemmer og aktiviteter
derfor danner fundament for offentlige tilskud
fra ministerier og kommuner. Denne økonomiske
hjælp dækker hovedsagelig driftstilskud, men
ikke udgifter til sekretariatshjælp, tolkning eller
vejledning.
Etniske organisationer kan i princippet søge midler
til udgivelse af foreningsblade, men i praksis
er det umuligt at få ansøgningerne godkendt.
Indenrigsministeriet giver 1,3 mill. kr. til ét blad
“Samspil”. Bladet er en selvejende institution,
men forskellige ministerier sidder i bestyrelsen.
Ministerielle puljer er ofte åbne for andre danske
NGOer, som med fundraisere og kvalificerede
sekretariatsmedarbejdere har lettere ved at etablere
kontakt med embedsmændene. De har stor
mulighed for at få større ansøgte beløb til deres
projekter. Fx bliver indenrigsministeriets puljer for
kulturaktiviteter delt mellem mange hundrede
etniske organisationer, som får en lille procentdel
af lagkagen, mens store NGOer som Mellemfolkeligt
Samvirke og Dansk Flygtningehjælp får store
beløb. Ministeriets retningslinier er skrevet i et så
fagligt og juridisk sprog, at der ofte opstår misforståelser.
Der findes ingen kurser, hvor etniske
organisationer kan lære foreningsdannelse, struktur,
fundraising eller daglig drift.
Konsulentfirmaer, som kan formidle den viden,
er astronomisk dyre. Forskellige kommuner yder
også bidrag eller stiller lokaler til rådighed for de
lokale etniske foreninger og klubber. Men krav om
økonomisk deltagelse fra medlemmerne selv begrænser
aktiviteterne og giver således kommunen
direkte indflydelse på indvandrernes organiseringsmuligheder.
Integration på lokalt plan
Integrationsloven af 1998 har forpligtet kommunerne
til at udføre tre års integrationforløb for
familiesammenførte indvandrere og flygtninge,
dvs. indlæring af sprog, samfundsorientering og
kulturforståelse. Med denne lov bliver integrationsarbejdet
lokalt. Det er for tidligt at tage stilling
til, hvilken rolle minoriteternes selvorganisering
vil spille i kommunalt regi.
På baggrund af et evalueringsprojekt om integrationsindsatsen
i 10 kommuner har PLS Consult
i 1999 udgivet en håndbog med råd om integration.
PLS Consult anbefaler, at kommunerne
inddrager de “gamle” flygtninge og indvandrere i
beslutningerne omkring integrationsarbejdet. Det
foreslås, at der skabes en kontakt til etniske minoritetsforeninger
med den begrundelse, at :
“Foreningerne har en viden om kulturelle mønstre
eller religiøse forhold eller lignende, som kan
opkvalificere de kommunale tilbud og hindre
unødige misforståelser. For det andet er det
naturligvis vigtigt for udlændingene selv, at deres
stemme bliver hørt i lokalpolitikken. Det kan både
give tryghed og skabe netværk til kommunens
øvrige foreningsliv”.
Integration på lokalplan forudsætter, at minoriteter
får lov til at deltage i beboerdemokrati,
skolebestyrelsen, forældreråd, boligforeninger
osv.Disse fora er lukket land for de fleste menige
minoriteter.
Jeg interviewede nogle indvandrere og flygtninge
– om demokrati på lokalplan til Bladet
100

Bashy Quraishy
Næstformand for POEM
Medlem af Nævnet for Etnisk
ligestilling
Bydelen (febr. 2000). Læge Sajjda Afzal ramte
problemstillingen meget godt med disse ord:
“Det er rigtigt, at mange indvandrere og flygtninge
ikke deltager i lokale diskussioner, fordi de
mangler kendskab til det indviklede kropssprog,
eller den måde danskere diskuterer på. Men det
er også et problem, at en enkelt eller to deltagere
med etnisk baggrund altid vil komme i en forsvarsposition.
Det er ikke rart at være i den pinlige
situation. Det er muligt at få sine synspunkter
respekteret, hvis der var flere til stede. På den
måde kan man bruge hinanden. Jeg er også skuffet
over, at der er så lidt interesse hos de fleste
indvandrere, når det gælder omverdenen. Måske
er de påvirket af samfundsdiskussionerne, som
hovedsageligt er negativt præget. Majoritetens
holdninger på nationalt plan påvirker holdninger
på det lokale plan. Jeg har selv deltaget meget
aktivt, men gav op efter et par år. Manglende tid,
arbejdspres, børn – men mest fordi jeg følte, at
jeg ikke kunne komme videre med de ting, som
var vigtige for indvandrere. Jeg er ikke længere
sikker på, at det er nok at være velfomuleret og
kvalificeret. Nogle gange føler jeg, at det kunne
have været bedre,hvis jeg ikke kendte det danske
sprog, så var jeg ligeglad med min tilværelse.
Det eneste man kan gøre, er at tage kontakt til
den enkelte person, opfordre ham eller hende til
at deltage – hvis ikke for sin egen skyld, så for
sine børns fremtid. Mange ville sikkert deltage,
hvis lokalforeningerne viste interesse via de allerede
aktive folk i forskellige grupper. Lokale politiske
organisationer kan etablere samarbejde med
beboerforeninger. Betingelsen er at man ikke
peger fingre hele tiden. Fokus kan være på erkendelse
af forskelligheden og ikke på fælleskabet.”
Minoriteters selvorganisering og overordnede
integration
Hvordan kan minoriteterne løse denne omfattende
opgave, som ikke er let at tackle? Løses skal
den, hvis de ønsker at leve trygt og harmonisk i
det danske samfund. Det stærkeste af alle de
midler, der står til minoriteternes rådighed, er formidling
af oplysninger om deres situation og livsvilkår
til den danske offentlighed – i samarbejde
med progressive kræfter i Danmark. I de moderne
informationstider er det meget let og billigt at
kommunikere med omverdenen. Det kan opnås
med:
• Oprettelse af en national bevægelse for etniske
minoriteter med lokalkontor i alle større byer med
det formål at samarbede med byrådsmedlemmer
og få dem til at tage relevante sager op i kommunen
og hos deres respektive politiske partier.
• Afholdelse af seminarer og oprettelse af
diskussionsgrupper med det formål at stimulere
bevidstheden og diskussionerne blandt den danske
befolkning samt forskellige etniske grupper.
• Kontakt til fagforeninger for udarbejdelse af en
fælles integrationspolitik.
• Udveksling og samling af erfaringer fra forskellige
organisationer med det formål at informere
hinanden om den seneste udvikling i de forskellige
kommuner.
• Oprettelsen af et sekretariat, som skal give
praktisk støtte til integrationskampagner iværksat
af græsrodsbevægelser i samfundet.
• Oprettelsen af en månedlig national avis, indeholdende
nyheder og rapporter om begivenheder,
som har relation til etniske minoriteter.
Etniske minoriteter er klar over, at et så velorganiseret
samfund som det danske ikke af sig selv vil
dele magten eller lytte til minoriteternes ønsker
og behov. Men når magthaverne inviterer dem
inden for døren, så skal det ikke være til kaffe og
kage, men til gensidige forhandlinger og
lydhørhed. Gud har givet os én mund – men to
ører.
■
102

SOCIAL FORSKNING udgives af
Socialforskningsinstituttet.
Abonnement er gratis og kan tegnes
ved henvendelse til:
Socialforskningsinstituttet,
Herluf Trolles Gade 11,
DK-1052 København K.,
Tlf: 33 48 08 00. Fax: 33 48 08 33
E-mail: sfi@sfi.dk
www.sfi.dk
Instituttets publikationer kan købes
i boghandelen eller ved henvendelse
til instituttet.
Redaktion: Dette temanummer er
redigeret af Lisbeth Pedersen,
Inger Koch-Nielsen, Lisbet Martensen
Rasmussen og Ove Karlsson
(ansvarshavende).
Henvendelser og forespørgsler
bedes rettet til Ove Karlsson.
Layout: Signs & Wonders
Tegninger: Charlotte Pardi
Foto: Polfoto
Tryk: Nielsen & Krohn A/S, Kbh.
Oplag: 10.500
ISSN-nr.: 0908-0031
Eftertryk til ikke-kommerciel brug er
tilladt med tydelig kildeangivelse.

Synspunkt
Karen Jespersen
Indenrigsminister
Hvordan skal det danske velfærdssamfund udvikle
sig? Og hvorledes sikrer vi de etniske minoriteter
de samme muligheder som andre i vort samfund?
Danmark står i dag over for den samme udfordring
som en række an dre europæiske lande: Forandringer
på arbejdsmarkedet og i familiestrukturerne,
øget global konkurrence, større pres på
velfærdssystemerne, ghettoisering af visse boligområder
og øget kulturel mangfoldighed i samfundet.
Udfordringen er at undgå sociale og kulturelle
kløfter i samfundet og i stedet bruge forandringerne
på en konstruktiv måde og derved sikre vort
samfunds sammenhængskraft og videreudvikling.
Det væsentligste udgangspunkt for vore
bestræbelser bør være, at vi alle – uanset vor
etniske eller sociale oprindelse og uanset vore
politiske eller religiøse overbevisninger – lever i et
fællesskab. Dette fællesskab har rødder i Danmarks
historiske og kulturelle udvikling, og det
hviler på nogle fundamentale værdier som demokrati,
åndsfrihed, solidaritet og principperne om,
at alle har både pligter og rettigheder og er frie og
ligeværdige uanset køn, race, religion eller andet.
Det bør være en målsætning for os alle, at udviklingen
af det danske samfund sker på grundlag af
disse fundamentale værdier.
En af udfordringerne er at fastholde og udvikle
et samfund, der viderefører den danske kultur og
samtidig giver spillerum for den åndsfrihed, som
jo i sig selv er en vigtig del af værdigrundlaget.
Den enkelte borger skal kunne fastholde og
udvikle sine personlige politiske, kulturelle og religiøse
overbevisninger inden for en ramme af
engagement i det danske samfundsfællesskab
og respekt for dets grundlæggende værdier og
normer.
For de etniske minoriteter betyder det bl.a., at
samfundet skal anerkende deres ret til en egen
kulturel og religiøs identitet.
Det danske samfunds værdigrundlag giver en
frihed, men det sætter også nogle nødvendige
begrænsninger for udøvelsen af denne frihed. De
etniske minoriteter i Danmark må for eksempel
som alle andre borgere udvise respekt for princippet
om, at alle er ligeværdige uanset køn, og alle
har krav på respekt for deres personlige integritet.
Dette betyder, at vi i det danske samfund fx
ikke kan acceptere tvangsægteskaber eller kvindelig
omskæring.
Men samfundet forventer mere af borgerne i
Danmark, end at de undlader at gøre visse uacceptable
ting. Når indvandrere og flygtninge første
gang kommer til Danmark står de over for en fundamental
beslutning. Ønsker de at isolere sig?
Eller ønsker de at gøre en indsats for at bidrage
aktivt til det samfund, de er kommet til ved at
lære sproget ordentligt, deltage i arbejdslivet,
demokratiet og foreningslivet? Langt de fleste
ønsker uden tvivl det sidstnævnte, og det er,
hvad samfundet også med rimelighed kan forvente
og forlange.
Men samfundet og danskerne må samtidig vise
åbenhed og imødekommenhed, så den enkeltes
indsats for at blive integreret kan lykkes. Lige så
lidt som vi kan acceptere tvangsægteskaber, kan
vi acceptere, at velkvalificerede personer nægtes
et arbejde blot på grund af deres navn eller hudfarve.
Det helt centrale er jo, at alle borgere i
Danmark – uanset deres oprindelse – skal være
med til at bakke op om fællesskabet og vise gensidig
imødekommenhed. Dette er ikke kun en
udfordring for de etniske minoriteter, men også
for den øvrige danske befolkning.
Vi ser i vort samfund det paradoks, at der bliver
stadigt færre til at løfte byrderne, alt imens store
grupper – herunder også de etniske minoriteter –
marginaliseres fra arbejdsmarkedet. Dette skaber
en risiko for sociale og kulturelle kløfter. Derfor
må vi hele tiden arbejde på at forny og forbedre
vore velfærdssystemer, udvikle et arbejdsmarked
med plads til alle og skabe aktive og varierede
boligområder, der er attraktive for alle. Og især
må vi skabe en bedre dialog om, hvordan vi løser
problemerne og udnytter mulighederne, og om
hvordan vi i højere grad ser integrationspolitikken
som et aspekt i den samlede helhedspolitik for
velfærdssamfundet – i stedet for som en særskilt
politik for en særlig ”problemgruppe”.
Nyankomne indvandrere og flygtninge skal have
klar information om det danske samfunds værdier,
de skal have sprogundervisning og andre integrations-
og uddannelsestilbud, så de kan opnå
reelle muligheder for at deltage i fællesskabet og
klare sig på lige fod med andre. Med en sådan
hjælp til selvhjælp vil langt de fleste vise sig som
dygtige og ressourcestærke mennesker. I virksomhederne
og alle de andre steder, hvor de etniske
minoriteter skal bringes ind i samfundet, er
det til gengæld nødvendigt, at man viser åbenhed
og får øjnene op for det, som disse mennesker
kan bidrage med – i stedet for at stirre sig blind
på deres hudfarve eller kulturbaggrund. Det
haster, for vi har brug for de ekstra hænder og
hjerner, hvis Danmark skal klare sig i den globale
konkurrence.
■