KANDESTØBEREN - Institut for Statskundskab - Aarhus Universitet

2008
Michael Bang Petersens afdækning af
eliternes betydning for vælgernes holdningsdannelse
bygger på et studie af
holdninger til straf og rehabilitering.
Et hovedresultat fra min ph.d.-afhandling,
Straf eller rehabilitering?, fra 2007 er, at
vores holdninger til straf og rehabilitering
baserer sig på informationer om hvem, der
har begået en kriminel handling, snarere end
om hvad vedkommende har gjort. Har den
kriminelle haft en hård opvækst, vil han begå
ny kriminalitet, angrer han, er han førstegangskriminel
og så videre? De psykologiske
mekanismer, der sættes i spil i forhold til
kriminalitet, retter altså vores opmærksomhed
mod informationer, der fortæller os
noget om personen bag en kriminel handling.
Hvis den kriminelle vurderes, som en,
der på bunden er god nok og som kan indse
sin fejltagelse, føles rehabilitering som den
rette løsning. Kriminelle, der opfattes som
ondskabsfulde personer, der blot leder efter
nye chancer for at begå kriminalitet, ønsker
vi derimod at straffe.
Hvilken rolle spiller de politiske eliter i den
forbindelse? Man kan forestille sig, at det er
eliternes måde at diskutere spørgsmålet om
straf eller rehabilitering, som dels trækker
borgernes opmærksomhed mod personen
bag den kriminelle handling og dels dikterer,
at rehabilitering kun er for de ’pæne’ kriminelle.
Til dette er der først at bemærke, at de
politiske eliter i bund og grund forholder sig
til spørgsmål om straf og rehabilitering på en
noget anden måde end den ovenstående. Et
centralt princip i vores strafferetslige system
er således proportionalitetsprincippet, der
gør handlingens alvor til omdrejningspunktet
i straffeudmåling. Dette er i klar modstrid
med, hvordan almindelige borgere danner
holdninger. Ligeledes var der prompte afstandstagen
fra Venstre-politikeren, Søren
Pind, da han luftede synspunkter i fin overensstemmelse
med borgernes opfattelser af
retfærdighed: ”Idioten, der kommer fuld ud
fra en klassefest og stjæler en cykel, skal jo
ikke straffes lige så hårdt som et bandemedlem,
som begår den samme handling
igen og igen.” Dette synspunkt stred øjensynligt
imod elitediskursen i en sådan grad,
at selv statsministeren sagde fra.
I min analyse finder jeg heller ikke meget,
der tyder på, at vores måde at tage stilling til
spørgsmål om straf og rehabilitering, er internaliseret
fra eliterne. Hvis eliterne påvirker,
hvordan vi danner holdninger, må der
således være forskel i holdningsdannelsesprocesserne
hos de, der rent faktisk lytter
til eliterne, og de, der ikke gør. Men det er
der ikke. Uanset politisk interesse og uddannelse
tager vi stilling på samme måde til
spørgsmålet om straf eller rehabilitering. Og
hvad mere er: Uanset politisk interesse og
uddannelse fortolker vi omstændighederne i
konkrete sager ens. Alle reagerer på samme
måde, når den kriminelle eksempelvis er
flergangs- frem for førstegangskriminel,
eller når den kriminelle udviser tegn på anger.
Det vigtige for at forstå dette er, at spørgsmål
om straf, rehabilitering og kriminalitet først
og fremmest er moralske spørgsmål. Moralske
spørgsmål kalder på vores følelser, og
mine analyser tyder på, at informationer om
den kriminelles karakter netop er afgørende,
fordi de aktiverer følelser af henholdsvis
vrede eller medfølelse. Vores følelsesapparat
5