Uden for nummer 12 - Dansk Socialrådgiverforening

[ 28
U D E N F O R [ N U M M E R ] 12 / 2 0 0 6
oplever i forhold til forælderens situation og den
psykiske sygdom. De talte ikke engang om, hvem
der taler med barnet om sygdommen (hvis nogen
overhovedet gør), og hvilke forklaringer, der bliver
givet. Og medarbejderne talte ikke selv med
børnene.
Projektet har udviklet en ny praksis for pårørendearbejdet,
hvor også børn bliver inddraget. Den
nye praksis består af samtaler først med patienten
om barnet og senere samtale med barnet sammen
med patienten og øvrige relevante familiemedlemmer.
Alle børn fra 0 – 18 år var omfattet af tilbudet.
For de helt små børn har samtalen med patienten
ofte været fulgt op at et observationssamvær med
patienten med det lille barn og en dialog med forælderen
om barnet. De 82 børn, der deltog i familiesamtalerne
fordelte sig med 44 børn over skolealderen
og 38 børn under skolealderen.
Formålet med samtalerne var at:
• få indblik i familiens samspil med fokus på
barnets perspektiv.
• få kendskab til, hvordan forældrene har forklaret
barnet om forælderens psykiske sygdom
• give barnet information om den psykiske sygdom
i samspil med patienten.
• få fornemmelse af, hvilke strategier barnet anvender
ved bekymringer eller vanskelige situationer
i familien, og hvem der er tilgængelig
som støtte for barnet.
• få indblik i familiens og barnets netværk, og
om netværket er informeret og inddraget som
støtte for barnet/familien.
• skaffe grundlag for at kunne vurdere, om der
er behov for yderligere hjælp og støtte.
• aftale det videre forløb, evt. underretning til
kommunen eller henvisning til andre relevante
instanser.
Samtalerne viste sig at blive meget forskellige. Patienter
med små børn var mest optaget af, om den
psykiske sygdom ville skade barnets udvikling, og
om de var gode nok forældre. Patienter med større
børn var mere optaget af, hvordan de kunne tale
med barnet/den unge om sygdommen, og hvordan
barnet/den unge kunne få hjælp til at håndtere
situationen i dagligdagen. Der var mest ro på i de
familier, hvor der var en rask forælder, der kunne
tale med barnet om den syge forælders situation,
selv om der også her var behov for støtte. Der
var stor forskel på den sygdomsindsigt eller sygdomserkendelse,
patienterne havde, og det så ud
til at have stor betydning for kommunikationen i
familien mellem voksne og børn. Patienterne var
meget glade for tilbudet og familiesamtalerne. Og
medarbejderne udtrykte, at de lærte patienterne
bedre at kende ved at deltage i samtalerne. Fx sagde
en sygeplejerske – lidt overrasket – efter en familiesamtale
med en 13-årig pige, der tog meget ansvar
for sin syge mor, der havde flere selvmordsforsøg
bag sig: »Sådan en samtale er jo både en omsorg
for barnet og for patienten!"
Undersøgelse og praksis går hånd i hånd
Patienter og medarbejderes udsagn talte deres tydelige
sprog: Der var tale en meget vigtig indsats
overfor patienter med børn. Men samtidig rejste
der sig en række væsentlige spørgsmål, som vi ikke
umiddelbart kendte svaret på:
• hvad syntes børnene, hvis de blev spurgt direkte?
• gav det mening for dem at blive taget med til
en familiesamtale på et psykiatrisk hospital
sammen med den syge forældre?
• blev de klogere i forhold til sygdommen?
• vidste de efter samtalen mere om, hvad de
kunne gøre i dagligdagen, når tingene blev
svære?
• følte de sig hørt og taget alvorligt?
• kunne de forstå, hvad der blev sagt og syntes
de overhovedet, at det var vedkommende?
• følte de et større ansvar, når de gik hjem fra
familiesamtalen, eller blev de lettet for de byrder,
de kom med?
• hvad med teenagebørnene – syntes de, det var
pinligt at komme til disse samtaler?
• og fik de lejlighed til at sige, hvad de havde på
hjerte, når forældrene var til stede, eller burde
flere af de unge få tilbudt samtaler alene som
en fast praksis?
Også på andre områder rejste der sig spørgsmål,
vi begyndte at reflektere over. Der var stor forskel
på, hvordan forældre talte med deres børn om den
psykiske sygdom og i det hele taget håndterede de
vanskeligheder, børnene oplevede som et led i sygdommen.
Der begyndte at vise sig visse mønstre
i, at patienter med samme diagnoser håndterede
vanskeligheder i forhold til børnene på beslægtede
måder, og vi kunne se ensartede mønstre for,
hvordan børnene forholdt sig til situationen, af-