Uden for nummer 12 - Dansk Socialrådgiverforening

[ 44
U D E N F O R [ N U M M E R ] 12 / 2 0 0 6
råde, hvilket heller ikke gælder for socialt arbejde
på beskæftigelsesområdet (jf. blandt andet Lipsky
1980, Rothstein 1994 m.fl.). Socialarbejderne gør
altså hverken, hvad de vil, eller hvad de skal – men
hvad gør de så? Ja, ifølge Brodkin gør de, hvad de
kan – hvilket sætter særligt fokus på de forskellige
kontekstuelle betingelser for socialt arbejde. Brodkin
(1997) fremhæver blandt andet socialarbejdernes
professionelle evner, tilgængelige ressourcer i
organisationen og adgangen til gode uddannelsesog
jobmuligheder for klienterne som centrale for,
hvad der er muligt for socialarbejderne at gøre på
beskæftigelsesområdet.
Damgaard (2000) har analyseret en række danske
kommuner og den aktive socialpolitik med fokus
på det lokale samarbejde mellem kommuner og
virksomheder omkring den arbejdsmarkedsrettede
del af socialpolitikken. Hendes konklusion er at på
trods af, at kommunerne står over for udfordringer,
der på papiret synes ensartede, så er der betydelig
variation mellem det, hun kalder »kommunale
strategier«. Damgaard definerer dette begreb
som socialforvaltningen og kommunalpolitikernes
måde at implementere den arbejdsmarkedsrettede
del af socialpolitikken på. Kommunal strategi
er altså »…summen af de beslutninger og handlinger,
som træffes og udføres inden for den arbejdsmarkedsrettede
del af socialpolitikken« (Damgaard 2000;45).
De kommunale strategier genspejles blandt andet
i kommunernes målsætninger, organisering
og samarbejdspartnere. Damgaard har opstillet
tre forskellige kommunale idealtypiske strategier,
hhv. marketingmodellen, der er kendetegnet ved
et udfarende og aktivt samarbejde med lokale virksomheder,
og hvor klienten anskues som en »vare
der skal sælges« til virksomheden; netværksmodellen,
der er kendetegnet ved, at samarbejdet mellem
kommunen og virksomhederne søges styrket både
på det konkrete og det overordnede niveau, og at
hensynet både rettes mod borgeren og virksomhedernes
interesser; samt omsorgsmodellen, hvor
samarbejdet med virksomhederne handler om specifikke
sager og bestemte klienter. I denne model
er kommunen tilbageholdende med at kontakte
virksomhederne, før man har en person, der skal
aktiveres, arbejdsprøves eller lign.
Samarbejdet med virksomhederne om de mere
overordnede retningslinjer er sparsomt og handler
i højere grad om enkeltsager med fokus på beskyttelse
af den enkelte borger. Spørgsmålet er dog
hvorvidt der er grund til at forholde sig kritisk til
omsorgsbegrebets anvendelse i disse tre modeller.
Damgaards omsorgsmodel kan læses i en forståelse
af socialfaglighed og klienthensyn, hvor »hensynet
til borgeren« bliver låst fast i en »passiv«, »klientgørende«
og »omklamrende« tilgang til borgeren.
Omsorg bliver i denne version til et negativt træk
ved den kommunale selvforståelse, som står i vejen
for mere progressive og arbejdsmarkedsrettede
kommunale strategier. Dermed videreføres den
problematiske dikotomi passiv vs. aktiv, hvor »passiv«
identificeres med et fremtrædende klienthensyn,
og »aktiv« identificeres med et fremtrædende
arbejdsmarkedshensyn.
Hvis vi ser på denne kritik i forhold til handlingskompasset,
så er det muligt at tydeliggøre,
hvori det problematiske ligger. En anvendelse af
omsorgsbegrebet, der identificeres med et fremtrædende
klienthensyn, som stilles i modsætning til
et fremtrædende arbejdsmarkedshensyn placerer
omsorgsbegrebet i øverste venstre hjørne af figuren,
hvorimod et mere understøttende omsorgsbegreb
handler om omsorg som støtte til integration,
frem for omsorg som beskyttelse, og i den
forstand understøttende for arbejdet i retning af
arbejdsmarkedsintegration.
Denne omsorgsforståelse kan placeres i nederste
venstre hjørne af figuren. Handlingskompasset
kan dermed være med til at sætte dikotomien
passiv vs. aktiv til kritisk diskussion og medvirke
til at begreber, som fx omsorg, kan differentieres,
så det ikke alene bliver et fyord, der sættes lig en
passiv og omklamrende socialarbejderlogik, men
som i stedet kan tænkes ind i en sammenhæng,
hvor socialt arbejde ud fra hensyntagen til klientens
medinddragelse kan arbejde hen imod at
skabe eller få øje på klientens muligheder på arbejdsmarkedet.
Praksisforståelse
Socialt arbejde stilles i stigende grad over for krav
om effekt og dokumentation. Det gælder for socialt
arbejde på beskæftigelsesområdet, ligesom det
gælder socialt arbejde på andre områder. Ønsket er
at gøre socialt arbejde bedre og sikre, at den indsats,
der ydes, er bedst mulig og er baseret på den
eksisterende viden. Argumentationen tåler ikke
negationstesten – hvem ved deres fulde fem vil
modsætte sig at gøre socialt arbejde bedst muligt?
Men ofte knyttes disse bestræbelser an til en gan-