Uden for nummer 12 - Dansk Socialrådgiverforening

[ 34
U D E N F O R [ N U M M E R ] 12 / 2 0 0 6
med sidstnævnte diagnoser havde relativt sværere
ved at klare sig end børn med forældre med diagnoser
i skizofrenispektret. Man skal selvfølgelig
være varsom med ensidigt at konkludere, at det
er diagnosen, der er afgørende for, hvordan barnet
får hjælp og klarer sig. Fra anden forskning
ved vi, at der er andre forhold end diagnosen, der
spiller ind, men man kan måske forvente, at f.eks.
patienter med personlighedsforstyrrelse også har
flere brud i netværket og konflikter med det omgivende
samfund, som vil præge barnet, ligesom
uforudsigelighed for barnet i hverdagen vil være
høj. Også forældre med alvorlige depressioner har
betydelige døgnsvingninger og kan være irritable
og kontaktmæssigt lukkede i perioder, hvor denne
tilstand vil præge kontakten til barnet. Men
alligevel forventer man måske ikke så alvorlige
problemer som ved forældre med skizofreni, og
det er måske netop problemet, at vi ikke erkender
rækkevidden af sygdommen i relationen mellem
forældre og børn
Der tales i dag meget om, at der er kommet mere
åbenhed om psykisk sygdom. Men når det kommer
til det enkelte menneske, må man sige, at tabuet,
skammen og sårbarheden ved at være ramt
af psykisk sygdom stadig spiller en betydelig rolle.
Jeg tror, det har spillet afgørende ind i forhold til
antallet af afholdte netværksmøder. Jeg havde forventet
at afholde netværksmøder i de fleste sager
som et naturligt led i indsatsen for barnet, fordi
jeg er bekendt med den beskyttende virkning, netværket
kan have for disse børn. Tallene viste dog,
at jeg har gjort det i mindre målestok end forventet.
Der har som regel været afholdt netværksmøder,
når barnet viste tegn på manglende trivsel i
daginstitution eller skole. Her har også forældrene
accepteret forslaget som en hjælp til barnet. Indimellem
efter nogen tøven, fordi det for forælderen
føles skamfuldt, at barnet ikke klarer sig godt,
og den psykisk syge forælder kan tænke, at omgivelserne
vil tro, at det er forælderens skyld. I disse
tilfælde krævede det et grundigt forarbejde at
sikre tilliden til det omgivende netværk. Jeg havde
dog også forestillet mig at holde netværksmøder
som en forebyggende indsats, men det har enten
været vanskeligt at komme igennem med forslaget
overfor forældrene, eller jeg har selv holdt mig
tilbage, fordi det kunne virke som et for omfattende
tiltag, når der ikke var kendte vanskeligheder
hos barnet.
Jeg er glædelig overrasket over den store tilfredshed,
børn og forældre giver udtryk for om familiesamtalen.
Det bekræfter mine egne oplevelser,
men jeg havde ikke forventet så høje tal for tilfredsheden.
Den store udfordring er at finde passende
forklaringer om sygdommen til børnene. Og
det gælder både forældre og professionelle. Selv
om vi er godt på vej, har vi meget at lære. Kun
halvdelen af børnene udtrykte, at de i samtalen
havde fået mere at vide om sygdommen. Det kan
jo være, fordi de vidste meget i forvejen, men det
kan også være, der er et behov for at udvikle metoder
og samle erfaringer til netop at hjælpe børnene
med bedre at begribe den psykiske sygdom og
dens indflydelse på forholdet til forælderen. Forklaringerne
skal ikke alene afpasses barnets alder
og modenhed, men også tage hensyn til, hvad barnet
følelsesmæssigt kan magte at høre. Og her er
der risiko for, at vi både kan komme til at sige for
meget og for lidt.
Projektets praktiske indsats har givet læring til
mange værdifulde erfaringer om børn og psykisk
syge forældre. Men den supplerende undersøgelsen
har bidraget med særdeles nyttige informationer,
som kan komme familierne til gode i den
videre indsats, når vi skal implementere erfaringerne
fra praksis.
At være praktiker og samtidig forske
i egen praksis
Projektets udgangspunkt var et praksisprojekt,
men et halvt år inde i projektperioden valgte vi
at systematisere erfaringerne ved at udvide med
en undersøgelse af praksis.
Det var intentionen at foretage løbende registreringer
af oplysningerne i hver enkelt sag undervejs,
mens sagen stadig var »varm« og hukommelsen
frisk, men det viste sig vanskeligt i praksis. Der var
så stor efterspørgsel på samtalerne, at den praktiske
indsats måtte opprioriteres frem for fordybelsen
i de forskningsmæssige opgaver. Undersøgelsen
blev derfor gennemført separat i projektets
afsluttende periode.
At forske i egne data er en måde at få helhed i
indsatsen, så vi ikke bare udvikler en ny praksis
uden at vide, hvor der er behov for, og hvad der
virker. Men det er en krævende opgave, når man
ikke er uddannet forsker. Som praktiker med et insiderperspektiv
kan man let komme til at fordybe
sig i små detaljer, der for en udenforstående ikke