Dengang turen gik ad h til - De Berejstes Klub

Vores lille kvindelige borgmester iførte sig et skråbånd i de italienske
farver, og så havde hun ellers bemyndigelse til at vie os.
Bryllupsceremonien foregik på italiensk, og vi forsøgte efter
bedste evne at smile og sige ”si” på de rigtige tidspunkter.
I pandelampernes skær blev der skålet i champagne på ægte
italiensk manér. Parret yderst til venstre er vores danske venner
Maria og Poul Erik.
Det vanskelige grottelys var noget af en udfordring for filmholdet,
men ikke desto mindre endte tv-indslaget med at komme
på BBC.
kirken. Vi skulle jo vies i ikke mindre end en katedral, så det
var nok med lidt mere end almindelige nerver, at vi satte os
ind i bilen, der skulle fragte os op på Monte Cucco.
Vi havde bestilt en fotograf, men fordi det var lidt af en
sensation, at vi var det første brudepar i grotten, så endte det
med, at et helt filmhold fra den lokale tv-station mødte op. Det
var afgjort en god historie for medierne, så de slæbte kilovis
af filmkameraer og lys- og lydudstyr op i hulen. Lyset - eller
manglen på samme - i grotten var unægtelig en udfordring for
dem, og vi måtte tage mange sekvenser om flere gange, inden
den sad i kassen.
På ruten op til grottens indgang var stien næsten umenneskelig
smal med et stejlt fald, og med både en brud med
højdeskræk og en kvindelig borgmester med ligeså megen
højdeskræk, så blev der hyperventileret en hel del undervejs.
Stiletter eller gummistøvler
Et hjørne i grotten blev forvandlet til påklædningsrum, og alt
i alt havde jeg brudekjolen af og på tre gange i løbet af dagen.
Af og på og op og ned ad stiger og bjergveje! Mine påklædersker
blev virkelig ferme til at give mig kjolen på og kom ind
i en vis rutine. Jeg må virkelig rose kjolen for at være usædvanlig
slidstærk. Den holdt til den hårde medfart i fin stil, og
faktisk er det et under, at den ikke blev mere beskidt, end den
gjorde. Men at blive gift i en grotte og vælge at transportere
kjole, slør og brudebuket ned i en drypstenshule i 1.500 meters
højde, det kræver, at man slækker på traditionerne.
Jeg skulle egentlig have haft hvide blondestrømper, hofteholder
og lyseblåt strømpebånd på, som det sig hør og bør,
men jeg endte med bare tæer i gode skridsikre trekkingsandaler
med solide såler. Jeg ville også have været død af varme
oppe på landjorden, hvis jeg skulle havde haft alt udstyret
på. Til gengæld blev jeg i grottekulden udstyret med en sort
fleecetrøje over skuldrene, hvilket resulterede i, at jeg kom til
at ligne et medlem af Amish-sekten med min kyse af prikket
blondeslør.
Alt i alt ville det have været meget mere praktisk med et
par gode gummistøvler. Jeg turde ikke tage de indkøbte sølvstilletter
på, for det ville bare være endt i en ulykke. Jeg ville
have brækket både arme og ben i det terræn! Og nu vi snakker
sikkerhed, så blev Bo udstyret med en orange sikkerhedshjelm.
De havde også fundet en hvid hjelm til mig, men den
gik ikke helt i spænd med sløret, så jeg måtte bare bede til ikke
at få en drypsten i hovedet. Min kommende mand fnisede dog
vældigt over, at italienerne prioriterede gommens sikkerhed
højest.
Ud i verdenspressen
Selve grotteceremonien foregik på italiensk, så det var med
at sige ”si” og nikke på de rigtige tidspunkter. Det hele blev
beseglet med hele to vielsesattester, som vi senere på eftermiddagen
kunne hente på borgmesterkontoret. Efter bryllupsmiddagen
smed vi os ved poolen, og sjældent har man set et
nygift brudepar være så trætte. Vi havde det nærmest som
efter en bestigning af Everest.
Næste dag efter endnu en bryllupsmiddag stimlede vi
sammen omkring restaurantens fjernsyn, der sendte indslaget,
som filmholdet havde optaget under bryllupsceremonien i
grotten. Vi kunne godt leve med at blive berømte i den lille
landsby, men senere blev klippet lagt ud på det internationale
Reuters, og i flere dage efter brylluppet var vi på BBC, og hver
gang vi googlede ”Wedding in Monte Cucco”, så dukkede der
28