Om kommunernes afslag på ledsageordning efter servicelovens § 97

aktiveret. Han er som regel glad og kan fx godt håndtere ændrede planer samt skelne
mellem fantasi og virkelighed.
I de 7 sager, hvor kommunen har givet afslag med henvisning til, at borgeren havde
en sindslidelse, foreligger der i størstedelen af sagerne den nødvendige dokumentation
herfor, samt at sindslidelsen nedsatte borgerens funktionsevne i et sådant omfang, at
borgeren ikke er omfattet af personkredsen i servicelovens § 97.
Eksempel, hvor dokumentationen for sindslidelse er tilstrækkelig
Sag nr. 36
Sagen drejede sig om en 36-årig kvinde, hvor funktionsevnen primært var nedsat som
følge af psykiske årsager på grund af misbrug. Hun var via psykiater i medicinsk behandling
for ADD (Ritalin), og det var også oplyst i sagen, at hun var sindslidende som
følge af bipolar affektiv sindslidelse og angst, ligesom en personlighedsforstyrrelse også
var omtalt.
Selvom der mangler specifikke lægeoplysninger om de omtalte sindslidelser – der er fx
omtalt en speciallægeerklæring i journalen, der dog ikke er vedlagt – så vurderer vi, at
sagen er tilstrækkeligt beskrevet til, at kvindens primære problem må siges at være
sindslidelse, hvorfor ledsagelse efter § 97 ikke er en mulighed.
Eksempel, hvor dokumentationen for sindslidelse ikke er tilstrækkelig
Sag nr. 22
Sagen drejede sig om en 53-årig mand. Kommunen havde meddelt afslag på ledsagelse
med henvisning til, at han havde en sindslidelse. I sagen var oplyst, at han havde
en psykisk lidelse, men ikke hvilken.
Det er på de foreliggende oplysninger uklart, om der reelt er tale om en sindslidelse eller
ej. En psykisk nedsat funktionsevne er ikke i sig selv til hinder for ledsagelse, jf.
ordlyden i § 97. Den manglende oplysning betyder, at vi i denne sag ikke kan se, om
betingelserne for ledsagelse er opfyldt. Sagen ville derfor være blevet hjemvist, hvis
den var blevet påklaget.
PRAKSISUNDERSØGELSE 2011 17