Om kommunernes afslag på ledsageordning efter servicelovens § 97

Overordnet kan siges, at ulempen ved en agterskrivelse – når partshøring ikke er påkrævet
– er, at et sådant brev på mange måder ligner en endelig afgørelse. En sjælden
gang kommer kommunerne også til at give klagevejledning allerede sammen med
agterskrivelsen.
Problemet herved er, at en borger måske vil reagere på agterskrivelsen ved at klage
for tidligt, altså endnu inden selve afgørelsen er udarbejdet/modtaget. I nævnets daglige
arbejde har vi set flere eksempler herpå.
Idet kommunen altid skal træffe (endelig) afgørelse efter en agterskrivelse, giver dette
anledning til forvirring, og modtager nævnet en sag, hvor borgeren som følge af ovenstående
har klaget for tidligt, er vi endnu ikke sagligt kompetente til at behandle den,
hvorfor vi vil afvise. Det er som nævnt unødigt forvirrende og ressourcekrævende.
Kommunerne kan overveje, om der er grundlag for at ændre på anvendelsen af agterskrivelser;
ikke mindst hvis kommunerne har kendskab til sager/områder, hvor de
netop nævnte problemer har været til stede.
Det er særligt et problem, hvis kommunen efterfølgende ikke får meddelt den endelige
afgørelse til borgeren, hvilket vi har set ét eksempel på i undersøgelsen. Herved har
borgeren reelt fået afslag på sin ansøgning, men ingen klagevejledning.
6.5. Andre formelle forhold
6.5.1. Fuldmagt mv.
Størstedelen af de undersøgte sager, hvor vi har vurderet det nødvendigt, at kommunerne
overvejer andre, formelle forhold, drejer sig om fuldmagt. På forvaltningsområdet
i almindelighed og det sociale område i særdeleshed er det ganske udbredt at lade
sig repræsentere af andre i en sag.
Man kan naturligvis også få hjælp i forbindelse med en sag, uden at det er hensigten,
at vedkommende skal fungere som andet end en bisidder. I en sådan situation er en
fuldmagt ikke nødvendig.
Hvis det imidlertid drejer sig om, at ”hjælperen” overtager borgerens rettigheder og
pligter, fungerer vedkommende som en egentlig partsrepræsentant. Medmindre der er
tale om en advokat, revisor eller anden professionel part, herunder en værge, vil det
være påkrævet med en fuldmagt. Er partsrepræsentanten værge for ansøger, kan repræsentationsforholdet
dokumenteres ved værgebeskikkelsen.
I de undersøgte sager, hvor spørgsmål om fuldmagt har været aktuelle, er det en ægtefælle/et
andet familiemedlem eller en hjemmevejleder/kontaktperson, der har hjulpet
borgeren. Sådanne personer skal, jf. ovenfor, som udgangspunkt have fuldmagt til
at føre en sag. Kommunerne må derfor øge opmærksomheden herpå.
I forlængelse af ovenstående kan vi også henlede opmærksomheden på servicelovens
§ 82, hvor det blandt fremgår, at kommunen skal påse, om der er pårørende eller andre,
der kan inddrages i varetagelsen af interesserne for en person med betydelig nedsat
psykisk funktionsevne. Kommunen skal også være opmærksom på, om der er behov
for at bede statsforvaltningen om værgebeskikkelse.
PRAKSISUNDERSØGELSE 2011 26