Om kommunernes afslag på ledsageordning efter servicelovens § 97

Det forhold, at behov for socialpædagogisk bistand er den primære årsag til, at kommunerne
har givet afslag på ledsageordning, er ikke overraskende.
Således må man fx gå ud fra, at de færreste borgere, der evner at færdes selv, har et
ønske om ledsagelse.
Der er kun få sager, hvor det er alder, der er årsag til afslaget. Enkelte kommuner har
ved indsendelsen af sagerne oplyst, at man allerede vejleder om aldersbetingelsen ved
den første, indledende kontakt med de borgere, der i henhold til reglen er for gamle til
at blive visiteret til ledsagelse. Herefter er en formalisering i form af en afgørelse sjældent
relevant.
Kun et lille antal af sagerne drejer sig om borgere, hvor det er spørgsmålet om sindslidelse,
der er det centrale for afgørelsen – i hvert fald i tilfælde, hvor en sindslidelse er
det primære problem, således at der faktisk vil være grundlag for at afslå ansøgningen
med henvisning hertil. Kun relativt sjældent er en borger i en sådan situation opmærksom
på (eller efterspørger) ledsagelse. En borger med en sindslidelse vil ofte også
modtage hjælp i forvejen; fx efter servicelovens § 99 eller § 85. Undersøgelsen har da
også vist, at i flere af de sager, hvor sindslidelse har været et tema, er det en bisidder
eller lignende, der har indgivet ansøgningen om ledsagelse på borgerens vegne.
PRAKSISUNDERSØGELSE 2011 9