Om bevæbning i Grækenland fra arkaisk til klassisk tid - Aigis

ligvis inspireret af diskursteorien, dvs. at analysen lægger vægten på, hvordan
verden bliver konstrueret af bestemte samfundsgruppers handlinger og ytringer,
der udspringer af deres mere eller mindre bevidste opfattelse af virkeligheden. I
sin mest ekstreme form levner diskursanalysen ikke nogen plads for at rekon-
struere wie es eigentlich gewesen: Der eksisterer kun diskurser, der fortæller om
individers eller hele samfundets syn på verden og sig selv.
Foucault, der i høj grad er ophavsmanden til denne filosofiske position, bevæ-
gede sig selv væk fra diskursanalyserne, da han hen imod slutningen af sit liv skrev
L'usage des plaisirs, (1984) (Brugen af nydelserne) og Le Souci de soi, (1984)
(Omsorgen for sig selv). 75 Det betyder selvfølgelig ikke, at diskursanalysen ikke er et
nyttigt værktøj, og at den ikke har bidraget med en ny måde at betragte kilderne
på, men det er heller ikke særlig konstruktivt fuldstændigt at afvise kildernes
overensstemmelse med virkeligheden. Det er meget mere frugtbart at se forholdet
mellem dem som en art dialektik, hvor nye fænomener bliver inkorporeret i gamle
diskurser, hvorefter de nye fænomener selv bliver formet efter denne diskurs.
Ellers ville det kunne føre til, at man forestillede sig en vasemaler bevidst vælge at
male en person med en kappe og et spyd uden nogensinde at have set nogen af
delene, udelukkende fordi han mente at diskursen ‘adelsmand, der viser sig selv
frem afslappet med overskud og udstrålende en kriger- og jægermentalitet’
krævede en kappe og et spyd.
Et argument mod dette kunne være, at hvis grækerne kunne forestille sig
griffer, gorgoner og andre fabeldyr, kunne de vel også fantasere sig til en mand
med en kappe og et spyd. Men filosoffen Hume mente ikke, der fandtes noget
overnaturligt i verden, eftersom han påviste, at alt det mennesket kunne fantasere
sig til i tankerne, blot skyldtes en evne til at sammensætte, omflytte, forøge eller
formindske de ting, vores sanser erfarer; for som han skriver: “When we think of a
golden mountain, we only join two consistent ideas, gold, and mountain, with
which we were formerly acquainted.” 76 Den betragtning gælder også for manden
med kappen og spyddet. For lige så lidt som en græsk maler ville have kunne male
74. Barringer (2002) 118.
75. Foucault (2004) 17-18.
76. Hume (2000) 14.
AIGIS 10,2 22