Om bevæbning i Grækenland fra arkaisk til klassisk tid - Aigis

igennem en total leisure. 93 Årsagen til overgangen fra spyd til stav, vil jeg mene,
fremgår klart af det foregående afsnit om monopoliseringen af voldsmidlerne.
Denne periode ligger for Athens vedkommende inden for Peisistratidernes
herredømme. Og selv om de ikke lovgav specifikt imod våbenbesiddelse, har deres
magtposition begrænset aristokraternes fysiske udfoldelse, sådan som bl.a. de to
ovenstående citater fra Herodot og Aristoteles vidner om. Thukydid fortæller
følgende om Peisistratiderne:
τὰ δὲ ἄλλα αὐτὴ ἡ πόλις τοῖς πρὶν κειµένοις νόµοις ἐχρῆτο, πλὴν καθ᾽ ὅσον αἰεί τινα
ἐπεµέλοντο σφῶν αὐτῶν ἐν ταῖς ἀρχαῖς εἶναι. 94
Det er altså tydeligt at se, hvordan volden eller i hvert fald magten blev monopoli-
seret under Peisistratiderne. En anden interessant ting er, at byen gør brug af de
eksisterende love. Det der hentydes til, må være Solons love, og blandt de få ting
vi kan sige om dem er, at en af intentionerne var at hjælpe bønderne mod over-
klassen. 95 Peisistratos har altså fulgt op på denne strategi, og Thukydid skriver da
også lige før det foregående citat “at han i sin magtudøvelse ikke var forhadt hos
de brede lag” (οὐδὲ γὰρ τὴν ἄλλην ἀρχὴν ἐπαχθὴς ἦν ἐς τοὺς πολλούς). Det svarer
også til, hvad man ved om Pittakos, der heller ikke blev landsforvist, efter at han
havde givet magten fra sig. 96 I det hele taget lader det til, at tyrannernes begræns-
ning af aristokratiets voldelige livsstil har passet folket ganske godt. Omkring år
600 hører vi, at de aristokratiske Penthelidai havde for vane at gå rundt i Myti-
lenes gader og tæve folk med køller (κορύναι). 97 Når man tænker på, at aristo-
kraten Alkaios ofte digter om at drikke sig fuld, og at han samtidig ser beundrende
på rum fyldt med våben, kan der næppe være tvivl om, at Pittakos’ lov om, at
forbrydelser begået i fuldskab skal straffes dobbelt, må være rettet mod
aristokraterne. 98
93. Van Wees (1998) 59-61.
94. Thuk. 6.54: Derudover gjorde byen selv fuld brug af de eksisterende love, med den store undtagelse,
at de altid sørgede for, at en af deres egne var ved magten. Jvf. også Arist. Ath. Pol. 18
om Hipparchos’ og Hippias’ magt: ἦσαν κύριοι τῶν πραγµάτων διὰ τὰ άξιώµατα.
95. Jvf. Murray (1993) 188-200.
96. Diog. Laer. 75.2-3.
97. Arist. Ath. Pol. 1311b26-8.
98. Alkaios om vin: L-P frr. 38, 338, 332, 346, 347, 366; Alkaios om våben: L-P fr. 357; om Pittakos’
lov: Arist. Pol. 1274b18-23; jvf. McGlew (1993) 95 n. 16.
AIGIS 10,2 29