Om bevæbning i Grækenland fra arkaisk til klassisk tid - Aigis

Håndbøger i etikette giver således et klart vidnesbyrd om, hvordan de menne-
skelige drifter udvikler sig og bliver mere og mere internaliseret, 110 og æstetise-
ringen af adfærden gælder alle aspekter af menneskets instinkter og altså også de
mere voldelige, som bevæbningen hører ind under.
13. Inspiration fra Orienten
Sidst vi omtalte udviklingen inden for våbenbesiddelse, var vi nået ned i slut-
ningen af det 6. årh., og vi var nået til staven. 111 Et er det dog at konstatere, at
grækerne nu gik med stav, et andet er spørgsmålet om, hvorvidt den anvendtes til
mere eller mindre krigeriske formål. Van Wees mener, at man kan se en udvikling
fra at staven bliver brugt som en form for substitut for spyddet, til at den (som
Veblen noterede) havde en mere leisure-betonet funktion, forstået på den måde, at
man ved at læne sig op ad en stav viser, at man er optaget af andre ting end fx at
arbejde. Den udvikling kan spores i vasemalerierne fra 550 f.v.t. med Heidelberg-
maleren som den første og hans Siana-kop, hvor såkaldte tilskuere betragter en
brydekamp, mens de læner sig op ad deres stave. 112 I det billede virker afbild-
ningen af stavbærerne lidt akavet, men når man kommer frem til 520 f.v.t., er
motivet blevet almindeligt, og det bliver nu også fremstillet mere elegant. Nu er
det kun det ene ben, der bærer vægten, mens det andet er bøjet bagud, så foden
kun næsten rører jorden eller hænger over den. Staven er altså blevet et tydeligt
symbol for overklassen, og den fungerer nu som et middel til at fremvise den
største grad af leisure: en afslappet person, der ser på sport.
Men staven er ikke engang topmålet af leisure, for i en periode på ca. 30 år fra
505 til 470 ser man mænd gå med en parasol af en art. En parasol har ingen lighed
med et våben, og den kan kun signalere en fuldstændig grad af optagethed af alt
andet end fysisk aktivitet, en luksus, der også i høj grad hænger sammen med
resten af bærerens livsstil. 113 Parasollen indgik da også som en ‘beklædningsgen-
110. Jvf. Elias (1994) 51-52.
111. Pp. 28-29.
112. Van Wees (1998) 58-61.
113. Van Wees (1998) 61-62.
AIGIS 10,2 35