Mennesker med komplekse kommunikations behov | 2013

Kommentar: Begrebet rummer almindelige og særlige forhold i kommunikation med sprog, tegn
og symboler, inklusive modtagelse og fremstilling af meddelelser, føre en samtale og anvende
kommunikationshjælpemidler og -teknikker. Deltagelse i fællesskaber og sociale sammenhænge er
ofte betinget af borgerens sociale kompetencer i forhold til at indgå i dialog med sine omgivelser.
Formålet med temaet er, at afdække borgerens kommunikative evner samt udrede
vedkommendes ressourcer og udfordringer i forhold til at anvende forskellige
kommunikationsredskaber i dagligdagen.
Sundhedsstyrelsen udarbejdede i 2011 et Forløbsprogram for rehabilitering af børn og unge med
erhvervet hjerneskade 30 og et Forløbsprogram for rehabilitering af voksne med erhvervet
hjerneskade.
Her er det bl.a. anført, at ”Børn og unge, som har svært ved at kommunikere med andre, kan
påvirkes alvorligt følelsesmæssigt”. Indsatsen bør omfatte undervisning i
kommunikationsteknikker, kompenserende udstyr samt specialpædagogisk indsats i forbindelse
med undervisning.
Forløbsproceduren er alene en hensigtserklæring – ikke en rettighed. Den er ikke skrevet ind i
lovgivningen.
På de øvrige handicapområder, hvor mange personer med komplekse kommunikationsbehov
finds, er der ikke forløbsprogrammer.
De almindelige standarder og kompetencekrav, som findes på andre områder, findes ikke på
området vedr. alternativ og supplerende kommunikation. Således er der f.eks. regler for den
nødvendige specialiserede viden og støtte gennem et helt livsforløb, når det gælder mennesker
indenfor blindeområdet. 31
Lovgivningsmæssige problematikker
Arbejdsgruppen mener, at der er følgende problematikker omkring lovgivning og regulering:
Indenfor servicelovens rammer fastsætter kommunalbestyrelsen det lokale serviceniveau,
herunder hvilke konkrete tilbud der skal være til rådighed for kommunens borgere. I
praksis betyder det, når vi sammenligner på tværs af landet, at mennesker med komplekse
kommunikationsbehov oplever vidt forskellige muligheder for støtte afhængigt af, hvor i
landet de bor.
Et andet aspekt der har betydning for den forskellige praksis er de organisatoriske rammer,
som kan være meget forskellige fra kommune til kommune. Der mangler fælles standarder
på området.
FN’s handicapkonvention sætter rammerne for, at personer med handicap skal have de
samme muligheder for kommunikation som andre: Men som borger kan det opleves
anderledes, pga. den forskellige praksis og organisatoriske opbygning i kommunerne.
30 Forløbsprogram for rehabilitering af børn og unge med erhvervet hjerneskade – Sundhedsstyrelsen 2011 www.sst.dk
Forløbsprogram for rehabilitering af voksne med erhvervet hjerneskade 2011
31 www.socialstyrelsen.dk/handicap/synshandicap/synsradgivninger - citat: ”I Danmark eksisterer der et forholdsvis udbygget og
etableret vejledningssystem, som følger den blinde eller svagsynede borger fra vugge til grav. Det gælder på småbørnsområdet, i
forbindelse med skole, uddannelse, erhverv og meget mere”.
27