Mennesker med komplekse kommunikations behov | 2013

Resumé og konklusion
Alle mennesker har behov for at kommunikere – også når talesproget ikke kan fungere som
kommunikationskanal. At være er at kommunikere. Alle sociale relationer, al personlig udvikling
og identitet, al læring, al interaktion med omgivelserne bygger på og forudsætter
kommunikation. 1
Via case-beskrivelser, erfaringer fra praksis og faglitteratur påpeger arbejdsgruppen i rapporten ,
at der i Danmark lever en gruppe mennesker med komplekse kommunikationsbehov, for hvem det
ikke er en selvfølge, at kunne kommunikere. I stedet lever mange i isolation, og dyb afhængighed
af de nære omgivelsers viden, vilje og evne til at tolke dem.
Dette til trods for, at der findes strategier, redskaber og metoder, der kunne hjælpe disse
mennesker til en højere grad af selvstyrende kommunikation. 2
Arbejdsgruppen har undersøgt hvilke lovgivningsmæssige muligheder der er på området og har
ladet sig inspirere af forholdene i andre lande – specielt Norge.
Rapporten peger på følgende problemområder:
Børn, unge og voksne med komplekse kommunikationsvanskeligheder bliver ikke altid
opdaget, og får derfor ikke altid tilbud om den støtte, der kunne forbedre deres
kommunikationsmuligheder.
På alle niveauer mangler der viden på området, og siden strukturreformen ses en tendens
til at specialviden fragmenteres.
Der mangler koordinering og kontinuitet på tværs af faggrupper og sektorer samt ved
miljøskift, såvel de daglige miljøskift mellem bolig og dagbeskæftigelse, som de større
miljøskift i en borgers liv fx skift af botilbud eller dagbeskæftigelse.
Lovgivningsmæssigt er der kun få bestemmelser, der sikrer ret til en alternativ og
supplerende kommunikationsform. Der findes meget begrænset klage-adgang i forhold til
støtten til at opbygge en alternativ og supplerende kommunikationsform.
Indsatsen har tilsyneladende større chance for at lykkes når der er:
Gode procedurer og faglige metoder, der sikrer tværfaglighed og inddragelse af det
personlige netværk
Koordinering mellem forskellige fag, instanser og sektorer
Adgang til at fagpersoner og pårørende kan få/forny viden
Adgang til specialistviden
Gode procedurer for at sikre at viden og færdigheder ikke går tabt ved overgange og
miljøskift
Arbejdsgruppen peger på:
Alle børn, unge og voksne med komplekse kommunikationsbehov, har brug for specialiseret faglig
støtte til at udvikle og fastholde alternative og supplerende kommunikationsformer. Der bør
arbejdes for, at der udvikles et landsdækkende (som fx på døvblindeområdet) fagligt bæredygtigt
system, som er i stand til:
Så tidligt som muligt, at opdage og udrede de børn, unge og voksne, som vil udvikle eller
har behov for kommunikationsstøtte.
1 Kirkebæk, Birgit (1996) I tunnelen – hvilken vej? – mennesker med udviklingshæmning og kommunikation, Forlaget LEV
2 Porter, Gayle (2007) Selvstyrende (autonom) kommunikation er ”At kunne sige det man vil, til den man gerne vil sige det til, når
man gerne vil sige det” – uanset om det sker via selvstændig betjening af et hjælpemiddel, eller via person støtte.
5