Det er faktisk noget, der kan hjælpe dig videre - Børnehjernekassen

Pigerne var vilde med at være sammenpå shoppetur i Silkeborg, besøge dyrene,hoppe på hoppeborg, være i svømmehal mv.Kun opvasken var der enighed om ikke var et hit...Foto: Lene Daugaardselvom vi ikke havde et roligt minut, blev det aldrigstresset eller presset på anden vis. Vi tog tingene,som de kom, og var der noget, der ikke var tid til, ellernoget vi hellere ville, så blev der lavet om på planenefter vores behag. Derfor lavede vi, stort set, aldrignoget, vi ikke gad.”, siger en af pigerne.Det bedste ved tøseturenOpsummerende fortæller de, at det bedste var at mødeandre piger med en eller anden form for hjerneskadeog det, at de kunne tale med om, “hvor svært ogtræls det sommetider er, når der er noget, man ikkeer så god til.”Men desuden var det tiden – at der var nok afden, så de fik ro til at være med i samtalen eller iaktiviteterne, der blev fremhævet. “Derhjemme gårtingene så hurtigt, at jeg bare ser på.”Det var også stort at få nye venner, der gerne villelege, hygge og spille. “De andre piger var heller ikkeskrappe – de talte ikke dårligt om mig, men hjalpmig! De blev ikke sure, når jeg sagde det sammemange gange, det er nok, fordi alle vidste, hvad vihavde svært ved. Og det var dejligt at kunne følgesmed nogen; det er jeg ikke vant til.”“Det bedste var fællesskabet, hvor vi hjalp hinanden.At det ikke hele tiden var en voksen, der hjalp.Det var godt.”En anden pige supplerer: “Jeg er ikke så god til atfinde rundt, men her kunne jeg bare spørge de andrepiger, om de ville med ud, så sagde de ja. Det varskønt ikke at skulle have en voksen med hele tiden.”“For mig var det bedste, at jeg opdagede, at jegikke er den eneste, der har problemer.”Jeg har lært noget om mig selv og de andre. Vi harproblemer, men der er meget, som vi kan”, istemteen tredje.Det værste ved turenDet værste ved turen var den lange gåtur fra bådenop på Himmelbjerget. Og så at vi var 11 mennesker,der skulle have mad på tallerkner – der skulle vaskesaf. Når opvaskemaskinen ikke virkede, måtte det jogøres ved håndkraft. Det var... mindre skægt, fortællerpigerne.Ledernes overvejelserSom leder af turen gør man sig mange tanker, indenman mødes med syv piger, der alle har erhvervetforskellige typer af hjerneskader. Ud fra beskrivelserfra forældrene dannede der sig et billede af velfungerendepiger med hver deres styrkesider. Et af målenefor lejren blev, at pigerne skulle have lov til at vise,at der var noget, de hver især var dygtige til ved athjælpe hinanden.Ofte er det sådan, at unge med erhvervet hjerneskadebliver så vant til at spørge “den voksne” omhjælp, at de stort set aldrig bliver bedt om at hjælpeandre. De får sjældent mulighed for at føle sig værdifuldei kammeratskabet. Når tøserne kom og spurgteom hjælp, blev de henvist til at spørge en af de andre,som vi havde observeret var god til netop denneaktivitet. Eksempelvis når der skulle laves mad ogvaskes op, så skulle vi ledere til ’møde’ – ikke for atpjække fra opvasken, men for at give pigerne mulighedfor at tage ansvaret.Vores opgave var at være det usynlige sikkerhedsnet,hvilket – ifølge pigernes beskrivelser – harvirket. Det var dejligt at aflevere syv seje tøser tilforældrene, der senere skrev, at munden ikke havdestået stille på deres døtre i dagene efter lejren. nArtiklen er blevet til på grundlag af indtryk og stemningerfra pigerne: Sofie Tram Pedersen, Emma AndreaBrosbøl, Louise Høgh, Marie Husfeldt Hendriksen ogJulie Marie Hansen, der var med på tøseturen.Se mere om Vejlefjord Børneneurocenter på: www.behandlingvejlefjord.dk/Børneneurocenter-276.aspxbørn & unge 15