11-07

Skyggestuderende
LEDER
Samarbejd. Samarbejd. Samarbejd. Og helst på tværs af faggrænser.
Vigtigheden af samarbejde og gruppearbejder er gennem
tilpas mange år blevet gentaget så konstant og så ofte, at hele
samfundet – ja, hver eneste krog – brummer med på mantraet.
Det er som om ekkoet af samarbejde har taget bopæl i alt:
Intet kan man længere alene.
Alt bliver mere end dobbelt så godt, hvis bare man er flere
om det.
Også i sundhedssektoren bliver der konstant opfordret til samarbejde.
Faggrænserne udfordres, hvis de da ikke ligefrem brydes
ned.
Ja, selv på sundhedsuddannelserne kan man som studerende
mærke mantraets rungende klang.
Samarbejd. Samarbejd. Samarbejd. Og helst på tværs af faggrænser.
For godt nok er gruppeeksamener på universiteterne blevet
forbudt. Men derfor kan man fra fakultetets side jo alligevel
godt opfordre til, at de studerende lærer at arbejde sammen
med studerende fra andre studieretninger. Og når man som Det
Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Syddansk Universitet, SDU,
råder over flere forskellige sundhedsvidenskabelige studieretninger,
giver det jo også god mening, at de studerende allerede
i studietiden bliver skolet til fremtidens tværfaglige arbejde.
Problemet er bare, at det bliver ved ordene.
Faktisk startede det allerede på første studiedag. En dag
først i september, hvor der ellers var rig mulighed for netop at
blande medicinstuderende med kiropraktorstuderende, og på
den måde oprette et samarbejde mellem to af sundhedssystemets
professioner allerede på deres første studiedag.
Men i stedet for at gribe chancen blev vi bedt om at møde
op klædt i hver sin farve. De medicinstuderende skulle bære
rødt, mens kiropraktorerne skulle være hvide.
Jeg husker stadig, hvordan jeg som en af de sidste trådte ind
i auditoriet med det mystiske navn Emil Aarestrup og blev stillet
over for valget mellem at sætte mig i det hvide hav til venstre i
auditoriet eller det røde hav til højre.
I har sikkert gættet, at min trøje førte mig til højre. Lidt ligesom
til en fodboldkamp følte jeg, at det nok var mere trygt at
sætte mig blandt dem, der bar samme farve trøje som mig.
hel langside af skyggestuderende. Studerende der ligner mig,
men som jeg ikke aner, hvem er.
Selvfølgelig kan jeg genkende deres ansigter, og det gik
også ret hurtigt op for mig, at de alle læser kiropraktik. Men ellers
ved jeg intet om, hvad de laver, eller hvad de kan efter deres
uddannelse. En uddannelse, som godt nok ligner min utrolig
meget de første tre år, men alligevel må indeholde noget andet,
for at det berettiger til et selvstændigt studie.
Selvfølgelig kan jeg efter endt uddannelse til jobsamtalerne i
sundhedssektoren bryste mig af, at jeg som studerende på SDU
har læst sammen med andre faggrupper.
Men i bund og grund er det eneste, jeg ved, om kiropraktorerne,
at de ligesom mig, har taget en uddannelse på universitetet.
Se det vidste jeg nok i forvejen. Så meget for det mulige
samarbejde.
Marius Kløvgaard
Chefredaktør
Siden er opdelingen fra første skoledag holdt ved – sådan stort
set.
Ja, man skulle tro, det var løgn. Men til alle de fælles forelæsninger
på bachelordelen, hvilket vil sige samtlige forelæsninger,
sidder kiropraktorerne i den venstre side af auditoriet, mens de
medicinstuderende sætter sig til højre.
Det kan selvfølgelig være, hvad det er. Men også til holdtimerne
er vi adskilt. I løbet af de første to år på studiet har der
kun været fælles holdtimer med kiropraktorerne på ét semester.
Også selv om vi stort set har alle timer, fraregnet dem på de to
uddannelsers professionsspor, til fælles.
Det kan undre, at man fra studieledelsens side ikke forsøger at
blande posen med studienumre lidt grundigere, når de studerende
skal placeres på deres respektive hold.
For det er alt andet lige lettere at lære at samarbejde, når
man får lov til at arbejde sammen.
Resultatet er i stedet, at der nu til forelæsningerne sidder en
Side 3