OPSLAG Side 30
DIAGNOSE SØGES! Sund & Heds sundhedsquiz Som studerende kan man let føle sig langt væk fra virkelighedens verden. Nogle gange føler man endda, at det, man lærer, slet ikke kan bruges uden for universitetets betonmure. For at vise, at der er en mening med al læsningen, har Sund & Hed startet en ny sundhedsquiz, der i den grad skal bringe virkeligheden ind i spalterne. Vi har valgt i rigtig tv-stil at kalde quizzen »Diagnose Søges«, og måske kan den tilmed ruste alle os studerende yderligere til den dag, vi for alvor skal virke i sundhedssektoren. I hvert nummer bringer vi en sygehistorie i form af en case. Den kan du som læser prøve at løse inden næste nummer, hvor svaret bringes sammen med næste case. Svarene kan sendes til Sund & Hed på sundoghed@ health.sdu.dk Blandt de rigtige svar trækker vi lod om et gavekort til universitetets kantiner. Denne case bliver stillet af Søren O’Neill, ledende kiropraktor og klinisk lektor på Rygcenter Fyn: Du bliver kontaktet af Herman, som er 54 år og har rygsmerter. Generelt er han (endnu) ved godt helbred, men ryger cirka 20 cigaretter dagligt, drikker 1-2 genstande rødvin til aftensmåltidet, dyrker ingen motion og er medicineret for forhøjet blodtryk. Han er ny patient hos dig og præsenterer sig med smerter i lænderyggen, som er debuteret gradvist over det sidste års tid. Smerterne er konstante over lumbo-sakral overgangen, men uden udstråling, og han kan ikke pege på nogle konkrete forværrende eller forbedrende faktorer. Han er for tre år siden blevet opereret i lænderyggen, men kan ikke forklare for hvad, men fortæller, at der var »noget, der var skredet ud«. Dengang fik han over kort tid debut af meget svære rygsmerter, som bandt ham til sengen – smerterne forsvandt fuldstændigt efter operationen. Det aktuelle problem er noget anderledes, ikke så slemt som det tidligere problem, og det forhindrer ham ikke i at udfolde sig på arbejde eller i fritiden. Han er tilflyttet fra Nordjylland, og du har ikke yderligere journaloplysninger på ham, men han medbringer en røntgenundersøgelse af nyere dato. Din kliniske undersøgelse viser en let overvægtig herre med uindskrænket og smertefri bevægelighed i lænden, hofteundersøgelsen er normal, og der findes ikke neurologiske udfald på underekstremiteter. Han er kun let øm i lændemuskulaturen, perkussion- og fjedringstest er normale. Rygundersøgelsen er derforuden normal. Du opfatter ham ikke som særlig typisk for en lændepatient og undrer dig specielt over, at smerterne synes næsten upåvirkede af mekaniske belastninger, både i dagligdagen og i undersøgelsen. Du har som sædvanligt travlt, men beslutter dig for at kigge røntgenbillederne efter, før du beslutter dig for, hvad du nu vil gøre. Ud fra røntgenbillederne der kan ses i bedre opløsning på www.sundoghed.sdu.dk under Diagnose søges - ser du, at:: Sidste nummers quiz: I sidste nummer blev opgaven i »Diagnose søges« stillet af professor, overlæge, dr.med Ove B. Schaffalitzsky og handlede om en mand med pludseligt indsættende, stærke smerter i epigastriet, uden at gastroskopien – selv når den blev foretaget af afdelingens stjerne-endoskopør – viste noget abnormt. Her var der tale om: Haemosuccus pancreaticus som følge af erosion af en af de lokale store arterier med blødning ind i en pankreascyste og efterfølgende udløb via Papilla Vateri. Den relevante undersøgelse (og behandling) er akut arteriografi og embolisering af den blødende arterie. Side 31