A. No. 2. FATTIG-STATISTIK FOR 1868.

eller Byer i andre Stifter, mest til Nabostifterne Christiania
paa den ene og Throndhjem paa den anden Side.
Med andre Ord: Christiania Stift er mere en Egn,
som Folk af de Klasser, der staa Armoden nær,
søge hen til, Hamar Stift er omvendt mere en
Egn, som Folk af de Klasser soge ud fra.
Den Regel fremgaar af Tabellen , at største Mængden
af de fremmede Fattige hore hjemme i andre Byer eller
Bygder inden selvedetStift, i hvilket de ere blevne
Un ders to ttede, saa de altsaa ikke ere komne langveis fra.
For Byernes Vedkommende er denne Regel mindre stærkt
fremtrædende, thi som vi før have fundet, at der oftere fore-.
gaar Flytning inden Befolkningen, se vi nu dette Tilsvarende,
at fra Byerne flyttes ofte længere Veie. Men desto
bedre slaar hin Regel til for Bygdernes Vedkommende, dog
saa, at det nys omtalte Hamar Stift danner en paafaldende
Undtagelse (da kun 89 af 310, som der maatte betales for,
havde holdt sig i og oppebaaret Understøttelsen af Kommuner
inden Stiftet selv.)
Nu er det Lov-Regel, at naar fremmede Fattige have
opholdt sig mindre end 1 Aar paa Stedet, skal Hjemstavns-
Kommunen betale fuld Erstatning, og at der fragaar 1 /4,
hvis Opholdet har varet over 1 Aar. Har Opholdet varet
2 Aar, er ny Hjemstavn vundet paa Opholdsstedet, og da
A. No. 2.
XXVII
bortfalder Erstatningspligten ganske. Der har ofte været
Tale om Forandring her, saaledes, at den understøttende
Kommune skulde bære sin Del ogsaa da, om Opholdet ikke
har varet 1 Aar. Forandring i denne Retning skjønnes
strax at ville være til Fordel for nogle Kommuner og til
Tab for andre. Men i det Store taget ser det ud til, at
Sagen som Pengesporgsmaal betragtet ikke vilde have ret
meget at betyde, saasom det nu har vist sig, at allerstørste
Mængden af disse Kravs- og Erstatningstilfælde finde Sted
mellem nærliggende Kommuner, nemlig inden samme Stift,
hvor Naboskabet gjør, at Forholdet vistnok bliver saa temmelig
gjensidigt. Den af Landets Egne, som tydelig vilde
vinde en Del, er Hamar Stift, som vi jo have seet maa
udrede langt flere Erstatninger, end det selv har at kræve.
— Men jo mindre Sagen har at betyde som Pengespørgsmaal,
des mindre Indvending synes der at kunne reises fra
den Side, hvis det kan antages, at der i andre Henseender
vilde kunne vindes med Forandringen.
Sluttelig bor det ikke forties, at jo mere nærværende
§ har gjennemfort Betragtningen i det Enkelte, desto mere
gjør Opgavernes Ufuldstændighed, at Resultatet kun kan
betragtes som Tilnærmelse til det Rette, som Formodning
om det Sande.
Fattigvwsellets Illdtægter,*)
1. Rigets Fattig-Indtægter. Sammenligning mellem By og Bygd.
§ 23. Har man fulgt Fremstillingen af Forholdet
med de Fattiges Personer, vil man med større Interesse se
nærværende Kapitels Oversigt over Fattigvæsenets Pengeforholde.
Thi den ene Række af Oplysninger støtter og
fuldstændiggjør den anden. De Forandringer , som ere
foregaaede i Antallet af de Fattige fra 1867 til 1868, den
Forskjel, der viser sig mellem By og Bygd, den Ulighed,
som der er mellem de enkelte Byer eller mellem de for-
*) Se Tabelværket Side 15 flgg.
(Forrige Aargang Pag. XV).
skjellige Grupper af Landsbygder, gjentage sig for det meste i
Penge-Regnskaberne, thi flere Fattige foraarsage gjerne store
Udgifter, og til disse maa igjen Indtægten svare. Og naar
det alligevel træffer, at et eller andet Distrikt har store
Tal paa Personlisten, men smaa Tal i Pengeregnskaberne,
eller omvendt, saa kommer derved en ny Oplysning frem,
idet Sagen viser sig anderledes, naar den sees fra den ene
Side, end naar den betragtes fra den anden.