Geologisk Tidsskrift 1995, hæfte 2, side 1-74 - Dansk Geologisk ...

2
Ved landhævningen dannes de for Læsø karakteristiske 'fjærer', dvs. vidtstrakte,
lavvandede sandflader med en ganske anden dannelsesmæssig
baggrund end Vadehavets tilsyneladende ensdannede sandvader. Fjærerne
defineres i artiklen og forekommer i nutiden som ustadigt tørlagte sandflader
med en udstrækning på ca. 90 km 2 i en 3-5 kilometer bred zone
omkring Læsøs sydlige dele. Sådanne tidligere fjærer er nu hævet over
havniveau og udgør en stor del af det nuværende Læsø, bl.a. strandengene
Rønnerne.
Under strandengene dannes hypersalint grundvand med en saltkoncentration
på op til 15%. De processer, der fører til saltlagens dannelse, tilskrives
Læsøs tørre klima, lerplatformens ringe permeabilitet, fysiologiske
processer hos strandengenes karakterplanter, osmotiske processer og selektiv
afdræning af ferskvand.
Tilsammen udgør strandengene med deres saltpander og fjærerne med
deres ustadige vekslen mellem tørre og våde og mellem salte og ferske forhold
nogle enestående landskaber, der bedst kan karakteriseres som kummerlandskaber.
Begrebet kummerlandskab indføres i artiklen som et nyt
landskabsøkologisk begreb og defineres som landskaber, hvor vegetationen
jævnligt sættes tilbage af naturlige begivenheder, eller hvor human
aktivitet har forringet mulighederne for en biologisk produktion.
I takt med landhævningen, kysttilvæksten og grundvandsudviklingen sker
der en videre udvikling af de vegetationstyper, som oprindeligt tog de
nyskabte kyster i besiddelse. Således kan der fra Læsøs nuværende kyster
og ind mod øens ældre dele iagttages to serier af naturlige vegetationstyper:
En serie på den transportdominerede kysttilvæksts landskaber, og
en anden på den landhævningsdominerede kysttilvæksts landskaber.
Disse naturlige vegetationsudviklinger adskiller sig fra almindeligt forekommende,
økologiske vegetationsudviklinger (auto-økologiske udviklinger)
andre steder i landet. De læsøske udviklingsrækker beskrives i artiklen
og kan opfattes som ikke tidligere beskrevne typer af vegetationsudviklinger
(allo-økologiske udviklinger), hvor den relativt hastige ændring
af landskabets fysiske tilstand er en mere betydende faktor end vegetationens
almindelige modning og tilpasning til sig selv. Disse udviklingsrækker
er primært forårsaget af landhævningen, den gradvise udvikling af ferskt
grundvand og af en aftagende marin påvirkning i takt med kysttilvæksten.
De naturlige landskaber beskrives og sammenlignes med de menneskeskabte,
der i lige så høj grad som kystens kummerlandskaber udgør Læsøs
natur. Gennem middelalderens saltsydning, skovrydning og koncentrationsagerbrug
blev efterhånden så godt som al brændbar og lægivende
bevoksning fjernet. I slutningen af 1600-tallet omskabte sandflugten derfor
den hidtil skovklædte ø til 'en stormomsust ødemark', således som
øens tilstand beskrives af Achton Friis endnu i 1928.
I begyndelsen af dette århundrede indledtes en ny stor, menneskeskabt
forandring, idet læ- og klitplantning på mindre end 60 år har genskabt en
skovklædt ø, men hvor også den indslæbte bjergfyr nu er ved at erobre de
udyrkede og fredede naturlandskaber.
Jens Morten Hansen. Danmarks" og Grønlands Geologiske Undersøgelse
(GEUS), Thoravej 8, 2400 København NV. Privatadresse: Kathrinevej 7,
2900 Hellerup. 31. oktober 1995.
Geologisk Tidsskrift 1995 / 2