Geologisk Tidsskrift 1995, hæfte 2, side 1-74 - Dansk Geologisk ...

Indledning
Læsø er hjemsted for mange geologiske, naturgeografiske,
botaniske og historiske forhold, som påkalder
sig særlig interesse. Øens rigdom på naturarealer, der
stort set henligger, som naturen har formet dem, gør
Læsø til et både nationalt og internationalt interesseområde,
hvor naturlige og menneskeskabte processer
kan studeres i takt med, at en relativ landhævning på
op mod 5 mm/år forandrer vilkårene (Hansen 1994a).
Naturhistorisk set er det centrale heri, at Læsø er
placeret i overgangsområdet mellem det atlantiske og
det baltiske miljø. Således forekommer øens nordlige
dele på en række punkter at være sammenlignelige
med landskaberne på Skagens Odde og længere sydpå
langs den jyske vestkyst. Derimod er Læsøs sydlige
landskaber af et mere baltisk tilsnit. Omend disse landskaber
har en overfladisk lighed med Vadehave-egnene,
er deres dannelsesmåde og nuværende naturtilstand
ganske unik og snarere sammenlignelig med
nogle af de indre farvandes og Østersøens kysttyper.
Dertil kommer en række historiske og økonomiske
forhold, som viser, at Læsø har haft en vigtig placering
på tærsklen mellem Østersøen og verdenshavet.
Sagaerne og Saxo nævner ofte 'Hlérsey' og 'Lessøe',
hvor norske konger og høvdinge mange gange har
kæmpet med konkurrerende danske og svenske konger
og høvdinge. Således kæmpede norskekongen
Harald Hårderåde med danskekongen Svend Estridssen
i 1051 ved Læsø, indtil han kastede sine danske
fanger overbordog derved undslap. Ligeledes kæmpede
norskekongen Harald Gille i 1134 med danskerne ved
Læsø. 11181 samledes den danske flåde ved Læsø inden
den lange rejse til det hellige land. I 1199 forfulgte
svenskekongen Sverre det slagne norske felttog
af bagler til Læsø (se Friis 1928), hvorfra baglerne
vendte hjem til Norge for at strides med birkebeinerne.
Men ikke mindst middelalderens europæiske salthandel
og den industrielle produktion af salt på Læsø
har skabt international interesse for bedre at forstå de
naturgivne, økonomiske og politiske forhold, som
muliggjorde handelen og produktionen, og som for 300
år siden nedkaldte en økologisk og økonomisk katastrofe
over øen. De helt specielle læsøske muligheder
for at producere salt - et af middelalderens mest efterspurgte
produkter - bevirkede en stadig mere opskruet
beskatning, som skulle betales med salt til ejeren, domkapitlet
i Viborg (Vellev 1991a,b, 1993, Grimer Nielsen
1924 mil.). Resultatet var, at den førhen skovklædte
ø, Vor Frue Land, som bisperne kaldte Læsø,
omdannedes til en stormomsust ødemark (Friis 1928),
som hærgedes af sandflugt, og som næppe mere kunne
brødføde sin egen befolkning.
Søfart, fiskeri, bjærgning af strandingsgods og søhandel
blev herefter den mandlige befolknings hovederhverv,
mens kvinderne passede den forfløjne jord (A.
Stoklund 1985, B. Stoklund 1967 og 1973, Grimer
Nielsen 1924, Bing 1802). Især Læsøs strategiske beliggenhed
mellem det skovrige Norge og de mange
4
træhungrende købstæder i Danmark og storbyer langs
Østersøen gav Læsø nye indtægtskilder og eksportmuligheder
(Stoklund 1973). Danmarks næststørste skudeflåde,
der hjemmehørte i Læsøs 'udhavne' (Stoklund
1973, se side 34), varetog tømmertransport fra
Norge og eksport af fisk, strandingsgods m.m. i
1600-, 1700- og 1800-tallet, selv om flere af svenskekrigene
mellem 1643 og 1679 gjorde store indhug i
Læsøs flåde. Fundet på Læsø af Danmarks næststørste
møntskat, der sandsynligvis nedgravedes i 1675, viser
at forholdene var urolige, men også at tømmertransporten
og søhandelen har været en givtig forretning.
Først og fremmest gav Læsøs beliggenhed på tærsklen
mellem verdenshavet og Østersøens talrige havnebyer
et større antal strandinger end formentlig nogen
anden kyst i denne del af verden. I lange perioder var
strandinger således øens vigtigste indtægtskilde, fordi
den aldeles skovløse og flade ø bag det vidtstrakte lavvande
mod syd og bag revene mod vest, nord og nordøst
ikke kunne ses fra skibene, før de stod uhjælpeligt
på grund (se Stoklund 1967).
Rent landskabeligt betød disse politiske og økonomiske
omvæltninger - først og fremmest Læsøs bosættelse
og den skovrydning, som fremkaldtes af saltsydningen
og svenskekrigene - at der i mere end 2
århundreder bredte sig menneskeskabte kummerlandskaber
overalt i form af indsander, klitter, afblæsningsflader
og heder, indtil klit- og læplantningen for 60-
70 år siden påny begyndte at omskabe Læsø til en skovklædt
og menneskevenlig ø.
Dét for Læsø mest særprægede er imidlertid naturens
selvskabte 'kummerlandskaber'. Således er Rønnernes
strandenge og saltpander og ikke mindst 'tjærerne' -
de vidtstrakte sandflader syd for Læsø - udtryk for en
unik kombination af særegne geologiske forhold med
mere almindelige geografiske og botaniske naturfænomener.
Paralleller til disse landskaber kendes næppe i
samme målestok fra andre tempererede himmelstrøg.
Landskaber med en vis lighed findes og er indgående
beskrevet fra andre steder, f.eks. omkring Vadehavet
(se f.eks. Jakobsen 1954 og 1969, Mikkelsen 1969 og
Iversen 1954), i Roskilde Fjord og omkring Isefjorden
(Mikkelsen 1949). Men især det sydvestjyske vadehavs
geologiske struktur er afgørende forskellige fra
forholdene på Læsø.
Måske netop derfor er disse enestående områder på
og omkring Læsø, hvor kun de mest hårdføre eller tilpassede
væsner kan overleve den ustadige vekslen mellem
vådt og tørt, mellem salt og fersk, mellem læ og
blæst og mellem rovdrift og fredning, ikke tidligere
forsøgt sat ind i en overordnet naturhistorisk ramme,
der søger at forene en geologisk og naturgeografisk
procesforståelse med kendskabet til landskabstypernes
naturlige vegetation og egnens politiske og økonomiske
historie.
Formålet med denne artikel er derfor primært at beskrive
og forklare de forhold, som gennem et kompliceret
samspil mellem geologiske, kystdannede, klima-
Geologisk Tidsskrift 1995 / 2