Geologisk Tidsskrift 1995, hæfte 2, side 1-74 - Dansk Geologisk ...

s /
1. tagrør, pors, smalbladet kæruld, blåtop, nedbøjet ranunkel
2. benbræk, pors, blåtop og klokkelyng,
3. tue-kogleaks, klokkelyng, blåtop, benbræk og tormentil
4. klokkelyng, hedelyng, sand-star
5. hedelyng og sand-star.
Denne zonering fra Birkemosen går fra kærets kant
og op på toppen af en strandvolds lynghede.
Kærene karakteriseres i nutiden af en påfaldende
mangel på tørv. Hvorvidt der tidligere har været tørv i
Kærene vides ikke. Det kan ikke afvises, at eventuelle
tørvforekomster helt er bortgravet til brændsel og
'hakkemøg' (se side 57).
De langt yngre strandvolds- og strandsø-landskaber
ved Vester Nyland er ved at blive undersøgt af Jon
Buttenschøn og Flemming Thorning-Lund for Nordjyllands
Skovdistrikt og Statens Jordbrugs- og Veterinærvidenskabelige
Forskningsråd med henblik på en
vurdering af græsningens betydning. Fra ugræssede
strandvolde beskriver de i en midtvejsrapport en vegetation
der domineres af revling og i mindre grad af
hedelyng med en undervegetation af mosser og laver.
Gravesen & Vestergaard (1969) har beskrevet vegetationen
på en recent-subrecent barriere-ø i Køge Bugt
(Ølsemagle Revle), der har mange lighedstræk med
den recente-subrecente barriere-ø, Stokken, men der
foreligger ikke nærmere beskrivelser af denne kystforms
vegetation på Læsø.
Vegetationen i strandsøen bag Vester Nyland domineres
af arter af siv, star og kæruld.
V.' / .'''.'>••• •'
-— .. './
\V
Fig. 18. Retoddedannelse.
Området ved Bansten Bakke.
Udsnit af Kort 1.1 dette område
skærer den nuværende kyst
gennem den gamle retoddes
strandlinier. Til højre skærer
kystlinien gennem retoddens
sydkyster, til venstre gennem
den nordkyster.
Retoddedannelse (fig. 18 og 10)
Østerby-halvøens nordlige og ældste del er oprindelig
dannet som en 4-5 kilometer lang retodde (jvf. Schou
1945) med materialetilførsel fra begge sider. Fra den
ældste del af Læsø har retodden strakt sig mod østnordøst,
nord om stedet, hvor Østerby Havn nu ligger
og derfra til det nuværende Jegens. Her er den ældste
del af oddens østspids bevaret som Østerby-halvøens
højstliggende og ældste strandlinie.
Derefter er retodden vokset i bredden mod syd og i
længden mod øst samtidig med, at odden gradvist er
blevet eroderet fra nord og samtidig med, at de nuværende
relativt store vanddybder på mere end 10 meter
er begyndt at blive dannet ud for Østerby Havn. Herved
er den ældste del af odden blevet helt 'gennembrudt'
ved Østerby Havn. De hævede strandlinier helt
ud til nordkysten ved Østerby Havn er således oddens
tidligere sydkyster.
Det kan være vanskeligt at finde teoretiske, kystdynamiske
belæg for ovenstående tolkning, idet den
umiddelbart synes at forudsætte en betragtelig erosion
på stor vanddybde (nuværende vanddybder plus højden
af oddens strandlinier kan være mere end 15 meter).
Geometrisk set er det imidlertid ganske klart, at
oddens yngre strandlinier, som langt bedre kan læses
på de nye flyfotos (optaget af Kampsax/Geoplan i
1992), peger på en sådan tolkning. Disse flyfotos viser,
at strandlinierne omkring og syd for den endnu
bevarede del af oddens østende hænger fysisk sammen
med strandlinierne syd for oddens rod, hvor den
idag skæres af erosionsklinten ved Bansten Bakke.
Andreasens (1986) georadarundersøgelser er vigtige
for denne tolkning, da de viser, at alle de hævede
stranddannelser tværs over Østerby-halvøen fra nordkysten
til sydkysten uden undtagelse hælder mod syd.
Dette ville ikke være tilfældet, såfremt Østerby-halvøen
først opstod som en selvstændig ø syd for Østerby Havn,
således som jeg tidligere har ment (Hansen 1977), el-
26 Geologisk Tidsskrift 1995 / 2