Geologisk Tidsskrift 1995, hæfte 2, side 1-74 - Dansk Geologisk ...

Knogene, barriere-øerne i Stokkens sydøstlige forlængelse
og barriere-øen umiddelbart indenfor Pallen og
Sdr. Rønner kunne være udtryk for en sådan proces.
Andre steder som langs hele den sydlige rand af fjærerne
(dvs. sydvest, syd, sydøst og øst for Hornfiskrøn)
er overgangen mellem lavt og dybere vand mere gradvis
og uden barriere-øer.
Som følge af landhævningen og den nedsatte bølgeaktivitet
vil fladbundsområdet gradvis blive stabiliseret
ved ringe vanddybder, hvor selv bølger med den
størst mulige højde ikke længere er i stand til at transportere
sandet nævneværdigt inde på selve sandfladen.
Ved lavvande tørlægges efterhånden en større og
større del af fladbundsområdet. Herved kan der ved
længerevarende tørlægning ske sandfygning over sandfladerne.
Sandfygningen kan især opstå om sommeren,
når en kombination af blæst og tørke efter en uge
eller mere har nedbrudt eventuelle skrøbelige måtter
af mikroskopiske alger i sandoverfladen og udtørret
sandet til nogle centimeters dybde. Sandet vil da fyge
over sandfladen, indtil det rammer en fugtig lavning
eller en vandflade. Herved opstår der gradvist en næsten
fuldstændig udjævning af området. Resultatet af
disse processer bliver en vidtstrakt, vandret og ekstremt
jævn sandflade mellem strandlinien ved laveste,
hyppigt nåede vandstand (ca. -0,4 m) og strandengenes
yderkant (kote 0), dvs. enfjære med en generel
hældning på nogle få cm pr. km.
Dyb, løb og 'udhavne' (fig. 20,21 og 23)
Indesluttet i fjærerne findes to større såkaldte dyb,
Aisdybet mod sydvest og Bovets Dyb mod sydøst, hvor
vanddybden er \-\ m ved normal vandstand, og hvor
tørlægning derfor ikke finder sted ved lavvande. Dybene
afgrænses til de omkringliggende fjærer af relativt
stejle sandskråninger, hvor vanddybden over en
strækning på nogle få meter falder til dybets almindelige
dybde.
Disse dyb må antages at udgøre oprindelige lavninger
i lerplatformen, hvor den efterfølgende fjæredannelses
fladestabilisering ved bl.a. sandfygning endnu
ikke har bevirket en fuldstændig peneplanisering ved
sandopfyldning af de lavest-liggende områder.
I modsætning til tjærerne, hvor intet makroskopisk
liv kan trives, er dybene præget af et frodigt liv af ålegræs,
forskellige alger, muslinger (især Cardium,
Mytilus og Myd), snegle (især Litorina og Hydrobia),
krebsdyr (bl.a. fjordreje og strandkrabbe), fisk (bl.a.
skrubbe, ål og hornfisk) og i træktiden endvidere af
svømmeænder (især pibeand), mørkbuget knortegæs
og sangsvaner. De to dyb er vigtige gydepladser for
hornfisk. I forrige og tidligere århundreder, hvor vanddybden
var noget større, var dybene og de omkringliggende
lavvandede områder i forårsmånederne genstand
for et betydeligt fiskeri af hornfisk.
Fra Bovets Dyb i øst udgår en strømrende, Løbet,
med en dybde på op til 3 meter. Løbet udmunder i
34
Kattegat gennem en 100-200 meter bred rende mellem
Knogene og Knorterne. Her tilstøder en anden
strømrende, Slusen, som fra Bløden løber mellem
Knorterne og Bløden Hale. Gennem Løbet og Slusen
transporteres en væsentlig del af vandet ind og ud fra
Bovets Dyb og Bløden under hhv. højvande og lavvande.
Fra Bovets Dyb og sydover findes et noget bredere
lavning eller rende, Ålebjergs Dybet, mellem fjærerne
vest for Knogene og fjærerne øst for Læsøs sydøstlige
del. Strømhastighederne i dette løb eller dyb er væsentligt
ringere end i løbet nord for Knogene. Ålebjergs
Dybet var tidligere væsentligt bredere og må vel idag
betegnes som en rest af et langstrakt dyb og et muligt
forstadium til en mere snæver strømrende. En naturlig
fortsættelse af de processer, som gennem de sidste
50 år har skabt sydenden af Bløden Hale og Knorterne,
vil være, at Bløden Hale vokser ud over Løbet og gør
Knogene til en del af Læsø. Ålebjergs Dybet vil derefter
sandsynligvis få samme funktion, som Løbet har
idag, og som Slusen havde for 50 år siden.
På fjærerne langs Læsøs sydvestkyst fandtes der tidligere
syd- og vestgående løb fra Aisdybet ud mod
Kattegat. Disse løb er nu helt sandet til, og Aisdybets
vandudveksling med Kattegat er således indenfor de
sidste 20-30 år blevet begrænset til den vandudveksling,
som finder sted over selve fjærerne ved højvande.
Imidlertid er der i samme periodeopstået et kort og
bredt løb ved sydenden af Stokken, hvor løbet fører
vandet ind over fjærerne sydøst for Sdr. Nyland.
Et strømløb af en noget anden type findes ved Stokkens
nordende, hvor løbet fører vandet ind og ud fra
det lavvandede område mellem Stokken og Læsø. Tilsvarende,
men meget små løb findes flere steder mellem
barriere-øerne på østsiden af revet mellem Læsø
og Nordre Rønner.
Frem til bygningen af havnene i Vesterø (1872) og
Østerby (1904) fungerede Aisdybet og Bovets Dyb som
'udhavne' for hhv. Læsøs vestlige og østlige del, efter
at 'indhavnen' i vigen ved Evbakken sandede til i midten
af 1600-tallet (se side 29). Fra syd eller vest kunne
skibene sejle ind i Aisdybet gennem nu tilsandede løb
og ligge nogenlunde beskyttet i en afstand fra Læsø på
ca. 20 minutters vognkørsel over det lave vand. Og fra
øst kunne skibene gennem Løbet og Ålebjergs Dyb sejle
ind i Bovets Dyb og lægge til ved Krogen i en afstand
fra selve Læsø på få minutters vognkørsel over Bovets
lave vand (Svendsen i Johansen & Remmer 1968).
Især 'udhavnen' ved Krogen havde stor betydning
for besejlingen af Læsø helt frem til dette århundredes
begyndelse. Fra historiske kilder (se Stoklund 1973)
vides, at der i 1671 var 64 hjemmehørende større skuder
i disse 'udhavne', mens der i samme år 'kun' hjemmehørte
34 og 23 større skuder i hhv. Ålborg or Århus.
Kun skudeantallet i Københavns havn overgik
antallet af skuder i Læsøs 'udhavne'. Ligeledes fra
historiske kilder vides, at en stor del af Læsøs flåde
blev røvet fra disse krigsmæssigt dårligt beliggende
Geologisk Tidsskrift 1995 / 2