Geologisk Tidsskrift 1995, hæfte 2, side 1-74 - Dansk Geologisk ...

es nær Læsøs 'toppunkt' af et ganske tyndt gytjelag,
som er kulstof-14 dateret til 1.710 f.Kr. (Hansen
1994a). Gytjelaget indeholder især pollen fra en strandvegetation,
men også en stor procentdel taks-pollen
(Jens Stockmarr, personlig meddelelse). Over gytjelaget
findes atter sand, som må antages at være flyvesand.
Et fingerpeg om alderen på strandterrasse A's yderkant
er en tørv fra strandterrasse B' inderkant med en
alder på 730 år f.Kr., dvs. fra slutningen af bronzealderen
(Hansen 1994b). Strandterrasse B løber hen over
Bansten Bakke, hvor andre dateringer af marine skaller
under 4-5 meter marint sand viser, at området nær
græsen mellem strandterrasse A og B var hav omkring
1.300 år f.Kr. Det er derfor ikke et urimeligt udgangspunkt
at antage, at strandterrasse A's dannelse (området
med strandbredsvolde) daterer sig til perioden fra
måske ca. 5.000-4.600 år (grubekeramisk stenalderkultur)
til ca. 3.000 år før nu og i hvert fald til perioden
fra ca. 4.000 år før nu til ca. 3.000 år før nu.
Ved sammenligning med Skagens Odde (Petersen
1991) skulle man i 11,5 meters højde vente at finde
mere end 5.000 år gamle strandlinier. Tilsvarende anfører
Morner (1969), at Læsøs ældste strandlinie 'burde'
ligge i kun ca. 8 meters højde og have en alder på
6.500-5.000 år. Dette er, som det fremgår, ikke tilfældet.
Stenalderen og bronzealderen karakteriseres af flere
små eustatiske transgressions- og regressions-maxima
(se Iversen 1937, 1943 og 1967, Fairbridge 1961 og
Krog 1965 og 1968). Gennem grubekeramisk stenalder
og det meste af bronzealderen må Læsø derfor antages
at være udviklet gennem en serie af transgressioner
og regeressioner til den mere blivende ø, som
først blev skabt i slutningen af bronzealderen (Hansen
1994a).
Området med konkordant strandvoldstilvækst (strandterrasse
A) kan således som udgangspunkt tages som
udtryk for kystudvikling i en relativt lang periode fra
grubekeramisk stenalder til bronzealderens slutning
(ca. 5.000-ca. 3.000 år før nu). Idenne periode forskydes
Læsøs strandlinie højst 2,5 meter svarende til de
maximale højdeforskelle på strandterrasse A. Sandsynligvis
er strandforskydningen ringere, idet de gennemsnitlige
niveauforskelle fra strandterrasse A's top
til dens yderkant kun er 0,7 meter fra et gennemsnit
på 11,3 m.o.h. til et gennemsnit på 10,6 m.o.h. (se
Hansen 1980, tabel 1).
Strandniveauforskydningen ved Frederikshavn angives
i dette tidsrum at være ca. 8 meter og ca. 7 meter
på isostatisk sammenlignelige strækninger i Vestsverige
(se Morner 1969). På Skagens Odde viser nyere
undersøgelser med en god dateringsmæssig dækning,
at strandforskydningen fra 5.000 til 3.000 år før nu er
ca. 5.5 meter (Petersen 1991).
Antager vi derimod som udgangspunkt, at de grubekeramiske
redskaber på strandterrasse A alle er om­
22
lejret og senere indlejret i yngre strandvolde, dvs. at
strandforskydningen over strandterrasse A kun har
varet fra ca. 4.000 til 3.000 år før nu, kan den samtidige
strandforskydning på Læsø være af samme størrelsesorden
som på Skagens Odde.
Idet den lokale strandniveauforskydning (a) udgør forskellen
mellem isostatisk landhævning (b) plus anden
lokal landhævning (c) og den globale, eustatisk havstigning
(d), dvs. at a=b+c-d, kan forskellene på landhævningen
beregnes.
På basis af Morners (1969 fig. 145) omdiskuterede,
eustatiske kurve og dateringer af strandniveauforskydningen
fra ca. 5.000 til 3.000 år før nu ved Frederikshavn
og i Vestsverige betyder det, at den isostatiske
landhævning ved Frederikshavn og i Vestsverige (i
områder, der er isostatisk sammenlignelige med Læsø)
skulle have været 11-12 meter, mens landhævningen
på Læsø tilsvarende skulle have været 5-6 meter. Denne
lokalt afsvækkede landhævning skulle således finde
sted samtidig med, at den samlede eustatiske havstigning
i den pågældende periode er ca. 4 meter.
Den samlede eustatiske transgression på disse ca. 4
meter består (fortsat efter Morners omdiskuterede arbejde)
af 4-5 eustatiske transgressioner på hver ca.
0,5-2 meter og mellemliggende eustatiske regressioner
på ca. 0,5-1 meter (Morner 1969). Sammenholdes
disse tal med en læsøsk landhævning på 5-6 meter,
således som beregninger efter Morners metode viser,
kan det konkordante strandvoldssystem på Læsøs
ældste del hypotetisk tages som udtryk for en resulterende
svagt regressionspræget og meget langvarig
kystudvikling. Dvs. en kystudvikling, hvor samspillet
mellem isostatisk og anden landhævning, eustatiske
transgressioner og småregressioner, erosion, kystudligning
og omlejring resulterer i de mange tætliggende,
konkordante strandbredsvolde på strandterrasse A.
Med andre ord må man ud fra denne; ,'mornerske'
tilgang antage, at lokale forhold i Læsøs undergrund
har formindsket landhævningen i bronzealderen, således
at bronzealderens eustatiske transgressioner gang
på gang har oversvømmet den lille oprindelige flak-ø
helt eller delvist. Det paradoxale fravær af en læsøsk
bronzealderkultur trods forkomst af både stenalder- og
jernalderkulturer (se Svendsen i Johansen & Remmer
1968, Johannsen 1984, Hansen 1994a) kunne umiddelbart
tale for denne opfattelse.
Under alle omstændigheder viser alders- og højdeforholdene
på strandterrasse A og sammenligningerne
med udviklingen af veldaterede kystlinier på Skagens
Odde, at serien af strandbredsvolde kan tages som
udtryk for enten 1) en mindst ca. 700 år lang eller 2)
en højst ca. 2.300 år lang tilpasning af det hævede
sandflak.
Den første mulighed forudsætter, at Læsøs landhævning
er omtrent normal i dette tidsrum, at gytjelaget
med de mange taks-pollen er udtryk for, at Læsø
først opstod godt 3.700 år siden, men derfor også at
Geologisk Tidsskrift 1995/2