Diagnostisk metodik

1 

Diagnostisk 

metodik 

Ortopædisk diagnostik kan i de fleste tilfælde baseres 

alene på en almindelig klinisk og røntgenologisk undersøgelse. 

Kun i mere specielle tilfælde er yderligere 

diagnostiske metoder påkrævet. Dette forhold beror 

på, at bevægeapparatet er centralt placeret i menneskets 

bevidsthed, hvorfor man anamnestisk kan få 

detaljerede oplysninger om en eventuel dysfunktion. 

Desuden er det for størstedelen let tilgængeligt for 

objektiv klinisk vurdering og for knoglernes vedkommende 

også for røntgenundersøgelse. Den kliniske 

diagnostik fordrer imidlertid en betydelig viden både 

om bevægeapparatets anatomi og funktion og om 

ortopædkirurgiens specielle undersøgelsesmetoder. 

Anamnese 

For den akut tilskadekomne gøres anamnesen så kort 

som mulig under hensyntagen til, at behandlingen 

ofte er hastende og tiden tilsvarende knap. Man skal 

her centrere den nødvendige udspørgen om de mest 

relevante oplysninger vedrørende traumet og om de 

aktuelle gener. I særdeleshed skal man være opmærksom 

på symptomer tydende på komplicerende 

læsioner fra andre organsystemer end netop bevægeapparatet, 

herunder thoraxlæsioner, kranielæsioner 

og abdominallæsioner. Kendskab til forud bestående 

alvorlig sygdom og til allergi indgår også i det basalt 

nødvendige grundlag for en stillingtagen til akut behandling. 

Ved ikke-traumatiske lidelser er der som regel tale om 

mere langvarig dysfunktion, ofte forbundet med regionale 

smerter. Så skal der, før stillingtagen til behandling, 

foretages en nøje afvejning af genernes 

konsekvenser for patientens daglige tilværelse, overfor 

de eventuelle ulemper ved behandlingen såsom 

operationsrisiko, fravær fra arbejde eller uddannelse 

etc. For denne stillingtagen er et grundigt kendskab 

både til genernes art og omfang og til patientens sociale 

situation en nødvendig forudsætning. Det er 

vigtigt at give patienten den fornødne tid til i ro og 

mag at fremføre sine problemer. Dernæst udspørges 

om omstændighederne ved symptomernes opståen:

18 | DIAGNOSTISK METODIK 

" 0 " svarer til 

slet ingen smerter 

Spørgsmål 1: 

Har De rygsmerter netop nu ? 

0 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 


De sværeste rygsmerter De har haft inden for de sidste 14 dage ? 





0 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 


De gennemsnitlige rygsmerter de sidste 14 dage ? 

0 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 

Figur 1.1 Smerteskala, anvendt ved ryglidelser. Patienten markerer selv, hvor på skalaerne smerten indplaceres. 

Hvornår begyndte de? Var der et traume, eller var 

der noget særligt belastende fysisk eller psykisk 

stress? Har der tidligere været lignende gener? Har 

generne ændret sig i den tid, der er gået? – etc. 

Smerte 

Dette er i reglen patientens væsentligste gene. Dens 

intensitet og indflydelse på livsførelsen kommer derved 

til at indgå, ikke blot som grundlag for diagnosen, 

men i mange tilfælde også som grundlag for valg 

af behandlingsmetode. En mere detaljeret beskrivelse 

af smerten er derfor nødvendig. Omstændighederne 

omkring dens opståen og udvikling må beskrives, 

herunder om der foreligger traume, særlig belastning 

eller infektionstegn. Efter dens intensitet kan 

graderes i (1) let, (2) moderat, (3) stærk og (4) uudholdelig 

– uden at der naturligvis er nogen skarp afgrænsning 

i denne gradering. For at eliminere det individuelt 

varierende sproglige udtryk for smerteintensitet, kan 

en kvantitativ klassificering baseres på en mere ob- 


værst mulige smerter 





jektiv, grafisk smerteskala (Fig. 1.1). Denne metode 

eliminerer dog ikke patienters forskelligartede smerteoplevelse 

af tilsyneladende identiske patologier. 

Efter dens karakter kan den eksempelvis (af patienten) 

beskrives som murrende, dunkende, borende, stikkende, 

jagende, brændende, skærende eller hvinende. 

Efter dens tidsmæssige relationer kan smerten 

endvidere optræde som intermitterende eller konstant. 

Intermitterende smerte kan være neuralgiform, det 

vil sige komme i paroksysmer af sekunders til minutters 

varighed, eller den kan være ikke neuralgiform 

og da optræde i perioder af timers til dages varighed. 

Af særlig betydning er det at få oplyst, om den er natlig, 

fordi den i så fald kompromitterer nattesøvnen, 

og derved yderligere forringer tilværelsen for patienten. 

Smerten kan i øvrigt have karakter af hvilesmerte eller 

funktionssmerte, sidstnævnte kan nøjere specificeres 

som smerte ved bevægelse eller/og smerte ved belastning. 

Det må bemærkes, at en natlig smerte ikke

nødvendigvis behøver at være en hvilesmerte, men 

tværtimod oftest er en funktionssmerte, som opstår 

ved de uvilkårlige bevægelser under søvnen. 

Endelig skal smertens lokalisation beskrives – den kan 

være distinkt lokaliseret i et veldefineret område, eller 

mere diffust lokaliseret. I forbindelse med smerteanamnesen 

må man gøre sig klart, at smerter i nogle 

tilfælde lokaliseres i et andet område end der, hvor 

de udløses. Således vil for eksempel smerter i lår eller 

knæregion i nogle tilfælde stamme fra en hoftelidelse, 

rygsmerter kan hidrøre fra sygdomme i de retroperitoneale 

organer, og smerter i venstre overekstrimitet 

kan være cardialt deriveret (referred pain). Endelig vil 

neurogene smerter, herunder de radikulære som findes 

ved discusprolaps, være lokaliseret svarende til 

det perifere innervationsområde for den pågældende 

nerveenhed. 

Andre gener 

Også en abnorm ledbevægelighed kan medføre dysfunktion. 

Oftest drejer det sig om en indskrænket bevægelighed, 

og en sådan kan have en permanent karakter, 

en tilstand, der kaldes kontraktur, eller kan være intermitterende 

med pludselig indsættende aflåsning 

eller blokering. I andre tilfælde kan generne bero på 

D 

A 

B 

C 

U NDERSØGELSESTEKNIK, ALMINDELIGE PRINCIPPER | 19 

en patologisk øget ledbevægelighed – en instabilitet. 

En sådan kan i mere moderate tilfælde opleves som 

vaklen eller pludselig svigt af det pågældende led, 

medens den i mere udtalt form kan give anledning til 

smertefulde subluksationer eller luksationer. 

I nogle tilfælde har patienterne selv eller deres pårørende 

iagttaget en deformitet eller en intumescens. 

Dette er således sædvanligt ved en del af barnealderens 

ortopædiske lidelser, eksempelvis ved de kongenitte 

deformiteter og ved skolioser. 

Endelig kan patienten klage over nedsat kraft, styringsbesvær 

eller føleforstyrrelser. Sådanne symptomer 

indicerer altid en udførlig neurologisk undersøgelse. 

Undersøgelsesteknik, almindelige 

principper 

Den akut tilskadekomne 

Når der foreligger et svært traume, danner man sig 

hos den akut tilskadekomne først et indtryk af almentilstanden 

og er opmærksom på tegn på læsion af 

thorax, kranium og abdomen. Respirations- og 

kredsløbssvigt har førsteprioriteten i både diagnostik 

og behandling. Specielt må man altid primært sikre 

Figur 1.2 Prioritering ved initial undersøgelse af den svært tilskadekomne. (A – airway) Frie luftveje. (B – breathing) Åndedræt og ventilation. 

(C- circulation) Hjertefunktion og kredsløb. (D) Bevidsthedsplan og neurologisk status. (E) Total udvendig gennemgang. 

E


frie luftveje og straks instituere behandling af et 

eventuelt hypovolæmisk shock. Bevidsthedsstatus og 

eventuelle neurologiske udfald registreres og for ikke 

at overse læsioner foretages en hurtig total ydre undersøgelse 

af patienten (Fig. 1.2). Dernæst udføres en 

nænsom primær undersøgelse af den læderede region. 

Under hensyntagen til den således indhentede 

viden tilrettelægges den videre undersøgelsesstrategi. 

Den objektive undersøgelse foretages i øvrigt efter 

sædvanlige principper, idet man anvender inspektion, 

palpation, undersøgelse af bevægelighed, perkussion, 

auskultation samt funktionsundersøgelse. Der 

gås systematisk frem, således at man først vurderer 

almentilstanden, herefter successivt undersøger hoved, 

hals, thorax, hjerte, lunger, abdomen samt anogenitalregion. 

Derefter foretages den specielle ortopædkirurgiske 

undersøgelse, og endelig skal der ofte 

foretages vurdering af den regionale vaskularisation 

samt de neurologiske forhold. 

Principielt noterer man i journalen alle de patologiske 

forhold, der findes, medens ikke-patologiske 

forhold noteres, hvis de skønnes at have betydning 

for den umiddelbart forestående behandling eller for 

den endelig vurdering af patienten. 

Den ortopædkirurgiske undersøgelse 

Det er vigtigt, at patienten er tilstrækkelig afklædt. 

Hvor det er muligt, skal man sammenligne med den 

modsidige region, herunder den modsidige ekstremitet. 

Der gås frem efter følgende retningslinier: 

1. Inspektion 

Man registrerer ændringer i de regionale konturer 

og i hudens farve og trofik, specielt rettes opmærksomheden 

mod intumescenser, hævelse af ledregioner, 

kontrakturer og fejlstillinger samt forkortning af 

ekstremiteterne. Også muskelatrofi registreres og 

udmåles. Når der forekommer sår, noteres disses udseende, 

størrelse og deres beliggenhed i forhold til 

underliggende strukturer. Også cikatricer beskrives. 

2. Palpation 

Man registrerer ændringer i vævets konsistens og noterer 

samtidig eventuel ømhed. Hudens temperatur 

bedømmes (Fig. 1.3). Føles en udfyldning eller tumor 

Figur 1.3 Hudens temperatur registreres bedst med dorsalsiden 

af 2. og 3. fingers mellemstykke. 

beskrives dennes konsistens og størrelse, ligesom 

dens position bestemmes i relation til nærmest beliggende 

veldefinerede knoglekontur (»point de repaire«). 

Endvidere undersøges dens relation til de 

omkringliggende strukturer, herunder specielt dens 

forskydelighed i forhold til disse. 

Ved palpation af led gås systematisk frem. Ved 

sparsomt bløddelsdække, det vil sige ved ekstremitetsled 

perifert for hofte og skulder, er en mere detaljeret 

undersøgelse i reglen mulig. Her udpalperer 

man først det område, der er synovialisbeklædt og 

eventuel udfyldning og fluktuation registreres. Også 

løse legemer i leddet – ledmus – kan af og til føles. 

Ledlinierne palperes. Dernæst palperer man ligamenterne 

og specielt deres hæfte til knoglerne samt 

de ledrelaterede sener, seneskeder og bursae. En lokaliseret 

ømhed vil ofte indikere en patologisk tilstand. 

3. Undersøgelse af bevægelighed 

Måling af ledbevægelighed kan baseres på et »cirka 

skøn« eller foretages mere eksakt med vinkelmåler 

(Fig 1.4 A). Bevægeligheden måles altid ud fra 0-stillingen, 

der defineres som den anatomiske hvilestilling. 

Dette gælder også, når der er kontraktur, således 

at den normale yderstilling ikke kan opnås, eller 

hvor der er hypermobilitet, således at den normale

B C 

0° 

110° fleksion 

30° fleksion 

yderstilling overskrides (Fig. 1.4 B og C). Primært 

undersøges i reglen den passive bevægelighed, idet 

undersøgeren på afslappet patient gennemfører 

maksimale bevægeudslag og samtidig – med hånden 

på leddet – registrerer eventuelle inkongruensfænomener, 

så som skurren eller knækken. Samtidig udspørges 

om eventuelle smerter. Dernæst undersøges 

den aktive ledbevægelighed; en undersøgelse, der 

specielt er aktuel, når der kan foreligge læsioner i det 

ledrelaterede bevægeapparat eller pareser i den tilsvarende 

muskulatur. 

En reduceret bevægelighed, således at den normale 

yderstilling ikke kan opnås, kaldes en kontraktur og 

betegnes ved den retning, den patologiske bevægeindskrænkning 

har udviklet sig. Eksempelvis vil en 

Fleksion 

120° 

A 


0° neutral 


Figur 1.4 (A) Vinkelmåler. 

(B) Kontraktur i albue. 

(C) Hypermobilitet i albue. 

hofte med en fleksionsbevægelighed fra 20-120° have 

en ekstensionsdefekt på 20°, identisk med en fleksionskontraktur 

på 20° (Fig. 1.5). Er et kontrakt led 

blevet helt stift, foreligger der en ankylose. En sådan 

kan være fibrøs eller ossøs alt efter sammenvoksningens 

karakter. 

Abnormt øget bevægelighed eller instabilitet kan opstå, 

når leddets kapsel og ligamenter er løse, oftest som 

følge af ruptur, eller hvis ledfladen og den underliggende 

knogle er læderet. Undersøgelsen af en sådan 

abnorm bevægelighed gennemføres separat og bestemmes 

ved, på afslappet patient, passivt at påvirke 

leddet til bevægelser uden for dets normale bevægeområde. 

Den abnorme bevægelighed beskrives dels 

ved sin retning, og dels ved sit omfang angivet ud fra 

20° fleksion 

0° 

Figur 1.5 Fleksionskontraktur 

i højre hofte (Thomas’ håndgreb).


A B 

Valgusløshed 

Neutral Valgusfejlstilling 

Figur 1.6 Valgusløshed og valgusfejlstilling. 

Neutral 

nærmeste normalposition. Ved et knæ kan således 

eksempelvis anføres, at der i 20°s fleksion findes en 

15°s valgusløshed (Fig. 1.6 A). 

Abnorm bevægelighed findes også ved frakturer, 

men er der ved den primære vurdering andre frakturtegn, 

bør en undersøgelse af abnorm bevægelighed 

ikke gennemføres, dels fordi den er smertefuld, 

og dels fordi den kan medføre yderligere bløddelslæsioner. 

Derimod indgår undersøgelsen som et naturligt 

led i kontrol af frakturheling. Disse forhold er beskrevet 

i afsnittet om generel traumatologi. 

Hvis et led indstiller sig i en abnorm position, taler 

man om en fejlstilling. Også en sådan fejlstilling angives 

ved retning og ved omfang, målt ud fra den nærmeste 

normale ledposition. Såvel abnorm bevægelighed 

som fejlstilling ses specielt i hængselled, og 

forekommer hyppigst som vinkeldeviation fra leddets 

bevægeplan. En sådan vinkeldeviation betegnes 

i den ortopædiske kirurgi som varusfejlstilling eller 

valgusfejlstilling (Fig. 1.6 B). 

Figur 1.7 Måling af håndtrykskraft med dynamometer. 

4. Specielle undersøgelser 

En bedømmelse af muskulaturen er af stor betydning 

ved vurdering af ledlidelser. En hvilken som 

helst længerevarende dysfunktion af et led vil nemlig 

altid afspejle sig ved en svækkelse af den muskulatur, 

der aktiverer leddet, det vil sige de proksimalt for 

leddet beliggende muskelgrupper. Dette medfører et 

muskelsvind, der kan registreres ved inspektion, og 

som i øvrigt, hvor det overhovedet er muligt, skal bestemmes 

ved udmåling. Målingen foretages ved at 

bestemme cirkumferensen på den syge og den raske 

ekstremitet i nøjagtig samme afstand fra leddet, 

bedst på et sted hvor muskelfylden er størst og i alle 

tilfælde så proksimalt, at en eventuel hævelse af leddet 

ikke påvirker målingen. I journalen angives de 

målte cirkumferenser i cm. 

En nøjere vurdering af muskelkraften er nødvendig, 

når der foreligger mistanke om en svækkelse af 

denne. En svækkelse af håndens fleksorkraft kan må-

Tabel 1.I. Gradering af muskelstyrke 

Grad Muskelfunktion 

5 Normal Normal bevægelighed mod 

kraftig modstand. 

4 God Normal bevægelighed mod 

tyngden + modstand, dog 

mindre end normalt. 

3 Svag Normal bevægelighed mod 

tyngden men ikke mod 

yderligere modstand. 

2 Meget svag Kan bevæges men ikke mod 

tyngden eller let modstand. 

1 Antydningsvis Palpabel muskelkontraktion 

aktivitet 

men kan ikke bevæge aktivt. 

0 Ingen Ingen klinisk erkendtlig 

muskelkontraktion. 

les ved på syg og rask side at bestemme håndtrykskraften 

med dynamometer (Fig. 1.7). Generelt kan 

en grov kvantitering af muskelkraften ske efter en 

skala fra 5 til 0 (Tabel 1.I). 

Udmåling af ekstremitetslængde er specielt indiceret på 

underekstremiteterne, hvor en forskellig længde kan 

give anledning til påvirket gang og eventuelt til sekundær 

ryglidelse. 

En udmåling af den reelle benlængde kan, på liggende 

patient med strakt knæ, ske fra spina iliaca anterior 

superior til spidsen af mediale malleol. I tilfælde 

med fleksionskontraktur i knæ, kan den reelle 

benlængde udmåles som afstand fra spina iliaca anterior 

superior til forreste del af mediale ledlinie i 

knæ + afstanden fra sidstnævnte til spidsen af mediale 

malleol. Differencen mellem den målte afstand på 

højre og venstre side benævnes den reelle forkortning. 

Desuden kan man, på den liggende patient, udmåle 

den praktiske benlængde, som afstanden fra umbilicus 

(eller processus xiphoideus) til spidsen af mediale 

malleol. Differencen mellem den praktiske benlængde 

på de to sider benævnes den praktiske forkortning. 

Medens den reelle benlængde ikke påvirkes af kontraktur 

i hofte eller knæ, er dette tilfældet for den 

praktiske benlængde. Eksempelvis vil en adduktionskontraktur 

i en hofte medføre en praktisk forkortning 

på den pågældende side, medens den reelle 

benlængde forbliver uændret. 

På den stående patient kan man, når der ikke foreligger 

kontraktur eller fejlstilling i knæ eller hofte, ud- 


Horisontalplan 

A 1 

B 1 B 2 

Figur 1.8 Udmåling af ekstremitetslængde: (A) Spina-malleolafstand. 

(B) Umbilikal-malleolafstand. 

måle den reelle forkortning som den forhøjelse, der 

skal foretages under det korte ben, for at bækkenet 

står lige, det vil sige at crista iliaca står i samme højde 

på begge sider (Fig. 1.8). Også den praktiske forkortning 

kan udmåles på stående patient som den forhøjelse, 

der skal foretages under det korte ben, for at 

patienten kan stå med nogenlunde ligelig vægtoverføring 

på begge ben, selvom bækkenet i den sammenhæng 

ikke nødvendigvis behøver at stå lige. Den 

praktiske forkortning er således den forkortning, der 

skal korrigeres – eksempelvis med en forhøjelse under 

skoen, for at patienten skal kunne stå nogenlunde 

godt. 

De kliniske målinger af ekstremitetslængden er behæftet 

med en ikke helt ubetydelig usikkerhed, og en 

mere præcis måling af forkortningen fås ved rønt- 

A 2


genundersøgelse med optagelse over hofter, knæ og 

fodled (»spotmåling«). 

Ved undersøgelse for fraktur noterer man sig ved inspektionen, 

om der er deformitet, hævelse, hæmatom 

eller ekkymose og ved palpationen, om der er 

direkte eller eventuelt indirekte ømhed. Ved sidstnævnte 

udløses smerter på frakturstedet ved påvirkning 

af knoglen i nogen afstand fra dette. Funktionen 

undersøges forsigtigt og er i tilfælde af fraktur ofte 

stærkt reduceret (functio laesea). Sikre frakturtegn er 

i øvrigt abnorm bevægelighed på frakturstedet og i 

den sammenhæng føles af og til strepitus – det vil sige 

en knækkende fornemmelse som følge af frakturendernes 

kollision. Undersøgelse for abnorm bevægelighed 

bør ikke udføres, idet røntgenundersøgelse 

langt mere skånsomt og præcist fører frem til en eksakt 

diagnose. 

En vurdering af den perifere cirkulation vil ofte være nødvendig 

– ikke mindst når det drejer sig om akut ekstremitetstraumatologi. 

Primært vurderes den perifere 

cirkulation ved en bedømmelse af hudens farve, 

kapillærfyldningen og den perifere puls. I mange tilfælde 

og specielt ved alvorligere ekstremitets- og rygskader 

er også en neurologisk undersøgelse med vurdering 

af sensibilitet og motorik nødvendig. 

5. Funktionsundersøgelse 

Som et sidste led i den objektive undersøgelse foretages 

en vurdering af funktionen. Generelt set gøres 

dette ved at lade patienten aktivt bruge det pågældende 

område af bevægeapparatet. For underekstremiteternes 

vedkommende kan man, når forholdene 

tillader det, lade patienten stå og gå, rejse sig fra en 

stol, træde op på en skammel etc. Eventuel dysfunktion 

beskrives, eksempelvis noteres halten, brug af 

stok, krykker, personstøtte etc. For overekstremitetens 

vedkommende er en funktionsbedømmelse mere 

kompliceret. Man kan lade patienten udføre nogle 

af de basale funktioner, som forekommer i dagligdagen: 

eksempelvis holde på spiseredskaber, føre dem 

op til munden, rede hår, knappe knapper, skrive, 

holde på værktøj, tage tøj på, etc. 

Psykosomatisk evaluering 

For patienten indebærer en ortopædisk lidelse, herunder 

en traumatisk læsion, en bekymring for, hvilke 

konsekvenser den vil få for den daglige tilværelse i almindelighed 

og arbejdsevnen i særdeleshed. I undersøgelsessituationen, 

hvor diagnosen fortsat er usikker, 

og hvor lidelsens konsekvenser endnu står hen i 

det uvisse, er det specielt ved alvorligere lidelser en 

naturlig konsekvens, at patienten er ængstelig også i en 

sådan grad, at en lægelig vurdering kan vanskeliggøres. 

Initialt bør man derfor tage sig tid til at tale med 

patienten, og det kan i den sammenhæng være en 

god hjælp også at have nogle nære pårørende ved 

hånden. En undersøgelse, det være sig anamnesen 

eller objektiv undersøgelse, lader sig bedre gennemføre, 

når en basal tillid til lægen er etableret. 

I undersøgelsessituationen frembyder nogle patienter 

ganske særlige problemer, således at patientlægesamspillet 

helt eller delvist kompromitteres. Det 

hyppigste fænomen, man i den sammenhæng møder 

i klinikken, er patienten der simulerer symptomer for 

derved bevidst at opnå en sekundær gevinst. Det kan 

eksempelvis være en patient med et varigt mén efter 

et traume, som overdriver et smerteproblem for derved 

at opnå en højere erstatning fra forsikringen. 

Det kan også være en midaldrende pensionssøgende 

patient med et rygproblem, som nu voldsomt fremhæver 

sine ryggener og sin uformåenhed. Ved andre, 

endnu sværere gennemskuelige tilfælde kan den 

sekundære gevinst være hentet på arbejdspladsen eller 

i det hjemlige hierarki. Som oftest har simulanten 

en reel symptomgivende somatisk patologi, og det er 

alene genernes omfang, der overdrives. På den baggrund 

stilles undersøgeren i en meget vanskelig situation 

og er henvist til at vægte det objektive fund relativt 

højt, herunder patientens adfærd under af- og 

påklædning, sætten sig på stol og på leje etc. Fejldiagnostik 

er i den sammenhæng en betydelig risiko, hvilket 

illustreres af, at solidt evidensbaserede operationer 

giver et markant dårligere resultat ved patienter, 

der har en forsikringssag løbende, sammenholdt 

med i øvrigt sammenlignelige patienter, der ikke har 

en sådan forsikringssag. I mange tilfælde vil det være

en god strategi at få afsluttet forsikrings- eller pensionssagen 

så hurtigt som muligt for ikke at fastholde 

patienten i situationen. 

Dissociation og konversion har som begreber erstattet 

hysteri – idet sidstnævnte i almindeligt sprogbrug har 

fået karakter af en upræcis, negativt ladet karakteristik. 

Dissociative lidelser kan manifestere sig psykisk 

(hukommelsestab, trance- og besættelsestilstande 

m.v.), men det er specielt de somatiske dissociative 

symptomer, der har interesse i den ortopædkirurgiske 

diagnostik. Som regel er sådanne symptomer opstået 

i relation til en traumatiserende begivenhed. 

Patientens ubekymrede fremtoning (»belle indifference«) 

står ofte i et reelt misforhold til de markante 

somatiske gener og opleves derfor oftest primært af 

undersøgeren som en simuleren, men patienten har 

imidlertid ingen bevidst erkendelse af sit problem 

men søger en sidegevinst hos omgivelserne i form af 

hensyntagen og omsorg. Fra bevægeapparatet har 

de dissociative somatiske fænomener karakter af enten 

bevægeforstyrrelser i form af paralyser eller ofte 

groteske gangforstyrrelser (uden fald), eller også har 

de form af sanseforstyrrelser, herunder cirkulært afgrænsede 

føleforstyrrelser eller regionale vedvarende 

smerter. Diagnostikken af dissociative somatiske fænomener 

baseres på patientens fremtoning og karakteren 

af symptomerne sammenholdt med det forhold, 

at der ikke findes noget holdepunkt for en somatisk 

lidelse. Eksempelvis lader den dissociative 

sanseforstyrrelse, der typisk er en cirkulær føleforstyrrelse 

på over- eller underekstremiteten, sig ikke 

forklare ved en perifer nerve- eller nerverods-påvirkning. 

En dissociativ lammelse, for eksempel manglende 

evne til at bøje tommelen, kan afsløres ved, at 

undersøgeren holder den »syge« tommelfinger bøjet, 

samtidig med at han beder patienten om at udføre 

en kompliceret bevægelse med den raske hånd. 

Når undersøgeren efter nogen tid slipper den syge 

hånd for at hjælpe patienten med at udføre bevægelsen 

med den raske, vil den dårlige finger stadig stå 

bøjet. En sådan »afsløring« hjælper selvsagt ikke patienten, 

men bekræfter undersøgeren i den antagelse, 

at der foreligger et dissociativt fænomen. Det er 

væsentligt for disse patienter hurtigt at nå frem til en 

diagnose, således at de ikke farer vild i et omfattende 

P SYKOSOMATISK EVALUERING | 25 

undersøgelsesprogram, og således at de undgår overbehandling. 

Selvmutilanter kendes nok bedst fra overfladiske snitlæsioner 

på håndleddet som led i fingerede suicidalforsøg. 

Også et sår, som ikke vil hele trods adækvat 

kirurgisk behandling, kan give mistanke om, at patienten 

selv holder såret ved lige. Hudlæsioner findes 

som led i patomimi. Ligeledes kendes subkutane 

luftinjektioner til simulering af gasgangræn og kronisk 

intermitterende ekstremitetsødemer fremkaldt 

af en i det skjulte anlagt staseslange. Selvmutilering 

må grundlæggende opfattes som et råb fra et menneske 

i nød, men også her er en erkendelse af tingenes 

rette sammenhæng en forudsætning for en rationel 

behandling. 

Narkomaner og alkoholikere udgør et særligt problem, 

da de trods løfte om det modsatte er meget ustabile, 

således at de har vanskeligheder ved at følge et adækvat 

behandlingsregime. Eventuelt kan man ved 

elektive lidelser foranledige disse patienter kontrolleret 

flere gange præoperativt for at få et indtryk af deres 

stabilitet. En erkendelse af forholdet er også her i 

patientens interesse, og i mange tilfælde bør operation 

undlades, indtil patienten er afvænnet. 

Somatoforme tilstande (herunder hypokondri) manifesterer 

sig sjældent isoleret i bevægeapparatet. Symptomerne 

fra bevægeapparatet i form af smerter eller 

føleforstyrrelser er praktisk talt altid ledsaget af gastrointestinale, 

kardiovaskulære eller urogenitale 

symptomer, og det er i reglen de visceralt relaterede 

gener, der har patientens største bevågenhed. Noget 

organisk grundlag findes per definition ikke, men da 

patienten ofte er behersket af frygt for alvorlig (invaliderende, 

dødelig) sygdom, accepteres det normale 

somatiske fund ikke. Dette fører til gentagne og omfattende 

undersøgelser, ofte hos forskellige læger og 

alternative behandlere, og en fejlbehandling kan i 

sidste ende være den uheldige konsekvens. Diagnosen 

stilles på basis af karakteristisk anamnese, patientens 

manglende accept samt det forhold, at der som 

regel er multiple symptomer hidrørende fra flere organsystemer. 

Inden patienten med dissociativ eller somatoform 

tilstand får hæftet en sådan diagnose på sig, må undersøgeren 

være meget sikker i sin sag. Som hoved-


regel må tvivlen komme patienten til gode, og undersøgelsesprogrammet 

må indrettes derefter, hvilket 

indebærer, at en psykiatrisk vurdering ofte bør 

inkluderes. 

Primær diagnose og ordination 

Efter den primære undersøgelse stilles en foreløbig 

diagnose. I tilfælde, hvor der foreligger alternative 

muligheder, gives en kort redegørelse for disse. På 

baggrund af den sandsynlige diagnose ordineres en 

foreløbig behandling samt de undersøgelser, der anses 

for nødvendige for yderligere differentialdiagnostik 

og for gennemførelse af behandlingsregimet. 

Topografisk undersøgelsesteknik 

Ryg 

Undersøgelsen udføres så vidt muligt primært på stående 

og helt afklædt patient. 

Inspektionen foretages lige bagfra og fra siden. Primært 

registrerer man bækkenstillingen: Står crista 

iliaca i samme højde? Bækkeninklinationen bestemmes 

som vinklen mellem et plan gennem spina iliaca 

posterior superior og spina iliaca anterior superior 

og horisontalplanet. Dernæst bedømmes columnas 

konfiguration (Fig. 1.9): Er der abnorme krumninger 

i frontalplanet, det vil sige skoliose? Er denne skoliose 

betinget af skæv bækkenstand, således at den svinder 

i siddende stilling? Er den kombineret med rotationsfejlstilling, 

således at der er torsionsprominens? 

En sådan prominens afsløres sikrest ved en tangentiel 

inspektion på foroverbøjet patient. Fra siden ses 

columnas krumning i sagittalplanet: hvorledes er 

lændelordosen, og hvorledes er torakalkyfosen? Er 

der gibbusdannelse? 

Hudens forhold undersøges, herunder forekomsten 

af café au lait pletter (morbus Recklinghausen) 

eller abnorm behåring lumbosakralt (spina bifida occulta). 

Palpationen udføres først på processus spinosi, idet 

eventuel ømhed registreres. Den paravertebrale muskulatur 

undersøges, og muskelkontraktur og ømhed 

A B 

C 

D E F G 

Figur 1.9 Forskellige rygdeformiteter: (A, B og C) Strukturel skoliose. 

Den udrettes ikke i siddende stilling (B), og torsionsprominensen 

ses tydeligst ved foroverbøjning (C). (D) Hyperlordose. 

(E) Torakalkyfose. (F) Columna recta. (G) Gibbusdannelse. 

noteres. Muskelhæfterne ved sacrum og crista iliaca 

palperes med henblik på ømhed der. Processus 

transversi palperes i dybden specielt i cervikalregionen. 

Der undersøges for indirekte ømhed dels ved 

perkussion på processus spinosi og dels ved tryk på 

patientens hoved i columnas længderetning. Også 

sacroiliacaleddet undersøges for direkte og indirekte

A B C 

D 

0° 

30° rotation 

0° 

Fleksion 

90° 

Ekstension 

25° 

E F G 

ømhed. Sidstnævnte fremkaldes ved kompression af 

bækkenet mod lejet med patient i sideleje eller ved, 

med patienten i bugleje, at hyperekstendere det samsidige 

hofteled. 

Bevægeligheden undersøges på stående patient, idet 

man samtidig noterer eventuel smertereaktion og karakteren 

og lokalisationen af denne smerte. Bevægeudslagene 

registreres således som anført i Figur 1.10. 

T OPOGRAFISK UNDERSØGELSESTEKNIK | 27 

0° 0° 0° 

Sidebøjning 

40° 

Ekstension 

45° 

Figur 1.10 (A, B, C, D) Bevægeligheden i lumbalcolumna. (E, F, G) Bevægeligheden i cervikalcolumna. 

0° 

Fleksion 

45° 

I forbindelse med en rygundersøgelse er det ofte 

indiceret at foretage en kompletterende neurologisk 

undersøgelse. Denne omfatter en undersøgelse af reflekser, 

dels de kutane reflekser (abdominalrefleksen 

og cremasterrefleksen) og dels senereflekserne i overekstremiteten 

(biceps-, triceps- og radiusrefleksen) og 

i underekstremiteten (patellar- og achillessenerefleksen). 

Endvidere omfatter den de patologiske reflek- 

0° 

Sidebøjning 

25° 

Rotation 

70°


40° 

ekstension 

Indadrotation 

80° 

Fleksion 

150° 

90° 

glenohumeral 

abduktion 

ser (patellar eller fodklonus, Babinskis tåfænomen). 

Yderligere indgår en vurdering af muskelkraft og 

sensibilitet. 

Skulder 

Undersøgelsen foretages bedst på siddende patient. 

Ved inspektion forfra ser man ændringer i skulderrundingens 

laterale kontur, eksempelvis i form af 

kantet konfiguration ved forreste luksation (epaulet-skulder), 

også deformitet omkring sternoklavikulærleddet 

eller akromioklavikulærleddet ses. 

Man noterer sig muskelsvind i musculus deltoideus. 

Fra siden kan man til tider se kapselsvulst eller ansamling 

i humeroskapulærleddet i form af en prominens 

fortil. Ved inspektion bagfra noterer man 

sig scapulas stilling i forhold til det modsidige, og 

man ser efter muskelsvind, specielt i supra- og infraspinatus 

muskulaturen. Inspektion ovenfra muliggør 

specielt en vurdering af skulderrundingens 

0° 

180° maksimal 

abduktion 

Udadrotation 

40° 

30° 

adduktion 

Figur 1.11 Skulderbevægelighed 

forreste kontur – der typisk er affladiget ved bageste 

skulderluksation. 

Ved palpation undersøges sternoklavikulær- og 

akromioklavikulærleddet samt glenohumeralleddet 

systematisk, og eventuel lokal ømhed noteres. 

Ved undersøgelse af bevægeligheden er det vigtigt at 

gøre sig klart, at denne er sammensat af en glenohumeral 

bevægelighed samt en torakoskapulær bevægelighed, 

sidstnævnte blandt andet betinget af bevægeligheden 

i sternoklavikulær- og akromioklavikulærled. 

Bevægelighed undersøges som angivet i Figur 

1.11. Findes den indskrænket, skal den humeroskapulære 

bevægelighed bedømmes separat. Dette gøres 

ved at fiksere scapula, idet man med den ene 

hånds tommel- og pegefinger holder om angulus inferior 

scapula og derefter bevæger skulderen igennem. 

Endelig undersøges den aktive skulderbevægelighed 

ved elevation, hvilket er den fysiologiske 

opadføring af armen, nogenlunde svarende til ska-

pulærplanet, samt udadrotation og indadrotation. I 

praksis bestemmes omfanget af sidstnævnte som regel 

ved at angive den position, i hvilken hånden kan 

føres: trochanterregion, glutealregion, sakralregion 

eller det hvirvellegeme, som hånden kan føres op til. 

Kraften, herunder specielt elevations- og udadrotationskraften, 

bedømmes bilateralt. Ved mistanke om 

instabilitet undersøges for abnorm bevægelighed, 

herunder for skuffeløshed og distal instabilitet (Se fig. 

5.135). 

Overarm 

Inspektionen afslører muskelatrofi eller muskelruptur, 

særlig ruptur i bicepsmusklens lange sene eller, 

relativt sjældent, i den distale sene. Tydeligst ses det 

ved sammenligning med raske side. Omfang måles 

på tykkeste sted. 

Albue 

Ved inspektion konstateres hævelse eller fejlstilling i 

leddet – varus, hvor underarmen vinkler ind mod 

kroppen, og valgus, hvor den vinkler væk fra kroppen. 

Ser man den til retvinkel bøjede albue bagfra, 

danner epikondylen og spidsen af olecranon en ligesidet 

trekant (Fig. 1.12). 

Palpation: Øget varme oplyser om artrit. Med en 

tommel over capitulum radii kan man ved reumatoid 

artrit mærke skurren i det radioulnare led, når underarmen 

supineres/proneres, hvis dette led er in- 


kongruent. Ved ekstension/fleksion fornemmes 

skurren, hvis det humeroulnare led er inkongruent. 

Ømhed lige neden for laterale humerusepikondyl 

findes ved epicondylitis lateralis humeri (tennisalbue). 

Bagtil medialt kan man føle nervus ulnaris i sulcus 

nervi ulnaris. 

Bevægeligheden er normalt 0/150°. Ofte er der, specielt 

hos yngre kvinder, en overstrækning på 10-15° 

(Se fig. 1.4). Ved beskrivelse af armens led er det desuden 

relevant at anføre, om hånden kan føres til 

mund, øre eller nakke. 

Underarm 

Ved inspektion iagttages fejlstillinger som for eksempel 

bajonetstillingen ved Collesfraktur. Iøjnefaldende 

atrofi beskrives, men atrofi afsløres som regel først 

ved omfangsmåling på tykkeste sted. 0,5-1 cm forskel 

er normalt. 

Bevægeligheden skyldes det proksimale og det distale 

radioulnare led samt den mellemliggende membrana 

interossea. Udaddrejning (supination) og indaddrejning 

(pronation) måles fra højkantstilling af underarmen 

og udgør 80-90° i begge retninger (Fig. 

1.13). Smerter og ledskurren i begge led beskrives. 

Desuden bemærkes, om distale ulnaende lukserer 

dorsalt. 

80° 

supination 

Figur 1.12 Epikondyler og spidsen af olecranon danner en ligesidet 

trekant. Figur 1.13 Supination og pronation i underarmen. 

0° 

80° 

pronation


Håndled 

Lokal hævelse afsløres ved inspektion, hvor man må 

karakterisere hvilke strukturer, der er inddraget, for 

eksempel tabatieren ved scaphoideum fraktur eller 

ekstensorsenerne til fingrene ved hævelse svarende 

til 3., 4. og 5. kulisse. Den mere diffuse hævelse kommer 

i reglen fra håndleddet. Volar hævelse omkring 

fingrenes bøjesener sidder svarende til den ulnare 

halvdel af underarmen lige oven for håndleddet. 

Ved palpation og samtidig bevægelse af fingrene føler 

man, om eventuel tumor følger senernes bevægelser. 

Bevægeligheden i dette modificerede kugleled beskrives 

bagud (dorsalt), fremad (volart), mod lillefingersiden 

(ulnart) og mod tommelsiden (radialt). Typisk 

findes en bevægelighed på henholdsvis 80, 80, 

30 og 15°. 

Hånd 

Ved inspektion ses hævelse, muskelatrofi (thenar innerveret 

af nervus medianus eller de andre håndmuskler 

innerveret af nervus ulnaris), farveforandringer, 

tilspidsning af pulpae. Man iagttager, om 

arbejdspræget er ens på de forskellige fingre og på de 

to hænder. Man ser efter fejlstillinger for eksempel 

klorstilling af ring og lillefinger ved ulnarisparese eller 

en mere strakt stilling i een finger, hvor bøjesenerne 

er skåret over. 

Vigtigt er det at iagttage, hvordan patienten bruger 

sin hånd; til dørhåndtag, af og påklædning – specielt 

knapper – til skrivning, til håndtryk, til at samle små- 

Figur 1.14 Ulnar fejlstilling i fingergrundled. 

ting op – med og uden synets hjælp. Deltager alle 

fingrene i funktionen? Kan hånden udføre de funktioner, 

som kræves i patientens arbejde og hobby? 

Fejlstilling i et led, for eksempel grundled, karakteriseres 

som ulnar, hvis fingeren perifert for leddet peger 

i ulnar retning (Fig. 1.14). 

Palpation: Lokal ømhed angives præcist med samtidige 

overvejelser over, hvilken struktur ømheden er 

lokaliseret til. Løshed undersøges på grundled i bøjet 

stilling og mellem- og yderled i næsten strakt stilling. 

Tommelens grundled undersøges både strakt og let 

bøjet. Ledskurren kan undersøges led for led. 

Bevægelighed: Tommelrodleddets udad/indadføring 

(abduktion/adduktion) er typisk 40° og fremad/bagudføring 

(fleksion/ekstension) typisk 45°. Ekstension/fleksion 

er i dette led de bevægelser, der foregår 

i samme plan som ekstension/fleksion i grund- og 

yderled, medens abduktion/adduktion er de bevægelser, 

der foregår i et plan vinkelret herpå. Opposition 

er en samtidig adduktion, fleksion og rotation, 

der muliggør, at tommelens pulpa kan modstilles 

pulpa på de andre fingre. Normalt vil de frie neglerande 

ligge næsten parallelt, når pulpae mødes. 

Tommelgrundled og -yderled bevæges typisk 0-50 og 0- 

90°. Ofte er der overstrækningsmulighed både som 

normalt og patologisk fund. Det anføres, om tommelpulpa 

kan nå lillefingergrundleddet eller hvor 

mange cm, der mangler. 

Øvrige fingre: Bevægeligheden opstilles bedst i et 

skema: 

Højre MP PIP DIP PV 

2 

3 

4 

5 

0/80 

0/90 

0/90 

0/90 

0/100 

0/100 

0/100 

0/100 

0/80 

0/90 

0/90 

0/90 

hvor MP er grundled (metacarpophalangealled), PIP 

er mellemled (proksimale interphalangealled) og DIP 

er yderled (distale interphalangealled). PV står for 

pulpavolaafstand og betegner den mindste afstand 

mellem pulpa og distale bøjefure i vola (Fig. 1.15). 

Hvis der er forskel på den passive og den aktive bevægelighed, 

må dette anføres for hvert led. 

Endelig må man tage stilling til, hvad den manglende 

bevægelighed skyldes – hudkontraktur, mu- 

0 

0 

0 

0

Figur 1.15 Udmåling af pulpa-volaafstand. 

skelkontraktur, parese, seneoverskæring, seneadhærencer, 

ledkapselskrumpninger eller forandringer i 

selve ledfladerne. 

Neurologisk undersøgelse, hvad angår nervus medianus, 

ulnaris og radialis, findes beskrevet i afsnittet 

om håndkirurgi. En hånd med nedsat eller ophævet 

følelse kan ikke bruges uden synets hjælp, idet formsansen 

(stereognostisk sans) er ophævet. Et udtryk for 

dette fås ved at undersøge 2 PD (to-punktsdiskrimination). 

Med et let tryk berøres pulpa med et eller to 

ben af en passer eller en bøjet papirclips. Den mindste 

afstand, der kan erkendes som to punkter, er 2 

PD (normalt 2-3 mm på pulpae) (Fig. 1.16). 

Tinelfænomenet fremkaldes ved perkussion af en nerve. 

Ved overskæring med neuromdannelse eller ved 

nervekompression fornemmer patienten paræstesier 

ud i pågældende nerves udbredningsområde. Efter 

sutur af nerve eller ophævning af kompressionen kan 

man følge nervens regeneration, idet Tinels tegn 

rykker distalt i takt med regenerationen (ca. 1 mm 

daglig). 

Figur 1.16 Topunktsdiskrimination. 


Figur 1.17 Allens test. 

Den arterielle blodforsyning kan bedømmes ved 

Allens test (Fig. 1.17): Arteria ulnaris og arteria radialis 

komprimeres manuelt. Patienten knytter hånden 

flere gange, indtil håndfladen bliver bleg. Patienten 

slapper nu af, og den ene arterie slippes. Normalt bliver 

håndfladen prompte lyserød. Undersøgelsen 

gentages herefter for den anden arterie. Undersøgelse 

af sene, nerve- og karlæsioner, se afsnittet om håndens 

traumatologi. 

Hofte 

Hofteleddet er dybtliggende, hvorfor inspektion kun 

giver relativt begrænsede informationer. Man noterer 

sig bækkenets stilling og iagttager derefter eventuel 

kontraktur eller fejlstilling i hoften, herunder eksempelvis 

fleksions- eller adduktionskontraktur eller 

oprykning. Med patienten i bugleje, eller bedre stående, 

kan man se eventuelt muskelsvind i glutealregionen. 

Palpation foretages dels på forsiden, dels lateralt i 

området proksimalt for trochanter major og dels på 

leddets bagside. Ved en artrit i leddet kan der være 

ømhed de nævnte steder. 

Undersøgelsen af bevægeligheden foretages som angivet 

i Figur 1.18. Ved undersøgelsen af dette led er 

det vigtigt at have tjek på bækkenets position. Ved 

bedømmelse af hoftefleksionen anbringes derfor en 

hånd i lænderyggen, således at man mærker, hvornår 

bækkenet kipper, således at lændelordosen reduceres. 

Ved undersøgelse af ekstensionen, herunder 

specielt afsløring af en fleksionskontraktur, anvendes 

Thomas' håndgreb, idet patienten, ved at holde den


Fleksion 

140° 

40° 

indadrotation 

50° 

udadrotation 

Figur 1.18 Bevægelighed i hofte. Rotationen kan undersøges med retvinklet flekteret hofte og med hoften i ekstension. 

modsidige hofte i maksimal fleksion, blokerer en 

lordosering i lænderyggen og dermed demaskerer en 

ekstensionsdefekt i den syge hofte (Se fig. 1.5). Ved 

undersøgelse af abduktion og adduktion kontrolleres 

en eventuel medbevægelse af bækkenet ved at lægge 

en hånd på den modsidige crista. 

En undersøgelse af hoften inkluderer måling af 

ekstremitetslængde og specielt måling af en eventuel trochanteroprykning. 

Findes ekstremiteten forkortet, udmåles 

på den liggende patient afstanden fra trochanters 

øvre afgrænsning til en horisontal linie gennem 

spina iliaca anterior superior. Er trochanter oprykket, 

vil afstanden være reduceret sammenholdt med 

Ekstension 

15° 

0° 

0° 

40° 

abduktion 

Indadrotation 

40° 

40° 

adduktion 

Udadrotation 

40° 

den modsidige (Fig. 1.19). Det er klart, at den røntgenologiske 

undersøgelse i denne sammenhæng giver 

langt mere præcise informationer. 

Figur 1.19 Klinisk udmåling af trochanteroprykning.

A 

Figur 1.20 Trendelenburgs test: (A) Normal stand. (B) Positiv 

Trendelenburg. 

Til slut foretages en funktionsundersøgelse, idet man 

lader patienten bevæge hoften aktivt, og hvor forholdene 

tillader det, vurderer gang- og standfunktion. 

En undersøgelse af specielt gluteus medius funktionen 

kan foretages med Trendelenburgs test, idet man lader 

patienten stå på det syge ben alene. En eventuel 

gluteal insufficiens vil da afsløre sig ved, at den modsidige 

bækkenhalvdel synker ned (Fig. 1.20). Positiv 

Trendelenburgs tegn ses eksempelvis ved hoftelidelser, 

der medfører oprykning af trochanter og dermed 

forkortning af glutealmuskulaturen. Ved udvidet 

Trendelenburgs test afsløres lettere muskelsvækkelse 

ved at lade patienten stå på eet ben hen ved eet 

minut. 

Lår 

Ved inspektion afsløres deformitet og fejlstilling. Muskelrupturer, 

herunder specielt quadricepsrupturen, 

kan i reglen ses – specielt hvis man sammenligner 

med forholdene på den raske side. Ved palpation registreres 

ømhed og udfyldninger. Det kan have interesse 

at undersøge sådanne udfyldningers relation til 

muskelkontraktur, idet specielt muskelhernier og 

muskelrupturer kan diagnosticeres på denne måde. 

B 


Knæ 

Knæet undersøges primært på den liggende patient. 

Ved inspektion ser man en eventuel varus- eller 

valgusfejlstilling eller en fleksionskontraktur. Hævelse 

af leddet er let synlig på grund af det beskedne 

bløddelsdække af leddets for- og sideflader. Med patienten 

i bugleje inspiceres poples, og udfyldninger 

der registreres. 

Ved palpation begynder man fortil med strækkeapparatet 

og med recessus suprapatellaris, og derefter 

palperer man ned langs patellas mediale og laterale 

afgrænsning. Dernæst palperer man langs ledlinierne 

bagud og langs kollateralligamenterne og svarende 

til disses hæfte proksimalt og distalt. Til slut palperes 

poples. Alle steder registrerer man eventuel intumescens 

eller udfyldning (eksostose, ledmus, kapselsvulst, 

meniskcyste, Bakercyste, tumor) og noterer 

sig, om der er lokal ømhed. En eventuel ansamling i 

leddet kan erkendes som en fluktuation i ledhulen eller 

som et anslag af patella. Sidstnævnte undersøgelse 

kan gennemføres ved, at man proksimalt og distalt 

fra trykker væsken ind under patella, hvorefter denne 

trykkes bagud. Er der væske i leddet, føles et klik, 

når ledfladerne rammer hinanden (Fig. 1.21). 

En undersøgelse af den normale bevægelighed udføres 

som angivet i Figur 1.22. Ved undersøgelsen anbringes 

en hånd over knæskallen til registrering af 

eventuel inkongruens – en tilstand der ved bruskforandringer 

kan manifestere sig som en skurren. Endvidere 

undersøges rotationen i det til retvinkel flekterede 

knæ. En smertereaktion ved rotationsundersøgelsen 

kan være udtryk for menisklæsion, og smertens 

lokalisation kan give et værdifuldt fingerpeg om, 

hvor i meniskerne læsionen sidder. 

Figur 1.21 Undersøgelse for ansamling i knæleddet: Anslag af 

patella.


Figur 1.22 Bevægelighed i knæ. 

Hyperekstension 

5° 

0° 


Ved undersøgelse for abnorm bevægelighed registreres 

sideløsheden ved belastning af knæet imod 

varus eller valgus (Fig. 1.23). Denne undersøgelse 

udføres dels med et cirka 20° flekteret knæ, og findes 

der instabilitet her, videreføres undersøgelsen på 

strakt knæ. Findes der sideløshed på let flekteret knæ, 

tyder dette på en læsion i knæets kollaterale ligamentkompleks 

medialt eller lateralt, og hvis sideløsheden 

genfindes på strakt knæ, involverer læsionen 

også kapslen bagtil samt bagre korsbånd. Endvidere 

undersøges for skuffesymptom, idet begge knæ anbringes 

i semifleksion og inspiceres fra siden, således 

Figur 1.23 Undersøgelse af sideløshed på 20° flekteret knæ. 

A 

B 

Figur 1.24 Undersøgelse for skuffeløshed på retvinklet knæ (A) 

og med knæet i 20° fleksion (B) (Lachmanns test). 

at man er sikker på, at proksimale tibia på den undersøgte 

side står i neutralstilling og ikke er gledet tilbage. 

Dernæst fatter man omkring proksimale crus 

og trækker frem og skubber tilbage, idet man derved 

tester henholdsvis forreste og bageste korsbånd (Fig. 

1.24A). Det akut traumatiserede knæ undersøges 

mest skånsomt for skuffeløshed i let fleksion (Lachmanns 

test) (Fig. 1.24B). Korsbåndslæsioner forekommer 

yderst sjældent isoleret, men er i reglen 

kombineret med læsioner af det mediale eller laterale 

kollaterale ligamentkompleks. Sådanne mere 

komplicerede læsioner vil give en asymmetrisk skuffeløshed 

(rotationsinstabilitet), som kan afsløres ved 

undersøgelse for skuffeløshed med underbenet i indadrotation 

og i udadrotation. Ved ligamentlæsion, 

der inkluderer forreste korsbånd, kan ses en lateral 

rotationsinstabilitet, som manifesterer sig ved, at laterale 

tibiaplateau under fleksion fra strakt stilling 

pludseligt omkring 30°s position sublukserer bagud 

under et mærkbart klik. Fænomenet accentueres,

Figur 1.26 Appleys test: Det retvinklet flekterede knæ belastes 

ved tryk i underbenets længdeakse, og underbenet roteres udad 

og indad, hvorved meniskerne belastes. Udøves et træk i stedet 

for et tryk af underbenet, belastes ligamenterne relativt meget og 

meniskerne mindre. 


Figur 1.25 Test for pivot shift. 

Crus indadroteres og skubbes 

fremad, samtidig med at det 

moderat valgusbelastede knæ 

strækkes og bøjes. Ved positiv 

test udløses en pludselig lateral 

subluksation. 

hvis knæet under bevægelsen samtidig valgusbelastes 

– og kaldes pivot shift (Fig. 1.25). 

Til diagnostik af menisklæsioner anvendes meniskprovokationstest 

(Appleys test) (Fig. 1.26) eller 

eventuelt fremkaldelsen af meniskklik ved McMurrays 

test (Fig. 1.27). Ved McMurrays test er udgangspunktet 

varierende grader af knæfleksion, ud fra 

hvilken leddet ekstenderes henholdsvis i udad- og 

indadrotationsstilling. Fremkaldes et klik og smerter 

i ledlinieniveau, er testen positiv, og sandsynligheden 

for en menisklæsion er overvejende. 

Ved femoropatellare lidelser vurderes patellarelaterede 

smerter ved hjælp af patella apprehension test 

(Fig. 1.28). 

Måling af muskelsvind på låret gøres ved at udmåle 

cirkumferensen på højre og venstre side i samme 

højde cirka 10-15 cm over patella. I tilfælde af bilateral 

knæaffektion må en vurdering af muskelsvindet 

ske ud fra fundet ved inspektion. Specielt vastus medialis 

ses ofte atrofisk. 

Til slut gennemføres, hvis forholdene tillader det, 

en funktionsundersøgelse med beskrivelse af patientens 

gang. En mere nuanceret bedømmelse af knæfunktionen 

kan man få ved at lade patienten træde op på 

en skammel eller gå op og ned ad en trappe.


Underben 

Ved inspektion afsløres deformitet og fejlstilling. Bløddelsdækket 

over tibia er beskedent, hvorfor fraktur i 

denne knogle relativt let erkendes, og man er i den 

sammenhæng specielt opmærksom på hudstatus. 

achillessenerupturer kan ofte erkendes ved sammenligning 

af senekonturen med forholdene på den raske 

side. Ved palpation undersøges for ømhed og udfyldninger. 

Ømhed dybt i lægmuskulaturen kan være 

et tidligt tegn på en dyb trombose. I den sammenhæng 

noteres andre tegn til sådan: ømhed langs de 

Figur 1.28 Test for patellasmerter (apprehension test): På let 

flekteret knæ trykkes patella dels medialt og dels lateralt. 

Figur 1.27 McMurrays test for 

menisklæsion. Tibia roteres på 

femur, og knæet ekstenderes 

fra flekteret stilling. 

dybe vener på femur, øget venetegning distalt på underekstremiteten, 

ødemtendens af crus og fod, dybe 

lægsmerter ved passiv ekstension af fod (Hohmanns 

tegn). Muskelsvind registreres ved omfangsmåling af 

højre og venstre side på læggens tykkeste sted. 

Ankel 

Undersøgelsen kan foretages på siddende patient. 

Ved inspektion kan man se en eventuel kapselsvulst eller 

ansamling, der manifesterer sig på leddets forside 

i områderne foran mediale og foran laterale malleol, 

medens midterpartiet er dækket af ekstensorsener og 

seneskeder. 

Ved palpation undersøger man ledlinien både fortil 

og bagtil, idet man registrerer eventuelle knoglefremspring 

og eventuel kapselsvulst. Endvidere palperer 

man medialt ligamentum deltoideum med dets 

tilhæftninger og lateralt ligamentum tibiofibulare 

anterior, syndesmosen, ligamentum talofibulare anterior, 

calcaneofibulare og talofibulare posterior. 

Dernæst palperer man sener og seneskeder, specielt 

i området bag mediale og laterale malleol, hvor 

tendovaginitter er ret hyppigt forekommende. 

Bevægeligheden i ankelleddet undersøges bedst ved at 

fatte om bagfoden og føre foden i ekstension og fleksion, 

således som det ses i Figur 1.29. En undersøgelse 

af abnorm bevægelighed kan gennemføres ved en vridning 

af foden i maksimal supination under samtidig 

palpation foran laterale malleol. I dette område kan

Fleksion 

(plantarfleksion) 

40° 

0° 

20° ekstension 

(dorsifleksion) 

Figur 1.29 Undersøgelse af bevægelighed i ankel. 

man i nogle tilfælde ved en lateral løshed registrere 

distal displacering af trochlea. Denne kliniske undersøgelse 

kan med stor fordel kombineres med samtidig 

røntgenundersøgelse, hvorved kipning af talus 

bedre objektiviseres og kan måles i grader (Fig. 1.30 

A). Endvidere kan man teste for anterolateralt skuf- 

A B 

Figur 1.30 Undersøgelse for ankelinstabilitet. (A) Vridtest. (B) Test for skuffeløshed. 


fesymptom ved på afslappet patient at foretage en 

kraftig fremadtrækning af foden (fig. 1.30 B). Ved 

større instabilitet kan man så se og specielt føle en 

fremad displacering af trochlea. Denne test er ofte 

ret smertefuld for patienten. 

Afhængigt af forholdene foretages til slut en funktionsundersøgelse 

via en vurdering af patientens 

gang. 

Fod 

Inspektionen indtager en central plads i diagnostikken 

af fodlidelser, idet fodens knogler og led kun har 

et ret beskedent bløddelsdække, således at formændringer 

relativt let kan iagttages. Ved inspektion forfra 

noterer man sig eventuelle fejlstillinger af forfoden 

mod varus eller valgus samt deformiteter af fodryg 

og fejlstilling af tæer, herunder eksempelvis hallux 

valgus. Bagfra ses bagfodens stilling og form – er 

den neutralstillet, det vil sige mellem 0 og 5°s valgus? 

Er den breddeøget? Fra siderne og fra planta bedømmer 

man fodens længde- og tværbue, og i planta 

ser man specielt efter kallositeter (områder med hård 

hud) som tegn på abnorm belastning på disse steder. 

Ved palpation undersøger man primært de abnorme 

områder, man har fundet ved inspektionen. 

Hvorledes er deres konsistens? Er der fluktuation? Er 

der ømhed? I øvrigt gås systematisk frem, således at


Figur 1.31 Inversion og eversion i bagfod. 

man i bagfoden palperer tuber calcanei omkring 

achillessenehæftet (ømhed ved tendinitis eller bursitis) 

samt området ved hæftet af fascia plantaris (ømhed 

ved fasciitis eller hælspore). Dernæst palperes seneforløbet 

i planta og på fodryg. Til slut palperes i 

35° 

eversion 

15° 0° 10° 

0° 

Figur 1.32 Bevægelighed i mellemfod. 

30° 

inversion 

planta under metatarsalhovederne (ømhed ved forfodsplatfod) 

og mellem metatarsalhovederne i tåinterstitserne 

med henblik på ømhed der (neurom ved 

Mortons metatarsalgi). 

Bevægeligheden undersøges selektivt i bagfoden svarende 

til subtalærleddene og dernæst i mellemfodens 

led. Bevægeligheden i bagfoden undersøges bedst 

ved, med patienten i bugleje, at fatte omkring calcaneus, 

der normalt står i let valgusstilling, og derefter 

føre den i inversion og eversion (Fig. 1.31). Bevægeudslagene 

er stærkt individuelt varierende, og man 

sammenligner højre og venstre fod. Udløser det 

smerte, tyder det på lidelse i subtalærleddene (Fraktursequelae? 

Artrose? Reumatoid artrit?). Dernæst 

fatter man omkring bagfoden, således at calcaneus 

fikseres, og med den anden hånd omkring forfoden 

føres denne i inversion og eversion (Fig. 1.32). Også 

disse bevægeudslag er meget individuelt varierende, 

og man må sammenligne højre og venstre side og 

angive reduktionen i bevægeligheden som en brøkdel 

af det »normale« – eksempelvis som halvdelen eller 

en tredjedel. Endelig undersøges bevægeligheden 

i tæerne. Er ekstensionen i storetåens grundled mindre 

end 30°, foreligger der en hallux rigidus. 

Hvor forholdene tillader det, foretages til slut en 

funktionsundersøgelse med inspektion af foden på stående 

patient og vurdering af gang. På den belastede 

fod bemærker man sig igen bagfodens stilling samt 

fodens længde- og tværbue, ligesom eventuelle fejlstillinger 

i forfoden under belastningen kan blive mere 

fremtrædende. Under gangen noterer man sig afviklingen, 

det vil sige den måde fodens belastningsfase 

afvikles; noget der normalt foregår via mediale 

forfod og storetå. 

Ortopædisk billeddiagnostik 

Radiologien har gennem en del år været præget af 

en udtalt teknologisk udvikling, specielt indenfor 

CT, MR- og UL-skanning, digitalisering af konventionelle 

røntgenoptagelser samt billedvejledte invasive 

procedurer. Specialet byder i dag på mange muligheder 

indenfor ortopædien, men de seneste års fokus 

på eventuelle skadelige virkninger af røntgen-

stråler nødvendiggør, at man er bevidst om, at såvel 

konventionelle røntgenundersøgelser som CT er baseret 

på røntgenstråler. Også skintigrafi er forbundet 

med bestråling, hvorimod MR- og UL-skanning er 

uden kendt risiko for patienten. 

Trods de mange nye muligheder indenfor radiologien 

er det stadig meget vigtigt, at der forud for rekvirering 

af radiologiske procedurer opnås en omhyggelig 

anamnese og objektiv undersøgelse, hvis resultat 

videregives til radiologen og altid skal indicere 

behov for den valgte procedure. 

Selv om udviklingen af nyere billeddiagnostiske 

metoder i høj grad har øget de diagnostiske muligheder 

indenfor bevægeapparatet, gælder for næsten alle 

skeletlidelser, at der primært bør udføres en konventionel 

røntgenundersøgelse. Dette er i de fleste 

tilfælde tilstrækkeligt, men løser det ikke den diagnostiske 

problemstilling, bør der suppleres med mere 

specielle billeddiagnostiske undersøgelser jævnfør efterfølgende 

beskrivelse af de forskellige billeddiagnostiske 

metoder. 

Konventionelle røntgenundersøgelser, analoge samt 

digitale 

Ved analog røntgenundersøgelse dannes et billede af de 

anatomiske strukturer ved transmission af røntgenstråler 

gennem patienten til en sølvbelagt film, der 

efterfølgende fremkaldes. Ved digital undersøgelse anvendes 

som billeddannende medium fosforholdige 

plader eller andet digitalt medium. De stråler, der 

når pladen, genererer exciterede elektroner i pladen, 

der efterfølgende aflæses, så informationerne digitaliseres 

og overføres til en billedprocessor (computer). 

Digitale billeddata kan evalueres på en arbejdsstation 

og giver med anvendelse af et PACS system (Picture 

Archival and Communication System) mulighed 

for digital arkivering og billedforsendelse, så billederne 

kan være tilgængelige samtidig på den radiologiske 

og kliniske afdeling. 

Uanset medium baseres billeddannelsen på de 

stråler, der ikke absorberes i legemet og dermed 

rammer filmkassetten eller digitalt medium. Absorptionen 

af røntgenstråler gennem en kropsdel afhænger 

af de vævstyper, der passeres (vævets tæthed og 

tykkelse) samt røntgenstrålernes kvalitet. Kortikal 

O RTOPÆDISK BILLEDDIAGNOSTIK | 39 

knogle med høj absorption fremtræder lys og luft, 

der ikke absorberer stråler, tegner sig sort. Fedtvæv, 

som har lavere tæthed (mørkere) end andre bløddele, 

er en væsentlig bestanddel af knoglemarven og bidrager 

til den tydelige tegning af spongiøse knogletrabekler, 

der har relativ høj tæthed (Fig. 1.33). 

Konventionel røntgenundersøgelse er en enkel 

undersøgelse, der giver mulighed for diagnostik af 

talrige lidelser, fx frakturer, ledlidelser såsom reumatoid 

artrit og artrose samt generaliserede knoglelidelser. 

De fleste undersøgelser udføres i liggende stilling 

med anvendelse af flere projektioner for at vurdere 

strukturernes indbyrdes beliggenhed. Stående optagelser 

er dog nødvendige til vurdering af skolioser og 

kan eventuelt give værdifulde oplysninger ved underekstremitetslidelser, 

specielt knæledsartrose. Tidlig 

knæledsartrose, som overvejende omfatter udtynding 

af ledbrusken, vil ofte undervurderes og i værste 

tilfælde ikke blive diagnosticeret på liggende optagelser 

(Fig. 1.33). Ved mere udtalt artrose vil tilstedeværelsen 

af subkondral sklerose og cystedannelse, nedslidning 

af knoglen, randosteofytter og subluksation 

være diagnostiske tegn på artrose. Sådanne forandringer 

kan diagnosticeres på liggende optagelser, 

men vurdering af den reelle ledspalteafsmalning og 

varus-/valgusdeformering kræver stående optagelser. 

Vurdering af mange ortopædiske fodlidelser, fx 

hallux valgus, kræver sædvanligvis også vægtbelastede 

stående optagelser. 

Ledinstabilitet, fx svarende til håndleddet, kan 

diagnosticeres ved hjælp af røntgenoptagelser med 

belastning af leddet i den formodede instabilitetsretning. 

Sådanne optagelser kan med fordel laves vejledt 

af røntgengennemlysning (»levende« røntgenbilleder), 

der giver mulighed for at se bevægelsesforløbet 

under diverse belastninger. 

CT (computeriseret tomografi – computed 

tomography) 

CT er en computeriseret tomografiteknik, ved hvilken 

et tyndt røntgenstrålebundt roterer omkring patienten. 

De stråler, der passerer gennem patienten, 

opfanges af specielle detektorer, der sekundært genererer 

elektriske signaler, som digitaliseres. Herved 

fremstilles tværsnit af patienten uden forstyrrende


A B 

Figur 1.33 (A) Liggende antero-posterior (AP) knæledsoptagelse, der viser upåfaldende ledspalter. (B) Stående optagelse af samme knæ 

viser patologisk afsmalning af laterale femorotibiale ledkammer. På begge optagelser ses fin tegning af knogletrabeklerne pga. mellemliggende 

kontrastgivende fedt i knoglemarven. 

overprojektioner og med langt større kontrastopløsning 

end ved almindelig røntgenteknik, således at 

både skelet- og bløddelsstrukturer fremstilles. I dag 

anvendes næsten alle steder spiral eller multislice 

CT, hvor patienten kontinuerligt skannes under passage 

gennem skanneren, medens der vha. et roterende 

røntgenrør og en række detektorer opsamles CTdata 

svarende til hele det skannede vævsvolumen. 

Efterfølgende kan laves tværsnit med forskellig tykkelse 

samt tredimensionale (3D) og multiplanare rekonstruktioner, 

så forandringerne kan ses i alle planer 

(Fig. 1.34 og Fig. 1.35). Rekonstruktioner bliver 

generelt bedst, hvis de er baseret på tynde multislice 

CT-snit, så der ikke ses vævskonturspring. Multislice 

CT har desuden den fordel at metalliske fremmedlegemer 

ikke giver anledning til større artefaktdannelse 

og store kropsområder kan skannes på kort tid, 

f.eks. multitraumepatienter. Ved svært traumatiseret 

patienter er det muligt via 3D rekonstruktioner hurtigt 

at tilvejebringes et overblik over skader, der efterfølgende 

kan analyseres nærmere ved hjælp af 

multiplanare rekonstruktioner m.m. (Fig. 1.34). 

Ved CT fås visualisering af bløddelene i varierende 

gråtoner, afhængigt af hvorledes vævene svækker 

røntgenstrålerne. Abnorme bløddelsprocesser kan 

være vanskeligt at adskille fra normalt væv, hvis det 

patologiske væv ikke svækker røntgenstrålerne anderledes 

end det omkringliggende normale væv. 

Supplerende indgift af intravenøs (i.v.) eller intrakavitær 

jodholdigt kontraststof, der svækker røntgenstrålerne, 

kan i sådanne tilfælde ofte øge informationerne. 

Indikationer for CT 

CT er meget værdifuld til evaluering af multitraumepatienter. 

CT kan give et hurtigt overblik over skeletskader 

(Se fig. 1.34), foruden evt. beskadigelse af indre 

organer. CT er generelt værdifuld til vurdering frakturer 

og luksationer, som er fundet vanskelige at visualisere 

sufficient ved konventionel røntgenoptagelse, 

hyppigst i bækkenet og columna, men CT kan også 

være værdifuld ved perifere skader (Fig. 1.35). 

Sternoklavikulærregionen kan være vanskelige at visualisere 

ved konventionel røntgenundersøgelse, hvorfor 

CT med fordel kan anvendes som primær billeddiagnostisk 

metode. Visualisering af sacroiliacaleddene 

kræver også ofte »snitmetode«. CT kan anvendes til 

påvisning af ossøse forandringer, men ved mistanke

A 

C 

om tidlige aktive inflammatoriske forandringer er 

MR-skanning bedre. 

CT er den bedste metode til diagnostik af osteoide 

osteomer, der kan være vanskelige sikkert at påvise 

B 

D 


Figur 1.34 Multitraumediagnostik, CT udført i forbindelse med 

initial traumeskanning. (A) Aksialt CT snit af bækkenet på trafikulykkesoffer. 

Viser fraktur i venstre os ileum strækkende sig ind til 

sacroiliacaleddet (hvid pil), breddeøgning samt konturspring svt. 

leddet anteriort (sort pil) samt et lille knoglefragment i ledspalten, 

alt forenelig med ledruptur. (B) Forfra 3D rekonstruktion viser 

en gennemgående ileumfraktur og diastasen svt. venstre sacroiliacaled, 

men desuden diastase og forskydning svt. symfysen samt 

afsprængning ved ligamenttilhæftninger på såvel sacrum som 

ischium (hvide pile) forenelig med et ustabilt bækken. (C) 3D rekonstruktion 

af højre knæledsregion viser fraktur proksimalt i såvel 

tibia som fibula. Der synes at være konturspring svt. ledfladen 

på laterale tibiakondyl. (D) Koronal og sagittal rekonstruktion verificeret 

intraartikulær fraktur (pile). 

ved MR-skanning. For andre knogletumorer samt bløddelstumorer 

er MR-skanning diagnostisk langt bedre 

end CT med henblik på lokal tumorudbredning, 

men ved kontraindikationer for MR-skanning an-


A 

B 

vendes CT med i.v. kontrast. CT har imidlertid stor 

værdi med henblik på påvisning af metastaser i thorax 

og abdomen hos patienter med maligne lidelser 

i bevægeapparatet. 

MR-skanning er langt bedre end CT til diagnostik 

af infektiøse forandringer, bortset fra til påvisning af sekvestre 

og evaluering af fistler. CT-fistulografi giver 

ofte værdifulde oplysninger med henblik på forløbet 

af fistelgange (Fig. 1.36). 

CT bruges stadig i en vis udstrækning med henblik 

på degenerative rygsygdomme såsom spinalstenose, selvom 

MR-skanning ofte er diagnostisk bedre. 

Figur 1.35 (A) Forfra og lateralt 

konventionelt røntgenbillede 

af albuen på forulykket 

motorcyklist. Viser frakturdislokation 

med humeruskondylen 

beliggende fortil 

ved capitulum radii samt en 

knogleafsprængning foran 

ulna (pile). (B) CT, 3D rekonstruktion 

efter lukket reposition 

viser at afsprængningen 

stammer fra capitulum radii, 

der er komprimeret fortil med 

defekt svt. det ledbærende afsprængte 

fragment (pile). 

CT er suveræn til lokalisation af patologiske skeletprocesser 

med henblik på CT-vejledt biopsi, aspiration og 

behandling med mulighed for visualisering af korrekt 

nåleplacering (Fig. 1.37). Osteoide osteomer kan 

med fordel behandles med CT-vejledt brænding, såkaldt 

RF-ablation (radiofrequency ablation), således 

at der undgås åben kirurgi. 

MR-skanning 

MR-skanning er en teknik baseret på magnetisme. 

Patienten placeres i et kraftigt magnetfelt (0,2-3 Tesla), 

hvorved kroppens væv bliver magneteriseret.

A 

B 

Figur 1.37 Transpedikulær CT-vejledt biopsi af Paget-lignende 

læsion i 5. lumbale hvirvelcorpus. Korrekt nåleplacering sikres 

ved CT-billede, inden der udhentes materiale til histologisk undersøgelse. 

C 


Figur 1.36 (A) Røntgenundersøgelse af kronisk fistulerende 

scapula osteomyelit. Der ses uregelmæssig, overvejende sklerotisk 

knoglestruktur. (B) CT-tværsnit viser røntgentæt knoglestykke, 

forenelig med sekvester (pil), beliggende i en ossøs kavitet. 

(C) CT-fistulografi viser kontrastfyldt fistelgang, der går ind 

til kaviteten med sekvestret. 

Dette betyder blandt andet, at kroppens talrige protoner, 

der er små magneter, retter sig ind i det eksterne 

magnetfelts længderetning og begynder at rotere 

omkring magnetfeltets retning. Ved efterfølgende 

kortvarigt at påvirke vævet med radiobølgesignaler 

(RF-pulse) ændres vævsmagnetismen. Når RFpulsen 

slukkes, vender protonmagneterne tilbage til 

udgangstilstanden (relaksation) med afgivelse af den 

tilførte energi i form af RF-signaler. Disse registreres 

i en modtagespole placeret over det område, som 

ønskes undersøgt. Ved efterfølgende digitalisering af 

signalerne omdannes forskellene i RF-signalerne fra 

de forskellige vævsstrukturer til en gråskala, som 

danner basis for billeddannelsen. MR-teknikken giver 

mulighed for at lave 1-10 mm tykke snit i vilkårlige 

planer. 

Kontrasten i MR-billederne bestemmes blandt 

andet af vævsmagnetismen, der først og fremmest afhænger 

af vævenes protontæthed. Få protoner, som


A 

C 

Figur 1.38 MR-sekvenser, spondylit og infektiøs artrit hos mand med lændesmerter strålende ud i højre hofteregion samt subfebrilia. 

(A) Lateral røntgenoptagelse af den lumbosakrale overgang viser afsmalnet iv. L4/L5 med uldent kontureret dækpladedefekt anteriort 

(pil). (B) T1-vægtet, STIR og T1 fedtundertrykt (FS) sagittalt snit efter i.v. kontrast. På T1 ses i stedet for den normalt signalrige fedtholdige 

knoglemarv væv med lavt-intermediært signal svt. corpus L4 og L5. På STIR ses diffust øget signalintensitet svt. disse hvirvelcorpora, 

men først efter i.v. kontrast ses en lille ikke opladende væskebræmme (pil) bag corpus L4 som tegn på lille epidural absces. Der 

er ikke synlige abscesser anteriort, men opladning svt. hvirvelhjørnerne. (C) Supplerende MR skanning af hofteleddene, T1 FS efter i.v. 

kontrast. Viser tegn på infektiøs artrit i højre hofte i form af hypertrofisk kontrastopladende synovialis (pile) og subkondral knogleopladning 

foruden ledspalteafsmalning. (D) Forfra røntgenundersøgelse af hofteleddet viser karakteristiske tegn på infektiøs artrit 

med reduceret ledspalte og uldne ledflader. 

fx i kortikal knogle og luft, giver ingen brugbare signaler 

(fremtræder sort). Vand og andre væsker, som 

har højt protonindhold, kan følgelig fremtræde signalrige. 

Det er imidlertid også muligt at optage MRbillederne 

således, at væske fremtræder mørkt. Dette 

skyldes, at andre faktorer end mængden af protoner 

er bestemmende for billeddannelsen, vigtigst vævenes 

relaksationsegenskaber, der er forskellig for forskellige 

vævstyper samt de tekniske MR-parametre. 

En MR-undersøgelse kræver ofte flere teknisk forskellige 

optagemåder (sekvenser), hvorved de for- 

B 

D 

skellige vævstyper får forskellig signalintensitet i en 

gråtoneskala fra sort (intet signal) til hvid (højt signal). 

Ved alle sekvenser har normal kortikal knogle 

intet signal og sener samt ligamenter lavt signal. Ved 

undersøgelse af bevægeapparatet er det altid nødvendigt 

at fremstille såvel anatomiske detaljer som 

patologi. En T1-vægtet sekvens er velegnet mhp. anatomi, 

idet normalt fedtvæv, der bla. findes mellem muskelbuge 

og i knoglemarven, fremtræder lyst (Fig. 

1.38). Ved denne sekvens har muskler lavt-intermediært 

signal og generelt fremtræder ikke fedtholdige

A B 

Figur 1.39 Osteosarkom. (A) Røntgenundersøgelse, 

der viser let øget knogletæthed intertrokantært 

og medialt i venstre collum femoris 

samt svagt tegnede bløddelsforkalkninger. (B) 

Koronale STIR-billeder viser udtalt øget signalintensitet 

i hele proksimale del af femur og omgivende 

bløddele. (C) T1-vægtede, fedtundertrykte 

MR-billeder efter i.v. kontrast viser opladning, 

ganske overvejende svarende til bløddelskomponenten, 

men også spredt intraossøst i 

trochanter- og collumregionen. 

tumorer (benigne og maligne) samt væske (pus, nekrose, 

hæmatom, ødem) med lav-intermediær signalintensitet. 

Patologisk væv indeholder sædvanligvis 

øget væskemængde, hvorfor dets påvisning kræver 

sekvens hvorpå væske lyser. Dette er tilfælde på T2vægtet 

sekvens, men fedtvæv fremtræder også lyst på 

denne sekvens, således, at det kan være umuligt at 

differentiere imellem fedt og ødem (fx i knoglemarv). 

T2-vægtet sekvens har derfor kun få anvendelsesområder 

indenfor muskuloskeletal MR-skanning. Til 

påvisning af væv med abnormt højt væskeindhold 

bruges sædvanligvis forskellige fedtsupprimerende 

(fedtundertrykte) sekvenser, hvor det normalt høje 

signal fra fedtvæv undertrykkes. Den almindeligst 

brugte af disse kaldes STIR (Short Tau Inversion Recovery) 

(Fig. 1.38 og Fig. 1.39), ved hvilken patologiske 

processer i alle typer af væv lyser op mod en let vari- 

C 


erende mørk baggrund af normalt væv. Viser STIR 

patologisk væv, der i kombination med udseende på 

T1-vægtet sekvens ikke er sufficient diagnostisk bør 

der suppleres med T1-vægtet fedtundertrykt sekvens 

efter i.v. injektion af Gadolineumholdigt MR-kontraststof 

(se fig. 1.38 og 1.39). Kun med anvendelse 

af kontrast er det muligt at adskille avaskulært væv, 

fx nekrose eller væske, fra andet patologisk eller normalt 

væv (Se fig. 1.38). Man kan desuden ved kontrastundersøgelse 

få en opfattelse af det undersøgte 

vævs vaskularisering. 

MR-skanning kan på grund af den vævsvariable 

billedkontrast og muligheden for at lave snitbilleder 

i alle planer give en præcis fremstilling af såvel knogle- 

som bløddelsstrukturer. Det er derfor blevet en 

meget værdifuld diagnostisk modalitet i ortopædien 

med mangfoldige anvendelsesmuligheder, men


Figur 1.40 MR-skanning af knæled, T1-vægtet optagelse med 

fedtsuppression. Der ses læsion i mediale menisk i form af en signalrig 

clivage (pil) i den normalt mørke menisksubstans. 

A B 

MR-skanning er kontraindiceret hos patienter med 

magnetiske genstande såsom aneurismeclips, stapesproteser 

og pacemaker. 

Indikationer for MR-skanning 

MR-skanning er velegnet til påvisning af led- og columnapatologi, 

idet der fås et ganske detaljeret billede 

af ledkapsler, ligamenter, brusk, menisker, disci 

m.m. MR-skanning har blandt andet høj diagnostisk 

sikkerhed ved menisk- og korsbåndslæsioner i knæleddet 

(Fig. 1.40) og diskusprolaps. 

MR-skanning er den bedste metode til diagnostik 

af bløddelstumorer. Relativt hyppigt forekommende 

lipomer kan diagnosticeres med stor sikkerhed, og 

for maligne tumorers vedkommende giver MR værdifulde 

oplysninger vedr. hvilke strukturer, der er in- 

Figur 1.41 Scaphoideumfraktur. (A) Røntgenundersøgelse af scaphoideum 10 dage efter traume viser ikke sikre tegn på fraktur. (B) 

MR-skanning, T1-vægtet og STIR-billede viser gennemgående fraktur (pile) med omgivende knogleødem.

volveret, samt relationen til vigtige strukturer såsom 

kar og nerver af betydning for evt. operabilitet. 

MR-skanning har også stor værdi ved evaluering 

af knogletumorer med henblik på operabilitet, tumorsvind 

under kemoterapeutisk behandling m.m., idet 

tumors udbredning såvel i knogle som i bløddele direkte 

visualiseres, så relationen til vitale strukturer 

kan bedømmes (Se fig. 1.39). 

MR-skanning giver mulighed for diagnostik af 

osteomyelit, septisk artrit og/eller spondylit i tidligt stadium, 

hvor der er minimale forandringer eller normalt udseende 

ved konventionel røntgenundersøgelse. Det 

er desuden muligt at få en eksakt visualisering af infektionens 

udbredelse og eventuel abscesdannelse 

(Se fig. 1.38), men det kan være vanskeligt med sikkerhed 

at diagnosticere eventuelle sekvestre. 

Ved mistanke om fraktur, osteokondral læsion eller osteonekrose, 

der ikke kan påvises ved konventionel røntgenoptagelse, 

har MR-skanning stor diagnostisk 

værdi. Stress- og insufficiensfrakturer kan diagnosticeres 

med stor sikkerhed ved MR-skanning, ligeledes 

scaphoideumfraktur, hvis der er normal røntgenundersøgelse 

initialt samt efter 10 dages immobilisation 

(Fig. 1.41). 


Figur 1.42 Supraspinatussenelæsion. (A) MR-skanning af skulderled, koronalt T2-vægtet fedtundertrykt billede, der viser en gennemgående 

læsion i supraspinatussenen (pil). (B) Ultralydsskanning, sagittalt snitplan, af samme led viser en gennemgående ekkofattig 

læsion i supraspinatussenen (pile), helt svarende til læsionen på A. Foran læsionen ses relativ ekkorig senesubstans. Over senen er der 

hypoekkogent subkutant fedt og ultralyden ses at reflekteres fra caput humeri og processus coracoideus, hvis overflader fremtræder 

ekkogene. 

MR-skanning er suveræn til fremstilling af bevægeapparatets 

bløddele (muskler, sener, fedtvæv, kar 

og nerver) med henblik på traumatiske eller degenerative 

forandringer (Fig. 1.42). Dette gælder dog også ULskanning, 

der bør være første undersøgelse ved disse 

problemstillinger og kun suppleres med MR-skanning, 

hvis det diagnostiske problem ikke løses. 

Ultralydsskanning 

UL-skanning er en undersøgelse, ved hvilken ultralyd 

i frekvensområdet 2-15 MHz via et lydhoved 

sendes som et smalt lydbundt ind i det vævsområde, 

der ønskes undersøgt. Ultralyden reflekteres uensartet 

fra forskellige vævsstrukturer (på grund af vævenes 

forskelligartede ekkogenesitet) og kastes tilbage 

til lydhovedet som ekkoer, der danner basis for dannelse 

af et gråtone snitbillede af området (Fig. 1.42). 

Fedtvæv er hypoekkogent (mørkt). Muskler fremtræder 

også hypoekkogene, men som afgrænselige muskelbundter 

med omgivende ekkorig fascie og compartments 

adskilt af ligeledes eksogene septae af bindevæv. 

Sener præsenterer sig som tætpakkede, parallelt 

og longitudinelt arrangerede, fibrillære bundter med 

hyper-ekkogen struktur. Ligamenter har principielt 

samme udseende som sener, men indeholder ofte


flere lag, og de fibrillære strukturer kan have flere 

retninger. Normal knogle reflekterer og absorberer ultralyden, 

hvorfor overfladen fremtræder meget ekkogen 

(lys) uden bagvedliggende akustiske strukturer 

(se fig. 1.42). Luft, fx i lungevæv, giver heller ikke 

mulighed for ultralydspassage. 

Det er ved UL-skanning let at lave dynamiske snitundersøgelser, 

idet lydhovedet kan flyttes, medens 

det undersøgte område bevæges. Denne mulighed 

gør UL-skanning velegnet til diagnostik af bløddelsog 

ledlidelser, der bedst påvises under bevægelse. 

UL-skanning kræver imidlertid kvalificeret undersøger 

og har den ulempe, at det er vanskeligt at få objektiv 

dokumentation af fundene. 

Indikationer for UL-skanning 

UL-skanning er velegnet til påvisning af ledansamlinger, 

cyster/ganglier, tenosynovitter, muskel-/senelæsioner samt 

hæmatomer og bør være den primære undersøgelse 

mhp. dette (Fig. 1.43). Intraartikulær ansamling eller 

synovit i hofte- og skulderled kan diagnosticeres med 

stor sikkerhed, men såvel væske som hyperæmisk synovialis 

fremtræder hypoekkogene. Almindelig ultralyd 

kan derfor ikke umiddelbart adskille synovit 

ved septisk artrit fra intraartikulær væskeansamling 

ved fx coxitis simplex, men med anvendelse af power 

Doppler undersøgelse kan vævenes vaskularisering 

visualiseres mhp. differentiering. 

UL-skanning er velegnet til påvisning af hofteledsinstabilitet/luksation 

hos nyfødte, så der undgås røntgenoptagelse 

(Se fig. 5.302). 

Figur 1.43 Tenovaginit. Ultralydsskanning 

longitudinelt 

snit i forhold til tibialis posterior 

senen. Viser ekkofattig væskeansamling 

(sorte pile) omkring 

senen samt karakteristisk 

struktureret sene med 

parallelt og longitudinelt arrangerede, 

fibrillære bundter 

med hyperekkogen struktur 

(hvid pil). 

Ultralyd kan også anvendes til påvisning af karpatologi, 

idet UL-Dopplerundersøgelse giver mulighed 

for at måle blodets strømningshastighed, hvilket bruges 

til diagnostik af arterielle stenoser/okklusioner 

og venøs trombedannelse samt variceevaluering. 

Der kan med stor præcision laves UL-vejledt biopsi, 

punktur og blokade af forandringer, som kan lokaliseres 

med UL. 

Artrografi 

Ved artrografi fremstilles de intraartikulære strukturer 

ved gennemlysningsvejledt at sprøjte kontraststof 

ind i leddet, inden der udføres billeddiagnostisk procedure. 

Røntgen-artrografi har i dag kun få indikationer, 

fx påvisning af forbindelse mellem led og en 

periartikulær ansamling. Anvendelse af intraartikulært 

kontrast i tilknytning til MR-skanning (MR-artrografi) 

har imidlertid på specielle indikationer vundet 

indpas, idet tilstedeværelsen af kontrast øger den 

diagnostiske akkuratesse, fx ved diagnostik af labrum 

læsioner i skulder- og hofteled (Fig. 1.44). 

Arteriografi 

Arteriografi er en undersøgelse, ved hvilken arterierne 

fremstilles ved via et kateter at indsprøjte kontraststof 

i dem, medens der med et specielt røntgenapparatur 

tages en serie billeder med korte mellemrum. 

Med de nuværende muligheder for CT, UL- og 

MR-skanning er indikationerne for arteriografi indenfor 

bevægeapparatet overvejende begrænset til 

lokalisation af traumatiske karskader og vurdering af 

karmalformationer. Hvis undersøgelsen viser foran-

Figur 1.44 MR-artrografi af skulderled med kontrast strækkende 

sig ind under labrum glenoidale anteriort som udtryk for avulsionslæsion 

(pil). 

dringer, der bør behandles intravaskulært, kan det 

udføres i samme seance, fx embolisering af trauma- 


tiske blødningskilder og karmalformationer (Fig. 

1.45). 

Flebografi 

Ved denne undersøgelse indsprøjtes kontraststof i 

venesystemet, medens der tages en serie billeder, 

sædvanligvis gennemlysningsvejledt. Undersøgelsen 

anvendes blandt andet til diagnostik af tromboser og 

insufficiente kommunikanter på crus, hvor UL-diagnostik 

kan være vanskelig. Overekstremitetsflebografi 

kan være indiceret ved kompromitteret venøst 

afløb, hvis UL-Dopplerundersøgelse ikke er konklusiv. 

Myelografi 

Myelografi er en undersøgelse, ved hvilken der gennemlysningsvejledt 

indsprøjtes kontraststof i subarachnoidalrummet. 

Efterfølgende kan nerveskederne 

friprojiceres, så eventuelt prolapsbetingede forskydninger 

fremstilles. MR-skanning har på grund af 

større diagnostisk sikkerhed næsten helt erstattet my- 

Figur 1.45 Billedvejledt intervention. 

Arteriografi af bækkenkarrene 

på kredsløbsustabil 

patient med bækkenfraktur 

viser udsivning af kontrast fra 

en iliaca interna gren (pil). 

Denne tillukkes med coils, 

hvorved blødningen standses 

(udført af D. Tønner Nielsen).


Figur 1.46 Knogleskintigrafi på en patient med multifokal osteomyelit. 

Der ses isotopakkumulation i distale femurende, proksimalt 

i fibula samt distalt i tibia. 

elografi med henblik på prolaps, men undersøgelsen 

kan være værdifuld til diagnostik af spinalstenoser og 

vurdering af spondylolisteser, idet der kan laves supplerende 

funktionsoptagelser. Ved uklare myelografifund 

kan undersøgelsen med fordel suppleres med 

CT, medens der stadig er kontrast i subarachnoidalrummet. 

Fistulografi 

Fistulografi er en undersøgelse, ved hvilken der indsprøjtes 

kontraststof i en fistelgang med henblik på 

dennes lokalisation i forhold til knogler, led og proteser 

m.m. Undersøgelsen kan udføres gennemlysningsvejledt, 

så man kan følge kontrastens passage 

gennem fistelsystemet. Kræves der eksakt anatomisk 

lokalisation, kan der alternativt laves CT efter kontrastinjektion 

i fistelgangen (CT-fistulografi) (Se fig. 

1.36). 

Biopsi 

Diagnostisk biopsi af patologiske knogle- og bløddelsprocesser 

kan udføres som finnålsaspiration eller 

med forskellige typer af grovnåle (1-5 mm i diameter) 

under vejledning af gennemlysning, UL-skanning 

eller CT (Se fig. 1.37). 

Knogleskintigrafi 

Medens røntgenundersøgelser baseres på registrering 

af ioniserende strålers transmission gennem patienten, 

bygger nuklearmedicinske undersøgelser på 

at registrere fordelingen af et tilført radioaktivt lægemiddel 

(registrering af emissionsstråler). Ved indgift 

af knoglesøgende 99mTechnetium mærkede difosfonater, 

sædvanligvis 99mTc-MDP (metylen-difosfonat), 

der optages i metabolisk aktivt knoglevæv, er 

det muligt at fremstille patologiske processer i skelettet. 

Undersøgelsen kan anvendes til screening af hele 

skelettet med henblik på udbredning af patologiske 

processer, fx metastaser og multifokal osteomyelit 

(Fig. 1.46). Metoden er følsom og kan påvise forandringer 

i tidligt stadium, men er ofte uspecifik. Da 

isotopakkumulation i skelettet ikke blot er afhængig 

af knoglemetabolismen, men også af blodcirkulationen, 

kan skintigrafi desuden anvendes til lokalisation 

af områder med nedsat/manglende cirkulation såsom 

osteonekroser i tidligt stadium. Sådanne vil vise 

sig ved manglende eller nedsat isotopakkumulation. 

Leukocytskintigrafi, der udføres ved hjælp af radioaktivt 

mærkede autologe leukocytter, er velegnet til 

diagnostik af osteomyelit i forbindelse med kendt 

knoglepatologi, hvor knogleskintigrafi alene ikke kan 

benyttes, da den vil være patologisk uanset tilstedeværelsen 

af infektion. 

PET (positron emissions tomografi) skanning, der 

udføres vha. 18 F deoxyglucose’s emission af positroner 

er ved vinde en plads i det kliniske diagnostiske 

arbejde, specielt til diagnostik af maligne lidelser, 

bl.a. mhp. spredning.

Andre diagnostiske metoder 

Artroskopi 

Artroskopisk undersøgelse er centralt placeret i diagnostik 

og behandling af ledlidelser, men er i øvrigt 

også anvendelig i andre af bevægeapparatets hulrum 

– eksempelvis subakromialt (i bursa subdeltoidea), 

eller subskapulært (i eventuel bursa dér). Metoden er 

baseret på, at man, med et tyndt rørformet kikkertinstrument 

– artroskopet – indført gennem en lille 

stikkanal i leddet, er i stand til at inspicere ledhulen. 

Billedet overføres så, via kamera, til en TV-skærm, 

hvilket indebærer, at operatøren let kan anvende 

kompletterende instrument, indført via separat indstiksåbning, 

i diagnostisk og terapeutisk øjemed (Fig. 

1.47). Den artroskopiske undersøgelse muliggør en 

nøje bedømmelse af alle de strukturer, der kan ses fra 

det pågældende hulrum – eksempelvis i knæet: 

Brusk, menisker og korsbånd, og i skulderen: Brusk, 

ledkapsel, labrum glenoidale og bicepssene, og i subakromialrummet: 

Bursa, rotator cuff og undersiden 

af akromioklavikulærleddet. Artroskopisk kirurgi 

foretages med specielt designede instrumenter, der 

indføres via en eller flere indstiksåbninger. En stedse 

større del af den intraartikulære ledkirurgi foretages 

nu med artroskopisk teknik. Indgrebene bliver derved 

langt mindre mutilerende og kan i vid udstrækning 

udføres ambulant eller under en ganske kortvarig 

indlæggelse. 

Diagnostisk blokade 

I nogle tilfælde kan det være vanskeligt at lokalisere 

et smertefokus. Eksempelvis kan skuldersmerte være 

deriveret fra en bursit under acromion, den kan hidrøre 

fra glenohumeralleddet, akromioklavikulærleddet, 

eller den kan i nogle tilfælde skyldes et halsribben 

eller en cervikal spondylose – eller endog være 

en referred pain af visceral genese. Den kliniske 

diagnostik vil derfor i denne sammenhæng til tider 

give et uklart billede, og her kan en diagnostisk blokade 

hjælpe med at afklare smertegenesen. Det er 

imidlertid væsentligt at gøre sig klart, at en diagnostisk 

blokade kan have en ikke ubetydelig placebo effekt, 

således at en del patienter (cirka en tredjedel) 

A NDRE DIAGNOSTISKE METODER | 51 

under alle omstændigheder registrerer en vis forbigående 

gunstig effekt. For at evaluere denne fejlkilde 

er det nødvendigt nøje at observere effekten – herunder 

hvor hurtigt den indtræder, og hvor længe den 

varer. I tvivlstilfælde må man gentage blokaden en 

eller flere gange eventuelt med anvendelse af fysiologisk 

saltvand. 

Elektrodiagnostik 

Denne diagnostik foretages sædvanligvis i det neurologiske 

speciales regi, men den indgår som et væsentligt 

diagnostisk moment ved en række ortopædkirurgiske 

lidelser, herunder specielt de der involverer de 

perifere nerver. 

Ved neuronografi bestemmes den perifere nerveledningshastighed 

og aktionspotentialets amplitude. 

Ved undersøgelse af den motoriske nerveledningshastighed 

stimuleres nerven perkutant med små 

strømstød, og med en elektrode registreres de udløste 

muskelaktionspotentialer. Metoden er velegnet til 

at følge helingsforløbet i en nerve, idet afledningen 

fra musklen kan give indtryk af graden af denervering. 

Hvis man applicerer elektrisk stimulus flere steder 

langs nervens forløb og udmåler de respektive afstande 

til muskelelektroden, kan man beregne nerveledningshastigheden, 

der normalt er ca. 60 m i sekundet. 

Ved udmåling af den sensoriske nerveledningshastighed 

appliceres de elektriske stimulus perifert 

på ekstremiteten, eksempelvis på en finger. Man 

registrerer så de udløste aktionspotentialer flere steder 

langs nervens forløb, hvilket giver grundlag for at 

beregne den sensoriske nerveledningshastighed. 

Måling af nerveledningshastighed (motorisk og/eller 

sensorisk) er velegnet til at undersøge perifere nerveskader, 

herunder kompressionssyndromer (eksempelvis 

kompression af nervus medianus i carpaltunnel: 

carpaltunnelsyndromet). 

Ved elektromyografi (EMG) registreres med en nåleelektrode 

potentialsvingninger i muskulaturen, dels i 

hvile og dels under kontraktion. En analyse af de afledte 

potentialer kan danne grundlag for at skelne 

mellem neurogene og myogene lidelser, og fundet 

kan i enkelte tilfælde være så karakteristisk, at det i 

sig selv kan give en eksakt diagnose.


A 

B 

Somatosensoriske evokerede potentialer (SEP) anvendes i 

ortopædkirurgisk sammenhæng specielt peroperativt 

i rygkirurgien. Ved at elektrisk stimulere en perifer 

nerve, eksempelvis på underekstremiteten, og samtidig 

aflede med overflade-elektroder over medulla 

spinalis og cortex cerebri, kan man udregne trans- 

C 

Figur 1.47 Artroskopi efter 

knætraume (A), afrivning af 

mediale menisk (buckethandle 

læsion) (B), og forreste 

korsbånd er afrevet proksimalt 

og ligger sammenkrøllet 

på eminentia intercondyloidea 

fortil (C). 

missionstiden for impulser igennem medulla, eksempelvis 

under operation for skoliose. Man får således 

peroperative informationer om den medullære funktion, 

hvorved risikoen for medullær skade kan minimeres.

Syntese af informationer: diagnose og 

behandling 

Når man på baggrund af klinisk undersøgelse, billeddiagnostisk 

undersøgelse og eventuelle kompletterende 

specielle undersøgelser er nået så langt, at 

man har en diagnose, det vil sige en rimelig præcis 

viden om, hvad det er for en sygdom, der forårsager 

patientens gener, skal der tages stilling til behandling. 

Til en given sygdom svarer selvsagt ikke en og 

kun en behandling, og hvilken behandling, der skal 

vælges, vil være afhængig af en række forhold, som er 

specielle for den enkelte patient. Ved en del lidelser 

er der ikke nogen klar sammenhæng mellem sygdomsstadiet 

og genernes omfang og måske heller ikke 

altid mellem det objektive fund og genernes omfang. 

Også patientens psykiske status kan i betydelig 

grad spille ind. Den endelige stillingtagen til valg af 

behandling sker selvsagt i samråd med patienten, efter 

at denne er grundigt orienteret om sygdommen 

og de eventuelle behandlingsmuligheder, der foreligger. 

A 

Patientinformation 

P ATIENTINFORMATION | 53 

En grundig og alsidig information både om sygdom 

og behandlingsforløb er som hovedregel nødvendig 

for en tillidsfuld patient-læge relation – og dermed 

også nødvendig for et tilfredsstillende behandlingsforløb. 

En vellykket informationssamtale forudsætter, 

at lægen evner at forstå patientens situation (Fig. 

1.48). Samtalen skal føre frem til, at patienten får et 

godt grundlag til at træffe beslutning vedrørende 

eventuel behandling, og patienten skal derfor bibringes 

realistiske forventninger til det foreslåede regime, 

herunder hvilke resultater der kan forventes, og hvor 

stor risikoen for komplikationer er. De væsentligste 

elementer i denne information bør nedfældes i journalen 

til eventuelt senere brug. Det er som regel 

klogt at supplere denne mundtlige patientinformation 

med en skriftlig i form af en brochure, som patienten 

kan tage med hjem og studere nøjere. Ikke 

sjældent vil den velinformerede patient tage hjem til 

sin familie og drøfte behandlingstilbuddet, inden 

den endelige beslutning tages. Når den velinformerede 

patient efter en sådan procedure går ind for lægens 

behandlingsforslag, foreligger et »informeret 

samtykke«. 

Figur 1.48 God patientinformation 

er baseret på en ofte 

tidskrævende dialog, men 

forebygger skuffede forventninger 

og dårlige behandlingsresultater.


Anbefalet supplerende læsning 

Adams JC, Hamblen DL: Outline of orthopaedics. 13rd Edition. 

London: Churchill Livingstone. 2001. 

Lindgren S, Aspergren K. Kliniska færdigheter. Lund: Studentlitteratur, 

2004. 

Mc Rae R: Clinical Ortopaedic Examination. London: Churchill 

Livingstone 2004.

Diagnostisk metodik

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?