Diagnostisk metodik

More documents

Recommendations

Info

50 | DIAGNOSTISK METODIK Figur 1.46 Knogleskintigrafi på en patient med multifokal osteomyelit. Der ses isotopakkumulation i distale femurende, proksimalt i fibula samt distalt i tibia. elografi med henblik på prolaps, men undersøgelsen kan være værdifuld til diagnostik af spinalstenoser og vurdering af spondylolisteser, idet der kan laves supplerende funktionsoptagelser. Ved uklare myelografifund kan undersøgelsen med fordel suppleres med CT, medens der stadig er kontrast i subarachnoidalrummet. Fistulografi Fistulografi er en undersøgelse, ved hvilken der indsprøjtes kontraststof i en fistelgang med henblik på dennes lokalisation i forhold til knogler, led og proteser m.m. Undersøgelsen kan udføres gennemlysningsvejledt, så man kan følge kontrastens passage gennem fistelsystemet. Kræves der eksakt anatomisk lokalisation, kan der alternativt laves CT efter kontrastinjektion i fistelgangen (CT-fistulografi) (Se fig. 1.36). Biopsi <strong>Diagnostisk</strong> biopsi af patologiske knogle- og bløddelsprocesser kan udføres som finnålsaspiration eller med forskellige typer af grovnåle (1-5 mm i diameter) under vejledning af gennemlysning, UL-skanning eller CT (Se fig. 1.37). Knogleskintigrafi Medens røntgenundersøgelser baseres på registrering af ioniserende strålers transmission gennem patienten, bygger nuklearmedicinske undersøgelser på at registrere fordelingen af et tilført radioaktivt lægemiddel (registrering af emissionsstråler). Ved indgift af knoglesøgende 99mTechnetium mærkede difosfonater, sædvanligvis 99mTc-MDP (metylen-difosfonat), der optages i metabolisk aktivt knoglevæv, er det muligt at fremstille patologiske processer i skelettet. Undersøgelsen kan anvendes til screening af hele skelettet med henblik på udbredning af patologiske processer, fx metastaser og multifokal osteomyelit (Fig. 1.46). Metoden er følsom og kan påvise forandringer i tidligt stadium, men er ofte uspecifik. Da isotopakkumulation i skelettet ikke blot er afhængig af knoglemetabolismen, men også af blodcirkulationen, kan skintigrafi desuden anvendes til lokalisation af områder med nedsat/manglende cirkulation såsom osteonekroser i tidligt stadium. Sådanne vil vise sig ved manglende eller nedsat isotopakkumulation. Leukocytskintigrafi, der udføres ved hjælp af radioaktivt mærkede autologe leukocytter, er velegnet til diagnostik af osteomyelit i forbindelse med kendt knoglepatologi, hvor knogleskintigrafi alene ikke kan benyttes, da den vil være patologisk uanset tilstedeværelsen af infektion. PET (positron emissions tomografi) skanning, der udføres vha. 18 F deoxyglucose’s emission af positroner er ved vinde en plads i det kliniske diagnostiske arbejde, specielt til diagnostik af maligne lidelser, bl.a. mhp. spredning.
Andre diagnostiske metoder Artroskopi Artroskopisk undersøgelse er centralt placeret i diagnostik og behandling af ledlidelser, men er i øvrigt også anvendelig i andre af bevægeapparatets hulrum – eksempelvis subakromialt (i bursa subdeltoidea), eller subskapulært (i eventuel bursa dér). Metoden er baseret på, at man, med et tyndt rørformet kikkertinstrument – artroskopet – indført gennem en lille stikkanal i leddet, er i stand til at inspicere ledhulen. Billedet overføres så, via kamera, til en TV-skærm, hvilket indebærer, at operatøren let kan anvende kompletterende instrument, indført via separat indstiksåbning, i diagnostisk og terapeutisk øjemed (Fig. 1.47). Den artroskopiske undersøgelse muliggør en nøje bedømmelse af alle de strukturer, der kan ses fra det pågældende hulrum – eksempelvis i knæet: Brusk, menisker og korsbånd, og i skulderen: Brusk, ledkapsel, labrum glenoidale og bicepssene, og i subakromialrummet: Bursa, rotator cuff og undersiden af akromioklavikulærleddet. Artroskopisk kirurgi foretages med specielt designede instrumenter, der indføres via en eller flere indstiksåbninger. En stedse større del af den intraartikulære ledkirurgi foretages nu med artroskopisk teknik. Indgrebene bliver derved langt mindre mutilerende og kan i vid udstrækning udføres ambulant eller under en ganske kortvarig indlæggelse. <strong>Diagnostisk</strong> blokade I nogle tilfælde kan det være vanskeligt at lokalisere et smertefokus. Eksempelvis kan skuldersmerte være deriveret fra en bursit under acromion, den kan hidrøre fra glenohumeralleddet, akromioklavikulærleddet, eller den kan i nogle tilfælde skyldes et halsribben eller en cervikal spondylose – eller endog være en referred pain af visceral genese. Den kliniske diagnostik vil derfor i denne sammenhæng til tider give et uklart billede, og her kan en diagnostisk blokade hjælpe med at afklare smertegenesen. Det er imidlertid væsentligt at gøre sig klart, at en diagnostisk blokade kan have en ikke ubetydelig placebo effekt, således at en del patienter (cirka en tredjedel) A NDRE DIAGNOSTISKE METODER | 51 under alle omstændigheder registrerer en vis forbigående gunstig effekt. For at evaluere denne fejlkilde er det nødvendigt nøje at observere effekten – herunder hvor hurtigt den indtræder, og hvor længe den varer. I tvivlstilfælde må man gentage blokaden en eller flere gange eventuelt med anvendelse af fysiologisk saltvand. Elektrodiagnostik Denne diagnostik foretages sædvanligvis i det neurologiske speciales regi, men den indgår som et væsentligt diagnostisk moment ved en række ortopædkirurgiske lidelser, herunder specielt de der involverer de perifere nerver. Ved neuronografi bestemmes den perifere nerveledningshastighed og aktionspotentialets amplitude. Ved undersøgelse af den motoriske nerveledningshastighed stimuleres nerven perkutant med små strømstød, og med en elektrode registreres de udløste muskelaktionspotentialer. Metoden er velegnet til at følge helingsforløbet i en nerve, idet afledningen fra musklen kan give indtryk af graden af denervering. Hvis man applicerer elektrisk stimulus flere steder langs nervens forløb og udmåler de respektive afstande til muskelelektroden, kan man beregne nerveledningshastigheden, der normalt er ca. 60 m i sekundet. Ved udmåling af den sensoriske nerveledningshastighed appliceres de elektriske stimulus perifert på ekstremiteten, eksempelvis på en finger. Man registrerer så de udløste aktionspotentialer flere steder langs nervens forløb, hvilket giver grundlag for at beregne den sensoriske nerveledningshastighed. Måling af nerveledningshastighed (motorisk og/eller sensorisk) er velegnet til at undersøge perifere nerveskader, herunder kompressionssyndromer (eksempelvis kompression af nervus medianus i carpaltunnel: carpaltunnelsyndromet). Ved elektromyografi (EMG) registreres med en nåleelektrode potentialsvingninger i muskulaturen, dels i hvile og dels under kontraktion. En analyse af de afledte potentialer kan danne grundlag for at skelne mellem neurogene og myogene lidelser, og fundet kan i enkelte tilfælde være så karakteristisk, at det i sig selv kan give en eksakt diagnose.
Page 1 and 2: 1 Diagnostisk metodik Ortopædisk d
Page 3 and 4: nødvendigvis behøver at være en
Page 5 and 6: B C 0° 110° fleksion 30° fleksio
Page 7 and 8: Tabel 1.I. Gradering af muskelstyrk
Page 9 and 10: en god strategi at få afsluttet fo
Page 11 and 12: A B C D 0° 30° rotation 0° Fleks
Page 13 and 14: pulærplanet, samt udadrotation og
Page 15 and 16: Figur 1.15 Udmåling af pulpa-volaa
Page 17 and 18: A Figur 1.20 Trendelenburgs test: (
Page 19 and 20: Figur 1.26 Appleys test: Det retvin
Page 21 and 22: Fleksion (plantarfleksion) 40° 0°
Page 23 and 24: stråler nødvendiggør, at man er
Page 25 and 26: A C om tidlige aktive inflammatoris
Page 27 and 28: A B Figur 1.37 Transpedikulær CT-v
Page 29 and 30: A B Figur 1.39 Osteosarkom. (A) Rø
Page 31 and 32: volveret, samt relationen til vigti
Page 33: Figur 1.44 MR-artrografi af skulder
Page 37 and 38: Syntese af informationer: diagnose

Diagnostisk metodik

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?