Download PDF - Dansk Center for Byhistorie

Peter Beirholm var socialudvalgsformand
1933-1937. Han blev siden borgmester
fra 1950 til 1962.
48
Fra socialreform til
kommunesammenlægning
Socialreformens idemand var kontorchef i Frederiksberg Kommunes
fattigvæsen og medlem af Landstinget for Socialdemokratiet, K.K.
Steincke. Allerede i 1912 kan man i bogen “Almisser og rettigheder”
læse hans synspunkter om det eksisterende sociale system. Han
mente, at det var forkert at give fattighjælp efter Fattigudvalgets eller
Alderdomsunderstøttelsesudvalgets skøn. Hermed kunne ansøgeren
kun opfatte det sådan, at han måtte ydmyge sig for at få hjælp, og det
svækkede hans/hendes selvfølelse. Hvis man i stedet satte faste
takster for den offentlige hjælp, ville ansøgeren opfatte det som en
ret at få hjælp, og det ville få ham/hende til at tage ansvar for sit eget
liv og sætte grænser for, hvad de ville forlange af systemet.
Steincke anfægtede også Hjælpekassernes sondring mellem de
værdige og de uværdige trængende, der i virkeligheden snarere var
et spørgsmål om ansøgerne havde brug for lidt eller meget hjælp,
end om vedkommende virkelig fortjente det.
I 1920erne nedsatte socialminister Frederik Borgbjerg en socialkommission,
der skulle komme med forslag til forenklinger i den
efterhånden temmelig komplicerede sociallovgivning, der blev administreret
af en lang række forskellige organer - byrådet, hjælpekassebestyrelsen,
værgerådet, arbejdsløshedskasserne og sygekasserne.
Desuden betød alene fastlæggelsen af, hvor den enkelte ansøger var
forsørgelsesberettiget, et meget stort arbejde for kommunernes fattigudvalg.
Socialkommissionen blev imidlertid stillet i bero af den
efterfølgende Venstreregering. Da K.K. Steincke i 1929 blev socialminister,
opløste han Socialkommissionen og satte i stedet et antal
ministerielle udvalg i gang med arbejdet. De fremlagde i 1929 og
1930 en række sociale reformforslag for Rigsdagen.
Disse reformforslag var en forenklet version af de udviklingstendenser,
der i de foregående år havde vist sig ved administrationen af
de eksisterende love. Hertil kom, at krisen i de første år af 1930erne
understregede behovet for, at staten greb ind og støttede den kommunale
socialforsorg. I 1931 var vedtaget en række love om hjælp til
de arbejdsløse og de dårligst stillede landmænd. Steincke brugte
også som argument for sin sociallovgivning, at den var nødvendig for
at beskytte samfundet mod uro og proletarisering.
Socialreformen i 1933
Mere end 50 forskellige love blev samlet i fire hovedlove, der blev
vedtaget i maj 1933 og trådte i kraft den 1. oktober 1933: Folkeforsikringsloven,
der omfattede sygeforsikring samt alders- og invaliderente,
Ulykkesforsikringsloven, Lov om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikring
og Lov om offentlig forsorg. Lovkomplekset betød en
udvidet anvendelse af retsprincippet på bekostning af skønsprincippet,
og selvforsikringsprincippet blev også slået fast. Socialhjælp
skulle ikke længere være en almisse, men en erstatningsydelse, en
selverhvervet rettighed, når bestemte betingelser var opfyldt. I folks
øjne havde sociallovgivningen dog stadig noget af almissens karakter.
På dette tidspunkt søgte ca. 25 % af de, der var berettiget til det, ikke
aldersrente.