Download PDF - Dansk Center for Byhistorie

Storkommune,
socialreformer og
forvaltningsvækst 1968-75
Kommunesammenlægningen
1. april 1970 blev sognekommunerne Viuf, Alminde, Harte-Bramdrup,
Seest, Vonsild, Dalby, Sdr. Bjert og Sdr. Stenderup sammenlagt
med Kolding Kommune. Eltang-Vilstrup sognekommune havde allerede
året før indgået en frivillig sammenlægning med Kolding. Med
sammenlægningen voksede indbyggertallet i kommunen til ca.
52.000, hvilket var en forøgelse på omkring 14.000 i forhold til 1968.
Forberedelserne til kommunesammenlægningen havde stået på
siden midten af 1960erne, og i lighed med de øvrige kommunale forvaltningsgrene
havde Socialkontoret også været indblandet i disse.
Spørgsmålet var, hvordan den sociale administration skulle tilrettelægges
i den kommende storkommune.
Der herskede ingen tvivl om, at udgangspunktet for den fremtidige
administration måtte være Socialkontoret i Kolding, der i storkommunen
ville blive det naturlige sociale centrum. Men dermed
var sagen langt fra afgjort. Kolding Kommune og sammenlægningskommunerne
skulle enes om vilkårene ved sammenlægningen,
hvilket var en besværlig og langvarig proces, fordi der både skulle
tages hensyn til lokale særinteresser samtidig med, at man skulle
træffe beslutninger af en mere overordnet og principiel karakter.
Forhandlingerne udspandt sig i “Fællesudvalget for Sammenlægning
af Kommunerne omkring Kolding”. Udvalget, der var sammensat
af politikere fra Kolding Købstad og sammenlægningskommunerne,
skulle godkende alle beslutninger i de respektive sogne- og
byråd, som rakte ud over sammenlægningsdatoen. Under Fællesudvalget
nedsattes en række fagudvalg, bl.a. udvalget vedrørende alderdomshjem
og disses placering, der samtidig tog sig af andre sociale
spørgsmål, som f.eks. hjemmesygeplejen og omsorgsarbejdet.
To hovedspørgsmål skilte sig ud, og begge handlede om sognekommunernes
frygt for at blive “klemt og glemt” i den storkommunale
administration. Det ene var spørgsmålet om, hvorvidt man
skulle bevare de lokale kommunekontorer, eller i stedet nedlægge
kommunekontorerne og inddrage disses personale under socialforvaltningen
i Kolding, således at hele den sociale administration samledes
her. Det var en problemstilling, man også arbejdede med i
andre kommuner. Nogle steder - bl.a. i Odense, valgte man at
oprette distriktskontorer, således at borgerne havde mulighed for at
rette henvendelse til de kommunale myndigheder i nærområdet.
Det andet hovedspørgsmål var, hvilke konsekvenser sammenlægningen
ville få for udbygningen af institutionerne i kommunen, og her
specielt i de tidligere sognekommuner. Både Kolding og sognekommunerne
oplevede i 1960erne en stor befolkningsvækst og dermed
en øget efterspørgsel efter institutionspladser, hvad enten det var
vuggestue- , børnehave- eller plejehjemspladser. I slutningen af
1960erne var planlægningen af nyt institutionsbyggeri i gang de
fleste steder, og den skulle helst ikke skrinlægges efter kommunesammenlægningen.
61