Download PDF - Dansk Center for Byhistorie

Socialudvalget og Socialkontorets personale
samlet på udflugt. Foto af O.
Fischer-Nielsen fra 1963.
Revalidering blev et centralt middel i socialpolitikken. Revalideringsloven
fra 1960 havde til formål at integrere de erhvervshæmmede
på arbejdsmarkedet, og til dette formål oprettedes en række
regionale revalideringscentre. Der ydedes ikke alene understøttelse,
men også genoptræning af arbejdsevnen og tilskud til omskoling til
uddannelse. Til revalideringscentrene knyttedes også psykologer og
psykiatere. Man havde nu overskud til at interessere sig for årsagen
til de sociale problemer snarere end at behandle symptomerne.
Hvor målet om revalidering eller beskyttet beskæftigelse ikke blev
nået, var alternativet invalidepension. Kolding Kommune bekostede
opførelsen af et revalideringsinstitut på Værkstedsvej i 1964.
I juni 1965 blev der vedtaget en ny lov om invalidepension mv.,
der trådte i kraft fra 1. april 1966. Denne lov indførte begrebet højeste,
mellemste og laveste invalidepension. De, der var invalideret,
således at de så godt som ikke havde nogen arbejdsevne tilbage, fik
højeste ip. De der var invalideret, så 2/3 arbejdsevne var gået tabt, fik
mellemste ip, og de, der var invalideret i nogen grad med mellem
2/3 og 1/2 arbejdsevne i behold, fik laveste ip. Fra 1960 steg antallet
af invalidepensionister markant.
Børne- og ungdomsforsorgen ændrede også karakter fra at være
en tvangsforanstaltning til at være et tilbud. Fra 1958 var det påbudt,
at de kommunale børneværnsudvalg i sager, hvor der var tale om
fjernelse af børn fra hjemmet, skulle søges bistand hos psykologer
eller hos de børneværnskonsulenter, som var ansat i medfør af loven.
Børneværnsudvalgene fik også mulighed for på egen hånd at bevilge
økonomisk hjælp til trængte familier for at undgå anbringelse af
børn uden for hjemmet, og det tilsyn, der tidligere havde været med
bestemte grupper af børn, blev afløst af et tilbud om vejledning.
Undersøgerne blev erstattet af familievejledere.
Som en konsekvens af udviklingen i retning af en mere forebyggende
socialpolitik nedsattes i 1964 en socialreformkommission, der
skulle vurdere love og politiske organer inden for det sociale område
med henblik på at skabe en større forenkling og en bedre sammenhæng
mellem institutioner og mål. Det resulterede i to betænkninger:
“Det sociale tryghedssystem - struktur og dagpenge” fra 1969 og
“Det sociale tryghedssystem - service og bistand” fra 1972.
59