Interview med Jesper Bruun Rasmussen

NYHEDER
Svil tilbage
til midten af
dansk politik
1 Side 5
EUROPEAN NEWSPAPER OF THE YEAR
Mange vil
gerne forlade
bandemiljøet
Flere og flere rocker- og bandemedlemmer søger
ind i exitprogrammer for at få et mere almindeligt
liv, men ikke alle kommuner er klar til at hjælpe.
FRANK HVILSOM
Rocker- og bandemedlemmer står
på spring for at melde sig ud af deres
kriminelle miljø og dreje tilværelsen
i retning af et mere almindeligt liv
med job, familie og uddannelse.
Siden den tidligere justitsminister Lars
Barfoed (K) i april lancerede en national
exitplan, ’En Vej Ud’, der kan bruges i hele
landet til at etablere exitprogrammer til
rocker- og bandemedlemmer, har de
kommuner, der er gået i gang med arbejdet,
oplevet en stigende søgning.
»Vi har været i gang i tre måneder, og
der er kommet en del henvendelser fra
unge mænd, der gerne vil forlade deres
kriminelle fællesskab«, siger Camilla Sys
Møller-Andersen, der er exitkoordinator i
Ishøj Kommune.
IGladsaxe Kommune, som også har ansat
en koordinator, er foreløbig to bandemedlemmer
i gang med et program,
mens der er er henvendelser fra otte andre.
I Københavns Kommune, som længe
har haft sit eget program, er 30 bandemedlemmer
i gang med et forløb.
Kriminalforsorgen er også omfattet af
den nationale plan, og her er Marie Louise
Jørgensen, som koordinerer programmerne,
overvældet over, hvor mange
rocker- og bandemedlemmer, der vil ud.
»Vi har fået 30 henvendelser, og vi har
20 exitforløb i gang. Vi er meget overraskede
over, at vi har fået så mange henvendelser
på så kort tid. Det tyder på, at
der har været et behov for en målrettet
indsats«, siger hun. Henvendelserne kommer
fra alle typer bande-/rockergrupperinger
og fra hele landet. Ifølge Rigspolitiets
Nationale Efterforskningscenter er
der cirka 1.800 kendte rocker- og bandemedlemmer
i Danmark.
På den københavnske vestegn har de 11
kommuners borgmestre sammen besluttet,
at de hver især skal have en exitenhed.
»Hvis ikke kommunerne prioriterer
indsatsen højt, når bandemedlemmerne
er motiverede og henvender sig, så mister
man dem hurtigt igen«, siger Camilla Sys
Møller-Andersen fra Ishøj Kommune.
Det kan meget vel blive tilfældet for et
VEJRET. Diset
og tåget med
mulighed for sol,
10-12 grader.
IBYEN
Hele byen
Hver fredag
570873091017 4 0 0 0 4 4
kultur
Den største
nationalhelt
nogensinde
2 Side 11
ledende bandemedlem bosat i Køge, efter
at han for godt tre uger siden fik afslag på
hjælp til at flytte til en anden egn af landet,
hvor han ellers kunne få en bolig og
et arbejde i et murerfirma.
Det 22-årige bandemedlem, der ønsker
at være anonym, har henvendt sig til Politiken
med sin sag, fordi han ikke kan forstå,
at Køge Kommune ikke er interesseret
i at hjælpe ham ud af banden og ud af
rollen som bistandsmodtager.
»Jeg er parat til at
rejse til Bornholm
eller Jylland bare
for at komme væk
Jeg er parat
til at rejse til
Bornholm eller
Jylland bare for
at komme væk
herfra
22-årigt
bandemedlem
fra Køge
herfra, og jeg kan
ikke forstå, at de ikke
kan se alvoren i
det«, siger han.
I Køge Kommune
siger direktør
Mogens Pejtersen,
at man ikke har afvist
nogen bandemedlemmer:
»Vi har mig bekendt
én sag på
bordet, som er til drøftelse, men vi ser det
ikke som en kommunal foranstaltning at
iværksætte exitprogrammer«.
Camilla Sys Møller Andersen fra Ishøj
Kommune, som har en ph.d. i bandeexitstrategier,
kritiserer, at Justitsministeriets
exitplan, hvis centrale punkt ikke kun er
en vej ud af banderne, men også en hurtig
og smidig vej gennem det kommunale system,
ikke indeholder nogen lovgivning
eller økonomiske ressourcer:
»Dermed er det op til hver enkelt kommune,
hvordan de hjælper bandemedlemmer,
og det er ikke godt, når man har
lagt op til en national exitplan«.
Justitsminister Morten Bødskov (S) vil
ikke love præciseringer, men vil indlede
en dialog med kommunerne »og derfra få
skabt fastere rammer, for at vi kan få givet
de unge bandemedlemmer en mulighed
for at komme ud, hvis det er det, de vil«.
frank.hvilsom@pol.dk
Bandemedlem vil være murer
1. sektion side 4
Webshop på intera.dk
Åboulevarden 70 • 8000 Århus C
Tlf.: 8676 1130
ps
3 Forside
Handlet
kvinde
hugget ned
Slægten går sin gang Interview med Jesper Bruun Rasmussen
2 Forside
Jesper Bruun Rasmussen havde en drøm om at blive møbelsnedker. Men hans far fik ham på bedre tanker og sørgede for, at han
videreførte familiefirmaet i Bredgade. Hans egne to børn har ligeledes haft drømme om et liv uden for det gamle auktionshus, men
nu er begge kørt i stilling til at videreføre arven. Og så har vi balladen. For hvem skal arve fars hammer? Foto: Ditte Valente
love bands jewellery design charlotte lynggaard
viden
Havets
skove
er truede
4 Side 6
for nærmeste forhandler se www.olelynggaard.dk Finn Juhl NV 45 stolen 1945
REJSER
Oplev
Nordlyset i
Sverige
5 Forside
Møbelklassikere købes
Ring og hør nærmere på tlf. 33 32 38 37
Poul Kjærholm
Arne Jacobsen
Hans J. Wegner
Ole Wanscher
Finn Juhl
K a a r e K l i n t
m e d f l e r e
www.dmk.dk
mad
MAD-redaktøren
overvandt
sin kræsenhed
6 Forside
Foto: Meyer Kenneth, Martial Trezzini/AP, Rune Pedersen, fra "Manden bag helten". Illustration fra bogen ’Havets planter,
Søndag
Yupik / Nuuk
• Varm, vandtæt foret parka
• Supreme Microloft fyld
• Aftagelig hætte med fleecefoer
• Syntetisk pelskant
• Herre: Sort, mørkebrun,
lysebrun og blå
• Dame: Sort, mørkebrun,
rød og vinrød
Pris kr. 2.799,-
6. nov. 2011
Årgang 128. Nr. 37
Pris 25,00
Kundecenter
Politiken 70 15 01 01
1. udgave
www.politiken.dk
politiken mener
Ægtefæller
Manu Sareen er faret
vild i værdikampen
Kirke- og ligestillingsminister
Manu Sareen (R) har allerede
efter en måned på posten ladet
sig besnakke af biskopper til at
udvande regeringsgrundlagets ord
om seksuel ligestilling.
Homoseksuelle skal have mulighed
for at blive gift i folkekirken.
Men ægtefæller må de fortsat ikke
kalde sig. I stedet har Sareen overtaget
sin forgænger, Per Stig Møllers
(K), forslag om at kalde konstruktionen
for ’livsfæller’. »Hvis
nogen har forslag til andre betegnelser,
så ring endelig – jeg lytter«,
sagde Sareen forleden til Information.
Hvad er der egentlig galt med
’ægtefæller’, hr. minister?
Man kan selvfølgelig sige, at ’livsfælle’
er et fremskridt fra det kønsløse
’registreret partnerskab’. At
blive ’registreret partner’ lyder i
bedste fald som et avancement i et
advokatfirma eller i værste fald
som noget, der kan få de involverede
kørt væk på en ladvogn med
bevæbnede vagter.
Men hvorfor ikke blot skabe fuld
ligestilling gennem en kønsneutral
ægteskabslovgivning? Lad dog to
elskende gifte sig, uanset hvad deres
cpr-numre ender på. Svækkes ét
eneste ægteskab mellem mand og
kvinde ved, at to mennesker af samme
køn også kan gifte sig?
MEN ER det ikke ligegyldigt, om
det hedder livsfæller, ægtefæller
eller noget helt tredje, så længe de
juridiske rettigheder er de samme?
Nej. Ordet betyder noget. Det er
naturligvis også derfor, at kirkens
konservative kræfter er modstandere
af den fulde ligestilling.
Bag modstanden mod at lade
homoseksuelle gifte sig som alle
andre ligger et samfundssyn, som
den nye regering burde stå stærkt
imod. En idé om, at det anderledes
nok må accepteres, men holdes ud
istrakt arm. En irrationel frygt for,
at samfundsinstitutionerne bryder
sammen om ørerne på os, hvis to af
samme køn, der elsker hinanden,
får lov at kalde sig ægtefæller.
Netop her ligger værdikampen.
Mangfoldigheden svækker ikke
samfundet, men styrker det. At en
medborger får frihed til at leve sit
liv og anerkendes for det, han eller
hun er, svækker ikke de andre, men
styrker dem. Det princip er værd at
slås for – også mod de bispesæder,
der åbenbart skælver ved tanken
om ægtefæller af samme køn. km
www.Fjeld-Fritid.dk

POLITIKEN 2
kultur
kritik debat navne
Foto: Ditte Valente
Enebarnet
iBredgade
Jesper Bruun Rasmussen var den ordblinde
dreng, der drømte om at arve fars grå Jaguar.
Men ikke hans hammer og auktionshuset
iBredgade. Han kom nu på andre tanker.
Godt hjulpet på vej af forældrene. I slutningen
af november markerer han 50 år i huset med
en international jubilæumsauktion.
Interview side 6-7
Søndag 6. november 2011 www.politiken.dk

6 kultur SØNDAG 6. NOV. 2011 POLITIKEN
hammer
Enebarnet Jesper Bruun Rasmussen var
imidten af 20’erne, da hans far, Arne, første
gang rakte ham auktionshammeren med
elfenbenshovedet og ibenholtskaftet. Men
efter 50 år i familiens virksomhed er han
selv i tvivl. For hvem af hans egne to børn
skal arve hammeren?
Interview
Hvem der stillede ham
spørgsmålet, har han
glemt. Var det en ven af familien?
Eller var det en
journalist? Men han husker
sin fars reaktion på sit svar. Og sin
mors forsøg på at glatte ud bagefter.
»Jamen, han er jo stadig så ung«, sagde
hun.
Spørgsmålet, som Jesper Bruun Rasmussen
var blevet stillet, var:
»Hvad ønsker du at beholde af dine forældres
ting, når de dør?«.
Hans svar – for svare skulle man, når de
voksne henvendte sig til en – lød i al sin
enkelhed:
»Fars bils bil«.
Faren havde en grå Jaguar.
Sønnen var ti år.
CAMILLA
STOCKMANN
Fars
»Men far blev vældig
ked af det«, siger den nu
69-årige mand, så han et
øjeblik ligner den skamfulde skoledreng,
der svarede forkert for 59 år siden. Om
mon ikke det er en af de mest levedygtige
følelser, der findes: skammen, når man
har skuffet sin far. I dette tilfælde var faren
endda Arne Bruun Rasmussen. Fyrtårnet,
som alle fandt så dybt elskværdig. Kunstkenderen,
som selv museumsfolk bøjede
sig for.
»Men det rettede sig så også«, siger Jesper
Bruun Rasmussen på en måde, så
man forstår, at livet kan være i samme kategori
som skæve tænder eller kalveknæ.
Unge mennesker kan også rette ind. Og
det er til alles fordel.
Da faren døde som 75-årig, arvede enebarnet
Jesper Bruun Rasmussen ikke bare
hans bil, der på det tidspunkt var blevet
udskiftet med en rød Bentley. Han arvede
også familiedynastiet, Bruun Rasmussen
Kunstauktioner i Bredgade. Denne måned
er det 50 år siden, at han gik ind i familieforetagendet,
som manden på gulvet,
lærlingen, der havde til opgave at veje
sølvtøj og måle tæpper, og som lod barnetvivlen
bag sig for at vie sit liv til at videreføre
sin fars værk.
Idag er Bruun Rasmussen Kunstauktioner
en dansk kulturinstitution. Det er ikke
bare Skandinaviens største og ældste
auktionshus, der sælger kunst, møbler,
mønter, vin og smykker. Det også huset,
som Kulturministeriet ringer til, når staten
skal sælge ledige FM-frekvenser og ender
på et trecifret millionbeløb, eller som
museumsdirektøren på Rosenborg Slot
kontakter, hvis sølvmøbler og sølvløver i
riddersalen skal forsikringsvurderes forud
for en udstilling på Versaillesslottet i
Frankrig.
Det er netop, hvad drengen Jesper
Bruun Rasmussen, der var for ordblind til
at læse bøger, og som havde en plan om at
blive møbelsnedker og køre Jaguar, med
tiden har formået: Han har positioneret
auktionshuset ved at associere det med
connaisseurship, Gammelkøbenhavn og
kortspilleri med prinsgemalen.
»Han har virkelig forstået, hvilken
magt kunsten har, og den har han været
enormt dygtig til at forvalte«, som tidligere
kommunikationsdirektør i auktionshuset
Sebastian Hauge Lerche siger.
Kunsten er en vare. Ligesom håndvaske.
Men hos Bruun Rasmussen bliver
den altid mere. Den er kunsten med stort
K– et fascinationsobjekt – der tilfører kulturel
kapital til de mennesker, der har
den mellem hænderne, og som har givet
auktionshuset den position, som det har i
dag.
Men 2008 var et katastrofe år for auktionshuset.
Selv indrømmer Jesper Bruun
Rasmussen, at han ud fra en kortsigtet
økonomisk betragtning burde have lukket
Bredgade helt ned og fortsat med de
daglige netauktioner i det store nybyggede
domicil i Nordhavn, der i dag står for
90 procent af de genstande, som auktionshuset
sælger.
Istedet solgte han Bredgadebygningen
og er i dag lejer med et millionoverskud,
for han vil være den sidste til at forlade
den ejendom, der i 60 år var på familiens
hænder. Han er en oldtimer. Og det er da
også stadig her, han får de højeste hammerslag.
»Bredgade er det, som giver prestigen.
Her kommer folk på eftersynet, og vi kan
se dem i øjnene og sige tillykke med kommoden.
Det er vigtigt!«.
Men hvad med fremtiden?
Foruden sin store jubilæumsauktion i
denne måned, hvor han har millionværker
af P.S. Krøyer,
C.W. Eckersberg og
Asger Jorn under
Jeg var nok det
lidt artige barn,
der stort set
rettede sig
efter, hvad
forældrene
sagde
hammeren, står
Jesper Bruun Rasmussen
nu også
foran en af sit livs
store beslutninger.
Hvem af hans to
børn skal overtage
hammeren efter
ham?
»Det er frygte-
ligt, frygteligt svært«, siger han.
»Men det er nok klogt af mig snart at
træffe en beslutning«.
Ligner den ikke en Jorn?
Det er datteren, Alexa, som jeg først er i
kontakt med. Alexa Bruun Rasmussen. Vi
taler i telefon, og hun skriver nogle dage
senere.
»Min far står klar til at modtage dig hos
Bruun Rasmussen i Sundkrogsgade 30 i
Havnen, hvor der ligeledes vil være vurderingsdag«.
Og det gør han. Tager imod. Vi har hilst
på hinanden en enkelt gang tidligere, og
det er sandt, hvad man siger: Han er den
professionelle hjertelighed. En høj mand,
der skrider gennem rummet, nu lettere
foroverbøjet, ja, men i hurtigt tempo og
med flagrende frakkeskøder. Der er indlevering
til den store jubilæumsauktion, og
det er adviseret, at auktionslederen vil
være til stede i egen høje person.
»Det er jo som i bagerforretningen,
hvor man trækker et nummer«, siger Jesper
Bruun Rasmussen i et forsøg på at fjerne
noget af højtideligheden. Det lykkes ikke.
Stemningen er andægtig, flere af kunderne
følger Jesper Bruun Rasmussen
med øjnene, mens de venter på deres tur.
Det første, han har i hænderne, er en
seksløber. En Webley. Han fumler med
den. Jeg går for en sikkerheds skyld et
skridt til siden. Vi står bag disken, og jeg
ligner nu utvivlsomt chefens notar. En af
kunderne, en ældre kvinde med grøn
halvbrille, forsøger ihærdigt at få mig til
at kigge på hendes lille Sven Dalsgaardskulptur.
Sønnen og datteren, Frederik og Alexa
Bruun Rasmussen, er her også. Vi hilser.
Hun har været sygemeldt i otte måneder,
fordi hun faldt af hesten. Nu er hun tilbage
og står for husets PR og fungerer som
vurderingsekspert, når det gælder sølvgenstande.
»Alexis!«, udbryder en af kunderne.
Alexa træder kunden i møde og har enten
ikke hørt fejlen eller tilgiver associationen
til ’Dynasty’, som tv-serien om oliemillionærerne
fra Denver hed på amerikansk.
Fordi hun er vandt til det.
På en computer bugter kurven over
guldpriser sig hen over skærmen. Den er
på vej op.
»Han plejede at følge mig i børnehave,
da jeg var barn«, har Alexa Bruun Rasmussen
netop sagt og peget. Ikke på sin far,
men på den ældre vurderingsekspert
Hans Ruben, der løfter låget til et hemmeligt
rum i et chatol fra barokken.
Det stormer udenfor, og en gammel
herre, der stadig har et vindstød siddende
ihentehåret, holder et spontanabstrakt
maleri op foran sig.
»Ligner den ikke en Jorn, hr. Bruun Rasmussen«,
spørger han næsten bedende.
Jesper Bruun Rasmussen nikker venligt,
men bliver stående uden at træde nærmere.
»Hvad er der galt med maleriet?«, spørger
jeg.
»Det er ikke Jorn. Man kan se det med
det samme. Nogen har engang forsøgt at
få den til at ligne en Jorn, men tiden er ikke
god ved forfalskninger«.
Blå Bog
JESPER BRUUN RASMUSSEN
Født 1942. Vokset op på Christianshavn
hos forældrene, auktionarius Arne
Bruun Rasmussen og Vera Bruun
Rasmussen.
Startede som 18-årig i farens
auktionshus.
Arvede firmaet ved farens død i 1985.
Idag eneejer af firmaet (ejer 100
procent af aktierne).
Gift med Birthe Bruun Rasmussen.
Har to voksne børn, der arbejder
ifirmaet, Frederik Bruun Rasmussen
og Alexa Bruun Rasmussen.
Fik kritik i 2001 for de såkaldte
luftbud. Her byder auktionarius på
sælgers vegne for at opnå den aftalte
minimumspris, hvis der kun er én
køber.
Auktionslederloven, som ikke er
reguleret siden 1930, tillader denne
praksis.
Omsætningen for 2010 i auktionshuset
var på cirka 400 mio. kr. med et
overskud før skat på 5,2 mio. kr.
I2008 – under finanskrisen – var der
til sammenligning et underskud på
22,6 millioner kroner, mens det i 2009
var 28,8 millioner kroner.
Onlineauktionerne bidrager i dag
med 50 procent af omsætningen.
De øvrige 50 procent kommer fra de
traditionelle auktioner i Bredgade.
En grønlandsk fangerbåd i miniature,
en tibetansk lama i kobber, sølvtøj med
monogram fra adelslægten Bille-Brahe og
et engelsk skildpaddeskrin bliver indleveret.
»Skal du have en på skrinet?«, spørger
Jesper Bruun Rasmussen. Det er ikke første
gang, det ordspil er sagt her i huset.
Jeg spørger, om Jesper Bruun Rasmussen
er tilfreds med, hvad der er indleveret
idag.
»Ja, det er da ganske udmærket«, forsikrer
han på en ikke særligt overbevisende
måde.
Men så står det høje yngre par foran disken,
og en af vurderingseksperterne, Peter
Christmas-Møller, kalder opstemt de
andre til sig.
»Det her er goodies«, siger han.
Parret begynder at løfte en samling L.A.
Ring-malerier op på disken. De er arvet
via kvindens fars kone. Især et af malerierne
får stemningen til at løfte sig. Igennem
bobleplasten kan man ane mærkater
med navne på større danske museer, hvor
maleriet har været udstillet.
»Som storken napper en frø«, siger vurderingsekspert
Peter Christmas-Møller,
da maleriet bliver vendt om, og han ser
kvinderne fra keramikerfamilien Kähler i
profil på guldbaggrund.
»Det er jo et ikon!«.
Da Jesper Bruun Rasmussen følger mig
gennem blæsten til bilen og holder samtlige
døre undervejs, selvfølgelig også bilens,
siger han muntert:
»It made my day!«.
Fantastiske far
Det første maleri, som Jesper Bruun Rasmussens
far, Arne Bruun Rasmussen, købte
til hjemmet på Christianshavn, var malet
af netop L.A. Ring. Det hang over hans
seng, og hver morgen hilste han på det.
Jeg falder over historien i Arne Bruun Rasmussens
nekrolog, der stod i Politiken for
præcis 26 år siden, nemlig 6. november
1985. Nu sidder jeg foran hans 69-årige
søn. På billederne, jeg har set i avisens fotoarkiv,
er der ingen nævneværdig lighed
mellem far og søn, men nu er den slående:
Det er brillen, blikket og det sparsomme
hår.
Jesper Bruun Rasmussen beretter om
farens maleri, som i dag er hans. Det forestiller
en ensom kvinde, der går på kajen i
Kalkbrænderihavnen. I dag hænger det
på kontoret hos auktionshusets administrerende
direktør Claus Poulsen – som
for øvrigt Jesper Bruun Rasmussens fætter.
Han siger:
»Når jeg sidder til møde i det kontor,
kigger jeg altid op på maleriet og sender
far en venlig tanke«.
Sådan taler han. Han siger far. Ikke min
far. Der er aldrig et ejestedord foran. Og jo,
LÆRLINGEN. Jesper Bruun Rasmussens forældre sørgede for, at deres eneste barn fulgte i farens fodspor og blev oplært til at overtage auktionshuset i Bredgade.
Foto: Erik Gleie og Erik Petersen
Foto: Ditte Valente
enhver er vel et resultat af sin tid, og det er
nok intet under, at han taler ’Matador’dansk.
Men er nærheden aldrig nogensinde
blevet afløst af oprør eller distance? Jeg
spørger forsigtigt, og han svarer forsigtigt.
»Jeg var nok det lidt artige barn, der
stort set rettede sig efter, hvad forældrene
sagde«.
Jesper Bruun Rasmussen bor i en
strandvejsvilla i Klampenborg, som han
deler med sin kone, Birthe. Men den er
kun for inderkredsen.
Derfor befinder
vi os nu øverst i
Der har ligget
et pres fra
familien, uden
at jeg var klar
over det. Det er
nok den rigtige
måde at gøre
det på. Man
skulle styres
den rigtige vej
bygningen i Bredgade
33, i en lille
taglejlighed for enden
af en stejl trappe.
Her er skrå vægge
og balkon mod
Amaliehaven, Odd
Fellow Palæets tag
og Marmorkirken.
Vi er passeret gennem
sale med farvet
tapet og prismelysekroner,forbi
paneler med
bladguld for at nå herop i den semiprivate
hybel med toilettaske på badeværelset
og med både lås og messingkrog på døren.
Det er et pænt sted at sove middagslur.
Bygningen købte Arne Bruun Rasmussen
kort efter Anden Verdenskrig, da han
arvede en million og forlod sin stilling i
det dengang førende danske auktionshus,
Winkel & Magnussen på Højbro
Plads.
Jesper Bruun Rasmussen taler i anekdoter,
men når han småklukker, som han ofte
gør, er det mest ad sig selv for at detonere
selvhøjtideligheden. Han er konfliktsky.
Han bryder sig ikke om at komplicere
tingene, forstår man.
Men hvem var far? Spørger man sønnen,
var han fantastisk. Spørger man folk,
der kendte ham – både en tidligere ansat,
en fast kunde og et familiemedlem – var
han fantastisk.
»Tak«, siger sønnen, da jeg nævner den
ros, der er møntet på hans far.
Arne Bruun Rasmussen var en elegantier.
En mand med lune, der var generøs og
ekstremt vidende, lyder karakteristikken.
Der gik ikke en dag, uden at han fordybede
sig et par timer i en af sine kunstbøger
eller udenlandske auktionskataloger.
»Hans autoritet opstod udelukkende
på baggrund af stor kompetence, og det
er jo den autoritet, som alle ønsker at have.
Jeg kender ingen, som ikke holdt af
ham eller ikke så op til ham«, siger for eksempel
Jesper Bruun Rasmussens fætter,
manden med L.A. Ring-maleriet hængende
på kontoret, Claus Poulsen.
Det ordblinde enebarn
Samme år, Arne Bruun Rasmussen åbnede
auktionshuset i Bredgade 33, begyndte
hans søn på Østersøgade Skole »med en
kolossalt tornyster i sælskind, hvori der lå
et lille stilehæfte og en blyant«. Mens de
gode år begyndte for faren, begyndte de
svære for sønnen.
»Jeg havde vanskeligt ved at skrive og
stave. Jeg læste en masse ord, og så tænkte
jeg: Hvad var det egentlig, der stod. Når
jeg nåede tre-fire sider hen, begyndte jeg
at blive træt og gik i stå«.
Jesper Bruun Rasmussen var ordblind.
Han fik særundervisning, hvor han skulle
sætte bogstaver i sættekasser. En gymnasieelev
blev hyret til at terpe med ham.
Men vanskelighederne forsvandt ikke.
Når man spørger Jesper Bruun Rasmussen,
hvordan han har oplevet at være ordblind,
svarer han først undvigende.
»Jeg har jo ikke prøvet andet. Og jeg synes,
at jeg havde nogle søde forældre. De
tog det meget pænt«.
Vagtparaden passerer gennem Frederiksstaden,
og de kække fløjtesoloer når
helt op til os på kvisten. Jesper Bruun Ras-

POLITIKEN SØNDAG 6. NOV. 2011
OLDTIMEREN. Jesper Bruun
Rasmussen er kommet dagligt
i ejendommen i Bredgade, siden han
som seksårig kom forbi efter skole
og drak sin kakao. Her betragtede han
kassereren frk. Pedersen, portøren hr.
Schick og sin far, der gik under navnet
BR, i det nyåbnede auktionshus. Dengang
havde skoledrengen ganske andre planer
for sin fremtid. Foto: Ditte Valente
mussen hælder appelsinvand i sit glas. Så
siger han.
»Ordblindhed betyder, at du aldrig får
topkarakterer og altid står sidst i rækken.
Det var da ikke sjovt, da kammeraterne
fortsatte i gymnasiet. Og så er jeg enebarn
og havde ikke nogen søskende, der kunne
hanke op i mig. Det havde nok været naturligt,
at jeg blev student og læste kunsthistorie«.
»Men det kunne ikke lade sig gøre«.
Han svarer venligt, men der er bagkant
på åbenheden. For selv om han får samtalen
til at glide og dørene til at åbne sig foran
én, er der ikke adgang til de inderste
rum. Da han senere vender tilbage til ordblindheden,
siger han:
»Jeg ville jo nok slet ikke have fortalt om
det for ti år siden. Men jeg har oplevet, at
folk er taknemmelige for, at jeg nu taler
åbent om det. Fordi det er et problem,
som mange har. Det morsomme er, at jeg
idag læser korrektur på vores auktionskataloger.
Jeg har set navnene så mange
gange, at jeg kan se fejlene«.
Efter skole sad Jesper Bruun Rasmussen
iauktionshuset i Bredgade og spiste sin
bolle og drak en kop chokolade og betragtede
de ansatte: kassereren Frk. Pedersen,
der kunne lægge flere kolonner med
hammerslag sammen på en gang. Og portøren
Schick, der var gammel militærmand,
og hans håndlanger. Det var de gode
eftermiddage. På de rigtig gode eftermiddage
gik Jesper Bruun Rasmussen til
sløjd og fandt ud af, at han ville være møbelsnedker.
På de dårlige dage gik han til
ridning på Christiansborg Ridebane.
»Jeg var bange for de store heste. Når
berideren befalede mig at changere galoppen,
eller hvad det nu var, han sagde,
anede jeg slet ikke, hvad han mente. Det
gjorde hesten heldigvis«, siger han og slår
en latter op.
Møbelsnedkerdrømmen måtte skrinlægges.
For efter realskolen blev Jesper
Bruun Rasmussen sendt til England. Her
skulle han – sammen med andre ikkeenglændere,
for eksempel et par arabiske
prinser – lære at tale engelsk, kultiveres
og spise korrekt (»Når man spiser ærter,
placerer man altid gaflen i højre hånd«).
De arabiske prinser blev sendt hjem,
fordi de tog til London og købte en sportsvogn.
Men Jesper Bruun Rasmussen var
den artige dreng, og England blev et vendepunkt
for ham. En af lærerne, Sir Acombe,
tog sig særligt af ham.
Han tog sin elev med på ture til museet
iCambridge og museer i London.
»Det ville jeg jo vældig gerne. For jeg oplevede
det ikke som et pres, og derfor opstod
lysten. Hvis det havde været far, som
havde sagt: I dag tager vi på Statens Museum,
og i morgen tager vi på Nationalmuseet,
havde jeg oplevet det helt anderledes«.
Jesper Bruun Rasmussen kunne for første
gang mærke et ægte engagement i
kunsten.
»Når jeg gik på museum, gættede jeg
på, hvem der var kunstnerne, og hvilket
årstal malerierne var fra. På den måde begyndte
det hele at hænge sammen for
mig«.
At museumsudflugterne rent faktisk
var blevet foreslået læreren af hans forældre,
hr. og fru. Bruun Rasmussen, som Jesper
Bruun Rasmussen senere fandt ud af,
gør ham ikke noget. For selvtilliden voksede.
Manddomsprøve med edb
I England opdagede Jesper Bruun Rasmussen,
at han var god til at huske. Et
kunstværk, han havde set en gang, blev
hos ham. Han kunne memorere.
Da han året efter blev sendt til Frankrig,
begyndte han »at gå på loppetorv«, og investere
sine egne sparepenge i sølv, porcelæn
og malerier. Her lærte han lektien på
den hårde måde.
»Jeg skrev til far om et fantastisk maleri,
jeg havde købt for 400 kroner. Det måtte
være malet i Siena omkring år 1400 af en
af mestrene, mente jeg. Vi skulle være
sammen på ferie i Paris et stykke tid efter,
og jeg husker, at jeg forventningsfuldt
pakkede maleriet ud på hotelværelset«.
Faren kastede et blik på maleriet. Jesper
Bruun Rasmussen mimer sin fars skeptiske
grimasse.
»Det var selvfølgelig ren fup og fidus.
Det var en af den slags forfalskninger,
hvor maleriet har fået falske krakeleringer
ved at komme i ovnen. Jeg hoppede i
med begge ben«.
Han slår en latter op. Over den store
dreng, dér midt i det parisiske hotelværelse.
Det virker, som om din far har presset dig i
retning af, at du skulle overtage auktionshuset?
»Ja, der har ligget et pres fra familien,
uden at jeg var klar over det. Det er nok
den rigtige måde at gøre det på. Man skulle
styres den rigtige vej«, siger han på en
måde, så man forstår, at ungdomsoprøret
ikke har raset her i gemakkerne i Bredgadebygningen
i 1960’erne, hvor Jesper
Bruun Rasmussen trådte ind i firmaet.
Man retter ind. Og på et tidspunkt er
man vokset med opgaven og føler sig på
højde med navnet på kuglepennen.
Han ser det ikke selv. Det er bare endnu
en af de anekdoter, han fortæller for at vise
farens storsind. Men jeg tænker, at det
også er historien om hans egen manddomsprøve:
Overgangen til edb var Jesper Bruun
Rasmussens idé. I slutningen af 1960’erne
havde han arbejdet tre måneder ad gangen
hos henholdsvis Sotheby’s i London
og auktionshuset Parke Bernett i New
York. Under et besøg i Sotheby’s havde
han set deres nye hulkortafdeling.
»De kunne registrere deres kunder. Det
var jo smart! Jeg ville præsentere det for
far, og jeg lavede en lang gennemgang af,
hvad det ville koste os, og hvornår det ville
være færdigt. Far lyttede og sagde så de
meget flotte ord: »Hvis du synes, det er det
rigtige, så gå bare i gang««.
Jesper Bruun Rasmussen ånder lettet
op. Han smiler.
Og dynastiets kvinder?
Jesper Bruun Rasmussen var i midten af
20’erne, da hans far første gang rakte
ham hammeren med elfenbenshovedet
og ibenholtskaftet. Auktionen var over kinesisk
porcelæn. Senere fik han at vide af
nogle af kunsthandlerne på første række,
at hans far havde opfordret dem til at byde
for at gøre auktionen til en succes.
Jesper Bruun Rasmussen kan ikke erindre,
hvornår han rakte sine egne voksne
børn hammeren.
»Sådan noget kan jeg jo aldrig huske«.
Men de har begge holdt auktioner i
nogle år.
»Også datteren«,
Alexa som han siger.
Ordblindhed
betyder, at du
aldrig får topkarakterer
og
altid står sidst i
rækken. Det var
da ikke sjovt, da
kammeraterne
fortsatte i
gymnasiet
Vi sidder på en
frokostrestaurant i
Frederiksstaden.
Formiddag er blevet
til eftermiddag,
en frokostplatte
med ål står foran
os begge, der er tør
hvidvin i mit glas,
dunkel øl i hans.
Han har ført ordet
over for tjenerne
og gjort det på en
måde, så jeg, da regningen kommer, har
glemt, at jeg er avisen, der bespiser en kilde,
og ikke kvinden, der bespises af en
herre.
Manden, der sidder foran mig, nævner
sjældent sin mor eller sin kone, og jeg undrer
mig forsigtigt over, hvilken rolle
kvinderne har spillet i familiefirmaet.
»Jamen, dengang min mor var ung, førte
kvinderne sig ikke så meget frem. Hun
havde meget sans for, at tingene var pænt
stillet op til eftersyn og kørte på torvet og
købte blomster, som hun arrangerede.
Det var hun vældig god til. Men hun spillede
ingen aktiv rolle i butikken«.
Det samme gælder hans egen kone, Birthe
Bruun Rasmussen.
»Hun læste ganske vist kunsthistorie i
en årrække, og det kan hun selvfølgelig
bruge. Hun er med på sidelinjen til at arrangere
specielle eftersyn og julefrokoster.
Men hun er ikke aktivt med i firmaet.
Det tror jeg ikke havde været lykken for
nogen af os«.
Længere kommer vi ikke med familiens
kvinder fra den ældre generation.
Men anderledes er det med datteren,
Alexa. Hun spiller en aktiv rolle. Det har
tydeligvis givet Jesper Bruun Rasmussen
hovedbrud.
»Havde det her været en herregård ude
på landet, havde man sagt, at den ældste
skulle have gården, og nummer to kunne
få det lille skovløberhus. Hvis den ældste
så oven i købet var en dreng, ville det give
sig selv. Men min datter, Alexa, siger jo:
»Jamen, hvad søren, i dag bør jeg vel
egentlig havde de samme rettigheder«.
Hvad hun jo vel også bør«.
Ligestilling er ikke det første problem,
som Jesper Bruun Rasmussen er løbet ind
i i forbindelse med generationsskiftet.
Tidligere stod han med et andet. Sønnen,
Frederik Bruun Rasmussen, der i dag er
vurderingsekspert, var i tvivl, om han
overhovedet ønskede en karriere i sin fars
firma.
»Jeg har så sagt: »Jamen, nu har vi det
her foretagende. Kom ind, og vær her i
nogle år. Hvis du så synes, at det er helt
forfærdeligt, kan du prøve noget andet,
og så er vi lige gode venner af den grund«.
Jesper Bruun Rasmussen holder inde et
øjeblik.
Auktionslederens highlights
»I dag er P.S. Krøyers ’Sommeraften
på Skagen Søndre Strand’ et ikon i
dansk malerikunst. Men da vi blev
kontaktet i 1978 af en tysker, havde
det ikke været i Danmark, siden
Krøyer malede det. Ejeren sendte os
et dårligt fotografi og spurgte, om vi
ville sælge det. Vi takkede ja, men ville
gerne se det. Det kunne ikke lade sig
gøre. Det hang i familiens hytte højt
oppe i de sydtyske bjerge, så vi måtte
vente til foråret, og sneen var smeltet.
Maleriet havde nogle fugtskader,
men var jo vidunderligt. Til auktionen
kunne ingen udkonkurrere den
tyske bladkonge Axel Springer, som
endte med at betale 520.000 kr.
Senere skænkede han det til Skagens
Museum«.
»Denne pragtpokal af udskåret
næsehorn, elfenben og forgyldt sølv
er den mest interessante og dyreste
antikvitet, som jeg har solgt.
Den kom fra kunstkammeret på
herregården Bidstrup, og vi vurderede
den i 1998 til mellem 300.000 og
500.000 kr. Og vi solgte den med et
hammerslag på 3,3 mio. kr.! Det
var en vidunderlig auktion. Selv de
mindste små pudseløjerlige knapper
irav gik til høje priser. I dag ville
næsehornet måske koste mere end
10 millioner kr.«.
»C.W. Eckersbergs ’En anden Del af
Via Sacra’ (1813-1816) hører virkelig til
sjældenhederne i dansk kunst. Det
er malet i Rom i nærheden af Forum
Romanum, og Eckersberg nævner det
isin dagbog. Maleriet er med på min
jubilæumsauktion 28. november,
hvor det er vurderet til mellem 3,5 og
4millioner kroner. Både The National
Gallery i London og National Gallery
of Art i Washington har tidligere købt
en Eckersberg hos os, og jeg forventer
udenlandske købere i salen«. (stock)
»Det ville bare være ærgerligt, hvis han
ikke afprøvede det og så fortrød som 50årig.
Det kunne han godt se, og han fandt
så heldigvis ud af, at det var ret spændende.
Han har specialiseret sig i den moderne
kunst, hvor jeg er svagest«.
Men hvordan tackler dine børn, at du er i
tvivl om, hvem der skal overtage?
»De har selvfølgelig talt om det indbyrdes.
Men det er nok alligevel mig, der skal
træffe den endelige afgørelse. Og det har
jeg søreme svært ved. Det synes jeg. Det er
meget svært«, siger Bruun Rasmussen og
lægger bestikket fra sig.
»At træffe beslutninger er jeg nok ikke
vanvittig hurtig til. Hvis nu den ene var
fantastisk god og den anden kropumulig,
var det ikke svært«.
Jeg spørger, om han er bange for konsekvenserne
af sine egne beslutninger. Han
svarer ja. At det nok er hans natur.
»Der ligger jo en fare i at træffe de hurtige
beslutninger, der viser sig ikke at være
gode. Men man kan jo også vente for længe,
til toget næsten er kørt. Det er med at
finde den rigtige hylde til de unge mennesker«.
Hvorfor ikke dele firmaet mellem dem?
»Det er jo meget svært at dele det. Så
længe jeg er her, kunne det nok gå. Men
hvis jeg ikke er her mere, og de bliver fantastisk
uenige, så går det ikke«.
Har du selv været bevidst om, hvordan du
skulle give din erfaring videre uden selv at
lægge et for stort pres på dine børn?
»Det kan da godt være, at jeg ikke har
været den bedste til det. Jeg har prøvet at
motivere dem, og jeg synes, det er lykkedes
rimelig godt . De har begge to mange
kvaliteter. De har begge været med, fra de
var helt små, som jeg selv var det. De er
blevet vel modtaget og har været rundt i
udlandet, i Frankrig og Tyskland, for at lære
sprog og skabe kontakter«, siger han,
og jeg tænker på salmen og linjen »slægt
skal følge slægters gang«.
Inden vi skilles, taler vi igen om Bentleyen.
»Far gik med blød hat, så det passede
ham udmærket, at det ikke var en lav
sportsvogn«.
Bilen er stadig i brug – Jesper Bruun Rasmussens
søn, Frederik, kører nu oftest i
den. Så det er, hvad jeg foreslår, inden vi
skilles på Bredgade: at Jesper Bruun Rasmussen
skal fotograferes i familiens bil.
Han skal overtales, for det må endelig ikke
virke, som om han blærer sig med sit
køretøj. Jeg forsikrer ham om, at det ikke
er bagtanken. Den knytter an til en historie,
han har fortalt. Derfor har vi en aftale.
Nogle dage efter får jeg en mail fra
Alexa Bruun Rasmussen. Jeg ved ikke, om
det er hendes beslutning, men hvis man
forestiller sig, at det er tilfældet, forekommer
hendes ord nærmest en smule frigørende.
Hun skriver kort og kontant:
»Desværre kan det ikke lade sige gøre
med Bentleyen«.
»Den er gået i vinterhi«.
camilla.stockmann@pol.dk
kultur 7