Familien Rønnenkamp fra Flensborg - Studieafdelingen og Arkivet ...

Og da de tyske tropper måtte vende hjem var tonen sådan:
»Ihr ziehet heim, wo sind die Siegeskranze?
Was senkt ihr eure Fahne trauergleich?
Wo blieb der Jubel eurer Schlachtgesange?
Warum ist euer Blide so ernst und strenge?
Ihr zieht doch heim an Sieg und Ehren reich.
Ein hbhnend Spiel hat man mit euch getrieben,
zum Scheinkrieg rief man euch von Haus und Herd,
von Weib und Kind und allen euren Lieben,
und uns ist nichts von eurem Sieg geblieben,
was eines einzgen Tropfen Blutes wert ...«
Nu sad Rønnenkamp i Altona. På toårsdagen for konens død den 1.
december 1850 måtte han i sin dagbog notere triste tilbageblik. Han
længtes efter hjemstavnsbyen, efter slægtninge og venner og savnede
sine køreture og regelmæssige besøg på Klusgård. Efter det dybe fald
var han blevet en bitter og skuffet mand. Når han i skumringstiden
stod ved vinduet og kiggede ned på storbyens travle liv, kunne han
godt komme i tanke om et digterord, som han huskede fra skoletiden:
»Ans Vaterland, ans teure schliess dich an,
das halte fest mit deinem ganzen Herzen.
Dort sind die starken Wurzeln deiner Kraft,
denn draussen in der fremden Welt stehst du al1ein,
ein schwankes Rohr, das jeder Sturm zerbricht ...«
I de sene aftentimer sad han ofte alene i stuen ved det matte
lampeskær. Så vendte tankerne tilbage til de ulyksalige hændelser,
før han forlod hjemmet. Mange ting havde han fået på afstand. De
store ord om »frihed og ret« og »tyrannerne«, som han i studentertiden
havde hørt i Kiel og Gbttingen - og som senere også hørte til
på forsamlinger i hans valgdistrikt og ikke var ukendte i stænderforsamlingerne,
lød i mellemtiden ret hule og tomme. Her i det fremmede
meldte sig hos advokat Rønnenkamp ind imellem tvivlen, om
han var slået ind på det rigtige spor. Hvorfor havde han opført sig
så fanatisk og var gået så langt som til at rive rød-hvide nationale
mærker fra børnenes huer? Hvorfor havde han haft så travlt med
at organisere 1.000 geværer med bajonetter og begejstre andre for
at kæmpe og dø på slagmarken. Hvorfor var han ikke - ligesom
62