Familien Rønnenkamp fra Flensborg - Studieafdelingen og Arkivet ...

tyskerne så det mørkt ud på alle fronter. Christian gik straks i gang
med at tilegne sig sprogkundskaber, og efter nogen tid lykkedes det at
få kontakter til nogle venlige og sympatiske italienere.
Vejen ind i nazismen og den efterfølgende udvikling havde han
oplevet med bange anelser. Han kunne genkende så meget af samme
ånd, som han i begyndelsen af første verdenskrig havde mødt på
gymnasiet, hvor 17-års drenge af professor Tamm indtrængende blev
opfordret til at melde sig som krigsfrivillige. Propagandaen mindede
ham om en tid, hvor heltedøden på slagmarken - som han havde
oplevet i al dens gru -blev forherliget. Under tjenesten ved grænsen
var det en ordre, at grænsevagterne uden pardon skulle skyde på enhver,
som prøvede på at flygte over til Svejts. Men for Christian Rønnenkamp
var tanken om at skulle skyde næsten ikke til at holde ud.
Kammeraterne drøftede ind imellem emnet. Der var åbenbart ikke
mange, som kunne tænke sig at handle efter egen samvittighed. En
dag spurgte Christian en foresat, som var partimedlem: »Hvis det nu
var din egen fader, som ville Aygte over grænsen, ville du så skyde på
ham?« Den foresatte bekræftede og tilføjede: »En befaling er en befaling
...«
En aften havde Christian tjeneste ved grænsen sammen med to
kammerater. De to havde en skarpladt karabin, den tredie sin maskinpistol.
Mørket var ved at falde på, da de opdagede en italiener på Augt
i retning mod grænsen. Den ene af de tre Fik hurtigt gjort sin maskinpistol
klar til at skyde. Før det skete, råbte Christian: »Hold nu op, mand.
Han har måske kone og børn, ligesom vi andre ...« Bagefter var de
dog alle tre glade for, at italieneren slap med livet i behold.
Tiden gik, og krigens afslutning aftegnede sig mere og mere tydeligt
for alle de ikke blindt troende. Hvad han hørte hjemmefra, lød ikke
godt. Gården var ved at forfalde. Gennem Aere år havde alt været
tilbagegang. Faderen havde i sin tid slet ikke kunnet komme over sin
kones død og søgte ofte trøst i Aasken. Med Christians ægteskab så
det heller ikke for godt ud. Hans kone kom jo fra et helt andet miljø,
var vokset op i et arbejdersamfund. Hendes familie havde mere forbindelse
til byen og skibsværftet end til landbruget. Han havde i lang tid
haft indtryk af, at han og konen fjernede sig fra hinanden. At hun gik
sine egne veje. Mørke skyer trak sammen over gården - og over hans
ægteskab.
Freden nærmede sig. De havde nu haft vagttjeneste ved grænsen i
over et år. Det blev forår igen. Fanatiske partimedlemmer trøstede sig
med det bebudede »mirakelvåben«, som skulle give krigen en ny drej-
109