Familien Rønnenkamp fra Flensborg - Studieafdelingen og Arkivet ...
Familien Rønnenkamp fra Flensborg - Studieafdelingen og Arkivet ...
Familien Rønnenkamp fra Flensborg - Studieafdelingen og Arkivet ...
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
Efter mørkets frembrud satte englænderne ind med en helvedes trommeild,<br />
<strong>og</strong> granaterne regnede ned over batteristillingen. Rystende af<br />
dødsangst krøb de unge sammen i deres jordhule. Næste morgen, da<br />
det begyndte at lysne, var jordhulen delvis styrtet sammen. Med megen<br />
besvær lykkedes det dem endelig at kæmpe sig ud i det fri. Marken<br />
var gennempløjet af dybe granathuller. Englænderne fortsatte denne<br />
dag <strong>og</strong> efterfølgende nat med trommeilden. Christian <strong>Rønnenkamp</strong> <strong>og</strong><br />
hans kammerater opholdt sig imens i en jordbunker, syv meter under<br />
jorden. Det blev dag igen, <strong>og</strong> de levede stadigvæk. Det forekom dem<br />
som et mirakel.<br />
Midt på dagen skulle Christian med ud i åbent terræn for at reparere<br />
ødelagte telefonledninger. Artilleribeskydningen var il(ke holdt op, <strong>og</strong><br />
nu havde englænderne skudt sig ind på præcis deres stillinger. Før det<br />
kom til et nedslag, kunne Rønnenkmap tydeligt skelne, om det var<br />
granater eller en af de uhyggelige miner, som spredte død <strong>og</strong> ødelæggelse.<br />
Livet hang i en tynd tråd. Så skete det. En granat sl<strong>og</strong> ned på få<br />
meters afstand. Han lå på næsen i skidtet, da granaten eksploderede<br />
med et øredøvende brag. Da han fandt ud af, at der stadigvæk var liv<br />
i kroppen, reddede han sig ned i jordbunkeren. Han havde fået en<br />
granatsplint i knæet.<br />
Mens trommeilden fortsatte endnu i timevis, var Christian krøbet<br />
ind i det yderste hjørne. Selvom det var en trist situation, <strong>og</strong> det t<strong>og</strong><br />
tid, før choket havde fortaget sig, fyldtes han omsider af en følelse af<br />
lettelse - ja, nærmest lykke: Her lurede døden allevegne. Men nu ville<br />
han blive indlagt på et lazaret, måske sendt hjem. Han ville leve. Han<br />
skulle ild(e dø i dette helvede, hvor de blev slået ihjel uden at kunne<br />
forsvare sig, hvor mennesker skulle dræbe hinanden, selvom de aldrig<br />
havde gjort hinanden fortræd, hvor dyriske drifter <strong>og</strong> instinkter var<br />
afgørende for, om de havde en chance for at overleve i skyttegravskampen,<br />
hvor bajonetten blev brugt i kamp mand mod mand - eller<br />
den korte spade, for at ldøve modstanderens hoved. Såret i hans knæ<br />
begyndte at brænde <strong>og</strong> forvolde smerter, <strong>og</strong> han kunne ikke bruge<br />
foden. Bare englænderne ikke begyndte at skyde med gasgranater før<br />
han kom bort her<strong>fra</strong>, faldt det ham ind.<br />
Der fulgte endnu en frygtelig nat, hvor han <strong>og</strong> kammeraterne hele<br />
tiden frygtede for deres liv. Fra en time før midnat <strong>og</strong> indtil det begyndte<br />
at lysne skød canadierne med deres langtrækkende, tunge skyts<br />
granater direkte ind i deres stilling. Tunge jordldumper ldaskede ned<br />
over hulen, så det lød som et kavalleriangreb.<br />
98
Change language