OY-SIK 3/2002

sund. Efterhånden som vi finder motiver og
mærker i landskabet under os, bliver de krydset
af på checklisten.
Peter Andersen har fingeren på sit sammenfoldede
kort, og han flytter den hvert halve minut
og tjekker tiden. Når vi er for langt fremme,
trækker han flaps, og slipper dem igen, når vi
skal have lidt mere fart på: „Det er en stor tilfredsstillelse,
når jeg kan se, at jeg passerer på
sekundet. Der er kun et par sekundet at give af,
ellers får vi strafpoint. Det er det, der er det sjove.
Men det har også det sikkerhedsmæssige
aspekt, at det er helt afgørende at vide, hvor
man er“, siger han, mens han ivrigt spejder efter
nye tegn og landkendinger.
Nede på jorden står officials, som tager tid på
flyene, når de passerer, men vi ved ikke, hvor
de er,- og om de er der. Så heller ikke her skal
man tage nogle chancer.
Spotlanding på Tåsinge
Første stop er flyvepladsen på Tåsinge. Her skal
vi spotlande med tilskuere på sidelinien, og for
at opnå størst mulig nøjagtighed må førstepiloten
sætte den lidt hårdt. Vinden løftede den
lidt mere end ventet lige før touch down. Men
det hører med og skal læres.
Vi har en time til at klare det fornødne, få lagt
den næste rute og studeret checkpoint og
fotos til turen retur til Haderslev. Den går over
Nordfyn og Kolding med et slag op til Gravens
og Vejen.
Valdemar Slot og det i Egeskov er lette at kende.
Men kirker, møller, gårde med runde gylletanke
og staldbygninger, marker i kulørte mønstre,
skovklatter og små søer kan godt ligne hinanden.
Vi kan takke ruteplanlægger Olaf Skov
for denne både smukke og udfordrende tur.
Der er nemlig masser af fælder,- og det er bl.a.
dem, vi skal lære at manøvrere udenom. I andre
situationer kan dette være helt afgørende
for en sikker flyvning.
Nedturen
Da vi når Haderslev og næsten kan dufte „fru
Flymøllers“ kaffe, tager Peter Andersen lige en
ekstra rundtur, for han har observeret, at vindposen
har skiftet retning. Der skal landes mod
vinden, og det er altid noget, piloten afgør.
Ingen andre.
Mens vi taxier forbi Flymøllers hangar, ser vi, at
hans gamle Ford til vor store overraskelse er ble-
vet til en snes stykker, der står linet op! Der er
lagt op til festligheder for dem, der bliver tilbage
og fejrer rallyet!
Men først skal vi gå den tunge gang ind til de
„strenge“ officials ved debriefingen. Her gennemgår
vi besvarelserne, og vi må desværre tilføje
„et par“ point mere for bl.a. oversete enroute
foto. Slutresultatet er en 8. plads, så der
er noget at arbejde med,- og det er måske
ikke så dårligt, når flyvning er en lidenskab af
de mere behagelige slags.
Helt efter bogen
Vagn Jensen, der er næstformand i KDA og
medlem af DMU’s bestyrelse, oplyser til OY-SIK,
at der i 1978 var 78 deltagende fly;- det højeste
antal nogensinde. Og 17 er nok det laveste:
„Desværre er det gået tilbage gennem årene,
og det er faktisk ærgreligt, for det er både
sjovt og spændende at være med. Og så har
det naturligvis den vigtige funktion at indøve
flyvesikkerhed samt det sociale. At vejret blev
så dårligt i nogle dele af landet, er det svært
at gøre noget ved. Men det er helt efter bogen
at blive hjemme af sikkerhedsmæssige
grunde. Som pilot skal man ikke lade sig presse.
Men vi håber, at der vil komme flere i fremtiden“,
siger Vagn Jensen.
Dette checkpoint
viste sig at være
en af fælderne
OY-SIK 15