Meddelelser 2008 - Ole Rømers Venner

selv har ingen indflydelse på det. Det er svært for en nutidig bevidsthed at leve sig
intellektuelt og følelsesmæssigt ind i disse ortodokse sandheder. Der var heller ikke
mange, der fuldt ud kunne det dengang, og der var mange fortolkninger og fonkellige
meninger i tiden.
Men det var netop dette, der var det centrale hos de ortodokse. Det er ikke stedet her
at redegøre for hele den ortodokse teologi, men vi kan dog fremhæve et par citater,
som sætter tingene i relief. Christianson citerer (s. 60) et digt af Tycho, hvor dette
forekommer:
Ik:ke dog kunne de tvinge den sjæ|, som brugerfornuften-
Han udretterio alt frit efter viliens bud'
Her overtbr står den førende ortodokse teolog Hans Poulsen Resens ord: "Så skal du
derfor stikke fornuftens øje ud, når du vil ret have troens lys."e
Det virker som om, Christianson r€esonnerer ud fra en forestilling om, at teologerne
bestemte hvilken teologi, der skulle råde, og at den daværende statskirke lignede den
nuværende rummelige folkekirke. Han kan f.eks. sige om den unge Christian 4., at
"i religiøse anliggender blandede han sig ikke i de ortodokses ambitioner om at gribe
magten", og "han var hævet over den ortodoksi, som hans kirke og universitet pålag-
de riget" (s.231 og 261). Sådan fungerede det ikke. Maglen lå hos kongen og i
tilfældet med den unge konge mest hos hans kansler og rigshofmester. Det var altid
ene og alene magthaveme, der bestemte, hvem der skulle have de afgørende stillinger
som teologiske professorer og biskopper. I filipismens tid under Frederik 2. var det
Niels Hemmingsen og hans meningsfæller, der sad på disse stillinger, og det var
yderst modvilligt, Frederik 2. suspenderede den store teolog af udenrigspolitiske
grunde. Kongen ville ikke vide af ortodoksien, som i hans tid kom stærkt frem i dele
Tyskland og også havde tilhængere i Danmark på den tid. Da hans fars gamle
e Bedste tlernstilling af den ortodokse teologi er Bjørn Kornerup: Bisløp Hans Poulsen Resen,l,
1928. Om tbrnuften" især s. 367 * 373.
74