FSU NYT 2 - Forsvarskommandoen

at jeg kunne komme til bornholm i fire år for
så derefter at komme på officersskole (blinien).
Det var sgu svært at overskue, når
man kun var 17 somre. til mit held blev det
oplyst, at der var plads som konstabelelev
ved Gardehusarregimentet i næstved, nærmere
betegnet på Grønnegades Kaserne i
det centrale af næstved by.
Næstved var jo også byen, hvor min onkel
havde en vvs-forretning på havnen, og
min kusine var advokatsekretærelev, så
helt alene i byen var jeg jo ikke.
INTET REx-MÆRKE I NÆSTVED
Soldaterlivet formede sig planmæssigt for
konstabelelev Bernstorffsvej (man bliver tildelt
et by- eller vejnavn ved Gardehusarregimentet,
for at man som lokalkending kan
oplyse om facts til gavn for egne styrker). In
actis esto volucris = lynsnar i handling.
det var ved Gardehusarregimentet, at
jeg fik mit førstehjælpsmærke i bronze
med dengang maksimumpoint 5.0. Det var
med stolthed, at det mærke blev påsyet udgangsuniformen.
Senere er en række andre
mærke kommet til. Flot ser det ud.
Rekruttiden blev overstået med Rex-tur
langs de sydsjællandske strande og veje, og
efter en uges strabadser blev vi hældt op
på ladet af en bedford J 6’er lastbil og kørt
hjem til kasernen til en god gang morgenmad
og kaffe med derefter personlig pleje.
Kun dem af mine soldaterkammerater,
der skulle blive ved regimentet eller videre
til den Kongelige livgarde fik udlevet de eftertragtede
Rex-mærker til påsætning på
uniformen. vi andre blev måske lidt skuffede
over ikke at få disse fine mærker, men
det er kun ved de kongelige regimenter, at
man bærer disse rex-mærker (p.t. hedder
det måske ”regina-mærker”), da det jo er
monarkens navnetræk, der bæres. Jeg blev
oplyst, at jeg skulle til Danske Livregiment
i vordingborg ved en middeltung pansret
mortersektion. egentlig ville hellere have
været til Den Kongelige Livgarde, det lå jo –
af magelighedsgrunde – tættere på min bopæl
i Hellerup, men jeg fortrød ingenlunde
at komme til Danske Livregiment.
BEREGNER UDEN COMPUTER
årene gik, og jeg gik med. Fik stort kørekort
af ”firmaet”, så jeg kunne køre den pansrede
mortervogn. Senere blev jeg beregner i
sektionen – det er ham, der beregner skudbanen
for granaten, og det var jo før computerens
indtog. Det var med regnestok, målplade
samt korrektionstabeller, der gik op i
en højere enhed, hvor det blev kronet med
titlen som Danmarks bedste mortersektion
ved inspektionsskydninger i Borrislejren i
1979. vi var pavestolte.
Fra maj 1980 til maj 1981 var jeg lige
et smut på Cypern som Fn-soldat i bRavOkompagniet
som OP-mand/kører. God soldatertid
med mange gode oplevelser til
følge.
Nuvel, der havde været strukturomlægninger
af det nationale forsvar, så da jeg
kom hjem fra FN-tjeneste, var der ikke længere
plads til mig i kompagniet. Man havde
overordnet slået en streg på landkortet mellem
Korsør og Køge, hvilket indebar, at hvis
man boede nord for denne linje, men havde
job sydfor, var det sådan set bare ”bad
luck” for den enkelte. Kun medarbejdere
med adresse syd for linjen blev foretrukket
til fortsat tjeneste ved regimentet. Sådan er
der jo så meget. Pragmatisme er en dyd.
DE BEDSTE åR På SANITETSSKOLEN
Jeg startede på Jægersborg Kaserne 1. juni
1981, og de efterfølgende 13 år jeg var dér,
har nok været de bedste af min soldatertid.
Forsvarets Sanitetsskole. Nemlig ja.
Jeg var ansat ved kørselskontoret under
ssG b.I.u. sørensen (alle kendte ham kun
under hans initialer: BIUS), hvor vores opgaver
var støtte under øvelser for lægerne
samt Sanitetsskolens egen sergentskole.
Jeg har senere hen i livet forstået, at mine
år på Jægersborg Kaserne var stedet, hvor
jeg faktisk udviklede mig mest, nok på baggrund
af de mange selvstændige opgaver,
som blev udmøntet til kørselskontoret.
I 1987 var jeg så klar til at tage hul på min
sanitetsfaglige uddannelse. Jeg gennemførte
basisuddannelsen tRIN I og skiftede således
derefter myndighedsforhold fra Danske Livregiment
til Forsvarets Lægekorps, hvorunder
også sygepassere hørte til.
tillægsuddannelserne udi sterilteknik og
hjælper ved røntgenundersøgelser fik jeg
også.
TANDKLINIKASSISTENT På BALKAN
Begyndelsen af halvfemserne blev en meget
urolig tid på Balkan, hvorfor Folketinget
gav et positivt tilsagn på FN’s forespørgsel
om støtte med et dansk kontingent soldater
i det sydlige Kroatien.
Jeg var inden min afgang til Kroatien på
hold 2 ”semiuddannet” tandklinikassistent,
så jeg kunne assistere vores danske tandlæge
ved konsultationerne, som der var
mange af.
det danske infirmeri var stationeret på
et forholdsvis nyt serbisk/kroatisk lokalsygehus
fra midthalvfjerdserne, hvor vi havde
den sydligste fløj til vores virke. der var et
vist samarbejde mellem vores læger og de
stedlige læger, ligesom vi leverede røntgenkassetter
til brug for lokalsygehusets egen
afdeling. De manglede praktisk talt alt, og
meget fik de lokale i stand gennem en sortbørshandel,
som vi helst ikke ville vide no-
get om. vi havde et godt og venligt forhold til
det lokale samfund, men tro ikke, at aftaler,
du lige har truffet med en af de lokale gælder
længere tid, end til du har vendt ryggen
til. Kulturforskelle vil vi kalde det politisk
korrekt i dag.
TIL BØRNEHOSPITALET VIA
”SNIPER ALLEY”
Knap var jeg kommet hjem til min trygge
kaserne på Jægersborg allé, førend at der
meldte sig en ny tur til udlandet, – denne
gang til Kiseljak, cirka 15-18 km nord for
sarajevo. dér fløj kuglerne virkelig én om
ørerne, så det var bare om at holde hovedet
nede og have lugerne lukket på vores pansrede
sanitetsmandskabsvogn, når vi kørte
ind til det fremskudte hovedkvarter i Sarajevo
gennem ”Sniper Alley”. Faktisk kunne
man høre projektilerne ramme det pansrede
aluminium. vi havde jo sådan et fint rødt
kors på siden af køretøjet, som nok kunne
tiltrække enhver ”sniper’s killing instinct”.
Gennem hjælpeorganisationen Caritas
bragte vi forbindinger, utensilier og ikke
mindst medicin ind til børnehospitalet i sarajevo,
men det var ikke altid lige nemt at
komme gennem de forskellige checkpoints,
hvor de lokale krigsherrers personel stod for
bevogtningen. Nogle var mere krakilske end
andre, men vi havde fået lavet et manifest
på dansk, engelsk samt (via tolk) serbokroatisk
om, hvad det var for varer vi transporterede
gennem deres område. en hulens
masse stempler fra de forskellige kontorer i
Fn-hovedkvarteret, så det så meget officielt
og professionelt ud, afsluttet med proppen
fra en Gammel dansk trykket ned i stempelpuden.
det gav nogle rigtig fine ”segl” på
manifestet.
AT IMPROVISERE ET INFIRMERI
vi fik lavet et helt lille og meget velfungerende
”Role 1- infirmeri” (det var faktisk før
end den term var opfundet) ved hjælp af et
lille kirurghold med selveste Finn Warburg i
spidsen. der var jo seks containere ude på
p-pladsen, der bare lige skulle pakkes ud,
efterses og klargøres til brug for vores lille
enhed. Flemming Laulund, vores anæstesinurse
var særdeles praktisk begavet, hvorfor
der kom førstehjælpskasser op at hænge
på ethvert hjørne af hovedkvarteret. Ikke
hjertestartere som vi kender det i dag, men
en Rubenspose, nogle kompresforbindinger
samt øjenskylleflasker. Rigtig smart.
Princippet var at bruge de forhåndenværende
ting til mindst to uafhængige opgaver.
I kraft af min uddannelse med autoklaver
og sterilteknik fik vi opstillet vores store
tønde-autoklave i nok det mindste rum
på hele hovedkvarteret, medens vi måtte
bruge lufthammer til gennembrydning af
en jernbetonvæg for at danne et vindue til
røntgenoperatøren (det var også mig), så
han kunne stå sikkert uden at få bestrålet
de ædlere dele, når der var en patient, der
skulle røntgenfotograferes. Operationsstuen
var nok på højde med et – dengang –
dansk provinssygehus, og faktisk var der en
del at lave for Finn Warburg og hans team.
Somme tider sneg jeg mig til at deltage i de
forskellige ”seancer” for ligesom at udvide
min horisont lidt. Det blev til et halvt år, hvor
der ikke var to dage, der var ens, men det
er jo med til at krydre tilværelsen som sygepasser
en hel del.
FRA FYN TIL ALS
Nuvel, – hjemme i Danmark igen søgte jeg
om at forflyttelse til sergentskolen på Fyn,
idet jeg havde lært en sød sygeplejerske at
kende, da vi begge var af sted på FN-mission
i Kroatien. Den 1. juni 1994 kunne jeg
begynde på infirmeriet på sergentskolen på
Fyn. Reservelæge-1 Arne Skipper kendte
jeg fra Kroatien som en kompetent kirurg,
mens jeg kendte min afdelingssygeplejerske
Randi fra kurser på Jægersborg Kaserne.
Jeg fik næste sygepasseruddannelsestrin,
tRIn II, som var en temmelig avanceret
uddannelse. Den gode stabslæge Kargo,
som nogle endnu kan huske, var særdeles
glad for, at hans folk tog videreuddannelse
seriøst for derved at kunne bidrage positivt
i det daglige virke.
Det blev min debut på et rigtigt dansk
infirmeri, med hvad der dertil hører. det
blev til tre gode år på Sergentskolen på Fyn.
Megen bøvl med placering af skydebane for
uddannelsesvirksomheden blev til, at man
lukkede ned for Sergentskolen på Fyn og
flyttede uddannelserne til sergentskolen
sønderborg. Jeg blev forflyttet til als.
HÆRENS FOLK OG DE SEJLENDE
ENHEDER
Placeringen af sergentskolen sønderborg
er virkelig flot med direkte udsigt udover
Alssund fra konsultationsstuen, tandklinikken
og fra sengestuerne. Jeg havde været
der et års tid og søgte om det sidste og ultimative
uddannelsestrin for sygepassere,
tRIN III. Normalt er dette uddannelsestrin
forbeholdt personel for Søværnets sejlende
enheder, men vi var to hærfolk, M.Z. og jeg,
der kom gennem nåleøjet. vi gennemførte
kurset og bestod med bravur. Stolte var vi,
for det havde krævet meget læsning, og nye
emner som traumatologi var et specielt kapitel
for sig.
Hver torsdag i fem uger var der fem timers
undervisning efter Henrik Kählers nye
kompendium udi traumatologi, så det var
bare om at spidse øren. ►
Infirmeriet i Oksbøllejren.
Sundhedstriaden giver en del arbejde
på infirmeriet, hvor de udfører
helbredsundersøgelser.
Det har været en lang vej fra
Flyvestation Værløse til Oksbøllejren.
Infirmeriet i Oksbøl har en skadestue, så
soldaterne kan blive stabiliseret, før deres
videre færd udi sundhedssystemet.
6 47
fsu nyt • nr. 2 •2012